Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

10:15 ”Hen imod middag fik præsterne serveret mad. Selv satte Yadava’erne sig senere i
lange rækker for at deltage i festmåltidet. I løbet af måltidet drak nogle af Yadava’erne
uheldigvis for meget og mistede kontrollen med sig selv; endda i en sådan grad at de
forvekslede deres egne venner med fjender. De begyndte at skændes, og det førte til
voldsomme slagsmål. Det må have været Guds plan, for ligegyldigt hvor uregerligt og
modbydeligt et menneske er, så vil det ikke, med sine egne hænder, myrde sine børn og
forældre. Oh, hvilken rædsel det var! I det almindelige håndgemæng der fulgte, dræbte
sønner fædre, fædre dræbte sønner, brødre slog brødre ihjel, svigersønner dræbte
svigerfædre, svigerfædre dræbte svigersønner i et sindssygt orgie af blindt had. Det
fortsatte indtil der ikke var nogen overlevende!” Arjuna var ikke i stand til at sige mere.
Han lænede sig mod væggen. Han holdt sit hoved, der var ved at briste af smerte og
sorg, mellem sine hænder.
10:16 Med smerte og forbløffelse hørte Dharmaraja denne redegørelse. Han tog Arjuna
om skulderen og sagde: ”Hvad er det, du fortæller? Det er en historie, der ikke er til at
tro på. Men eftersom du aldrig ville tale usandt, bliver jeg tvunget til at tro på, at den er
sand. Hvordan skulle vi ellers nogen sinde kunne forestille os en sådan pludselig
forandring af karakteren og en sådan uvarslet massakre? Jeg har aldrig noget andet sted
set eller hørt en sådan intensitet af gensidigt venskab, som det var tilfældet blandt
Yadava-dynastiet. Desuden afveg de ikke det mindste fra den vej, Krishna havde anvist
dem. Selv de mest vanvittige og mærkværdige omstændigheder ville ikke kunne få dem
til det. At sådanne mennesker, i selve Krishna’s nærværelse, skulle tilsidesætte alle
regler vedrørende god opførsel og slå hinanden ihjel, er i sandhed mærkværdigt. En så
voldsom forandring i adfærden indtræffer udelukkende, når verdens ende er nær.”
10:17 ”Sig mig Arjuna! Kunne Krishna ikke have standset kampen og rådet dem til at
holde op? Forsøgte Han at bringe nogle kompromiser i stand mellem de stridende parter
og sende dem hver til sit? Krishna er den største ekspert i krigs- såvel som fredskunst, er
det ikke sandt? At Han ikke forsøgte at standse denne tragedie, får mig til at undre mig
endnu mere over denne forfærdelige historie om ødelæggelse.”
10:18 Dharmaraja var knust af sorg. Han sad med hovedet hvilende på sin knyttede
næve. Den anden hånd havde han på knæet. Hans øjne var fulde af tårer, der uafbrudt
løb ned ad hans kinder. Arjuna forsøgte at komme med nogle trøstende ord. ”Store
Konge! Du er bevidst om Krishna’s herlighed og nåde, men alligevel stiller du spørgsmål
og nærer tvivl om, hvorvidt Han gjorde dette eller hint. Hvilke svar kan jeg give på
sådanne spørgsmål? Yadava-dynastiets skæbne er den samme som vor slægts skæbne.
Var vi og Kaurava’erne ikke brødre? (Kaurava’erne og Pandava’erne var to forskellige
slægter, der begge stammede fra kong Kuru). Vi havde slægtninge, der var velyndere på
begge sider, og vi havde den samme Krishna i vor midte. Alligevel var vi nødt til at
udkæmpe Kurukshetra-slaget. Kan vi i dag ikke se, at denne krig aldrig ville være brudt
ud, hvis ikke det havde været Hans vilje? De fire millioner krigere, der døde på
slagmarken, ville ellers ikke have været dræbt. Er det ikke sandt? Ønskede vi nogen
sinde at regere over dette rige efter at have dræbt alle disse mennesker? Intet kan
nogen sinde ske, uden Hans udtrykkelige befaling. Ingen kan gå mod Hans vilje eller
handle mod Hans befaling.”
10:19 ”Denne verden er en scene, hvorpå alle spiller den rolle, de har fået tildelt. Alle
spankulerer rundt i den tid, Gud har tildelt dem, og alle må de adlyde Hans instruktioner
uden fejl eller vaklen. Måske tror vi i vores stolthed, at det er os selv, der har gjort det
ene eller det andet. Sandheden er imidlertid, at alt sker i henhold til Hans vilje.”
10:20 Da Arjuna sluttede, tænkte Dharmaraja højt. ”Arjuna! Mange motiver fik os til at
gå ind i Mahabharatha-krigen. Gennem diplomati og fredelige metoder gjorde vi, hvad vi
37