Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

40:7 ”I mellemtiden kom Gopala frem og med langsomme, men rolige skridt, gik Han
hen til det sted, hvor moderen kærnede. Pludselig rykkede Han hårdt i den nederste del
af hendes sari. Yasoda blev forskrækket over det uventede ryk. Hun vendte sig og blev i
højeste grad behageligt overrasket, da hun opdagede, det var hendes gavtyveagtige
barn, Krishna! Idet hun holdt op med at kærne, tog hun Krishna i sine arme og
kærtegnede Ham. ”Kære søn! Det er ikke daggry endnu! Hvorfor er du stået op så
tidligt? Gå, min skat! Gå ind og sov lidt endnu!” Men det guddommelige barn pludrede
henrykt, at det var sultent, og for at bestyrke dets længsel efter at blive ammet
begyndte det at hulke medynkvækkende. Moderens hjerte smeltede. Hun satte
kærnestangen ved siden af jungen og dækkede denne med et dæksel. Herefter tog hun
Krishna op på sit skød lige på det sted, hvor hun i forvejen befandt sig. Mens hun gav
Ham mad ved sit bryst, strøg hun Hans hoved kærligt og blødt. Netop da hørte hun lyden
af en krukke, der faldt ned fra ovnen ude i køkkenet. Hun mistænkte, at det var katten,
der var skadevolderen. Hun tog barnet op fra sit skød og satte det på gulvet. Hun var
nødt til at løbe ind for at se, hvad der var sket. Da Yasoda forsvandt ind i det andet
værelse, blev Krishna opbragt over hendes opførsel, sådan at sætte Ham fra sig midt
under Hans måltid! Han fik øje på en krukke lige foran sig og vendte al sin vrede mod
den. Han gav den et hårdt slag med kærnestangen, og da den oplagte mælk flød ud over
gulvet, samlede Han smørret og puttede det i munden. Herefter skyndte Han sig ud af
værelset af frygt for at blive skældt ud. Da Yasoda kom ind i værelset, så hun den knuste
krukke, den oplagte mælk på gulvet og at smørret var forsvundet! Og Krishna havde
gjort sig usynlig! Da hun godt var klar over, at det var Gopala, der var skadevolderen,
ledte hun efter Ham i alle krinkelkroge.”
40:8 ”Hun kunne ikke finde Ham nogen steder. Hun gik ind i nabohusene for at spørge,
om Han skulle være der. Alle erklærede, at de ikke var stødt på Ham. De vidste ikke,
hvor Han var. Yasoda blev virkelig bange. ”Han må være stukket af, rædselsslagen for at
blive straffet for at have slået krukken i stykker og spildt indholdet! Stakkels dreng! Han
er løbet ud i mørket”, tænkte hun. Hun ledte i hus efter hus. Hun ledte i gaderne. Til
sidst fangede hun Ham i færd med at tage en krukke med smør ned fra en slynge, hvori
husets frue opbevarede et antal krukker fyldte med mælk, oplagt mælk og smør. Krishna
stod på en morter, der stod på hovedet på gulvet. Det gjorde, at Han kunne tage
krukken med smør op af slyngen og få den sikkert ned, så Han kunne dele indholdet med
sine kammerater!”
40:9 ”Da hun fik øje på Ham, råbte Yasoda: ”Din tyv! Opfører du dig sådan i alle hjem?
Når de fattige røgterpiger klager til mig over dine tyverier, plejer jeg at bebrejde dem
det, uden at efterkontrollere deres anklager, og sende dem hjem. Nu har jeg set det med
mine egne øjne! Alligevel kan jeg næppe tro mine egne øjne! Hvor har jeg dog taget fejl.
Fra nu af kan jeg ikke lade dig slippe godt fra det. Nej! Hvis jeg lader dig slippe under
påskud af, at du er et barn, så vil det senere føre dig til katastrofal kriminalitet. Jeg må
straffe dig hårdt nu og slet ikke undskylde dig. Når et barn af god familie bliver tyv, er
det en vanære for hele slægten. Det dårlige ry vaskes ikke let bort. Vores families
omdømme vil lide skade.” Hendes kvaler var hinsides ord. Hun havde aldrig før følt sig så
ydmyget. Hun gav efter for et voldsomt anfald af vrede. Hun tog et langt tykt reb og gik
tæt hen til Ham med den hensigt at binde Ham til den tunge morter.”
40:10 ”Gopala, der var klar over hendes hensigt, smuttede ind og ud af alle dørene og
undgik behændigt hendes forsøg på at fange Ham. Moderen løb efter Ham gennem hvert
et stræde og hver en gade. Hun var godt i stand; hun havde aldrig før løbet så hurtigt.
Hun blev hurtigt udmattet. Hun bevægede sig langsommere og langsommere; hun
begyndte at gispe efter vejret. Mænd, kvinder og børn begyndte at grine af hendes
forgæves jagt på det lille barn. De nød morskaben og fik så meget desto mere lystighed
144