Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 14
Pandava’ernes bortgang
14:1 Det var et ynkværdigt syn. Parikshith, den lille dreng med kronen på hovedet, gik
klagende hen til sin bedstefader og de øvrige mænd. Han greb fat i deres fødder og bad
til, at også han måtte ledsage dem ind i skoven. Han ville med glæde spise rødder og
frugter, og han ville være glad for at deltage i de hellige højtideligheder. ”Vil I ikke nok
betro kongeriget til en dydig minister og give mig lov til at føre et liv, der er værd at
leve”, bønfaldt han. De, der stod rundt om i salen, var rørt til tårer over hans smerte ved
at blive ladt tilbage. Hvis sten havde hørt hans forpinthed, ville de være smeltet i
sympati.
14:2 På heroisk vis lykkedes det Dharmaraja at undertrykke sine følelser. Han tog
drengen op og satte ham på sit skød. Han talte til ham med ord, der både skulle trøste
og indgyde ham mod: ”Kære barn! Bliv ikke svag. Du er et barn, der er født ind i
Bharatha-dynastiet. Kan et får blive født ind i løvernes dynasti? Din fader, moder og
bedsteforældre var fulde af mod. De var dristige forkæmpere for sandheden. Det gjorde
deres navne verdensberømte. Så det er ikke passende, at du græder på denne måde. For
fremtiden vil disse præster være dine forældre og bedsteforældre. Lyt til deres råd, og
styr landet ifølge disse råd. Lev op til dit lands storhed og stolthed. Hold op med at sørge
over os.”
14:3 Men på trods af alle de ældres overbevisende ord var drengen på den sødeste måde
ubøjelig. Han jamrede: ”Bedstefader! Jeg er for lille til at kunne overbevise dig med mine
bønner. Jeg ved det, men hør på mig. Jeg mistede min fader endnu før, jeg blev født. Du
opdrog mig med den omhu og venlighed, som min fader ville have vist mig, hvis han
havde levet. Nu, hvor jeg elsker at synge og lege og strejfe om med mine kammerater,
giver du mig ansvaret for dette store Imperium. Kan det være rigtigt? Er det retfærdigt?
I stedet for at efterlade mig alene fordybet i sorg, skulle du hellere forlade mig efter at
have hugget mit hoved af med dit sværd! Ak! Hvad har jeg gjort dig, siden du straffer
mig på denne måde? Kunne du ikke have aflivet mig i min moders livmoder den dag, min
fader døde? Blev mit livløse legeme genoplivet, for at du kunne tildele mig denne
opgave?” På denne måde fortsatte Parikshith længe med at fordømme sig selv for at
have fået denne skæbne.
14:4 Arjuna kunne ikke holde det ud længere. Han holdt drengen for munden; han
kærtegnede ham i kærlig hengivenhed; han pressede sine læber mod hans hoved. ”Barn!
Det er en vanære over for kriger-kasten, at du opfører dig som en kujon. Vi mistede også
vores fader; vi voksede også op i pleje hos munke og asketer. Til sidst lykkedes det os at
vinde vores onkels kærlighed, og efter at have overvundet mange drabelige forhindringer
grundlagde vi vores herredømme over dette kongerige. Han, der beskyttede os, vejledte
os og ledte os gennem livet, vil helt sikkert også være din beskytter og vejleder. Tab ikke
modet; følg i nogle år de råd, som disse præster og ministrer vil give dig. Senere vil du
selv være i stand til at løse Imperiets problemer”, sagde han.
14:5 Parikshith kunne ikke beroliges. Han sagde: ”Bedstefader! Fraskriver du dig nu
tronen og kongeriget og giver dem til mig? Ok, men bliv så hos mig i endnu nogle år.
Lær mig kunsten at regere, og lær mig de gældende regler. Derefter kan du forlade mig.
Jeg var lykkelig og fri. Jeg boltrede mig og strejfede rundt uden nogen bekymringer, for
jeg var overbevidst om, at jeg havde min bedstefader, der kunne beskytte mig, selv om
jeg havde mistet min fader. Hvis du nu også forlader mig, hvilken skæbne vil så vente
mig? Du var midtpunktet for alle mine håb. Dem støttede jeg mig til, dem fæstede jeg lid
til. Nu styrter du mig pludselig ud i fortvivlelse og svigter mig.” Han græd højlydt og
49