Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

5:14 De udsmykkede gaderne såvel som de store huse, der lå på begge sider; de opførte
store portaler over gaderne og hængte guirlander op og hejste flagene. Til børn, kvinder
og ældre uddelte de pladser på balkoner, så de kunne få et godt og tydeligt overblik over
processionen og den store vismand. Det var et inspirerende syn at se mange ældre
mænd og kvinder humpe af sted med deres stokke, ivrige efter at få et glimt af Vidura.
Den Vidure, som de priste som selve legemliggørelsen af ‘rigtig handling’, som selve
Pandava’ernes gudfader. Nogle troede først, at synet af Vidura i udkanten af byen måtte
stamme fra en eller andens drøm, og at det ikke var noget, der rent faktisk var sket. De
havde imidlertid levet længe nok til at godtage rygterne uden selv at få dem bekræftet.
For de ville aldrig have haft fantasi til at forestille sig, at Vidura nogen sinde ville komme
tilbage til Hastinapura. De samlede sig på steder, hvorfra de havde et godt overblik og
gjorde sig klar til det store øjeblik, hvor de kunne lade blikket dvæle på den hellige
mand. Langs hele ruten var alle bygningerne fulde af mennesker; træerne var som en
perlekrans bestående af dristige unge, der fulde af spænding og forventning kom med
bifaldsråb på grund af Vidura’s forestående ankomst.
5:15 Kongen, der var iklædt ceremonielle klæder, steg op i den kongelige karet og begav
sig ud af paladset sammen med sine brødre for at bringe Herrens berømte tilbeder hjem.
5:16 Vidura kom til syne. Han gik barfodet, langsomt og ophøjet. Han havde
sammenfiltret hår og bar en munks klædedragt. Kongen og hans brødre steg ned fra
deres karet, bøjede sig ærbødigt for Vidura’s fødder og gik bag ham i respektfuld
afstand. Byens borgere løb i forvejen og faldt for Vidura’s fødder. Det skete på trods af,
at vagterne indtrængende bønfaldt dem om at afstå fra det. Pandava-brødrene kunne
ikke udtrykke deres velkomst i ord; deres glæde var umålelig. Deres øjne udtrykte
velkomsten. De var fulde af taknemmelighedens tårer. De tog Vidura i deres arme og
bønfaldt ham om at stige op i kareten, så den store tilskuermængde, der var i alle
gaderne, fik mulighed for at se mesteren, så meget de lystede. Vidura blev overtalt.
Siddende i kongens kongelige karet gav Vidura alle de folk, der havde samlet sig langs
ruten, lov til at se ham. Til sidst nåede processionen paladset. Det var en sødmefyldt flod
af sang og glæde, der denne dag strømmede gennem byens gader.
5:17 Nogle af borgerne var så overvældet af glæde, at de var som naglet til stedet.
Forsagelsens besværlige liv, som Vidura havde forpligtet sig til at leve, havde forvandlet
hans personlighed på en sådan måde, at han forekom at være en anden person. En
person der glødede af en guddommelig aura, som Indra, gudernes konge. Med deres
egne ord beskrev folk deres jubel over for hinanden. Mange græd, idet de kom i tanke
om de prøvelser og trængsler, Vidura havde gennemgået, og den fred han havde opnået.
Også dronningerne og prinsesserne fik Vidura at se. De sad bag forhænget, så ham og
var i højeste grad lykkelige.
23