Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

og sat til side. Alle faldt de sammen i sorg, idet de frygtede for, hvad der ville kunne ske
dem. ”10.000 mennesker skal have mad! Oh Gud! Hvad vil denne dag bringe?”, klagede
de helt fortabte. For Droupadi, der var den ideelle husmoder, var det at få gæster til
spisning en velkommen opgave. Men hun blev fortvivlet over, at så mange på dette sene
tidspunkt skulle have mad så hurtigt, og så ydermere i junglen hvor det ikke var til at få
fat i nogen madvarer. Hun sagde: ”Den gæst der er ankommet, er den berømte Durvasa,
hvis evner og duelighed er kendt over hele verden. Blot ved tankens kraft kan han
forvandle dem, der gør ham vred, til aske! Ak, herre! Hvilken frygtelig ulykke der venter
os!” Hun spekulerede over sine egne ord og rystede af frygt.”
21:6 ”Hun kunne ikke finde nogen måde, hvorpå hun kunne bespise den flok, der havde
slået sig ned hos dem. Hvem andre end Herren, de godes frelser, Krishna, kunne hjælpe
hende gennem vanskelighederne. ”Oh Gopala! Frels mine herrer. Beskyt os mod den
tilintetgørelse, der truer os. Vis os nogle måder at tilfredsstille disse asketer og denne
vismand på.” Hun anråbte Krishna med tårerne strømmende fra sine øjne og med smerte
i sit hjerte. Med en inderlig længsel bad hun indtrængende til Herren. Hvad der måtte
ske hende fremover, var hun ligeglad med, men hun bad om, at hendes ægtemænd
måtte blive reddet, og at hendes ægteskabelige status måtte forblive intakt. Hun græd
højlydt i sin voldsomme sorg. Pandava-brødrene hørte hendes jamren. Deres smerte blev
fordoblet. Også de bad til Krishna, deres eneste redning. ”Oh, Nandanandana, du har
reddet os fra katastrofe efter katastrofe forårsaget af Kaurava’erne. Du har beskyttet os
som et øjenlåg beskytter et øje. Hvorfor har du kastet os ud i denne frygtelige nød i dag?
Undskyld os vore synder og fejl. Red os fra denne skrækkelige fare. Hjælp os med at
gøre vismanden og hans store følge tilfreds.””
21:7 ”Krishna opholdt sig i Mathura, men Pandava’ernes bønner og Droupadi’s tårer
blødgjorte Hans hjerte så meget, at Han rejste fra byen. Der lød fodtrin. Pandava’erne,
hvis hoveder var bøjet af ængstelse for, hvad der ville ske, når Durvasa vendte tilbage
fra floden, løftede blikket og så Krishna træde ind i deres hytte. Hans smil spredte et
funklende lys i rummet, og Hans gule klædning gled efter Ham hen ad jorden. De
udbrød: ”Krishna! Krishna!”, og løb hen mod Herren. Droupadi hørte den velkendte
stemme og skyndte sig ud fra de indre værelser. Hun formodede, at lyden af stemmen
måtte være et tegn på Guds nåde, der muligvis blev vist dem. Men da hun så Krishna’s
skikkelse, skyndte hun sig at kaste sig for Hans fødder og vaske dem med sine tårer.
”Frels mig; frels mine herrer. Stil vismanden og hans følge tilfreds.” Krishna, den
fuldendte instruktør af dette universelle drama, forekom at være uinteresseret i deres
ængstelse, og gik kun op i sin egen sult! Han sagde: ”Droupadi! Dette er forunderligt.
Jeg er sulten. Stil først min sult, og derefter kan du bede mig om det, du behøver. Giv
mig straks noget mad!” Han strakte sine håndflader frem, som om Han ikke kunne
vente.”
21:8 ”Droupadi sagde: ”Oh, herre! Det er ikke tidspunktet at lave sjov på. Det er
prøvelsens tid for os. Frels os, le ikke af vores vanskelige stilling.” Hun tørrede strømmen
af tårer bort med kanten af sin sari. Hun bønfaldt med begge sine hænder strakt ud i
ydmyghed. Med sin hånd løftede Krishna hendes hoved og sagde med en mild,
forsikrende stemme: ”Barn! Tårer samler sig i kvinders øjne ved den ubetydeligste
anledning. Men kan tårer stilne min sult?” Krishna var tydeligt i sit spydige hjørne.
Droupadi svarede: ”Gopala! Du er den anden, der beder om noget ved vor dør i dag. Men
hvis vi ikke giver dig, hvad du beder om, vil du ikke forbande os og tilintetgøre os. Men
den første der kom og bad om noget, venter med titusind følgesvende på at få stilnet sin
sult ved et måltid, vi skal give! Vi er alle ved at blive reduceret til aske; hvor kan vi
fremskaffe blot et enkelt riskorn i denne skov? Hvordan kan jeg stilne sulten hos så
mange mennesker på så kort tid på dette øde sted?” På denne måde forklarede hun
årsagen til den tristhed, der havde grebet dem.”
72