Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 29
Dialogen begynder
29:1 Idet vismanden Suka beskrev skabelsens stadier, sagde han: ”Sammen kontaktede
Satharupa og Manu skabelsens Herre for at forhøre sig om, hvilken opgave de skulle
udføre. Brahma svarede med er smil: ”Vær hinandens ægtefælle; I skal avle og befolke
Jorden.” Udstyret med bemyndigelsen, der stammede fra denne befaling, fyldte de
Jorden med mennesker.”
29:2 Her indskød kongen: ”Herre! Af egen erfaring har jeg lært, at kilden til al sorg i
denne verden er illusioner (angiver noget der forekommer at være noget andet, end det
virkeligt er), der forekommer i relation til den fysiske tilknytning til verdslige objekter.
Jeg har intet ønske om at høre om disse anliggender. Vær så venlig at fortælle mig,
hvorledes jeg kan få bugt med illusioner, selvbedrag og tilknytning. Hvad præcis er det,
mennesket skal gøre i de sidste dage af dets liv? Hvilket navn skal det konstant have i
tankerne, så det for altid kan undgå denne cyklus af fødsel og død? Fortæl mig om disse
ting”, sagde han.
29:3 Suka glædede sig i høj grad over det spørgsmål. Han svarede: ”Og konge! Du er en
åndelig sjæl. Med hengivenhed tjener du vismænd. Denne store forsamling af munke,
asketer og vismænd er beviset på dine fortjenstfulde handlinger. For almindeligvis
forsamler disse mennesker sig ikke noget som helst sted.” Kongen afbrød ham med sine
protester: ”Nej, nej, min Herre! Jeg er en stor synder. Jeg har intet spor af åndeligt
fremskridt i mig. Hvis jeg havde den mindste fortjenstfuldhed i mig, hvis jeg havde tjent
vismændene hengivent, ville jeg ikke være blevet målet for eneboerens forbandelse. Den
lykkelige skæbne jeg nu nyder, nemlig disse store vismænds selskab og chancen for at
tilbede dine fødder, er en konsekvens af mine bedsteforældres fortjenstfulde handlinger.
Jeg er fuldt ud klar over, at mine handlinger slet ikke har bidraget til noget af det. Den
nåde som Krishna skænkede mine bedsteforældre, er årsagen. Havde det været
anderledes, kunne personer som jeg da nogensinde have gjort sig håb om at se din
fornemme person, der bestandigt vandrer rundt i skoven, ukendt af mennesker? Vi der
er sunket ned i Sansernes Brønd og er fordybet i en forgæves jagt efter sanselige
glæder; vi der end ikke for et øjeblik beskuer sandheden, det evige og det rene? I
sandhed er dette en uopnåelig lykkelig skæbne. Alt det skyldes mine bedsteforældres
velsignelser og Krishna’s nåde, intet andet. Du er fuld af medfølelse med mig, og derfor
tilskriver du det min egen fortjeneste. Jeg er selv kun alt for godt klar over mine
svagheder.”
29:4 ”Forsæt venligst med at udvise mig den samme medfølelse og hjælp mig med at
beslutte, hvad der skal gives afkald på af en person, hvis død er umiddelbart
forestående. Hvad skal vedkommende gå i gang med at praktisere? Rådgiv mig om det
og gør mine dage umagen værd at leve. Du alene kan løse problemet for mig. Fortæl mig
om Bhagavatha’en, (’Gudhengivenhedens kildevæld’) som du sagde, du ville. Du fortalte
mig, at den var grundlaget for fremskridt og befrielse. Den vil eliminere mine synder.
Den vil resultere i velstand. Lad mig i dybe drag drikke Krishna’s navns hellige nektar;
lad mig på denne måde forfriske mig selv.” Således bad han indtrængende i sin
feberagtige tilstand.
29:5 Suka smilede til kongen og sagde: ”Bhagavatha’en er lige så værdig til at blive
æret, som veda’erne er det; lige så værdig til at blive studeret og helligholdt. I
slutningen af Dwapara-tidsalderen (den forrige tidsalder og den tredje i cyklusen af i alt
fire tidsaldre) på Gandhamadana-bjerget (et helligt bjerg øst for Himalaya) i min fader
Vyasa’s eneboerhytte, lyttede jeg til denne hellige tekst. Jeg vil gentage teksten for dig.
96