Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 25
Vismandens medlidenhed
25:1 Faderens hårde ord forvoldte stor smerte i Sringi’s følsomme hjerte. Ordene ramte
som sværdstød eller hammerslag. Den stakkels dreng kunne ikke bære dem længere.
Han faldt om på gulvet, og idet han tog fat i faderens fødder, jamrede han: ”Fader,
undskyld. Jeg blev overvældet af vrede over, at selve kongen kunne opføre sig så
skandaløst, så uforskammet, så uærbødigt, så umenneskeligt. Jeg var ude af stand til at
kontrollere min harme over den fornærmelse, der blev slynget imod dig. Det er ikke
passende, at en konge opfører sig på denne måde, på denne mest upassende måde, når
han besøger en eneboerhytte, er det vel?”
25:2 Da han så hans tilstand, tog Sameeka, asketen, sin søn hen til sig og sagde: ”Søn,
øjeblikkets trang er uundgåeligt. Fornuftens befalinger bliver ofte fejet til side af
mennesket på grund af denne trang. Skæbnens tildragelser vil tilintetgøre fornuftens
rammer. Mennesket bliver konfronteret med øjeblikkets fulde kraft, og man kan intet
andet end at overgive sig. Denne konge er en standhaftig teist, en dybt tænkende
hengiven. Han har gjort sig fortjent til åndelig glans. Han er grundfæstet i moralsk
adfærd. Han er konge over alle regioner. Hans berømmelse gennemtrænger alle de tre
verdener. Han opvartes altid af i tusindvis af loyale mænd og sjæle. Når han forlader sin
herskabelige bolig og tager hjemmefra, bliver han fulgt af mange vagter, der med
samlede hænder og med deres blik fæstnet på ham, afventer hans mindste ordre.
Derved håber de at vinde hans gunst ved at udføre ordrerne til hans tilfredsstillelse. Så
snart han kommer ind i et kongerige, tilstår disse rigers herskerne ham en strålende
velkomst ved at tilbyde ham pragtfuld gæstfrihed og en respektfuld hyldest. En person,
der er vant til denne rigelige praksis, blev naturligvis stødt, da han ikke modtog nogen
form for velkomst her. Han blev end ikke genkendt og respekteret. Forsømmeligheden
var så alvorlig, at han end ikke tog et krus vand for at lindre sin tørst. Han var
sønderrevet af smerten fra sulten og fra ydmygelsen, for der havde ikke været nogen
respons, selv om han kaldte mange gange. Ude af stand til at bære smerten og chokket
blev han forledet til at begå denne upassende handling. Selvfølgelig var det en fejl, men
ved at du reagerede så skånselsløs på denne mindre forseelse, forvolder du uoprettelig
skade på hele asketer- og eneboer samfundet. Ak, hvilken frygtelig ulykke du har
nedkaldt.”
25:3 Den gamle eneboer lukkede sine øjne og sad tavs et øjeblik. Han ledte efter nogle
måder, så kongen kunne blive reddet fra forbandelsen. Da han ikke kunne finde nogen,
og da han erkendte, at alene Gud kunne ordne sådan noget, eftersom Han er almægtig
og alvidende, bad han af hele sit hjerte: ”Oh, Alle Verdeners Tilflugtssted! Denne umodne
lille krop, der ikke kender til rigtigt og forkert med hensyn til, hvad der er ens pligt, og
hvad der ikke er, har begået denne store bommert, der har skadet kongen. Tilgiv denne
dreng eller straf ham, men sørg for at fremme kongens velfærd.”
25:4 Eneboeren åbnede sine øjne. Han så asketerne og sin søns unge kammerater, der
stod rundt om ham. Bedrøveligt fortalte han dem: ”Lagde I mærke til den skade, min søn
forvoldte? Det er ikke rigtigt for os eneboere at fornærme og skade den konge, der er
menneskehedens beskytter og vejleder, er det vel?”
25:5 ”Derfor anmoder jeg jer alle om at bede til Gud om, at kongen ikke må komme til
at lide nogen større skade, og at udelukkende lykkevarslende ting må hænde ham.” Da
vismanden på denne måde havde bedt dem om dette, rejste en ældre munk sig fra
gruppen. Han var selve legemliggørelsen af fred og forsagelse. Han sagde: ”Mægtige
sjæl! Du øser så overstrømmende nåde over denne konge. Den person, der nedkaldte
84