Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

22:5 ”Den person der først havde vist sig, jægeren med det bistre ansigt og de
rødsprængte øjne, talte til Arjuna: ”Du der! Hvem er du? Hvorfor er du kommet til dette
sted? Jeg vil advare dig om, at du vil dø, hvis du skyder en pil mod det vildsvin, selv om
det sker ved en fejltagelse. Jeg har jaget det og fået det til at løbe herhen. Hvilken ret
har du til at løfte din bue og pil mod det?” Disse ord ramte Arjuna’s hjerte som en hel
byge pile. Han følte sig forfærdeligt såret; for en almindelig jæger havde fornærmet ham.
”Fyren kender ikke mit navn eller mit ry; ellers ville han ikke have udfordret mig”, sagde
han til sig selv. Han hævede sig bue og affyrede en pil mod vildsvinet. I selv samme
øjeblik affyrede jægeren også en pil mod det.”
22:6 ”Dyret faldt til jorden, død. Jægeren kæmpede med sin vrede. Han slyngede
skældsord mod Arjuna. ”Du der! Du kender ikke reglerne for jagt. Når jeg har fået øje på
det, jaget det og udvalgt det som mål for mine pile, hvor vover du så at rette din pil mod
det? Du er en grådig barbar.” Hans øjne skød gnister, så ukontrolleret var hans raseri.
Arjuna var også rasende. Han råbte tilbage: ”Hold mund, din slyngel. Ellers skal jeg
ekspedere dig til Dødsriget. Stands din hånlige tale og frels dig selv. Gå tilbage til det
sted du kom fra.””
22:7 ”Jægeren tog kampen op; han veg ikke. ”Lige meget hvem du er, så er jeg ikke
bange. Måske har du 3.300.000.000 guder på din side, men jeg vil ikke give mig. Pas du
hellere på; du er en type, der blander dig. Hvem gav dig tilladelse til at komme her?
Hvem tror du, du er, siden du beordrer mig til at forlade stedet? Denne skov tilhører os;
du er en tyv, der har sneget sig ind, og du har den frækhed at bede os om at forsvinde!”,
svarede han.”
22:8 ”Ud fra disse ord gættede Arjuna på, at han ikke stod over for nogen almindelig
jæger. Han talte derfor i et roligere tonefald. ”Skoven tilhører alle. Du er kommet for at
jage, jeg er kommet for at praktisere askese for at behage Shiva. Jeg skød udelukkende
det vildsvin for at redde mig selv fra dets raseri.” Jægeren blev imidlertid ikke blødgjort.
”Jeg er ligeglad med, hvem du tilbeder; hvem du ønsker at behage. Indrøm det forkerte,
du har gjort. Hvorfor skød du det dyr, som jeg jagtede? Acceptér din fejltagelse og sig
undskyld; lov du vil forbedre dig”, insisterede han. Arjuna mistede al sin tålmodighed.
For sig selv sagde han: ”Lige som dyret må denne fyr lade livet.” Han følte ikke, at
jægeren kunne kureres ved hjælp af venlige ord.”
22:9 ”Derfor udvalgte han en spids pil, satte den på buen og skød den mod jægeren.
Den ramte ham, men lige som en pind der rammer en klippe, faldt den til jorden. Den
blev helt bøjet ved sammenstødet! Derfor måtte den forbløffede Arjuna affyre en
måneformet pil, der ville kløve hans hoved. Men med sin venstre hånd fejede jægeren
pilen væk, som havde den været et græsstrå.”
22:10 ”Til sidst affyrede Arjuna en uendelig byge af pile fra sit uudtømmelige pilekogger.
Heller ikke det havde nogen virkning. Arjuna blev desperat, som en mand der var blevet
frarøvet alle sine ejendele og havde mistet al sin modstandskraft. Han stod hjælpeløs,
fyldt med raseri. Han var som en fugl med stækkede vinger; som en tiger hvis tænder
var blevet trukket ud, og hvis kløer var blevet klippet af; som et skib uden sejl og ror.”
22:11 ”Han gjorde et forsøg på at slå jægeren med selve buen. Den knækkede i
småstykker ved sammenstødet. Det overraskede ham, og han besluttede sig for at
anvende sine bare næver, for de var de eneste våben, han havde tilbage. Da han var
rede, kastede han sig over jægeren og kæmpede som en rasende for på denne måde at
besejre ham. Jægeren bød hans nye træk velkommen med en hjertelig latter. De
kæmpede for at overmande hinanden med så enorme favntag og slag, at det så ud, som
var det to bjerge, der var i en dødbringende strid. På grund af den usædvanlige larm,
blev skovens fugle så bange, at de af ren og skær frygt fløj højt op i himlen. De dyr der
76