Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 30
Gudhengivenhedens vej
30:1 Vismanden Suka satte sig til rette i stolen og begyndte sin beretning. ”Den Højeste
Ophøjede Herre manifesterede sig selv som Brahma, Vishnu og Maheswara (Shiva), der,
tilskyndet af det oprindelige ønske, er engageret i verdenernes skabelse, opretholdelse
og nedbrydning. I det, der således er skabt, indgår det dualistiske princip altid. Der er
forskelle og uligheder mellem den ene og den anden. Hvis disse forskelle og uligheder
bliver afstemt på en fornuftig måde, vil der være glæde og fred på Jorden. Hvis levende
væsener på den anden side opfører sig forkert, vil verden være plaget af ængstelse,
elendighed og forvirring. Når det sker, antager Herren passende former og yder den
nødvendige beskyttelse og irettesættelse. Han bringer den beskadigede verden på ret
køl, fjerner de onde kræfter der forårsagede skaderne og instruerer menneskeheden i
videnskaben om at fremme det rigtige og det gode.”
30:2 ”Det er ikke muligt at begrænse Guds frihed til at antage former. For at manifestere
sig i verden og redde den antager Han utallige former. Hans inkarnationer er i
overensstemmelse med de behov, der er i forbindelse med de aktuelle kriser. Da Jorden
jamrede sig over den onde Hiranyaksha’s uretfærdighed, måtte Gud komme til syne som
et vildsvin, idet Han påtog sig en form med kvaliteter, skønt Han i sit inderste væsen er
uden form og kvaliteter. Guds vilje er gådefuld; den kan ikke forklares ved hjælp af
kategorier eller som konsekvenser. Den er over og hinsides menneskelig fatte- og
forestillingsevne. Den kan udelukkende fattes af dem, der har kendt Gud, og ikke af dem
der har opnået videnskabelig dygtighed eller har en skarp intelligens. Årsagen og
konsekvensen er uløseligt forbundet med hinanden.”
30:3 ”En dag, da Brahma (Skaberen) hvilede en stund på sin trone, dukkede et vildsvin
op lige foran Ham. Det var ikke større end det yderste af en tommelfinger! Brahma, der i
stor lystig munterhed havde antaget menneskelig skikkelse, kendte til altings årsag, men
Han foregav, at det ikke var tilfældet. Han så derfor på det lille vildsvin med stor
forbløffelse. Imidlertid udviklede det sig hurtigere og hurtigere til en større og større
størrelse. Først til en størrelse som en frø, så en rotte, så en kat og snart til en
kæmpestor brunstig elefant. Brahma smilede for sig selv af dets tossestreger. I løbet af
kort tid voksede vildsvinet sig så mægtigt, at det forekom at dække både Jorden og
himlen. Det gled ned i havet og dukkede op af det igen med Gudinden Jord (der på
grund af ydmygelse havde skjult sig under vandet) siddende højt hævet, reddet og i
sikkerhed, på dens stødtænder.”
30:4 ”Bagfra lød der et råb. ”Dit nederdrægtige svin! Hvor har du tænkt dig at flygte
hen? Bliv stående, hvor du er.” Vildsvinet ænsede ikke råbet. Det fortsatte, som om det
ikke havde hørt noget. Herefter stillede Hiranyaksha, uhyrernes og dæmonernes
ondsindede leder, sig ansigt til ansigt med det. Han stod som et frygteligt uhyre og
udfordrede vildsvinet til at overvinde sine kræfter. En dødbringende kamp mellem de to
fulgte. Gudinde Jord var vidne til disse skrækkelige gensidige udfald, og hun rystede af
skræk, men vildsvinet trøstede hende ved at sige: ”Oh Gudinde, vær ikke bange. Jeg
skal straks afslutte dette uhyres liv. Om et øjeblik vil jeg sikre dig sikkerhed og skænke
dig fred.” Straks herefter blev vildsvinet skrækkeligt at se på, og Gudinden blev yderst
foruroliget over sammenstødet. Med overvældende kræfter angreb vildsvinet
Hiranyaksha, og af bar rædsel lukkede Gudinden øjnene ude af stand til at se på
vildsvinets tilintetgørende skikkelse. Kampen blev udkæmpet med en ubeskrivelig rasen,
men til sidst blev Hiranyaksha revet i småstykker og smidt på jorden.”
100