Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 19
Pandava’erne – et eksempel for Kali-tidsalderen
19:1 Parikshith bønfaldt med tårerfyldte øjne og med så stor ydmyghed, at Vyasa sagde:
”Søn! Pandava’erne var trofaste tilhængere af de moralske love; de løb aldrig fra deres
ord. De overholdt reglen om, at den slagne part ingen ret har til at udfordre den
vindende part. Din bedstefader og hans brødre anerkendte deres ældre broders,
Dharmaraja’s, moralske overlegenhed og holdt sig selv i baggrunden. Ellers var de blevet
som de fordærvede Kaurava’er, der væltede sig rundt i deres eget blod og lod de døde
kroppe ligge, så de blev sønderrevet af hunde og gribbe.”
19:2 ”På trods af det jeg lige fortalte dig, var din grandonkel, Bhima, klar til at angribe
de ondskabsfulde mænd der generede Droupadi. Han var som en løve, der står bundet til
et træ. Han grinede kynisk af den stærke tilknytning, som Dharmaraja havde til ‘rigtig
handling’. Men hvad kunne han stille op? Han blev gjort harmløs af sin ældste broders
vilje. Han var derfor nødt til at opføre sig som en uduelig person.”
19:3 Da Vyasa sagde dette, spurgte Parikshith ham om årsagen til, at hans
bedsteforældre i den grad var blevet gjort til slaver. Vyasa smilede og svarede: ”Søn!
Det skal jeg også fortælle dig. Din grandonkel, Dharmaraja, fejrede på enestående vis
kronings-ceremonien i den sal, som Maya byggede til ham. Kaurava’erne var inviteret til
ceremonien, og som jeg fortalte, var de fulde af forbløffelse over pragten og hele det
underværk, salen var. De var også fulde af misundelse og hævntørst, som var de
fornærmede over Pandava’ernes rigdom og magt. De holdt råd med andre onde
elementer og søgte efter metoder til at underminimere Pandava’ernes lykke. Til sidst
fandt de på en plan.”
19:4 ”Det var konkurrencen med det kongelige terningespil. De opførte sig, som var de
fulde af broderlig kærlighed, og som om de var tilskyndet af den største hengivenhed.
Deres ord var som forgiftede honningdråber; som et knivstik der var trængt ned igennem
smør. De overtalte deres gamle blinde fader til at sende Dharmaraja en meddelelse. Den
lød således: ”Søn! I er alle brødre. Kom og vær sammen med os og forlyst jer over et
terningespil.” Da han modtog invitationen, sagde din grandonkel ja til at komme. Han
havde ingen anelse om de kneb, Kaurava’erne var villige til at benytte sig af. Han havde
et troskyldigt sind og spillede derfor de spil, som de foreslog. Han anede intet om den
krigslist, de havde planlagt. Derfor blev han fristet til at sætte sine brødre og til slut
endog sin dronning, Droupadi, som indsats. Han indså ikke, at spillet var spækket med
snyd og konspiratoriske tricks. Han havde aldrig forestillet sig, at hans fætre ville bringe
ham i en tilstand af håbløs fortvivlelse. Så efter hasardspillets regler blev Droupadi
sejrherrernes ejendom. For yderligere at tage hævn og tilfredsstille deres overvældende
had, planlagde de at vanære Pandava’ernes dronning foran alle de forsamlede hofmænd.
Fordærvede hjerner kan udelukkende udklække fordærvede planer.”
19:5 Da han hørte dette, begyndte Parikshith at græde. Med en stemme der blev afbrudt
af suk, spurgte han Vyasa: ”Hvordan kunne den blinde Dhritharashtra, der selv var
kejser, tillade denne nedværdigende opførsel over for en kvinde, en dronning? Ganske
vist kunne han ikke se, men han havde da ører at høre med. Havde han proppet sine
ører til, så hendes jamren ikke kunne nå hans forstand? Eller var de også ude af
funktion? I de hellige skrifter står der, at ingen kvinde skal forvoldes skade eller
udsættes for fornærmelse. Kvinder skal hjælpes og bistås. Men disse herskere, der burde
være gode eksempler for deres undersåtter med hensyn til moralsk adfærd og
retfærdighed, havde den frækhed ustraffet at forbryde sig mod de hellige skrifter.
Hvordan kan sådanne ondskabsfulde mennesker være herskere? Var de ikke de
65