Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 17
Erindringen om svundne dage
17:1 På denne måde rejste kong Parikshith rundt på hele det indiske kontinent. På disse
rejser gjorde han sig bekendt med sine bedsteforældres fortræffelige måde at
administrere på. De bedsteforældre der den gang havde etableret et enestående forhold
mellem sig selv og Herren Krishna, der på den tid færdedes på Jorden som menneske.
Parikshith lyttede til mangen en hellig og lærd mand, der havde levet på denne lykkelige
tid. Han tænkte over disse opmuntrende erindringer, mens han alene rejste af sted. Ofte
blev han overvældet af anger ved tanken om, at han ikke havde levet i de tider, da hans
bedsteforældre var i en sådan himmelsk lyksalighed.
17:2 Mens han således var fordybet i glæden ved at mindes sine forfædres annaler og
herligheden ved den svundne tid sammen med Krishna, dukkede Vyasa, den store
vismand, ganske uventet op. Parikshith bød ham velkommen med stor ærbødighed og
tilbød ham et ophøjet sæde. Vismanden roste Parikshith’s styre og sagde, at det mindede
ham om Pandava’ernes regeringstid. Den unge konge lyttede til hans ord. Efter et stykke
tid sagde Vyasa: ”Søn, nu er det tid for mig at drage videre.” Men Parikshith sagde: ”Det
svarer til at sætte en tallerken fuld af delikatesser foran en sulten mand, og så, lige når
han rækker hånden ud for at tage maden, trække tallerkenen uden for hans rækkevidde.
Dine beretninger om mine bedsteforældres oplevelser og om Sri Krishna’s pragt er som
de kostbareste perler, der ligger spredt ud foran mig. Du forårsager den mest pinefulde
skuffelse hos mig ved at nægte mig dem. At du forlader mig lige nu, gør mig helt
fortvivlet.”
17:3 Han bønfaldt vismanden om at blive lidt længere. ”Fortæl mig i hvilket ærinde, du
er kommet. Bliv lidt længere sammen med mig og stil den sult, der nager mig. Jeg gik
glip af det store held, som mine bedsteforældre havde ved at kunne tilbringe deres liv
sammen med Herren selv. Jeg vil redde mig fra forfald ved i det mindste at lytte til
fortællinger om deres bedrifter og deres hengivenhed, som tiltrak sig Herrens nåde.” Da
han så kongen, der bad med så stor alvor og så ydmygt, sagde Vyasa: ”Søn, du må ikke
på nogen måde føle dig ringere eller mindre hellig. Jeg kan meddele dig, at ingen andre
har haft så stort et held, som du har haft. For du tiltrak dig Herrens nåde i det øjeblik, du
blev født. Herren Krishna gav dig dit livsånde. Han løftede dig op i sine arme og legede
med dig, mens du endnu var en baby. Du holdt dig så tæt ved Ham, at du sjældent var
langt fra Ham. Din yngste bedstefader, Sahadeva, måtte med magt trække dig væk fra
Krishna og række dig over til kvinderne i den indre sal. Du blev ceremonielt navngivet af
selve Krishna. Hvilken mindeværdig begivenhed det var! Du viste os, at du var et
vidunderligt barn; hvor end Herren bevægede sig, fulgte du Ham med øjnene. Du var
opsat på ’at finde ud af’ (pariksha), hvor Han var, som ingen anden var det i salen den
dag. Meget behændigt gemte Krishna sig bag søjler og forsøgte på forskellig vis at aflede
din opmærksomhed fra sig. Men du viste dig at være for klog, selv for Ham! Dine øjne
ledte udelukkende efter Ham; de så udelukkende Ham og Hans strålende form. Alle vi
der var til stede, var dybt forundret over din hengivenhed og koncentration. Det
forekom, som om du undersøgte hvert enkelt ansigt for at se, om det var Krishna’s. Du
blev lang i ansigtet, når du opdagede, at det ikke var Hans ansigt, du så. Dit ansigt lyste
op, når du så Ham og kun Ham. Lærde og almindelige mennesker, hyrder og herskere,
de erkendte alle, at du var et usædvanligt barn. Det er årsagen til, at da din bedstefader,
Dharmaraja, bad Herren om at give dig et passende navn, så opkaldte Han dig efter din
mærkværdige adfærd, Parikshith (den, der undersøger; den, der prøver at finde ud af).”
17:4 ”Da Herren kundgjorde dette navn til Dharmaraja, mens den umådelige store
forsamling af hofmænd, lærde og vismænd hørte det, billigede alle det ved at sige:
57