Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 10
Krishna mysteriet
10:1 Det lykkedes Bhima at samle lidt mod sammen. Han sagde: ”Brødre! Giv mig
tilladelse til at tage af sted, og jeg vil øjeblikkeligt begive mig til Dwaraka og hurtigt
vende tilbage med præcis besked om alt, hvad der er hændt, så I kan få fjernet jeres
frygt.” Netop mens Bhima knælende bad om tilladelse, gik Solen ned, og fra alle steder
begyndte lamperne at lyse svagt.
10:2 I mellemtiden kom en vagt fra hovedporten stormende ind og annoncerede, at
Arjuna var ankommet, og at han nærmede sig de kongelige gemakker. Alle rejste sig,
som var de pludselig kommet til live. Tørstige efter at høre nyt fra Dwaraka skyndte de
sig ud for at møde Arjuna. Arjuna trådte ind. Han var nedtrykt og fortvivlet, blottet for
ethvert udtryk af glæde. Han undlod at se sine brødre i øjnene og væltede omkuld ved
Dharmaraja’s fødder.
10:3 Dharmaraja bemærkede de tegn, der bekræftede hans frygt, og han blev ivrig efter
at høre nærmere. Han spurgte til, hvordan det gik slægt og venner i Dwaraka. Arjuna
kunne hverken rejse sig eller vende sit blik mod Dharmaraja. Brødrene bemærkede, at
Dharmaraja’s fødder var våde af de tårer, Arjuna fældede. De var så chokerede, at de
ikke kunne bevæge sig. Dharmaraja mistede enhver kontrol over sig selv. Han forsøgte
at løfte Arjuna op og rystede ham. I smerte råbte han ham ind i øret: ”Broder! Hvad er
der sket? Hvad er der sket? Hvad er der sket med Yadava’erne (Krishna’s slægt)? Fortæl
os om det. Vore hjerter er ved at briste. Red os fra denne frygtelige smerte.”
10:4 Men Arjuna svarede ikke. Han kunne ikke rejse sig endsige forklare noget som
helst. Imidlertid fortsatte Dharmaraja med at bombardere ham med spørgsmål. Han
søgte oplysning om, hvordan Yadava’erne og andre havde det. Han nævnte dem ved
navn og spurgte separat til hver enkelt. End ikke på denne desperate salve reagerede
Arjuna. Han reagerede overhovedet ikke. Han løftede ikke sit hoved for at se på sine
brødre.
10:5 ”Du behøver ikke fortælle os det hele, men du må fortælle os, hvad Krishna
beordrede dig til at fortælle os. Hvilket budskab har Han til os”, bønfaldt Dharmaraja.
Arjuna kunne ikke holde det ud længere. Den sorg, han havde tilbageholdt så længe,
vældede frem med fuld styrke. ”Krishna er her ikke længere. Oh, vi er forældreløse. Vi
var ikke i stand til at beholde Ham, vores held er sluppet op”, svarede han og faldt
hulkende sammen på gulvet.
10:6 Sahadeva fattede situationen og dens mulige konsekvenser, og han låste alle døre,
der førte ind i salen. Han gik i gang med at forsøge at mildne lidelserne.
10:7 ”Ak, at vi skulle leve og høre dette, sikke en skæbne! Oh skæbne, hvordan kan du
behandle verden så ubarmhjertigt?”, jamrede brødrene enstemmigt. ”Herre, hvorfor har
du svigtet Pandava’erne på denne måde? Hvorfor dette løftebrud? Vi har overlevet for at
kunne høre denne nyhed; det er resultatet af akkumuleret synd gennem mange
generationer”, spurgte og hævdede de. Hver af dem var fordybet i sin egen sorg, i sin
egen fortvivlelse. Salen var fyldt af en tungsindig stilhed.
10:8 Det var Dharmaraja, der først brød tavsheden. Idet han tørrede tårerne, der fyldte
hans øjne, spurgte han Arjuna i et medynkvækkende tonefald: ”Har du nyt om
forældrenes, om Nanda’s og Yasoda’s og de andre fra Yadava-dynastiets tilstand? Fortæl
os om dem. De må være sønderknuste af sorg over adskillelsen fra Herren. Når vi er
35