Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

de kunne. Til slut havde de drevet dem ud af selve kongeriget. De sendte dem ind i
skovene på tomme maver.”
20:14 ”Tomme maver! Ja. Det var, hvad de forstillede sig. Men sandheden var
anderledes. For deres legemer var gennemtrængt og fulde af Herren Krishna. Det at
kæmpe mod sådanne ’guds-fyldte’ kroppe er blot at kaste sig ud i en håbløs strid. Det
var årsagen til, at Kaurava’erne fratog dem deres materielle ejendele, men sendte deres
legemer uskadte ud af kongeriget. Efter terningespillet blev alle besiddelser og ejendele
taget fra Pandava’erne. Kaurava’erne gjorde deres bedste for at skabe uenighed blandt
brødrene og spredte grufulde sladrehistorier, der ramte snart den ene snart den anden.
Men brødrene respekterede sandheden og holdt sig til sandheden. Intet kunne adskille
dem. Det faktum, at intet kunne svække Pandava’ernes lykke, fortærede Kaurava’erne
som en skovbrand.”
20:15 ”I dette fortvivlelsens øjeblik ankom Durvasa, der var selve raseriets inkarnation,
til Hasthinapura. Med sig havde han titusind disciple. De var alle opsatte på at tilbringe
den fire måneder lange stille andagt i den kongelige by. Kaurava’erne vidste god besked
om asketen Durvasa’s kraft og om hans svagheder og luner. De inviterede ham derfor til
paladset. I de fire måneder hans ophold varede, tilbød de rundhåndet deres gæstfrihed
til ham og hans følge. Deres plan var at udnytte denne vismand og få ham til at indgå i
deres krigslist. Derfor udviste de ekstraordinær entusiasme med at drage omsorg for, at
alle hans egne og hans store følges ønsker blev opfyldt. De sikrede sig, at Durvasa ikke
havde nogen grund til at være skuffet, modløs eller utilfreds. I fire måneder opvartede de
ham med fanatisk nidkærhed. Når det skete, at vismanden fik et raserianfald, hang de
med hovederne, satte håndfladerne mod hinanden og fandt sig i alle de beskyldninger,
der væltede ned over dem. På denne måde blev deres hellige gæst formildnet og vundet
over på deres side.”
20:16 ”En dag, da Durvasa hvilede sig efter at have indtaget et lækkert måltid, kom
Duryodhana hen til hans seng og satte sig ærbødigt ved siden af den. Vismanden sagde
følgende til ham: ”Oh konge, din opvartning har virkelig behaget mig. Spørg mig om en
hvilken som helst velgerning, ligegyldig hvor værdifuld eller hvor vanskelig den end er,
så skal jeg tilstå dig den.” Duryodhana var klar med den velgerning, han ønskede fra
Durvasa. Han var glad for, at han endelig blev spurgt. Han udviste stor ydmyghed, da
han bad om, at velgerningen blev ham tilstået. ”Herre! Det, at du er tilfreds med vores
opvartning, er i sig selv en million velgerninger værd. Dette udtryk for påskønnelse er
nok for mig. Hvad skal jeg med rigdom og berømmelse? Selv om jeg opnåede
suverænitet over de tre verdener, ville jeg ikke finde nogen glæde ved denne
myndighed. Jeg er bedrøvet over, at mine brødre, Pandava’erne, ikke var her sammen
med mig i den fire måneder lange periode, hvor jeg fik lov at opvarte dig. Giv også dem
mulighed for at redde sig selv ved at udføre denne enestående opvartning; det er mit
ønske. Forsæt venligst til deres opholdssted med alle dine disciple og tilbyd også dem
denne mulighed. Min ældre broder, Dharmaraja, er sådan en trofast tilhænger af ‘rigtig
handling’, at han, på trods af vore protester og bønner, valgte at begive sig ind i skoven
frem for at bryde sit ord. Jeg har hørt, at han selv i skoven tilbyder storslået gæstfrihed
til millioner af gæster og besøgende. Der kan han opvarte dig endnu bedre med
luksuriøse banketter og festlige måltider. Hvis du har tænkt dig at skænke mig din
behagelige nåde, vil jeg blot bede dig gøre mig en enkelt tjeneste: Når du besøger
Pandava’erne, så gør det, efter Droupadi har spist sit måltid!” Med disse ord faldt
Duryodhana for Durvasa’s fødder for at stemme ham endnu mere gunstigt. Vismanden
forstod krigslisten; han brød ud i latter.”
70