Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 16
Ærbødighed over for Krishna
16:1 Hver gang kong Parikshith rejste til et eller andet område, bød herskeren eller
kongen for området ham velkommen med stor begejstring og passende militære såvel
som civile æresbevisninger. De erklærede, at de altid var klar til at tjene ham loyalt,
uanset hvad han end måtte ønske, de skulle gøre. Parikshith svarede, at han intet behov
havde for, at de tjente ham, og at hans forventninger til dem udelukkende var, at de ville
fremme lykke og velstand for det folk, der var overladt i deres varetægt. Han rådede
dem til specielt at være opmærksomme på at passe på præsterne og kvinderne og
beskytte dem mod fortræd. Han formanede dem at fremme tilbedelsen af Gud over hele
deres kongedømme. Disse var de eneste anmodninger, han havde til dem, der var hans
underordnede konger.
16:2 I nogle af de vigtige områder af hans Imperium underholdt folket ham med
folkeviser, der skildrede hans forfædres berømmelse og tapperhed. De sang om
Pandava-brødrenes fortræffeligheder og bedrifter. Sangene priste den barmhjertighed og
nåde, som Herren Krishna havde skænket Pandava’erne, og den hengivenhed og tro som
Pandava’erne altid havde æret Herren Krishna med. De opførte også skuespil, hvor de
spillede roller som Pandava’erne og Kaurava’erne med Krishna i deres midte. Med disse
rollebesætninger udredte de den historie, Krishna havde planlagt skulle ske.
16:3 Når Parikshith hørte disse sange og så disse skuespil, flød tårerne ned ad hans
kinder. Dette skete på trods af hans anstrengelser for at kontrollere sine følelser.
Folkesangerne, historiefortællerne, skuespillerne og sceneteknikkerne opdagede alle, at
deres hersker udelukkende blev fascineret af de skuespil og sange, der havde disse
temaer. Derfor afstod de fra øvrige emner i deres søgen efter materiale til såvel skuespil
som sange. De koncentrerede deres opmærksomhed om Parikshith-dynastiets historie og
om den overvældende nåde, ved hjælp af hvilken Krishna ofte havde reddet det. Kong
Parikshith lyttede ærbødigt, og med stor hengivenhed overværede han stykkerne fra
ende til anden. Hans taknemmelighed kom også til udtryk på andre måder. Han var i
højeste grad lykkelig; hans ministre og de ældste bekræftede, at historierne var
fuldstændig sande. Da han hørte det, voksede hans tro og hengivenhed, og han opsøgte
disse forestillinger oftere og oftere og nød dem i endnu højere grad. Han behandlede de
optrædende og musikerne med inderlig hengivenhed og honorerede dem med
rundhåndede belønninger.
16:4 Nyhederne om at Parikshith frydede sig over at høre sange om sine forfædre og
Krishna spredtes. Det bevirkede, at de, der havde personlige erfaringer med Krishna og
kongens forfædre, samlede sig om ham. Det skete, hvorhen han gik. De var selv ivrige
efter at se en hersker, der var så fuld af hengivenhed. En dag, da de vendte hjem fra en
tur til Mathura (Krishna’s fødested), var der en gammel præst iblandt de mennesker, der
stod ved vejsiden for at få et glimt af Imperiets hersker. Den Store konge kunne ikke
lade være med at lægge mærke til ham. Han henvendte sig til ham og spurgte kærligt til
hans velbefindende. Præsten svarede: ”Maharaj! For år tilbage, da Deres bedstefader,
Dharmaraja, lod hesteofringen gennemføre i Krishna’s guddommelige nærværelse,
fungerede jeg som ypperstepræsten, der skulle lede ceremonierne. Ved den lejlighed
henvendte Krishna sig til mig og spurgte kærligt til mit velbefindende. Det skete med lige
så stor hengivenhed, som De lige viste mig. Deres ord fik mig således til at huske
Krishna’s ord.” Resten af det præsten sagde, forsvandt i hulk og tårestrøm. Da Parikshith
hørte hans ord, udbrød han: ”Oh, hvor lykkelig du er! Tænk, at Herren har talt til dig på
det sted, hvor den hellige ild brændte!” Han tog det klæde af, som han bar over
skulderen, foldede det pænt og lagde det på jorden. Idet han gjorde det, bad han
55