Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 15
Kong Parikshith’s regeringstid
15:1 Pandava’erne drog af sted med deres blik konstant rettet lige fremad, idet de
ventede på det øjeblik, hvor deres legemer ville bryde sammen af ren og skær
udmattelse, og døden på denne måde ville afslutte deres tid på Jorden. Deres hjerter var
fulde af følelser, der var koncentreret om Krishna, Hans lege, Hans gavtyvestreger, Hans
nåde og Hans herlighed. Der var ikke plads til andre følelser eller tanker. Deres dronning,
Droupadi, slæbte sig af sted et pænt stykke vej, men hun blev til sidst for svag til at
fortsætte. Hendes herrer vendte ikke om, selv når hun bønfaldt dem om det. Klog og
hengiven som hun var, erkendte hun, at de var optaget af at opfylde et strengt og
kompromisløst løfte. Hun afgjorde, at det bånd der havde knyttet hende til dem så
længe, var løsnet, og at hun nu måtte møde sit endeligt. Hun besvimede og faldt om.
Hun udåndede med sit sind fæstnet på Krishna.
15:2 Også Pandava’erne gik af sted med standhaftig disciplin, og hver især mødte de
deres endeligt på det tidspunkt, hvor de var nødt til at afkaste deres legeme. Legemet
blev til støv, men sjælen smeltede sammen med Krishna. De opnåede udødelighed, idet
de overgav sig til Krishna’s udødelige væsen.
15:3 Fra Bharath’s (Indiens) kongelige trone herskede Parikshith over sit land i henhold
til moralske og retfærdige principper. Kærligt tog han sig af sine undersåtter og
beskyttede dem mod skade med faderlig omsorg og hengivenhed. Ligegyldig hvilken
opgave han gav sig i kast med, foretog Parikshith sig ikke noget uden at tænke på
Krishna og sine bedsteforældre. Han bad til dem om, at hans indsats måtte lykkes. Hver
morgen og hver aften bad han til dem om at lede sig langs den rette vej. Han følte sig,
som var han sit folks hjerte, og som var folket hans legeme.
15:4 Overalt i hans rige var selv vinden utilbøjelig til at flytte på nogen genstand af frygt
for at blive indblandet i tyveri. Der var ikke den mindste frygt for tyve. Ej heller var der
noget spor af uretfærdighed, umoralskhed eller fjendskab. Kongeriget blev vidt berømt
for dette. Ved det mindste tegn på nogen form for ondskab, klarede Parikshith det ved
hjælp af hårde straffe og ved at indføre forebyggende ordninger, som på en fast og
bestemt måde slog ondskaben ned. Eftersom ‘rigtig handling’ på denne måde blev plejet
med kærlighed og ærbødighed, var selv naturen venlig stemt. Regnen faldt, når der var
behov for den; afgrøderne voksede sig store og udbytterige; kornkamrene var fyldte;
folk var tilfredse, glade og aldrig bange.
15:5 Mens Parikshith sad på tronen og herskede over Imperiet med stor omhyggelighed,
konfererede ministrene og de åndelige ledere, der var dynastiets vejledere, med
hinanden. De besluttede, at de ville henvende sig til kongen med forslag om, at han
skulle indtræde i ægtestanden, altså at han skulle gifte sig. Således fremlagde de deres
bøn. Da de havde fået hans accept, spurgte de hans fædrene onkel, prins Uttar, fra den
kongelige Virata-familie, om denne datters hånd. De præster, de havde sendt til Virata,
vendte tilbage med de glædelige nyheder, at han var glad for forslaget. Præsterne fandt
frem til en lykkevarslende dag og et lykkevarslende tidspunkt. Ægteskabet mellem
Parikshith og Iravathi, prins Uttar’s datter, blev fejret med pomp og pragt.
15:6 Dronning Iravathi var en stor Sadhvimani (en perle blandt dydige kvinder). Hun var
udstyret med en ufravigelig kærlighed til sandheden, og hun var hengiven over for sin
mand. Hver gang hun fik kendskab til, at nogen i riget led nød, pintes hun, som var det
hende selv, der var udsat for ulykken. Hun blandede sig med hovedstadens kvinder og
gjorde sig bekendt med, hvad de tragtede efter, og hvilke bedrifter de udførte. Hun
52