Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

sorgen. Til sidst, da Krishna en dag stod foran ham med håndfladerne samlet, henvendte
Han sig til ham: ”Oh du største blandt lærere! Mens vi taler med dig, ser vi, at dine øjne
af og til fyldes med tårer, når du tænker på en eller anden hændelse. Hvis du finder det
passende, at vi får årsagen til din sorg at vide, så fortæl os den venligst.”
39:12 ”Da han hørte denne bøn, vældede den indestængte sorg i hans bryst frem.
Overvældet af en uudholdelig sorg omfavnede han Krishna med begge hænder og græd
højlydt i en ubændig pine. Krishna kendte til hele historien, men Han foregav ikke at
gøre det. Han sagde: ”Respekterede lærer! Fortæl om årsagen til denne smerte. Med al
vor styrke og med alle vore evner vil vi gøre vores bedste for at lindre den. Ingen opgave
kan være så hellig og så vigtig for os som denne, at genoprette glæden i guruens hjerte.
Informer os uden at tvivle. Du skal ikke opfatte os som børn og derved tøve.” Da Krishna
foreholdt ham dette, blev Sandeepani meget lettet. Han genvandt fatningen og trak
brødrene hen til sig og fik dem til at sætte sig tæt på hver side af sig.”
39:13 ”Han sagde: ”Kære begge! Jeg er i sandhed heldig, at jeg fik jer som elever.
Allerede ved at lytte til jer oplever jeg glæden af at få opfyldt mit ønske. Min fornuft
fortæller mig, at I ikke er almindelige børn. Jeg føler, at det muligvis vil være muligt for
jer at udføre den opgave, jeg har i tankerne. Troen driver mig, men nogle gange rystes
jeg af tvivl. Jeg ved ikke, hvad fremtiden vil bringe.” Da han havde sagt dette, standsede
han, og tårerne strømmede igen ned ad kinderne på ham. Da Balarama så det, bøjede
han sig igen dybt for læreren og sagde: ”Respekterede lærer! Hvorfor tvivler du på os og
afholder dig fra at betro dig til os? Vi er som dine egne sønner. For at skænke dig
lyksalighed er vi indstillet på at ofre selve vores liv.” Drengenes alvor og bestemtheden i
deres beslutning forårsagede en følelse af skam i læreren over, at han tilbageholdt
årsagen til sin sorg. ”Børn! Efter mange års ægteskab fik jeg en søn. Jeg opdrog ham
kærligt og med lige så meget omsorg, som jeg udviser over for mit eget liv. En dag drog
han til Prabhasa-kshetra (et helligt pilgrimsted) ved havet, og i forbindelse med at han
tog det hellige bad, druknede han. Jeg havde stor trøst og endda glæde af at se på jer to
og iagttage jeres ydmyghed og fornemmelse for disciplin. Jeg glemte næsten mit tab. I
har meget hurtigt lært alt, hvad der er at lære. Nu kan I heller ikke blive hos mig
længere. Hvem skal jeg iagttage og elske, efter I er taget af sted?” Læreren brød ud i en
utrøstelig hulken.”
39:14 ”Krishna stod foran ham, stærk og ligefrem. Han sagde: ”Oh du bedste blandt
lærere! Vi er dig taknemmelige for, at du har undervist os på denne enestående måde i
alle de sjældne kunstarter og videnskaber. Det er kun vores pligt, er det ikke sandt? Vi
vil straks begive os af sted for at kæmpe mod det hav, der slugte din dyrebare søn. Vi vil
gøre det for at få ham tilbage. Vi vil skaffe ham tilbage til dig og skænke dig glæde. Lad
os tilegne denne handling som vores ceremonielle gave til vor lærer. Velsign os, så vi kan
påbegynde denne ekspedition. Velsign os og giv os tilladelse til at starte.” De bøjede sig
dybt for ham, rejste sig og stod afventende. Sandeepani var overbevist om, at drengene
ikke var som ’almindelige’ mennesker. Han havde tillid til, at de ville lykkes med deres
forehavende. Han omfavnede dem, strøg dem over håret og velsignede dem.” Parikshith
sagde: ”Mester! Hvor var mine bedsteforældre heldige, at de kunne være vidne til dette!
Krishna var det guddommelige, der spillede rollen som et menneske, skønt Han iboende i
sig havde alt, hvad der er, var og vil være.”
39:15 ”Oh konge, da de havde modtaget lærerens godkendelse og velsignelse, skyndte
Balarama og Krishna sig til havet, og da de stod majestætisk på kysten, befalede de med
en uimodståelig stemme: ”Hav! Aflever guruens søn! Gør det straks, eller find dig i den
straf, vi har i sinde at udsætte dig for.” Så snart havet hørte disse ord, rystede det af
skræk,. Det berørte Balarama’s og Krishna’s fødder og sagde: ”Undskyld! Det er ikke min
skyld! Da drengen badede, trak skæbnen ham ind i en hvirvel, der førte ham ned i dybet.
140