Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

og hove blev i stort omfang skænket bort. Alle blev overdådigt bespist fra morgen til
aften. Da Dharmaraja begav sig ud på sin sidste rejse, havde han betroet den lille dreng
på tronen til Kripacharya, og som en sand værge havde Kripacharya rådgivet
barnekongen og trænet ham i statsmandskunst. Efterhånden som barnet voksede op,
blev denne afhængighed større. Kongen afveg sjældent fra Kripacharya’s råd. Han søgte
det altid og fulgte det med ærbødighed. Derfor bad vismændene og kongerigets
eneboere for Kripacharya’s helbred, og for at han måtte få et langt liv, og de priste folks
lykke og herskerens omsorg som årsagen til deres velfærd.
15:13 Parikshith var alle kongers overhoved, for han havde de åndelige lederes
velsignelse, de kloges rådgivning og Guds nåde. Efter sit lange erobringstogt slog han
lejr ved bredden af Ganges og festede for at markere sin sejr. Det gjorde han ved at
gennemføre tre hesteofringer med alle de foreskrevne ritualer. Hans berømmelse spredte
sig ikke blot fra nord til syd og fra øst til vest i Indien, men selv langt ud over landets
grænser. Alle hyldede ham som ’Den mægtige Juvel’ i Bharath’s kongelige familie. Der
fandtes ikke det land, der ikke havde bøjet sig for hans vilje. Der fandtes ingen hersker,
der trodsede hans ordrer. For ham var det ikke nødvendigt at gå i spidsen for sin hær for
at kue noget folk eller nogen hersker. Alle var i den grad villige til at hylde ham. Han var
herre over alle lande og alle folk.
15:14 Ondskabsfuldhedens og det moralske fordærvs ånd, der også kendes som Kali,
havde allerede vist sig i forbindelse med afslutningen af Krishna’s æra. Derfor viste den
fra tid til anden sit giftige åsyn, men Parikshith var årvågen. Han indførte visse
forholdsregler for at modvirke dens kneb og rænkespil. I de reformer der blev lanceret,
og i de institutioner der blev oprettet, forsøgte han at gå i sin bedstefaders fodspor. Hver
eneste gang lejligheden bød sig, mindede han sit folk om bedsteforældrenes ædelhed og
higen. Han fortalte dem om Krishna, Hans nåde og barmhjertighed. Hver gang han
fortalte disse historier, græd han glædens og taknemmelighedens tårer. Han var oprigtigt
og voldsomt plaget af, at han havde mistet muligheden for at leve sammen med
Pandava’erne og Krishna.
15:15 Han var bevidst om, at Kali var trængt ind i hans rige, og han bestræbte sig på at
udbedre det greb, Kali havde om folkets sind. Da han blev vidende om Kali’s aktiviteter,
undersøgte han hvilke forhold, der fremmede dens udbredelse. Med sine læreres og de
ældres aktive medvirken vedtog han derefter specielle love for at modvirke de tendenser,
som Kali afstedkom. Da de ældre forklarede ham, at sådanne forholdsregler kun skulle
tages, når ondskaben udmøntede sig i kriminalitet, delte Parikshith ikke deres opfattelse.
Han var tilhænger af stor årvågenhed. Han ønskede at være et godt eksempel for sit
folk. ’Som hersker, så undersåtter’, lyder ordsproget, forklarede han. Han erklærede, at
Kali, eller ondskaben, udelukkende er i stand til at øve indflydelse gennem herskerens
inkompetence, tabet af selvtillid blandt folket og den formindskede evne blandt folk til at
gøre sig fortjent til nåde. Disse tre er de faktorer, der fremmer Kali’s plan. Hvis disse tre
ikke er til stede, kan mennesket ikke blive et bytte for dens kneb. Eftersom Parikshith
var klar over det, rejste han rundt i sit rige og forsøgte, nat og dag, at uddrive Kali fra de
steder, den hjemsøgte. Det vil med andre ord sige, at han forsøgte at sikre, at der ikke
var plads til uretfærdighed, tvang, slet karakter, usandhed og vold. Hans forebyggende
indsats var effektiv. Han havde så megen fred i sit rige, at han med succes kunne regere
selv i de fjerntliggende regioner som Bhadraswa, Kethamala, Uttarakuru og Kimpurusha.
54