Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 37
Dæmonernes skæbne
37:1 I sandhed var det at mindes Krishna’s barnlige gavtyvestreger, og give andre
muligheden for at lytte til beskrivelserne af disse spillopper, et hverv, der skænkede
Suka stor glæde! Derfor begyndte han straks igen at berette, da han blev bedt om det.
”Oh konge! I de få dage du har tilbage at leve i, findes der ikke noget bedre, du kan
gøre, end at hellige dagene til kontemplation på Gud. Er det ikke sandt? Herrens
gerninger er som nektarens dråber. Hver af dem er lyksalighedens kilde. Fortæl mig
hvilken af disse gerninger, du ønsker at høre om. Jeg vil beskrive sandheden om hver af
gerningerne for dig, og jeg vil beskrive den herlighed, jeg så.”
37:2 Til det sagde kong Parikshith: ”Mester! Jeg ønsker at høre om den vidunderlige
måde, som Gopala færdedes blandt røgterdrengene på. Det vil skænke mig så stor
glæde, at jeg kan befri mig selv fra grebet af cyklusen af død og fødsel.”
37:3 Suka sagde: Konge! Gopala vågnede tidligt under den hellige periode, tiden mellem
kl. 04.00 og 06.00. Hurtigt vaskede Han sig og gik ud i kostalden. Han skulle udvælge og
adskille de køer og kalve, der den dag skulle føres op til græsgangen. Han gav dem vand
at drikke. Han dyngede græs sammen foran de dyr, der skulle blive tilbage i stalden, så
de kunne spise sig mætte. Han løsnede rebene fra stolperne, som de køer Han ønskede
at tage med sig, var bundet med. Så drev Han dem ud af stalden og ind i et indelukke
foran sit hjem. Derefter gik Han ind i huset og samlede sin kolde ris og små pakker med
saltet, oplagt mælk sammen. Han gjorde sin ældre broder opmærksom på, at det var tid
at komme af sted. For at varsko sine kammerater om at gøre sig klar til at følge Ham,
gik Han ud på vejen og blæste i et horn. Da røgterdrengene hørte denne lyd, blev de
pludselig meget aktive. De afsluttede hurtigt deres tildelte opgaver i hjemmet; tog deres
frokost-madpakker og skyndte sig til Yasoda’s hus, klar til at udføre den opgave som
Krishna tildelte dem.”
37:4 ”Så begav drengene sig af sted, idet de spillede på fløjter og sang dejlige sange.
Nogle af dem svarede med deres egne sange på de lyde, som sang i træerne. Andre
fulgte i løb skyggerne fra de fugle, der fløj over dem. Nogle lå på ryggen af køerne og
sang lystigt deres favoritsange. Alt skete, mens de alle ivrigt holdt øje med, hvad Gopala
foretog sig, og hvor Han var. På denne måde begav de sig ind i skoven.”
37:5 ”På et tidspunkt ville Gopala så binde sin fløjte stramt på ryggen, holde sin
madpakke i sin venstre hånd og opløfte sin yndige sølvklare stemme. Han ville så synge
en henrivende sang, mens Han langsomt gik fremad. Køerne skridtede også af sted i
harmoni med sangen, som holdt deres ben takten, og det virkede, som om de nød at
gøre det. De spidsede ører for at lytte til den guddommelige sang. I stille beundring og
tilbedelse løftede de deres hoveder. Til sidst nåede de alle frem til dammens bredder.”
37:6 ”På det tidspunkt ville det være tid at spise frokost. De satte sig under træerne og
bandt tøjbylterne op. Bylterne indeholdt den kolde ris blandet med oplagt mælk, fløde og
almindelig mælk samt andet alt efter den enkeltes smag og ønske. Drengene ventede
med at tage den første bid, indtil Gopala åbnede sin madpakke og begyndte at spise. Så
snart Gopala tog en mundfuld, begyndte alle drengene at spise. Engang imellem plejede
Gopala at give sine kammerater noget mad fra sin egen madpakke. Til gengæld fik Han
så noget af deres mad. Han gik til alle og bad om noget fra deres madpakke. Drengene
var modstræbende og lige frem bekymrede over at give Gopala det mad fra deres
tallerkener, som Han bad om. Årsagen var, at det ceremonielt set var blevet urent,
eftersom de havde spist af det. Da Gopala bemærkede det, forsikrede Han dem om, at
131