Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

hans følelser og tilbedelse. Det var den følelse, der var årsag til hans modløshed og ikke
en eller anden svag følelse.”
23:7 ”Følelserne ’jeg’ og ’mine’ voksede så voldsomt i ham, at han vendte sig mod
Krishna og sagde: ”Krishna, kør stridsvognen tilbage til Hasthinapura. Jeg ønsker at tage
af sted fra alt dette.” Krishna lo hånligt, og med slet skjult foragt bemærkede Han: ”Min
kære svoger. Øjensynligt forekommer du at være bange for at kæmpe. Meget vel, jeg vil
køre dig tilbage til Hasthinapura og i stedet vende tilbage med din hustru, Droupadi; hun
er ikke bange. Kom, lad os vende om. Jeg var ikke klar over, at du var sådan en kujon.
Havde jeg vidst det, ville jeg ikke have accepteret stillingen som vognstyrer for dig. Det
var et stort fejlskøn fra min side.”
23:8 ”Mens Krishna sagde dette og desuden kom med mange andre skånselsløse
udtalelser, tog Arjuna til genmæle: ”Tror du virkelig, at jeg, der kæmpede mod guden
Shiva og fra Ham vandt Shiva’s guddommelige kastevåben, vil tabe modet ved at stå
over for disse almindelig dødelige? Det er en følelse af ærbødighed og barmhjertighed,
der får mig til at afstå fra at dræbe disse slægtninge. Det er ikke frygt, der holder mig
tilbage.” Arjuna talte længe, idet han argumenterede med udgangspunkt i ’jeg’ og ’mine’,
men Krishna gouterede ikke hans argumenter. Han forklarede ham om de
grundlæggende principper bag al aktivitet og moral og fik Arjuna til at tage de våben op,
som han havde kastet fra sig. Han fik ham til at følge en krigers moralske bud og sociale
forpligtelser.”
23:9 ”Midt under slaget, da alle Kaurava-krigerne samtidigt affyrede en byge af pile mod
Arjuna, reddede Krishna ham fra denne frygtelige byge. Han reddede ham på samme
måde, som Han tidligere havde reddet beboerne og kvæget i Gokula fra de byger af hagl,
der regnede ned over dem på grund af guden Indra’s vrede. Dengang reddede Krishna
alle ved at løfte Govardhana-bjerget, så alle kunne finde ly under det. Han tiltrak alle
pilene mod sig selv og reddede derved Arjuna, der sad bag Ham i stridsvognen, fra det
dødelige angreb. Blodet flød fra sårene på Krishna’s legeme, men ikke desto mindre holdt
Han det op mod den byge af iltre pile, som fjenden affyrede. Hans mål var, at Arjuna
skulle beskyttes mod at komme til skade. Han havde også til hensigt at formindske de
onde modstanderes magt og stolthed og højne Arjuna’s hæder og anseelse.”
23:10 ”Selv bar Krishna ikke våben, men Han forårsagede fjendernes tilintetgørelse, og
over for verden proklamerede Han den ‘rigtig handlings’ vejs herlighed, den vej som
Pandava-brødrene holdt sig trofast til. Under slaget blev din bedstefader ofte pint ved
tanken om den rolle, Krishna havde påtaget sig. ”Tænk, at vi bruger dig til dette
ubetydelige formål. Dig, som vi burde installere i hjertets lotus-rede; dig sætter vi på
stridsvognens plankesæde! Vi har degraderet dig til tjener! Vi har nedvurderet Herren på
så gemen vis. Ak, at vi er blevet forvandlet til sådanne indskrænkede personer!” På
denne måde jamrede han ofte for sig selv.”
23:11 ”Mere pinefuldt end alt andet var en anden smertelig handling, som Arjuna fra tid
til anden nødvendigvis måtte udføre. Når som helst han var nødt til at udføre denne
handling, blev stakkels Arjuna overvældet af et uudholdeligt samvittighedsnag.” Idet han
fortalte dette, bøjede Vyasa sit hoved, som ville han helst afstå fra at nævne det. Det
vakte i endnu højere grad Parikshith’s nysgerrighed, og han bønfaldt: ”Sig mig Herre!
Hvad var det helt præcist for en uundgåelig skade, han var nødt til at forvolde, selv om
det var en helligbrøde?”
23:12 Til det sagde Vyasa: ”Oh konge. I kampens hede er lederen i stridsvognen nødt til
at give tegn til vognstyreren om, hvilken vej han skal køre. Hvis han giver en mundtlig
ordre om at køre til højre eller til venstre, kan han ikke være sikker på at blive hørt.
Larmen kan være for høj, og lydene vil kunne forveksles. Så derfor må han, mens han er
79