Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Imidlertid slugte dæmonen Panchajana, der levede i hulerne i dybet, ham og ledte ham
ned i sin mave. Det er sandheden om, hvad der skete. Resten overlader jeg til jer.””
39:16 ”Da havet talte således, nikkede Krishna bifaldende. ”Godt! Jeg har hørt din
forklaring.” Så dykkede Han ned i havets dyb, ned til denne dæmons hule. Han angreb
ham i en dødbringende kamp. Dæmonen overgav drengen til Dødens Gud, før den selv
døde. Derfor kunne Krishna ikke få fat i drengen igen, da Han flænsede dæmonens mave
op. Mens Han i voldsom vrede ledte i dets indvolde for at finde ud af, om drengen skulle
være der eller et andet sted, fik Han en kæmpestor konkylie i hænderne. Da Han havde
sikret sig denne, kom Krishna op af havet og tog direkte hen til Dødens By. Stående ved
indgangen til byen blæste Krishna i dæmonen Panchajanya’s konkylie; den konkylie som
Han havde fået fra dæmonens indre. Lyden, den skabte, var som et tordenskrald for
øret.”
39:17 ”Ude af sig selv af skræk stormede Yama, Dødens Gud, op til porten. Han fik øje
på Balarama og Krishna og spurgte høfligt om årsagen til, at de var rejst så langt.
Brødrene beordrede ham til at hente guruens søn og overdrage denne i deres varetægt.
”Som I befaler”, svarede Yama, idet han samlede sine håndflader. Han gav sine
underordnede en ordre, og i løbet af et øjeblik blev lærerens elskede søn overgivet til de
guddommelige hænder. De bragte ham straks til eneboerhytten og stillede ham ved
Sandeepani’s side. ”Dette er vores ceremonielle gave til vor lærer. Accepter venligst
denne handling som en sådan gave”, bønfaldt Krishna.”
39:18 ”Forældrenes glæde var hinsides ord. De blev overvældet af denne pludselige
lykkefølelse. Ingen, der overværer sådanne guddommelige bedrifter, at bringe guruens
søn, der var i dødens favn, tilbage til livet og lignende mirakler, kan opretholde troen på,
at brødrene var dødelige og ikke guddommelige. Men hvem er vi, der taler om
Sandeepani? Han vidste; han erkendte, at de var tvillingerne, der både var menneske og
Gud.”
39:19 ”Læreren blev overvældet af munterhed, da han huskede sig selv på, at han havde
været så heldig at have sådanne guddommelige væsener som sine elever, og at han
kunne kalde sig selv for deres guru. Mentalt kastede han sig i støvet for dem. Med tårer
strømmende ned ad kinderne omfavnede han dem og arrangerede derefter deres afsked
fra den hellige boplads.”
39:20 ”Efter at have taget afsked med guruen og dennes hustru, kørte de af sted i deres
stridsvogn og nåede byen Mathura. Da byens indbyggere hørte, hvorledes brødrene
havde vist deres taknemmelighed over for guruen, priste de dem for deres
guddommelige medfølelse og evner. Indbyggerne følte sig overordentlige glade over, at
brødrene var kommet tilbage blandt dem.”
39:21 ”Oh konge! Reflekter en stund over, hvor inspirerende Gopala Krishna’s eksempel
var, mens Han gennemgik sin uddannelse, og i hvor høj grad Hans opførsel og alvor
bidrog til de ældres glæde. Enhver af Krishna’s handlinger, ligegyldig hvor lille og
ubetydelig den forekom at være, havde en dyb vigtighed og betydning. Tåber kan ikke
opdage dette, så de opfatter disse handlinger som værende ubetydelige. Findes der i
denne verden nogen, der kan påstå, at de kan lære en fisk kunsten at svømme?
Tilsvarende, hvem kan undervise Gud og blive Guds lærer? Skønt al lærdom udspringer
fra ham og må læres gennem Hans nåde, så spiller Han rollen som elev, som et
eksempel på en ideel elev. Det gør Han for, via sit eget eksempel, at vise verden,
hvordan en guru skal udvælges og tjenes; hvordan kvaliteten af den ydmyghed
undervisningen må indgyde skal være; og hvordan den taknemmelighed og respekt, som
eleven skal tilbyde læreren, skal være. Det var med intentionen om at vejlede og
tilskynde nutidens elever, at Krishna selv gennemgik uddannelsesforløbet og levede som
141