Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 33
Avataren Rama
33:1 Vismanden Suka genoptog sin fortælling: ”Først vil jeg beskrive Sri Rama’s milde,
venlige og blide natur. Han bar en løvgrøn klædedragt og havde et gult klæde rundt om
håndleddet. Han bar et guld-diadem; men Han gik alene og med sine øjne fæstnet på
jorden, som skammede Han sig for at se op. Dette sceneri smeltede hjerterne hos alle
dem, der så det. Ingen tog Ham i at kaste sit blik på andre. Han så altid indad, aldrig
udad. Hver gang nogen tilbød Ham noget, tog Han aldrig imod det hele. Var der tale om
føde, plejede Han at brække et lille stykke af eller blot tage en lille portion for at behage
giveren. Eller Han berørte blot offergaverne og gav dem tilbage til de personer, der
havde bragt dem.”
33:2 ”Han rejste med sin svigerfader og svigermoder; ikke som en svigersøn, men som
en søn. Sjældent åbnede Han munden for at tale med sine svigerinder eller deres
tjenestepiger. Aldrig løftede Han sit ansigt og så dem i øjnene.”
33:3 ”Alle kvinder, der var ældre end Ham selv, ærede Han, som Han ærede sin moder,
Kausalya. Alle dem der var yngre end Ham selv, opfattede Han som sine yngre søstre.
Kvinderne på sin egen alder behandlede Han, som havde de været Hans stedmødre.”
33:4 ”Han holdt sig strengt til sandheden. Han formodede, at hvis Hans fader brød sit
ord, så ville dynastiet blive udsat for stor vanære. Så for at stadfæste sin faders løfte og
for at opretholde faderens renommé, gik Han i eksil i skovene i 14 år. Hans fader bad
Ham ikke om det; men Rama fik kendskab til løftet gennem sin stedmoder, Kaikeyi. Han
diskuterede det aldrig; ej heller tog Han til genmæle. Han opgav kongeriget og begav sig
direkte til junglen. Han handlede korrekt i overensstemmelse med det, Han sagde og
tilpassede nøje handlingen til ordet.”
33:5 ”Rama besad et hjerte fyldt med medlidenhed og medfølelse. Han gav ly til alle, der
søgte beskyttelse hos Ham, og som overgav sig til Ham. Da abeflokkene (der var Rama’s
allierede) og dæmonerne var i gang med den dødelige kamp under slaget på Lanka, hvor
den ondskabsfulde kong Ravana deltog, forandrede nogle af dæmonerne sig til aber og
trængte ind bag linierne. De blev straks pågrebet af abe-spejdere og bragt til Rama, så
de kunne blive hårdt straffet. Men Rama standsede aberne, så de ikke torturerede dem.
Han fortalte dem, at dæmonerne var kommet for at søge tilflugt hos Ham. Rama
erklærede, at det var Hans løfte, at Han ville benåde alle dem, der overgav sig til Ham,
ligegyldigt hvilke forkastelige ting de havde foretaget sig. På den måde gav Han tilflugt til
Ravana’s broder (Vibhishana) og behandlede ham som sin egen broder, Lakshmana.
”Hvis Vibhishana blot én gang siger: Jeg er din. Så er han min for altid”, kundgjorde
Rama. Rama udlevede ‘rigtig handling’ og underviste i ‘rigtig handling’ gennem alle sine
handlinger. Han grundfæstede ‘rigtig handling’ ved sin handlemåde og ved at fastsætte
forskrifter. Han støttede og beskyttede gode, dydige og retskafne mennesker. Han
fjernede de gudhengivnes lidelser; Han drog dem tæt til sig; deres liv blev fuldbyrdet
gennem Hans nåde. Han anerkendte ingen forskel på høj og lav. Han beherskede alle de
hellige skrifter; Han forstod betydningen af alle veda’erne.”
33:6 ”Gennem sine forskelligartede aktiviteter og eksempler transformerede Rama
verden til et retskaffenhedens område. Under Den store Heste-ofring, som Han lod
gennemføre, ærede alle de forsamlede vismænd og lærde inden for ritualer Ham som
den store opretholder af tradition og kultur. Hans medfølelse og Hans hjertes mildhed er
hinsides beskrivelse; ingen kan gengive deres dybde og omfang. Han placerede en
døende ørn (Jatayu), en fugl som ingen sædvanligvis ville ære, i sin håndflade. Det støv
115