Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

36:5 ”Som tiden således gik med førnævnte gøremål i og uden for hjemmet, voksede
Han op og blev en henrivende dreng. Skønt Hans forældre ikke ville have, at Han gjorde
det, så slap Han køerne og kalvene ud af stalden. Han drev dem langs den rute, som
landsbyens kvæg fulgte. Som det øvrige kvæg drev Han også ’sit kvæg’ ad den fælles vej
til de grønklædte græsgange, der lå forude. Lige som de øvrige drenge havde Han en
stok, som Han støttede på skulderen, og et stykke klæde rundt om panden. Som Han
således gik af sted med den største selvtillid i verden, så Han lige så pragtfuld ud som en
kongelig løveunge.”
36:6 ”Han legede og havde det sjovt med sine kammerater. Højlydt sang Han de mest
melodiske melodier, mens Han holdt sin venstre håndflade for sit venstre øre. Når
køerne, der grådigt tyggede det grønne græs i sig, hørte sangen, standsede de op, og
som var de alt for henførte til at fortsætte tyggeriet, begyndte de henrykt at lytte til den
guddommelige sang. De stod der med årvågne ører, for at de ikke skulle gå glip af de
hilsener, der skænkede dem lyksalighed. De stod der med halvt lukkede øjne, som var
de fordybet i meditation. Kalvene, der havde trykket mulerne mod yverne for at spise sig
mætte, stod stille, mens de i stedet drak Krishna’s sangs guddommelige toner. For alle
dem der var vidne til det, var det en betagende scene.”
36:7 ”Oh konge! Jeg kan hverken fortælle dig om Gopala’s guddommelige leges antal
eller natur. De var alle vidunderlige og ærefrygtindgydende. De var alle fulde af
lyksalighed; de skænkede lyksalighed. Til tider kunne Han udfordre sine kammerater og
svinge sin stav så hurtigt rundt, at deres øjne slet ikke kunne se nogen stav! Så
trængtes Hans kammerater om Ham og bønfaldt, om de ikke måtte lære, hvordan man
kunne dreje en stav rundt på den måde. For Ham, der drejer universet med hele dets
indhold så hurtigt rundt, er det at dreje en stav rundt ingen speciel bedrift. Det er et
kunststykke, som ingen undervisning kan videregive. De stakkels kammerater fattede
ikke den guddommelige virkelighed bag deres legekammerat.”
36:8 ”Ofte legede Han i træer; legen med jægeren og tyven. Når forfølgerne klatrede
efter Ham, søgte Han tilflugt på den øverste gren; en gren der var så tynd og svag, at
den ville svaje, hvis et egern gik på den! Han var slet ikke til at fange! Jo for resten!
Hvordan kan Han blive fanget af alle og enhver? Udelukkende hjertets renhed kan fange
Ham.”
36:9 ”Efter alt at dømme ville Gopala være hos sine kammerater i skovene og i lundene;
Han ville lege med dem og derved glæde dem med mange en grov spøg og muntre lege;
Han ville bevæge sig omkring med dem med hænderne kærligt om deres skuldre, men
på et øjeblik kunne Han forsvinde og være ude af syne. Imidlertid kunne Han finde på at
stille sig lige foran sine kammerater i en snu forklædning. Den ville være så perfekt, at
de ville anse Ham for at være en fremmed, som de ikke burde tale med. Han ville så
overraske dem med et latterudbrud og forklare dem: ”Det er mig, det er mig. I kunne
ikke genkende mig.” Det gjorde drengene meget forbløffede eller endda bange engang
imellem.”
36:10 ”På denne måde gik dagene. Ved tusmørke vendte Han tilbage til landsbyen med
sine venner. Helt troskyldig så Han ud, som om intet var hændt, der kunne forstyrre
Hans sindsligevægt. Nogle dage insisterede Hans moder på, at Han skulle blive hjemme
og ikke gå ud i de idylliske lunde. På sådanne dage gik røgterdrengene, køerne og
kalvene tynget af sorg langsomt mod lunden. Ugidelige og ensomme lå de under
træerne. De bekymrede sig ikke om mad eller drikke; deres øjne længtes efter at se
Krishna’s ankomst. Den Krishna, der alene kunne gengive dem livslysten.”
36:11 ”Ofte sendte den onde onkel, Kamsa, sine udsendinge, dæmonerne, ud til lundene
i forklædning medbringende legetøj og dejligt slik. Drengene flokkedes om kræmmeren
129