Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

skal være en sal, hvis lige ikke findes på Jorden. Den skal være så storslået, at ingen
Gud, dæmon eller himmelsk musiker nogen sinde kan gøre sig håb om at bygge en
sådan til sig selv. Den skal fylde alle dem, der ser den, med forbløffelse. Jeg har ingen
ønsker ud over dette.” Krishna kom også med et forslag. ”I denne mirakuløse sal skal du
opstille en vidunderlig trone, som Dharmaraja kan sidde på. Først da vil salen være
fuldstændig storslået.””
18:13 Vyasa fortsatte. ”Parikshith, lægger du mærke til, hvor meget Krishna elskede din
bedstefader? Behøver du flere overbevisende beviser end dette på, at Han altid er
opmærksom på sine hengivnes lykke? Ved synet af denne forbløffende sal blev den onde
Duryodhana mange år senere overvældet af misundelse. Duryodhana, Dussasana og
deres kammerater blev i en ydmygende grad forvirrede og bragt helt ud af fatning, da de
blev forledt til at tro, at der var vand, hvor der ikke var noget, og at der var døre på
steder, hvor der ingen døre var! De væltede omkuld så mange steder og bankede deres
hoveder mod så mange vægge, at de byggede et uudslukkeligt had op over for
Pandava’erne. Kaurava’erne lagde uophørligt planer om at ødelægge Pandava’erne. Men
eftersom Pandava’erne i høj grad havde Krishna’s nåde, var de i stand til at få bugt med
planerne, som var de slet og ret et barns leg, og de var i stand til at nyde de forskellige
manifestationer af Guds barmhjertighed. Kaurava’erne udviklede tillige et voldsomt had
mod Krishna, for de vidste, at Yasoda’s Søn var den, der skænkede Pandava’erne deres
lykke. Men hvad kan nogen gøre mod selve skæbnens Herre? At udvikle had mod Ham er
et tegn på deres uvidenhed, ikke andet.”
18:14 Da Vyasa således fortalte historien om Thakshaka, lyttede Parikshith med stor
opmærksomhed. Da beretningen var slut, forhørte Parikshith sig undrende: ”Hvad var
det, der ansporede de onde Kaurava’er til at fornærme min bedstemoder, Droupadi, og
behandle hende så dårligt? Hvordan udholdte mine bedsteforældre de fornærmelser,
Droupadi i så stort et omfang blev udsat for? Hvordan kunne det gå for sig, at de blot
stod og så på? Hvordan kunne det være, at de var ude af stand til at hævne sig på eller
straffe dem, der fornærmede hende, da hun således offentligt blev vanæret i den
kongelige retssal? Alt dette på trods af deres tapperhed og utvivlsomme mandighed. Jeg
er ude af stand til at forstå, hvordan disse begivenheder kunne ske. Fortæl mig
sandheden om det, der skete. Oplys mig. Jeg er sikker på, at du kan fjerne min tvivl.”
64