Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 38
Slangen Kaliya
38:1 ”Lyt oh konge, til denne betydningsfulde begivenhed”, sagde Suka.
38:2 ”Den guddommelige dreng, Gopala, var slet og ret Gud, som i lutter leg havde
antaget menneskelig skikkelse. Han voksede op som et menneskeligt barn gennem 5 år.
Dengang kunne ingen erkende vigtigheden af Hans gøremål. Han havde aldrig for vane
at fortælle andre om sine guddommelige lege; hverken før eller efter Han udførte dem.
Man måtte blot iagttage og adlyde. Ingen, uanset hvem vedkommende var, kunne gætte
legenes natur eller måle hvilke færdigheder, den, der udførte handlingerne, havde. En
dag samlede Han i al hemmelighed kvæget. Selv Hans forældre kendte ikke noget til det.
De fleste dage ville den ældre broder, Balarama, i det mindste kende til og deltage i
Gopala’s gøremål, men denne dag var selv han ikke klar over, hvad der foregik. Krishna
fik samlet sine kammerater fra røgterhjemmene, og de begav sig af sted med kvæget til
Yamuna-flodens bred. Han førte dem til et sted på floden, hvor der var en dyb bredning,
som folk normalt undgik.”
38:3 ”Denne bredning havde en uhyggelig historie. Ifølge naturens normale orden vil
vandet i en bredning som denne være stillestående og sølet, men denne brednings vand
var blåt og kogende varmt. Vandet boblede uophørligt og sendte damp op i luften. Som
en konsekvens af dette hang der en sky over bredningen. Enhver, der indåndede luften,
der var forurenet af disse dampe, døde til alles bestyrtelse og forbavselse. Uskyldige
fugle, der fløj hen over denne bredning, blev så dødeligt forgiftet, at de baskede
fortvivlet med vingerne i ren desperation og faldt døde ned i dens dyb.”
38:4 ”Alle i landsbyen kendte alt til denne dødbringende fælde, dette dødelige underværk
i naturen. De var omhyggelige med at undgå at nærme sig den. De advarede deres børn
mod den. Årvågent forhindrede de deres kvæg i at græsse noget sted i nærheden af den.
Selvfølgelig protesterede Hans kammerater voldsomt og bønfaldt Krishna om, at Han
ikke ville gå hen i nærheden af bredningen. De bad længe og højt, men det var
altsammen forgæves. Han hævdede, at Han var nødt til at gå hen til netop den bredning;
at det var Hans forudbestemte skæbne den dag. Drengene trak Ham tilbage og gjorde
deres bedste for at forhindre den uundgåelige ’katastrofe’. Han rystede dem af sig, og
idet Han tog tøjet af, meddelte Han, at Han ville nyde en svømmetur i den forgiftede
bredning!”
38:5 ”Drengene kunne ikke mønstre mod nok til højlydt at advare Ham mod denne
brednings rædsler. Deres milde protester fejede Han til side. Med en vis egensindig
trodsighed klatrede Han op i et træ på bredden og sprang herfra ned i den ækle
bredning. I lang tid kom Han ikke op til overfladen. Røgterdrengene, for hvem Krishna
var selve livsåndedrættet i deres liv, blev overvældet af frygt. De samledes rundt om
bredningen, og i uudholdelig pine begyndte de at kalde på Ham, idet de hulkede og
fældede den voldsomme sorgs tårer.”
38:6 ”I mellemtiden dukkede Gopala op af vandet, idet Han fik bredningen til at ryste på
grund af sine svømmetag. Den rystede, som hvis et jordskælv havde rystet den.
Pludselig så de, at en kæmpestor slange forfulgte Ham. Den spyttede gift, og gennem
dens glødende øjne udspyede den ild som en vulkan. Drengene var ikke i stand til at
være tilskuere til denne frygtelige scene uden at skråle i ustyrlig forpinthed: ”Krishna!
Skynd dig til bredden. Kom her hen. Kom hen til denne bred.” Krishna svømmede rundt,
som om Han ikke hørte deres bønner. Han var lykkelig der i bredningen; begejstret af
ophidselse og glæde. Til sidst fik slangen succes med at jage Krishna rundt i bredningen
135