Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

34:7 ”Der var ingen grund til at invitere Ham formelt til at besøge et hjem. Han kom
uinviteret og uanmeldt. Alle huse tilhørte Ham. Han ville gå ind og tage, lige hvad der
passede Ham, hvor end det var skjult. Desuden ville Han spise så meget, Han lystede.”
34:8 ”Han var alles kæreste slægtning; alles mest trofaste kammerat. Derfor kunne Han
ustraffet tage, hvad det skulle være fra ethvert hus. Men Han var ikke tilfreds med det.
Han tog mere, end Han selv havde brug for. Han gav nemlig også store mængder til sine
kammerater, og de var temmelig mange! Måske jamrede ejerne sig over deres tab og
fordømte tyveriet, men det tog Krishna sig ikke af. Han skænkede tingene væk, som
havde de været Hans egne! Ingen kunne forhindre Hans leg; ingen kunne gå mod Hans
ord. Hvis nogen vovede at modsætte sig eller true Ham, ville de lidelser, der ville ramme
dem, være ubeskrivelige!”
34:9 ”Men sandheden må frem. Selv den mindste af Hans handlinger var gennemtrængt
af den ypperste sødme. Selv de lidelser Han påførte dem, Han ønskede at straffe, var
blide. Derfor følte ingen den mindste vrede mod Ham. I stedet higede de efter at møde
Ham oftere, at lege længere med Ham, at tale med Ham og være sammen med Ham så
meget som muligt. Lige meget hvilke gavtyvestreger og grove numre Han lavede, så
følte ofrene sig aldrig generet af Ham.”
34:10 ”Årsagen var, at det var den alt gennemstrømmende kærlighed, der motiverede
alle Hans ord og gerninger. For at jage Ham bort styrtede røgterpigerne mod Ham med
stokkene hævet, men når de kom nærmere hen mod Ham og så Ham, blev deres hjerter
fyldt med guddommelig kærlighed, og de gik derfra med en bøn på læberne. Alt hvad
Han foretog sig forekom at være en guddommelig leg.”
34:11 ”Og måden Han talte på! Den var så behagelig og så begavet, men for det meste
var det Hans hensigt at vildlede! Foran sine kammerater puttede Han sand ind i munden,
men når Hans moder gik i rette med Ham, nægtede Han at have gjort det og rakte
tungen ud for at bevise sin uskyld! Sande udsagn gjorde Han falske, og falske udsagn
gjorde Han sande! Dagligt gik Han til Vrishabhendrapura, landsbyen hvor pigen Radha
(en røgterpige hvis hengivenhed over for Krishna er legendarisk) boede. Mange
mennesker så Ham på vejen, når Han gik til og fra byen. Når Hans moder antastede og
udæskede Ham ved at sige: ”Hvorfor går du så langt hver dag? Har du ingen
kammerater her i nærheden, som du kan lege med?”, svarede Han: ”Jeg kender slet ikke
den vej, du taler om!” Han forårsagede forvirring i alle hjem. Han skabte stridigheder
mellem svigermødre og svigerdøtre ved at sætte dem op mod hinanden. Og Han nød
morskaben. Fra daggry hvor Han stod op af sengen, og til Han gik i seng igen, var det
sjældent, Han kun opholdt sig ét sted. Denne lille gavtyv strejfede uden ophold fra hus til
hus.”
34:12 ”På trods af alt dette, kunne landsbyboerne ikke holde ud, når Han ikke var der,
end ikke for et øjeblik! Hvis Han ikke havde vist sig den dag, ville mælkepigerne spejde
efter Ham, idet de gennem vinduerne tittede ud på vejen eller fra terrassen så ud i det
fjerne. Sådan var den guddommelige kærligheds charme, som Krishna overøste dem
med, og sådan var den kærlighed, som folk følte for Ham. Hans gavtyvestreger var så
hjertevarme; de var så inspirerende og meningsfulde.”
34:13 ”Den Blå Dreng var påskuddenes og diplomatiets herre. Han gennemskuede
ethvert kneb, ligegyldigt hvor godt det var kamufleret. Da troldkællingen Puthana,
forklædt som Hans moder, gik hen for at made Ham ved sit bryst, foregav Han at hoppe
på dette kneb. Han sugede livet ud af hende og strakte hende til jorden. Mangen en
dæmon kom tæt på Ham for at tilintetgøre Ham, idet de antog skikkelse som en af
landsbyens røgterpiger eller malkepiger. Han opdagede dæmonernes identitet og
ekspederede dem til dødsriget. En dæmon tog skikkelse af en kalv og bevægede sig
119