Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

tarveligste blandt mennesker? Det er udelukkende de værste syndere, der vil planlægge
at fornærme og vanære en anden mands hustru, en hjælpeløs kvinde. Jeg føler, at dette
land er blevet flået i småstykker, blot fordi sådanne afskyelige personer kom til magten.
Til sidst førte disse katastrofer til den totale undergang. Gud er ikke blind, er det ikke
sandt?”
19:6 Parikshith fortsatte sin protesterende jamren: ”Selv menneskeædere og barbarer
respekterer deres kvinder. Hvis en af deres kvinder bliver fornærmet på denne måde, vil
de hævne det, som havde det været hele slægten, der var blevet dårligt behandlet. I
dette tilfælde var slægtens ældre, herskerne, lærerne, vismændene og de lærde alle
tilstede og overværede i den offentlige forsamling denne skændige handling. Mistede
disse højt agtede vidner pludselig deres forstand? Blev de pludselig gjort blinde af en
eller anden skrækkelig sygdom? Fik de kun græs at spise, siden deres smag blev så
dyrisk? Glemte de i deres dyriske tilstand vor races ære? Og de ældre! Deres skelneevne
svigtede dem, og de må have set ynkelige ud, og de må have været flove over dem
selv.”
19:7 Vyasa afbrød denne ordstrøm mod disse ældre, der havde forholdt sig passive i
disse frygtelige minutter. Han sagde: ”Søn! Parikshith! Drag nu ikke forhastede
konklusioner og bliv ikke alt for forvirret. Ingen af de ældre, der opholdt sig i salen,
billigede Duryodhana’s, Dussasana’s og de andres ondskabsfulde opførsel. De advarede
dem om konsekvenserne af deres misgerning. Men hvad kunne de stille op, når disse
fordærvede mænd havde besluttet sig for at begå synd? Da Dussasana greb fat i
Droupadi’s hår og trak hende ind i den kongelige sal, der var fuld af hofmænd og andre,
var Vidura’s, Bhishma’s og Drona’s pine og forfærdelse hinsides deres kontrol. Ord er
utilstrækkelige redskaber til at beskrive situationen. Tårer strømmede ned ad deres
kinder. De var ude af stand til at løfte deres hoveder og kaste deres blik på den
afskyelige bande.”
19:8 ”Der var endnu en årsag til dette. Droupadi’s øjne skød lyn, da hun på denne måde
blev pint og plaget. Havde hendes blik ramt nogen i salen, ville vedkommende være
blevet reduceret til aske! Til alt held så hun kun på din ældste bedstefader, Dharmaraja.
Hans mod og sindsligevægt blev prentet i hendes sind, så de forsamlede personer blev
reddet fra ødelæggelse. Var det ikke sket, ville Duryodhana, Dussasana og de øvrige fra
det fordærvede kuld slet ikke have overlevet.”
19:9 ”Dharmaraja’s ansigt, der i den grad udstrålede sindsligevægt, havde en sådan
forvandlende virkning. Dine bedsteforældre Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva iagttog
ansigtet, mens deres hjerter blev sønderrevet af Droupadi’s kamp. Deres hidsighed og
vrede blev kølnet ved at se på dette ansigt. Den dag reddede Dharmaraja’s uanfægtede
ansigt alle fra en voldsom omvæltning. Havde det ikke været for det, ville alle være
blevet fortæret af vredens flammer. Det ville have været langt værre end Kurukshethraslaget.”
19:10 ”Intet kan ske, uden det er Guds vilje. Er det ikke sandt? Hvordan kan nogen
sætte sig ud over Herren Krishna’s vilje? Droupadi jamrede sig over, at ingen af hendes
herrer stod op og reddede hende, skønt hun kaldte på dem og mindede dem om deres
tapperhed og mod. Netop på det tidspunkt faldt tanken, som et lynglimt, på Krishna,
frelseren, og fyldte hendes kraftløse hjerte med mod! Hun råbte: ”Dette er ikke en
fornærmelse rettet mod mig. Ej heller er det en infam fornærmelse rettet mod
Pandava’erne. Det er en fornærmelse, en krænkelse, rettet mod Dig. Du er vores ét og
alt. Vi er på alle områder afhængige af dig. Er det så rimeligt, at du nu tolererer denne
grusomme fornærmelse, der forøves mod vores ære? Vi har viet vores hjerter til dig. Hør
nu! Jeg har viet mig selv til dig. Måske er du ikke tilfreds med det, vi indtil nu har ofret
66