Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 41
Budskabet om Krishna’s komme
41:1 Kongen, der havde opnået at få tilintetgjort den uro, der havde været forårsaget af
ønsker, og på denne måde havde haft held til at borteliminere sindet, satte sine
håndflader mod hinanden og bad. Han havde blot ét sidste ønske, han ville anmode om
at få opfyldt. ”Mester! For så vidt angår kroppen er tiden hurtigt ved at rende ud for mig.
Kulminationen af vismandens søns forbandelse kommer hurtigt farende mod mig.
Selvfølgelig er jeg på enhver måde gladelig forberedt på at byde den velkommen. Ikke
desto mindre er det sådan, at så længe jeg er gæst i denne fysiske bolig, så har jeg
afgivet et løfte. Jeg vil beskæftige mig med guddommelige tanker, med at tale om det
guddommelige og med at lytte til det guddommelige. Lad mig ikke på selv den
ubetydeligste måde bryde dette løfte. Måtte den korte afbalancerede tildelte tid blive
anvendt til at jeg kan få præget Gopala’s, det henrivende guddommelige barn der oplyste
Nanda’s hjem, yndige lotus ansigt i mit hjerte. Måtte denne muntre skikkelse fylde min
bevidsthed og til overflod skænke mig umådelig lyksalighed. Beskriv for mig den byge af
lykkevarslende tegn, der må have markeret tiden, hvor Han blev født. Hvilke mirakuløse
hændelser og begivenheder var det, der på den tid over for verden åbenbarede, at Gud
var kommet til Jorden? Hvordan udviklede Kamsa den ubarmhjertige beslutsomhed om
at dræbe det guddommelige barn? Hvordan blussede denne beslutsomhed med tiden op
til at blive en voldsom flamme? Fortæl mig om denne Kamsa’s fødsel og om Herrens
fødsel som Krishna. Må min sidste time blive velsignet af denne hellige historie. Den vil
helt sikkert gøre mit åndedrag så helligt, at det vil finde fuldbyrdelse i Gopala.”
41:2 Da Suka hørte dette, blev han om muligt endnu gladere. ”Store konge! Også jeg
fyldes af glæde ved udsigten til at skulle tilbringe de få resterende timer med at berette
om Gopala’s vidunderlige fødsel og om Hans guddommelige lege. Gopala lod sig føde for
at genoprette ‘rigtig handling’ eller retskaffenhed. Krishna’s fødsel og liv er fyldt med stor
mystik. Udelukkende de, der gennem de guddommelige handlingers lutrende proces er
blevet fyldt med visdom, kan løse dette mysterium og forstå dets betydning. For andre er
verden en malstrøm af nederdrægtig synd; de soler sig i malstrømmens dyb, de synker
og flyder omkring for til sidst at lade sig opløse i den. Vi er på ingen måde forpligtet til at
skænke sådanne personer en tanke.”
41:3 ”Store konge! For længe, længe siden blev verden regeret af en konge ud af Yadu-
dynastiet. Hans navn var Ahuka. En stor skare af lensmænd færdedes omkring hans
trone og afventede hans ordrer. De viste ham deres ærbødige hyldest, idet de søgte fred
og fremgang gennem hans godgørende overherredømme. Han havde to sønner, Devaka
og Ugrasena. Da de blev gamle nok til at påtage sig administrative forpligtelser, fik
kongen dem gift og lagde en del af sine egne byrder over på deres skuldre. Årerne gik.
Devaka fik syv døtre, og Ugrasena fik ni sønner. Devaki (der blev Krishna’s moder) var
den ældste af Devaka’s døtre, og Kamsa var den ældste af Ugrasena’s sønner. Disse to
spiller afgørende roller i den historie, som vi begge interesserer os for.”
41:4 ”I gamle dage var byen Mathura Yadava-dynastiets hovedstad. Inden for denne bys
område boede der en underordnet hersker, en Yadu-fyrste ved navn Surasena. Han
havde ti sønner og fem døtre. Den ældste søn fik navnet Vasudeva (der blev Krishna’s
fader). Kunthi var Surasena’s ældste datter. Disse fyrstelige familier boede side om side,
og deres børn voksede op. Tiden strømmede hurtigt af sted og drevet frem af kraften fra
historiens gang, skabte den epokegørende konsekvenser.”
41:5 ”Devaki, datter af Kamsa’s onkel på den fædrene side, blev bortgiftet til Vasudeva.
Ægteskabet blev fejret i stor målestok. Herskere, konger og kejsere, lærde, vismænd og
147