Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 6
Vidura’s forsagelse
6:1 Da han var ankommet til paladset, spurgte Vidura, hvordan alle hans slægtninge
havde det. Derefter kom Kunthi, dronningemoderen, og idet hun kastede sit kærlige blik
på ham, sagde hun: ”Endelig får vi mulighed for at se dig, oh Vidura.” Hun var ude af
stand til at sige mere.
6:2 Efter et stykke tid fortsatte hun: ”Hvordan kunne du blive væk i så lang tid og
ignorere netop de børn, som du opdragede med så meget kærlighed, og mig selv og
andre som ærede dig så højt? Det er på grund af din nåde, at mine børn i dag er dette
lands herskere. Hvad ville der være blevet af dem, hvis du ikke havde reddet dem i
mange kritiske situationer? Vi har været udsat for mange ulykker; men den værste var,
at du ikke var sammen med os. Det påvirkede os mest. Selv håbet om at se dig igen
havde vi mistet. Nu vokser håbet i vore hjerter endnu engang. Vores higen efter at se dig
igen og vores fortvivlelse over, at du ikke var her, har gået hånd i hånd. I dag er vor
glæde fuldkommen. Oh, hvilken lykkelig dag!” Kunthi sad en stund, mens tårerne løb ned
ad hendes kinder.
6:3 Vidura, der holdt hendes hænder i sine, kunne ikke holde sine egne tårer tilbage.
Han sad og tænkte på fortidens forskelligartede begivenheder hos Pandava’erne og hos
Kaurava’erne. Han sagde: ”Moder Kunthi Devi! Hvem kan besejre skæbnens
bestemmelser? Hvad der må ske, sker. Alt det gode og alt det slette, mennesket
foretager sig, må nødvendigvis resultere i godt og ondt. Hvordan kan mennesket kaldes
frit, når det er bundet af loven om årsag og virkning? Det er blot en dukke i denne lovs
hænder. Den trækker i trådene, og mennesket bevæger sig. Hvad vi kan lide og ikke
lide, har ingen betydning. Alt er Guds vilje; Guds nåde.” Mens Vidura gjorde rede for de
grundlæggende åndelige sandheder, der styrer menneskets anliggender, sad brødrene
Dharmaraja, Bhima, Nakula og Sahadeva tæt på ham helt opslugt i koncentreret
opmærksomhed.
6:4 Til sidst løftede Kunthi hovedet og sagde: ”Takket være dine velsignelser vandt vi
krigen; men vi var ude af stand til at redde Droupadi’s sønners og Subhadra’s søns liv.
Dengang hjemsøgte ulykker os voldsomt. Selvfølgelig kan ingen, som du sagde,
undslippe sin skæbne. Nå, lad os glemme fortiden. Det er meningsløst at bekymre sig om
det, der ikke kan ændres. Jeg må tilstå, at min tørst er blevet slukket; endelig kom jeg til
at gense dig. Hvor har du været i al den tid? Fortæl os det.”
6:5 Til dette svarede Vidura, at han havde været på pilgrimsrejse til et antal hellige
steder. Brødrene lyttede med betaget opmærksomhed til hans historier, idet de
ansporede ham med spørgsmål. Dharmaraja havde ofte sagt, at han glædede sig til den
dag, hvor han også kunne besøge disse hellige steder. Hver gang en helligdom blev
nævnt, førte han derfor sine håndflader sammen i ærbødighed, og med øjnene lukkede
forestillede han sig, at han var på netop det hellige sted. I mellemtiden indskød Bhima:
”Begav du dig til Dwaraka? Fortæl os venligst om dine oplevelser i byen.” Dharmaraja
tilføjede også: ”Du må da have mødt Herren Krishna der, gjorde du ikke? Fortæl os alt,
hvad der skete. Vi vil have alle detaljer med.” Også Kunthi Devi blev ivrig efter at høre
hans beretning, for hun sagde: ”Fortæl, fortæl. Min søn, Arjuna, er der nu; du må også
have mødt ham. Hvordan har de det alle sammen? Jeg håber, at de gamle forældre
Nanda og Yasoda (Krishna’s fosterforældre) har det godt. Og hvordan med Devaki og
Vasudeva (Krishna’s biologiskeforældre) og Krishna? En byge af spørgsmål regnede ned
over Vidura, endnu før han begyndte at tale.
24