Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 22
Arjuna’s kamp mod guderne
22:1 Vyasa fortsatte: ”Oh konge, hvis behovet opstod, var dine bedsteforældre parate til
at give afkald på alt og give det til Gud. Hvis behovet opstod, var de også klar til at
kæmpe mod Gud. De kunne nemlig udelukkende overholde det, der er en krigers ‘rigtige
handling’ (en krigers pligt), når de kæmpede på denne måde. Du må have hørt historien
om din bedstefader, der kæmpede mod Herren Shiva, og fra Ham vandt Shiva’s
guddommelige kastevåben. Da kongen hørte det, løftede han straks sit hoved og
spurgte: ”Herre! Hvad var det, du sagde? Førte min bedstefader krig mod Shiva? Det har
jeg ikke hørt om tidligere. Fortæl mig om det; sluk min tørst efter at få kendskab til den
historie.” Parikshith faldt for Vyasa’s fødder og bad ham indtrængende om at fortælle
historien.
22:2 Vyasa rømmede sig. ”Søn! Hvor mange historier skal jeg fortælle dig? At fortælle
fuldstændig udførligt om forholdet mellem Pandava’erne og guderne tager ikke blot timer
eller endog måneder, men år! Men eftersom du beder så indtrængende, vil jeg fortælle
så mange historier, som det er muligt inden for den tid, vi har til rådighed. Hør nu, oh
konge! Pandava’erne levede i skoven. En dag blev Dharmaraja overvældet af bekymring.
Han følte, at de andre fætre, Kaurava’erne, måske ikke ville tillade ham at leve i fred,
selv efter at eksilperioden var udstået. Det var overordentligt tvivlsomt, om de ville
overdrage Pandava’erne deres andel af Imperiet. Dharmaraja frygtede, at krig var
uundgåelig, og at tidsalderens store bueskytter, Bhishma, Drona, Karna og Aswathama i
så tilfælde ville slutte sig til Kaurava-flokken. Han frygtede, at Pandava’erne måske ikke
ville være i stand til at besejre en så strålende styrke. Han frygtede, at krigen kunne
ende med nederlag, og at Pandava’erne så blev nødt til at tilbringe resten af livet i
junglen. Da Arjuna så hans store elendighed, henvendte han sig til ham og bad om
tilladelse og velsignelse til at drage af sted, for gennem askese at vinde våben fra
guderne, så de kunne besejre fjenderne. Dharmaraja befalede ham at gå til værks og
behage guderne, og gennem deres nåde skaffe våben så de kunne vinde krigen.”
22:3 ”Arjuna begav sig ind i Gandhamadana-bjergområdet. Selv for den mest
foretagsomme asket var det et utilgængeligt sted. Her praktiserede Arjuna askese for at
formildne Indra, gudernes regent. Himmeriget var forbløffet over denne askese og over
hans regelmæssige udholdenhed. Derfor viste guden Indra sig for ham og sagde: ”Søn!
Din askese behager mig. Men hvis dine ønsker skal opfyldes, må du først vinde Shiva’s
nåde. Når du har fået den, vil jeg tage dig til himmeriget og udruste dig med alle de
våben, himmeriget kan tildele dig.””
22:4 ”I overensstemmelse med Indra’s råd, satte Arjuna sig og mediterede på Shiva for
på denne måde at vinde Hans nåde. I mellemtiden besluttede Shiva sig for at lade sit
eget drama udspille. Nu skal jeg fortælle dig om dette drama: Et kæmpestort vildsvin,
der var stærkt ophidset, løb hen mod pladsen, hvor Arjuna var i gang med at udføre
asketiske øvelser. Han fik øje på det, og skønt man skal afstå fra at skade noget levende
væsen, mens man udfører asketiske øvelser, tog han, uden at tænke nærmere over det,
sin bue og sine pile frem, eftersom vildsvinet var lige ved at gå til angreb på ham. Netop
i det øjeblik kom en jæger, der også var bevæbnet med bue og pil, til syne foran Arjuna!
Denne blev forbløffet over, at en kvinde ledsagede jægeren i denne tætte skov, hvor
ingen person kan færdes sikkert. Men da han så nærmere efter, opdagede han et
mægtigt følge bag jægeren. Følget bestod af mænd og kvinder, der forekom at være
noget bistre, da de hylede og skreg på underlig vis. Arjuna var både rådvild og
forbløffet.”
75