Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

6:6 Vidura var ikke alt for ivrig efter at svare. Han talte, som var han opsat på at undgå
at komme ind på emnet. For mens han var på vej til Dwaraka, havde han af Uddhava
(Krishna’s trofaste ven siden barndommen) fået at vide, at Yadava-dynastiet (den slægt
Krishna tilhørte i sin fysiske skikkelse) var gået til grunde, og at Krishna havde afsluttet
sin opgave i menneskelig skikkelse. Han havde intet ønske om at styrte Pandava’erne ud
i sorg lige nu, hvor de var opstemte over at se ham efter så lang tid. ”Hvorfor skulle jeg,
der har skænket dem så stor glæde, også være den, der forårsager, at den glæde
forsvinder”, argumenterede han. ”De får det helt sikkert at vide fra Arjuna, der vil
komme tilbage fra Dwaraka med de sørgelige nyheder.” Så han bed de nyheder, der
jævnligt lå ham på tungen, i sig. Ved at beskrive Krishna’s herlighed tilgodeså han både
sine egne og de andres ønsker. Han sagde: ”Jeg brød mig ikke om at besøge slægt og
venner med denne asketiske klædedragt; så jeg mødte ingen af Yadava-lederne eller
Nanda, Yasoda eller andre”, og tav derefter. Han kom ikke nærmere ind på Dwaraka og
sin egen pilgrimsrejse.
6:7 ”Jeg er kommet, fordi jeg hørte, at I havde vundet krigen, og nu endelig er fredfyldt
engageret i at herske over det rige, der retmæssigt er jeres. Jeg følte mig draget mod
disse børn, som jeg har opfostret, fra de var purunge. Det var min kærlighed til dem, der
drog mig mod dette sted. Blandt alle mine slægtninge og venner var jeg udelukkende
fristet til at besøge jer. Jeg ønskede ikke at møde andre.” Da han havde sagt dette, førte
han samtalen hen på den vedantiske lære (en lærer der omhandler det centrale i
veda’erne), som han ønskede at videregive. Da samtalen sluttede, bønfaldt Dharmaraja
Vidura, om han ville tage ophold i det logi, der var blevet specielt indrettet til ham, og
ledsage ham til bygningen.
6:8 Her udnævnte Dharmaraja bestemte personer til at opvarte Vidura, og bad ham tage
hvile her. Vidura brød sig ikke om ideen med, at han skulle tilbringe sin tid der i luksus;
men han gik ind i de kongelige gemakker for ikke at gøre Dharmaraja misfornøjet. Han lå
i sin seng og tænkte tilbage på den forgangne tid. Han sukkede, da han indså, at den
krigslist, som den blinde konge, Dhritharashtra, hans egen broder, havde anvendt for at
tilintetgøre Pandava’erne, hans anden brors (Pandu’s) børn, havde givet bagslag og
forårsaget Dhritharashtra’s egen slægts undergang. Han beundrede Dharmaraja for den
storsindethed, han havde vist Dhritharashtra, på trods af den kendsgerning at denne på
forskellig vis havde pint og plaget Pandava’erne. Dharmaraja ærede Dhritharashtra med
stor troskab og hengivenhed og drog omsorg for hans velbefindende. Vidura blev fyldt
med den største væmmelse, da han genkaldte sig Dhrithrashtra’s ondskabsfulde hjerte.
Han var skamfuld over, at den gamle mand koldblodigt svælgede i paladsets luksus i
stedet for at udvikle ikke-tilknytning til de overfladiske sanselige glæder og prøve at
realisere det mål, der er fastsat for livet som menneske, nemlig befrielse fra cyklusen af
fødsel og død. Han følte en ubændig smerte over, at hans broder spildte de få
tilbageværende år af sit liv på Jorden.
6:9 Han yogiske syn viste ham, at Pandava’erne også snart ville forsvinde; at den selv
samme Krishna, der havde beskyttet dem her, også i fremtiden på bedste vis ville tage
sig af dem. Men han formodede, at den blinde konge ville komme til at lide yderligere,
efter Pandava’erne var gået bort. Han besluttede at sende sin ulykkelige broder ud på en
pilgrimsrejse, for at han på den rejse kunne realisere den ultimative virkeliggørelse af sin
skæbne. Han ønskede ikke, at der skulle indtræffe nogen forsinkelse. Derfor listede han
ud i mørket, uden at nogen så ham, og gik direkte hen til Dhritharashtra’s residens.
6:10 Den blinde konge og hans dronning, Gandhari, havde selvfølgelig ventet, at Vidura
ville henvende sig, for de var blevet underrettet om, at han var kommet til byen. Så da
Vidura trådte ind, omfavnede kongen ham og brød ud i glædestårer. Han kunne ikke
beherske sig. En efter en oplistede han de ulykker, der havde ramt ham og hans børn og
jamrede sig over deres skæbne. Vidura forsøgte at trøste ham ved hjælp af de hellige
25