Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 26
En forbandelse eller en gave fra himlen?
26:1 Sendebudet fra eneboerhytten sagde: ”Oh konge, vores lærer har en søn. Skønt
han er purung, er hans åndelige færdigheders stråleglans overvældende. Han ærer sin
fader som sin Gud. At tjene ham og værne om hans ry er hans livs hovedmål. Hans navn
er Sringi. Du kom til denne eneboerhytte. Drevet frem af en eller anden uransagelig
indskydelse hængte du en død slange rundt om halsen på denne Sringi’s fader, der også
er min lærer. Nogle børn så det, og de løb hen til Sringi, der legede med sine
kammerater, for at fortælle ham det. Først troede han ikke på det. Han fortsatte med at
lege. Men børnene gentog nyheden igen og igen og fastholdt deres forklaring. De hånede
ham, fordi han muntert legede videre, skønt hans fader var blevet udsat for så grov en
fornærmelse. Selv hans legekammerater grinede af hans ufølsomhed. Derfor løb han, så
hurtigt han kunne, til sin hytte og fandt ud af, at deres beretning var sand.”
26:2 ”Da han vendte sig om, fik han øje på dig. Du var ved at forlade stedet. Uden
nogen sans for at skelne mellem det, der har varig betydning, og det, der er af
midlertidig interesse, og tilskyndet af en afsindig forbitrelse og vrede, mistede denne
unge teenager kontrollen med sig selv. Han kastede en forbandelse over dig. Det har
forvoldt min lærer uendelig smerte.” Kongen afbrød ham og spurgte: ”Oh søn af en
eneboer. Fortæl mig, hvordan forbandelsen lød.” Den unge mand svarede: ”Herre, det
falder mig svært at fortælle dig dens ordlyd. Min tunge nægter at sige den. Men alligevel
er jeg nødt til det, eftersom min lærer har overdraget det til mig at gøre det. Min lærers
søn tog omgående den hellige Kowsiki-flods vand i sin hule hånd og erklærede: ”Om syv
dage, regnet fra i dag, må kongen da blive bidt af slangen Thakshaka, og må han dø af
giften på den dag. Det er i sandhed en skrækkelig forbandelse.” Den unge mand
standsede, for hans sorg overvældede ham. Han bristede i gråd.
26:3 Men kongen smilede blot. Han sagde: ”Unge eneboer, er det forbandelsen? At blive
bidt af Thakshaka og dø af dette bid om syv dage? Det er ingen forbandelse, det er et
tegn på nåde! Det er en velsignelse fra lærerens søns læber. Eftersom jeg har været
fordybet i Imperiets anliggender, er jeg blevet doven med hensyn til anliggender
vedrørende det åndelige og Gud, som er livets mål. Som et resultat af det, bevægede
den barmhjertige Herre, Hari, denne hellige mands søns læber så de formulerede disse
ord. Han tildelte mig et interval på syv dage! Sikke en stor velsignelse det er! Det må
være det guddommeliges ønske, at jeg skal anvende hvert øjeblik af de syv dage til
kontemplation på Gud. Fra dette øjeblik vil jeg uafbrudt dedikere både tid og tanker til
Herrens fødder. Unge ven, var der andet, din lærer bad dig informere mig om? Fortæl
mig det straks. Mit hjerte længes inderligt efter at høre det.”
26:4 Den unge budbringer fortsatte: ”Min lærer var af den opfattelse, at forbandelsen
var ensbetydende med utilgiveligt forræderi. For du er fast etableret i ‘rigtig handling’, og
du er en stor hengiven af Herren. Derfor ledte han længe for at finde en måde, hvorpå
forbandelsens konsekvenser kunne undgås. Gennem sine yogiske evner fandt han frem
til, at det er skæbnebestemt, at du skal dø som følge af et slangebid. Det er også
skæbnebestemt, at du skal nå Herrens bolig ved din død. Han mente, at det var en
afslutning på livet, der var værd at få, og at det vil være syndigt at hindre en så ærefuld
fuldbyrdelse. Derfor sender han, gennem mig, sine velsignelser om, at du må nå Guds
nærvær.”
26:5 Parikshith bøjede sig dybt for den unge elev og bønfaldt om, at hans ærbødige
taknemmelighed måtte blive videregivet til den store helgen Sameeka og dennes søn.
87