Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Gudhengivenhedens
kildevæld
Originaltitel: Bhagavatha Vahini
0versat af www.saibabapaadansk.dk
Af Sathya Sai Baba

Oversætterens kommentarer vedrørende oversættelsen af Sai Baba’s bøger
Gennem årene er der udkommet 15 bøger af Sathya Sai Baba. Disse værker udgør
’Vahini – serien’. Vahini betyder ’en strøm’, ’noget der er i bevægelse’.
Bøgerne er skrevet på sproget telugu. Fra telugu er bøgerne blevet oversat til bl.a.
engelsk. Disse engelske oversættelser indeholder de sanskrit-ord, som Sai Baba
anvendte, da Han skrev teksterne. I alt er der anvendt 2.491 forskellige ord på sanskrit i
’vahini-serien’. Mange af ordene dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare
endsige oversætte. Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke
være fyldestgørende. For at få et fuldstændigt indtryk af teksternes betydning kræver
det et studie af mange ords og begrebers sande mening.
Jeg har valgt at oversætte Sai Baba’s bøger til dansk uden brug af sanskrit ord. Det
betyder, at den fulde, helt præcise forståelse af Sai Baba’s tekster ikke fremgår af
oversættelsen.
At læse Sai Baba’s bøger på dansk uden brug af sanskrit ord kan være en velsignelse.
Sai Baba’s centrale budskaber går rent ind i læserens bevidsthed. De hundredvis af råd
og anvisninger, som Sai Baba videregiver, leveres på et velkendt og let forståeligt sprog.
Læseren får ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres
nærmere.
At læse Sai Baba’s bøger på dansk giver et forståelsesniveau, der svarer til det, som
læseren får, når Bibelen læses på dansk. At læse Bibelen kan være en dejlig, lærerig og
gavnlig oplevelse. Samtidigt må de fleste læsere af Bibelen erkende, at præster, teologer
og lignende lærde gennem studier og refleksioner har opnået en endnu dybere forståelse
af Bibelens budskaber. Denne dybere forståelse er blandt andet opnået gennem intense
studier af de oprindeligt anvendte ord.
Bagest i bogen er der en ordliste. Første gang et ord på sanskrit er blevet oversat til
dansk, er denne oversættelse markeret med en understregning. Denne oversættelse er
så blevet registreret i ordlisten. Det oversatte sanskrit-ord kan findes ved at søge i den
alfabetiske rækkefølge, som den understregne tekst eller ord er ordnet efter. Står der
f.eks.: ”Du fremsiger muligvis formlen: ’Jeg er Gud’ korrekt…”, så skal du søge efter ’Jeg
er Gud’ i ordlisten under j.
Ordlisten skal udelukkende opfattes som en service for de læsere, der ønsker at kende
de oprindelige sanskrit-ord, så de eventuelt kan fordybe sig i udvalgte begreber. Det er
vigtigt at bemærke, at næsten alle sanskrit-ord har adskillige betydninger. Som
hovedregel indeholder ordlisten kun de ord eller vendinger, som sanskrit-ordet er oversat
til i den konkrete sammenhæng.
Ord, der er anført i parentes, er mine tilføjelser.
2

Kære læser!
Bogen ’Gudhengivenhedens kildevæld’ er en dialog mellem en person, der er dødsdømt,
og en stor vismand der forbereder ham på at møde døden. Vi er alle dødsdømte. Som
dæmpede trommer slår vorer hjerter begravelsesmarchen på vej mod graven. Nogle når
graven sent, andre tidligt. Også vi trænger til en stor vismands råd, så vi kan forberede
os på at møde døden og beskue horisonten hinsides.
’Gudhengivenhedens kildevæld’ er en Ganges, der udspringer fra Herren, og som forener
sig med Ham. Dette sker efter en lang rejse gennem geografiske beskrivelser, historiske
annaler, filosofiske redegørelser, helgenberetninger, erkendelsesmæssige undersøgelser
og efter at have gødet de umådelige dale i menneskenes sind med Herren Krishna
episodernes rene, klare vand.
I skikkelse af Sathya Sai er Gud (Bhagavan) inkarneret igen med det formål at genoplive
’rigtig handling’ (på sanskrit dharma) blandt mennesker. Et vigtigt aspekt af denne
genoplivning er genoprettelsen af ærbødigheden over for de gamle åndelige tekster så
som Biblen, Koranen, Zend Avestra’en, Tripitaka’en, Veda’erne og Bhagavatha’en. Denne
ærbødighed kan udelukkende opstå i en tid, hvor erklæringernes og beretningernes
betydning bliver forklaret på en klar, enkel og fortryllende måde at den selv samme
person, der inspirerede til de originale hellige tekster.
Her, i denne bog, har vi denne Persons version af hengivenhedens omfangsrige lærebog,
som vismanden og forfatteren Vyasa indsamlede og ordnede efter vismanden Narada’s
forslag, så han kunne vinde fred og sindsligevægt.
Kære læser, dette er ikke blot en bog. Det er en balsam, en nøgle, et mantra. Den skal
blødgøre, læge og frelse. Den skal løsne båndene. Den skal befri os for sorg og smerte,
tørst og formynderskab.
Luk den op i ydmyghed, læs den med flid, ær den med hengivenhed, følg dens lektie
med standhaftighed og nå det mål, som Vyasa nåede, og som Narada opnåede; som
vismanden Suka underviste i, og kong Parikshith lærte om. Hvilken større belønning kan
mennesket håbe på?
N. Kasturi
3

Indhold
Kapitel 1 Bhagavatha (gudhengivenheden) 5
Kapitel 2 En gudhengivens fødsel 10
Kapitel 3 Barnet Parikshith og profetiet 13
Kapitel 4 Bodsofringen 17
Kapitel 5 Offerceremonierne og de ældres bodsøvelse 21
Kapitel 6 Vidura’s forsagelse 24
Kapitel 7 Rådgiveren Vidura 27
Kapitel 8 Dhritharashtra’s forvandling 30
Kapitel 9 Krishna’s opstigning 32
Kapitel 10 Krishna mysteriet 35
Kapitel 11 Pandava’ernes sorg 40
Kapitel 12 Kali-tidsalderens begyndelse 43
Kapitel 13 Parikshith’s kroning 46
Kapitel 14 Pandava’ernes bortgang 49
Kapitel 15 Kong Parikshith’s regeringstid 52
Kapitel 16 Ærbødighed over for Krishna 55
Kapitel 17 Erindringen om svundne dage 57
Kapitel 18 Takshaka’s redning 62
Kapitel 19 Pandava’erne – et eksempel for Kali-tidsalderen 65
Kapitel 20 Krishna skænker sin nåde til Droupadi 68
Kapitel 21 Episoden med Durvasa 71
Kapitel 22 Arjuna’s kamp mod guderne 75
Kapitel 23 Beskyttelsen på slagmarken 78
Kapitel 24 Parikshith bliver forbandet 81
Kapitel 25 Vismandens medlidenhed 84
Kapitel 26 En forbandelse eller en gave fra himlen? 87
Kapitel 27 Vismanden Suka’s indtræden 90
Kapitel 28 Den fortryllende historie 93
Kapitel 29 Dialogen begynder 96
Kapitel 30 Gudhengivenhedens vej 100
Kapitel 31 Tvivl og spørgsmål 105
Kapitel 32 Purana’erne og inkarnationerne 109
Kapitel 33 Avataren Rama 115
Kapitel 34 Avataren Krishna 118
Kapitel 35 Gopala, røgterdrengene og røgterpigerne 124
Kapitel 36 Kammerat og konge 128
Kapitel 37 Dæmonernes skæbne 131
Kapitel 38 Slangen Kaliya 135
Kapitel 39 Den Alvidende som elev 138
Kapitel 40 Fra dødelighed til udødelighed 143
Kapitel 41 Budskabet om Krishna’s komme 147
Kapitel 42 Fuldbyrdelsen i Nanda’s Elskede Søn 151
Ordliste 156
4

Kapitel 1
Bhagavatha (gudhengivenheden)
1:1 Ordet ’gudhengivenhed’ (bhagavatha) kan anvendes om enhver redegørelse
vedrørende de erfaringer eller oplevelser, som de, der har været i kontakt med Gud og
de gudshengivne, har gjort sig. Gud antager mange former og spiller mange roller. Ordet
’gudhengivenhed’ betegner beskrivelserne af oplevelserne hos de, der har erfaret Gud i
disse former og hos de, der er blevet velsignet af Hans nåde og udvalgt som Hans
redskab.
1:2 Det store værk, der er kendt under dette navn, æres af alle dem, der mestrer
veda’erne (ældgamle hellige skrifter der åbenbarer sandheden). Værket er et
universalmiddel, der helbreder fysiske, psykiske og åndelige lidelser. Bogen
’Gudhengivenhedens kildevæld’ er gennemtrængt af nektarens sødme. Guds stråleglans
skinner ud fra bogen.
1:3 Det grundlæggende faktum, der gør autentisk, er princippet om avatarer, Guds
legemliggørelser på Jorden, det formløses inkarnation med form. Avatarer kommer for at
højne alle eksistenser. Ved gudhengivne forstår vi også dem, der er hengivne over for
Gud, dem der søger Guds venskab. For disse mennesker er bogen ’Gudhengivenhedens
kildevæld’ særdeles værdifuld; den er deres livsåndedræt. At være midt iblandt sådanne
gudhengivne mennesker er ensbetydende med, at man fremmer sin egen hengivenhed.
Medmindre du godt kan lide at rette dine tanker mod Gud, vil du ikke få glæde af et
sådant selskab. For at skabe den higen indeholder ’Gudhengivenhedens kildevæld’
beretninger, der henviser til inkarnationer, der besad den inderligste længsel efter at
udforske det guddommelige. Når du har læst disse beretninger, vil du udvikle en higen
efter at opleve en guddommelig sitren på alle bevidsthedsniveauer. Den, der besidder
denne intense higen, kan blive en sand gudhengiven.
1:4 Folk tror, at der udelukkende er to årsager til, at Gud inkarnerer: At straffe de onde
og at beskytte de retskafne. Men disse repræsenterer blot et enkelt aspekt af gerningen.
At skænke fred, glæde og en følelse af fuldbyrdelse hos de åndeligt søgende, der har
stræbt længe, indgår også i gerningen.
1:5 Avataren, eller den inkarnerede form, er blot manifestationen af de åndeligt
søgendes higen. Avataren er den materialiserede sødme, der skyldes hengivenheden hos
de gudhengivne aspiranter. Det formløse antager en form af hensyn til disse aspiranter
og åndeligt søgende.
1:6 De åndeligt søgende og de gudhengivne aspiranter er hovedårsagen. Koen
producerer mælk, for at kalven kan opretholde livet. Kalven skal først og fremmest have
gavn af mælken. Men som vi alle ved, er der også andre, der får gavn af mælken. På
samme måde gælder, at skønt de gudhengivne er hovedårsagen, og deres glæde og
opretholdelse af livet er hovedformålet, så vil der også være andre gavnlige
følgevirkninger. Det være sig at fremme ’rigtig handling’, afskaffelse af det onde og
overmandelse af de slette.
1:7 Der findes ingen ufravigelig regel om, at inkarnationer af avatarer skulle indtræffe på
Jorden og i menneskelig form. Ethvert sted, enhver form kan vælges af den
’Fuldstændigt Ubundne’. Hvilket som helst sted, hvilken som helst form fremmer
hensigten med at tilfredsstille de hengivnes higen. Stedet og formen vælges af Guds
vilje. Han er hinsides alle karakteristika og kvaliteter. Ingen fortegnelse over sådanne
5

kvaliteter kan fuldt ud beskrive Ham. For Gud er alle væsener lige. Forskellen mellem
mennesker, pattedyr, fugle, orme, insekter og selv Gud er blot forskelle i ’beholdere’.
1:8 Det er som den elektriske strøm, der løber gennem forskellige genstande og
udtrykker sig selv på mange forskellige måder. Der er ingen forskel på strømmen, den er
den samme. At omtale den som værende forskellig vil afsløre ens uvidenhed. På
tilsvarende måde aktiverer den Eneste Ene Gud alle ’beholdere’ og frembringer
mangfoldige følger. Den kloge ser udelukkende den ene ensartede strøm; den uvidende
synes at alle ’beholderne’ er forskellige. Gud skatter bevidstheden om enhed som den
fundamentale bevæggrund for vore handlinger. Han gouterer ikke, at handlingerne er
ens, uden forskellighed. Handlingen skal tilpasses de forskellige behov. Karma, eller
handlingens frugter, interesserer kun dem, der identificerer sig med kroppen. De andre
der ved, at de er Den uforgængelige, guddommelige Gnist, interesserer sig ikke for disse
frugter.
1:9 Desuden skal du være klar over, at der ikke er nogen grænser for, hvilke former Gud
iklæder sig. Der har været utallige anledninger til Guds inkarnationer. Nogle gange
kommer Han med en del af sin herlighed; nogle gange fuldt udstyret med al sin
stråleglans; nogle gange for at klare en bestemt opgave og nogle gange for at ændre en
hel tidsalder.
1:10 Det er på grund af sidstnævnte anledning, at ’Gudhengivenhedens kildevæld’ er
blevet til. Avataren, der opfører dramaet, og de hengivne der tiltrækkes mod ham, er
’Gudhengivenhedens kildevælds’ tema. Det at lytte til den fremmer erkendelsen af Gud.
Flere vismænd har bekræftet dens nyttevirkning og prist dette hellige skrift, som de hjalp
med at bevare for eftertiden.
1:11 Som regel tiltrækkes mennesket af sanseobjekterne, for det er et offer for sine
instinkter. Instinkter søger let sanseobjekter. Instinkterne følger legemet, og de opnåes
ikke gennem nogen træning. Spædbarnet søger mælk ved moderens bryst; den nyfødte
kalv søger koens yver. Her er ingen træning nødvendig. Men for at det lille barn skal lære
at gå og tale, er træning nødvendig. Årsagen er, at disse færdigheder ikke automatisk er
til stede; de læres i det sociale liv, dels ved at se andre gøre det og dels ved at efterligne
andre.
1:12 Selv for at lære at jage efter sanselige glæder på en korrekt måde, er øvelse
nødvendig. For det er den vilde og utrænede søgen efter sådanne glæder, der fremmer
vrede, had, misundelse, ondskab og indbildskhed. For at træne sanserne efter sunde og
gavnlige retningslinier, er det nødvendigt med visse gode øvelser som gentagelse af
Guds navn, meditation, faste og tilbedelse ved solopgang og solnedgang. Men ligegyldigt
hvor meget øvelsernes værdi berømmes, og ligegyldigt hvor meget det anbefales, at de
bliver udført, så udvikler mennesker ingen smag for dem. Årsagen er, at begæret efter
sanselige glæder har slået dybe rødder i menneskets hjerte. Når man bliver bedt om at
udføre åndelige, gavnlige øvelser, har man overhovedet ingen indre tilskyndelse til at
gøre det. Indtil man får smag for det, må man derfor nøje overholde den fastlagte plan
vedrørende udførelsen af øvelserne. Denne smag udvikles som et resultat af træning,
ingen har den fra fødslen. Konstant udførelse af øvelserne vil fremelske smagen.
1:13 Spædbarnet ved fra starten ikke, hvordan moderens mælk smager. Ved at drikke
den dagligt, udvikler barnet sympati for mælken. Denne sympati er så stor, at barnet
begynder at protestere, når det skal vænnes fra mælken og begynde at spise ris. Men
moderen fortvivler ikke. Hun overtaler hver dag barnet til at spise små portioner kogt ris.
Gennem denne proces begynder barnet at holde af ris, og til sidst tænker det ikke
længere på mælken. Engang var mælken barnets naturlige føde. Gennem øvelse blev ris
6

dets naturlige føde. Det sker i så stor en grad, at hvis det blot en enkelt dag ikke er
muligt at få ris, så bliver barnet ulykkeligt.
1:14 På tilsvarende måde gælder, at skønt de sanselige glæder er ’naturlige’ i starten, så
opstår der gradvist den større og mere vedvarende glæde, der stammer fra Herrens
stråleglans. Det sker, når man træner og øver samt lytter til de vises anbefalinger.
Herefter kan man end ikke i et øjeblik eksistere uden for denne atmosfære. Man føler, at
der ikke er noget så skønt som at høre om Herrens pragt. Selskabet med de verdslige
mennesker, der taler om sanserne og sanseobjekterne, vil ikke længere tiltrække én. Det
selskab, der jublende priser Herren, vil tiltrække og fastholde én.
1:15 Det er de gode menneskers sande særkende. De åndeligt søgende og tilhængere af
Herren kan bedømmes ud fra dette, ikke ud fra ydre klædning eller fremtræden. Hvis
man blander sig med mennesker, der svælger i sansemæssig tale og gøremål, så
forspilder man sin ret til at blive hørt. Tilbring din tid i selskab med gudhengivne
mennesker, idet du engagerer dig i gudhengivne handlinger. Undgå at komme i de
ugudeliges selskab. Undgå at lægge mærke til det, de foretager sig, og lyt ikke til det, de
siger. Udelukkende de, der undgår disse mennesker, kan benævnes gudhengivne, eller
Guds egne.
1:16 Det at læse om og nyde historierne om Herren Krishna’s herlighed er en kilde til
stor inspiration og glæde. Det gælder, hvad enten det sker på et helligt sted, i et tempel,
i en helligdom eller i en hellig mands hytte eller i dydige og gode menneskers selskab.
Det får mennesker til at glemme alt andet. Eller man kan henvende sig til fromme
mennesker og tjene dem, mens man lytter til deres beretninger om Guds herligheder.
Det at have smag for den slags gavnlig litteratur er resultatet af akkumulerede
fortjenester og anstrengelser. Det er disse fortjenester, der belønner en med et sådant
selskab. I starten vil det være nok at lytte. Senere vil historierne skabe interesse for
Guds natur og karakteristika, og den åndelige aspirant vil søge og vil finde sin egen vej
mod erkendelse og virkeliggørelse af Gud.
1:17 Det er meget bedre at lytte til de vises fremstillinger end at læse om dem. Man kan
eventuelt følge med i teksterne, mens man lytter. At lytte i selskab med andre er at
foretrække frem for at lytte alene. Selvfølgelig er det fortrinligt at lytte i selskab med et
antal seriøst søgende. Hvis den person, der udlægger teksterne, selv har oplevet den
uforfalskede glæde, er det et stort held, for det giver de bedste resultater. Det skyldes,
at personens ansigt vil blomstre af glæde, glædestårer vil strømme fra hendes øjne ved
tanken om Herrens herlighed. De, der lytter til hende, vil blive smittet af hendes
inspiration; de vil selv opleve glæden. Tårer vil springe ud af øjnene på dem, der
kommer ind i midten af en gruppe mennesker, der græder. Når et spædbarn smiler, vil
alle dem, der står rundt om det også smile. Tilsvarende vil ord fra dem, der er
gennemtrængt af hengivenhed til Gud gennemtrænge hjerterne på dem, der lytter. Det
er umuligt at måle den gevinst, man kan opnå, når man er i vise menneskers selskab.
1:18 Gennem denne lytteproces vil et ’forurenet’ hjerte blive omdannet til et rent og
oplyst hjerte, der skinner med den ægte glans. Det at lytte intens til historier om Guds
herlighed er et effektivt desinfektionsmiddel mod den fordærvede lugt, der fremkommer,
når man jager efter sanselige glæder. Ligeledes er denne lytten i sig selv fuld af den
dejligste duft. Det at lytte vil rense hjertet gennem den tilskyndelse, det giver én til at
udføre gode gerninger.
1:19 Et sådant renset hjerte er det bedst egnede alter, eller tabernakel. Inde i sådan et
velduftende kammer vil Herren bosætte sig. Præcis i det øjeblik det sker, vil der også
indtræffe en anden begivenhed. Gruppen med de seks indre fjender (begær, vrede,
7

grådighed, vildfarelse, stolthed og misundelse), der har hjemsøgt stedet, vil drage bort
uden så meget som at sige farvel.
1:20 Når disse fjender drager bort, vil de onde tendensers ondskabsfulde ledsagere, og
de simple holdninger som lever af dem, bryde op og forsvinde uden at efterlade så
meget som deres adresse! Herefter vil mennesket stråle i sin medfødte glans af sandhed
og kærlighed. Uden hindringer vil det stræbe efter at realisere sig selv; og til sidst vil det
have succes med at smelte sammen med det universelle og evige. Mennesket vil befri sig
selv for uvidenhedens forvirring. Dets sind vil langsomt svinde bort. Sandheden bag den
længe skjulte hemmelighed vil blive åbenbaret, og mennesket vil opdage sin
guddommelighed.
1:21 Menneskets natur er kærlighed. End ikke et øjeblik kan det overleve, hvis det er
frataget kærligheden. Kærligheden er selve menneskets livsåndedræt. Når de seks
fjender, som det så længe har været knyttet til, forsvinder, er kærligheden hjertets
eneste beboer. Men kærligheden må nødvendigvis have et objekt, noget at holde af.
Kærligheden kan ikke eksistere alene. Derfor rettes den mod Krishna, det mørkeblå
guddommelige barn, den charmerende røgter-dreng, der er den personificerede renhed,
der er tjenestens, opofrelsens og uselviskhedens legemliggørelse, og som er den, der har
taget bolig i dette rensede alter. Nu er der ingen plads, hvor andre former for tilknytning
kan vokse. På denne måde vil kærligheden til Gud, skridt for skridt, blive dybere, renere,
mere selvfornægtende indtil der til sidst ikke er behov for andre tanker, og individet
smelter sammen med altet.
1:22 Når Krishna (også kaldet Vasudeva) tager ophold i menneskets hjerte, er der ikke
længere plads til ’vasudeva’. Sagt på en anden måde; når rigdommens (vasu) guddom
(deva) har plads i hjertet, kan den guddommelige Vasudeva eller Krishna ikke opholde
sig herinde.
1:23 Ethvert forsøg på at give begge husly i hjertet er dømt til at mislykkes. Mørke og
lys kan ikke eksistere på samme tid og sted; de kan ikke være sammen. Verdslige
rigdomme og Gud kan ikke være fælles idealer. Når man søger rigdomme, kan man ikke
også finde Gud. Hvis mennesket søger begge, vil det, det finder hverken være rigdomme
eller Gud, men djævelen.
1:24 Det gør mennesket ære, hvis det opfører sig som et menneske. Det er prisværdigt,
hvis det opfører sig som det, det virkelig er, Gud. Men at opføre sig som en dæmon eller
som et dyr er i sandhed foragteligt. I lang tid blev mennesket født som mineral og døde
som mineral. Herefter udviklede det sig frem til at blive et træ. I lang tid blev mennesket
født som et træ og døde som et træ, men i denne proces udviklede det sig til at blive et
dyr. I dag har det hævet sig til menneskelig status. Denne opløftning fra ét niveau til et
andet er blevet erkendt af videnskaben og gennem åndelig erfaring. Men ak! Nu fødes
det som menneske og dør som menneske. Det vil dog være endnu mere vanærende, hvis
det synker ned og bliver et dyr eller en bestialsk dæmon. Det er kun passende at prise
mennesket, hvis det hæver sig til guddommelig status. Det er den sande fuldbyrdelse af
menneskets skæbne.
1:25 Undgå derfor kontakt med de onde mennesker. I stedet skal du udvikle
hengivenhed over for gode kvaliteter. Omdan hjertet til et alter for Herren. Tilintetgør
alle begyndende tilløb til begær. Så vil ’din indre bevidstheds sø’ blive forædlet til ’det
rene mælkehav, der hvor Herren hviler på slange-lejet’. Transformeret på denne måde,
vil dit virkelige Selv, ligesom Den himmelske Svane, sole sig i denne søs stille vand. Det
vil opleve grænseløs fryd.
8

1:26 Hvem kan fastslå begyndelsen på havets uafbrudte bølger? Det er en umulig
opgave. Hvis nogen beslutter sig for at gøre det, må den bølge, hvor beregningen
begynder, blive opfattet som starten. Den bølge man slutter sin beregning ved, vil for
vedkommende være den sidste, afslutningen. Der er en start og en afslutning på
personens beregning. Men der er ingen begyndelse eller afslutning på denne proces. På
denne grænseløse udstrakte flade kan ingen danne sig et klart billede af hverken
begyndelsen eller afslutningen. Guds stråleglans er det kystløse hav. Når nogen
begynder at beskrive det, lige der begynder det for vedkommende. Når vedkommende
slutter sin beskrivelse, lige der slutter det, i hvert fald for denne person. Men Guds
stråleglans er hinsides rum og tid. Udelukkende snæversynede sind, begrænsede sind, vil
argumentere for, at Guds stråleglans har en begyndelse og en afslutning. Den scene,
hvorpå Gud opfører sit stykke, sit guddommelige spil, har ingen grænser.
1:27 Historien om Guds Leg, Guds Spil, er lutter nektar. Den har ingen anden
bestanddel, ingen anden smag, intet andet indhold. Alle og enhver kan drikke fra en
hvilken som helst del af dette Nektarens Hav. Den samme sødme findes alle vegne, i
hvert eneste atom. Der eksisterer intet, der kan ødelægge denne sødme.
1:28 Både Guds kærlighed og kærligheden til Gud er i al evighed sød og ren, ligegyldigt
hvordan du tager imod og opnår den. Den slags kærlighed er hellig og inspirerende.
Sukker er sødt, hvad enten det spises om dagen eller om aftenen. Årsagen er, at det er
nat eller dag for den person, der spiser, ikke for sukkeret. Sukker er altid det samme.
9

Kapitel 2
En gudhengivens fødsel
2:1 Den store konge, Parikshith, var søn af Abhimanya (Arjuna’s søn), der ved sin død
kom til heltenes himmelske bolig. Dengang Parikshith var et foster, der voksede i
Uttara’s livmoder, så han den spidse pil, som Aswatthama (søn af krigstaktikeren Drona)
havde affyret, komme mod sig. Pilen, der udsendte gnister af raseri og terror, havde til
formål at dræbe ham. Men i samme øjeblik fik han også øje på en person med en
funklende charme, der var bevæbnet med en enorm diskos, der smadrede den
dødbringende pil i hundrede stykker. Det kongelige foster blev fyldt med undren og
taknemmelighed.
2:2 Han grundede meget over, hvem hans frelser var. ”Hvem er han? Han må også
opholde sig i denne livmoder sammen med mig. Han så jo pilen i samme øjeblik, jeg så
den. Men han var i besiddelse af en sådan frygtløshed og sådanne evner, at han kunne
ødelægge pilen, inden den ramte mig. Kan han være en livmoderbroder? Hvordan har
han fået fat på den diskos? Hvis han er udrustet med en diskos, hvorfor har jeg så ikke
fået en? Nej, han kan ikke være dødelig.” På denne måde argumenterede han længe
med sig selv.
2:3 Han kunne ikke glemme dette ansigt, denne form. Personen, der var en dreng,
havde en million soles glans. Han var mild, lyksalig og blå som en klar sky. Efter han på
så dramatisk vis havde reddet Parikshith, forsvandt han. Som baby så kong Parikshith
altid denne form for sit indre blik, for han forsøgte at få den at se igen. Hvem han end
så, undersøgte han vedkommende for at finde ud af, om denne form svarede til den
form, han med ærbødighed havde fæstnet i sindet.
2:4 Således voksede han i livmoderen, mens han kontemplerede på denne form. Denne
kontemplation transformerede ham til en baby fuld af stråleglans. Da
svangerskabsperioden var forbi, blev han født, og barselsværelset blev da oplyst af et
forunderligt lys. Uttara’s kvindelige hjælpere blev blændet af lysets glans. Deres forstand
blev overvældet af underet.
2:5 Da Subhadra, Arjuna’s hustru og Abhimanyu’s moder, var kommet sig oven på sit
barnebarns fødsel, sendte hun bud til Yudhishtira, der var den ældste af Pandavabrødrene,
om fødslen. Pandava’erne blev ovenud lykkelige, da de hørte de glade
nyheder, som de ængsteligt havde ventet på. De befalede, at musikgrupper skulle spille
og kanoner affyres. Altsammen for at markere og ære begivenheden, for en ætling, en
tronfølger til Pandava’ernes trone, var blevet født ind i den kongelige familie.
2:6 Befolkningen hørte bragene fra kanonerne og søgte efter årsagen til glæden. I store
begejstrede flokke strømmede de mod byen Indraprastha. Alle dele af kongeriget
strømmede over i glæde over begivenheden. I løber af få øjeblikke var byen forandret til
en himmelsk have, der var egnet til, at guderne kunne give audiens til menneskene.
Yudhishtira uddelte forskellige slags søde sager til alle, der kom. Han skænkede
adskillige køer som gaver til præsterne. Han gav hoffets kvinder besked om at give
smykkeskrin af guld fyldt med safran og kumkum til kvinderne. Præsterne blev tildelt
silkeklæder og værdifulde ædelstene. Borgerne var ude af sig selv af glæde, for dynastiet
var nu sikret en arving. Nat og dag frydede de sig i løssluppen jubel.
2:7 Den næste dag tilkaldte Yudhishtira familiens præst, Kripacharya, og gennemførte
ritualet der omhandlede den første rengøring af spædbarnet. Han tilgodeså præsterne
10

med gaver, der bestod af forskellige værdifulde ædelstene. De lærde og præsterne
velsignede barnet og drog hjem.
2:8 Den tredje dag tilkaldte Yudhishtira berømte astrologer så vel som kiromanter (folk
der spår i hånden) og sandsigere. Det gjorde han, fordi han var meget ivrig efter at vide,
om kongerigets gode navn og dets kultur ville være i sikre hænder hos prinsen, der
engang i fremtiden skulle bære landets byrde. Han modtog dem i paladset med den
traditionelle gæstfrihed. De blev anvist passende pladser i salen og blev tilbudt parfumer
og silke.
2:9 Kongen bøjede sig for dem, og idet han samlede sine håndflader i ærbødig hilsen,
knælede han foran dem og bad: ”Oh, I vise mænd der kender fortiden, nutiden og
fremtiden! Jeg beder jer lægge og tyde horoskopet for det spædbarn, der netop er født.
Beregn stjernernes og stjernebilledernes positioner og den planetariske påvirkning, der
vil lede hans liv, og fortæl mig hvordan fremtiden vil forme sig for ham.” Han nedskrev
det nøjagtige fødselstidspunkt og lagde sedlen på en guldtallerken, som han satte foran
dem.
2:10 De lærde mænd så på sedlen og tegnede så en plan over planeternes positioner og
studerede den med stor omhyggelighed. Efterhånden som de begyndte at drage deres
konklusioner, delte de deres stadig stigende begejstring med hinanden. De følte alle stor
glæde. De savnede ord, der kunne udtrykke deres forbløffelse.
2:11 Gruppens alderspræsident, en højtstående lærd, rejste sig til sidst og henvendte sig
til kong Yudhishtira med følgende ord: ”Store konge! Indtil i dag har jeg tydet nær ved
tusind horoskoper og udarbejdet interessante planer over himmeltegn og
stjernekonstellationer. Men jeg må indrømme, at jeg, indtil i dag, aldrig er stødt på en
mere lykkevarslende gruppering end den, der er tilkendegivet i dette horoskop. Her har
alle tegn på gode varsler samlet sig i ét øjeblik; øjeblikket for denne prins fødsel.
Øjeblikket indikerer selve Herren Vishnu’s komme! Alle gode kvaliteter vil være samlet i
dette barn. Hvorfor beskrive hver herlighed for sig? Den store Manu (universets hersker)
er endnu engang kommet til vort dynasti.”
2:12 Yudhishtira var lykkelig over, at dynastiet havde en så god skæbne foran sig. Han
var i sandhed overvældet af glæde. Han samlede sine håndflader og bukkede dybt for de
lærde, der havde overbragt ham sådanne gode nyheder. ”Denne familie er heldig, at den
gennem ældre og lærdes velsignelser så vel som Herrens, der er vores beskytter,
velsignelser kan gøre fordring på, at en sådan ædelsten er vor ætling. I fortalte, at
drengen vil udvikle samtlige gode kvaliteter og blive berømt. Men hvilken nytte gør alt
det, hvis han ikke tilegner sig ærbødighed over for lærde, åndeligt søgende og præster?
Se venligst på horoskopet endnu engang og fortæl mig, om han vil udvikle denne
ærbødighed.”
2:13 Astrologigruppens leder svarede: ”På det område behøver du ikke nære nogen tvivl.
Han vil ære og tjene guderne og præsterne. Han vil udføre mange offerceremonier og
gennemføre mange ofringer, som de er foreskrevet i de gamle tekster. Han vil opnå den
samme hæder, som dine forfædre vandt. Endog Aswamedha’en (et ceremonielt ritual der
bl.a. skal sikre lykke og velstand for landet), vil han højtideligholde. Han vil sprede denne
slægts berømmelse ud over hele verden. Han vil få alle de ting, som guder eller
mennesker higer efter. Han vil distancere alle dem, der har været før ham.” På denne
måde priste de barnet på forskellig vis. De gjorde det så meget, de lystede. De stoppede
dog med det, fordi de var nervøse for at berette om alle barnets fortræffeligheder. De
var bange for at blive anklaget for at overdrive og smigre, hvis de fortsatte med at gå i
enkeltheder med de konklusioner, de havde draget ud fra barnets horoskop.
11

2:14 Yudhishtira var ikke tilfreds. Han ønskede, at de fortalte mere om de
fortræffeligheder, prinsens karakter indeholdt. De lærde blev indgydt nyt mod af denne
higen. De sagde: ”Oh konge, du virker ivrig efter at få kendskab til flere aspekter
vedrørende dette barns skæbne. Vi vil med glæde besvare ethvert specifikt spørgsmål,
du måtte have lyst til at stille os.”
2:15 Da Yudhishtira lagde mærke til deres entusiasme, trådte han frem og spurgte dem:
”Vil der komme nogen storkrig i løbet af denne prins’ regeringstid? Hvis krig er
uundgåelig, vil han så blive sejrsherre?” ”Nej”, sagde de lærde. ”Han vil ikke blive plaget
af nogen fjender. Ikke i forbindelse med noget af det han foretager sig, vil han få fiasko
eller lide nederlag. Det er den absolutte sandhed, en urokkelig sandhed.”
2:16 Da de hørte det, så kong Yudhishtira og hans brødre Bhima, Arjuna, Nakula og
Sahadeva på hinanden og delte deres store glæde. I mellemtiden begyndte Yudhishtira
at tale. Han sagde: ”Hvis det er sådan….”, men før han fik fuldført sætningen, bøjede han
sit hoved og fordybede sig i tanker. De lærde bemærkede det, og de sagde: ”Det virker,
som om du er ivrig efter at vide mere. Du skal bare spørge, vi vil beredvilligt besvare alle
spørgsmål.” ”Selvfølgelig er jeg lykkelig for alle de svar, I har givet”, sagde Yudhishtira.
”Barnet vil blive dydigt og berømt, og han vil triumfere over alle. Han vil være kærlig og
venlig. Han vil behandle alle ens. Han vil udføre mange offerceremonier og ofringer. Han
vil ikke have nogen fjender. Han vil skænke dynastiet ære og opretholde dets omdømme.
Alt det giver mig stor glæde. Men jeg vil også gerne vide, hvordan han vil dø.” Brødrene
lagde mærke til, at Yudhishtira var bragt ud af ligevægt af den ængstelse, dette problem
voldte ham. Hans stemme havde skælvet en smule, da han stillede spørgsmålet.
2:17 De trøstede ham og sagde: ”Hvorfor bekymre sig om det i denne stund? Døden må
nødvendigvis indtræffe på et eller andet tidspunkt; på den ene eller anden måde. Det er
noget, der ikke kan undgås. Et eller andet vil forårsage den. En eller anden
omstændighed vil forårsage den. En fødsel medfører en uforudsigelig død. Vi er bange
for, at den voldsomme glæde over denne begivenhed har spoleret din måde at tænke på
en smule. Efter vores mening må det være nok nu. Vi vil lade resten hvile inden for
tvivlens område; lad os standse undersøgelserne her. Lad os overlade det til Gud.”
2:18 Men på en eller anden måde kunne Yudhishtira ikke slippe sit ønske om at få
kendskab til, hvordan et så dydigt forbillede som prinsen ville ende sit liv her på Jorden.
Han forestillede sig, at det i sandhed måtte blive en vidunderlig afslutning på et strålende
liv. Derfor ønskede han, at astrologerne fortalte ham om det.
2:19 De lærde tog endnu engang fat på beregningerne og funderede temmelig længe
over dem. Da kongen iagttog dette, blev han urolig. Han skyndte på dem og pressede på
for at få et hurtigt svar. De gav ham dette svar: ”Denne prins vil give afkald på sit
kongerige på grund af en vismands forbandelse.” Yudhishtira undrede sig over, hvordan
sådan et dydsmønster nogen sinde ville kunne nedkalde sig en vismands forbandelse.
Han var chokeret over muligheden.
2:20 Imidlertid sagde de lærde: ”Vore beregninger viser, at han vil blive bidt af en
slange.” Ved disse nyheder tabte Yudhishtira modet. Al hans glæde forsvandt på et
øjeblik. Han blev meget ked af det og mistede helt modet.
12

Kapitel 3
Barnet Parikshith og profetiet
3:1 ”Ak! Vil han i den sidste ende komme til at lide denne tragiske skæbne? Skulle det
være prisen for alt det gode, der venter ham? Kan konsekvenserne af års rette levevis
pludselig resultere i denne katastrofale afslutning? Det er fastlagt, at de, der lider
druknedøden, de, der dør ved at falde ned fra et træ, og de, der dør af slangebid, vil få
et ubehageligt liv efter døden. Disse dødsårsager opfattes som ildevarslende måder at dø
på. Det siges, at de, der dør på disse måder, bliver spøgelser og må lide. Hvorfor skulle
dette barn ende på denne måde? Oh, hvor er det skrækkeligt. Oh, hvor er det
uretfærdigt!”, jamrede Yudhishtita, mens han bed sig i læberne for at undertrykke sin
sorg.
3:2 Præsterne skyndte sig at trøste ham: ”Store konge!”, indskød de. ”Der er ingen
grund til at blive grebet af sorg. Et så stort menneske vil aldrig blive ramt af en sådan
tragedie. Aldrig. Når vi studerer planeternes positioner i dette barns horoskop, bemærker
vi tydeligt to lykkelige forbindelser. De giver udtryk for Vajra Yoga (kroppen opfattes og
erkendes som en refleksion af sindet) og Hengivenhedens Yoga (hengivenhedens vej),
der begge er kraftfulde og gunstige. Så snart han bliver opmærksom på forbandelsen, vil
han opgive sit kongerige så vel som sin hustru og børn, og han vil trække sig tilbage til
den hellige flod Bhagirathi’s (Ganges flodens) bred og overgive sig til herren. Vyasa’s
søn, den store vismand Suka, vil komme til stedet og indvie ham i viden om Den
guddommelige Gnist. Dette vil ske gennem fortællinger om Herren Krishna’s herligheder
og ved at synge til Hans pris. På denne måde vil han tilbringe sine sidste dage på Ganges
hellige bred og drage sit sidste suk i tilbedelse af Herren. Hvordan skulle et sådant
menneske kunne møde tragedie eller ulykke? Han vil ikke blive genfødt, for gennem
Hengivenhedens Yoga vil han opnå enhed med Alles Herre.” Da kong Yudhishtira hørte
disse ord, forsvandt hans sorg, og han blev lykkelig. Han sagde: ”I så fald er det ingen
forbandelse; det er en enestående velsignelse!”
3:3 Herefter rejste alle sig. Præsterne blev æret, som det sømmede sig i henhold til
deres lærdom og askese. De fik overbragt juveler og silkeklæder, og kongen arrangerede
deres hjemrejse. Yudhishtira og hans brødre flyttede ind i paladset, men de brugte
mange timer på at tale om alt det, der var sket i løbet af dagen, og om den frygt der
heldigvis var blevet fjernet. De var fulde af glæde over den vending, forudsigelserne til
sidst havde taget.
3:4 På samme måde som Månen vokser i månedens lyse halvdel, voksede babyen i
barneværelset. Eftersom barnet, efter at have gennemlevet en række skrækkelige farer,
var født som arving til det kæmpestore rige, elskede og beskyttede alle det som deres
øjesten, som selve deres livsåndedræt. Droupadi, der var knust på grund af tabet af sit
eget barn, og Subhadra, der havde lidt et utrøsteligt tab ved Abhimanyu’s død, var begge
lettede. Pandava-brødrene var også lettede. De havde frygtet at Aswathma’s
skrækindjagende pil, der var rettet mod Abhimanyu’s barn (der blev født efter faderens
død), mens det stadig var i Uttara’s livmoder, ville have forårsaget det værst tænkelige
og for altid have tilintetgøre slægten. De blev alle henrykte, hver gang de så barnet. De
var i allerhøjeste grad lykkelige. De tilbragte dagene med at forgude den yndige baby,
som de hentede i kvindernes opholdsrum hver gang, de følte trang til at se den og holde
den i deres arme.
3:5 Barnet var også meget opvakt. Det syntes at iagttage ansigtstrækkene hos alle dem,
der kærtegnede eller kom i nærheden af det. Barnet stirrede længe og længselsfuldt på
deres ansigter. Alle var forundret over denne mærkelige adfærd. Alle der kom i dets
13

nærhed, blev genstand for barnets gennemgribende iagttagelse. Det virkede fast
besluttet på at opspore nogen eller noget i den verden, det var blevet født ind i.
3:6 Nogle var bedrøvede og sagde, at barnet ledte efter sin far, Abhimanyu. Andre
sagde: ”Nej, nej; barnet leder efter Herren Krishna.”Andre mente, at det forekom at
prøve at opdage en guddommelig åndrighed. Det står i hvert fald fast, at barnet
undersøgte alle for at finde et spor eller et tegn, som det allerede kendte. Det ønskede at
genkende en form, der tidligere havde fæstnet sig i dets sind. ’Pariksha’ var det ord, alle
brugte om den ’søgen’, som barnet var optaget af. Derfor begyndte alle, både i og uden
for paladset, endda inden den formelle navngivnings-ceremoni, at omtale barnet som
Parikshith: ’Den der er optaget af at søge’!
3:7 Navnet Parikshith hang ved. Alle, fra kongen til røgteren, fra den lærde til tølperen,
fra hoffet til manden-på-gaden, tiltalte eller refererede til barnet som Parikshith. Barnets
berømmelse voksede fra dag til dag. Det var på alles læber. En lykkevarslende dag
tilkaldte Yudhishtira hofpræsten og overdrog det til ham at finde en god dag for
afholdelsen af prinsens navngivnings-ceremoni.
3:8 Præsten tilkaldte sit team af lærde og astrologer, og efter at have studeret
himmellegemernes placeringer fandt de en dag, som de alle var enige om, var god til
denne begivenhed. De fastsatte også klokkeslettet for, hvornår den egentlige
navngivning skulle finde sted. Invitationer til at deltage i ceremonien blev sendt til
regeringsledere i forskellige lande, til lærde og til uddannede vel som til prominente
borgere. Kongen sendte sine udsendinge ud for at invitere vismænd og fremtrædende
personligheder, der var fyldt med åndelig visdom. Arjuna opsøgte Herren Krishna og bad
ærbødigt, om Han ville skænke barnet sin nåde ved denne lejlighed. Det lykkedes ham,
og Krishna ledsagede Arjuna, da denne vendte hjem.
3:9 Da Herren Krishna ankom, gjorde vismænd, præster, fyrster, underordnede
embedsmænd og borgere sig klar til at modtage Ham med respektfuld hyldest. Pandavabrødrene,
iført pragtfulde klæder, ventede ved paladsets hovedport for at byde Ham
velkommen. Da Herrens herskabsvogn var inden for synsvidde, bød trommernes bragen
og trompeternes gjalden en storslået velkomst, og glædesfulde jai, jai (sejr, sejr)
strømmede fra hver en strube. Så snart Herren steg ned fra sin vogn, gik kong
Yudhishtira hen til Krishna og omfavnede Ham. Han tog Hans arm og førte Ham ind i
paladset, hvor en høj trone var stillet frem specielt til Ham. Efter Herren havde taget
plads, satte alle andre sig i overensstemmelse med deres rang og status.
3:10 Sahadeva begav sig til de indre gemakker for at hente barnet, der blev bragt på en
guldtallerken, der strålede som Solen. Ved hjælp af pragtfulde ædelstene var
guldtallerkenen gjort endnu mere henrivende. Præsterne reciterede bønner for at vække
guderne, så de kunne velsigne barnet og skænke det sundhed og lykke.
3:11 Sahadeva lagde barnet i midten af paladsets sal. Tjenestepiger og kammerherrer
gik i lange rækker hen mod det sted, hvor prinsen var blevet anbragt. I deres hænder
havde de guldtallerkener fulde af parfume, blomster, silke og brokader. Bag de specielt
tilpassede forhæng frydede dronningerne Rukmini, Droupadi, Subhadra og Uttara sig
over det glædelige syn, det var at se barnet hoppe af glæde. Sahadeva tog barnet op og
placerede det på en blomsterseng, der stod på platformen, der var opført til
navngivnings-ceremonien. På trods af tjenestepigernes protester kravlede barnet tappert
af sted på alle fire. Tilsyneladende ønskede det at begive sig hen til et bestemt sted!
3:12 Sahadeva’s anstrengelser for at standse barnet viste sig at være frugtesløse.
Yudhishtira, der med interesse så dets bevægelser, sagde med et smil på læberne:
”Sahadeva! Lad være med at stå i vejen. Lad ham være. Lad os se, hvad han vil.”
14

Sahadeva slap ham. Han tillod barnet at kravle, hvorhen det ville. Han sørgede dog for at
holde øje med det af frygt for, at det skulle falde og slå sig. Vagtsomt fulgte han hvert af
barnets skridt.
3:13 Barnet, der nu havde fået bevægelsesfrihed, styrede lige mod det sted, hvor Herren
Krishna sad, som var Krishna en tidligere bekendt, det ønskede at møde. Barnet greb fat
i Krishna’s fødder, og via sit blik bad det indtrængende om at komme op på Hans skød
og blive kærtegnet. Herren så dets længsel; Han lo højt. Så bøjede Han sig venligt ned
og løftede barnet op på sit skød.
3:14 Mens han sad på Hans skød, stirrede prinsen på Herrens ansigt uden så meget som
at blinke. Han hverken drejede sit hoved den ene eller den anden vej, rev i noget eller
udstødte nogen lyde. Han sad blot og stirrede. Alle var forbløffede over denne adfærd,
der var så atypisk for et barn. Selv Krishna delte denne følelse, der gennemstrømmede
salen.
3:15 Idet Han vendte sig mod Yudhishtira, sagde Krishna: ”Jeg troede ikke, det var
sandt, da jeg fik at vide, at dette barn stirrer på alle, det møder, og undersøger deres
ansigtstræk. Jeg troede, det var en ny forklaring, disse præster kom med, på børns
spillopper og leg. Men dette er i sandhed et under. Selv mig er fyren begyndt at
undersøge! Godt, jeg vil selv gennemføre en lille undersøgelse af dets adfærd.”
3:16 Så forsøgte Herren at bortlede barnets opmærksomhed på Ham selv ved at lægge
forskelligt legetøj foran det og derefter gemme sig. Han forventede, at barnet hurtigt
ville glemme Ham. Men barnets opmærksomhed blev ikke rettet mod andre genstande.
Ubønhørligt var dets blik fæstnet på Herren, og det søgte kun Ham. Barnet forsøgte at
bevæge sig mod det sted, hvor det forestillede sig, Krishna var. Da Hans forsøg på at
flytte barnets opmærksomhed væk fra Ham selv mislykkedes, erklærede Krishna: ”Dette
er ikke et almindeligt barn. Det har bestået min test. Derfor er navnet Parikshith det
navn, der bedst passer til dette barn. Det lever allerede op til det!”
3:17 Herefter reciterede de lærde vers, idet de derved gav barnet deres velsignelser.
Præsterne reciterede relevante passager fra veda’erne. Trompeterne gjaldede gennem
luften. Kvinder sang lykkevarslende sange. Familiens lærer dyppede et smykke med 9
ædelstene i en guldskål fyldt med honning og skrev navnet på barnets tunge. Navnet
blev også skrevet på riskorn, der blev lagt på en guldtallerken og derefter strøet over
barnets hoved. Det blev gjort som et tegn på fremgang og lykke. På denne måde blev
navngivnings-ceremonien fejret i stor stil. De mænd og kvinder der overværede
ceremonien, fik overrakt gaver, der var passende for deres rang, hvorefter de tog af
sted. Alle talte anerkendende om den vidunderlige måde, hvorpå barnet havde opsøgt
Herrens skød. Mange priste den vedholdende tro, som barnet allerede havde opnået.
3:18 Yudhishtira, der var forvirret over barnets enestående adfærd, henvendte sig til den
store vismand, Vyasa. Han ville gerne kende årsagen til den mærkværdige søgen og
vide, hvilken betydning denne søgen ville komme til at få. Vyasa sagde: ”Yudhishtira! Da
dette barn lå i livmoderen, og den dødbringende pil, som Aswathamma havde affyret for
at dræbe det, var lige ved at nå sit mål, kom Krishna ind i fosterets hjem og gjorde det
trygt og reddede det fra ødelæggelse. Derfor har dette barn været ivrigt efter at finde ud
af, hvem der reddede det inde i livmoderen, hvor det lå. Barnet begyndte at undersøge
enhver for at finde ud af, om vedkommende havde den selv samme glans, som det så,
da det boede i livmoderen. I dag så barnet Den Guddommelige Skikkelse i al dens
stråleglans, og derfor begav det sig lige imod Krishna og bønfaldt Ham om at blive taget
op på skødet. Det er forklaringen på den mærkværdige adfærd, som du er nysgerrig
efter af kende.”
15

3:19 Idet han hørte denne forklaring fra Vyasa, fældede Yudhishtira glædens og
taknemmelighedens tårer. Henrykt over Herrens grænseløse nåde, gav han Ham sin
ærbødige hyldest.
16

Kapitel 4
Bodsofringen
4:1 Prinsens navngivnings-ceremoni skabte stor glæde såvel blandt landets borgere som
blandt paladsets beboere og medlemmer af hoffet. Men den ældste af Pandava-brødrene,
Yudhishtira, var af den opfattelse, at der skulle ske noget mere. Han var ikke tilfreds
med, at der kun havde været en munter fest. Den samme aften indkaldte han derfor de
ældre, de lærde, vismænd, de underordnede herskere og folkets ledere til møde. Han
bønfaldt Herren Krishna om at lede mødet og skænke glæde til alle. Vismanden Vyasa og
Kripa (den senere rådgiver for kong Parikshith) deltog også i mødet.
4:2 Da Yudhishtira ankom til mødet, stod han stille et par sekunder foran forsamlingen,
før han berørte Herren Krishna’s og vismandens Vyasa’s fødder. Herefter vendte han sig
mod herskerne, de lærde og lederne og sagde: ”På grund af jeres hjælp, samarbejde og
gode ønsker såvel som Herrens velsignelser og på grund af de vismænd og hellige
mænd, der har anbragt Herren i deres hjerter, var jeg i stand til at besejre fjenderne.
Ved hjælp af den sejr var vi i stand til at generobre det kongerige, vi havde mistet. På
grund af disse velsignelser funklede håbets lys vedrørende vort dynastis fortsættelse i
vore hjerter, der var formørkede af fortvivlelse. Pandava-slægten vil bestå gennem
prinsen, der i dag af Herren fik navnet Parikshith.”
4:3 ”Skønt alt dette glæder mig, må jeg meddele jer, at jeg er overvældet af sorg over
at gruble over et andet aspekt af historien. Jeg har begået utallige synder. Jeg har blandt
andet dræbt slægtninge og venner. Jeg føler, jeg må udsone disse synder, ellers vil der
ikke være nogen lykke for mig, for mit dynasti eller for mit folk. Derfor vil jeg benytte
denne lejlighed til at spørge jer til råds vedrørende denne sag. Iblandt jer er der flere,
der har erkendt virkeligheden og opnået guddommelig visdom. Tilstede er også den store
vismand, Vyasa. Jeg forventer, at I kan foreslå nogle bodsøvelser, som jeg kan udføre,
så jeg kan komme af med det kolossale bjerg af synder, jeg har opsamlet på grund af
denne krig.”
4:4 Eftersom kong Yudhishtira fremførte dette problem i stor ydmyghed og med stor
anger, sagde Herren Krishna: ”Yudhishtira, du er berømt som Dharmaraja (den der
behersker ’rigtig handling’ eller Den rigtige handlings fyrste), så du burde kende til ‘rigtig
handling’. Du kender de indviklede detaljer med hensyn til ‘rigtig handling’ og moral, til
retfærdighed og til rigtig og forkert handlemåde. Derfor overrasker det mig, at du er
plaget af sorg over denne krig og denne sejr. Er du ikke klar over, at en kriger fra
krigerkasten ikke pådrager sig nogen synd, når han dræber en fjende, der har begivet sig
ud på slagmarken med det formål at dræbe? Lige meget hvilken skade, smerte eller tab
der er påført nogen på slagmarken i løbet af en kamphandling med bevæbnede fjender,
medfører dette ingen synd. Det er en krigers ‘rigtige handling’ at tage våben i hånd og
kæmpe til den bitre ende for at redde sit land. Det skal gøres uden tanke på én selv. Du
har blot fulgt din ‘rigtig handling’. Hvordan kan handlinger, der er udført som ’rigtig
handling’, være syndige? Det er ikke passende at betvivle dette og give efter for
fortvivlelse. Synd kan ikke berøre, omringe eller genere dig. Hvorfor skulle du frygte
indbildske ulykker og søge hjælpemidler mod ikke-eksisterende synder, når du i stedet
kan juble over festen for navngivningen af den nyfødte prins? Vær rolig; vær glad.”
4:5 Vyasa rejste sig også fra sit sæde og henvendte sig til kongen. ”Syndige og
dadelværdige handlinger er uundgåelige i krig. De bør ikke være årsag til sorg. I krig bør
hovedmålet være at beskytte ‘rigtig handling’ mod fjenderne. Holder man sig dette for
øje, vil synden ikke berøre krigerne. Et sår, der er gået betændelse i, må nødvendigvis
behandles med kniven. Det er ikke syndigt at udføre indgrebet. En læge, der har
17

kendskab til, hvordan man udfører indgrebet, og på trods af dette kendskab ikke redder
manden ved at udføre det, pådrager sig synd. Det samme gælder, hvis man ved, fjenden
er årsag til uretfærdighed, grusomhed, terror og moralsk fordærv. Hvis disse ’bylder’ ikke
bliver behandlet af kirurgen, der kender til indgrebet, fordi han er uvillig til at bruge
kniven, pådrager han sig synd ved at undlade at gøre noget, ikke ved at anvende kniven.
Dharmaraja (fra nu af omtales kong Yudhishtira som Dharmaraja), du taler ud fra en
illusion. Jeg kan forstå, hvis andre mindre intelligente mennesker plages af denne tvivl,
men jeg undrer mig over, at du er bekymret for denne indbildte synd.”
4:6 ”Hvis vore ord imidlertid ikke virker overbevisende, kan jeg også foreslå et andet
middel. Det vil fjerne al frygt. Nogle af fortidens herskere har, efter afslutningen af krige,
tyet til midlet for at fjerne syndens følgevirkning. Midlet er Aswamedha-ceremonien,
’Hesteofringen’ (en offerceremoni derblandt andet har til formål at give kongen
syndsforladelse for alle hans synder; hesten i ofringen er et symbol, og den æres og
beundres og lider ingen skade). Hvis du ønsker det, kan du altid gennemføre denne
ceremoni som en bodsøvelse. Det kan der ikke være nogen modvilje over. Men, tro mig,
du er aldeles blottet for synd selv uden at udføre bodsøvelser. Men eftersom du er rystet
i din tro, vil jeg foreslå denne ceremoni for at stille dig selv tilfreds.” Efter denne
redegørelse satte Vyasa sig igen.
4:7 Da de havde hørt dette, rejste alle de ældre, de lærde og lederne sig samtidigt og
klappede af det værdifulde forslag, Vyasa havde givet. De råbte jai, jai for herved at vise
deres billigelse og påskønnelse. De udbrød: ”Oh! Hvor lykkevarslende, hvor
betydningsfuldt.” De velsignede Dharmaraja’s bestræbelser på at befri sig for krigens
syndige konsekvenser. Men Dharmaraja var stadig tynget af sorg; han var ikke fri for
frygt. Hans øjne var fulde af tårer.
4:8 På den mest bedrøvelige måde fremførte han følgende over for de forsamlede: ”Hvor
meget I end påstår, jeg er uskyldig, så er jeg ikke overbevist. På en eller anden måde
accepterer mit sind ikke jeres argumenter. Herskere, der har været involveret i krige, har
muligvis renset sig selv fra synd ved hjælp af ’Hesteofrings-ceremonien’. Her var der tale
om ordinære krige; de var af den almindelige slags. Men mit tilfælde er noget helt
ekstraordinært. Mine synder er tre gange mere uhyggelige, for 1) Jeg har dræbt slægt og
venner. 2) Jeg har dræbt hellige ældre såsom Bhishma og Drona. 3) Jeg har dræbt
mange kongelige. Ak skæbne! Hvor uhyrlige har mine handlinger ikke været?”
4:9 ”Ingen anden hersker kan have gjort sig skyldig i så store misgerninger. Ikke en,
men tre ’Hesteofrings-ceremonier’ må gennemføres for at fjerne denne byrde. Først da
kan jeg få fred. Først da kan mit dynasti blive lykkeligt og sikret. Først da kan mit
kongeriges administration være tryg og fortjenstfuld. Vyasa, de andre ældre og
vismændene må venligst acceptere dette.”
4:10 Da Dharmaraja talte således, løb tårerne ned ad hans kinder; hans læber sitrede af
sorg; hans legeme var bøjet af samvittighedsnag. Da de så dette, smeltede alle
vismændenes hjerter af medlidenhed. Kongens undersåtter var rørte af sympati. Vyasa
og selv Krishna var påvirkede. Flere lærde græd uden selv at være klar over det.
Forsamlingen var målløs af forbavselse. På et øjeblik blev de alle klar over, hvor blødt
Dharmaraja’s hjerte var. Også brødrene Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva stod med
håndfladerne mod hinanden i ærbødig ydmyghed. De ventede på, at Herren, der var i
formandssædet, skulle sige nogle ord, der ville give lettelse til Dharmaraja.
4:11 Herefter bifaldte forsamlingen enstemmigt de tre ’Hesteofrings-ceremonier’ til at
afhjælpe Dharmaraja’s lidelser. En vismand gav udtryk for hele forsamlingens holdning.
Han sagde: ”Vi vil ikke stå i vejen for dit ønske. Vi accepterer det helhjertet. Vi vil fejre
offerceremonierne, som de er foreskrevet i de hellige skrifter lige til de sidste ritualer. For
18

mere end noget andet ønsker vi, du må få fred i sindet. Vi er parate til at gøre hvad som
helst for at give dig denne tilfredsstillelse.” Dette blev hilst med bifaldsråb fra alle i
forsamlingen.
4:12 Da han hørte det, sagde Dharmaraja: ”Jeg er i sandhed velsignet; jeg er virkelig
velsignet.” Han udtrykte sin taknemmelighed for det lovede samarbejde. Han gik hen
mod det sted, hvor Herren Krishna og Vyasa havde sæde og knælede for deres fødder.
Han holdt om Krishna’s fødder og bad indtrængende: ”Oh Madhusudana (oh Du dræber
af Madhu-dæmonen’)! Hørte du ikke min bøn? Så du ikke min sorg? Jeg bad til, at du vil
skænke os din tilstedeværelse ved den kommende offerceremoni, og om at du ville
garantere mig udbytte af ofringen og redde mig fra denne byrde af synd.”
4:13 Krishna smilede og hjalp ham op at stå. Han sagde: ”Dharmaraja! Jeg vil helt
sikkert besvare dine bønner. Men du har taget en byrde så tung som en bjergkæde på
dine skuldre. Disse offerceremonier er ingen lille sag. Desuden er den, der udfører dem,
den priste kong Dharmaraja! Det betyder, at ceremonierne må gennemføres på en måde,
der sømmer sig for din status. Jeg ved, du ikke har midler til dette meget dyre foretagne.
Konger får udelukkende penge fra deres undersåtter. Det er ikke ønskeligt at anvende de
penge, der er opkrævet af dem til en offerceremoni. Udelukkende velfortjente penge bør
anvendes til sådanne hellige ceremonier. Ellers vil det medføre ondt i stedet for godt. Ej
heller kan dine underordnede herskere hjælpe dig, for de er også blevet sørgeligt
forarmede af den seneste krig. Det er tydeligt, at de ikke kan undvære noget. Når du nu
ved alt dette, hvordan kan du så gå med til at festligholde tre Hesteofrings-ceremonier
på stribe? Jeg undrer mig over, hvordan du, på trods af disse ugunstige forhold, kan
have en sådan dristighed. Ydermere har du allerede annonceret det offentligt i denne
store og fremragende forsamling. Du gav mig ikke så meget som en hentydning om
denne bekostelige idé. Havde du gjort det, kunne vi have udtænkt en plan. Nå, men det
er ikke for sent. Vi vil træffe en beslutning efter nogle flere overvejelser. Det betyder
ikke noget, hvis det afstedkommer nogle dages forsinkelse.”
4:14 Dharmaraja lyttede til disse ord fra Herren og lo hjerteligt. ”Herre! Jeg ved, du
opfører et spil for mig. Jeg har aldrig besluttet mig for at udføre en handling uden først at
have overvejet den. Ej heller har jeg nogen sinde bekymret mig om penge eller midler.
Når jeg har dig som min beskytter, du med din uudtømmelige nåde, hvorfor skulle jeg så
bekymre mig over noget som helst? Når jeg har et ’ønsketræ’ i min have, hvorfor skulle
jeg så bekymre mig om at søge efter rødder og knolde? Den Almægtige Herre, der har
beskyttet os gennem alle disse frygtelige år, som et øjenlåg beskytter øjet, vil ikke svigte
os i denne forbindelse.”
4:15 ”For dig, der kan puste mægtige bjerge til støv, er denne lille ’småsten’ slet ikke
noget problem. Du er min skat, mit skatkammer. Du er selve mit åndedrag. Hvad du end
måtte befale, så vil jeg ikke tøve. Al min styrke, al min rigdom er dig og dig alene. Jeg
lægger alle mine byrder, inklusive byrderne vedrørende staten og denne nye byrde
vedrørende de tre offerceremonier, for dine fødder. Du kan gøre, hvad du finder
passende. Du kan vurdere mine ord og aflyse offerceremonierne. Det er ikke mit
anliggende. Det er din vilje, ikke min.”
4:16 Selvfølgelig er det ikke nødvendigt at bede om noget, når Herren opholder sig i ens
hjerte. Herren blev rørt. Han løftede Dharmaraja op at stå. ”Nej, jeg spøgte for at teste
din tro og din hengivenhed. Jeg ville vise dine undersåtter, hvor stærk din tro på mig er.
Du har ingen grund til at bekymre dig om noget som helst. Dit ønske vil gå i opfyldelse.
Hvis du følger mine råd, vil du uden problemer skaffe de penge, der er nødvendige for at
festligholde offerceremonierne. Du kan skaffe dem uden at plage dine underordnede
herskere og uden at lægge pres på dine undersåtter.”
19

4:17 Dharmaraja blev henrykt over at høre dette. Han sagde: ”Herre, vi vil opfylde dine
befalinger.” Herefter sagde Krishna: ”Hør nu efter. I forgangne tider gennemførte en
hersker ved navn Maruth en offerceremoni. Han gjorde det på en så storslået måde, som
ingen siden har været i nærheden af. Salen, hvor ceremonien blev festligholdt, såvel som
samtlige genstande, der indgik i ceremonien, var af guld. Guldbarrer blev foræret som
gaver til de præster, der forrettede ceremonien; guldstatuer af køer blev foræret væk i
stedet for almindelige køer og guldtallerkener i stedet for land! Præsterne var ude af
stand til at transportere alle gaverne hjem, så de tog kun det, de kunne bære. Resten lod
de blot blive. Disse guldgenstande er endnu den dag i dag i stort antal tilgængelige for
din offerceremoni. Du kan indsamle dem.”
4:18 Dharmaraja var ikke enig; han havde betænkeligheder ved det. Han sagde: ”Herre.
Genstandende tilhører de personer, som de blev givet til. Hvordan kan jeg anvende dem
uden deres tilladelse?” Krishna svarede: ”De har efterladt dem, og de var helt bevidste
om, hvad de gav afkald på. De er alle døde nu. Deres børn kender intet til denne skats
eksistens. Den befinder sig under jorden. Husk på, at alle de rigdomme nede i jorden,
der ikke har nogen ejermand, tilhører dette riges konge. Når kongen ønsker at tage dem
i besiddelse, har ingen ret til at komme med indvendinger. Hent straks den skat og gør
forberedelse til at festligholde offerceremonierne”, befalede Herren Krishna.
20

Kapitel 5
Offerceremonierne og de ældres bodsøvelse
5:1 Dharmaraja accepterede Krishna’s råd såvel som Vyasa’s velsignelser. Sammen med
hæren sendte han sine brødre ud for at hente guldet, som præsterne havde ladt tilbage.
Efter at brødrene havde renset sig ved at deltage i hellige ofringer, drog de af sted. De
fandt disse mængder af guld, som præsterne en gang i fortiden havde modtaget som
gaver af herskeren Maruth ved afslutningen af ofringen. De havde efterladt guldet ved
vejkanten af de veje, de var draget hjem ad. Hæren samlede dem nu sammen og
transporterede dem til hovedstaden på kameler, elefanter, vogne og kærrer. Med al
denne last tog det dem adskillige dage at nå Hasthinapura. Under folkets bifaldsråb
læssede de guldet af.
5:2 Byens befolkning var forbløffede over ekspeditionens succes. De priste Pandavabrødrenes
gode skæbne. De bød såvel prinserne som guldet velkommen hjem ved at
råbe ’jai, jai’, indtil de blev hæse, og de sprang rundt og dansede af glæde. For sig så de
storslåetheden og pragten ved den ofring, som guldet var hjembragt til.
5:3 Den selv samme dag begyndte forberedelserne til opførelsen af det rituelle alter og
de nødvendige tilhørende konstruktioner. Alt skulle placeres ved Ganges bred. Det hellige
område dækkede et areal på mange kvadratkilometer. Grunden blev planeret og renset.
Podierne blev bygget; smukke bygninger rejste sig på det vidtstrakte område.
Overdækkede indgange og verandaer blev tilføjet. Dekorationer så som flag og
guirlander forskønnede bygningerne.
5:4 Da den hellige dag nærmede sig, begav høvdinge, præster, lærde og vismænd fra
alle verdenshjørner sig mod det hellige sted. Opfyldt af deres entusiasme skyndte hver
især sig for at nå tidligt frem. Efter deres status og behov tog de ophold i de kvarterer,
som de blev tildelt. I glædelig forventning til den storslåede og virkningsfulde
offerceremoni, som de skulle være vidne til, når den næste dag gryede, tilbragte de
natten med at tælle minutterne.
5:5 Morgenen oprandt. Det lykkevarslende øjeblik nærmede sig. Præsterne indtog deres
positioner, og gjorde sig klar til at modtage indvielsesløfterne. De stod med ansigterne
vendt mod Herren Krishna og kongen og sagde: ” Oh konge! Vi forstår, at du har
bestemt dig for at gennemføre ikke én, men tre heste-ofringer. Er det korrekt? Hvis det
er korrekt, ønsker du så, at vi gennemfører dem én efter én? Eller ønsker du, at vi
gentager alle formler og ritualer tre gange, og derved gennemfører ceremonierne
samtidigt? Hvis du lader os det vide, skal vi arrangere deltagerne og de udøvende
præster i henhold til dine ønsker.”
5:6 Til dette svarede Dharmaraja: ”Hvad kan jeg sige, når det er jer, der ved bedst. Jeg
vil godtage et hvilket som helst råd, I giver mig. Jeg vil blot have Krishna’s samtykke til
den fremgangsmåde, vi end måtte beslutte os for.” Idet han sagde dette, vendte han sig
mod Krishna med bedende øjne. Krishna overlod det til præsterne at træffe beslutningen.
Et stykke tid drøftede de det indbyrdes og bekendtgjorde til sidst, at virkningen af ’de tre
heste-ofringer’ bedst kunne sikres ved at gentage hvert mantra tre gange og tilbyde de
præster, der var vidne til ofringerne, tre gange den normale betaling. Krishna
tilkendegav sin godkendelse, og idet han rettede sig efter dette, erklærede Dharmaraja,
at han var indforstået. Han ønskede derefter, at offerceremonien tog sin begyndelse.
5:7 Præsternes fremsigelse af mantraerne rystede både Jorden og Himlen. De indledende
ritualer blev gennemført, og de tre offerheste gik deres planlagte runde. De bar smukke
21

sadeldækkener, og på deres pande gik de med en erklæring, der udfordrede enhver til at
tage dem i forvaring, hvis de turde. Når Han (Herren), der er alle offerceremoniers
modtager, har påtaget sig rollen som leder af ceremonien, kan ingen ord beskrive
deltagernes og vidnernes lykkefølelse. Med den afsluttende offergave nærmede
ceremonien sig en succesfuld afslutning
5:8 Eksperterne i offermantraerne, vismændene og præsterne blev belæsset med gaver
og honorarer. Enorme mængder køer, store landområder og umådelige mængder guld
blev bortskænket af kongen. Hele nationen var fyldt af glæde. Alle priste offerceremonien
som ubeskrivelig herlig. Alle, der var kommet til ceremonien, blev overdådigt bespist
døgnet rundt. Vismændene og asketerne, der var vidner til al denne rundhåndethed,
priste den offerceremoni, herskeren Maruth havde gennemført i fortiden! De var henrykte
over at have fået chancen for at deltage i den aktuelle offerceremoni. Tidligere mente
folk, at eftersom Maruth’s offerceremoni havde været ledet af Indra, halvgudernes
hersker, så var denne ceremoni højt hævet over alle andre ofringer. Men nu lykønskede
de Dharmaraja med, at han havde sikret sig selve ’Offerceremoniens Modtager’ (Krishna)
som leder af offerceremonien. Dette held oversteg langt Maruth’s held, da det var langt
vanskeligere at sikre sig Krishna som leder.
5:9 Da offerceremonien var afsluttet, drog de, der kom fra fjerntliggende egne, så vel
som alle andre, hjem. Konger og høvdinge tog respektfuldt afsked med Dharmaraja og
vendte tilbage til deres egne riger. Kongens slægtninge blev endnu et par dage, og de
tog hjem, efterhånden som det passede dem.
5:10 Krishna valgte imidlertid at tilbringe noget mere tid sammen med Pandavabrødrene.
Derfor blev Han i Hastinapura. Pandava’erne glædede sig over dette tegn på
nåde. De foretog passende arrangementer til Herrens ophold. De tjente Ham hver dag;
de fyldte deres øjne med synet af Hans skønhed; de fyldte deres hjerter med Hans
belærings elskværdige ord; de tilbragte dagene i den største glæde. Efter på denne måde
at have tilbragt nogen tid i Pandava’ernes hovedstad, rejste Krishna tilbage til Dwaraka.
Han tog Arjuna med sig. Indbyggerne i Dwaraka var henrykte, da Herren vendte tilbage
til sin hovedstad. De bød Ham velkommen med henrykt ærbødighed. De frydede sig over
synet af Herren og blev opfyldt af lyksalighed.
5:11 I mellemtiden kom der nyhed til Hastinapura om, at Vidura, Dharmaraja’s onkel, gik
omkring i byens omegn forklædt som munk. Nyheden gik fra mund til mund, og til sidst
kom det Dharmaraja, kongen, for øre. Nyheden blev modtaget med forbavselse og
glæde. Han sendte et par spejdere ud for at finde ud af, om nyheden var sand. Snart
bragte de den glædelige meddelelse, at Vidura rent faktisk var kommet og var til stede.
Dharmaraja kunne ikke beherske sin sindsbevægelse.
5:12 ”Ah! Hvor har I gjort mig glad!”, udbrød han. ”Dette hellige øjeblik har fået håbets
træs tørre stamme til igen at skyde blade. Oh, nu kan jeg se og tjene den Vidura, der
opfostrede, beskyttede og vejledte os, skønt jeg frygtede, jeg slet ikke ville få chancen
for det.”
5:13 Mændene ved hoffet spredte de opmuntrende nyheder blandt dronningerne,
prinsesserne og kvinderne, der var ansat ved hoffet. Dharmaraja lå ikke på den lade
side; han fortalte om den store begivenhed til alle omkring sig; han ledte efter andre,
som han kunne dele sin glæde med. Han udstedte ordre til hæren om at forberede
passende arrangementer til at byde sin afdøde faders broder, vismanden Vidura,
velkommen til hovedstaden. Vidura var den fremmeste blandt Herrens tilbedere. Også
borgerne blev alarmeret og bedt om at forberede en storslået modtagelse.
22

5:14 De udsmykkede gaderne såvel som de store huse, der lå på begge sider; de opførte
store portaler over gaderne og hængte guirlander op og hejste flagene. Til børn, kvinder
og ældre uddelte de pladser på balkoner, så de kunne få et godt og tydeligt overblik over
processionen og den store vismand. Det var et inspirerende syn at se mange ældre
mænd og kvinder humpe af sted med deres stokke, ivrige efter at få et glimt af Vidura.
Den Vidure, som de priste som selve legemliggørelsen af ‘rigtig handling’, som selve
Pandava’ernes gudfader. Nogle troede først, at synet af Vidura i udkanten af byen måtte
stamme fra en eller andens drøm, og at det ikke var noget, der rent faktisk var sket. De
havde imidlertid levet længe nok til at godtage rygterne uden selv at få dem bekræftet.
For de ville aldrig have haft fantasi til at forestille sig, at Vidura nogen sinde ville komme
tilbage til Hastinapura. De samlede sig på steder, hvorfra de havde et godt overblik og
gjorde sig klar til det store øjeblik, hvor de kunne lade blikket dvæle på den hellige
mand. Langs hele ruten var alle bygningerne fulde af mennesker; træerne var som en
perlekrans bestående af dristige unge, der fulde af spænding og forventning kom med
bifaldsråb på grund af Vidura’s forestående ankomst.
5:15 Kongen, der var iklædt ceremonielle klæder, steg op i den kongelige karet og begav
sig ud af paladset sammen med sine brødre for at bringe Herrens berømte tilbeder hjem.
5:16 Vidura kom til syne. Han gik barfodet, langsomt og ophøjet. Han havde
sammenfiltret hår og bar en munks klædedragt. Kongen og hans brødre steg ned fra
deres karet, bøjede sig ærbødigt for Vidura’s fødder og gik bag ham i respektfuld
afstand. Byens borgere løb i forvejen og faldt for Vidura’s fødder. Det skete på trods af,
at vagterne indtrængende bønfaldt dem om at afstå fra det. Pandava-brødrene kunne
ikke udtrykke deres velkomst i ord; deres glæde var umålelig. Deres øjne udtrykte
velkomsten. De var fulde af taknemmelighedens tårer. De tog Vidura i deres arme og
bønfaldt ham om at stige op i kareten, så den store tilskuermængde, der var i alle
gaderne, fik mulighed for at se mesteren, så meget de lystede. Vidura blev overtalt.
Siddende i kongens kongelige karet gav Vidura alle de folk, der havde samlet sig langs
ruten, lov til at se ham. Til sidst nåede processionen paladset. Det var en sødmefyldt flod
af sang og glæde, der denne dag strømmede gennem byens gader.
5:17 Nogle af borgerne var så overvældet af glæde, at de var som naglet til stedet.
Forsagelsens besværlige liv, som Vidura havde forpligtet sig til at leve, havde forvandlet
hans personlighed på en sådan måde, at han forekom at være en anden person. En
person der glødede af en guddommelig aura, som Indra, gudernes konge. Med deres
egne ord beskrev folk deres jubel over for hinanden. Mange græd, idet de kom i tanke
om de prøvelser og trængsler, Vidura havde gennemgået, og den fred han havde opnået.
Også dronningerne og prinsesserne fik Vidura at se. De sad bag forhænget, så ham og
var i højeste grad lykkelige.
23

Kapitel 6
Vidura’s forsagelse
6:1 Da han var ankommet til paladset, spurgte Vidura, hvordan alle hans slægtninge
havde det. Derefter kom Kunthi, dronningemoderen, og idet hun kastede sit kærlige blik
på ham, sagde hun: ”Endelig får vi mulighed for at se dig, oh Vidura.” Hun var ude af
stand til at sige mere.
6:2 Efter et stykke tid fortsatte hun: ”Hvordan kunne du blive væk i så lang tid og
ignorere netop de børn, som du opdragede med så meget kærlighed, og mig selv og
andre som ærede dig så højt? Det er på grund af din nåde, at mine børn i dag er dette
lands herskere. Hvad ville der være blevet af dem, hvis du ikke havde reddet dem i
mange kritiske situationer? Vi har været udsat for mange ulykker; men den værste var,
at du ikke var sammen med os. Det påvirkede os mest. Selv håbet om at se dig igen
havde vi mistet. Nu vokser håbet i vore hjerter endnu engang. Vores higen efter at se dig
igen og vores fortvivlelse over, at du ikke var her, har gået hånd i hånd. I dag er vor
glæde fuldkommen. Oh, hvilken lykkelig dag!” Kunthi sad en stund, mens tårerne løb ned
ad hendes kinder.
6:3 Vidura, der holdt hendes hænder i sine, kunne ikke holde sine egne tårer tilbage.
Han sad og tænkte på fortidens forskelligartede begivenheder hos Pandava’erne og hos
Kaurava’erne. Han sagde: ”Moder Kunthi Devi! Hvem kan besejre skæbnens
bestemmelser? Hvad der må ske, sker. Alt det gode og alt det slette, mennesket
foretager sig, må nødvendigvis resultere i godt og ondt. Hvordan kan mennesket kaldes
frit, når det er bundet af loven om årsag og virkning? Det er blot en dukke i denne lovs
hænder. Den trækker i trådene, og mennesket bevæger sig. Hvad vi kan lide og ikke
lide, har ingen betydning. Alt er Guds vilje; Guds nåde.” Mens Vidura gjorde rede for de
grundlæggende åndelige sandheder, der styrer menneskets anliggender, sad brødrene
Dharmaraja, Bhima, Nakula og Sahadeva tæt på ham helt opslugt i koncentreret
opmærksomhed.
6:4 Til sidst løftede Kunthi hovedet og sagde: ”Takket være dine velsignelser vandt vi
krigen; men vi var ude af stand til at redde Droupadi’s sønners og Subhadra’s søns liv.
Dengang hjemsøgte ulykker os voldsomt. Selvfølgelig kan ingen, som du sagde,
undslippe sin skæbne. Nå, lad os glemme fortiden. Det er meningsløst at bekymre sig om
det, der ikke kan ændres. Jeg må tilstå, at min tørst er blevet slukket; endelig kom jeg til
at gense dig. Hvor har du været i al den tid? Fortæl os det.”
6:5 Til dette svarede Vidura, at han havde været på pilgrimsrejse til et antal hellige
steder. Brødrene lyttede med betaget opmærksomhed til hans historier, idet de
ansporede ham med spørgsmål. Dharmaraja havde ofte sagt, at han glædede sig til den
dag, hvor han også kunne besøge disse hellige steder. Hver gang en helligdom blev
nævnt, førte han derfor sine håndflader sammen i ærbødighed, og med øjnene lukkede
forestillede han sig, at han var på netop det hellige sted. I mellemtiden indskød Bhima:
”Begav du dig til Dwaraka? Fortæl os venligst om dine oplevelser i byen.” Dharmaraja
tilføjede også: ”Du må da have mødt Herren Krishna der, gjorde du ikke? Fortæl os alt,
hvad der skete. Vi vil have alle detaljer med.” Også Kunthi Devi blev ivrig efter at høre
hans beretning, for hun sagde: ”Fortæl, fortæl. Min søn, Arjuna, er der nu; du må også
have mødt ham. Hvordan har de det alle sammen? Jeg håber, at de gamle forældre
Nanda og Yasoda (Krishna’s fosterforældre) har det godt. Og hvordan med Devaki og
Vasudeva (Krishna’s biologiskeforældre) og Krishna? En byge af spørgsmål regnede ned
over Vidura, endnu før han begyndte at tale.
24

6:6 Vidura var ikke alt for ivrig efter at svare. Han talte, som var han opsat på at undgå
at komme ind på emnet. For mens han var på vej til Dwaraka, havde han af Uddhava
(Krishna’s trofaste ven siden barndommen) fået at vide, at Yadava-dynastiet (den slægt
Krishna tilhørte i sin fysiske skikkelse) var gået til grunde, og at Krishna havde afsluttet
sin opgave i menneskelig skikkelse. Han havde intet ønske om at styrte Pandava’erne ud
i sorg lige nu, hvor de var opstemte over at se ham efter så lang tid. ”Hvorfor skulle jeg,
der har skænket dem så stor glæde, også være den, der forårsager, at den glæde
forsvinder”, argumenterede han. ”De får det helt sikkert at vide fra Arjuna, der vil
komme tilbage fra Dwaraka med de sørgelige nyheder.” Så han bed de nyheder, der
jævnligt lå ham på tungen, i sig. Ved at beskrive Krishna’s herlighed tilgodeså han både
sine egne og de andres ønsker. Han sagde: ”Jeg brød mig ikke om at besøge slægt og
venner med denne asketiske klædedragt; så jeg mødte ingen af Yadava-lederne eller
Nanda, Yasoda eller andre”, og tav derefter. Han kom ikke nærmere ind på Dwaraka og
sin egen pilgrimsrejse.
6:7 ”Jeg er kommet, fordi jeg hørte, at I havde vundet krigen, og nu endelig er fredfyldt
engageret i at herske over det rige, der retmæssigt er jeres. Jeg følte mig draget mod
disse børn, som jeg har opfostret, fra de var purunge. Det var min kærlighed til dem, der
drog mig mod dette sted. Blandt alle mine slægtninge og venner var jeg udelukkende
fristet til at besøge jer. Jeg ønskede ikke at møde andre.” Da han havde sagt dette, førte
han samtalen hen på den vedantiske lære (en lærer der omhandler det centrale i
veda’erne), som han ønskede at videregive. Da samtalen sluttede, bønfaldt Dharmaraja
Vidura, om han ville tage ophold i det logi, der var blevet specielt indrettet til ham, og
ledsage ham til bygningen.
6:8 Her udnævnte Dharmaraja bestemte personer til at opvarte Vidura, og bad ham tage
hvile her. Vidura brød sig ikke om ideen med, at han skulle tilbringe sin tid der i luksus;
men han gik ind i de kongelige gemakker for ikke at gøre Dharmaraja misfornøjet. Han lå
i sin seng og tænkte tilbage på den forgangne tid. Han sukkede, da han indså, at den
krigslist, som den blinde konge, Dhritharashtra, hans egen broder, havde anvendt for at
tilintetgøre Pandava’erne, hans anden brors (Pandu’s) børn, havde givet bagslag og
forårsaget Dhritharashtra’s egen slægts undergang. Han beundrede Dharmaraja for den
storsindethed, han havde vist Dhritharashtra, på trods af den kendsgerning at denne på
forskellig vis havde pint og plaget Pandava’erne. Dharmaraja ærede Dhritharashtra med
stor troskab og hengivenhed og drog omsorg for hans velbefindende. Vidura blev fyldt
med den største væmmelse, da han genkaldte sig Dhrithrashtra’s ondskabsfulde hjerte.
Han var skamfuld over, at den gamle mand koldblodigt svælgede i paladsets luksus i
stedet for at udvikle ikke-tilknytning til de overfladiske sanselige glæder og prøve at
realisere det mål, der er fastsat for livet som menneske, nemlig befrielse fra cyklusen af
fødsel og død. Han følte en ubændig smerte over, at hans broder spildte de få
tilbageværende år af sit liv på Jorden.
6:9 Han yogiske syn viste ham, at Pandava’erne også snart ville forsvinde; at den selv
samme Krishna, der havde beskyttet dem her, også i fremtiden på bedste vis ville tage
sig af dem. Men han formodede, at den blinde konge ville komme til at lide yderligere,
efter Pandava’erne var gået bort. Han besluttede at sende sin ulykkelige broder ud på en
pilgrimsrejse, for at han på den rejse kunne realisere den ultimative virkeliggørelse af sin
skæbne. Han ønskede ikke, at der skulle indtræffe nogen forsinkelse. Derfor listede han
ud i mørket, uden at nogen så ham, og gik direkte hen til Dhritharashtra’s residens.
6:10 Den blinde konge og hans dronning, Gandhari, havde selvfølgelig ventet, at Vidura
ville henvende sig, for de var blevet underrettet om, at han var kommet til byen. Så da
Vidura trådte ind, omfavnede kongen ham og brød ud i glædestårer. Han kunne ikke
beherske sig. En efter en oplistede han de ulykker, der havde ramt ham og hans børn og
jamrede sig over deres skæbne. Vidura forsøgte at trøste ham ved hjælp af de hellige
25

skrifters dybsindige lære. Men han opdagede snart, at den gamle mands forstenede
hjerte ikke lod sig smelte ved blot at modtage gode råd. Han blev klar over, at
Dhritharashtra’s dumhed udelukkende kunne besejres ved hjælp af hårde metoder.
6:11 Vidura anslog derfor en anden tone og begyndte at bebrejde og anklage ham. Da
Dhritharashtra hørte det, blev han urolig. Han sagde bebrejdende: ”Broder! Vi er hele
tiden ved at gå til i smerte over tabet af vores hundrede sønner, og med dine vrede
skældsord gnider du salt i sårene. Hvorfor prøver du at gøre vore lidelser endnu værre,
endda inden vi har haft mulighed for at glæde os over at se dig igen efter så lang tid?
Hvorfor skulle jeg beskylde dig for at være hårdhjertet? Alle griner af mig, alle bebrejder
mig. Jeg har ingen ret til at finde fejl hos dig.” Med hovedet bøjet og hvilende i
håndfladerne, sad Dhritharashtra i stilhed.
6:12 Vidura fandt, at det var det rigtige øjeblik at give Dhritharashtra undervisning i
forsagelse, hvilket var det eneste, der kunne redde han fra fortabelse. Han vidste, at
hans motiv var hævet over al kritik, for han ønskede, de skulle foretage en pilgrimsrejse
til hellige steder og der fylde sig med hellighed og møde store og gode mennesker. Han
ønskede, de ville opdage den iboende Herre i sig og på denne måde redde sig selv.
Derfor bestemte han sig for at anvende endnu stærkere ord med henblik på at forandre
Dhritharashtra og dronningen. Skønt han var fyldt med medlidenhed over deres
fortvivlede situation, tænkte Vidura på de sørgelige dage, hvor de ville få brug for alt det
mod, som alene visdom kan give dem. Han var derfor fast besluttet på at tilskynde dem
til at gå i gang. Han sagde: ”Oh, tåbelige konge! Har du ingen skam i livet? Finder du
stadig glæde i verdslige fornøjelser? Hvad hjælper det, hvis du vælter rundt i
vanskeligheder, lige til du dør? Jeg troede, du havde fået alt rigeligt af det. Tid er som en
kobraslange, der ligger og venter på at bide dig ihjel. Du drister dig til at håbe, at du kan
undslippe den og leve evigt. Ingen, uansert hvor mægtige de har været, har undsluppet
dens bid. Du jager lykken i denne midlertidige verden, og du søger at få opfyldt dine
ønsker i håbet om at opnå en eller anden ubetydelig tilfredsstillelse. Du spilder
værdifulde år. Gør dit liv værdifuldt. Det er endnu ikke for sent at begynde
bestræbelserne. Opgiv dette bur, du kalder dit hjem. Slå denne verdens ubetydelige
fornøjelser ud af hovedet. Tænk på den glæde, der venter dig; den verden der byder dig
velkommen, denne rejses mål. Frels dig selv! Undgå den tåbelige skæbne, det er at
forlade livet fuld af smerte over adskillelsen fra slægt og venner. Lær at dø, så din tanke
er på Herren i dødsøjeblikket. Det er langt bedre at dø i glæde i den mørkeste skovs
tykning end at dø i sorg i denne hovedstads palads. Gå, gå og udfør bodsøvelser. Du må
se at komme væk fra dette sted, dette fængsel som du kalder dit hjem.”
26

Kapitel 7
Rådgiveren Vidura
7:1 Vidura fortsatte med at formane Dhritharashtra. ”Du har nået denne fremskredne
alder, men stadig, uden nogen skam eller tøven, lever du som en hund. Du skammer dig
muligvis ikke over det, men det gør jeg. Fy skam dig! Den måde du tilbringer dine dage
på, er værre end den måde en krage gør det.”
7:2 Dhritharashtra kunne ikke tåle at høre mere. Han råbte: ”Oh! Nok, nok. Vær venlig
at stoppe. Du piner mig til døde. Det er ikke de ord, en broder skal henvende sig til en
broder med. Når jeg lytter til dig, føler jeg ikke, du er Vidura, min broder. Han ville ikke
have irettesat mig så ubarmhjertigt. Er Dharmaraja, som jeg nu er sammen med, da en
fremmed? Har jeg søgt tilflugt hos en fremmed? Hvad er det for noget, du siger? Hvorfor
disse hårde ord? Dharmaraja plejer mig med stor kærlighed og omhu. Hvordan kan du
påstå, at jeg lever en hunds eller en krages liv? Det er en synd, hvis du har sådanne
ideer. Det er blot min skæbne og ikke andet.” Dhritharashtra bøjede sit hoved og
jamrede sig.
7:3 Vidura lo hånligt. Han sagde: ”Har du ingen skam i livet, siden du kan tale sådan? Af
ren og skær godhed tager Dharmaraja sig muligvis mere af dig, end han tog sig af sin
egen fader. Han passer muligvis dig med større kærlighed, end dine egne sønner gjorde.
Det er udelukkende en refleksion af hans egen karakter. Det er udelukkende en
bekræftelse af hans navns betydning (den, der behersker ‘rigtig handling’). Men bør du
ikke lægge planer for din egen fremtid? Du har allerede det ene ben i graven, og blindt
fylder du din mave med lækkerier, og vælter dig i luksus. Tænk et øjeblik tilbage på,
hvorledes du pinte Dharmaraja og hans brødre for at fuldbyrde dine nedrige sønners
hensigter. Tænk på, hvordan du udtænkte krigslister for at udslette dem. Du spærrede
dem inde i et vokshus og satte ild til det; du forsøgte at forgifte dem. Du fornærmede
deres dronning på den mest ydmygende måde foran en stor forsamling. Du og dit
afskyelige afkom forårsagede Pandu’s sønner, din egen broders sønner, sorg på sorg. Du,
der var en blind, senil og tykhudet gammel mand, sad på din trone, og evindeligt spurgte
du dem, der var ved din side: ”Hvad sker der nu? Hvad sker der nu?” Hvordan kan du
opholde dig her og nyde Dharmaraja’s gæstfrihed, når du genkalder dig de syndige
handlinger, du udførte for at ødelægge ham? Da du udtænkte deres død, ophørte de da
med at være dine nevøer? Eller dukkede nevø-skabet først op, da du kom her for at bo
hos dem? Uden antydning af skam fortæller du stolt, at de behandler dig godt!”
7:4 ”Hvorfor i det hele taget sige så meget? Det katastrofale terningespil blev til på dit
initiativ, er det ikke sandt? Vil du nægte det? Nej! Jeg var vidne til det spil. Jeg rådede
dig dengang fra at gennemføre det; lyttede du til mit råd? Hvad blev der dengang af den
kærlighed og sympati, som du nu frit lader strømme fra dit hjerte? Som en hund sluger
du i dag den mad, Pandava’erne lægger foran dig, og lever dette foragtelige liv.”
7:5 Idet han hørte Vidura’s ord, der smertede ham som slag fra en hammer, udviklede
Dhritharasthra en modvilje mod sin nuværende livsstil. Vidura’s intention var at tilskynde
ham til at leve et liv som eneboer og til at leve et liv fyldt med åndelige øvelser, så han
på den måde kunne virkeliggøre sit Selv, inden det blev for sent. Endelig følte den gamle
konge, at Vidura talte sandt og gav et korrekt billede af hans, Dhritharashtra’s, lave
natur. Han sagde: ”Broder! Ja, alt hvad du har sagt, er sandt. Jeg indrømmer det. Jeg
erkender det nu. Men hvad skal jeg gøre? Jeg er blind, og derfor kan jeg ikke begive mig
alene ind i skoven for at udføre åndelige øvelser. Jeg må have en ledsager. Hvad skal jeg
gøre? Af frygt for jeg skal lide af mangel på føde, forlader Gandhari mig aldrig, end ikke
for et øjeblik.”
27

7:6 Vidura bemærkede, at broderen havde ændret holdning, og at han havde set lyset.
Han gentog sit oprindelige forslag. Han sagde: ”Du er først og fremmest blevet blind på
grund af din tilknytning til kroppen. Hvor længe skal du være bebyrdet med den? På et
eller andet tidspunkt, et eller andet sted, må du lægge den fra dig ved vejkanten. Bliv
klar over, at ’du’ ikke er kroppen; denne emballage der er fyldt med væmmelige ting. At
identificere sig med den fysiske form er et tegn på ekstrem tåbelighed. Døden, med dens
hær af sygdomme, besejrer for evigt kroppen. Men du er ikke bevidst om det. Du
bekymrer dig ikke om årsagerne. Du tager en ordentlig lur og snorker. Husk på, at dette
skuespil har en afslutning. Tæppet vil gå ned. Så skynd dig uden tøven hen til et helligt
sted og mediter på Gud og red derved dig selv. Lad der døden komme og fjerne din krop;
det er den bedst mulige afslutning. Vær ikke som en hund eller en ræv, der dør et eller
andet tilfældigt sted på en eller anden tilfældig måde. Rejs dig og gå; udvikl ikketilknytning.
Opgiv denne illusion, flygt fra dette hus.”
7:7 På denne måde blev forsagelsens frø sået i Dhritharashtra’s hjerte. Han overvejede
længe og brød så ud i tårer. Hans læber sitrede. Han bevægede sine hænder fra side til
side for at kunne gribe fat i Vidura. Efter et stykke tid slap han sit tag og sagde: ”Vidura!
Hvad kan jeg sige til dig, der gav mig dette værdifulde råd? Det råd, der helt sikkert vil
fremme mine bedste interesser. Skønt du er yngre af år, gør din visdom dig til vores
overordnede. Du har fuldstændig hjemmel til at tale, som det passer dig. Betragt ikke
mig som værende en person uden for din kreds. Hør på mig med tålmodighed. Jeg vil
helt sikkert følge dit råd.” Herefter begyndte han at beskrive sine vilkår for sin broder.
7:8 ”Vidura,” begyndte han. ”Hvordan kan jeg forlade dette sted uden at informere
Dharmaraja om det? Han drager jo omsorg for mig med større omhu, end selv en søn
ville gøre. Det vil ikke være korrekt bare at tage af sted. Måske vil han insistere på at
følge med os; sådan er hans natur. Du må redde mig ud af dette dilemma. Før mig til et
sted, hvor jeg kan fordybe mig i at udøve åndelige øvelser.”
7:9 Eftersom han bad så indtrængende, svarede Vidura: ”Dine ord forekommer
mærkelige. Du drager ikke ind i skoven for at spise festmåltider, se karnevaller eller for
at nyde landskabets skønhed. Du skal opgive alt med en fuldstændig følelse af ikketilknytning.
Du står foran at skulle begynde på et liv i askese og et liv fyldt med åndelige
øvelser. I samme åndedrag taler du om at ’forlade’ slægt og venner! Det er mærkeligt.
Du bestemte dig for at ofre din krop i din stræben efter ’det fuldendte’, men du
overvejer, hvordan du skal få tilladelse til det af de mennesker, du er beslægtede med
gennem kroppen. Sådanne bånd eller lænker fremmer ikke dine åndelige øvelser. De kan
aldrig befri dig. Bundt dem sammen og smid dem i havets dyb. Forlad dette sted med
kun det tøj, du har på. Spild ikke et øjeblik af dit liv.”
7:10 På denne måde rådede Vidura ham uden nåde; han ændrede ikke tonefald; han
understregede betydningen af øjeblikkelig forsagelse. Dhritharashtra sad på sin seng og
lyttede anspændt, mens han grublede over, hvad der nu skulle ske. Han sagde: ”Vidura,
hvad du siger, er sandt. Jeg behøver ikke forklare dig om mine forskellige
vanskeligheder. Denne krop er faldefærdig; disse øjne er blinde. Jeg må i det mindste
have nogen med til at vise mig vej, ikke sandt? Din svigerinde har blændet sine øjne
med en bandage for at kunne dele mit handicap og lide på samme måde som jeg.
Hvordan skulle vi to blinde kunne bevæge os rundt i skoven? Vi er nødt til at være
afhængige af andre resten af livet.”
7:11 Vidura så tårerne strømme ned ad den gamle mands kinder. Han følte medlidenhed
med hans tilstand, men han røbede aldrig denne medlidenhed. Han gav ham følgende
forsikring: ”Jeg er indstillet på at føre jer ud i skoven. Jeg er klar. Hvilken større glæde
kan jeg have end at befri jer fra dette sted motiveret af dette hellige formål? Kom, rejs
28

dig, begynd.” Vidura rejste sig. Dhritharashtra rejste sig også fra sig seng og stod på
gulvet. Gandhari stod ved hans side med en hånd på hans skulder. Hun bønfaldt: ”
Herre, jeg går også med dig, jeg er klar til at gøre det.”
7:12 Men Dhritharashtra sagde: ”Oh, det er meget vanskeligt at beskytte en kvinde i
junglen. Stedet er hjemsøgt af vilde dyr, og livet der vil helt bestemt være præget af
mangel på de mest elementære livsnødvendigheder.” I lang tid fortsatte han i samme
dur. Men hun hævdede, at hun ikke kunne svigte sin herre, at hun lige så godt som han
kunne undvære de elementære livsnødvendigheder. Hun hævdede endvidere, at det
indtil hendes død var hendes pligt at fortsætte med at tjene ham; at hun blot fulgte den
tradition, der var grundlagt af Indiens mest storslåede kvinder; at det ikke var ‘rigtig
handling’ at forhindre hende i at udføre sin ‘rigtig handling’; at livet i paladsets
kvindegemakker uden ham ville være uudholdeligt for hende; at hun i stedet ville
foretrække livet i junglen sammen med sin herre. Med disse ord gjorde hun fordring på
at få tilladelse til at følge ham.
7:13 Dhritharashtra var stille; han anede ikke, hvad han skulle sige. Det var Vidura, der
talte. ”Det er ikke tidspunktet at diskutere spidsfindigheder. Hvordan skulle denne
kvinde, der aldrig i blot et øjeblik er veget fra din side, pludseligt kunne forlade dit
selskab og leve adskilt fra dig? Det ville ikke være korrekt. Lad hende komme med; vi vil
tage hende med os. For dem, der er på vej til at begynde at leve et liv i askese, gælder,
at der ikke bør være nogen frygt eller vildfarelse, ingen sult eller tørst, sorg eller lidelse.
Det er ikke askese at beklage sig over eller forudse sådanne ting. Når man har fornægtet
kroppen, hvilken gavn har man så af de almindelige livsfornødenheder? Kom, der er
intet, der motiverer en udskydelse.” Vidura gik, idet han førte Dhritharashtra med sig.
Gandhari fulgte stille med. Hun havde sin ene hånd på sin herres skulder. Guds
helgenagtige tilbeder, Vidura, førte, uden at vagtposterne og byens borgere bemærkede
det, parret gennem sidegaderne og uden for bygrænsen. Han skyndte på dem, så de
muligvis kunne nå skoven før daggry. Men de var nødt til at krydse Ganges i båd, og der
var ingen bådsmand til at føre dem over før solopgang. Derfor måtte de nødvendigvis
vente på bredden af den hellige flod. Vidura lod dem hvile et stykke tid i en løvhytte,
mens han arrangerede, at en båd kunne føre dem til den modsatte bred, mens det endnu
var mørkt.
29

Kapitel 8
Dhritharashtra’s forvandling
8:1 Sammen med Vidura nåede Dhritharashtra og Gandhari skoven. Vidura søgte efter et
sted, hvor de kunne udøve askese. Han rådgav dem også om de bedste måder, de kunne
søge selvrealisation på. De tilbragte dagene i helligt selskab og med hellige tanker.
8:2 I mellemtiden skete der det i Pandava’ernes hovedstad, Hastinapura, at Dharmaraja
vågnede ved daggry. Da han var stået op, gennemførte han sin rituelle afvaskning og
udførte den rituelle tilbedelse af Ildguden Agni i hjemmets ildsted. I næstekærlighed
skænkede han de sædvanlige daglige gaver til de trængende. Herefter begav han sig til
fods mod Dhritharashtra’s palads, som det var hans sædvane at gøre. Denne var hans
onkel, og han begyndte aldrig på sine daglige rutiner uden først at have bøjet sig i støvet
for ham. Kongen og dronningen var ikke i deres gemakker. Han ventede derfor lidt, da
han forventede, de snart ville vende tilbage. Selv mens han uroligt ventede på, de skulle
komme tilbage, ledte han efter dem rundt omkring. Han bemærkede imidlertid, at
sengene ikke havde været i brug. Hovedpuderne havde ingen mærker efter brug, og alt
så uberørt ud. Et øjeblik var han i tvivl, om værelset var blevet ordnet efter natten, men
nej. En frygt greb ham; de måtte være taget væk, så han hastede mod Vidura’s værelse.
Her opdagede han, at også Vidura var taget væk; hans seng stod ubrugt.
8:3 Tjenerne kunne oplyse, at vismanden ikke var vendt tilbage efter besøget hos
kongen og dronningen, eller hvem han nu havde besøgt. Så snart Dharmaraja hørte det,
fik han et chok. Han gik tilbage til paladset og ledte omhyggeligt i alle rum. Hans værste
anelser blev bekræftet. Hans hænder og fødder skælvede af fortvivlelse; hans tunge blev
tør; han kunne ikke få et ord frem. Han faldt til jorden, som var han død. Da han
begyndte at komme til sig selv, plaprede han usammenhængende løs. Mere end én gang
kaldte han på Vidura, og embedsmændene, der var i nærheden af ham, frygtede,
hvordan det skulle gå ham. Alle og enhver skyndte sig til stedet og spurgte: ”Hvad sker
der?”, idet de fornemmede, at der var indtruffet en eller anden ulykke. De stod i en
rundkreds og afventede herrens ordre.
8:4 Lige pludseligt dukkede Dhritharashtra’s rådgiver, Sanjaya, op. Dharmaraja rejste sig
og greb fat i begge hans hænder og spurgte: ”Mine forældre er væk; ak, jeg fandt deres
sovekammer tomt. Hvorfor opfører de sig sådan? Har de røbet noget over for dig? Sig
mig det? Hvis jeg vidste, hvor de var taget hen, kunne jeg falde for deres fødder og bede
om tilgivelse for mine fejl. Sanjaya, fortæl mig hurtigt, hvor de er taget hen.” Heller ikke
Sanjaya havde dog noget kendskab til deres opholdssted. Han vidste blot, at Vidura
måtte være indblandet i denne sag. Også han græd, og idet han tog Dharmaraja’s
hænder i sine, sagde han med en stemme, der skælvede af følelser: ”Herre og mester,
tro mig, jeg taler sandt. Du har ret i, at Dhrithrashtra plejer at rådføre sig med mig og
høre mine forslag angående selv ubetydelige anliggender, men i denne sag har han
handlet uden forudgående drøftelser med mig. Han har end ikke informeret mig. Jeg er
virkelig målløs over det, der er sket. Selv om jeg var tæt på ham, havde jeg ikke det
mindste kendskab til hans rejse. Jeg kan heller ikke gætte mig til, hvorfor han har
handlet sådan. Jeg har aldrig drømt om, at han sådan ville narre mig. Han viste mig en
del respekt og havde en del tillid til mig. Men han har virkelig narret mig. Jeg kan kun
sige, det er mit uheld.” Sanjaya begyndte at græde som et barn.
8:5 Dharmaraja trøstede ham. Han sagde, at det hele egentlig var sket som en
konsekvens af hans egne synder og ikke Sanjaya’s. ”Det er et udmærket billede på
omfanget af vores uheld. Vores fader forlod os, mens vi endnu var børn; fra den spæde
alder tog denne onkel sig af vores opdragelse. Vi ærede og tjente ham som både fader
30

og onkel. Af ren uvidenhed må jeg have begået nogle fejl; jeg er ude af stand til bevidst
at have gjort det. Både onkel og tante var helt ødelagt af smerte over tabet af deres
hundrede sønner. Jeg var ivrig efter at tilbyde dem lidt fred, så derfor tjente jeg selv og
mine fire brødre dem helhjertet, så de måske engang imellem kunne glemme smerten
over deres frygtelige tab. Vi passede på ikke at overse nogen detaljer, da vi tjente dem.
Der var ingen formindskelse i vores ærbødighed eller hengivenhed. Ak, at de skulle have
forladt dette sted! Sikke en tragedie; sikke et forfærdeligt tab!”, jamrede Dharmaraja.
8:6 ”Både min onkel og tante er oppe i årene og svagelige; desuden er de blinde. Jeg
kan ikke begribe, hvordan det lykkedes dem at forlader dette sted. Hvor må de dog lide
nu! End ikke en enkelt tjener har ledsaget dem. Hvad hjælper det så, at jeg har mange
tjenere? Når de sådan famler rundt i blinde, kan de allerede nu være faldet i Gangesfloden.
Oh, hvor er jeg dog uheldig! Jeg passede på dem begge to, som et øjelåg passer
på øjet, og alligevel ender jeg med at tillade, at de møder denne tragiske skæbne.”
Dharmaraja slog sig for brystet og udtrykte på denne måde sin store pine.
8:7 Brødrene hørte jammeren, og de skyndte sig hen til den grædende Dharmaraja.
Kunthi, moderen, forespurgte ængsteligt om årsagen til sorgen. Hun kiggede selv ind i
gemakkerne, og da hun ikke fandt Gandhari eller sin svoger, spurgte hun Sanjaya, hvad
der var hændt dem. Sanjaya kunne ikke svare; han kunne kun græde. ”Hvor kan de
være taget hen i deres alder og hjælpeløse tilstand? Fortæl mig det”, råbte hun; men
ingen var i stand til at svare. I mellemtiden kaldte Dharmaraja sine brødre helt hen til sig
og gjorde nogle fagter, som de ikke rigtig forstod. Så tog han sig sammen og rejste sig.
Det lykkedes ham at berette, hvad der var sket siden daggry. Han bad Bhima om at
udsende styrker i alle retninger for at lede efter og finde dem. De kunne ikke være
kommet langt væk, eftersom de var blinde og ude af stand til at rejse hurtigt, da de
måtte famle sig frem.
8:8 Bhima, Nakula og Sahadeva adlyd straks deres broders ordre og sendte tropper ud i
alle retninger. De gennemsøgte alle gader, stræder og stier. De kiggede i brønde, ledte i
alle bassiner og søer, men de var ude af stand til at finde noget spor af det blinde par.
Idet de troede, at de måtte være faldet i Ganges-floden, fik de eksperter til at
gennemsøge bredderne og endog dykke ned i floden for at finde dem. Alle deres
anstrengelser var forgæves. Derfor sank Pandava-brødrene hen i sorg over, at de ikke
kunne redde kongen og dronningen fra denne rædselsfulde skæbne.
8:9 I mellemtiden kontemplerede Dhritharashtra og Gandhari i stor glæde på Gud. De
sad i den foreskrevne stilling med deres sind under streng kontrol. Mens de på denne
måde var hensunken i guddommelig kontemplation og fordybet i den højeste
lykkefølelse, fejede en kæmpemæssig brand hen over dem og fortærede dem i sit
rasende stormløb.
8:10 Vidura havde et stort ønske om at forlade sit legeme på Prabhasakshethra’s hellige
sted (et berømt pilgrimssted nær Krishna’s hovedstad, Dwaraka), og derfor undveg han
ilden. Fyldt med glæde over parrets umådelige gode skæbne, fortsatte han sin
pilgrimsrejse og nåede til det sted, han havde valgt som scenen for sin afsked. Her forlod
han sit legeme, der bestod af de fem elementer og derfor var materiel og midlertidig.
31

Kapitel 9
Krishna’s opstigning
9:1 Dharmaraja, der vred sig i smerte over sin onkels og tantes bortgang, var pint af en
anden uudholdelig smerte, der føltes, som blev han stukket af nåle under neglene. Hvor
end han vendte sig, begyndte han at se onde varsler i sit kongerige. I alt hvad der skete
omkring ham, lagde han mærke til en inficering af løgne, ubarmhjertelighed og
uretfærdighed. Han mødte det hele tiden, og det forvirrede hans billede af verden.
9:2 Som et resultat af førnævnte blev han på ny besat af en uforklarlig pine. Hans ansigt
blev blegt af ængstelse. Bestandig uro og bekymring satte sine spor i det. Da brødrene
Bhima, Nakula og Sahadeva så det, og selv blev urolige, gik de til deres storebroder og
udtrykte deres ivrighed efter at få en forklaring på årsagerne til hans besynderlige
bedrøvelighed. De stod foran ham med håndfladerne mod hinanden og forhørte sig:
”Herre og mester! Dag efter dag ser vi dit ansigtsudtryk blive mere og mere formørket;
du synes at synke ned i bundløs smerte. For hver time der går, synker du længere og
længere ned. Du er blevet for svag til at stå imod det, der piner dig. Hvis en af os har
forårsaget din smerte, så fortæl os det venligst. Så vil vi vogte os for at gøre det igen, og
vi vil bede om din tilgivelse. Hvis alt dette skyldes noget andet, skal du blot fortælle os
det, og om det så skal koste os livet, vil vi ordne det og genoprette din sindsligevægt.
Det er ikke passende for dig at give udtryk for din sorg på denne måde, når du har så
lydige helte som os til at irettesætte enhver, det være sig høj, lav eller mægtig. Forklar
os årsagen og befal os, hvad vi skal gøre”, bønfaldt de.
9:3 Dharmaraja svarede: ”Hvad kan jeg sige, kære brødre? Alle vegne ser jeg
ildevarslende tegn. Fra almindelige borgeres hjem til helgeners og vismænds
eneboerhytter, ligegyldigt hvor jeg ser hen, ser jeg udelukkende ildevarslende forhold,
dårlig skæbne og fravær af glæde. Jeg siger til mig selv, at det blot er et resultat af min
egen fordrejede fantasi, og jeg gør mit bedste for at opbyde mod og tillid. Jeg ønsker
ikke at blive offer for min frygt. Men det lykkes mig ikke. Det at erindre scenerierne gør
om muligt min frygt endnu mere gruelig.”
9:4 ”Det forværrede min nedtrykthed, at jeg også så nogle scenerier, der var stik imod
den grundfæstede moral og ‘rigtig handling’. Ikke blot jeg blev gjort opmærksom på
dem, men domstolene i dette land har modtaget begæringer om og klager over retsbrud,
uretfærdigheder, forbrydelser og misgerninger. Det gør mig meget bedrøvet.”
9:5 ”Jeg så situationer, der var endnu værre. I går aftes, da jeg vendte hjem efter en tur
rundt i kongeriget, så jeg en ko, der nægtede at pleje og give sin nyfødte kalv mad! Det
er helt fremmed for og i strid med naturen. Jeg så nogle kvinder, der tøjleløse slentrede
rundt i basarerne. Jeg havde håbet, de ville skynde sig tilbage til deres hjem, når de fik
øje på mig. Men nej, sådan gik det ikke. De havde ingen respekt for autoriteter; de
fortsatte, som om jeg slet ikke var til stede. Uden at holde sig tilbage fortsatte de med at
tale med mandfolk. Alt dette så jeg med mine egne øjne. Jeg begav mig simpelthen væk
fra det frygtelige sted.”
9:6 ”Meget tæt på paladset og lige da jeg skulle til at gå ind, bemærkede jeg en præst,
der solgte mælk og ost! Jeg så mennesker komme ud fra deres huse og låse dørene efter
sig! Jeg så dem fæstne en eller anden jerndims til dørene, så de ikke kunne åbnes! Mit
sind er fyldt med bekymring over alle disse forandringer.”
9:7 ”Jeg forsøgte at glemme disse tilstande og begyndte at udføre aftenritualerne; det
hellige ritual med at ofre gaver til den hellige ild. Skal jeg fortælle, hvad der skete?
32

Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte, så kunne jeg ikke tænde ilden! Oh, sikke en
katastrofe! Min frygt for at disse hændelser skulle varsle store katastrofer, blev
yderligere bekræftet af andre hændelser. Disse bestyrker minut for minut mine
forudanelser. Jeg føler mig for svag til at modstå dem. Måske er Kali-tidsalderen (den
nuværende tidsalder) begyndt, eller er ved at begynde. Det tror jeg.”
9:8 ”Hvordan skal vi ellers forklare en hændelse som denne: En hustru har skændtes
med sin mand og fremfører for retten, at hun burde have dennes tilladelse til at rejse til
sine forældre og efterlade manden til sig selv. Hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg
bliver stillet over for en anmodning om, at hun burde tillades at ophæve ægteskabet og
tage til sine forældre, idet hun herved forlader sin mand? En begæring fra en sådan
hustru blev i går accepteret af domstolen! Hvordan skal jeg kunne ignorere sådanne
afskyeligheder?”
9:9 ”Hvorfor skulle jeg i grunden blive ved med at berette om lignende hændelser? I går
begyndte hestene i den kongelige stald at græde, hørte I det? Staldkarlene fortalte, at
tårerne strømmede ud af deres øjne i store mængder. Sahadeva forsøgte at finde
årsagerne til deres dybe sorg. Men han kunne ikke finde ud af, hvorfor de græd, og han
blev slået af forundring og bestyrtelse. Alt dette indikerer masseødelæggelse, ikke blot
mindre farer eller små ulykker.” Dharmaraja lagde hagen i hånden og hvilede en stund i
dybe tanker.
9:10 Bhima gav ikke efter for fortvivlelse. Han slog en hånlig latter op og sagde: ”De
begivenheder og hændelser du nævnte, er muligvis sket; det vil jeg ikke benægte. Men
hvordan skulle de kunne forårsage katastrofer for os? Hvorfor skulle vi opgive håbet? Alle
disse abnormiteter kan klares gennem administrative forordninger og gennem
håndhævelse af dem. Det overrasker mig, at du er så bekymret over disse mindre
anliggender, som vi er i stand til at afhjælpe. Eller frygter du, at udbruddet af endnu en
krig er umiddelbart forestående? Måske er du opsat på at undgå den ødelæggelse, som
en sådan krig vil afstedkomme. Denne eventualitet er umulig. Alle vore fjender er blevet
udryddet, inklusive deres slægt og venner. Kun vi fem er tilbage, og vi skal derfor
udelukkende lede efter såvel venner som fjender blandt os selv. Rivalisering vil ikke
bryde ud mellem os, end ikke i vore drømme. Så hvad gør dig nervøs? Jeg forstår ikke,
hvorfor du er bedrøvet. Folk vil grine af dig, når du tager dig disse småting nært, og
mister din fred i sindet.” Det var, hvad Bhima sagde, og idet han flyttede sin mægtige
stav fra højre til venstre hånd, lo han en latter, der godt kunne opfattes som hånlig.
9:11 Til alt dette svarede Dharmaraja: ”Vedrørende denne sag er jeg i besiddelse af den
samme skelneevne og intelligens, som du er. Heller ikke jeg har den mindste frygt for, at
fjender vil overmande os. Har vi ikke besejret de berømte krigere Bhishma, Drona og de
øvrige krigere, der enkeltvis og ved hjælp af blot en enkelt pil kunne ødelægge de tre
verdener? Hvad skulle nogen fjende kunne gøre os? Hvad skulle kunne forurolige os, der
med sjælsstyrke udholdte selv de frygteligste katastrofer? Hvordan skulle uenigheder
kunne opstå mellem os, der var så fasttømret i nødens stund?”
9:12 ”Måske formoder du, at jeg er bange for, at der rent personligt vil ske mig noget.
Nej, jeg vil aldrig være nervøs for noget, der vil kunne ske mig. Denne krop er jo blot en
boble på vandene. Den er en sammensætning af de fem elementer, og den venter på at
blive opløst og genforenet med sine bestanddele. Opløsningen må nødvendigvis ske en
dag; kroppen er dømt til at blive svagere, til at blive nedbrudt, til at rådne og blive
reduceret til aske eller jord. Jeg ænser ikke dens skæbne.”
9:13 ”Min eneste bekymring drejer sig om et bestemt anliggende. Uden at gøre noget
forsøg på at skjule alvoren, vil jeg afsløre det for jer. Det er nu omtrent syv måneder
siden, at vores broder, Arjuna, tog til Dwaraka. Alligevel har vi ikke hørt noget om
33

Dwaraka’s Herres velfærd og trivsel. Arjuna har ikke sendt nogen budbringer eller nogen
besked, om han i det mindste nåede frem til Dwaraka. Selvfølgelig er jeg ikke det
mindste bekymret for Arjuna, og om hvorvidt han nåede frem til Dwaraka eller ej. Jeg
ved, at ingen fjende kan besejre ham. Yderligere ville Sri Krishna have givet os besked,
hvis noget uheldigt var hændt vores broder. Så jeg er overbevidst om, at der ikke er
nogen grund til at være nervøs for ham.”
9:14 ”Lad mig indrømme, at det er Herren Krishna, jeg er bekymret for. For hvert minut
der går, stiger min ængstelse. Jeg føler en uudholdelig smerte i hjertet. Jeg er
overvældet af frygt for, at Herren vil forlade denne verden og genindtage sin blivende
bolig. Hvilken større grund kan der være til sorg?”
9:15 ”Hvis denne katastrofe rent faktisk er indtruffet, ønsker jeg ikke at fortsætte med at
herske over dette land, der så er berøvet sin forsvundne Herre. For os Pandava’er er
denne Krishna summen af alle vore fem vitale livsenergier. Når Han går bort, er vi blot
lig, blottet for livskraft. Hvis Herren er på Jorden, vil sådanne ildevarslende tegn, som jeg
nævnte før, ikke vove at åbenbare sig selv. Uretfærdighed og synd kan kun have frit spil,
når Han er borte; det er jeg slet ikke i tvivl om. Min bevidsthed om dette er klar; noget
siger mig, det er sandt.”
9:16 ”Da Dharmaraja gjorde dette gældende, blev brødrene grebet af sorg. De mistede
helt modet. Bhima var den første, der kom sig tilstrækkeligt til at kunne tale. På trods af
den bølge af mismod der overvældede ham, tog han mod til sig. Han sagde: ”Fordi
Arjuna ikke er kommet tilbage, eller fordi vi ikke har hørt fra ham, behøver du ikke
danne dig et billede af en skrækkelig skæbne og begynde at forestille dig en katastrofe.
Der må være en anden årsag til Arjuna’s tavshed; eller måske har Krishna undladt selv
at informere os. Lad os vente; lad os søge yderligere oplysninger; lad os ikke give efter
for fantasier, som muligvis er spundet af et nervøst sind. Lad os ikke iklæde fantasierne
sandhedens klædning. Jeg føler mig ansporet til at tale sådan, da ens nervøsitet ofte er i
stand til at skabe en sådan frygt.”
9:17 Men Dharmaraja var ikke i humør til at acceptere det. Han svarede: ”Lige meget
hvad du siger, hvordan du end argumenterer, så føler jeg, at min fortolkning er rigtig.
Hvordan skulle sådan en idé ellers kunne opstå i mit sind? Min venstre skulder
registrerede en rystelse, Se! Det er et tegn, der bekræfter min frygt for, at det rent
faktisk er sket. I ved, at det er et dårligt varsel, hvis mænds venstre skulder ryster, eller
hvis kvinders højre skulder ryster. Nu sker det her i min krop, og det er et dårlig varsel.
Ikke blot min skulder, hele mit væsen, sindet, kroppen, alt ryster. Mine øjne bliver
uklare, og jeg mister hurtigt synet. Jeg ser verden som et forældreløst barn, der er
blevet frataget sin beskytter og Herre. Jeg har mistet evnen til at høre. Mine ben ryster
hjælpeløst. Mine lemmer er stivnet. Der er intet liv i dem.”
9:18 ”Hvilket større bevis behøver I på, at Herren er gået bort? Tro mig, kære brødre.
Selv om I ikke gør det, vil det ikke ændre faktum. Jorden ryster under vores fødder.
Hører I ikke den sælsomme larm, der strømmer ud fra Jordens forpinte hjerte? Damme
og søer rystes til bølger. Himlen, luften, ilden, vandet og jorden, alle beklager de deres
skæbne, for de har mistet deres Herre.”
9:19 ”Hvor mange flere beviser behøver I for at blive overbevist? En dag kommer
nyheden til os om byger af blod, der er faldet i visse dele af vores kongerige.”
9:20 Da de hørte disse ord, løb tårerne ned ad kinderne på Nakula og Sahadeva, mens
de stod foran deres broder. Det gjorde ondt helt ind i deres hjerte; de kunne ikke holde
sig oprejst, da deres ben svigtede dem.
34

Kapitel 10
Krishna mysteriet
10:1 Det lykkedes Bhima at samle lidt mod sammen. Han sagde: ”Brødre! Giv mig
tilladelse til at tage af sted, og jeg vil øjeblikkeligt begive mig til Dwaraka og hurtigt
vende tilbage med præcis besked om alt, hvad der er hændt, så I kan få fjernet jeres
frygt.” Netop mens Bhima knælende bad om tilladelse, gik Solen ned, og fra alle steder
begyndte lamperne at lyse svagt.
10:2 I mellemtiden kom en vagt fra hovedporten stormende ind og annoncerede, at
Arjuna var ankommet, og at han nærmede sig de kongelige gemakker. Alle rejste sig,
som var de pludselig kommet til live. Tørstige efter at høre nyt fra Dwaraka skyndte de
sig ud for at møde Arjuna. Arjuna trådte ind. Han var nedtrykt og fortvivlet, blottet for
ethvert udtryk af glæde. Han undlod at se sine brødre i øjnene og væltede omkuld ved
Dharmaraja’s fødder.
10:3 Dharmaraja bemærkede de tegn, der bekræftede hans frygt, og han blev ivrig efter
at høre nærmere. Han spurgte til, hvordan det gik slægt og venner i Dwaraka. Arjuna
kunne hverken rejse sig eller vende sit blik mod Dharmaraja. Brødrene bemærkede, at
Dharmaraja’s fødder var våde af de tårer, Arjuna fældede. De var så chokerede, at de
ikke kunne bevæge sig. Dharmaraja mistede enhver kontrol over sig selv. Han forsøgte
at løfte Arjuna op og rystede ham. I smerte råbte han ham ind i øret: ”Broder! Hvad er
der sket? Hvad er der sket? Hvad er der sket med Yadava’erne (Krishna’s slægt)? Fortæl
os om det. Vore hjerter er ved at briste. Red os fra denne frygtelige smerte.”
10:4 Men Arjuna svarede ikke. Han kunne ikke rejse sig endsige forklare noget som
helst. Imidlertid fortsatte Dharmaraja med at bombardere ham med spørgsmål. Han
søgte oplysning om, hvordan Yadava’erne og andre havde det. Han nævnte dem ved
navn og spurgte separat til hver enkelt. End ikke på denne desperate salve reagerede
Arjuna. Han reagerede overhovedet ikke. Han løftede ikke sit hoved for at se på sine
brødre.
10:5 ”Du behøver ikke fortælle os det hele, men du må fortælle os, hvad Krishna
beordrede dig til at fortælle os. Hvilket budskab har Han til os”, bønfaldt Dharmaraja.
Arjuna kunne ikke holde det ud længere. Den sorg, han havde tilbageholdt så længe,
vældede frem med fuld styrke. ”Krishna er her ikke længere. Oh, vi er forældreløse. Vi
var ikke i stand til at beholde Ham, vores held er sluppet op”, svarede han og faldt
hulkende sammen på gulvet.
10:6 Sahadeva fattede situationen og dens mulige konsekvenser, og han låste alle døre,
der førte ind i salen. Han gik i gang med at forsøge at mildne lidelserne.
10:7 ”Ak, at vi skulle leve og høre dette, sikke en skæbne! Oh skæbne, hvordan kan du
behandle verden så ubarmhjertigt?”, jamrede brødrene enstemmigt. ”Herre, hvorfor har
du svigtet Pandava’erne på denne måde? Hvorfor dette løftebrud? Vi har overlevet for at
kunne høre denne nyhed; det er resultatet af akkumuleret synd gennem mange
generationer”, spurgte og hævdede de. Hver af dem var fordybet i sin egen sorg, i sin
egen fortvivlelse. Salen var fyldt af en tungsindig stilhed.
10:8 Det var Dharmaraja, der først brød tavsheden. Idet han tørrede tårerne, der fyldte
hans øjne, spurgte han Arjuna i et medynkvækkende tonefald: ”Har du nyt om
forældrenes, om Nanda’s og Yasoda’s og de andre fra Yadava-dynastiets tilstand? Fortæl
os om dem. De må være sønderknuste af sorg over adskillelsen fra Herren. Når vi er
35

levet hensat til denne hjælpeløse elendighed, hvordan må de så ikke have det? De må
være sunket ned i bundløs fortvivlelse. Hvordan kan de holde livet ud? Men hvorfor tale
om individer? Hele Dwaraka by må være sunket ned i Den utrøstelige sorgs Hav.”
10:9 Dharmaraja hulkede af sorg, da han så disse scener for sig. Da Arjuna så ham i den
tilstand, sagde han: ”Dwaraka’s indbyggere er langt lykkeligere end os. Vi er de mindst
lykkelige. Vi er de eneste forhærdede væsener, der har modstået chokket over nyheden
om Krishna’s bortgang fra denne verden. Alle andre forlod verden, endda før nyheden om
Herrens bortgang nåede frem.”
10:10 Da han hørte dette, udbrød Dharmaraja: ”Gud, Gud, oh Gud! Hvad er det nu, du
fortæller? Hvad er det for en katastrofe? Jeg forstår ingenting….. Gik havet over sine
bredder og opslugte Dwaraka? Eller invaderede og overmandede en vild barbarisk horde
byen og nedslagtede befolkningen? Arjuna, fortæl os, hvad der skete. Gør en ende på
vores skrækkelige formodninger der fremkalder disse forfærdelige billeder.” Dharmaraja
tog Arjuna’s hånd og løftede hans hoved i et forsøg på at få ham til at besvare sit
spørgsmål.
10:11 Arjuna sagde: ”Nej, intet hav rejste sig i raseri og opslugte Dwaraka; ingen
hersker førte sin hær mod denne by. Ondskabsfuldhed og nedrighed spredte sig som
afsindige blandt Yadava’erne selv og vækkede deres stridbarhed og had i en sådan grad,
at de myrdede hinanden med deres egne våben.” Dharmaraja spurgte ham: ”Arjuna, der
må have været en overvældende kraft, der ansporede Yadava-dynastiet, unge som
gamle, til at ofre sig selv i denne massakre. Der kan ikke være en virkning uden en
årsag, er det ikke sandt?” Herefter ventede han på at høre detaljerne om, hvad der rent
faktisk havde ført til blodbadet.
10.12 Arjuna holdt en lille pause for at få bugt med den sorg, der brusede i hans indre,
og så begyndte han at forklare, hvad der skete. Hans tre brødre rykkede tæt på ham for
at høre den tragiske beretning. ”Den dag lærte jeg, at end ikke den mindste begivenhed
kan ske, medmindre det er Krishna’s vilje. Jeg blev helt overbevist om dette. Han er
’dukkeføreren’, der holder i de snore, der bevæger dukkerne og får dem til at spille deres
rolle. Selv sidder Han blandt tilskuerne og foregiver, at Han ikke kender handlingen,
historien eller rollebesætningen. Personerne i spillet kan ikke afvige en tøddel fra Hans
instruktioner. Hans vilje vejleder og fastsætter hver eneste bevægelse og gestikuleren.
De skiftende følelser og begivenheder, der udgør dramaet på scenen, påvirker hjerterne
hos dem, der ser spillet, men de forårsager ingen uorden i dukkeførerens hjerte.”
10:13 ”Han bestemmer, hvad en person skal sige, eller hvad en anden person skal gøre.
Han foranlediger, at de siger de passende ord og udfører de passende handlinger.
Konsekvenserne af den karma, som det enkelte individ har opsamlet og taget med sig fra
tidligere liv, giver også sit bidrag til den enkeltes skæbne. Yadava’erne, der er vor egen
slægt og vore egne venner, var åndelige personer fulde af hengivenhed til Gud, som I
alle godt ved. Måske har en vismand engang afsagt en forbandelse over dem; eller også
har de på et eller andet tidspunkt begået en synd….. For hvordan skal vi ellers kunne
forklare denne pludselige omvæltning i deres adfærd og skæbne, denne uventede
tragedie?”
10:14 ”På Prabhasakshethra udførte Yadava’erne en storslået ofring. Den varede i syv
hele dage. Ofringen blev højtideligholdt med en hidtil ukendt prompt og pragt. Den
afsluttende ofring i den hellige ild blev gennemført med sand vedisk storslåethed i
overværelse af selve Herren Krishna. Deltagerne og præsterne udførte senere det rituelle
bad i helligt vand. Herefter modtog præsterne deres del af offergaverne, som de fordelte
til Yadava’erne. Alt foregik i en atmosfære af perfekt ro, tilfredshed og glæde.”
36

10:15 ”Hen imod middag fik præsterne serveret mad. Selv satte Yadava’erne sig senere i
lange rækker for at deltage i festmåltidet. I løbet af måltidet drak nogle af Yadava’erne
uheldigvis for meget og mistede kontrollen med sig selv; endda i en sådan grad at de
forvekslede deres egne venner med fjender. De begyndte at skændes, og det førte til
voldsomme slagsmål. Det må have været Guds plan, for ligegyldigt hvor uregerligt og
modbydeligt et menneske er, så vil det ikke, med sine egne hænder, myrde sine børn og
forældre. Oh, hvilken rædsel det var! I det almindelige håndgemæng der fulgte, dræbte
sønner fædre, fædre dræbte sønner, brødre slog brødre ihjel, svigersønner dræbte
svigerfædre, svigerfædre dræbte svigersønner i et sindssygt orgie af blindt had. Det
fortsatte indtil der ikke var nogen overlevende!” Arjuna var ikke i stand til at sige mere.
Han lænede sig mod væggen. Han holdt sit hoved, der var ved at briste af smerte og
sorg, mellem sine hænder.
10:16 Med smerte og forbløffelse hørte Dharmaraja denne redegørelse. Han tog Arjuna
om skulderen og sagde: ”Hvad er det, du fortæller? Det er en historie, der ikke er til at
tro på. Men eftersom du aldrig ville tale usandt, bliver jeg tvunget til at tro på, at den er
sand. Hvordan skulle vi ellers nogen sinde kunne forestille os en sådan pludselig
forandring af karakteren og en sådan uvarslet massakre? Jeg har aldrig noget andet sted
set eller hørt en sådan intensitet af gensidigt venskab, som det var tilfældet blandt
Yadava-dynastiet. Desuden afveg de ikke det mindste fra den vej, Krishna havde anvist
dem. Selv de mest vanvittige og mærkværdige omstændigheder ville ikke kunne få dem
til det. At sådanne mennesker, i selve Krishna’s nærværelse, skulle tilsidesætte alle
regler vedrørende god opførsel og slå hinanden ihjel, er i sandhed mærkværdigt. En så
voldsom forandring i adfærden indtræffer udelukkende, når verdens ende er nær.”
10:17 ”Sig mig Arjuna! Kunne Krishna ikke have standset kampen og rådet dem til at
holde op? Forsøgte Han at bringe nogle kompromiser i stand mellem de stridende parter
og sende dem hver til sit? Krishna er den største ekspert i krigs- såvel som fredskunst, er
det ikke sandt? At Han ikke forsøgte at standse denne tragedie, får mig til at undre mig
endnu mere over denne forfærdelige historie om ødelæggelse.”
10:18 Dharmaraja var knust af sorg. Han sad med hovedet hvilende på sin knyttede
næve. Den anden hånd havde han på knæet. Hans øjne var fulde af tårer, der uafbrudt
løb ned ad hans kinder. Arjuna forsøgte at komme med nogle trøstende ord. ”Store
Konge! Du er bevidst om Krishna’s herlighed og nåde, men alligevel stiller du spørgsmål
og nærer tvivl om, hvorvidt Han gjorde dette eller hint. Hvilke svar kan jeg give på
sådanne spørgsmål? Yadava-dynastiets skæbne er den samme som vor slægts skæbne.
Var vi og Kaurava’erne ikke brødre? (Kaurava’erne og Pandava’erne var to forskellige
slægter, der begge stammede fra kong Kuru). Vi havde slægtninge, der var velyndere på
begge sider, og vi havde den samme Krishna i vor midte. Alligevel var vi nødt til at
udkæmpe Kurukshetra-slaget. Kan vi i dag ikke se, at denne krig aldrig ville være brudt
ud, hvis ikke det havde været Hans vilje? De fire millioner krigere, der døde på
slagmarken, ville ellers ikke have været dræbt. Er det ikke sandt? Ønskede vi nogen
sinde at regere over dette rige efter at have dræbt alle disse mennesker? Intet kan
nogen sinde ske, uden Hans udtrykkelige befaling. Ingen kan gå mod Hans vilje eller
handle mod Hans befaling.”
10:19 ”Denne verden er en scene, hvorpå alle spiller den rolle, de har fået tildelt. Alle
spankulerer rundt i den tid, Gud har tildelt dem, og alle må de adlyde Hans instruktioner
uden fejl eller vaklen. Måske tror vi i vores stolthed, at det er os selv, der har gjort det
ene eller det andet. Sandheden er imidlertid, at alt sker i henhold til Hans vilje.”
10:20 Da Arjuna sluttede, tænkte Dharmaraja højt. ”Arjuna! Mange motiver fik os til at
gå ind i Mahabharatha-krigen. Gennem diplomati og fredelige metoder gjorde vi, hvad vi
37

kunne for at genvinde vores kongerige, vores status og hvad der retmæssigt tilhørte os.
Tålmodigt fandt vi os i mange fornærmelser og ubehageligheder. Vi var nødt til at strejfe
rundt i junglen som landsforviste. På grund af guddommelig nåde undslap vi mange
sammensværgelser om at dræbe os. De forsøgte at brænde os inde og forgifte os. De
udsatte vores dronning for offentlig vanære. De knuste vore hjerter gennem systematisk
mishandling.”
10:21 ”Alligevel er der i den sidste ende kun tre årsager til at slås, og det gælder alle
steder: Rigdom, magt og kvinder. Men tænk på tilfældet med Yadava’erne. De havde
ikke disse årsager til at blive uvenner og kaste sig ud i en dødbringende kamp. Det ser
ud til, at skæbnen var den eneste altoverskyggende årsag til denne voldsomme
omvæltning.”
10:22 ”Yadava’erne væltede sig i rigdom. De manglede hverken føde eller guld. Og deres
hustruer? De var de gode kvaliteters, trofasthedens og hengivenhedens udtrykte
forbilleder. De fulgte altid deres mænds ønsker eller befalinger. De ville aldrig fornærme
deres mænd eller volde dem ubehag på nogen måde. Hvordan kunne uenigheder og
dødbringende stridigheder så pludselig opstå mellem dem?”
10:23 Arjuna svarede: ”Min kære broder! Vi ser de ydre omstændigheder, de processer
der resulterer i den afsluttende begivenhed. I vores uvidenhed skønner vi, at disse
årsager skaber disse virkninger. Vi gætter os til de bagvedliggende følelser og
sindsbevægelser på baggrund af vores opfattelse af begivenhederne. Men
omstændighederne, begivenhederne, sindsbevægelserne og følelserne er simpelthen alle
’redskaber’ i Guds hænder. De tjener Hans vilje og Hans formål. Når øjeblikket
indtræffer, bruger Han dem i henhold til sin plan og forårsager den kamp, som Han
ønsker, skal udkæmpes. Han er tidens legemliggørelse; Han kommer som tidens Herre,
og efter at have opklaret gådens løsning afslutter Han spillet. Det, der forårsagede
fødslen, forårsager også døden. For Ham er der samme grad af fornuft i begge
hændelser. Forsøger vi at få kendskab til, hvorfor en fødsel fandt sted? Hvorfor prøver vi
så at få kendskab til, hvorfor døden indtræffer? Den indtræffer; det er nok at vide. At
finde årsagen er en overflødig beskæftigelse.”
10:24 ”Han fremkalder væsener for at skabe væsener, og Han fremkalder væsener for at
gøre ende på væsener. Legemer bliver født, legemer død; ved fødslen eller døden sker
der intet andet af betydning. Det har Krishna ofte lært os. Hvorfor skulle vi så afvige fra
det vedholdende mod, som Han har forsøgt at give os?”
10:25 ”Du kan måske sige, at det ikke er rigtigt at påstå, at Han der forårsagede, at vi
blev født, også skulle være Ham, der slår os ihjel. Mellem fødsel og død har mennesket
også nogen mulighed for at optjene god og dårlig karma, fortjenester og anmærkninger,
og det har en vis indflydelse på begivenhedernes forløb. Inden for disse grænser spiller
Herren spillet med fødsel, liv og død.”
10:26 ”Fødsel og død er to høje klinter mellem hvilke Livets Flod flyder. Selvets åndelige
kraft og tro er den bro, der spænder over afgrunden. Floder giver ikke anledning til
bekymring for dem, der har udviklet en sådan kraft og tro. Med selvets åndelige kraft og
tro som deres pålidelige støtte, kan de nå den anden bred, idet de trodser farerne! Oh
konge! Alt dette er intet andet end et kæmpe dukketeater opført af denne
mesterinstruktør. Hverken dagens Yadava’er eller gårdsdagens Kaurava’er har eller
havde deres egen individualitet; der er ingen grund til at bebrejde nogen af dem.”
10:27 ”Kan denne materielle krop, der er en sammensætning af de fem elementer: Jord,
vand, ild, luft og æter, bevæge sig eller handle uden Herrens tilskyndelse? Nej. Det er
Hans morskab at forårsage, at én bliver født via en anden og forårsage at én dør via en
38

anden. Hvordan vil du ellers forklare det faktum, at en slange lægger æg, holder dem
varme, føder ungerne for derefter at æde de selv samme unger? Selv blandt disse små
slanger bliver udelukkende de, hvis tid er brugt op, ædt. Den æder altså ikke alle sine
unger. Nogle fisk bliver fanget i nettene, når deres tid er opbrugt; andre små fisk bliver
ædt af de store fisk, der til gengæld bliver slugt af nogle, der er endnu større. Det er
Herrens lov. Slangen æder frøen; påfuglen æder slangen; det er Herrens spil. Hvem kan
undersøge sig frem til fornuften i det? Sandheden er: Hvad der end sker, så sker det som
et resultat af Krishna’s beslutning.”
10:28 ”Vi kan ikke forstå Herrens spil. Vores forsøg på at forstå det er mislykkedes for
os. Nej, i dag gavner det intet at bekymre sig om, at det ikke er lykkedes for os. Iført
denne bedrageriske menneskelige form færdes Herren iblandt os, omgås os, spiser med
os, opfører sig som var Han vores slægtning og velynder, vores ven og vejleder og
redder os fra mange ulykker, der truer med at overmande os. Han spreder sin
guddommelighed over os og løser på forbløffende enkle måder de vanskeligste problemer
for os. I al den tid Han kærligt var blandt os, blev vi revet med af stolthed over, at vi
modtog Hans nåde. Vi forsøgte ikke at fylde os med den største lykke, nemlig at dykke
dybt ned i Hans nådes flod. Det vi ønskede fra Ham, var slet og ret ydre sejre og
midlertidige glæder. Vi ignorerede den langt bedre skat, der kunne have fyldt vore
hjerter. Vi tænkte aldrig dybere over Hans sande virkelighed.”
10.29 ”Han beskyttede os, som var vi Hans fem vitale livsenergier. Han tilbød at hjælpe
og lede os i alt, hvad vi foretog os, hvor lille handlingen end måtte være; og Han udførte
den tilmed for os. Brødre! Hvad skal jeg sige? Vi bliver muligvis født mange gange
endnu, men aldrig vil vi igen få en sådan ven og slægtning. Fra Ham har jeg modtaget en
kærlighed, der er langt mere intens end en moders kærlighed, en kærlighed som ingen
moder er i stand til at skænke.”
10:30 ”Ved adskillige lejligheder bar Han Pandava’ernes byrder på sine skuldre. Han
lettede os for vore byrder, og Han plejede på et øjeblik at udtænke forholdsregler for os
og føre dem succesfuldt ud i livet. At vi har overlevet i denne verden indtil i dag, er en
følge af Hans nådesgave.”
10:31 ”Hvorfor fortælle om tusind ting hver for sig? Hver eneste dråbe blod, der flyder
gennem disse årer, er blot en dråbe fra Hans byge af nåde. Enhver muskel er blot en
luns af Hans kærlighed; hvert ben og hvert stykke brusk er blot et stykke af Hans
barmhjertighed. Ude af stand til at forstå denne hemmelighed spankulerer vi omkring,
idet vi roser os af ’jeg opnåede dette’, og ’jeg udrettede dette’. Nu er det blevet tydeligt
for os, at uden Ham var vi blot sække af hud.”
10:32 ”Selvfølgelig deler alle mennesker den samme skæbne. De glemmer, at herskeren
over alt, Den Alvidende Almægtige leger med dem, som var de dukker. De antager, at
det rent faktisk er dem, der handler, og dem der nyder. Som jeg er de sunket ned i
uvidenhed om den fundamentale sandhed. Når vi, der er vidt berømte helte og krigere,
befinder os i denne bedrøvelige tilstand, hvordan har almindelige mennesker, som ikke
har mulighed for at få øjnene op for denne visdom, det så ikke?”
10:33 ”De sørgelige erfaringer, jeg har gjort mig, er svaret og det direkte bevis på dette”
Da Arjuna således havde talt, faldt han tilbage i stolen bag ham, for han kunne ikke
udholde adskillelsen fra sin livslange støtte og vejleder, Krishna.
39

Kapitel 11
Pandava’ernes sorg
11:1 Dharmaraja, der var sunket hen i kontemplation, tænkte tilbage på de råd, den
hjælp, den nåde, den kærlighed og den sympati, de alle havde fået af Herren Krishna.
Pludselig løftede han sit hoved og spurgte: ”Arjuna! Hvad var det, du sagde? Hvilken
ulykke ramte dig på turen? Fortæl os alt om det, kære broder!” Mens han stillede
spørgsmålet, løftede han langsomt Arjuna’s kind. Arjuna så sin broder lige ind i øjnene
og sagde: ”Broder, alle mine evner og færdigheder forsvandt med Herren Krishna. Jeg er
nu uden styrke, ude af stand til at foretage mig noget, svagere end den svageste, i
sandhed livløs.”
11:2 Arjuna fortsatte: ”Hør på mig broder. Verdens uheldigste mand havde ikke
mulighed for at være sammen med Herren Krishna, da Han tog til sin bolig, skønt
manden på det tidspunkt befandt sig i Dwaraka. Jeg havde ikke optjent nok god karma til
at få denne mulighed! Jeg kunne ikke komme til at se vores guddommelige fader, før
Han tog af sted. Senere gav Herrens vognstyrer, Daruka, mig den besked, Herren havde
skrevet til mig, da Han afrejste fra Dwaraka. Beskeden var skrevet af Herren selv.”
11:3 Idet han fortalte det, tog han brevet frem fra sine klæder. Det brev som han anså
for at være mere værdifuldt end selve livet, fordi det var fra Krishna, og denne selv
havde skrevet det. Han overrakte brevet til Dharmaraja, der ærbødigt modtog det med
stor årvågenhed og ængstelse. Han pressede det mod sine øjne, der var fulde af tårer.
Gennem tårernes tåge prøvede han at tyde, hvad der stod, men det lykkedes ikke.
11:4 Brevet begyndte således: ”Arjuna! Dette er min befaling; udfør den fuldt ud, uden
tøven. Effektuer denne opgave med mod og alvor.” Efter dette hurtige påbud havde
Krishna redegjort for opgaven med følgende ord: ”Jeg har fuldført den opgave, jeg er
kommet for at udføre. Mit legeme skal ikke længere være i denne verden. Jeg drager
bort. Om syv dage, regnet fra i dag, vil Dwaraka synke i havet; havet vil opsluge alt
undtagen det hus, jeg har beboet. Derfor må du bringe dronningerne og de andre
kvinder, der overlever, til Indraprastha by sammen med børnene, babyerne og de
affældige. Jeg er taget af sted og placerer alt ansvaret for kvinderne og de øvrige
overlevende Yadava’er i dine hænder. Pas på dem, som du passer på dit eget liv. Sørg
for dem i Indraprastha og beskyt dem mod farer.” Efterskriften lød således: ”Således
skriver Gopala ved sin afrejse fra sit hjem. (Gopala var Krishnas kælenavn, da Han var
helt lille. Gopala betyder: ’Ham der beskytter, vejleder, nærer og plejer alle levende
væsener’).”
11:5 Dharmaraja sluttede sin oplæsning af brevet. Han bemærkede, at Bhima, Arjuna,
Nakula og Sahadeva fældede masser af tårer, idet de sad fastnaglet til jorden. Uden at
ænse noget som helst andet sad de som klipper. Arjuna sagde: ”Brødre! Jeg har intet
ønske om at leve blot et øjeblik uden at have Herren i vor midte. Jeg har derfor besluttet
mig for at drukne mig i det hav, der opslugte Dwaraka. Jeg havde ellers besluttet mig for
at skyde mig i hovedet med denne bue og dø, men Krishna’s ordre tvang mig til at afstå
fra det. Ordren fra Ham, der bestemmer over universet, bandt mig til denne Jord. Jeg
havde ingen tid til at planlægge handlingsforløbet; alt skulle ske så hurtigt.”
11:6 ”Jeg udførte de sidste ritualer for de døde, og det skete i henhold til de hellige
skrifters forskrifter. Jeg var opfyldt af angst for at havet skulle opsluge Dwaraka, før
kvinder, børn og ældre var blevet evakueret. Derfor skyndte jeg på dem, at de hurtigt
skulle forlade hjemmene og påbegynde turen til Indraprastha, som Krishna havde
befalet. Vi forlod Dwaraka uden den mindste lyst til at gøre det. Det lykkedes os at nå
40

frem til Panchanada’s (delstaten Punjab’s) grænser. Vores hjerter var tyngede på grund
af Krishna’s fravær. Jeg blev imidlertid drevet frem af nødvendigheden af at adlyde det
guddommelige påbud og af, ifølge dette påbud, at skulle bære disse menneskers byrde.”
11:7 ”Solen var ved at gå ned. Så sent på dagen vovede vi ikke at krydse en vandrig
flod, selv om den hindrede vores fremrykken. Jeg besluttede, at vi skulle slå lejr for
natten ved flodens bred. Vi indsamlede alle kvindernes smykker og værdigenstande og
opbevarede dem et sikkert sted. Dronningerne steg ned fra bærestolene, og
tjenestepigerne trak sig tilbage for at hvile. Jeg begav mig til floden for at gennemføre
aftenritualerne. Jeg slæbte mig nærmest af sted på grund af sorgen over adskillelsen fra
Krishna. I mellemtiden blev området bælgmørkt, og snart hørte vi vilde barbariske
krigshyl fra det omgivende mørke. Jeg spejdede ind i natten og fik øje på en flok skovnormader,
der for løs på os med stokke, spyd og daggerter. De tog smykkerne og de
øvrige værdigenstande, og de begyndte at trække kvinderne væk og binde dem på
hænder og fødder.”
11:8 ”Jeg råbte til dem og truede dem med skrækkelige konsekvenser. ”Hvorfor ønsker I
at dø, som natsommerfugle dør i ilden?”, spurgte jeg. ”Hvorfor ønsker I at være som
fisk, der møder døden, fordi de har en stærk lyst til fiskerens orm? Mød ikke døden i
dette forgæves forsøg på at samle bytte”, advarede jeg dem. ”Jeg går ud fra, at I ikke
ved, hvem jeg er. Har I ikke hørt om den frygtindgydende bueskytte, Pandu’s søn
Arjuna, der overmandede og besejrede de tre vendenserobere Drona, Bhishma og
Karna? Jeg vil nu ekspedere jer alle sammen til dødens rige ved at knipse på denne bue,
min uforlignelige Gandiva. Flygt, før I møder jeres endeligt eller anvend jeres liv som
føde for denne sultne bue”, bekendtgjorde jeg.”
11:9 ”Ikke desto mindre fortsatte de uforfærdet med deres skændige forehavender.
Deres grusomme angreb aftog ikke i styrke. De overfaldt vores lejr og vovede endda at
angribe mig. Jeg holdt mig i beredskab og fik fat i mine guddommelige pile, der kunne
udslette dem alle. Men desværre skete der noget forfærdeligt. Jeg kan ikke forklare,
hvordan eller hvorfor det skete. Jeg var ude af stand til at huske blot en enkelt af de
hellige formler, der fylder pile-projektilerne med kraft. Jeg glemte proceduren
vedrørende påkaldelsen og ophævelsen. Jeg var hjælpeløs.”
11:10 ”Lige foran mine øjne slæbte røverne af sted med dronningerne, tjenestepigerne
og andre. De skreg i smerte og kaldte på mig: ”Arjuna! Arjuna! Red os; frels os; hører du
os ikke? Hvorfor overhører du vores råb om hjælp? Overlader du os til disse røvere?
Havde vi vidst, at dette ville blive vor skæbne, havde vi lidt døden i havet ligesom vores
elskede by, Dwaraka.” Jeg hørte det altsammen, det smertede mig frygteligt; jeg så det
hele. De skreg og flygtede i alle retninger, kvinder, børn, ældre og de affældige. Da jeg
var som en løve, hvis tænder er trukket ud, og hvis kløer er blevet klippet, kunne jeg
ikke skade disse banditter. Jeg kunne ikke spænde min bue. Jeg angreb dem med pilene
i favnen. Meget snart var forrådet af pile opbrugt. Mit hjerte brændte i vrede og skam.
Jeg følte væmmelse ved min egen fejhed. Jeg følte det, som var jeg død. Alle mine
anstrengelser var forgæves. Efter Krishna var gået bort, havde pilenes højt velsignede og
uudtømmelige pilekogger svigtet mig.”
11.11 ”Min kraft og mine evner forsvandt med Krishna, da Han drog herfra. Hvordan
kunne den ulykke ellers indtræffe, at jeg skulle være et hjælpeløst vidne til denne
kidnapning af de kvinder og børn, der var overladt i min varetægt? På den ene side blev
jeg pint ved adskillelsen fra Krishna og på den anden side af smerten over ikke at udføre
Hans ordre. På samme måde som en vind giver næring til ilden, tilførte denne katastrofe
næring til smerten i mit hjerte. Og dronningerne! De der før boede i gyldne paladser i
den største luksus! Når jeg tænker dybere over deres skæbne i hænderne på disse
41

arske vilde, så brister mit hjerte. Oh Herre! Er det her grunden til, at du i fortiden
reddede os fra farer, var det for at påføre os denne drastiske straf?”
11.12 Arjuna græd højlydt og bankede i fortvivlelse sit hoved mod væggen. Rummet blev
fyldt med sorg; alle rystede af fortvivlelse. Den hårdeste klippe ville være smeltet i
sympati. Strømme af varme tårer flød fra Bhima’s øjne. Dharmaraja blev overvældet af
frygt, da han så, at Bhima også græd. Han gik helt hen til ham og talte kærligt og blidt til
sin broder for at trøste ham. Efter et stykke tid kom Bhima til sig selv. Han kastede sig
for Dharmaraja’s fødder og sagde: ”Brødre! Jeg ønsker ikke at leve længere. Giv mig
tilladelse til at forlade jer. Jeg vil drage ind i skoven og ofre mig selv med Krishna’s navn
på mine læber og således vende hjem. Uden Krishna er denne verden et helvede for
mig.” Med klædet, han holdt i hånden, tørrede han de varme tårer væk.
11:13 Sahadeva, der længe havde været tavs, gik hen til Bhima og sagde: ”Fald til ro;
bliv ikke ophidset. Husk på det svar, Krishna gav Dhritharashtra den dag under det åbne
retsmøde, da Han var på vej hen for at forhandle fred mellem os.”
42

Kapitel 12
Kali-tidsalderens begyndelse
12:1 Bhima sagde: ”Hvad svarede Krishna, da Han på Dhritharashtra’s retsmøde af
dennes sønner Duryodhana, Dussasana og andre blev spurgt, hvorfor Han gik i forbøn for
Pandava’erne i familiestriden med Kaurava’erne? Hvorfor Han favoriserede den ene del af
familien frem for den anden, som var Pandava’ernes slægtskab med Ham tættere end
Kaurava’ernes? Mind jer selv om svaret og se scenen for jer. Mens Han som en løve
vandrede utålmodigt frem og tilbage, brølede Krishna: ”Hvad sagde du? Skulle
Kaurava’erne være lige så tætte på mig, som Pandava’erne er det? Nej, de kan aldrig
være på det samme niveau. Hør efter! Nu skal jeg fortælle jer om det slægtskab, der
knytter mig til Pandava’erne. For denne krop er Dharmaraja hovedet; Arjuna er
skuldrene og armene; Bhima er kroppen; Nakula og Sahadeva er de to fødder. For denne
krop, der består af alt dette, er Krishna hjertet. De enkelte dele handler ud fra hjertets
styrke. Uden denne styrke er de livløse.””
12:2 Bhima fortsatte: ”Hvad betyder den erklæring for os? Den betyder, at vi Pandava’er
bliver livløse, eftersom hjertet ikke længere fungerer. Vi vil gå i opløsning. Herren, der er
tidens inkarnation, stræber efter at smelte os sammen med sig. Vi må være klar til at
besvare Hans kalden.”
12:3 ”Dette er bevis nok på, at Kali-tidsalderen er begyndt. Den dag Krishna forlod
denne verden, lukkede Dwapara-tidsalderens (den forrige tidsalders) døre sig, og Kalitidsalderens
porte åbnede sig. Hvordan skulle disse onde kræfter og ondskabsfulde sind
ellers kunne strejfe uhindret om? Arjuna, der aldrig glemmer den rituelle formel for hver
enkelt guddommelige pil, der afskydes fra hans bue, selv når krigen raser vildt og
heftigt, skulle han nogen sinde kunne glemme disse formler midt i den værste krise i
barbarernes angreb på eskorten af kvinder og børn? Det er helt sikkert Kali-alderens
tidsånd, der har forårsaget denne katastrofe.”
12:4 På det tidspunkt blandede Nakula sig i samtalen. Han sagde: ”Brødre! Den østlige
himmel afslører, at daggryet nærmer sig. Lad os informere dronningen og vores ærede
moder om den seneste udvikling. Lad os straks beslutte os for, hvad der skal være vores
næste skridt. Kroppen vil ikke gå i opløsning i samme øjeblik, åndedrættet ophører, er
det ikke sandt? Selvfølgelig ophørte vores liv i det øjeblik, Krishna gik bort, men
kroppens dele vil være varme en kort stund endnu. Også vi må forenes med Krishna i
dag eller i morgen. Lad os ikke spilde tiden i sorg og smerte. Lad os hellere tænke på den
vej, vi snart skal betræde og forberede os på rejsen.” Alle var enige i dette forslag, der
var fuld af kløgtig ikke-tilknytning.
12:5 Der var en del ængstelse om, hvorledes nyhederne ville påvirke Droupadi,
Subhadra og den aldrende moder. Men de ignorerede denne ængstelse og besluttede at
viderebringe nyhederne. For når Herren selv var gået bort, hvorfor skulle nogen så
bekymre sig om, hvad der muligvis ville komme til at ske andre? Brødrene besluttede, at
den ældste af dem, Dharmaraja, skulle bringe moderen nyhederne. De mente, det var
den korrekte fremgangsmåde.
12:6 Glæde får tiden til at flyve af sted. Det er ikke tilfældet med sorg. Når mennesker er
glade, går tiden hurtigt. Når de er i sorg, går tiden langsomt. Sorg er tung som
bjergkæder; den er som den alt afsluttende Syndflod. Skønt Dharmaraja’s hovedstad var
Indraprastha, befandt den nedarvede trone sig stadig i Hasthinapura, fordi den by havde
mistet sine øvrige herligheder, da Mahabaratha-krigen bortrøvede byen dens kongelige
slægt og alle dens ældre efterkommere. Derfor tilbragte Dharmaraja nogle måneder i
43

Indraprastha og den resterende del af året i Hasthinapura. Uden at være klar over at
Dharmaraja var i Hasthinapura, var Arjuna først rejst til Indraprastha. Da han fandt ud
af, at Dharmaraja ikke var der, forlod han de få kvinder fra Dwaraka, som det var
lykkedes for ham at redde fra de barbariske horder, og nåede alene frem til
Hasthinapura. Der var dog en enkelt person fra Yadava-dynastiet med ham. Han hed
Vajra og var Krishna’s barnebarn. Han var den eneste overlevende blandt Dwaraka’s
mandlige befolkning. Stakkels Vajra havde ingen lyst til at vise sig offentligt. Han
skammede sig sådan over at have overlevet. Han var så ulykkelig over de andres død, at
han skjulte sig i et mørkt værelse og konstant var nedtrykt og i dårligt humør.
12:7 Via en tjenestepige fandt dronningemoderen, Kunthi Devi, hurtigt ud af, at Arjuna
var ankommet til byen. Kunthi Devi holdt sig vågen hele natten, da hun ventede, at
Arjuna ville haste hen til hende og fortælle hende nyt fra Dwaraka. Hun lod lamperne
brænde; hun nægtede at gå til ro. Hver gang hun hørte den mindste lyd af fortrin, for
hun op i glæde over, at Arjuna var kommet. Hver gang udbrød hun: ”Oh søn! Hvor er jeg
glad for, du er kommet. Hvilke nyheder bringer du?” Når svaret udeblev, kaldte hun en
bestemt tjenestepige til sig og udbrød: ”Hvad er meningen med alt dette? Du fortalte
mig, gjorde du ikke, at Arjuna var ankommet fra Dwaraka? Hvorfor har han endnu ikke
besøgt mig? Du må have taget fejl; det må have været en anden, du har set ankomme,
og du har troet, det var Arjuna. Hvis han var ankommet, ville han helt sikkert straks
have opsøgt mig.” På denne måde tilbragte Kunthi Devi en søvnløs nat, hvor hun
skiftevis oplevede forventninger og skuffelser.
12:8 Det blev solopgang. Alle havde travlt med deres egne sager. I mellemtiden havde
hun stillet sig selv en række spørgsmål. Hvad var årsagen til, at Arjuna ikke havde
opsøgt hende? Blev han forhindret af nogle presserende politiske problemer, som
brødrene nødvendigvis måtte drøfte til langt ud på natten? Eller var han så træt efter
rejsen, at han besluttede sig for at besøge sin moder tidligt næste dag i stedet for den
samme nat? Eller var der opstået nogle kriser i Dwaraka, som Krishna beordrede ham til
straks at rådslå sig med Dharmaraja om, og derefter overbringe Ham reaktionen og
løsningen på problemet? Havde han, midt i forvirringen med alle disse kriser, glemt sin
pligt over for sin moder? Hun endte med at trøste sig selv med, at han selvfølgelig ville
komme ved daggry.
12:9 Hun stod derfor op, mens mørket stadig indhyllede Jorden. Hun badede og iklædte
sig nyt tøj og gjorde sig klar til at modtage sin søn. Netop da dukkede nye tanker op og
gjorde hende nervøs. Hver eneste aften kom alle hendes sønner altid til hende. En efter
en faldt de for hendes fødder og bad om tilladelse til at trække sig tilbage for natten. Men
hun undrede sig over, at ikke en eneste af dem var dukket op sidste nat. Det gjorde
hendes bekymring endnu værre. Hun sendte tjenestepiger til Droupadi’s og Subhadra’s
gemakker. På den måde fandt hun ud af, at ingen af brødrene end ikke havde deltaget i
aftensmåltidet. Hendes ængstelse blev større og større.
12:10 Mens hendes sind på denne måde blev sønderrevet af pine, kom en ældre
kvindelig tjenestepige ind og informerede hende om, at Dharmaraja, i selskab med
Arjuna, var på vej til hendes gemakker. Kunthi Devi blev oprevet af frygt for, hvad de
havde at fortælle. Samtidig var hun glad over at skulle møde Arjuna efter så lang tids
adskillelse og ivrig efter at høre nyt om Yadava’erne. Hendes forventninger var således
blandede. Hun skælvede, fordi hun var ude af stand til at beherske sin uro.
12:11 Dharmaraja trådte ind i værelset og faldt for hendes fødder. Han var tavs. Arjuna
faldt også for hendes fødder, og han var i lang tid ude af stand til at rejse sig. Det var
Kunthi Devi, der talte til ham med trøstende ord: ”Stakkels dreng! Hvordan klarede du at
være væk fra mig i så lang tid?” Hun kærtegnede ham kærligt. Men endnu før hun
velsignede ham og spurgte til hans helbred og velbefindende, spurgte hun: ”Arjuna! Jeg
44

hørte, du ankom i går aftes, er det ikke sandt? Hvorfor kom du ikke hen til mig i løbet af
natten? Hvordan skulle en moder kunne sove fredeligt uden at have set sin søn, når hun
ved, han er kommet tilbage efter så lang tid? Nå, jeg er glad for, at du i det mindste kom
her ved daggry. Fortæl mig nyhederne. Har din svigerfader, svigermoder og bedstefader
det godt? Min nevø, Krishna, er gammel nu; hvordan har han det? (Kunthi var søster til
Krishna’s biologiske fader, Vasudeva). Er han rask? Eller er han sengeliggende som jeg?
Bliver han plejet, som jeg bliver? Er han fuldstændig afhængig af andre? ” Hun holdt om
Arjuna’s hænder, og hendes blik var fæstnet på hans ansigt. Pludselig spurgte hun:
”Hvad er det, jeg ser min søn? Hvordan er du blevet så dyster? Hvorfor er dine øjne
opsvulmede og blodskudte på den måde?”
12:12 ”Jeg forstår! Dwaraka er langt væk, og den lange rejse i junglen har sat sine spor.
Støvet og solen har angrebet dig; udmattelsen efter rejsen står præget i dit ansigt. Læg
det bag dig, slap af. Fortæl mig alt det, min smukke, blå-sorte Krishna bad dig fortælle
mig. Hvornår kommer Han hertil? Eller har Han intet ønske om at se mig? Sagde Han
noget? Selvfølgelig; Han er i stand til at se alle, ligegyldigt hvor Han befinder sig.
Hvornår kommer jeg til at se Ham igen? Vil denne modne frugt stadig være på træet, når
Han kommer?”
12:13 Hun stillede spørgsmålene mange gange og besvarede dem selv lige så ofte. Hun
gav hverken Arjuna eller Dharmaraja mulighed for at sige det, de ønskede at sige.
Tårerne strømmede uden afbrydelse fra Arjuna’s øjne. Kunthi Devi lagde mærke til dette
besynderlige fænomen. Hun trak Arjuna tættere til sig og holdt hans hoved mod sine
skuldre. ”Min søn, Arjuna! Hvad er der sket? Fortæl mig det. Jeg har aldrig før set tårer i
dine øjne. Fandt Gopala (Krishna) fejl ved dig og sendte dig væk, fordi du ikke er værdig
til at være i Hans nærhed? Har du været udsat for sådanne frygtelige ulykker?” Hun var
overvældet af sorg, men hun gjorde sit bedste for at trøste sin søn.
12:14 På dette tidspunkt slog Dharmaraja sig på hovedet med begge hænder og
fremstammede mellem hulkene: ”Moder! Du bliver ved med at tale om vores Krishna.
Det er ti dage siden, Han forlod os. Han er taget tilbage til sin egen bolig. Alle Yadava’er
er døde.” Selv mens han talte således, åbnede Kunthi Devi sine øjne helt op, idet hun
spurgte: ”Hvad? Gopala…….min Nandanandana…….mit hjertes skat…..hjerte…..har Han
overladt Jorden til sig selv? Oh Krishna…..Krishna…..“ Som ville hun begive sig ud for at
lede efter Ham, døde hun i det øjeblik.
45

Kapitel 13
Parikshith’s kroning
13:1 Kunthi Devi tog den vej, som den smukke, blå-sorte Krishna havde taget. Hvad der
blev tilbage, var den livløse krop. Arjuna græd højlydt. ”Brødre! Hvad skal jeg sige? Vi
har mistet vores moder.” Dharmaraja, der stod ved siden af, var dybt rystet over
chokket. Han gik hen til kroppen og fandt ansigtet blegt. Han stod som forstenet.
13:2 Tjenestepigerne uden for døren hørte, hvad Arjuna sagde, og de kiggede ind i
værelset. Kunthi Devi’s krop lå på gulvet; Arjuna holdt hendes hoved i skødet. Med
tårefyldte øjne så han anspændt på hendes ansigt. Paladsets tjenestepiger spredte
nyheden fra mund til mund. De kom ind i værelset og så, at enkedronningen havde
forladt dem for altid. De græd højlydt over den fortvivlede situation.
13:3 I mellemtiden nåede nyheden dronningerne i de indre gemakker. På et øjeblik
spredtes de sørgelige nyheder over hele Hasthinapura. Dronningerne var overvældet af
sorg. De kom vaklende ind i værelset, mens de af smerte slog sig for brystet. Som en
endeløs strøm af sorg strømmede paladsets beboere ind i værelset. Bhima, Nakula,
Sahadeva og ministrene var alle overvældet af sorg.
13:4 Luften var fyldt med en ubeskrivelig smerte. Ingen kunne tro, at Kunthi Devi, der
for få minutter siden så ivrigt havde ventet på sin søn, Arjuna, for at høre de nyheder,
han bragte fra Dwaraka, skulle være død så hurtigt. De, der kom og så hende, stod
stumme og ubevægelige. Tjenestepigernes jamren, dronningernes stønnen og sønnernes
sorg smeltede selv det hårdeste hjerte.
13:5 Dharmaraja gik rundt og trøstede alle og indgød dem mod. Han sagde, at de ikke
skulle give efter for sorgen. Han græd ikke; han gik tappert rundt og henvendte sig til
alle for at give dem styrke. Alle undrede sig over hans selvkontrol. Ministrene gik hen til
ham og sagde: ”Oh konge! Din uforstyrrede natur fylder os med beundring. Du ærede
din moder og behandlede hende som dit livsåndedræt. Hvordan er det muligt, at dit
hjerte har taget hendes død så roligt?” Dharmaraja smilede af deres bekymring.
”Ministre! Jeg er fuld af misundelse, når jeg tænker på hendes død. Hun er i sandhed
meget heldig. Verden gav slip på hendes liv, så snart hun hørte nyheden om, at Krishna
var taget til sit himmelske hjem. Hun begav sig straks til dette hjem, for hun kunne ikke
bære smerten ved at være adskilt fra Ham”, sagde Dharmaraja.
13:6 ”Vi er i allerhøjeste grad uheldige. Vi var så tæt på Ham; vi fik så meget lyksalighed
fra Ham. Vi hørte om Hans bortgang, men alligevel er vi stadig i live! Havde vi virkelig
haft den hengivenhed, vi påstod at have, havde vi sluppet kroppen, som hun gjorde,
straks vi hørte om dette tab. Vi skulle skamme os! Vi er blot byrder for Jorden. Alle vore
år er spildte.”
13:7 Da byens indbyggere og andre borgere fik at vide, at årsagen til Kunthi Devi’s død
var, at hun havde hørte nyheden om Krishna’s afsked med verden, græd de om muligt
endnu højere. Grunden var, at sorgen over tabet af Krishna var langt større, end sorgen
over at have mistet enkedronningen. Mange opførte sig, som var de blevet sindssyge.
Mange slog deres hoveder mod husmurene; de følte sig elendigt til mode, og de følte sig
fortvivlede.
13:8 Det var, som blev der smidt benzin på et bål. I den strøm af uudholdelig pine, der
stammede fra det dobbelte tab, der var lidt, var Dharmaraja den eneste rolige person.
Han trøstede dronningerne; han talte blidt og overbevisende med alle; han fortalte dem,
46

at der ikke var nogen grund til at sørge over tabet af dronningemoderen eller Herrens
bortgang. Hver af dem havde deres egen bestemmelse ifølge en forudbestemt plan. ”For
os står det blot tilbage, at vi fuldbyrder vores skæbne ved gennem passende handlinger
at foretage os det, der forventes af os”, sagde han.
13:9 Dharmaraja henvendte sig til Arjuna og sagde: ”Arjuna! Kære broder! Lad os ikke
udsætte det yderligere. Moders begravelsesritualer må straks begynde. Vi må få
Parikshith kronet til hersker. Vi må forlade Hasthinapura endnu i nat; hvert øjeblik
forekommer mig som en evighed.” Dharmaraja var opfyldt af en høj grad af ikketilknytning,
men Arjuna var i endnu højere grad opfyldt af forsagelse. Han løftede
moderens hoved fra sit skød og lagde det på gulvet. Han bad Nakula og Sahadeva om at
træffe de nødvendige forberedelser til Parikshith’s kroning. I henhold til de beslutninger
kongen og prinserne havde taget vedrørende de forestående arrangementer, gav han
instrukser til ministrene, officererne osv. Han havde i sandhed meget travlt. Bhima gik i
gang med forberedelserne til sin moders begravelse.
13:10 Ministrene, byens borgere, præsterne, guruerne, alle var de fulde af forundring,
beundring og bedrøvelighed over den besynderlige udvikling og de besynderlige
hændelser, der foregik i paladset. De var sunket hen i sorg og fortvivlelse, men de måtte
holde følelserne for sig selv. De var ligeledes påvirket af en voldsom følelse ikketilknytning.
Ramt af forundring udbrød de: ”Ah! Dharmaraja’s onkel og tante på
fædrenes side forlod lige pludseligt paladset; nyheden om Krishna’s bortgang ramte ham
som et slag i ansigtet, og hans hoved var i forvejen forstyrret af den førnævnte ulykke;
straks derefter døde hans moder; inden hendes lig er fjernet fra det sted, hvor hun døde,
er han nu i gang med at forberede kroningen! Ydermere er herskeren i færd med at
planlægge at opgive alt, magt, rigdom, status, autoritet, og flytte ud i skoven sammen
med alle sine brødre! Udelukkende disse Pandava’er kan besidde et sådant vedholdent
mod og en sådan evne til forsagelse. Ingen andre besidder en sådan dristighed.”
13:11 I løbet af et øjeblik var begravelsesritualerne gennemført. Præsterne blev kaldt
ind. Dharmaraja besluttede sig for, at kroningsceremonien skulle gennemføres på en
enkel måde. De underordnede herskere og konger skulle ikke inviteres, og borgere og
slægtninge i Indraprastha ville heller ikke modtage nogen invitation.
13:12 Selvfølgelig var en kroning inden for Bharatha-dynastiet, hvor en hersker blev
indsat på slægtens hellige Løve-trone, sædvanligvis en storslået begivenhed. Datoen for
en sådan begivenhed ville normalt blive fastsat måneder i forvejen, og det
lykkevarslende øjeblik ville blive fundet med pertentlig omhu. Detaljerede forberedelser
ville normalt blive gjort i et storslået omfang. Men nu blev alt, i løbet af få minutter, gjort
klar med de forhåndenværende remedier og med deltagelse af de personer, man rådede
over. Man gav Parikshith et ceremonielt bad, kronen blev sat på hans hoved, og han blev
bragt hen til tronen af præsterne. Parikshith blev placeret på tronen, og alle i salen græd
af sorg, da Dharmaraja egenhændigt placerede det diamantbesatte diadem på drengens
hoved. Symbolet på Imperiets autoritet, der skulle og burde overtages til lyden af
befolkningens glade bifaldsråb, blev påtvunget drengen til lyden af stønnen og hulken.
13:13 Den nyligt kronede hersker, Parikshith, græd. Selv ikke Dharmaraja, manden der
netop havde kronet ham, var i stand til at standse drengens tårer på trods af de største
anstrengelser. Alle tilskuernes hjerter blev sønderrevet af en smertefuld sorg. Hvem kan
modstå skæbnens kraft? Skæbnen udfører enhver handling på det tidspunkt og på det
sted og på den måde, som den skal udføres på. Over for skæbnen er mennesket intet;
det er hjælpeløst.
13:14 Parikshith var en velopdragen og dydig dreng. Han så det sørgelige udtryk, der var
på alles ansigter. Han havde lagt mærke til de begivenheder og hændelser, der var
47

indtruffet i paladset. Han var blevet siddende på tronen, eftersom han følte, han burde
efterkomme de ordrer, han havde fået af de ældre mænd. Men pludselig faldt han for
Dharmaraja’s fødder, og gribende bønfaldt han: ”Min herre! Hvad end du ønsker, så vil
jeg adlyde og opfylde det. Men forlad mig ikke, jeg beder dig. Lad mig ikke alene
tilbage.” Han slap ikke sit greb i fødderne; han fortsatte med at græde og bønfalde. Alle,
der var vidne til denne tragiske scene, græd. Selv de mest forhærdede kunne ikke andet
end at græde. Situationen var forfærdelig, fyldt med skrækkelig sorg.
13:15 Barnet kastede sig for sin bedstefaders, Arjuna’s, fødder og råbte bedrøveligt:
”Bedstefader! Hvordan kan du drage herfra med fred i sindet efter at have placeret det
tunge ansvar for hele Imperiet på mine skuldre? Jeg er et barn. Jeg ved ingenting. Jeg er
meget dum. Jeg er uvidende. Jeg har ingen kvalifikationer. Jeg er inkompetent. Det er
ikke retfærdigt. Det er ikke forsvarligt af dig at drage ind i skoven og lægge ansvaret for
dette Imperium på mine skuldre. Det ansvar der er blevet båret af en lang række helte,
statsmænd, krigere og kloge mænd. Lad en anden bære ansvaret; tag mig med til
skoven”, tryglede han.
48

Kapitel 14
Pandava’ernes bortgang
14:1 Det var et ynkværdigt syn. Parikshith, den lille dreng med kronen på hovedet, gik
klagende hen til sin bedstefader og de øvrige mænd. Han greb fat i deres fødder og bad
til, at også han måtte ledsage dem ind i skoven. Han ville med glæde spise rødder og
frugter, og han ville være glad for at deltage i de hellige højtideligheder. ”Vil I ikke nok
betro kongeriget til en dydig minister og give mig lov til at føre et liv, der er værd at
leve”, bønfaldt han. De, der stod rundt om i salen, var rørt til tårer over hans smerte ved
at blive ladt tilbage. Hvis sten havde hørt hans forpinthed, ville de være smeltet i
sympati.
14:2 På heroisk vis lykkedes det Dharmaraja at undertrykke sine følelser. Han tog
drengen op og satte ham på sit skød. Han talte til ham med ord, der både skulle trøste
og indgyde ham mod: ”Kære barn! Bliv ikke svag. Du er et barn, der er født ind i
Bharatha-dynastiet. Kan et får blive født ind i løvernes dynasti? Din fader, moder og
bedsteforældre var fulde af mod. De var dristige forkæmpere for sandheden. Det gjorde
deres navne verdensberømte. Så det er ikke passende, at du græder på denne måde. For
fremtiden vil disse præster være dine forældre og bedsteforældre. Lyt til deres råd, og
styr landet ifølge disse råd. Lev op til dit lands storhed og stolthed. Hold op med at sørge
over os.”
14:3 Men på trods af alle de ældres overbevisende ord var drengen på den sødeste måde
ubøjelig. Han jamrede: ”Bedstefader! Jeg er for lille til at kunne overbevise dig med mine
bønner. Jeg ved det, men hør på mig. Jeg mistede min fader endnu før, jeg blev født. Du
opdrog mig med den omhu og venlighed, som min fader ville have vist mig, hvis han
havde levet. Nu, hvor jeg elsker at synge og lege og strejfe om med mine kammerater,
giver du mig ansvaret for dette store Imperium. Kan det være rigtigt? Er det retfærdigt?
I stedet for at efterlade mig alene fordybet i sorg, skulle du hellere forlade mig efter at
have hugget mit hoved af med dit sværd! Ak! Hvad har jeg gjort dig, siden du straffer
mig på denne måde? Kunne du ikke have aflivet mig i min moders livmoder den dag, min
fader døde? Blev mit livløse legeme genoplivet, for at du kunne tildele mig denne
opgave?” På denne måde fortsatte Parikshith længe med at fordømme sig selv for at
have fået denne skæbne.
14:4 Arjuna kunne ikke holde det ud længere. Han holdt drengen for munden; han
kærtegnede ham i kærlig hengivenhed; han pressede sine læber mod hans hoved. ”Barn!
Det er en vanære over for kriger-kasten, at du opfører dig som en kujon. Vi mistede også
vores fader; vi voksede også op i pleje hos munke og asketer. Til sidst lykkedes det os at
vinde vores onkels kærlighed, og efter at have overvundet mange drabelige forhindringer
grundlagde vi vores herredømme over dette kongerige. Han, der beskyttede os, vejledte
os og ledte os gennem livet, vil helt sikkert også være din beskytter og vejleder. Tab ikke
modet; følg i nogle år de råd, som disse præster og ministrer vil give dig. Senere vil du
selv være i stand til at løse Imperiets problemer”, sagde han.
14:5 Parikshith kunne ikke beroliges. Han sagde: ”Bedstefader! Fraskriver du dig nu
tronen og kongeriget og giver dem til mig? Ok, men bliv så hos mig i endnu nogle år.
Lær mig kunsten at regere, og lær mig de gældende regler. Derefter kan du forlade mig.
Jeg var lykkelig og fri. Jeg boltrede mig og strejfede rundt uden nogen bekymringer, for
jeg var overbevidst om, at jeg havde min bedstefader, der kunne beskytte mig, selv om
jeg havde mistet min fader. Hvis du nu også forlader mig, hvilken skæbne vil så vente
mig? Du var midtpunktet for alle mine håb. Dem støttede jeg mig til, dem fæstede jeg lid
til. Nu styrter du mig pludselig ud i fortvivlelse og svigter mig.” Han græd højlydt og
49

sønderrev alles hjerter hos dem, der så og hørte ham. Han rullede rundt på gulvet og
holdt om de ældres fødder.
14:6 Arjuna løftede ham op og omfavnede ham. Han holdt drengen om skuldrene og
kærtegnede ham. Han tørrede den strøm af tårer væk, der strømmede ned ad barnets
kinder. Mens han gjorde det, var han ude af stand til at tilbageholde sine egne tårer. Idet
han vendte sig mod præsterne, der stod i en rundkreds omkring dem og stirrede på hele
optrinnet, spurgte han dem, hvorfor de blot var tavse vidner, der ikke prøvede at trøste
drengen.
14:7 Egentligt var de selv for opfyldt af sorg til at tænke på at berolige Parikshith. De
sagde: ”De skarpe ord denne dreng fremstammer, sårer os som pile; hans pine får os til
at stivne. Hvad kan vi sige til ham? Hvordan kan vi trøste ham? Hvad kan indgyde mod i
ham i denne stund?” Også de var overvældet af sorg.
14:8 Til sidst lykkedes det familiens lærer, Kripacharya, at standse sin sorg. Han tørrede
tårerne fra sine øjne væk med en flig af sit ærme. Han sagde følgende til Arjuna: ”Hvad
ønsker du, vi skal fortælle drengen? Vi har ikke lyst til at sige noget som helst. Vi er
fuldstændig målløse. I dag har du fraskrevet dig Imperiet, som du vandt efter en sejr,
der krævede, at der flød strømme af blod. En sejr som millioner af mennesker ofrede
deres liv for, og som du tragtede efter i årevis. Du har ikke hersket over landet i tusind
år, nej, end ikke i et par århundrede eller i halvfjerds år. Hvem kan sige, hvad tiden vil
bringe? Selvfølgelig må Herrens handlinger have et indre formål. Undskyld os; du er
vores overhoved; du ved bedst.” Kripacharya stod med bøjet hoved, for han var tynget
af sorg.
14:9 Dharmaraja trådte et skridt frem og henvendte sig til læreren: ”Som du ved, er alle
mine handlinger foretaget i henhold til Krishna’s befalinger. Jeg dedikerede alle mine
handlinger til Ham. Jeg spillede min rolle, som Han dikterede den. Jeg hverken ønskede
eller beholdt noget personligt. Alle mine pligter og forpligtelser er forsvundet med
Herrens bortgang. Hvilken gavn gør det nu, at Dharmaraja har overlevet, når Krishna er
borte? Eftersom Kali-tidsalderen har taget over, kan jeg end ikke et øjeblik fortsætte
med at regere dette land. Nu er det din pligt at beskytte denne dreng, vejlede og træne
ham, så han kan forblive på tronen. Bevar troskaben over for ‘rigtig handling’; fortsæt
dynastiets traditioner og oprethold og ær slægtens gode navn. Elsk og opdrag ham, som
var han din egen søn!” Efter at have sagt dette, lagde han Parikshith’s hænder i
Kripacharya’s hænder. Alle de tilstedeværende, inklusiv Dharmaraja og læreren, græd i
dette øjeblik.
14:10 Et øjeblik efter blev Vajra kaldt ind. Han fik besked om, at fra denne dag var
Parikshith Imperiets hersker. Derfor hyldede Vajra ham, som det sømmede sig at hylde
landets overhoved. Også ministrene og præsterne hyldede Parikshith på behørig vis som
deres hersker. Herefter tog Dharmaraja Parikshith’s hænder og lagde Vajra’s hænder på
dem og annoncerede: ”Dette er Vajra, Yadava’ernes herre. Jeg indsætter ham herved
som konge af Mathura og Surasena-staten.” Så placerede han en diamantbesat
guldkrone på Vajra’s hoved. ”Vær begge som brødre; trofaste forbundsfæller såvel i
fredstid som i krigstid; uadskillelige i jeres venskab”, formanede han dem. Han kaldte
Vajra til side og rådede ham til at behandle Parikshith som sin egen onkel. Han rådede
derefter Parikshith til at ære Vajra, som han ville ære selve Aniruddha (Krishna’s
barnebarn). Han fortalte dem begge, at de skulle sikre, at ‘rigtig handling’ fremover
forblev usvækket, og at de skulle betragte deres undersåtter som selve deres livsånde.
14:11 Herefter strøede Pandava-brødrene lykkevarslende riskorn over hovederne på
Vajra og Parikshith. Præsterne fremsagde passende mantraer. Horn gjaldede, og der blev
slået på trommer. Med tårer i øjnene lagde Vajra og Parikshith sig i støvet for
50

Dharmaraja og de øvrige tilstedeværende. Pandava-brødrene var ikke i stand til at se de
to kære yndlinge i øjnene; de var overvældet af tilknytning. De nøjedes med kort at
omfavne dem og sagde et kort, kærligt farvel, før de én efter én begav sig til det hinsides
uden at medbringe andet, end det tøj de havde på.
14:12 Da dette skete, jamrede slægt og venner, byens borgere, dronningerne og de
andre i kvindernes opholdsrum, hofmændene og tjenestepigerne sig alle højlydt. Byens
borgere kastede sig på herskerens vej og forsøgte at gribe fat i hans fødder. På denne
bedrøvelige måde bad de ham blive. De bønfaldt brødrene om lov til at tage med.
Enkelte fejede forhindringerne til side og løb ved siden af det kongelige selskab.
Pandava’erne vendte sig imidlertid ikke om en eneste gang; de sagde ikke ét ord. De
hørte ikke de bønfaldende ord. Deres sind var fæstnet på Krishna. De bevægede sig lige
fremad, som mennesker der er blændet af en fanatisk beslutning. De ænsede ingen, de
iagttog ingen.
14:13 Sammen med sine tjenestepiger kom Droupadi løbende efter dem, og hun kaldte
på sine herrer. Hver af dem anråbte hun ved navn. Også Parikshith forfulgte dem hen ad
gaderne, men ministrene fik fat i ham og bar ham væk. De forsøgte at berolige ham,
skønt de selv var stærkt berørte. Men Pandava’erne gik ubekymret af sted uden at bede
dem, der fulgte efter dem, om at gå tilbage eller give tilladelse til dem der ønskede at
følge dem. Hundredvis af mænd og kvinder var nødt til at standse, da de blev for trætte,
og sorgfulde måtte de vende tilbage til hovedstaden. Andre, der var mere hårdføre,
fortsatte. Kvinderne, der boede i de kvindelige gemakker i paladset, og derfor ikke var
vant til sol og vind, blev hurtigt trætte. De faldt udmattede om på vejen.
Tjenestepigerne, der jamrede over de frygtelige begivenheder, kom og bragte dem
lindring. Enkelte dristede sig endda med ind i skoven, men måtte snart vende tilbage
efter mødet med vildnissets rædsler. Da støvskyer hvirvlede op, smurte mange byboere
ærbødigt støvet på deres pande, idet de troede, det var støv, der var hvirvlet op af
Dharmaraja’s fødder. På denne måde gik brødrene gennem buskads og tornebuske og
forsvandt snart ud af syne. Der var ikke mere, folk kunne gøre. Tynget af en ubærlig
sorg vendte de tilbage til Hasthinapura.
14:14 Pandava’erne overholdt Mahaprasthanam-løftet. Det løfte, der påbød dem ikke at
spise eller drikke noget på deres vej. Det løfte, der yderligere pålagde dem ikke at hvile,
men fortsætte lige frem i den nordlige retning, indtil de faldt døde om. Det var det løfte,
de overholdt. Så strengt og så ubarmhjertigt.
51

Kapitel 15
Kong Parikshith’s regeringstid
15:1 Pandava’erne drog af sted med deres blik konstant rettet lige fremad, idet de
ventede på det øjeblik, hvor deres legemer ville bryde sammen af ren og skær
udmattelse, og døden på denne måde ville afslutte deres tid på Jorden. Deres hjerter var
fulde af følelser, der var koncentreret om Krishna, Hans lege, Hans gavtyvestreger, Hans
nåde og Hans herlighed. Der var ikke plads til andre følelser eller tanker. Deres dronning,
Droupadi, slæbte sig af sted et pænt stykke vej, men hun blev til sidst for svag til at
fortsætte. Hendes herrer vendte ikke om, selv når hun bønfaldt dem om det. Klog og
hengiven som hun var, erkendte hun, at de var optaget af at opfylde et strengt og
kompromisløst løfte. Hun afgjorde, at det bånd der havde knyttet hende til dem så
længe, var løsnet, og at hun nu måtte møde sit endeligt. Hun besvimede og faldt om.
Hun udåndede med sit sind fæstnet på Krishna.
15:2 Også Pandava’erne gik af sted med standhaftig disciplin, og hver især mødte de
deres endeligt på det tidspunkt, hvor de var nødt til at afkaste deres legeme. Legemet
blev til støv, men sjælen smeltede sammen med Krishna. De opnåede udødelighed, idet
de overgav sig til Krishna’s udødelige væsen.
15:3 Fra Bharath’s (Indiens) kongelige trone herskede Parikshith over sit land i henhold
til moralske og retfærdige principper. Kærligt tog han sig af sine undersåtter og
beskyttede dem mod skade med faderlig omsorg og hengivenhed. Ligegyldig hvilken
opgave han gav sig i kast med, foretog Parikshith sig ikke noget uden at tænke på
Krishna og sine bedsteforældre. Han bad til dem om, at hans indsats måtte lykkes. Hver
morgen og hver aften bad han til dem om at lede sig langs den rette vej. Han følte sig,
som var han sit folks hjerte, og som var folket hans legeme.
15:4 Overalt i hans rige var selv vinden utilbøjelig til at flytte på nogen genstand af frygt
for at blive indblandet i tyveri. Der var ikke den mindste frygt for tyve. Ej heller var der
noget spor af uretfærdighed, umoralskhed eller fjendskab. Kongeriget blev vidt berømt
for dette. Ved det mindste tegn på nogen form for ondskab, klarede Parikshith det ved
hjælp af hårde straffe og ved at indføre forebyggende ordninger, som på en fast og
bestemt måde slog ondskaben ned. Eftersom ‘rigtig handling’ på denne måde blev plejet
med kærlighed og ærbødighed, var selv naturen venlig stemt. Regnen faldt, når der var
behov for den; afgrøderne voksede sig store og udbytterige; kornkamrene var fyldte;
folk var tilfredse, glade og aldrig bange.
15:5 Mens Parikshith sad på tronen og herskede over Imperiet med stor omhyggelighed,
konfererede ministrene og de åndelige ledere, der var dynastiets vejledere, med
hinanden. De besluttede, at de ville henvende sig til kongen med forslag om, at han
skulle indtræde i ægtestanden, altså at han skulle gifte sig. Således fremlagde de deres
bøn. Da de havde fået hans accept, spurgte de hans fædrene onkel, prins Uttar, fra den
kongelige Virata-familie, om denne datters hånd. De præster, de havde sendt til Virata,
vendte tilbage med de glædelige nyheder, at han var glad for forslaget. Præsterne fandt
frem til en lykkevarslende dag og et lykkevarslende tidspunkt. Ægteskabet mellem
Parikshith og Iravathi, prins Uttar’s datter, blev fejret med pomp og pragt.
15:6 Dronning Iravathi var en stor Sadhvimani (en perle blandt dydige kvinder). Hun var
udstyret med en ufravigelig kærlighed til sandheden, og hun var hengiven over for sin
mand. Hver gang hun fik kendskab til, at nogen i riget led nød, pintes hun, som var det
hende selv, der var udsat for ulykken. Hun blandede sig med hovedstadens kvinder og
gjorde sig bekendt med, hvad de tragtede efter, og hvilke bedrifter de udførte. Hun
52

indgød dem mod og trøstede dem, når der var behov for det. Hun var selv det gode
eksempel, og gennem undervisning fremmede hun væksten af de gode dyder blandt
dem. Hun oprettede institutioner til at fremme og beskytte den gode karakter. Hun tillod
kvinder fra alle lag at henvende sig til hende, for hun besad ingen falsk stolthed. Hun
behandlede alle med ærbødighed. Iravathi var barmhjertighedens og sjælsstyrkens
engel. Alle og enhver priste hende som gudinden Annapurnaa (den der skænker føde) i
menneskelig skikkelse.
15:7 Gennem denne konges og dronnings regeringstid levede mænd og kvinder i fred og
velstand uden at være generet af ønsker. Parikshith arrangerede også gennemførelsen af
mange vediske ofringer og ritualer til lykke og fremgang for menneskeheden. Han
sørgede for, at Gud, med Hans mangfoldige navne, blev tilbedt i templerne og i
hjemmene. På denne og andre måder blev troen på Gud og kærlighed til mennesket
indpodet i hans undersåtters hjerter. Han fremmede forholdsregler, der sikrede fred og
harmoni blandt de vismænd og hellige mænd, der levede som eneboere i skovhytter.
Han beskyttede dem mod mennesker og dyr, så de kunne leve i stille tilbagetrækken.
Han tilskyndede dem til at undersøge sig selv for derved at åbenbare selvkontrollens
love. Han førte personligt opsyn med de skridt, der blev foretaget for at garantere deres
tryghed og sikkerhed.
15:8 På denne måde herskede Parikshith og Iravathi over deres Imperium, som Herren
Iswara (Herren Shiva) og dennes hustru, Parvathi, herskede over universet; nemlig med
forældreagtig kærlighed og omsorg. Kort efter spredte nyheden sig blandt kvinderne, at
dronningen var i lykkelige omstændigheder. Det blev bekræftet. I hjemmene og i
offentlige tilbedelsessteder bad undersåtterne til Gud, om Han ville velsigne dronningen
med en søn. De bad om en søn, der ville være udstyret med alle gode kvaliteter og
karakterstyrke, en søn der ville blive en trofast og uforfærdet tilhænger af ‘rigtig
handling’, og som ville leve et langt liv. På den tid elskede undersåtterne deres konge så
intens, at de gav afkald på deres egne glæder for at glæde ham i stedet. Kongen elskede
også dem og beskyttede dem, som han beskyttede sine egne øjne.
15:9 Parikshith bemærkede undersåtternes henrykkelse over den lykkevarslende udsigt
til det barns komme, der skulle videreføre dynastiet. Han græd af glæde, da han
opdagede, hvor dybt hans folk var knyttet til ham. Han følte, at hengivenheden var der
takket være hans bedstefader og takket være Herren Krishna’s nådegave.
15:10 Parikshith afveg ikke fra sin beslutning om at tjene sit folks interesser på bedste
måde. For at klare denne store opgave gav han afkald på sine egne sympatier og
antipatier. Han opfattede sine undersåtter som sine børn. Det bånd, der på denne vis
knyttede kongen og folket sammen i et sådant tæt og kærligt forhold, var i sandhed af
hellig beskaffenhed. Derfor plejede hans folk at sige, at de ville foretrække hans
kongerige frem for himlen.
15:11 I mellemtiden, på en lykkevarslende dag, blev en søn født, og hele landet var
opfyldt af ubeskrivelig glæde. Vismænd, lærde og statsmænd sendte deres velsignelser
og gode ønsker til kongen. De erklærede, at et nyt lys var begyndt at skinne over landet.
Astrologer rådførte sig med deres bøger og beregnede barnets skæbne. De kundgjorde,
af han ville komme til at forøge dynastiets herlighed og tilføje endnu mere anseelse til sin
fader og vinde sit folks agtelse og kærlighed.
15:12 Parikshith inviterede familiens lærer til paladset og konsulterede også præsterne
for at finde frem til en dato for barnets navngivningsceremoni. Følgelig fik barnet, under
en kompliceret arrangeret højtidsceremoni, navnet Janamejaya. De tilstedeværende
præster modtog kostbare gaver. Det skete efter henstilling fra Kripacharya, der var
alderspræsident blandt kongens rådgivende præster. Køer med gyldne udsmykkede horn
53

og hove blev i stort omfang skænket bort. Alle blev overdådigt bespist fra morgen til
aften. Da Dharmaraja begav sig ud på sin sidste rejse, havde han betroet den lille dreng
på tronen til Kripacharya, og som en sand værge havde Kripacharya rådgivet
barnekongen og trænet ham i statsmandskunst. Efterhånden som barnet voksede op,
blev denne afhængighed større. Kongen afveg sjældent fra Kripacharya’s råd. Han søgte
det altid og fulgte det med ærbødighed. Derfor bad vismændene og kongerigets
eneboere for Kripacharya’s helbred, og for at han måtte få et langt liv, og de priste folks
lykke og herskerens omsorg som årsagen til deres velfærd.
15:13 Parikshith var alle kongers overhoved, for han havde de åndelige lederes
velsignelse, de kloges rådgivning og Guds nåde. Efter sit lange erobringstogt slog han
lejr ved bredden af Ganges og festede for at markere sin sejr. Det gjorde han ved at
gennemføre tre hesteofringer med alle de foreskrevne ritualer. Hans berømmelse spredte
sig ikke blot fra nord til syd og fra øst til vest i Indien, men selv langt ud over landets
grænser. Alle hyldede ham som ’Den mægtige Juvel’ i Bharath’s kongelige familie. Der
fandtes ikke det land, der ikke havde bøjet sig for hans vilje. Der fandtes ingen hersker,
der trodsede hans ordrer. For ham var det ikke nødvendigt at gå i spidsen for sin hær for
at kue noget folk eller nogen hersker. Alle var i den grad villige til at hylde ham. Han var
herre over alle lande og alle folk.
15:14 Ondskabsfuldhedens og det moralske fordærvs ånd, der også kendes som Kali,
havde allerede vist sig i forbindelse med afslutningen af Krishna’s æra. Derfor viste den
fra tid til anden sit giftige åsyn, men Parikshith var årvågen. Han indførte visse
forholdsregler for at modvirke dens kneb og rænkespil. I de reformer der blev lanceret,
og i de institutioner der blev oprettet, forsøgte han at gå i sin bedstefaders fodspor. Hver
eneste gang lejligheden bød sig, mindede han sit folk om bedsteforældrenes ædelhed og
higen. Han fortalte dem om Krishna, Hans nåde og barmhjertighed. Hver gang han
fortalte disse historier, græd han glædens og taknemmelighedens tårer. Han var oprigtigt
og voldsomt plaget af, at han havde mistet muligheden for at leve sammen med
Pandava’erne og Krishna.
15:15 Han var bevidst om, at Kali var trængt ind i hans rige, og han bestræbte sig på at
udbedre det greb, Kali havde om folkets sind. Da han blev vidende om Kali’s aktiviteter,
undersøgte han hvilke forhold, der fremmede dens udbredelse. Med sine læreres og de
ældres aktive medvirken vedtog han derefter specielle love for at modvirke de tendenser,
som Kali afstedkom. Da de ældre forklarede ham, at sådanne forholdsregler kun skulle
tages, når ondskaben udmøntede sig i kriminalitet, delte Parikshith ikke deres opfattelse.
Han var tilhænger af stor årvågenhed. Han ønskede at være et godt eksempel for sit
folk. ’Som hersker, så undersåtter’, lyder ordsproget, forklarede han. Han erklærede, at
Kali, eller ondskaben, udelukkende er i stand til at øve indflydelse gennem herskerens
inkompetence, tabet af selvtillid blandt folket og den formindskede evne blandt folk til at
gøre sig fortjent til nåde. Disse tre er de faktorer, der fremmer Kali’s plan. Hvis disse tre
ikke er til stede, kan mennesket ikke blive et bytte for dens kneb. Eftersom Parikshith
var klar over det, rejste han rundt i sit rige og forsøgte, nat og dag, at uddrive Kali fra de
steder, den hjemsøgte. Det vil med andre ord sige, at han forsøgte at sikre, at der ikke
var plads til uretfærdighed, tvang, slet karakter, usandhed og vold. Hans forebyggende
indsats var effektiv. Han havde så megen fred i sit rige, at han med succes kunne regere
selv i de fjerntliggende regioner som Bhadraswa, Kethamala, Uttarakuru og Kimpurusha.
54

Kapitel 16
Ærbødighed over for Krishna
16:1 Hver gang kong Parikshith rejste til et eller andet område, bød herskeren eller
kongen for området ham velkommen med stor begejstring og passende militære såvel
som civile æresbevisninger. De erklærede, at de altid var klar til at tjene ham loyalt,
uanset hvad han end måtte ønske, de skulle gøre. Parikshith svarede, at han intet behov
havde for, at de tjente ham, og at hans forventninger til dem udelukkende var, at de ville
fremme lykke og velstand for det folk, der var overladt i deres varetægt. Han rådede
dem til specielt at være opmærksomme på at passe på præsterne og kvinderne og
beskytte dem mod fortræd. Han formanede dem at fremme tilbedelsen af Gud over hele
deres kongedømme. Disse var de eneste anmodninger, han havde til dem, der var hans
underordnede konger.
16:2 I nogle af de vigtige områder af hans Imperium underholdt folket ham med
folkeviser, der skildrede hans forfædres berømmelse og tapperhed. De sang om
Pandava-brødrenes fortræffeligheder og bedrifter. Sangene priste den barmhjertighed og
nåde, som Herren Krishna havde skænket Pandava’erne, og den hengivenhed og tro som
Pandava’erne altid havde æret Herren Krishna med. De opførte også skuespil, hvor de
spillede roller som Pandava’erne og Kaurava’erne med Krishna i deres midte. Med disse
rollebesætninger udredte de den historie, Krishna havde planlagt skulle ske.
16:3 Når Parikshith hørte disse sange og så disse skuespil, flød tårerne ned ad hans
kinder. Dette skete på trods af hans anstrengelser for at kontrollere sine følelser.
Folkesangerne, historiefortællerne, skuespillerne og sceneteknikkerne opdagede alle, at
deres hersker udelukkende blev fascineret af de skuespil og sange, der havde disse
temaer. Derfor afstod de fra øvrige emner i deres søgen efter materiale til såvel skuespil
som sange. De koncentrerede deres opmærksomhed om Parikshith-dynastiets historie og
om den overvældende nåde, ved hjælp af hvilken Krishna ofte havde reddet det. Kong
Parikshith lyttede ærbødigt, og med stor hengivenhed overværede han stykkerne fra
ende til anden. Hans taknemmelighed kom også til udtryk på andre måder. Han var i
højeste grad lykkelig; hans ministre og de ældste bekræftede, at historierne var
fuldstændig sande. Da han hørte det, voksede hans tro og hengivenhed, og han opsøgte
disse forestillinger oftere og oftere og nød dem i endnu højere grad. Han behandlede de
optrædende og musikerne med inderlig hengivenhed og honorerede dem med
rundhåndede belønninger.
16:4 Nyhederne om at Parikshith frydede sig over at høre sange om sine forfædre og
Krishna spredtes. Det bevirkede, at de, der havde personlige erfaringer med Krishna og
kongens forfædre, samlede sig om ham. Det skete, hvorhen han gik. De var selv ivrige
efter at se en hersker, der var så fuld af hengivenhed. En dag, da de vendte hjem fra en
tur til Mathura (Krishna’s fødested), var der en gammel præst iblandt de mennesker, der
stod ved vejsiden for at få et glimt af Imperiets hersker. Den Store konge kunne ikke
lade være med at lægge mærke til ham. Han henvendte sig til ham og spurgte kærligt til
hans velbefindende. Præsten svarede: ”Maharaj! For år tilbage, da Deres bedstefader,
Dharmaraja, lod hesteofringen gennemføre i Krishna’s guddommelige nærværelse,
fungerede jeg som ypperstepræsten, der skulle lede ceremonierne. Ved den lejlighed
henvendte Krishna sig til mig og spurgte kærligt til mit velbefindende. Det skete med lige
så stor hengivenhed, som De lige viste mig. Deres ord fik mig således til at huske
Krishna’s ord.” Resten af det præsten sagde, forsvandt i hulk og tårestrøm. Da Parikshith
hørte hans ord, udbrød han: ”Oh, hvor lykkelig du er! Tænk, at Herren har talt til dig på
det sted, hvor den hellige ild brændte!” Han tog det klæde af, som han bar over
skulderen, foldede det pænt og lagde det på jorden. Idet han gjorde det, bad han
55

indtrængende den gamle mand om at sætte sig behageligt tilrette på klædet og fortælle
ham mere om sine oplevelser med Herren på det sted, hvor den hellige ild brændte. Han
bad ham også om eventuelt at fortælle om oplevelser fra andre steder.
16:5 ”Mit hjerte brister i tusind stykker, fordi det ikke kan udholde sorgen over den fejl,
jeg begik den dag”, græd den gamle mand svagt. Kongen forhørte sig: ”Herre! Hvilken
fejl? Hvis du vil fortælle om den, vil jeg gerne vide det?” Han tog begge den gamle
mands hænder, trykkede dem mod hinanden og bad ham afsløre fejlen for ham.
16:6 Præsten svarede: ”Den dag tog alle vi, der var optaget i den hellige præsteorden,
der skulle udføre ceremonien, det hellige tøj på, der var skænket os, og begav os til den
indviede plads. Her øste Krishna, der sad på et guldbelagt sæde foran en stor guldplade,
vand fra en krukke af guld på…….nej, jeg er ude af stand til at fortælle mere. Jeg savner
ord.” Den gamle mand græd og hulkede og var ude af stand til at fortsætte sin
beretning.
16:7 At beretningen pludselig blev afbrudt, lige da den var nået til det mest spændende,
øgede kun herskerens nysgerrighed. Han bønfaldt: ”Hvad skete der? Herre! Fortæl mig
det venligst!” Præsten fattede mod og efterkom ønsket: ”Oh konge! Hvad skal jeg sige?
Vi ypperstepræster blev bedt om at placere vores fødder på førnævnte guldplade, og
Herren vaskede fødderne på os alle. Med det klæde Han bar over skulderen, tørrede Han
derefter vores fødder. Han stænkede vandet fra vores fodbad over sit hoved. Eftersom
jeg var den øverste blandt ypperstepræsterne, rådførte Han sig med mig om alle
ceremoniernes detaljer. Til sidst, på dagen hvor den afsluttende ofring i den hellige ild
fandt sted, skænkede Han mig synet af sig selv med konkylie, diskos, lotusblomst og
scepter i sine guddommelige hænder. Det syn befriede for altid os alle fra trældom. Nu,
hvor den barmhjertige Herre ikke længere er blandt os, oplever jeg, at det at se Dem
giver den samme følelse som en stakkels fyr, der er ved at dø af tørst i den bagende sol i
ørkenen, må føle, når han har fået et par dråber forfriskende vand.”
16:8 Præsten afsluttede sin beretning, og idet han holdt om Parikshith’s hænder,
anbragte han et par indviede riskorn på kongens hoved. Riskornene medbragte han altid
i en knude, der var bundet i hjørnet af hans lændeklæde. Parikshith modtog velsignelsen
og udbrød: ”Herre! Jeg er i sandhed heldig. Selv om jeg ikke personligt kunne se Herren
Krishna, har jeg i dag været så heldig, at jeg har mødt de fødder, som Han ærede.” Idet
han udtalte dette, faldt han for den gamle præsts fødder. Derefter kaldte han ministrene
til sig og gav dem besked på at hjælpe præsten op i en bærestol og bringe ham til sit
hjem. Herudover gav han ham et stort antal værdifulde gaver og rigdomme.
56

Kapitel 17
Erindringen om svundne dage
17:1 På denne måde rejste kong Parikshith rundt på hele det indiske kontinent. På disse
rejser gjorde han sig bekendt med sine bedsteforældres fortræffelige måde at
administrere på. De bedsteforældre der den gang havde etableret et enestående forhold
mellem sig selv og Herren Krishna, der på den tid færdedes på Jorden som menneske.
Parikshith lyttede til mangen en hellig og lærd mand, der havde levet på denne lykkelige
tid. Han tænkte over disse opmuntrende erindringer, mens han alene rejste af sted. Ofte
blev han overvældet af anger ved tanken om, at han ikke havde levet i de tider, da hans
bedsteforældre var i en sådan himmelsk lyksalighed.
17:2 Mens han således var fordybet i glæden ved at mindes sine forfædres annaler og
herligheden ved den svundne tid sammen med Krishna, dukkede Vyasa, den store
vismand, ganske uventet op. Parikshith bød ham velkommen med stor ærbødighed og
tilbød ham et ophøjet sæde. Vismanden roste Parikshith’s styre og sagde, at det mindede
ham om Pandava’ernes regeringstid. Den unge konge lyttede til hans ord. Efter et stykke
tid sagde Vyasa: ”Søn, nu er det tid for mig at drage videre.” Men Parikshith sagde: ”Det
svarer til at sætte en tallerken fuld af delikatesser foran en sulten mand, og så, lige når
han rækker hånden ud for at tage maden, trække tallerkenen uden for hans rækkevidde.
Dine beretninger om mine bedsteforældres oplevelser og om Sri Krishna’s pragt er som
de kostbareste perler, der ligger spredt ud foran mig. Du forårsager den mest pinefulde
skuffelse hos mig ved at nægte mig dem. At du forlader mig lige nu, gør mig helt
fortvivlet.”
17:3 Han bønfaldt vismanden om at blive lidt længere. ”Fortæl mig i hvilket ærinde, du
er kommet. Bliv lidt længere sammen med mig og stil den sult, der nager mig. Jeg gik
glip af det store held, som mine bedsteforældre havde ved at kunne tilbringe deres liv
sammen med Herren selv. Jeg vil redde mig fra forfald ved i det mindste at lytte til
fortællinger om deres bedrifter og deres hengivenhed, som tiltrak sig Herrens nåde.” Da
han så kongen, der bad med så stor alvor og så ydmygt, sagde Vyasa: ”Søn, du må ikke
på nogen måde føle dig ringere eller mindre hellig. Jeg kan meddele dig, at ingen andre
har haft så stort et held, som du har haft. For du tiltrak dig Herrens nåde i det øjeblik, du
blev født. Herren Krishna gav dig dit livsånde. Han løftede dig op i sine arme og legede
med dig, mens du endnu var en baby. Du holdt dig så tæt ved Ham, at du sjældent var
langt fra Ham. Din yngste bedstefader, Sahadeva, måtte med magt trække dig væk fra
Krishna og række dig over til kvinderne i den indre sal. Du blev ceremonielt navngivet af
selve Krishna. Hvilken mindeværdig begivenhed det var! Du viste os, at du var et
vidunderligt barn; hvor end Herren bevægede sig, fulgte du Ham med øjnene. Du var
opsat på ’at finde ud af’ (pariksha), hvor Han var, som ingen anden var det i salen den
dag. Meget behændigt gemte Krishna sig bag søjler og forsøgte på forskellig vis at aflede
din opmærksomhed fra sig. Men du viste dig at være for klog, selv for Ham! Dine øjne
ledte udelukkende efter Ham; de så udelukkende Ham og Hans strålende form. Alle vi
der var til stede, var dybt forundret over din hengivenhed og koncentration. Det
forekom, som om du undersøgte hvert enkelt ansigt for at se, om det var Krishna’s. Du
blev lang i ansigtet, når du opdagede, at det ikke var Hans ansigt, du så. Dit ansigt lyste
op, når du så Ham og kun Ham. Lærde og almindelige mennesker, hyrder og herskere,
de erkendte alle, at du var et usædvanligt barn. Det er årsagen til, at da din bedstefader,
Dharmaraja, bad Herren om at give dig et passende navn, så opkaldte Han dig efter din
mærkværdige adfærd, Parikshith (den, der undersøger; den, der prøver at finde ud af).”
17:4 ”Da Herren kundgjorde dette navn til Dharmaraja, mens den umådelige store
forsamling af hofmænd, lærde og vismænd hørte det, billigede alle det ved at sige:
57

”Meget passende, fortræffeligt, fint.” Når du er så rigt begunstiget med held, er det ikke
passende, at du fordømmer dig selv som værende uheldig. Du blev kærtegnet af Herren;
Han legede med dig; Han så du boltrede dig; Han gav dig dit navn. Hvor mange er så
heldige?! Du skal ikke blot opfatte disse hændelser som værende ganske almindelige
nådegaver.”
17:5 Ved disse ord strømmede glædestårer ud af Parikshith’s øjne. Han havde et
spørgsmål på læberne, men Vyasa så, at han tilbageholdt det, så han klappede ham på
skulderen og opmuntrede ham til at stille det. ”Min søn. Det virker, som om du ønsker at
spørge mig om noget. Du skal ikke tøve med at spørge, du skal ikke blive forsagt.” Da
han fik mod af denne tilskyndelse, sagde Parikshith: ”Agtværdige herre! Et menneske
kan ikke kende værdien af enten sorg eller glæde, medmindre det selv har kendskab til
disse følelser. De glædelige kontakter med Krishna, som du netop omtalte, blev tildelt
mig på et tidspunkt, hvor jeg nok ikke var bevidst om den velsignelse, der lå i dem. Sand
glæde kan udelukkende opleves, når man er bevidst om dens værdi. Hvis et barn får en
diamant til mange millioner kroner, vil det blot behandle den som et stykke glas.
Lyksaligheden ved at være sammen med Herren, som du sagde, jeg har oplevet i min
barndom, er lige så virkningsløs som den glæde, jeg har oplevet i tidligere liv. Dengang
vidste jeg intet om, hvilket kostbart øjeblik det var. Havde jeg vidst det; havde jeg været
i stand til at forstå det, kunne jeg for altid have sat pris på det. Nu er det blot noget, der
er sket. Jeg har intet synligt bevis på Herrens nåde, som jeg modtog dengang. Så nu må
jeg udelukkende stole på mundtlige beviser. Så fortæl mig derfor venligst om Krishna’s
storhed og herlighed; lad mine ører drikke disse historiers nektar.”
17:6 Vyasa blev rørt over hans bøn, så han indvilligede. ”Min søn! Opfatter du det sådan,
at der blot findes en eller to af Herrens lege? Hvordan kan jeg fortælle dig om Hans lege,
der i antal er hinsides ens forestillingsevne. Så spørg i stedet om, hvad Han gjorde i
forbindelse med en bestemt person eller i forbindelse med en bestemt situation. Jeg vil
med glæde fortælle dig alle detaljerne.” Parikshith blev glad over at høre dette. Med
foldede hænder bad han: ”Herre! Fortæl mig om, hvordan de tætte bånd, der blev
knyttet mellem mine bedstefædre og Herren Krishna, opstod.”
17:7 Vyasa brød ud i latter. ”Min søn, din ivrighed overrasker mig. Kun sådanne ivrige
individer kan opnå visdom. Jeg er henrykt over, at du har denne stærke higen. Derfor vil
jeg fortælle dig om det, du spurgte om. Lyt!” Idet han sagde det, satte Vyasa sig
behageligt til rette i stolen. Parikshith gjorde sig rede til at lytte med et hjerte, der var
ved at briste af glæde, og ører der næsten voksede i deres ivrighed efter at lytte.
17:8 ”Søn! Kong Drupada var opsat på at give sin eneste datter væk til en passende
brudgom, men på trods af den mest omhyggelige søgen havde han ikke haft held med at
finde en. Derfor bekendtgjorde han, at der skulle afholdes en fest, hvis formål var, at der
skulle findes og vælges en brudgom. Magtfulde konger og majestæter ankom til og
forsamlede sig i hans hovedstad sammen med lærde, der alle var udrustet med en
charmerende personlighed. Alle var de ivrige efter at blive gift med prinsessen, hvis
skønhed ikke blev overgået af nogen i de tre verdener. De var alle stolte over deres
rigdom og tapperhed, og de følte, de kunne vinde hendes gunst ved hjælp af deres
penge og mod.”
17:9 ”I salen, hvor de alle var forsamlet, havde kongen fastgjort en ny opfindelse på en
af søjlerne. Det var et hjul, eller en skive, der kunne dreje hurtigt rundt. Hjulet blev
genspejlet i vandoverfladen under den søjle, hvorpå den var fastgjort. På hjulet var der
fastgjort en figur formet som en fisk. Konkurrenterne om prinsessens hånd blev bedt om,
én efter én, at træde frem og spænde en bue. Opgaven bestod så i, at de ved at se på
spejlbilledet i vandet, skulle ramme ’fisken’ på den roterende skive ovenover. De måtte
altså ikke se på selve målet, ’fisken’, men kun på refleksionen i vandet. Drupada
58

ekendtgjorde, at han havde til hensigt at gifte sin datter væk med hvem som helst, der
måtte ramme målet. Alle blev bedt om at holde sig klar. Byen var fuld af prinser og
konger, der var kommet for at deltage i denne specielle bueskydningskonkurrence.”
17:10 ”Nyheden om konkurrencen nåede ud til dine bedsteforældre, der havde påtaget
sig rollen som præster for at vildlede de snu Kaurava’er. Først mente de, at de ikke
burde deltage i konkurrencen, men Arjuna, din bedstefader, var i stand til at overtale
sine brødre til at deltage i denne fest for tapre mænd. For, som han sagde, ingen, der
tilhører kriger-kasten, burde blive væk, når bueskytter konkurrerer om en så
fremragende gevinst.”
17:11 ”Således gik det til, at de fem brødre sad i forsamlingen forklædt som præster. De
sad der som en flok løver og udstrålede tapperhed. Alles blikke var rettet mod det sted,
hvor de sad. Folk kom med bemærkninger om deres tilstedeværelse. Mange af
bemærkningerne var beundrende, andre bespottende. Nogle roste dem som værende
mestrer, andre lo og kaldte dem for professionelle kæmpere eller vagter. Sladderen om
dem spredtes ud over hele forsamlingen.”
17:12 ”Herren Krishna var ankommet til festen. Han så hele tiden på Arjuna. Krishna’s
broder, Balarama, der sad og talte med ham, bemærkede det. Endelig begyndte festen,
hvor der skulle findes en brudgom. En efter en begav de sig hen til spejlbilledet i vandet
og rettede pilen mod den roterende ’fisk’ ovenover. Ingen af dem ramte, og blege og
ydmyget vendte de tilbage til deres pladser. De var tynget af skuffelse og skamfølelse og
sank sammen i sorg.”
17:13 ”Krishna havde ingen intention om at rejse sig og deltage i konkurrencen. Han
blev roligt siddende på sin plads. Havde Han ønsket det, kunne Han med største lethed
have ramt ’fisken’ og dermed vundet. Men hvem kan måle Hans sinds dybde?”
17:14 ”Nu rejste Arjuna sig og bevægede sig hen mod den nye opfindelse. Han kastede
en lysende stråleglans af åndfuldhed over forsamlingen. Denne kom fra hans tapre
personligheds aura. Droupadi, prinsessen, løftede sit blik og så med beundring på ham.
Hendes sind smeltede sammen med den lysende stråleglans. Lynhurtigt flækkede
Arjuna’s pil ’fisken’. Han havde vundet. Forsamlingens bifald bragede løs. Prinsessen gik
hen til ham og giftede sig med ham, idet hun lagde en blomsterkrans om hans hals og
tog hans hænder i sine.”
17:15 ”Da Arjuna kom ud af salen med sin hustru i hånden, hylede flokken af besejrede
konger og prinser op om, at konkurrencereglerne ikke var blevet overholdt. Årsagen var,
at en præst, der ikke havde lov til at konkurrere i bueskydning, havde fået lov til at
deltage og var blevet udråbt som vinder. I en vred klynge kastede de sig over din
bedstefader. Men Bhima trak et kæmpe træ op med rode og svingede det rundt over
hovedet på mængden af besejrede konger.”
17:16 ”Da Krishna og Balarama så slåskampen mellem den skuffede flok bejlere og
Pandava-brødrene, smilede de for sig selv i påskønnelse over Arjuna’s succesfulde
bedrift. Dine bedsteforældre havde ingen anelse om, hvem de to var; de havde aldrig set
dem før.”
17:17 ”Med den nyvundne brud nåede Pandava-brødrene tilbage til deres bopæl, der var
en pottemagers ydmyge bolig. Den ældste af brødrene, Dharmaraja, var med stor
begejstring i gang med at beskrive dagens begivenheder, da Balarama og Krishna, klædt
i gul silke og herlige at skue, trådte ind i den simple hytte. De lagde sig for fødderne af
den ældre Kunthi, dine bedsteforældres moder. ”Lille faster, vi er dine nevøer”, sagde de.
”Vi er Nanda og Yasoda’s børn”, præsenterede de sig selv. Herefter berørte de
59

Dharmaraja’s fødder, idet de bøjede sig dybt for ham. Krishna henvendte sig til Arjuna
og trak ham til side med et udtryk af kærlig hengivenhed. ”Jeg kender dig, men du
kender ikke mig. I dag ser jeg dig for første gang. Jeg er Vasudeva’s søn; mit navn er Sri
Krishna. Jeg er ældre end dig. Da du sejrede i det kongelige palads, opdagede jeg, at I er
Pandava-brødrene. Jeg forstod da, at I var undsluppet vokshuset, som I var i, da der
blev sat ild til det. Lige fra det øjeblik, jeg fik øje på dig i forsamlingen af bejlere, følte
jeg på en eller anden måde, at du måtte være Arjuna. Det fortalte jeg også min broder.
Dette er min broder, Balarama. Jeg er meget glad for, at jeg opdagede dig, og min
broder deler også min glæde. Endelig møder jeg dig. Din brud er legemliggørelsen af
gode dyder og intelligens.””
17:18 ”Mens Han sagde dette, førte Krishna Arjuna lidt væk fra de andre og hviskede i
hans øre: ”Slægtning! Jeg vil ikke råde dig til allerede nu at vise dig offentligt. Fortsæt
med at være forklædt en kort stund endnu, mens I er det ene eller det andet sted.”
Herefter tog Han afsked med sin tante og de andre og drog derfra med sin ældre broder,
Balarama.”
17:19 ”Fra denne dag af blev hengivenheden mellem Krishna og Arjuna mere og mere
intens. Den voksede til et kæmpe træ, der bar frugter fulde af sødme, som de delte med
hinanden. I denne sødme smeltede deres sind sammen og blev til ét. Bemærk, at første
gang din bedstefader mødte Herren Sri Krishna, var i Droupadi’s bryllupssal. Betydningen
af det skal findes i det faktum, at også de blev bundet sammen livet igennem af
kærlighedens og hengivenhedens bånd, der betød et aldrig svigtende venskab. For at
fuldbyrde dette venskab lærte Krishna ham den højeste visdom. Bemærkede du, hvor
kammeratlige de i enhver henseende perfekte svindlere var over for din bedstefader, da
han vandt Droupadi?” Efter at have stillet det spørgsmål, rejste Vyasa sig og samlede
sine ting sammen i et forsøg på at komme af sted.
17:20 Da han så det, og mens glædestårer fyldte hans øjne, bønfaldt Parikshith inderligt:
”Herre! Med din beskrivelse af Hans lege og Hans nåde har Du fået Herren til at stå klart
for mit blik. Vil du ikke nok fortælle om flere af de tilfælde, hvor Herren overøste sin
barmhjertighed over mine bedsteforældre? Hvordan Han gradvis kom tættere på dem, og
hvordan Han reddede dem fra katastrofer? Jeg kan ikke falde i søvn, jeg ønsker kun at
lytte til historier om Gud. Gør denne nat hellig ved at fortælle mig om Herrens pragt.
Udelukkende det kan tilfredsstille mig. Lad mig tilbringe natten med Ham i tankerne. Din
stilhed foruroliger mig.”
17:21 Vyasa bemærkede Parikshith’s standhaftighed og hengivenhed og ændrede sin
beslutning. Han sagde: ”Min søn! Havde Krishna blot udført ét eller to mirakler, kunne
jeg have beskrevet dem for dig. Selv om jeg havde en milliard tunger og hele evigheden
af tid, kan beskrivelsen af Hans storslåethed aldrig blive udtømmende. Alle guderne bøjer
sig for Ham med håndfladerne samlet. Undertiden vil Han løfte sine hengivne til skyerne;
snart efter vil Han trække dem ned i dybet. Han behandler verden som et dukketeater.
Hans smil var altid glædestrålende. Han kendte ikke til bekymring, skuffelse eller lidelse.
Nogen gange opførte Han sig som et almindeligt menneske, nogle gange som et
uskyldigt barn. Andre gange som en kær slægtning eller som en fortrolig ven eller som
en myndig hersker. Engang imellem opførte Han sig som en legesyg røgterdreng. Han
havde evnen og begavelsen til at spille alle roller med en enestående forskellighed. Han
elskede din bedstefader Arjuna med en speciel inderlighed. Han plejede at tage ham
med, ligegyldigt hvor Han tog hen, og hvad Han skulle. Derfor kunne Arjuna frit bevæge
sig rundt, selv i de indre gemakker i Herrens residens. Herren plejede at lege med din
bedstefader i Yamuna-floden. Han dykkede ned i floden ét sted for så at dukke op et
stykke derfra og overraske din bedstefader. Han opfordrede ham til at gøre det samme,
hvis han ellers kunne. Han konkurrerede med ham i forskellige lege; lege der trodser
beskrivelse, og som du ikke vil kunne genkende. Pludselig kunne Han tage Arjuna med
60

ud til et afsides sted og der underholde ham med forskellige hemmelighedsfuldheder.
Ofte plejede Han at afstå fra sin behagelige silkebetrukne seng og sov i stedet med sit
hoved i Arjuna’s skød.”
17:22 ”Din bedstefader gengældte også denne kærlighed fuldt ud. Skønt de nogle gange
kunne være vrede på hinanden og tale til hinanden, som om de var rasende, blev de
hurtigt venner igen og gentog snart den venlige samtaleform. Min kære søn. Man kan
sige, at de var menneske og Gud, som krop og livsånde. Der fandtes ingen Arjuna uden
Krishna og ingen Krishna uden Arjuna. Der fandtes ingen hemmelighed, som din
bedstefader ikke delte med Krishna, eller som Krishna ikke delte med din bedstefader.
Hvilke specielle episoder i deres forhold skal jeg nu fortælle dig om? Spørg mig om en
hvilken som helst episode, du gerne vil høre om, og jeg skal med glæde berette om den.”
61

Kapitel 18
Takshaka’s redning
8:1 Da Vyasa på denne måde stillede sig til rådighed, svarede Parikshith, der var yderst
opmærksom på, hvad der blev sagt, med en stemme der rystede af følelser: ”Herre! Det
står ikke tydeligt klart for mig, hvorfor min bedstefader ødelagde Khandava-skoven ved
hjælp af en storbrand. Fortæl mig, hvorfor Krishna hjalp ham med denne dåd. Glæd mig
ved at berette om denne episode.” Parikshith faldt for vismandens fødder og bad om, at
han ville forklare det for ham. Vyasa lykønskede ham og sagde: ”Du har stillet et
spørgsmål, der gør dig ære. Jeg vil efterkomme dit ønske.”
18:2 Han fortsatte. ”Engang da Krishna og Arjuna lykkelige slappede af i sandet ved
Yamuna-flodens bred og ikke ænsede verden og dens forviklinger, kom en ældre præst
hen til dem. Han sagde: ”Søn! Jeg er sulten. Giv mig lidt mad til at stilne min sult, ellers
kan jeg ikke holde mig i live.” Da de hørte disse ord, blev de pludselig klar over den
fremmede persons tilstedeværelse. Skønt han udadtil virkede almindelig, var der en
guddommelig glans omkring ham, der gjorde ham til noget særligt. Krishna gik hen til
ham og tiltalte ham. ”Mægtige præst! Du forekommer ikke blot at være menneskelig. Du
vil ikke være tilfreds med at få almindelig føde, formoder jeg. Spørg mig om den føde, du
ønsker, og jeg skal helt sikkert give dig den.” Arjuna stod et stykke derfra og iagttog
samtalen med forbløffelse. For han hørte Krishna, Ham der stillede alle væseners sult i
alle verdener, spørge denne magre sultne præst, hvilken slags føde der ville tilfredsstille
ham! Krishna forhørte sig så stille og roligt og med så stor hensynsfuldhed, at Arjuna
blev fuld af nysgerrighed og forbavselse.”
18:3 Præsten brød pludselig ud i latter og sagde: ”Herre! Genkender du mig ikke? Der er
intet i denne verden, nej, i alle de fjorten verdener, der er hinsides dit kendskab. Jeg er
livsprincippet; i din skabelse er jeg ’ildens princip’, Agni. Jeg er ked af, at jeg må fortælle
dig, at selv jeg er blevet syg. Jeg føler, jeg må konsumere Khandava-skovens træers
saft. Skoven må fortæres af flammer. Alene det kan stilne min sult og give mig min
appetit igen.”
18:4 ”Da Han hørte det, spurgte Krishna ham: ”Ok, så konsumér den; hvorfor kommer
du til mig med det problem? Det er i sandhed forbløffende; du har kraften til at forvandle
universet til aske! Hvorfor beder du om andres hjælp? Da Krishna, der foregav ikke at
vide besked, spurgte ham på denne måde, svarede Agni, Ild-guden: ”Herre! Du ved alt.
Lever den store slange, Thakshaka, og dens slægt og venner, tjenere og fæller ikke i
denne Khandava-skov? Indra, Regn-guden, er dens bedste ven. Så Indra har derfor
påtaget sig ansvaret for at beskytte denne skov mod ild og andre katastrofer. Han har
givet sit æresord på, at han vil redde skoven og altså også redde Thakshaka. Så snart
jeg begynder at æde skoven, vil Indra derfor sende sine håndlangere af sted og
gennemvære stedet med regn. Jeg vil blive uskadeliggjort på en måde, så jeg vil være
ude af stand til at kunne spise igen. Derfor søger jeg tilflugt hos dig.””
18:5 ”Krishna lo af hans frygt. Han sagde: ”Hvis det har sådan fat, så skal vi nok hjælpe
dig. Fortæl os, hvad vi skal gøre, og vi vil være parate.” Agni var henrykt. Han
forklarede: ”Jeg er i sandhed velsignet; jeg er reddet. Hvis du blot beslutter dig for at
tilbageholde den regn, som Indra udløser, ved at dække skoven med et tag af pile, så
kan jeg uforstyrret æde skoven.” Krishna forsikrede ham, at hans anmodning ville blive
imødegået. Din bedstefader, Arjuna, henvendte sig til Agni på følgende måde: ”Du kan
brænde skoven uden tøven. Mine våben er kraftige nok til at modstå og overmande ikke
blot én Indra, men selv ti millioner af dem. Men jeg har ikke det nødvendige antal pile til
62

denne operation og heller ikke en vogn, der kan bære den tunge vægt. Hvis disse
fremskaffes, skal jeg, med Krishna’s elskværdige tilladelse, udføre min opgave.””
18:6 ”Agni Deva, Ild-guden, blev glad over at høre dette. Han opfyldte Arjuna’s to
ønsker: Et uudtømmeligt pilekogger som han kunne trække en uafbrudt strøm af pile op
af og en vogn med Maruthi-flaget (Vind-gudens flag). Desuden skabte han Ildvåbenet, og
idet han overrakte det til Krishna, forlod han dem begge.”
18:7 ”Min søn, Parikshith! Du må huske på, at Krishna udelukkende tog imod dette
våben for at gøre Ild-guden tilfreds; Han har intet behov for sådanne våben. Der findes
ikke noget våben, der er mere effektivt end Hans vilje. På et splitsekund kan Hans vilje
forvandle Jorden til himmel og himmel til Jorden. Han spiller rollen som menneske, så
længe Han bevæger sig rundt blandt folk. Mennesker danner deres egne meninger uden
at forstå Hans handlingers indre betydninger. Det er blot en konsekvens at det
selvbedrag eller den illusion, der slører menneskets syn.”
18:8 ”Efter på denne måde at have taget afsked med Krishna, begyndte Agni at
konsumere Khandava-skoven. Lige på det tidspunkt, præcist som forudset, sendte Indra
sine håndlangere ud på den opgave, der bestod i at redde skoven fra ødelæggelse. Deres
anstrengelser var forgæves. De vendte tilbage til deres herre og aflagde rapport om
deres nederlag. Derfor styrtede Indra selv, sammen med sine drabelige følgesvende, af
sted til stedet for at redde Khandava-skoven. Her stødte han på din bedstefader, Arjuna.”
18:9 ”Arjuna modtog ham med en byge af pile fra sit berømte Gandiva-bue. Også Indra
kæmpede med al sin styrke. I løbet af få minutter trak Indra’s følgesvende sig tilbage.
De var ude af stand til at modstå den regn af pile, der bombarderede dem fra alle sider.
Indra indså, at den person, der påførte dem nederlaget, var hans egen søn, Arjuna.
(Arjuna’s moder, Kunthi, og hendes mand, Pandu, kunne ikke få børn. Derfor måtte hun
have gudernes hjælp. I forbindelse med Arjuna’s fødsel, fik hun Indra’s hjælp). Han blev
overmandet af skam over dette. Han beklagede, at han var ude af stand til at besejre sit
eget afkom og vendte bedrøvet og afdæmpet tilbage.”
18:10 ”I mellemtiden konsumerede Ild-guden lystigt skoven, og med stor appetit slugte
han med sine tusind røde tunger alt og startede derved en kæmpebrand. Kun aske var
tilbage. Da skovens fugle og øvrige dyr opdagede branden, forsøgte de forgæves at
undslippe denne forfærdelige kæmpebrand, men de var ikke i stand til det. De blev
fanget af flammerne og ristet levende. Krishna kørte rundt i skoven for at forhindre
nogen af dens beboere i at løbe ud i det fri og derved blive reddet. Han holdt specielt øje
med større dyr og slanger. Han fik øje på slangen Thakshaka, en god ven af Indra, der
var i færd med at undslippe ilden. Krishna kaldte Arjuna hen til sig for at gøre ham
opmærksom på slangen. Herved fik Thakshaka chancen for at sno sig ud og ile mod
området, der hedder Kurukshethra.”
18:11 ”Men Agni forfulgte slangen. Han søgte hjælp hos Vind-guden for at indhente den
flygtende. Derfor søgte Thakshaka ly hos Maya, gudernes og dæmonernes skaber. Han
og Maya bevægede sig hurtigt mod Kurukshethra. Krishna opdagede det og forfulgte
dem. I det øjeblik overgav Maya sig til Arjuna og bad om hans beskyttelse for sig selv og
sin protegé, Thakshaka. Arjuna imødekom hans ønske, og ud fra en følelse af
taknemmelighed kastede Maya sig for hans fødder og sagde: ”Oh, du søn af Pandu, jeg
skal aldrig glemme denne venlighed. Hvis det står i min magt, vil jeg gøre alt for dig. Du
behøver blot tilkendegive dine ønsker.””
18:12 ”Din bedstefader tænkte over det et stykke tid og svarede så: ”Maya! Hvis du
virkelig længes efter at glæde mig, så kan jeg fortælle, at der udelukkende er én ting,
jeg ønsker at begære. Byg en samlingssal til mine brødre, hvor de kan holde hof. Det
63

skal være en sal, hvis lige ikke findes på Jorden. Den skal være så storslået, at ingen
Gud, dæmon eller himmelsk musiker nogen sinde kan gøre sig håb om at bygge en
sådan til sig selv. Den skal fylde alle dem, der ser den, med forbløffelse. Jeg har ingen
ønsker ud over dette.” Krishna kom også med et forslag. ”I denne mirakuløse sal skal du
opstille en vidunderlig trone, som Dharmaraja kan sidde på. Først da vil salen være
fuldstændig storslået.””
18:13 Vyasa fortsatte. ”Parikshith, lægger du mærke til, hvor meget Krishna elskede din
bedstefader? Behøver du flere overbevisende beviser end dette på, at Han altid er
opmærksom på sine hengivnes lykke? Ved synet af denne forbløffende sal blev den onde
Duryodhana mange år senere overvældet af misundelse. Duryodhana, Dussasana og
deres kammerater blev i en ydmygende grad forvirrede og bragt helt ud af fatning, da de
blev forledt til at tro, at der var vand, hvor der ikke var noget, og at der var døre på
steder, hvor der ingen døre var! De væltede omkuld så mange steder og bankede deres
hoveder mod så mange vægge, at de byggede et uudslukkeligt had op over for
Pandava’erne. Kaurava’erne lagde uophørligt planer om at ødelægge Pandava’erne. Men
eftersom Pandava’erne i høj grad havde Krishna’s nåde, var de i stand til at få bugt med
planerne, som var de slet og ret et barns leg, og de var i stand til at nyde de forskellige
manifestationer af Guds barmhjertighed. Kaurava’erne udviklede tillige et voldsomt had
mod Krishna, for de vidste, at Yasoda’s Søn var den, der skænkede Pandava’erne deres
lykke. Men hvad kan nogen gøre mod selve skæbnens Herre? At udvikle had mod Ham er
et tegn på deres uvidenhed, ikke andet.”
18:14 Da Vyasa således fortalte historien om Thakshaka, lyttede Parikshith med stor
opmærksomhed. Da beretningen var slut, forhørte Parikshith sig undrende: ”Hvad var
det, der ansporede de onde Kaurava’er til at fornærme min bedstemoder, Droupadi, og
behandle hende så dårligt? Hvordan udholdte mine bedsteforældre de fornærmelser,
Droupadi i så stort et omfang blev udsat for? Hvordan kunne det gå for sig, at de blot
stod og så på? Hvordan kunne det være, at de var ude af stand til at hævne sig på eller
straffe dem, der fornærmede hende, da hun således offentligt blev vanæret i den
kongelige retssal? Alt dette på trods af deres tapperhed og utvivlsomme mandighed. Jeg
er ude af stand til at forstå, hvordan disse begivenheder kunne ske. Fortæl mig
sandheden om det, der skete. Oplys mig. Jeg er sikker på, at du kan fjerne min tvivl.”
64

Kapitel 19
Pandava’erne – et eksempel for Kali-tidsalderen
19:1 Parikshith bønfaldt med tårerfyldte øjne og med så stor ydmyghed, at Vyasa sagde:
”Søn! Pandava’erne var trofaste tilhængere af de moralske love; de løb aldrig fra deres
ord. De overholdt reglen om, at den slagne part ingen ret har til at udfordre den
vindende part. Din bedstefader og hans brødre anerkendte deres ældre broders,
Dharmaraja’s, moralske overlegenhed og holdt sig selv i baggrunden. Ellers var de blevet
som de fordærvede Kaurava’er, der væltede sig rundt i deres eget blod og lod de døde
kroppe ligge, så de blev sønderrevet af hunde og gribbe.”
19:2 ”På trods af det jeg lige fortalte dig, var din grandonkel, Bhima, klar til at angribe
de ondskabsfulde mænd der generede Droupadi. Han var som en løve, der står bundet til
et træ. Han grinede kynisk af den stærke tilknytning, som Dharmaraja havde til ‘rigtig
handling’. Men hvad kunne han stille op? Han blev gjort harmløs af sin ældste broders
vilje. Han var derfor nødt til at opføre sig som en uduelig person.”
19:3 Da Vyasa sagde dette, spurgte Parikshith ham om årsagen til, at hans
bedsteforældre i den grad var blevet gjort til slaver. Vyasa smilede og svarede: ”Søn!
Det skal jeg også fortælle dig. Din grandonkel, Dharmaraja, fejrede på enestående vis
kronings-ceremonien i den sal, som Maya byggede til ham. Kaurava’erne var inviteret til
ceremonien, og som jeg fortalte, var de fulde af forbløffelse over pragten og hele det
underværk, salen var. De var også fulde af misundelse og hævntørst, som var de
fornærmede over Pandava’ernes rigdom og magt. De holdt råd med andre onde
elementer og søgte efter metoder til at underminimere Pandava’ernes lykke. Til sidst
fandt de på en plan.”
19:4 ”Det var konkurrencen med det kongelige terningespil. De opførte sig, som var de
fulde af broderlig kærlighed, og som om de var tilskyndet af den største hengivenhed.
Deres ord var som forgiftede honningdråber; som et knivstik der var trængt ned igennem
smør. De overtalte deres gamle blinde fader til at sende Dharmaraja en meddelelse. Den
lød således: ”Søn! I er alle brødre. Kom og vær sammen med os og forlyst jer over et
terningespil.” Da han modtog invitationen, sagde din grandonkel ja til at komme. Han
havde ingen anelse om de kneb, Kaurava’erne var villige til at benytte sig af. Han havde
et troskyldigt sind og spillede derfor de spil, som de foreslog. Han anede intet om den
krigslist, de havde planlagt. Derfor blev han fristet til at sætte sine brødre og til slut
endog sin dronning, Droupadi, som indsats. Han indså ikke, at spillet var spækket med
snyd og konspiratoriske tricks. Han havde aldrig forestillet sig, at hans fætre ville bringe
ham i en tilstand af håbløs fortvivlelse. Så efter hasardspillets regler blev Droupadi
sejrherrernes ejendom. For yderligere at tage hævn og tilfredsstille deres overvældende
had, planlagde de at vanære Pandava’ernes dronning foran alle de forsamlede hofmænd.
Fordærvede hjerner kan udelukkende udklække fordærvede planer.”
19:5 Da han hørte dette, begyndte Parikshith at græde. Med en stemme der blev afbrudt
af suk, spurgte han Vyasa: ”Hvordan kunne den blinde Dhritharashtra, der selv var
kejser, tillade denne nedværdigende opførsel over for en kvinde, en dronning? Ganske
vist kunne han ikke se, men han havde da ører at høre med. Havde han proppet sine
ører til, så hendes jamren ikke kunne nå hans forstand? Eller var de også ude af
funktion? I de hellige skrifter står der, at ingen kvinde skal forvoldes skade eller
udsættes for fornærmelse. Kvinder skal hjælpes og bistås. Men disse herskere, der burde
være gode eksempler for deres undersåtter med hensyn til moralsk adfærd og
retfærdighed, havde den frækhed ustraffet at forbryde sig mod de hellige skrifter.
Hvordan kan sådanne ondskabsfulde mennesker være herskere? Var de ikke de
65

tarveligste blandt mennesker? Det er udelukkende de værste syndere, der vil planlægge
at fornærme og vanære en anden mands hustru, en hjælpeløs kvinde. Jeg føler, at dette
land er blevet flået i småstykker, blot fordi sådanne afskyelige personer kom til magten.
Til sidst førte disse katastrofer til den totale undergang. Gud er ikke blind, er det ikke
sandt?”
19:6 Parikshith fortsatte sin protesterende jamren: ”Selv menneskeædere og barbarer
respekterer deres kvinder. Hvis en af deres kvinder bliver fornærmet på denne måde, vil
de hævne det, som havde det været hele slægten, der var blevet dårligt behandlet. I
dette tilfælde var slægtens ældre, herskerne, lærerne, vismændene og de lærde alle
tilstede og overværede i den offentlige forsamling denne skændige handling. Mistede
disse højt agtede vidner pludselig deres forstand? Blev de pludselig gjort blinde af en
eller anden skrækkelig sygdom? Fik de kun græs at spise, siden deres smag blev så
dyrisk? Glemte de i deres dyriske tilstand vor races ære? Og de ældre! Deres skelneevne
svigtede dem, og de må have set ynkelige ud, og de må have været flove over dem
selv.”
19:7 Vyasa afbrød denne ordstrøm mod disse ældre, der havde forholdt sig passive i
disse frygtelige minutter. Han sagde: ”Søn! Parikshith! Drag nu ikke forhastede
konklusioner og bliv ikke alt for forvirret. Ingen af de ældre, der opholdt sig i salen,
billigede Duryodhana’s, Dussasana’s og de andres ondskabsfulde opførsel. De advarede
dem om konsekvenserne af deres misgerning. Men hvad kunne de stille op, når disse
fordærvede mænd havde besluttet sig for at begå synd? Da Dussasana greb fat i
Droupadi’s hår og trak hende ind i den kongelige sal, der var fuld af hofmænd og andre,
var Vidura’s, Bhishma’s og Drona’s pine og forfærdelse hinsides deres kontrol. Ord er
utilstrækkelige redskaber til at beskrive situationen. Tårer strømmede ned ad deres
kinder. De var ude af stand til at løfte deres hoveder og kaste deres blik på den
afskyelige bande.”
19:8 ”Der var endnu en årsag til dette. Droupadi’s øjne skød lyn, da hun på denne måde
blev pint og plaget. Havde hendes blik ramt nogen i salen, ville vedkommende være
blevet reduceret til aske! Til alt held så hun kun på din ældste bedstefader, Dharmaraja.
Hans mod og sindsligevægt blev prentet i hendes sind, så de forsamlede personer blev
reddet fra ødelæggelse. Var det ikke sket, ville Duryodhana, Dussasana og de øvrige fra
det fordærvede kuld slet ikke have overlevet.”
19:9 ”Dharmaraja’s ansigt, der i den grad udstrålede sindsligevægt, havde en sådan
forvandlende virkning. Dine bedsteforældre Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva iagttog
ansigtet, mens deres hjerter blev sønderrevet af Droupadi’s kamp. Deres hidsighed og
vrede blev kølnet ved at se på dette ansigt. Den dag reddede Dharmaraja’s uanfægtede
ansigt alle fra en voldsom omvæltning. Havde det ikke været for det, ville alle være
blevet fortæret af vredens flammer. Det ville have været langt værre end Kurukshethraslaget.”
19:10 ”Intet kan ske, uden det er Guds vilje. Er det ikke sandt? Hvordan kan nogen
sætte sig ud over Herren Krishna’s vilje? Droupadi jamrede sig over, at ingen af hendes
herrer stod op og reddede hende, skønt hun kaldte på dem og mindede dem om deres
tapperhed og mod. Netop på det tidspunkt faldt tanken, som et lynglimt, på Krishna,
frelseren, og fyldte hendes kraftløse hjerte med mod! Hun råbte: ”Dette er ikke en
fornærmelse rettet mod mig. Ej heller er det en infam fornærmelse rettet mod
Pandava’erne. Det er en fornærmelse, en krænkelse, rettet mod Dig. Du er vores ét og
alt. Vi er på alle områder afhængige af dig. Er det så rimeligt, at du nu tolererer denne
grusomme fornærmelse, der forøves mod vores ære? Vi har viet vores hjerter til dig. Hør
nu! Jeg har viet mig selv til dig. Måske er du ikke tilfreds med det, vi indtil nu har ofret
66

ved dine fødder. Må din vilje ske.” Således overgav hun sig fuldstændigt og
uforbeholdent til Herren.”
19:11 ”Herefter påtog De Hjælpeløses Beskytter, Frelseren for dem der overgiver sig,
Herren, sig selv at redde hende fra hendes kvaler. Han tog affære; velsignede hende
uden at blive hørt, set eller bemærket. Og underet skete. Den sari, som uhyrerne
forsøgte at fjerne for at blamere hende, viste sig at være endeløs lang. Alle, inklusive
plageånderne, blev helt fortumlede over denne demonstration af Krishna’s nåde og
Droupadi’s hengivenhed. De gode og de forstandige mennesker erkendte, at sandhed og
‘rigtig handling’ aldrig kan lide skade. De glædestårer, der strømmede ud af øjnene,
beviste den opstemthed, de oplevede. Den onde Dussasana faldt sammen, udmattet og
ydmyget. Droupadi led ikke den mindste vanære. Al vanæren ramte Kaurava’erne, og
Pandava’erne forblev uplettet.”
19:12 ”Kunne Gud tillade, at de retfærdige og moralske Pandava’er blev ydmyget? Den
skade, Kaurava’erne planlagde at påføre Pandava’erne, ramte blot dem selv. Det var en
direkte konsekvens af den nåde, Herren Krishna lod strømme ud over dine
bedsteforældre og din bedstemoder, samt af den hengivenhed og tro som de havde over
for Herren Krishna.”
19:13 ”Det var Herrens hensigt over for verden at bekendtgøre Pandava’ernes intense
hengivenhed og dennes effektivitet. Yderligere ville Han også vise dem frem som gode
eksempler over for Kali-tidsalderen, der snart skulle begynde. Derfor udtænkte Herren
dette gribende drama. Andet ligger der ikke i det. Du er muligvis underlagt bagvaskelse,
fornærmelse og vanære; du bliver muligvis kastet ud i fattigdom eller smerte, men den
person der har overgivet sig til Guds vilje, vil med glæde byde det altsammen
velkomment og bære det med sindsro. Herren vil aldrig opgive sine børn. De, der er
hengivne over for Gud, må være tålmodige og rolige under de mest intense
provokationer. Det er en kendsgerning, at det er de fromme og de gudhengivne, der
hjemsøges af slid og slæb samt bekymringer. For at lære menneskeheden disse store
sandheder, lod Krishna dette drama udspille med Pandava’erne i rollebesætningen.
Enhver begivenhed i deres liv er blot en scene i Hans spil.”
67

Kapitel 20
Krishna skænker sin nåde til Droupadi
20:1 Vismanden Vyasa fortsatte. ”Lyt oh konge! Droupadi blev overvældet af forbløffelse,
da hun opdagede Krishna’s nåde, der skænkede hende tøjets hjælp til at beskytte hendes
ære. Hun græd overstrømmende af taknemmelighed og udbrød i henrykkelse: ”Krishna,
Krishna!, med en sådan kraft og nidkærhed at de forsamlede mennesker i audiens-salen
blev opskræmte. Hendes ansigts lysende glans fik dem til at nære mistanke om, at hun
var den sande gudinde (gudinden Sakthi; Herren Shiva’s hustru), der fylder universet
med energi.”
20:2 ”I mellemtiden manifesterede Krishna sig i sin fysiske form foran din bedstemoder,
Droupadi, og sagde: ”Søster” Hvorfor er dit sind uroligt? Jeg har ladet mig føde med det
udtrykkelige formål at tilintetgøre disse ondskabsfulde mænd, der er blinde af stolthed.
Jeg vil sørge for, at Pandava’ernes hæder og berømmelse bliver vist frem til beundring
for verdens kommende generationer. Trøst dig.”
20:3 ”Da hun hørte det, faldt hun for Herrens fødder, der blev vasket af hendes tårer,
der var mørke af hendes øjenmake-up. Fletninger af hendes lange kraftige hår, der var
blevet berørt af onde hænder, faldt over Hans fødder og dækkede dem. Hun lå rullet
sammen om Hans fødder.”
20:4 ”Hendes voldsomme tilfredshed og hendes vrede ophidselse hensatte de forsamlede
hofmænd og krigere i forbavselse. Krishna rejste hende op, og idet Han lagde en hånd på
hendes hoved, velsignede Han hende: ”Rejs dig! Bind håret op i en knude. Afvent
tålmodigt de begivenheder, der vil indtræffe i de kommende dage. Gå, slut dig til dine
selskabsdamer i de indre gemakker”, bad Han hende indtrængende. Da hun hørte disse
ord, gav det et ryk i hende, som en slange der har sit hoved løftet. Hendes øjne skinnede
gennem hårets slør, der dækkede hendes ansigt. Hendes blik var som lyn mellem skyer.”
20:5 ”Hun stod midt i forsamlingen, og idet hun vendte sig mod Krishna, sagde hun i et
velovervejet og roligt tonefald: ”Krishna! Tøj, der bliver flænset, kan kun blive lappet
sammen; flængerne kan ikke repareres på anden vis. En dydig brud kan kun giftes bort
én gang. Stivnet mælk kan ikke igen blive til almindelig mælk. Elefantens stødtænder
kan aldrig skubbes tilbage i den mund, hvor de kom fra. Droupadi’s fletninger er blevet
løsnet af disse onde menneskers smudsige hænder. Aldrig kan de igen blive bundet som
tidligere for at markere en hustrus lykke.” Da dette var sagt, sad alle stille med bøjet
hoved, fulde af skam over den fornærmelse dronningen var blevet udsat for.”
20:6 ”Men Krishna brød stilheden. ”Hvornår har du tænkt dig at sætte håret, som det var
tidligere? Disse løse fletninger får dig til at se skræmmende ud.” Da hun hørte disse ord,
brølede den heroiske dronning som en løvinde: ”Herre! Lyt til dette” Den beskidte
slyngel, der vovede at røre dette hår, holdt det i sin uhumske hånd og trak mig ind i
denne sal, skal have sit hoved knust i småstykker, og hans lig skal gnaves af ræve og
hunde. Hans hustru skal gøres til enke, Hun skal løsne sine fletninger og jamre sig i
uudslukkelig sorg. Den dag det sker, vil jeg sætte håret i en knude og ikke før.” Da de
hørte denne forbandelse, blev de ældre i salen opskræmte over dens frygtelige
konsekvenser. De holdt sig for ørerne, så de var ude af stand til at høre mere. De bad
indtrængende: ”Undskyld. Fred. Fald til ro”, for de vidste, hvor katastrofal en dydig
kvindes forbandelse kan være. Hjertet var ved at sprænges af frygt hos Dhritharashtra,
den gamle blinde fader til den flok onde mænd, der havde fornærmet hende. Hans
sønner forsøgte at se modige ud, men inderst inde var de som ramt af en storm af panik.
68

En bølge af frygt skyllede hen over forsamlingen, for de vidste, at hendes ord ville stå til
troende. Det forkerte ville blive hævnet af den straf, hun havde krævet.”
20:7 ”For at forstærke denne frygt sagde Krishna: ”Oh! Droupadi” Må din vilje ske. Jeg
skal tilintetgøre disse onde mænd, der har forvoldt dine mænd så stor sorg. Det, du
netop har sagt, må ske, for fra den dag du blev født, har du ikke befængt din tunge med
usandheder, end ikke for sjov har du gjort det. Din stemme er sandhedens stemme.
Sandheden vil, på trods af alt, sejre.”
20:8 ”Det var det tilsagn, Herren gav din bedstemoder. Kaurava’erne blev tilintetgjort,
og Pandava’ernes retskaffenhed blev bekræftet over for verden. Hvor der er ‘rigtig
handling’, der er Herren. Hvor Herren er, der er sejren. Denne hellige grundsætning
lærte Herren verden gennem denne tragedie.”
20:9 ”Bemærkede du det? Hvor storslåede må dine bedsteforældre ikke have været for
at gøre sig fortjent til denne stadige strøm af nåde fra Krishna! Overholdelsen af ‘rigtig
handling’, deres urokkelige troskab over for sandheden, dette sikrede dem denne nåde.
Man kan afholde kostbare og omstændelige offerceremonier og ofringer, men hvis man
blot følger ‘rigtig handling’ og holder sig til sandheden, kan man komme over
omskiftelsernes og sorgens hav og nå befrielsens bred. Hvordan skulle Pandava’erne
ellers være blevet reddet, da den rædselsvækkende vismand, Durvasa, begav sig ind i
skoven for at brænde dine bedsteforældre til aske, som Duryodhana og hans slæng
havde planlagt? Stakkels Durvasa måtte sande, at Guds nåde er mere effektiv end års
fortjenester opnået gennem askese og fornægtelse. Han, der var sendt ud for at
ødelægge, gik derfra med dyb beundring for sine påtænkte ofre.”
20:10 Mens Vyasa på denne måde stolt berettede om Pandava’ernes hengivenhed til
Herren, løftede Parikshith sit hoved i undren. ”Hvad var det, du sagde? Var det min
bedstefader, der sørgede for, at Durvasa led nederlag? Ak, sikke heldig jeg er, at jeg
blev født ind i et dynasti, der har bevist, at det var selv en stor vismand overlegen!
Fortæl mig herre! Hvordan gik det for sig? Hvorfor drog Durvasa ud i skoven til dem, og
hvad blev resultatet?”
20:11 ”Lyt, oh store konge”, fortsatte Vyasa. ”Dine bedsteforældre, der levede i
landflygtighed i junglen, var, takket være Herren Krishna’s nåde, i stand til at tilbringe
deres dage der i glæde og lykke og med deres ry for gæstfrihed usvækket. De fandt, at
junglen var mere fuld af glæde end Hasthinapura, hvor de var forvist fra. De ’store’
menneskers hjerter vil altid være så fulde af guddommelig tilfredshed og sindsligevægt,
at de ikke vil blive påvirket af skæbnens medgang og modgang. En velduftende blomst
vil glæde én med sin fortryllende duft, hvad enten den holdes i den venstre eller den
højre hånd. På samme måde vil ’et stort’ menneske være lige lykkeligt, om det befinder
sig i himlen eller i skoven, i en landsby eller i hovedstaden, på bjergtinden eller i dalen.
Et sådant menneske oplever ingen forandringer, præcis som dine bedsteforældre
demonstrerede gennem deres liv.”
20:12 ”Når de gode mennesker er lykkelige og lever i fred, kan de onde mennesker ikke
holde det ud; de udvikler en kraftig hovedpine. For at blive lykkelige, er de onde nødt til
at beskue de tab og genvordigheder, som de gode gennemgår! De tab, de gode lider, er
de ondes sinds gevinster. En gøgs behagelige kukken lyder skarp i en krages ører. På
tilsvarende vis medførte Pandava’ernes ubesværede og lykkelige liv elendighed og lidelse
hos Kaurava’erne i hovedstaden.”
20:13 ”Men hvad mere kunne Kaurava’erne gøre? De havde overdænget Pandava’erne
med lige så megen sorg, som de evnede; de havde mishandlet dem lige så meget, som
69

de kunne. Til slut havde de drevet dem ud af selve kongeriget. De sendte dem ind i
skovene på tomme maver.”
20:14 ”Tomme maver! Ja. Det var, hvad de forstillede sig. Men sandheden var
anderledes. For deres legemer var gennemtrængt og fulde af Herren Krishna. Det at
kæmpe mod sådanne ’guds-fyldte’ kroppe er blot at kaste sig ud i en håbløs strid. Det
var årsagen til, at Kaurava’erne fratog dem deres materielle ejendele, men sendte deres
legemer uskadte ud af kongeriget. Efter terningespillet blev alle besiddelser og ejendele
taget fra Pandava’erne. Kaurava’erne gjorde deres bedste for at skabe uenighed blandt
brødrene og spredte grufulde sladrehistorier, der ramte snart den ene snart den anden.
Men brødrene respekterede sandheden og holdt sig til sandheden. Intet kunne adskille
dem. Det faktum, at intet kunne svække Pandava’ernes lykke, fortærede Kaurava’erne
som en skovbrand.”
20:15 ”I dette fortvivlelsens øjeblik ankom Durvasa, der var selve raseriets inkarnation,
til Hasthinapura. Med sig havde han titusind disciple. De var alle opsatte på at tilbringe
den fire måneder lange stille andagt i den kongelige by. Kaurava’erne vidste god besked
om asketen Durvasa’s kraft og om hans svagheder og luner. De inviterede ham derfor til
paladset. I de fire måneder hans ophold varede, tilbød de rundhåndet deres gæstfrihed
til ham og hans følge. Deres plan var at udnytte denne vismand og få ham til at indgå i
deres krigslist. Derfor udviste de ekstraordinær entusiasme med at drage omsorg for, at
alle hans egne og hans store følges ønsker blev opfyldt. De sikrede sig, at Durvasa ikke
havde nogen grund til at være skuffet, modløs eller utilfreds. I fire måneder opvartede de
ham med fanatisk nidkærhed. Når det skete, at vismanden fik et raserianfald, hang de
med hovederne, satte håndfladerne mod hinanden og fandt sig i alle de beskyldninger,
der væltede ned over dem. På denne måde blev deres hellige gæst formildnet og vundet
over på deres side.”
20:16 ”En dag, da Durvasa hvilede sig efter at have indtaget et lækkert måltid, kom
Duryodhana hen til hans seng og satte sig ærbødigt ved siden af den. Vismanden sagde
følgende til ham: ”Oh konge, din opvartning har virkelig behaget mig. Spørg mig om en
hvilken som helst velgerning, ligegyldig hvor værdifuld eller hvor vanskelig den end er,
så skal jeg tilstå dig den.” Duryodhana var klar med den velgerning, han ønskede fra
Durvasa. Han var glad for, at han endelig blev spurgt. Han udviste stor ydmyghed, da
han bad om, at velgerningen blev ham tilstået. ”Herre! Det, at du er tilfreds med vores
opvartning, er i sig selv en million velgerninger værd. Dette udtryk for påskønnelse er
nok for mig. Hvad skal jeg med rigdom og berømmelse? Selv om jeg opnåede
suverænitet over de tre verdener, ville jeg ikke finde nogen glæde ved denne
myndighed. Jeg er bedrøvet over, at mine brødre, Pandava’erne, ikke var her sammen
med mig i den fire måneder lange periode, hvor jeg fik lov at opvarte dig. Giv også dem
mulighed for at redde sig selv ved at udføre denne enestående opvartning; det er mit
ønske. Forsæt venligst til deres opholdssted med alle dine disciple og tilbyd også dem
denne mulighed. Min ældre broder, Dharmaraja, er sådan en trofast tilhænger af ‘rigtig
handling’, at han, på trods af vore protester og bønner, valgte at begive sig ind i skoven
frem for at bryde sit ord. Jeg har hørt, at han selv i skoven tilbyder storslået gæstfrihed
til millioner af gæster og besøgende. Der kan han opvarte dig endnu bedre med
luksuriøse banketter og festlige måltider. Hvis du har tænkt dig at skænke mig din
behagelige nåde, vil jeg blot bede dig gøre mig en enkelt tjeneste: Når du besøger
Pandava’erne, så gør det, efter Droupadi har spist sit måltid!” Med disse ord faldt
Duryodhana for Durvasa’s fødder for at stemme ham endnu mere gunstigt. Vismanden
forstod krigslisten; han brød ud i latter.”
70

Kapitel 21
Episoden med Durvasa
21:1 Vyasa skyndte sig at forklare årsagen til Durvasa’s underlige latter: ”Durvasa
accepterede imidlertid Duryodhana’s bøn! Han begav sig mod skoven, idet han sagde:
”Det er i orden, det vil jeg gøre.” Der var et dybt ildevarslende formål med denne bøn.
Det var følgende. En morgen ved solopgang, da Pandava’erne var i gang med at tilbede
Sol-guden, fik guden medlidenhed med dem og de forhold, de levede under. Ud af hans
umålelige nåde fik de overdraget en krukke, hvis indhold vil forblive uformindsket,
ligegyldigt hvor meget der bliver taget op af den. Den blev kaldt ’Den endeløse Ret’. Som
den pligtopfyldende hustru Droupadi var, plejede hun først at spise, efter at de fem
brødre havde fået deres mad. Indtil hun var færdig med at spise, ville krukken forblive
fuld af mad, uanset hvor mange der havde deltaget i måltidet. Når hun havde spist og
havde renset krukken, ville den ikke indeholde mere mad. På den måde skænkede
krukken hver dag masser af mad, men kun indtil Droupadi havde spist. Inden hun spiste,
kunne hun altså bespise tusinder, endda millioner med den mad, der var indeholdt i
krukken. Men når hun først havde taget sin mad op af den, mistede krukken sin kraft for
den dag. Det vil sige, at der skulle være noget mad, eller i hvert fald bestanddele af mad
i den, så krukken kunne mangfoldiggøre den i millionvis. Det var dens mærkværdige
herlighed. Duryodhana anmodede Durvasa om at henvende sig til Pandava’erne og bede
om gæstfrihed, efter Droupadi havde spist, eftersom han havde denne specielle
begrænsning i tankerne.”
21:2 ”Da den iltre vismand ville bede om mad, og Pandava’erne ikke ville være i stand til
at give ham og hans store følge noget, var Duryodhana sikker på, at Durvasa ville
nedkalde en frygtelig forbandelse over Pandava’erne på grund af sin voldsomme sult. Det
ville for altid tilintetgøre brødrene. Det vanskelige problem med at leve sammen med
dem ville være løst, og Kaurava’erne kunne herske over hele riget i fred. Det var
Duryodhana’s onde hensigt. Men Pandava’erne søgte hjælp. Ikke hos noget eller nogen
uden for dem selv, men hos Den iboende Herre. Hvad kan en vismands forbandelser
gøre, ligegyldigt hvor mægtig han måtte være, mod sådanne mennesker? Når Den altbeskyttende
Herre er på deres side, hvordan skulle ondsindede menneskers bedrag så
kunne skade dem? Deres sammensværgelse måtte nødvendigvis mislykkes på skændig
vis. De onde Kaurava’er forstod ikke, at når de planlagde noget i én retning, så lagde
Herren planer i modsatte retning.”
21:3 ”Durvasa ankom til Pandava’ernes tilholdssted med sine titusind disciple, netop
mens Droupadi hvilede sig, efter hun havde spist sit måltid og renset den hellige krukke.
Hun lå og talte med sine herrer. Dharmaraja så vismanden komme mod den løvtækkede
hytte, hvor de tilbragte deres dage. Han rejste sig hurtigt, bød ham med begejstring
velkommen, vaskede hans fødder, tilbød blomster i tilbedelse og lagde sig i støvet foran
ham. Han erklærede: ”Jeg har fået opfyldt min største ambition her i livet; dette er i
sandhed den heldigste dag.” Han græd glædestårer og stod med håndfladerne samlet.
Efter hans brødre og Droupadi havde lagt sig i støvet foran Durvasa, stod de nu ved
siden af Dharmaraja med bøjede hoveder i ærbødig hyldest.”
21:4 ”Durvasa, der var synligt træt efter den udmattende rejse, talte med tydelig
irritation. ”Vi går nu ned til floden for at bede og for at udføre vores middagsritual. Når
jeg og mine titusind disciple vender tilbage, skal maden være klar.” Efter denne
meddelelse begav de sig hastigt ned til floden.”
21:5 ”Da Dharmaraja hørte dette, fik han et chok. Det var lige før, hans hjerte holdt op
med at slå. Han rådførte sig med Droupadi og fandt ud af, at krukken var blevet rengjort
71

og sat til side. Alle faldt de sammen i sorg, idet de frygtede for, hvad der ville kunne ske
dem. ”10.000 mennesker skal have mad! Oh Gud! Hvad vil denne dag bringe?”, klagede
de helt fortabte. For Droupadi, der var den ideelle husmoder, var det at få gæster til
spisning en velkommen opgave. Men hun blev fortvivlet over, at så mange på dette sene
tidspunkt skulle have mad så hurtigt, og så ydermere i junglen hvor det ikke var til at få
fat i nogen madvarer. Hun sagde: ”Den gæst der er ankommet, er den berømte Durvasa,
hvis evner og duelighed er kendt over hele verden. Blot ved tankens kraft kan han
forvandle dem, der gør ham vred, til aske! Ak, herre! Hvilken frygtelig ulykke der venter
os!” Hun spekulerede over sine egne ord og rystede af frygt.”
21:6 ”Hun kunne ikke finde nogen måde, hvorpå hun kunne bespise den flok, der havde
slået sig ned hos dem. Hvem andre end Herren, de godes frelser, Krishna, kunne hjælpe
hende gennem vanskelighederne. ”Oh Gopala! Frels mine herrer. Beskyt os mod den
tilintetgørelse, der truer os. Vis os nogle måder at tilfredsstille disse asketer og denne
vismand på.” Hun anråbte Krishna med tårerne strømmende fra sine øjne og med smerte
i sit hjerte. Med en inderlig længsel bad hun indtrængende til Herren. Hvad der måtte
ske hende fremover, var hun ligeglad med, men hun bad om, at hendes ægtemænd
måtte blive reddet, og at hendes ægteskabelige status måtte forblive intakt. Hun græd
højlydt i sin voldsomme sorg. Pandava-brødrene hørte hendes jamren. Deres smerte blev
fordoblet. Også de bad til Krishna, deres eneste redning. ”Oh, Nandanandana, du har
reddet os fra katastrofe efter katastrofe forårsaget af Kaurava’erne. Du har beskyttet os
som et øjenlåg beskytter et øje. Hvorfor har du kastet os ud i denne frygtelige nød i dag?
Undskyld os vore synder og fejl. Red os fra denne skrækkelige fare. Hjælp os med at
gøre vismanden og hans store følge tilfreds.””
21:7 ”Krishna opholdt sig i Mathura, men Pandava’ernes bønner og Droupadi’s tårer
blødgjorte Hans hjerte så meget, at Han rejste fra byen. Der lød fodtrin. Pandava’erne,
hvis hoveder var bøjet af ængstelse for, hvad der ville ske, når Durvasa vendte tilbage
fra floden, løftede blikket og så Krishna træde ind i deres hytte. Hans smil spredte et
funklende lys i rummet, og Hans gule klædning gled efter Ham hen ad jorden. De
udbrød: ”Krishna! Krishna!”, og løb hen mod Herren. Droupadi hørte den velkendte
stemme og skyndte sig ud fra de indre værelser. Hun formodede, at lyden af stemmen
måtte være et tegn på Guds nåde, der muligvis blev vist dem. Men da hun så Krishna’s
skikkelse, skyndte hun sig at kaste sig for Hans fødder og vaske dem med sine tårer.
”Frels mig; frels mine herrer. Stil vismanden og hans følge tilfreds.” Krishna, den
fuldendte instruktør af dette universelle drama, forekom at være uinteresseret i deres
ængstelse, og gik kun op i sin egen sult! Han sagde: ”Droupadi! Dette er forunderligt.
Jeg er sulten. Stil først min sult, og derefter kan du bede mig om det, du behøver. Giv
mig straks noget mad!” Han strakte sine håndflader frem, som om Han ikke kunne
vente.”
21:8 ”Droupadi sagde: ”Oh, herre! Det er ikke tidspunktet at lave sjov på. Det er
prøvelsens tid for os. Frels os, le ikke af vores vanskelige stilling.” Hun tørrede strømmen
af tårer bort med kanten af sin sari. Hun bønfaldt med begge sine hænder strakt ud i
ydmyghed. Med sin hånd løftede Krishna hendes hoved og sagde med en mild,
forsikrende stemme: ”Barn! Tårer samler sig i kvinders øjne ved den ubetydeligste
anledning. Men kan tårer stilne min sult?” Krishna var tydeligt i sit spydige hjørne.
Droupadi svarede: ”Gopala! Du er den anden, der beder om noget ved vor dør i dag. Men
hvis vi ikke giver dig, hvad du beder om, vil du ikke forbande os og tilintetgøre os. Men
den første der kom og bad om noget, venter med titusind følgesvende på at få stilnet sin
sult ved et måltid, vi skal give! Vi er alle ved at blive reduceret til aske; hvor kan vi
fremskaffe blot et enkelt riskorn i denne skov? Hvordan kan jeg stilne sulten hos så
mange mennesker på så kort tid på dette øde sted?” På denne måde forklarede hun
årsagen til den tristhed, der havde grebet dem.”
72

21:9 ”Gopala lo højt. ”Der er kommet titusind gæster, siger du. Men jeg kan ikke se én
eneste af dem her! Jeg kan kun le af dine ord. Barnet, der sidder på dit skød, sender du
væk for at kæle med det barn, der er langt væk. Begynd med at give mig rigeligt mad,
så min sult forsvinder; derefter kan du tænke på at gøre de mennesker tilfredse, der er
langt væk.” Krishna var ubøjelig med sit krav om, at Han skulle opvartes først. Han
spillede rollen som den sultne person perfekt. Droupadi var nødt til at forklare sin
forlegenhed: ”Herre! Krukken indeholdt en mangfoldighed af mad. Al maden blev
serveret og spist. Jeg var den sidste, der spiste. Jeg har renset den hellige krukke, vi har
fået af Sol-guden, og sat den til side. Hvordan kan jeg nu få mad fra den? Hvordan kan
jeg stilne din sult? Du er vores eneste redning. Hvis du, der ved alting, forvolder os
lidelse, hvad vil de andre så ikke gøre mod os?” Droupadi begyndte at græde igen.”
21:10 ”Gopala sagde: ”Ok, bring mig krukken. Selv om krukken blot giver mig en smule
af et eller andet spiseligt, vil jeg være tilfreds.” Hun gik derfor ind efter krukken og gav
Krishna den. Forsigtigt lod Gopala sine fingre glide rundt på indersiden af krukken. Han
ledte efter blot en lille madrest, der måske ikke var blevet fjernet ved rengøringen. I
krukkens hals fandt Han et lille stykke af et kogt blad. Derfor spurgte Han: ”Droupadi! Du
ser ud til at have fået en bladrig ret til middag i dag!”
21:11 ”Droupadi var overrasket over, at Krishna var i stand til at opdage et ubetydeligt
lille blad i den krukke, som hun havde skrubbet ren. ”Det må være et af dine mirakler.
Ligegyldigt hvilket arbejde jeg udfører, så gør jeg det effektivt. Jeg kunne ikke have
rengjort den så dårligt!”, lo hun. Da hun gik hen til Krishna for at se bladet, viste Krishna
det til hende, idet Han sagde: ”Se! Det fandt jeg i din krukke. Det er nok til at stilne, ikke
blot min sult, men alle væsener i universets sult.” Herefter lagde Han det på sin tunge
med det yderste af sin finger, mens Han udbrød: ”Ah! Hvor dejligt! Min sult er
forsvundet!”
21:12 ”I det selv samme øjeblik følte Durvasa ved flodbredden og hans titusind disciple
deres maver blive fulde af mad. Deres sult forsvandt også. De oplevede en stor
lykkefølelse. De var blevet befriet for de smerter af sult, som de havde lidt af minuttet
før. Med fagter forklarede de hinanden om deres forundring over det skete, og bagefter
talte de om det, der var hændt dem. ”Alle vores maver er fulde af mad. Der er end ikke
plads til blot et ekstra riskorn! Dharmaraja venter på os med en stor banket med ekstra
lækre retter, og han vil insistere på, at vi yder hans gæstfrihed fuld retfærdighed. Men
hvordan skal vi få plads til det festmåltid, han har tilberedt? Vi er i sandhed i en frygtelig
forlegenhed!”, sagde de. Nogle af dem huskede nu episoden, da deres herre, Durvasa,
forbandede den hellige kong Ambarisha, men hvor vismanden gennem Krishna’s
mellemkomst selv led nederlag til forbandelsens offer.”
21:13 ”De fortalte Durvasa om deres tilstand og deres formodning. Vismanden, der blev
klar over den nåde, Dharmaraja havde fået, sendte ham overstrømmende sine
velsignelser. Med sine disciple forlod han stedet ad en anden rute, så han derved undgik
Pandava-brødrenes opholdssted.”
21:14 ”Men Krishna havde kommanderet Bhima til at begive sig til floden og hurtigt
bringe vismanden og hans følge til frokosten. Da Bhima så, de var ved at slippe væk ad
en anden rute, øgede han tempoet. Men disciplene, der var bange for hans intentioner,
løb ind i junglen for at redde sig selv! Bhima stillede sig lige foran Durvasa og fortalte
ham: ”Herre! Min ældre broder beordrede mig at møde dig og bringe dig hjem til os, for
frokosten er klar til jer alle sammen.” Durvasa bønfaldt beklagende: ”Bhima! Vi kan end
ikke spise den mindste smule. Vi er fyldt til bristepunktet. Vi er overhovedet ikke
misfornøjet med jer. Jeg velsigner jer, at I må opnå al mulig lykke. Jeg vil besøge jer,
når I som ubestridte regenter hersker over verden, og til den tid vil jeg tage imod jeres
gæstfrihed. De, der tilskyndet af syndige motiver sendte mig til jer, vil blive udsat for
73

total tilintetgørelse.” Idet Durvasa ønskede Pandava’erne alt muligt held, drog han bort
med alle sine følgesvende.”
21:15 Vyasa spurgte: ”Parikshith, lagde du mærke til, at dine bedsteforældres
hengivenhed og deres evne til at overgive sig var uden sidestykke? Og lagde du mærke
til, at på tilsvarende vis var den nåde, som Krishna skænkede dem, uovertruffen?” Mens
Vyasa havde afsløret disse episoder med det formål at forklare Parikshith om
Pandava’ernes uafbrudte tro og Krishna’s nåde, havde Parikshith lyttet spændt. Han
lyttede med ærefrygt og ærbødighed, forundring og bekymring; hans sind blev hele tiden
påvirket på forskellig vis. Da Pandava’ernes dilemma blev beskrevet, blev Parikshith
ophidset. Når en truende katastrofe blev beskrevet, græd han af sympati. Når brødenes
succes blev beskrevet, græd han glædestårer.
74

Kapitel 22
Arjuna’s kamp mod guderne
22:1 Vyasa fortsatte: ”Oh konge, hvis behovet opstod, var dine bedsteforældre parate til
at give afkald på alt og give det til Gud. Hvis behovet opstod, var de også klar til at
kæmpe mod Gud. De kunne nemlig udelukkende overholde det, der er en krigers ‘rigtige
handling’ (en krigers pligt), når de kæmpede på denne måde. Du må have hørt historien
om din bedstefader, der kæmpede mod Herren Shiva, og fra Ham vandt Shiva’s
guddommelige kastevåben. Da kongen hørte det, løftede han straks sit hoved og
spurgte: ”Herre! Hvad var det, du sagde? Førte min bedstefader krig mod Shiva? Det har
jeg ikke hørt om tidligere. Fortæl mig om det; sluk min tørst efter at få kendskab til den
historie.” Parikshith faldt for Vyasa’s fødder og bad ham indtrængende om at fortælle
historien.
22:2 Vyasa rømmede sig. ”Søn! Hvor mange historier skal jeg fortælle dig? At fortælle
fuldstændig udførligt om forholdet mellem Pandava’erne og guderne tager ikke blot timer
eller endog måneder, men år! Men eftersom du beder så indtrængende, vil jeg fortælle
så mange historier, som det er muligt inden for den tid, vi har til rådighed. Hør nu, oh
konge! Pandava’erne levede i skoven. En dag blev Dharmaraja overvældet af bekymring.
Han følte, at de andre fætre, Kaurava’erne, måske ikke ville tillade ham at leve i fred,
selv efter at eksilperioden var udstået. Det var overordentligt tvivlsomt, om de ville
overdrage Pandava’erne deres andel af Imperiet. Dharmaraja frygtede, at krig var
uundgåelig, og at tidsalderens store bueskytter, Bhishma, Drona, Karna og Aswathama i
så tilfælde ville slutte sig til Kaurava-flokken. Han frygtede, at Pandava’erne måske ikke
ville være i stand til at besejre en så strålende styrke. Han frygtede, at krigen kunne
ende med nederlag, og at Pandava’erne så blev nødt til at tilbringe resten af livet i
junglen. Da Arjuna så hans store elendighed, henvendte han sig til ham og bad om
tilladelse og velsignelse til at drage af sted, for gennem askese at vinde våben fra
guderne, så de kunne besejre fjenderne. Dharmaraja befalede ham at gå til værks og
behage guderne, og gennem deres nåde skaffe våben så de kunne vinde krigen.”
22:3 ”Arjuna begav sig ind i Gandhamadana-bjergområdet. Selv for den mest
foretagsomme asket var det et utilgængeligt sted. Her praktiserede Arjuna askese for at
formildne Indra, gudernes regent. Himmeriget var forbløffet over denne askese og over
hans regelmæssige udholdenhed. Derfor viste guden Indra sig for ham og sagde: ”Søn!
Din askese behager mig. Men hvis dine ønsker skal opfyldes, må du først vinde Shiva’s
nåde. Når du har fået den, vil jeg tage dig til himmeriget og udruste dig med alle de
våben, himmeriget kan tildele dig.””
22:4 ”I overensstemmelse med Indra’s råd, satte Arjuna sig og mediterede på Shiva for
på denne måde at vinde Hans nåde. I mellemtiden besluttede Shiva sig for at lade sit
eget drama udspille. Nu skal jeg fortælle dig om dette drama: Et kæmpestort vildsvin,
der var stærkt ophidset, løb hen mod pladsen, hvor Arjuna var i gang med at udføre
asketiske øvelser. Han fik øje på det, og skønt man skal afstå fra at skade noget levende
væsen, mens man udfører asketiske øvelser, tog han, uden at tænke nærmere over det,
sin bue og sine pile frem, eftersom vildsvinet var lige ved at gå til angreb på ham. Netop
i det øjeblik kom en jæger, der også var bevæbnet med bue og pil, til syne foran Arjuna!
Denne blev forbløffet over, at en kvinde ledsagede jægeren i denne tætte skov, hvor
ingen person kan færdes sikkert. Men da han så nærmere efter, opdagede han et
mægtigt følge bag jægeren. Følget bestod af mænd og kvinder, der forekom at være
noget bistre, da de hylede og skreg på underlig vis. Arjuna var både rådvild og
forbløffet.”
75

22:5 ”Den person der først havde vist sig, jægeren med det bistre ansigt og de
rødsprængte øjne, talte til Arjuna: ”Du der! Hvem er du? Hvorfor er du kommet til dette
sted? Jeg vil advare dig om, at du vil dø, hvis du skyder en pil mod det vildsvin, selv om
det sker ved en fejltagelse. Jeg har jaget det og fået det til at løbe herhen. Hvilken ret
har du til at løfte din bue og pil mod det?” Disse ord ramte Arjuna’s hjerte som en hel
byge pile. Han følte sig forfærdeligt såret; for en almindelig jæger havde fornærmet ham.
”Fyren kender ikke mit navn eller mit ry; ellers ville han ikke have udfordret mig”, sagde
han til sig selv. Han hævede sig bue og affyrede en pil mod vildsvinet. I selv samme
øjeblik affyrede jægeren også en pil mod det.”
22:6 ”Dyret faldt til jorden, død. Jægeren kæmpede med sin vrede. Han slyngede
skældsord mod Arjuna. ”Du der! Du kender ikke reglerne for jagt. Når jeg har fået øje på
det, jaget det og udvalgt det som mål for mine pile, hvor vover du så at rette din pil mod
det? Du er en grådig barbar.” Hans øjne skød gnister, så ukontrolleret var hans raseri.
Arjuna var også rasende. Han råbte tilbage: ”Hold mund, din slyngel. Ellers skal jeg
ekspedere dig til Dødsriget. Stands din hånlige tale og frels dig selv. Gå tilbage til det
sted du kom fra.””
22:7 ”Jægeren tog kampen op; han veg ikke. ”Lige meget hvem du er, så er jeg ikke
bange. Måske har du 3.300.000.000 guder på din side, men jeg vil ikke give mig. Pas du
hellere på; du er en type, der blander dig. Hvem gav dig tilladelse til at komme her?
Hvem tror du, du er, siden du beordrer mig til at forlade stedet? Denne skov tilhører os;
du er en tyv, der har sneget sig ind, og du har den frækhed at bede os om at forsvinde!”,
svarede han.”
22:8 ”Ud fra disse ord gættede Arjuna på, at han ikke stod over for nogen almindelig
jæger. Han talte derfor i et roligere tonefald. ”Skoven tilhører alle. Du er kommet for at
jage, jeg er kommet for at praktisere askese for at behage Shiva. Jeg skød udelukkende
det vildsvin for at redde mig selv fra dets raseri.” Jægeren blev imidlertid ikke blødgjort.
”Jeg er ligeglad med, hvem du tilbeder; hvem du ønsker at behage. Indrøm det forkerte,
du har gjort. Hvorfor skød du det dyr, som jeg jagtede? Acceptér din fejltagelse og sig
undskyld; lov du vil forbedre dig”, insisterede han. Arjuna mistede al sin tålmodighed.
For sig selv sagde han: ”Lige som dyret må denne fyr lade livet.” Han følte ikke, at
jægeren kunne kureres ved hjælp af venlige ord.”
22:9 ”Derfor udvalgte han en spids pil, satte den på buen og skød den mod jægeren.
Den ramte ham, men lige som en pind der rammer en klippe, faldt den til jorden. Den
blev helt bøjet ved sammenstødet! Derfor måtte den forbløffede Arjuna affyre en
måneformet pil, der ville kløve hans hoved. Men med sin venstre hånd fejede jægeren
pilen væk, som havde den været et græsstrå.”
22:10 ”Til sidst affyrede Arjuna en uendelig byge af pile fra sit uudtømmelige pilekogger.
Heller ikke det havde nogen virkning. Arjuna blev desperat, som en mand der var blevet
frarøvet alle sine ejendele og havde mistet al sin modstandskraft. Han stod hjælpeløs,
fyldt med raseri. Han var som en fugl med stækkede vinger; som en tiger hvis tænder
var blevet trukket ud, og hvis kløer var blevet klippet af; som et skib uden sejl og ror.”
22:11 ”Han gjorde et forsøg på at slå jægeren med selve buen. Den knækkede i
småstykker ved sammenstødet. Det overraskede ham, og han besluttede sig for at
anvende sine bare næver, for de var de eneste våben, han havde tilbage. Da han var
rede, kastede han sig over jægeren og kæmpede som en rasende for på denne måde at
besejre ham. Jægeren bød hans nye træk velkommen med en hjertelig latter. De
kæmpede for at overmande hinanden med så enorme favntag og slag, at det så ud, som
var det to bjerge, der var i en dødbringende strid. På grund af den usædvanlige larm,
blev skovens fugle så bange, at de af ren og skær frygt fløj højt op i himlen. De dyr der
76

oede i junglen, stod og stirrede på striden. De fornemmede, at en eller anden stor
katastrofe hang over deres hoveder. Ude af stand til at bære kampens byrde rystede
Jorden.”
22:12 ”På trods af alt hvad der skete, viste jægeren intet tegn på træthed. Han var helt
ubekymret og grinede. Han var lige så frisk, som da kampen startede. Arjuna var
derimod badet i sved. Han gispede efter vejret. Hans knytnæver var skamferede!
Jægeren var ikke skadet og var ikke det mindste påvirket! Desuden skete der det, at da
jægeren først fangede Arjuna i et forholdsvist let greb, kastede Arjuna blod op! Da han
opdagede det, brød jægeren ud i en forfærdelig latter, og idet han jublede foran sin
ægtefælle, sagde han med et sigende udtryk: ”Lagde du mærke til det?””
22:13 ”Arjuna vaklede rundt og var helt forvirret. Han mistede fatningen. For sig selv
hviskede han: ”Krishna! Hvorfor har du ydmyget mig på denne måde? Oh, er det her
også en scene i dit spil? Denne jæger er i sandhed ingen almindelig dødelig. Måske er det
dig selv, der er kommet i denne skikkelse for at trampe på min stolthed. Ak, tænk at
blive overmandet af en jæger der lever i skovene! Nej, det må være din spøg, dit spil.
Denne jæger er ingen almindelig fyr. Red mig, for jeg tror, jægeren er dig.””
22:14 ”Da han havde sagt det, vendte han sig mod parret foran sig. Der så han, ikke
jægeren og dennes hustru, men Shiva og Hans gemalinde, Gowri. De velsignede ham
med et bedårende smil. De løftede hver en hånd med håndfladen vendt mod ham og
forsikrede ham på denne måde, at han intet havde at frygte.”
22:15 ”Arjuna blev overvældet af fryd. Han løb mod dem, idet han højt råbte: ”Oh
Sankara (Shiva)! Moder Gowri!” Han kastede sig for deres fødder. Han bønfaldt dem om
at tilgive ham sin ubesindighed. Gowri og Sankara, der er nådens legemliggørelser, tog
ham om skulderen og løftede ham kærligt og klappende ham hengivent på hovedet.
”Søn”, sagde de. ”Du har opnået dit livs virkeliggørelse; du gjorde din pligt, som du er
bestemt til. Det var overhovedet ikke forkert. Tag den her; den er symbolet på vor
nåde”, og fra selveste Herren Shiva modtog Arjuna Shiva’s guddommelige kastevåben.”
22:16 Vyasa fortsatte: ”Oh, Store konge! Hvordan skal jeg prise din bedstefaders
tapperhed? Ham der kæmpede mod Shiva, der var bevæbnet med den usynlige trefork.
Kilden til dette mod og denne dristighed stammer fra den nåde, Herren Krishna overøste
ham med. Dine bedsteforældre overvejede aldrig at foretage sig det mindste uden
Krishna’s udtrykkelige ordre. Rent faktisk blev Hans nåde uopfordret skænket til
Pandava’erne under Mahabharatha-krigen. Det skete hvert eneste øjeblik og i stor
udstrækning. De var de eneste, der kendte til den dybe kærlighed, der tilskyndede til
denne nåde; andre kunne ikke fatte dens omfang.” Da Vyasa kom til at tænke på dette,
græd han glædestårer på grund af Pandava-brødrenes gode skæbne. Han var ikke den
eneste, der græd.
22:17 Den person, der lyttede til hans beretning, nemlig Parikshith, var om muligt endnu
mere overvældet af beundring og taknemmelighed. Han græd glædens tårer; hans læber
skælvede af følelser; hans stemme knækkede over af sindsbevægelse. Han var ude af
stand til at beherske sig. Han udbrød: ”Oh, hvor er jeg heldig at være født ind i denne
slægt! Hvor tapre, hvor hengivne, hvor frygtindgydende var mine bedsteforældre ikke!
Tænk hvor heldig jeg er, at jeg er i stand til at høre om deres pragt fra guddommelige
vismænd, vismænd som du. Oh, jeg er i sandhed velsignet trefoldigt. Når jeg lytter til
beretningerne om mine bedsteforældre og om Herren Krishna’s herligheder, føler jeg
aldrig, jeg har hørt nok. Jeg længes efter at høre mere.”
22:18 ”Vil du ikke nok fortælle mig om, hvordan Herren reddede og beskyttede mine
bedsteforældre i krig. Det vil bidrage til at stilne min sult; bidrage til at slukke min tørst.”
77

Kapitel 23
Beskyttelsen på slagmarken
23:1 Eftersom kongen bønfaldt på denne måde, sagde Vyasa: ”Oh. Konge! Som de
havde indvilliget i, boede Pandava’erne i eksil i skoven gennem tolv år. Desuden fuldførte
de også et helt år, hvor de levede inkognito. Da de endelig til slut afslørede sig (i
forbindelse med de onde Kaurava’ers voldelige bortførelse af Kine fra Virata-området),
svor Duryodhana, den ældste i den grusomme klan, dette monster af falskhed, at der
ikke var forløbet et helt år, og at Pandava’erne derfor havde brudt deres aftale. Han
sagde, at de derfor i henhold til kontraktens strafklausul var bestemt til yderligere tolv
års eksil og endnu et år, hvor de skulle leve inkognito! Han var ubøjelig i den
konklusion.”
23:2 ”De ældre, Bhishma og andre, hævdede, at Pandava’erne på den mest
samvittighedsfulde måde havde opfyldt kontraktens betingelser. Pandava’erne havde
ikke røbet deres opholdssted i løbet af hele året. De havde boet i eksil i samfulde tolv år.
Men Kaurava’erne accepterede ikke den åbenbare sandhed. De forberedte vejen for
deres egen undergang og ødelæggelse! De lyttede ikke til nogen; de hørte ikke efter
noget som helst råd. De svor, at alene slagmarken kunne afgøre stridspunktet.”
23:3 ”Hvad kan nogen stille op over for et sådant kongeligt dekret? Derfor engagerede
begge parter sig i forberedelse på krig. Kongen, Duryodhana, var udrustet med en
slagkraftig styrke, og Pandava’erne kom lige fra eksil! Men sandheden og retfærdigheden
allierede sig med de landsforviste, og derfor sluttede nogle få konger, der var motiveret
af moralske principper, sig til Pandava’erne. I stort antal tog de øvrige den regerende
konges parti, og derfor var Kaurava’erne i stand til at have kommandoen over elleve
militære enheder, mens Pandava’erne blot rådede over syv. (En enhed bestod af
109.350 fodfolk, 65.610 ryttere til hest, 21.870 elefanter med tilhørende krigere og
21.870 stridsvogne med besætning).”
23:4 ”Men hør! Arjuna’s stridsvogn havde Herren Krishna, ’Røgterpigernes elskede’, som
vognstyrer. Han lod sig ikke nøje med at være vognstyrer for Pandava’ernes skæbne!
Derfor havde Pandava’erne ikke noget svagt punkt i deres styrker. Krishna var al den
styrke, de behøvede. Men alligevel skete der det i Herrens storslåede drama, at Arjuna’s
rolle tog en pludselig og uventet drejning, hvilket overraskede alle.”
23:5 ”Herren beordrede Arjuna til at iagttage fjendens ledere, som han var nødt til at
kæmpe imod. Han kunne gøre det fra sin stridsvogn, som han hele tiden havde placeret
mellem de to hæres kampklare og opstillede rækker. Arjuna kastede et hurtigt blik på de
helte, som var ivrige efter at møde ham i kamp. Straks strømmede tårer fra hans øjne!
Han smuldrede hen i fortvivlelse og ulyst. Det var en scene, der fyldte tilskuerne med
skam.”
23:6 ”Men bemærk at din bedstefader ikke var påvirket eller plaget af angst eller fejhed.
Foran sig så han Bhishma, den ærværdige bedstefader, der elskede at have ham på sit
skød og som kælede med ham, som var Arjuna hans eget barn. Han så sin respekterede
lærer, Drona, af hvem han havde lært bueskydning fra a – z. Derfor jamrede hans
hjerte: ”Ak! Er det nu også nødvendigt, at jeg skal lide under denne blodige krigsførelse
mod disse store ædle personer, som jeg rent faktisk burde tilbede med sarte, kærlige
blomster? Hvordan kan jeg affyre pile mod dem? Er jeg nødt til at såre selve de fødder,
som jeg egentligt ærbødigt skulle placere på min pande, når jeg pligtopfyldende lægger
mig i støvet foran dem?” Den sentimentalitet der overvældede ham, skyldtes rent faktisk
78

hans følelser og tilbedelse. Det var den følelse, der var årsag til hans modløshed og ikke
en eller anden svag følelse.”
23:7 ”Følelserne ’jeg’ og ’mine’ voksede så voldsomt i ham, at han vendte sig mod
Krishna og sagde: ”Krishna, kør stridsvognen tilbage til Hasthinapura. Jeg ønsker at tage
af sted fra alt dette.” Krishna lo hånligt, og med slet skjult foragt bemærkede Han: ”Min
kære svoger. Øjensynligt forekommer du at være bange for at kæmpe. Meget vel, jeg vil
køre dig tilbage til Hasthinapura og i stedet vende tilbage med din hustru, Droupadi; hun
er ikke bange. Kom, lad os vende om. Jeg var ikke klar over, at du var sådan en kujon.
Havde jeg vidst det, ville jeg ikke have accepteret stillingen som vognstyrer for dig. Det
var et stort fejlskøn fra min side.”
23:8 ”Mens Krishna sagde dette og desuden kom med mange andre skånselsløse
udtalelser, tog Arjuna til genmæle: ”Tror du virkelig, at jeg, der kæmpede mod guden
Shiva og fra Ham vandt Shiva’s guddommelige kastevåben, vil tabe modet ved at stå
over for disse almindelig dødelige? Det er en følelse af ærbødighed og barmhjertighed,
der får mig til at afstå fra at dræbe disse slægtninge. Det er ikke frygt, der holder mig
tilbage.” Arjuna talte længe, idet han argumenterede med udgangspunkt i ’jeg’ og ’mine’,
men Krishna gouterede ikke hans argumenter. Han forklarede ham om de
grundlæggende principper bag al aktivitet og moral og fik Arjuna til at tage de våben op,
som han havde kastet fra sig. Han fik ham til at følge en krigers moralske bud og sociale
forpligtelser.”
23:9 ”Midt under slaget, da alle Kaurava-krigerne samtidigt affyrede en byge af pile mod
Arjuna, reddede Krishna ham fra denne frygtelige byge. Han reddede ham på samme
måde, som Han tidligere havde reddet beboerne og kvæget i Gokula fra de byger af hagl,
der regnede ned over dem på grund af guden Indra’s vrede. Dengang reddede Krishna
alle ved at løfte Govardhana-bjerget, så alle kunne finde ly under det. Han tiltrak alle
pilene mod sig selv og reddede derved Arjuna, der sad bag Ham i stridsvognen, fra det
dødelige angreb. Blodet flød fra sårene på Krishna’s legeme, men ikke desto mindre holdt
Han det op mod den byge af iltre pile, som fjenden affyrede. Hans mål var, at Arjuna
skulle beskyttes mod at komme til skade. Han havde også til hensigt at formindske de
onde modstanderes magt og stolthed og højne Arjuna’s hæder og anseelse.”
23:10 ”Selv bar Krishna ikke våben, men Han forårsagede fjendernes tilintetgørelse, og
over for verden proklamerede Han den ‘rigtig handlings’ vejs herlighed, den vej som
Pandava-brødrene holdt sig trofast til. Under slaget blev din bedstefader ofte pint ved
tanken om den rolle, Krishna havde påtaget sig. ”Tænk, at vi bruger dig til dette
ubetydelige formål. Dig, som vi burde installere i hjertets lotus-rede; dig sætter vi på
stridsvognens plankesæde! Vi har degraderet dig til tjener! Vi har nedvurderet Herren på
så gemen vis. Ak, at vi er blevet forvandlet til sådanne indskrænkede personer!” På
denne måde jamrede han ofte for sig selv.”
23:11 ”Mere pinefuldt end alt andet var en anden smertelig handling, som Arjuna fra tid
til anden nødvendigvis måtte udføre. Når som helst han var nødt til at udføre denne
handling, blev stakkels Arjuna overvældet af et uudholdeligt samvittighedsnag.” Idet han
fortalte dette, bøjede Vyasa sit hoved, som ville han helst afstå fra at nævne det. Det
vakte i endnu højere grad Parikshith’s nysgerrighed, og han bønfaldt: ”Sig mig Herre!
Hvad var det helt præcist for en uundgåelig skade, han var nødt til at forvolde, selv om
det var en helligbrøde?”
23:12 Til det sagde Vyasa: ”Oh konge. I kampens hede er lederen i stridsvognen nødt til
at give tegn til vognstyreren om, hvilken vej han skal køre. Hvis han giver en mundtlig
ordre om at køre til højre eller til venstre, kan han ikke være sikker på at blive hørt.
Larmen kan være for høj, og lydene vil kunne forveksles. Så derfor må han, mens han er
79

fuldstændigt opslugt af at være i heftig kamp mod fjenden, prikke vognstyreren på
tindingerne med sin venstre eller højre tå. Derfor lader han altid sine tæer være i
berøring med tindingerne. Vognstyrerens sæde er placeret på et lavere niveau end
lederens. Hvis stridsvognen skal køre lige ud, må begge tæer presses mod tindingerne
med ens styrke. Sådan styrede man en stridsvogn.”
23:13 ”Eftersom dette pres blev foretaget med kraftigt fodtøj, havde begge Herrens
tindinger hver dag mærker efter hudafskrabninger. Af bar skam forbandede Arjuna sig
selv. Han hadede selve ideen om krig og bad til, at det ondskabsfulde spil øjeblikkeligt
måtte ophøre. Han plejede at blive bragt fuldstændig ud af fatning af pine over, at han
med sine fødder var nødt til at berøre det hoved, som vismænd og helgener tilbad.”
23:14 ”Krishna’s håndflader, der plejede at være bløde og sarte som en lotusblomsts
kronblade, fik vabler over det hele, eftersom de var nødt til at holde tømmerne stramme.
Bedre blev det ikke af, at hestene strammede tømmerne, alt hvad de kunne, hver gang
de blev holdt tilbage eller på anden måde skulle styres. Herren hverken spiste eller sov.
Han hjalp både ledere og menige og sørgede for, at såvel heste som stridsvogn var i
perfekt stand. Han udførte også forskellige andre ærinder, der var grundlæggende for en
sejr. Han badede hestene i floden, plejede deres sår og smurte helbredende balsam på
dem….men hvorfor fortsætte med at nævne det hele? Han opførte sig som en tjener i din
bedstefaders husstand!”
23:15 ”Han påtog sig aldrig den rolle som universets hersker, der er Hans sande natur og
status. Gav Herren Krishna ikke selv dine bedsteforældre denne forsikring: ”Vær
hengivne over for mig og modtag styrke fra mig. I den udstrækning jeres begejstring
intensiveres og fremskynder denne proces med at give og modtage, i den udstrækning
vil I få succes og blive lykkelige. Overlad alle jeres bekymringer, vanskeligheder,
besværligheder og ønsker til mig, og modtag til gengæld glæde, fred og karakterstyrke
fra mig. I den tid jeg er her, er det udelukkende åndelige aspiranter og retskafne
personer, der får forbindelse med, bliver venner med eller modtager min nåde.” Denne
forsikring er et udtryk for Hans kærlighed og hengivenhed til dem, der er hengivne over
for ham”, sagde Vyasa, vismanden, til kongen.
80

Kapitel 24
Parikshith bliver forbandet
24:1 Fra vismanden Vyasa’s mund hørte Parikshith dennes beskrivelse af Pandava’ernes
dybe hengivenhed og vedholdende tro. Han blev begejstret, da han hørte om den
grænseløse nåde, Herren Krishna havde skænket dem. Kongen var så fordybet i glæde,
at han knapt sansede, om det var nat eller dag! Pludselig blev han vækket af fuglenes
muntre pippen og lyden af hanegal. Han lyttede til de sange, hans undersåtter hver dag
ved daggry bød Herren velkommen med. Han lyttede til templernes klokker, der ringede
rundt om i paladset.
24:2 Også Vyasa opdagede, at en ny dag tog sin begyndelse. Han sagde: ”Søn! Nu bliver
jeg nødt til at tage af sted.” Idet han tog den vandkrukke, som han medbragte på sin
færd, rejste han sig og velsignede kongen, der i stor sorg faldt for vismandens fødder.
”Ak, at det så hurtigt blev daggry! Jeg har endnu ikke helt fattet mine bedsteforældres
storhed og herlighed! Jeg mangler endnu helt at fatte dybden af deres hengivenhed og
pligtfølelse”, jamrede han.
24:3 Hans sind tumlede med de begivenheder, han lige havde hørt om; de begivenheder
hvis enestående karakter han havde fået en fornemmelse af. Han var så opfyld af
begejstring, at han ikke kunne gå i gang med kongerigets anliggender. Rent faktisk
undgik han at blive rodet ind i dem og søgte ensomheden. En dag besluttede han sig for
at drage ind i skoven for at jage, blot for afvekslingens skyld. Han gav ordre til, at der
blev gjort forberedelse til en ekspedition ind i junglen.
24:4 Meget snart modtog han besked om, at alt var gjort klar, og at jægerne og de
øvrige deltagere alle var mødt op. Med tungt hjerte slæbte han sit legeme hen mod sin
vogn og satte sig op i den. Tjenere, der alle var i fuld mundering, begav sig af sted. Som
det var sædvane, gik de både foran og bagved den kongelige vogn. Af en eller anden
grund mente kongen, at det ikke var nødvendigt, at så mange ledsagede ham. Denne
dag bad han derfor nogle af dem om at vende om og gå tilbage. Da kongen og hans følge
rykkede frem, fik de øje på adskillige flokke af hjorte, der gik omkring og græssede. Det
syn fik bragt kongen til live! Han kom ned af vognen og med sin bue skudklar, optog han
sammen med nogle få mænd jagten på hjortene. Flokkene spredtes af bar frygt. Jægerne
var i skarp forfølgelse. Kongen udvalgte sig en flok flygtende dyr som sit mål, og han løb
efter dem, uden at være klar over at han var alene, afskåret fra sine tjenere, der havde
fulgt andre spor.
24:5 Han havde både gået og løbet langt, og nu var han ikke i stand til at nedlægge
noget dyr. En frygtelig tørst begyndte at plage ham. Han kunne næsten ikke holde sin
udmattelse ud. Som en vanvittig ledte han efter vand. Til alt held fik han øje på en
eneboer-hytte, en lille stråtækt hytte. Fuld af forventning ilede han hen til den. Der var
ingen at se! Stedet forekom at være tomt. Fuld af pine kaldte han så højt, han var i
stand til. Med sin svage hals råbte han klagende: ”Tørst, tørst.” Der kom intet svar fra
hytten. Da han trådte ind, fik han øje på eneboeren Sameeka, der var i gang med at
meditere. Han gik han til ham og spurgte i en medynkvækkende tone: ”Herre, herre.”
Men Sameeka var helt væk i meditationens dyb, så der kom overhovedet ingen reaktion
fra ham.
24:6 Kongen blev overvældet af en følelse af krænkelse og af et voldsomt raseriudbrud.
Han var kommet til en eneboerhytte, han havde set eneboeren, og alligevel var han
stadig hjælpeløs af sult og tørst. Det sårede hans stolthed, for han var egnens hersker,
og eneboeren havde vovet at dvæle i sig selv, da han var kommet til ham og havde kaldt
81

på ham. Parikshith overså alle reglerne for anstændig opførsel, for han kunne knapt nok
kontrollere sin vrede. Hans fod trådte på noget reb, der lå på gulvet. Han opdagede, at
det ikke var reb, men en død slange. Som styret af skæbnen, fik denne lille episode ham
til at komme på en ondskabsfuld ide. Han smed den døde slange rundt om halsen på
eneboeren, der sad som en statue ligeglad med andres lidelser. Derefter forlod han
eneboerhytten og gik hurtigt derfra for at lede efter et andet sted, hvor han kunne slukke
sin tørst og få noget mad.
24:7 Nogle drenge så ham komme ud fra hytten. Da manden så fremmed ud og var
pragtfuldt klædt, gik de ind i hytten for at finde ud af, hvorfor han var kommet, og hvad
der var sket. Rundt om vismanden Sameeka’s hals så de en slange! De gik tættere på og
undersøgte den. De opdagede, at den var død. De spekulerede over, hvem der kunne
have udført denne oprørende grusomhed. De formodede, det måtte være den mands
værk, der lige havde forladt hytten. Derfor løb de af sted for at fortælle det til Sameeka’s
søn, Sringi, der legede med sine venner. Han troede ikke på det, de fortalte, for han
kunne ikke tro, at nogen ville fornærme hans fader på sådan en måde. Han gik i gang
med at lege igen, men børnene gentog deres historie og insisterede på, at han selv
kontrollerede dens rigtighed. Han skulle med sine egne øjne se faderens bedrøvelige
tilstand.
24:8 Sringi blev forbløffet over deres fastholdelse af historien, og han blev bange for, at
hændelsen rent faktisk var sket! Han løb ind i hytten og fandt, at det utænkelige var
sket! Han forsøgte at finde ud af, hvem den misæder var, der havde forøvet denne
grusomhed mod hans ærede fader. Han fandt ud af, at en person iført kongelige klæder
var gået ind og kommet ud af hytten, og at der ellers ikke havde været andre siden
morgenstunden. Drengene drog den slutning, at det måtte være denne persons værk.
For at fange ham løb Sringi derfor i den retning, drengene angav. Inden længe fik han
øje på personen i kongelige klæder, og hans vrede kendte ingen grænser. Han smed en
håndfuld vand på kongen, der langsomt vandrede foran ham. Herefter udtalte han
forbandelsen: ”Må ham der smed den døde slange rundt om min faders hals blive bidt af
en slange på den syvende dag, og må han dø af giften på den dag.” Drengene rundt om
ham bønfaldt ham om at lade være, men ikke desto mindre nedkastede han forbandelsen
over kongen. Herefter gik han tilbage til hytten og faldt sammen i et hjørne med sit
hoved opflammet af vrede.
24:9 ”Ak, tænk at min fader var nødt til at blive udsat for denne forsmædelighed, når jeg
var lige i nærheden. Jeg kunne lige så godt være død. Til hvilken gavn er en søn i live,
hvis han ikke kan forhindre, at nogen fornærmer hans fader?” På denne måde fordømte
han sig selv og jamrede sig på den mest ynkelige måde over sin skæbne. Hans
kammerater sad rundt om ham og forsøgte at berolige ham. De rakkede forbryderen
godt og grundigt ned. De forsøgte at trøste den utrøstelige dreng.
24:10 I mellemtiden dukkede vismanden Sameeka frem fra sin indre lyksalighed og
vendte tilbage til sin bevidsthed. Han fjernede den døde slange fra sin hals og lagde den
ved siden af sig. Han så sønnen sidde og græde i et hjørne og vinkede ham hen til sig.
Han spurgte om årsagen til hans sorg og fik fortalt historien om den fremmede og den
døde slange. Sameeka smilede og sagde: ”Stakkels fyr.”
24:11 ”Han gjorde det af ren og skær uvidenhed, og du afslører din uvidenhed ved at
græde over det. Jeg bekymrer mig ikke om ære eller vanære. Viden om Den
guddommelige Gnist gør et menneske i stand til altid at bevare sindsligevægten, altså
hverken at føle sig hævet over noget når man bliver rost, eller føle sig ringere når man
bliver dadlet. En eller anden tølper må have udført denne tossede gavtyvestreg. Eftersom
du endnu er en dreng, puster du det op til at være en voldsom forbrydelse. Du
gennemgår et bjerg af sorg over et muldvarpskud. Rejs dig op og gå ud på legepladsen”,
82

sagde han. Han lod sin søn sidde lidt på skødet af sig. Han strøg ham blidt på kinden, så
drengens sorg muligvis kunne mindskes lidt.
24:12 Sringi fortalte sin fader: ”Det her er ikke gavtyvestreger udført af en eller anden
tølper. Det er en frygtelig helligbrøde begået af en ego-forgiftet fyr i en konges
klædedragt.” Til det spurgte Sameeka: ”Hvad siger du? En person i en konges
klædedragt? Så du ham? Begik kongen denne dumme forseelse? Det kan aldrig falde en
konge ind at gøre sådan en dum ting.” Sringi’s kammerater blandede sig i samtalen og
bevidnede, at de også havde set den person, der var ansvarlig for denne helligbrøde.
”Herre! Vi opdagede den døde slange, og vi løb hen til Sringi og fik ham med tilbage
hertil. Sringi blev så vred, at han tog vand fra Kowsiki’en (en hellig flod) i sin hånd og
kastede det på den person, der gik meget hurtigt herfra. Idet han kastede vandet på
ham, nedkaldte han forbandelsen, og han gjorde det med de passende rituelle formler.
Forbandelsen lød: Må den person der placerede den døde slange dø af slangebid på den
syvende dag fra i dag.”
24:13 Sameeka blev chokeret over denne nyhed. Han var forbløffet over sin søns
opførsel. Han skubbede ham væk fra sit skød og ned på gulvet. ”Hvad! Nedkaldte du
sådan en forbandelse? Ak, at en vismands søn skulle have opført sig på den måde!
Hvilken katastrofal forbandelse for denne ubetydelige fornærmelse! Du har begået en
fejl, der aldrig kan udsones. Du er en skændsel for alle dine kammerater, der står rundt
om dig. For du har ikke sjælsstyrke nok til at klare sådan en dum, ubetydelig
gavtyvestreg! Jeg skammer mig over at sige, at sådan en dreng er min søn. Du besidder
ingen viljestyrke til at klare sådan en lille krænkelse. Oh, hvilken skam! Ak, din
barnagtighed giver alle vismænd og asketer et dårligt ry. Folk vil påstå, at vi end ikke
besidder selv den mest elementære tålmodighed og sjælsstyrke! Vis mig ikke dit ansigt,
at se det er en helligbrøde. At straffe folk for det de har gjort forkert, er kongens pligt.
Det er ikke en eneboer i skovens pligt. Eneboeren, der nedkalder forbandelser, er slet
ikke en eneboer!”
24:14 Sameeka fortsatte: ”Motiveret af en higen efter at opleve et syn og en nærhed af
alle verdeners vejleder og beskytter har eneboeren opgivet alle tilknytninger. Han har
bosat sig i skoven. Han lever af frugter og rødder. Han fordømmer alle indtryk til
sanserne som værende skadelige for åndelig fremgang. At en så afskyelig forbandelse,
der stammer fra utålmodighed og egoisme, skulle komme ud af munden på en eneboer,
er et tegn på forestående ulykke. Den markerer, at usandhedens jernalder gryer.”
24:15 ”Ak! Hvilken stor synd du har forøget din byrde med i dag”, bemærkede han. For
sin søn og dennes kammerater beskrev han derefter den afskyelige handling, som Sringi
havde foretaget.
83

Kapitel 25
Vismandens medlidenhed
25:1 Faderens hårde ord forvoldte stor smerte i Sringi’s følsomme hjerte. Ordene ramte
som sværdstød eller hammerslag. Den stakkels dreng kunne ikke bære dem længere.
Han faldt om på gulvet, og idet han tog fat i faderens fødder, jamrede han: ”Fader,
undskyld. Jeg blev overvældet af vrede over, at selve kongen kunne opføre sig så
skandaløst, så uforskammet, så uærbødigt, så umenneskeligt. Jeg var ude af stand til at
kontrollere min harme over den fornærmelse, der blev slynget imod dig. Det er ikke
passende, at en konge opfører sig på denne måde, på denne mest upassende måde, når
han besøger en eneboerhytte, er det vel?”
25:2 Da han så hans tilstand, tog Sameeka, asketen, sin søn hen til sig og sagde: ”Søn,
øjeblikkets trang er uundgåeligt. Fornuftens befalinger bliver ofte fejet til side af
mennesket på grund af denne trang. Skæbnens tildragelser vil tilintetgøre fornuftens
rammer. Mennesket bliver konfronteret med øjeblikkets fulde kraft, og man kan intet
andet end at overgive sig. Denne konge er en standhaftig teist, en dybt tænkende
hengiven. Han har gjort sig fortjent til åndelig glans. Han er grundfæstet i moralsk
adfærd. Han er konge over alle regioner. Hans berømmelse gennemtrænger alle de tre
verdener. Han opvartes altid af i tusindvis af loyale mænd og sjæle. Når han forlader sin
herskabelige bolig og tager hjemmefra, bliver han fulgt af mange vagter, der med
samlede hænder og med deres blik fæstnet på ham, afventer hans mindste ordre.
Derved håber de at vinde hans gunst ved at udføre ordrerne til hans tilfredsstillelse. Så
snart han kommer ind i et kongerige, tilstår disse rigers herskerne ham en strålende
velkomst ved at tilbyde ham pragtfuld gæstfrihed og en respektfuld hyldest. En person,
der er vant til denne rigelige praksis, blev naturligvis stødt, da han ikke modtog nogen
form for velkomst her. Han blev end ikke genkendt og respekteret. Forsømmeligheden
var så alvorlig, at han end ikke tog et krus vand for at lindre sin tørst. Han var
sønderrevet af smerten fra sulten og fra ydmygelsen, for der havde ikke været nogen
respons, selv om han kaldte mange gange. Ude af stand til at bære smerten og chokket
blev han forledet til at begå denne upassende handling. Selvfølgelig var det en fejl, men
ved at du reagerede så skånselsløs på denne mindre forseelse, forvolder du uoprettelig
skade på hele asketer- og eneboer samfundet. Ak, hvilken frygtelig ulykke du har
nedkaldt.”
25:3 Den gamle eneboer lukkede sine øjne og sad tavs et øjeblik. Han ledte efter nogle
måder, så kongen kunne blive reddet fra forbandelsen. Da han ikke kunne finde nogen,
og da han erkendte, at alene Gud kunne ordne sådan noget, eftersom Han er almægtig
og alvidende, bad han af hele sit hjerte: ”Oh, Alle Verdeners Tilflugtssted! Denne umodne
lille krop, der ikke kender til rigtigt og forkert med hensyn til, hvad der er ens pligt, og
hvad der ikke er, har begået denne store bommert, der har skadet kongen. Tilgiv denne
dreng eller straf ham, men sørg for at fremme kongens velfærd.”
25:4 Eneboeren åbnede sine øjne. Han så asketerne og sin søns unge kammerater, der
stod rundt om ham. Bedrøveligt fortalte han dem: ”Lagde I mærke til den skade, min søn
forvoldte? Det er ikke rigtigt for os eneboere at fornærme og skade den konge, der er
menneskehedens beskytter og vejleder, er det vel?”
25:5 ”Derfor anmoder jeg jer alle om at bede til Gud om, at kongen ikke må komme til
at lide nogen større skade, og at udelukkende lykkevarslende ting må hænde ham.” Da
vismanden på denne måde havde bedt dem om dette, rejste en ældre munk sig fra
gruppen. Han var selve legemliggørelsen af fred og forsagelse. Han sagde: ”Mægtige
sjæl! Du øser så overstrømmende nåde over denne konge. Den person, der nedkaldte
84

denne forbandelse, er din egen søn. Uden tvivl er dine åndelige færdigheder meget bedre
end din søns, og du kan opnå alt gennem dem. Hvorfor er du så bekymret over den
forbandelse, som denne dreng kastede på kongen? Du kan da gøre den virkningsløs, kan
du ikke?” Til det udbrød de ældre såvel som de unge: ”Sandt, sandt; lyt til vore bønner
og undskyld denne dreng. Forårsag kongens lykke og frels ham fra skade.”
25:6 Vismanden Sameeka smilede; han lukkede sine øjne. Med sit indre yogiske syn så
han kongens fortid og fremtid. Han undersøgte, hvorvidt kongens tilstedeværelse var
betinget af hans fortid eller af hans fremtid. Han fandt ud af, at Parikshith nødvendigvis
måtte lide døden af kobraslangens Takshaka’s giftige bid, da det var hans skæbne. Han
følte, at det at prøve at redde kongen fra den forudbestemte afslutning på livet ville være
at gå mod skæbnens befaling. Han indså, at kongens forkerte opførsel og sønnens vrede
reaktion begge var konsekvenser af den tvingende drift. Han sluttede sig til, at
udelukkende Gud, alle beslutningers og bedrifters skaber, kan ændre begivenheder, og
at alle anstrengelser fra hans side blot ville være det samme som at udstille sin egoisme.
25:7 Han vidste, at egoismen er eneboerens uforsonligste fjende. Men alligevel samlede
han ikke sin ubestridelige styrke mod den for at tilintetgjorde den fuldstændigt. Han
besluttede at yde områdets uheldige konge den smule hjælp, han var i stand til. Idet han
åbnede sine øjne, så han til alle siderne for at udvælge en klog discipel blandt de
forsamlede elever. Til sidst kaldte han en elev hen til sig og sagde: ”Du må straks begive
dig til Hasthinapura og derefter vende tilbage til mig. Træf forberedelser til turen og kom
så tilbage.” Eleven svarede: ”Jeg er altid parat til at adlyde dine ordrer; hvad skal jeg
med forberedelse? Jeg er altid klar. Jeg kan starte på rejsen i dette øjeblik. Fortæl mig,
hvad jeg skal gøre i Hasthinapura.” Med disse ord faldt han for Sameeka’s fødder og
tilbød sin hyldest. Vismanden rejste sig fra sit sæde og førte eleven ind i de indre
værelser. Detaljeret fortalte han ham om alle de punkter, han skulle gengive over for
kongen. Herefter lagde eleven sig for herrens fødder og drog af sted mod hovedstaden.
25:8 I mellemtiden var kongen nået til sit palads, og efter et kort hvil vågnede han op til
en erkendelse af afskyeligheden af det forkerte, han havde gjort mod eneboeren. ”Ak,
hvor langt ned kunne mit fordærvede sind dog synke! Det er i sandhed en afskyelig synd,
at jeg, herskeren, på den måde skulle fornærme denne asket.” Han jamrede for sig selv.
”Hvordan kan jeg yde erstatning for denne forbrydelse? Bør jeg tage til eneboerhytten og
bede om forladelse? Eller bør jeg stille mig til rådighed for den straf, jeg fortjener? Hvad
er min specielle pligt i dette tilfælde?” Han kæmpede med sig selv for at finde svaret.
25:9 I det øjeblik fik han øje på en vagt, der kom op til døren og stod i tavshed med
samlede håndflader. Kongen spurgte, hvad der var hans ærinde. ”En elev fra en
eneboerhytte er ankommet og venter på audiens. Han påstår, at vismanden Sameeka
har sendt ham. Han påstår, at hans budskab haster og er vigtigt. Han har meget travlt.
Jeg venter på deres kongelige ordre.”
25:10 Da han hørte det, forekom det leje af jasminblomster, som han hvilede på, at blive
forandret til et leje af slanger med flammende tunger, der hvæsede og vred sig rundt om
ham. Han kaldte vagten hen til sig, og han bombarderede ham med spørgsmål efter
spørgsmål om den unge mand, der var sendt fra eneboerhytten. ”Hvordan har han det?
Ser han ud til at være ked af det eller vred? Eller er han fuld af glæde og sindsro?”
25:11 Vagten svarede: ”Oh konge! Vismandens elev, der er kommet for at få din
audiens, er helt rolig og fredfyldt. Han gentager ordene: ”Sejr til kongen; sejr til vores
hersker.” Jeg ser ingen spor af vrede eller forbitrelse i hans ansigt.” Det gav kongen en
vis trøst. Han ønskede at få at vide, hvilket svar man havde givet på de spørgsmål, den
unge elev havde stillet. Vagten sagde: ”Vi fortalte ham, at kongen havde været på tur
inde i skoven. At han netop var vendt tilbage, og at han nu hvilede sig. Vær venlig at
85

vente et stykke tid; så snart kongen har hvilet sig, skal vi informere ham om dit besøg.”
Kongen spurgte: ”Hvad svarede han til det?” Vagten sagde: ”Herre! Den unge mand var
meget ivrig efter at se dig så hurtigt som muligt. Han sagde, at han havde en
presserende besked til dig. Han sagde, at hans herre ventede på hans tilbagekomst og
talte minutterne, til han kom tilbage. Han sagde, at jo før han så dig, des bedre. Hele
tiden gentog han for sig selv: ”Bare kongen har det godt; må han være i sikkerhed; må
han få fremgang.” Vi tilbød ham en fornem siddeplads og bad ham sætte sig, men det
ville han ikke. Han foretrak at stå ved døren; han tæller minutterne der.”
25:12 Glædestårer væltede frem i kongens øjne. Idet han tørrede dem bort, skyndte han
sig mod indgangen uden at være iført kongelig kappe og uden at bekymre sig om at
have sandaler på eller et klæde om overkroppen. Han knælede foran eneboerens søn.
Han tog begge drengens hænder i sine hænder og førte ham ind i de indre gemakker.
Her placerede han ham på en fornem plads og satte sig på gulvet foran ham. Han
bønfaldt om at få at vide, hvorfor han var kommet.
25:13 Disciplen sagde: ”Oh konge! Min herre, vismanden Sameeka, sender dig sine
bedste velsignelser. Han har overdraget det til mig at give dig besked om et specielt
anliggende”, og så brød han ud i tårer. Da kongen så det, udbrød han: ”Fortæl mig det
hurtigt. Hvis det er noget, jeg skal gøre, så fortæl mig det hurtigt. Jeg er indstillet på at
ofre mit liv for at betale min personlige taknemmelighedsgæld. Eller er mit rige i nogen
form for fare? Bør jeg tage nogen form for sikkerhedsforholdsregel? Jeg er villig til at ofre
alt for at redde riget.”
25:14 Disciplen svarede: ”Oh konge! Ingen farer truer riget eller eneboerne. Ingen frygt
vil nogen sinde genere dem. Du er selve den person, der er truet af farer; den person der
vil komme til at lide skade.” Da disciplen afgav denne fint indpakkede advarsel,
erklærede kongen jublende: ”Jeg er i sandhed velsignet. Når mine undersåtter og mine
eneboere, der er engageret i askese, er reddet, bekymrer jeg mig ikke det mindste om,
hvad der sker mig selv. Jeg lever og ånder udelukkende for, at jeg kan sikre fred og
lykke for dem begge.” Efter et stykke tid faldt kongen til ro og spurgte disciplen: ”Fortæl
mig nu, hvad din herre ønsker, jeg skal vide.” Han svarede: ”Konge! Min herre er meget
bekymret over en frygtelig uretfærdighed, som er blevet begået ud af ren og skær
uvidenhed. Det er hovedårsagen til, at han sendte mig til dig.”
25:15 Da han hørte det, blev Parikshith meget urolig. Han spurgte: ”Hvad er det for en
uretfærdighed, du talte om? Hvem begik den? Fortæl, fortæl”, bønfaldt han.
86

Kapitel 26
En forbandelse eller en gave fra himlen?
26:1 Sendebudet fra eneboerhytten sagde: ”Oh konge, vores lærer har en søn. Skønt
han er purung, er hans åndelige færdigheders stråleglans overvældende. Han ærer sin
fader som sin Gud. At tjene ham og værne om hans ry er hans livs hovedmål. Hans navn
er Sringi. Du kom til denne eneboerhytte. Drevet frem af en eller anden uransagelig
indskydelse hængte du en død slange rundt om halsen på denne Sringi’s fader, der også
er min lærer. Nogle børn så det, og de løb hen til Sringi, der legede med sine
kammerater, for at fortælle ham det. Først troede han ikke på det. Han fortsatte med at
lege. Men børnene gentog nyheden igen og igen og fastholdt deres forklaring. De hånede
ham, fordi han muntert legede videre, skønt hans fader var blevet udsat for så grov en
fornærmelse. Selv hans legekammerater grinede af hans ufølsomhed. Derfor løb han, så
hurtigt han kunne, til sin hytte og fandt ud af, at deres beretning var sand.”
26:2 ”Da han vendte sig om, fik han øje på dig. Du var ved at forlade stedet. Uden
nogen sans for at skelne mellem det, der har varig betydning, og det, der er af
midlertidig interesse, og tilskyndet af en afsindig forbitrelse og vrede, mistede denne
unge teenager kontrollen med sig selv. Han kastede en forbandelse over dig. Det har
forvoldt min lærer uendelig smerte.” Kongen afbrød ham og spurgte: ”Oh søn af en
eneboer. Fortæl mig, hvordan forbandelsen lød.” Den unge mand svarede: ”Herre, det
falder mig svært at fortælle dig dens ordlyd. Min tunge nægter at sige den. Men alligevel
er jeg nødt til det, eftersom min lærer har overdraget det til mig at gøre det. Min lærers
søn tog omgående den hellige Kowsiki-flods vand i sin hule hånd og erklærede: ”Om syv
dage, regnet fra i dag, må kongen da blive bidt af slangen Thakshaka, og må han dø af
giften på den dag. Det er i sandhed en skrækkelig forbandelse.” Den unge mand
standsede, for hans sorg overvældede ham. Han bristede i gråd.
26:3 Men kongen smilede blot. Han sagde: ”Unge eneboer, er det forbandelsen? At blive
bidt af Thakshaka og dø af dette bid om syv dage? Det er ingen forbandelse, det er et
tegn på nåde! Det er en velsignelse fra lærerens søns læber. Eftersom jeg har været
fordybet i Imperiets anliggender, er jeg blevet doven med hensyn til anliggender
vedrørende det åndelige og Gud, som er livets mål. Som et resultat af det, bevægede
den barmhjertige Herre, Hari, denne hellige mands søns læber så de formulerede disse
ord. Han tildelte mig et interval på syv dage! Sikke en stor velsignelse det er! Det må
være det guddommeliges ønske, at jeg skal anvende hvert øjeblik af de syv dage til
kontemplation på Gud. Fra dette øjeblik vil jeg uafbrudt dedikere både tid og tanker til
Herrens fødder. Unge ven, var der andet, din lærer bad dig informere mig om? Fortæl
mig det straks. Mit hjerte længes inderligt efter at høre det.”
26:4 Den unge budbringer fortsatte: ”Min lærer var af den opfattelse, at forbandelsen
var ensbetydende med utilgiveligt forræderi. For du er fast etableret i ‘rigtig handling’, og
du er en stor hengiven af Herren. Derfor ledte han længe for at finde en måde, hvorpå
forbandelsens konsekvenser kunne undgås. Gennem sine yogiske evner fandt han frem
til, at det er skæbnebestemt, at du skal dø som følge af et slangebid. Det er også
skæbnebestemt, at du skal nå Herrens bolig ved din død. Han mente, at det var en
afslutning på livet, der var værd at få, og at det vil være syndigt at hindre en så ærefuld
fuldbyrdelse. Derfor sender han, gennem mig, sine velsignelser om, at du må nå Guds
nærvær.”
26:5 Parikshith bøjede sig dybt for den unge elev og bønfaldt om, at hans ærbødige
taknemmelighed måtte blive videregivet til den store helgen Sameeka og dennes søn.
87

Herefter tog eleven af sted, og da han nåede eneboerhytten, fortalte han eneboeren alt,
hvad der var hændt i hovedstaden.
26:6 I mellemtiden begav kongen sig i stor glæde til de indre gemakker, og da han stod
foran indgangen til kvindernes værelser, bad han om, at hans søn, Janamejaya, blev
bragt til ham. Da sønnen hørte sin faders stemme, undrede han sig over, at han så
pludseligt blev kaldt til faderen, og han løb hen til ham. Parikshith kaldte en gammel
præst ind i lokalet, og efter han havde placeret sin egen krone, der lå på barnets seng,
på sin søns hoved, gik han bort derfra. Han medbragte kun det tøj, han havde på, og han
gik mod Ganges, idet han betroede den nye konge til den gamle præst.
26:7 I løbet af få øjeblikke spredte nyheden sig over hele området og gennem hele byen.
Grupper af mænd og kvinder, præster og ministre ilede efter kongen og protesterede
ynkeligt, men det var alt sammen forgæves. De græd højlydt; de kastede sig for hans
fødder; de rullede sig langs vejen og på tværs af hans bane. Kongen bemærkede intet af
alt dette; han værdigede dem intet svar; han fortsatte med Herrens navn fæstnet i sit
sind og med befrielsens mål i sine tanker. Han bevægede sig hurtigt mod den hellige
Ganges bred. Da man fandt ud af, at kongen var taget af sted mod floden uden ledsager
og uden noget som helst opsyn, blev den kongelige elefant, den kongelige hest og den
kongelige bærestol placeret i en række bag ham. På denne måde kunne han stige op på
en af dem, som det var hans sædvane at gøre. Men kongen hæftede sig ikke ved disse
muligheder. Den store menneskemængde var forbløffet over at se, at deres hersker gav
afkald på mad og drikke. Uden et øjebliks afbrydelse var han beskæftiget med at
gentage Herrens navn. Eftersom ingen kendte årsagen til denne pludselige beslutning om
at forsage alt, kom alle mulige rygter i omløb. Rygterne var baseret på den enkeltes evne
til at fantasere.
26:8 Men der var nogle, der undersøgte de forudgående begivenheder, der lå til grund
for forsagelsen. De fandt frem til, at en eneboers elev havde bragt nogle vigtige nyheder.
Ved at undersøge det nærmere blev det kendt, at kongen kun havde syv dage tilbage at
leve i. Folk samlede sig på flodens bred og sad sammensunket af sorg rundt om kongen,
idet de bad for hans redning.
26:9 De tragiske nyheder spredte sig så hurtigt, at de snart nåede skovens beboere.
Asketerne og de åndelige aspiranter, vismændene og helgenerne drog også langsomt af
sted langs Ganges bred med deres vandkrukker i hænderne. Hele området så ud som en
stor festival. Hele området genlød af lyden af Aum (urlyden, også kaldet OM), af at der
blev messet, af gentagelsen af veda’ernes hymner og af at mange i kor sang til Herrens
pris. Nogle grupper skældte voldsomt ud på Sameeka’s søn, der var årsagen til hele
tragedien. På denne måde blev flodbredden på kort tid så fyldt med mennesker, at man
end ikke kunne se så meget som et sandkorn.
26:10 I mellemtiden henvendte en ældre eneboer, der var opfyldt af stor medlidenhed og
medfølelse med herskeren, sig til ham. Mens han fældede kærlighedens tårer, talte han
således til ham: ”Oh konge! Folk siger alt muligt. Mange forskellige versioner går fra
mund til mund. Jeg er kommet til dig for at finde frem til sandheden. Jeg kan kun gå
med største besvær. Jeg elsker dig så højt, at jeg ikke kan bære at høre alt det, folk
siger om dig. Hvad skete der helt præcist? Hvad er årsagen til denne pludselige
opofrelse? Hvad er mysteriet bag den forbandelse, som eneboerens søn kastede på en så
højt udviklet sjæl som dig? Forklar det! Tilfredsstil vor stærke længsel efter at kende
sandheden. Jeg kan ikke se på, at fok lider på denne måde. Du var som en fader for
dem. Nu ænser du ikke deres bønner. Du har opgivet alle dine tilknytninger og er
kommet hertil. Sig i det mindste et par trøstende ord til dem. Du sidder stille og sulten
på flodbredden, optaget af streng askese. Det syn får dronningerne og ministrene til at
lide, som fisk lider, når de bliver kastet op ad vandet. Hvem var den unge mand, hvis ord
88

forårsagede dette katastrofale oprør? Var han virkelig en eneboers søn? Eller er det blot
en fortolkning? Det hele er et mysterium for mig.”
26:11 Kongen lyttede til disse ord, der blev sagt med stor hengivenhed og sindsro. Han
åbnede øjnene og bøjede sig dybt for den hellige mand. ”Herre! Store sjæl! Hvad skulle
jeg have at skjule for dig? Det, der er sket, kan ikke skjules, selv om jeg skulle ønske at
gøre det. Jeg gik ind i skoven for at jage. Vi så mange vilde dyr, men de spredtes, da vi
nærmede os. Den lille gruppe bueskytter der ledsagede mig, blev også spredt i forsøget
på at forfølge dyrene. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg var alene efter vildtet, og at
jeg var langt væk fra mine ledsagere. Jeg fik ikke nedlagt noget vildt. Jeg blev
overmandet af sult og tørst. Den brændende varme udmattede mig. Endelig fik jeg øje
på en eneboerhytte og gik ind i den. Senere fandt jeg ud af, at det var vismanden
Sameeka’s hytte. Jeg kaldte gentagne gange for at finde ud af, om der var nogen
hjemme. Der kom intet svar, og der dukkede ingen frem. Jeg fik øje på en eneboer, der
sad i dyb meditation, fortabt i sin egen verden. Da jeg trådte ud af hytten, mærkede jeg
noget blødt under foden. Jeg løftede det op og opdagede, det var en død slange. I det
øjeblik jeg så den, dukkede en modbydelig tanke op i mit sind. Jeg anbragte den døde
slange rundt om halsen på eneboeren, der stadig var fordybet i meditation. På en eller
anden måde fik eneboerens søn kendskab til det. Han kunne ikke holde
forsmædeligheden ud. Han fremkom med forbandelsen: ”Må den slange der er rundt om
min faders hals tage Thakshaka’s form og afslutte den mands liv, der på denne måde
fornærmede min fader, på den syvende dag fra i dag at regne.””
26:12 ”Nyheden om denne forbandelse og dens konsekvenser blev bragt til mig fra
eneboerhytten. Jeg er mig bevidst om den synd, jeg har begået. Jeg er af den opfattelse,
at en konge, der er i stand til at begå en sådan synd, ikke hører hjemme i kongeriget.
Jeg har derfor opgivet alt, enhver tilknytning. Jeg har besluttet mig for at anvende disse
syv dage til uophørlig kontemplation på Guds herlighed. Det er en stor lykke, at denne
mulighed er givet mig. Det er årsagen til, at jeg er kommet til dette sted.”
26:13 Da adelsmændene, hofmændene, prinserne, dronningerne, ministrene, eneboerne
og andre således fik kendskab til de sande omstændigheder, afstod de fra de vilde
gætterier, de indtil nu havde beskæftiget sig med. De bad højlydt om, at forbandelsen
måtte løsne sit skæbnesvangre greb.
89

Kapitel 27
Vismanden Suka’s indtræden
27:1 Nogle asketer, der hørte historien om forbandelsen fra kongens mund, var så
opbragte over Sameeka’s søn, at de erklærede, at han måtte være en svindler, et
uværdigt barn. For intet barn af en vismand af Sameeka’s format ville nogen sinde
fremsige sådan en tilintetgørende forbandelse på grund af sådan en ubetydelig forseelse.
Han må være en uvidende tåbe eller et brushoved, gættede de. Hvordan kan en
forbandelse, der udspringer fra sådan en person, have nogen effekt, spurgte de. De slog
fast, at kongen ikke kunne komme til skade som en konsekvens af drengens forbandelse.
De forsøgte at overbevise kongen om, at han ikke behøvede frygte noget på grund af
den.
27:2 Mange, der havde den samme opfattelse, argumenterede, at kongen ikke havde
grund til at tage forbandelsen alvorligt, men kongen forblev uberørt. Med sine håndflader
samlet, svarede han dem: ”I er tilskyndet til at tænke og tale på denne måde på grund
af jeres sympati og godhed over for mig. I ved godt, at den forurettelse jeg har begået,
ikke er lille og ubetydelig. Findes der en større synd end at fornærme dem, der fortjener
at blive æret? Desuden er jeg kongen, og er derfor den, der har ansvaret for deres
velfærd og for hævdelsen af deres ære. Hvordan kan min handling blive affærdiget som
lille og ubetydelig? Desuden er den afsagte forbandelse, hvis I tænker nærmere over det,
slet ikke nogen forbandelse. Den er rent faktisk en kæmpestor velsignelse.”
27:3 ”Grunden er, at jeg var faldet ned i det syndens hul, der kan kaldes ’herredømme’
eller ’at herske’. Jeg har ført mig selv bag lyset og troet, at sanselige glæder er livets
mening. Jeg levede et liv, som et vildt dyr lever det. Jeg havde glemt Gud og min pligt
over for Ham. På denne måde og gennem dette redskab har Gud selv ført mig hen på
den rette vej. Gud har velsignet mig. Dette er en velsignelse, ikke en straf for fortidens
synder, som I forestiller jer.”
27:4 Da kongen talte på denne måde, strømmede glædens og taknemmelighedens tårer
fra hans øjne. Kongen var tydeligvis præget af meget stor oprigtighed og hengivenhed.
Med rolig, uforstyrret tilfredshed udtrykte han, hvad han følte. Asketerne og
undersåtterne rundt om ham var forbløffede over hans sindsligevægt. De var klar over,
at hans erklæring var sand.
27:5 Den gamle asket rejste sig, og stående foran den jamrende folkemængde
erklærede han følgende: ”Oh, du den bedste blandt konger! Dine ord er som solstråler
for asketers hjerter. Ordene er så passende for din slægt og opdragelse, for du er en
Pandava. End ikke en eneste gang begik Pandava’erne uret eller synd. De holdt altid fast
i Hari’s (Herrens) fødder. De holdt sig til Herrens befalinger, uden vaklen. Da Herren
vendte tilbage til Sin Bolig, opgav de deres kongerige som et resultat af spontan
forsagelse. De begav sig til de nordlige regioner. I dag følger du også denne hellige vej,
eftersom du tilhører denne storslåede slægt og har arvet denne levevis.”
27:6 Med sine håndflader samlet i tilbedelse bønfaldt kongen dem: ”Oh, I bedste blandt
asketer! Jeg er kun i tvivl om én ting. Fjern venligst den tvivl fra mit sind. Gør mine dage
værd at leve.” ”Fortæl mig, hvad din tvivl går ud på”, svarede asketen. Kongen bad ham
om at få forklaret, hvad et menneske, for hvem døden er umiddelbart forestående, bedst
kan foretage sig. En vismand rejste sig og sagde, at for så vidt tiden tillod det, så kunne
vedkommende udføre offerceremonier eller begive sig ud på en pilgrimsrejse. Eller man
kunne engagere sig i at gentage Guds navn eller i bodsøvelser, velgørenhedsarbejde,
faste eller rituel tilbedelse. En anden erklærede, at befrielse udelukkende kan opnås
90

gennem erhvervelse af den højeste visdom. En tredje person talte om den store
betydning af at udføre hellige gerninger som beskrevet i veda’erne og de hellige skrifter.
Andre gjorde gældende, at udvikling af hengivenhed til Gud var den bedste måde at
anvende ugen på; alene gennem hengivenhed kan Herren vindes. Iblandt denne
forvirring af modstridende meninger søgte kongen den sande vej. Asketerne blev bragt til
tavshed af kongens ihærdighed efter at få et sandt svar på det problem, han havde bragt
frem.
27:7 I mellemtiden bevægede en ung asket med et usædvanligt opvakt ansigt og en
tiltalende personlig udstråling sig gennem forsamlingen af ældre asketer. Han ligesom
skar gennem forsamlingen som et lysglimt, og idet han nåede hen i nærheden af kongen,
satte han sig på en forhøjning. Tilskuerne var forbløffede over denne pludselige
tilsynekomst. Nogle af dem blev virkelig nysgerrige efter at vide, hvem han var. Hans
ydre fremtoning tydede på, at han var søn at en asket. Men hans holdning, hans attitude
og ro, hans personlighed, alt stadfæstede, at han var en mester. Aldersmæssigt var han
ret ung. Alligevel var der en guddommelig glorie, der indhyllede ham.
27:8 I løbet af kort tid var der en klog ældre vismand, der genkendte ham. Ærbødigt og
med håndfladerne mod hinanden henvendte han sig til den unge mand. ”Vi er i sandhed
alle velsignet. Denne stråle af guddommelig glans er ingen ringere end Sri Suka, Vyasa’s
kostelige efterkommer.” Efter på denne måde at have præsenteret den fremmede for
forsamlingen, fortsatte vismanden. ”Fra det øjeblik han blev født, har denne person
været fri for enhver form for tilknytning. Han behersker al viden.” Kongen, der hørte
dette, græd taknemmelighedens og glædens tårer. Kongen lettede som en glente, let og
fuld af glæde, og kastede sig derefter i støvet for den unge mand. Hans håndflader var
samlet i bøn, da han rejste sig. Han stod stiv og stille som en søjle. Han var fordybet i
lyksalighed. Han visualiserede den unge mand foran sig som selve Krishna. Suka’s
stråleglans var for skinnende for hans øjne. Hans charme forekom kongen at være på
højde med Guds kærlighed. Hårets lange sorte krøller bevægede sig som sorte slanger,
der svævede over det hvide ovale ansigt. Som stjerner midt blandt de mørke skyer
udstrålede Suka’s øjne en kølig glans og skinnede ekstraordinært klart. Et strålende smil
bredte sig over hans ansigt.
27:9 Med langsomme skridt nærmede kongen sig Suka. Hans stemme knækkede over og
var utydelig. Hans hals sitrede af sindsbevægelse. Han sagde: ”Herre! Jeg evner ikke at
beskrive dybden af din nåde. Enhver af dine handlinger er rettet mod verdens velfærd.
Det er i sandhed min lykke, at jeg så let får lov til at se dig i dag. For jeg er klar over, at
man udelukkende får mulighed for at se dig gennem langvarige og vedholdende
bestræbelser. Oh, hvor er jeg heldig! Jeg må tilskrive det mine bedsteforældres tidligere
optjente fortjenester.” Kongen var overvældet af taknemmelig glæde over Suka’s
tilstedeværelse. Glædestårer strømmede fra hans øjne.
27:10 Med et smil på læberne bad Suka kongen om at sætte sig ved siden af sig. Han
sagde: ”Oh konge! Du er uden tvivl ærlig og trofast over for moralsk livsførelse. Du er
opsat på at tjene det gode og det guddommelige. Dit fortjenstfulde liv har tiltrukket
denne store forsamling af vismænd, der er her i dag. Var det ikke for det liv, ville disse
asketer, der beskæftiger sig med åndelige øvelser, ikke have fraveget deres planer og
kommet her for at bede til, at du må opnå virkeliggørelse af det højeste. Det er ikke
nogen velgørenhedsgerning! Du har fortjent denne gave, da du har anvendt mange liv på
en dydig og god måde.”
27:11 Med hengiven beundring stirrede kongen på Suka’s ansigt, mens denne talte til
ham. Pludseligt løftede han sit hoved og tiltalte den unge vismand på følgende måde:
”Herre! Jeg har en tvivl, der nager mig. Fjern den og skænk fred til mit hjerte. Jeg var i
færd med at fremlægge min tvivl over for forsamlingen, da du kom. Jeg ved, at du på et
91

øjeblik kan fjerne denne tvivl. Det må være barnemad for dig.” Suka afbrød ham og
sagde: ”Parikshith! Årsagen til at jeg er kommet til dig, er, at jeg vil fjerne den tvivl, der
plager dig. Du kan spørge mig om det, du har i tankerne. Jeg vil fjerne din tvivl og
skænke dig tilfredshed.” Da den store Suka udtalte disse ord, udbrød de forsamlede
vismænd: ”Hvilken stor lykke! Konge, du er i sandhed velsignet!” De klappede i deres
hænder af bar glæde, og det så højt at deres bifald nåede himlen.
27:12 Kongen talte ydmygt og med tydelig alvor. ”Herre! Hvad bør en person, der står
over for døden, og som er bevidst om den forestående afslutning, give sig af med? Hvad
bør hans sind fæstne sig ved? Efter at være bukket under for døden vil han ikke fødes på
ny. Når dette er hans bøn, hvordan bør han så tilbringe de resterende dage, som han
råder over? Det er problemet, som i øjeblikket plager mig. Hvad er min største pligt?”
Igen og igen bad kongen indtrængende om vejledning.
27:13 Suka svarede: ”Konge! Du skal trække dit sind væk fra verdslige tanker og fæstne
det på Hari, Herren, der charmerer alle hjerter. Jeg vil undervise dig i Den guddommelige
Bhagavatha’s visdom. Lyt til den med hele dit hjerte. Der er ingen aktivitet helligere end
denne. Der kan ikke være nogen større åndelig øvelse, disciplin eller løfte. Det
menneskelige legeme er en fortræffelig båd; Hari’s historier er roret; denne foranderlige
verden, denne konstante strøm, er havet. Hari er bådføreren! I dag er disse hellige
remedier til din rådighed.”
27:14 ”Det problem du har rejst, vedkommer ikke blot et enkelt individ. Problemet og
dets løsning vedkommer hele verden. Af alle de problemer der fortjener nærmere
undersøgelse, er dette det væsentligste. Princippet om Den guddommelige Gnist er
universalmidlet for alle sygdomme. Det er den grundlæggende sandhed. Ingen kan
undslippe den. At grundfæste sig selv i denne sandhed i løbet af sine sidste dage er alle
levende væseners pligt. Det er på det grundlag, at ens position i den næste fødsel bliver
bestemt. Så det spørgsmål du stillede, og den tvivl du rejser, er anliggender af stor
betydning for hele verdens velfærd. Svaret er ikke til dig alene. Lyt!”
92

Kapitel 28
Den fortryllende historie
28:1 Vismanden Suka begyndte på sin betydningsfulde besked til kongen. Han sagde:
”Store konge! Det mægtige træ, som Bhagavatha (gudhengivenheden) kan
sammenlignes med, indgyder i sandhed til ærbødig ærefrygt. Inkorporeret i sig har den
enhver tænkelig kilde til gunstighed og glæde. Herren Sri Narayana (Herren vishnu) er
det frø, fra hvilket træet er spiret frem. Spiren er Brahma. Træets stamme er vismanden
Narada. Vyasa udgør grenene. Dets søde frugt er den liflige nektarsøde historie om
Krishna. Disse ivrige sjæle, der higer efter denne nektar og klagende hentæres af
længsel, (eftersom de ikke bryder sig om legemlig bekvemmelighed, eller om at årene
går), lige indtil de sikrer sig frugten og drikker dens ekstrakt; sådanne sjæle er sande
helgener og yogier.”
28:2 ”Oh eder asketer og vismænd! På denne dag fortæller jeg jer denne Bhagavatha
Sastra, denne fortryllende historie om Krishna. Bevar den i jeres hukommelse og frels
derved jer selv fra vildfarelse og sorg. I har allerede lyttet til fremsigelsen af alle de
hellige skrifter. I behersker også alle de åndelige discipliner. Men I har ikke fået
kendskab til den største af dem alle. Jeg vil nu give jer Krishna’s hellige navn og den
sødme, der strømmer fra det. Det er det lifligste navn, man kan forestille sig. Når man
hører det, fyldes hjertet af glæde. Når I husker på navnet, udspringer der er strøm af
kærlighed fra hjertet. ’Gudhengivenhedens kildevæld’ (Bhagavatha’en) indgiver og
fremmer dyb hengivenhed til Herren Krishna.”
28:3 ”Den Universelle Absolutte, Den Fødselsløse, Den Formløse, Den Umanifesterede,
Den Uendelige påtog sig navnes og formers begrænsninger og konkretiserede ved mange
lejligheder sig selv som avatar (Gud inkarneret i fysisk skikkelse) og manifesterede
talløse eksempler på guddommelig forbøn og nåde. Gennem disse inkarnationer, såvel
som gennem de påtagede kendetegn og de ideer der blev agiteret for, reddede Gud
menneskeheden for undergang. De, der synger historien om denne herlighed, de, der
lytter ivrigt til historiens fremsigelse, de, der drikker og fordøjer den lektie der
overbringes via historien, disse mennesker er de sande hengivne. De er
bhagavatha’erne, de gudhengivne, de der følger den vej, der er fastlagt i
’Gudhengivenhedens kildevæld’. ’Gudhengivenhedens kildevæld’ (Bhagavatha’en)
forbinder den hengivne (på sanskrit bhaktha’en; den, der er opfyldt af guddommelig
kærlighed og hengivenhed til Gud) med Bhagavan (Gud). Det vil sige, at historien fylder
dig med Gud og forvandler dig til guddommelighed.”
28:4 ”Gud inkarnerer ikke blot for at tilintetgøre de onde. Det er blot et påskud, en af de
nærliggende årsager. Sandt at sige inkarnerer Gud for de trofaste hengivnes skyld. Koen
producerer først om fremmest mælk for at give næring til kalven. Men mælken anvendes
også af mennesket til at opretholde dets helbred og kraft. På tilsvarende måde inkarnerer
Gud først og fremmest for at nære de troende, de dydige og de gode. Men selv de troløse
og de dårlige mennesker benytter sig af chancen til at gavne deres egne formål. Det er
grunden til, at der i ’Gudhengivenhedens kildevæld’ forekommer historier om sådanne
onde mennesker midt iblandt beretningerne om Guds herlighed og nåde. Det gør ikke
’Gudhengivenhedens kildevæld’ den mindste smule mindre hellig. Når den søde saft er
blevet presset ud af sukkerrøret, bliver det udpressede sukkerrør kasseret. Når den
guddommelige storslåetheds sødme én gang er blevet smagt, kan det udpressede
sukkerrør lige så godt blive smidt væk. Sukkerrøret indeholder både det udpressede
sukkerrør og sukker; det kan ikke udelukkende indeholde sukker. På samme måde må
hengivne færdes midt iblandt de troløse; de hengivne kan ikke eksistere uden de andre.”
93

28:5 ”Gud er ikke begrænset af tid og sted. For Ham er alle væsener ens. Han er de
levendes og de ikke-levendes Herre. Ved enhver evigheds afslutning bliver involutionsprocessen
fuldstændiggjort. Herefter starter evolutionen igen, og i ’skikkelse’ af Brahma
skaber Gud væsener igen. Han oplyser alle med en gnist af sin egen glans. I ’skikkelse’
af Vishnu blotlægger og former Gud fuldbyrdelsens vej for hver eneste. Det er igen Gud,
der i ’skikkelse’ af Shiva afslutter processen ved at tilintetgøre alt. På denne måde kan du
se, at der ingen grænse er for Guds evner; ingen ende er på Guds kraft. Der kan ikke
være nogen grænser for Guds bedrifter. Gud inkarnerer på utallige måder. Gud kommer
som en inkarnation af et fragment af sig selv eller som en del af sig selv. Gud kommer
som en indre inspirator for et bestemt formål. Gud kommer for at afslutte en tidsalder,
en ny epoke, og indvie en ny. (Sidstnævnte avatar kaldes en Yuga-avatar). Beretningen
om disse inkarnationer udgør ’Gudhengivenhedens kildevæld’, Bhagavatha’en.”
28:6 ”Det ene guddommelige princip arbejder gennem tre entiteter. Det arbejder som
Brahma, Vishnu og Shiva for at håndtere og fuldende processen med at blive og være
det, der kaldes skabelsen. Grundlæggende stammer de tre fra den samme entitet,
nemlig Gud. Der er ingen over eller under; alle tre er i samme grad guddommelige.
Forbundet med skabelsen er Gud Brahma; forbundet med opretholdelsen er Gud Vishnu;
forbundet med nedbrydningen er Gud Shiva. Når Gud kommer og antager en speciel
form ved en speciel lejlighed til et bestemt formål, er Han kendt under betegnelsen
avatar. Rent faktisk var Manu (menneskehedens første fader, der blandt andet fastlagde
kodeks for ’rigtig handling’) og Prajapathi (kaldet Verdens Skaber, alle væseners Herre)
og andre personer guddommelige personer, der af Brahma var betroet den opgave at
befolke verden. Alt sker i overensstemmelse med den guddommelige vilje. Vi kan derfor
hævde, at helgener, vismænd, asketer og almindelige mennesker både er gode og slette,
de er alle avatarer af Vishnu’s entitet. Avatarer er lige så utallige, som levende væsener
er, for alle og enhver er født som en konsekvens af den guddommelige vilje. Men
udelukkende Yuga-avatarens historie er værd at gennemlæse, for Han kommer for at
genetablere ‘rigtig handling’ (på sanskrit dharma) og moralsk livsførelse. Alle andres
historie er blot en historie om lidelse og fortvivlelse.”
28:7 ”Brahma gav Manu fuldmagt til at drage til Jorden for at skabe levende væsener på
den. Det kvindelige princip, Devi, smuttede fra ham og førte Jorden til de nedre regioner.
Brahma var derfor nødt til at søge hjælp hos Vishnu, og han tog form af et vildsvin. Han
bragte Jorden væk fra de nedre regioner og placerede den blandt havene. Senere blev
Jorden så opbragt over kejser Vena’s oprørende grusomhed, at Hun beholdt alle de frø,
der blev sået, for sig selv. Jorden tillod dem ikke at spire. Derfor blev alle væsener
hjemsøgt af sultens smerte. Jorden blev et sammensurium af bjerge og dale uden nogen
som helst beplantning. Så antog Herren form af Prithu, der udjævnede overfladen,
tilførte jorden gødning, forårsagede at landbruget voksede og fremmede
menneskehedens velfærd. Han plejede Jorden, som han plejede sine egne børn, og
derfor kaldes Jorden for Prithivi. Han siges at have bygget de første byer på Jorden.”
28:8 ”Det vil altså sige, at det var Herrens vilje, at det skulle ske således. Det var den
vilje, der blev ført ud i livet. Herren skabte veda’erne for at beskytte mennesket ved
hjælp af de anførte moralske påbud og åndelige discipliner. Veda’erne indeholder navne,
der vil befri væsener samt regler og forskrifter, der vil vejlede menneskene. Da de
ondsindede truede med at stjæle veda’erne, skjulte de sig selv i havene, og Herren antog
form af en fisk for at generhverve dem. Han reddede de syv vismænd og Manu fra de
samme have. Det er årsagen til, at det siges, at Herren inkarnerede som en fisk.”
28:9 ”Oh eder asketer! Oh kong Parikshith! Muligvis opstår der tvivl i jeres sind, når I
hører skabelsesberetningen og de tidligste historier om mennesket på Jorden.
Processerne for den guddommelige vilje er gådefulde undere. De kan ikke fattes med de
evner, som I anvender for at bedømme jordiske begivenheder. Muligvis vil processerne
94

ofte forekomme jer at være blottet for enhver mening, men Herren vil aldrig involvere
sig selv i nogen handling uden en behørig grund. Denne vilje behøver ikke blive forklaret.
Den er sin egen sufflør. Alt alle vegne er en følge af Guds vilje.”
28:10 ”For at sætte skabelsen i gang må der nødvendigvis være en form for tillokkelse,
der kan virke som en tilskyndelse. Derfor måtte Brahma (Skaberen) blive to, legeme og
aktivitet. Dette ene legeme blev forvandlet til to, og derfor, hvor der tidligere var én
vilje, var der nu to. Den ene som tiltrak, og den anden som blev trukket mod skabelsen,
den feminine og den maskuline. Eftersom det feminine aspekt var tiltrækkende på
hundrede forskellige måder, blev det kaldt ’Det, der har hundrede facetter’ og ’Brahma’s
elskede’ (på sanskrit Satharupa). Den anden blev kaldt Manu. Disse to opnåede
berømmelse i skabelsens første stadie. Satharupa og Manu var de første forældre.”
95

Kapitel 29
Dialogen begynder
29:1 Idet vismanden Suka beskrev skabelsens stadier, sagde han: ”Sammen kontaktede
Satharupa og Manu skabelsens Herre for at forhøre sig om, hvilken opgave de skulle
udføre. Brahma svarede med er smil: ”Vær hinandens ægtefælle; I skal avle og befolke
Jorden.” Udstyret med bemyndigelsen, der stammede fra denne befaling, fyldte de
Jorden med mennesker.”
29:2 Her indskød kongen: ”Herre! Af egen erfaring har jeg lært, at kilden til al sorg i
denne verden er illusioner (angiver noget der forekommer at være noget andet, end det
virkeligt er), der forekommer i relation til den fysiske tilknytning til verdslige objekter.
Jeg har intet ønske om at høre om disse anliggender. Vær så venlig at fortælle mig,
hvorledes jeg kan få bugt med illusioner, selvbedrag og tilknytning. Hvad præcis er det,
mennesket skal gøre i de sidste dage af dets liv? Hvilket navn skal det konstant have i
tankerne, så det for altid kan undgå denne cyklus af fødsel og død? Fortæl mig om disse
ting”, sagde han.
29:3 Suka glædede sig i høj grad over det spørgsmål. Han svarede: ”Og konge! Du er en
åndelig sjæl. Med hengivenhed tjener du vismænd. Denne store forsamling af munke,
asketer og vismænd er beviset på dine fortjenstfulde handlinger. For almindeligvis
forsamler disse mennesker sig ikke noget som helst sted.” Kongen afbrød ham med sine
protester: ”Nej, nej, min Herre! Jeg er en stor synder. Jeg har intet spor af åndeligt
fremskridt i mig. Hvis jeg havde den mindste fortjenstfuldhed i mig, hvis jeg havde tjent
vismændene hengivent, ville jeg ikke være blevet målet for eneboerens forbandelse. Den
lykkelige skæbne jeg nu nyder, nemlig disse store vismænds selskab og chancen for at
tilbede dine fødder, er en konsekvens af mine bedsteforældres fortjenstfulde handlinger.
Jeg er fuldt ud klar over, at mine handlinger slet ikke har bidraget til noget af det. Den
nåde som Krishna skænkede mine bedsteforældre, er årsagen. Havde det været
anderledes, kunne personer som jeg da nogensinde have gjort sig håb om at se din
fornemme person, der bestandigt vandrer rundt i skoven, ukendt af mennesker? Vi der
er sunket ned i Sansernes Brønd og er fordybet i en forgæves jagt efter sanselige
glæder; vi der end ikke for et øjeblik beskuer sandheden, det evige og det rene? I
sandhed er dette en uopnåelig lykkelig skæbne. Alt det skyldes mine bedsteforældres
velsignelser og Krishna’s nåde, intet andet. Du er fuld af medfølelse med mig, og derfor
tilskriver du det min egen fortjeneste. Jeg er selv kun alt for godt klar over mine
svagheder.”
29:4 ”Forsæt venligst med at udvise mig den samme medfølelse og hjælp mig med at
beslutte, hvad der skal gives afkald på af en person, hvis død er umiddelbart
forestående. Hvad skal vedkommende gå i gang med at praktisere? Rådgiv mig om det
og gør mine dage umagen værd at leve. Du alene kan løse problemet for mig. Fortæl mig
om Bhagavatha’en, (’Gudhengivenhedens kildevæld’) som du sagde, du ville. Du fortalte
mig, at den var grundlaget for fremskridt og befrielse. Den vil eliminere mine synder.
Den vil resultere i velstand. Lad mig i dybe drag drikke Krishna’s navns hellige nektar;
lad mig på denne måde forfriske mig selv.” Således bad han indtrængende i sin
feberagtige tilstand.
29:5 Suka smilede til kongen og sagde: ”Bhagavatha’en er lige så værdig til at blive
æret, som veda’erne er det; lige så værdig til at blive studeret og helligholdt. I
slutningen af Dwapara-tidsalderen (den forrige tidsalder og den tredje i cyklusen af i alt
fire tidsaldre) på Gandhamadana-bjerget (et helligt bjerg øst for Himalaya) i min fader
Vyasa’s eneboerhytte, lyttede jeg til denne hellige tekst. Jeg vil gentage teksten for dig.
96

Lyt!” Med sine håndflader samlet i bøn, forhørte kongen sig: ”Oh uforlignelige vismand!
Jeg har hørt, at du var en asket, der var helt uden tilknytning lige fra fødselsøjeblikket.
Selv uden de traditionelle ceremonielle ritualer, der renser og klarer intellektet, såsom
ceremonien vedrørende den første fysiske rengørelse af det nyfødte barn, ceremonien
hvor barnet får sit navn, og ’den hellige trådceremoni’, hvor barnet indvies ved at
modtage den hellige tråd og således blive kvalificeret til at lære ved’erne, har du nået
den fuldstændige bevidsthed om virkeligheden. Jeg hørte, at du derfor drog rundt i
bevidstheden om denne sandhed; langt væk fra folk og dybt inde i skovene. Jeg er derfor
overrasket over, at dit hjerte dengang blev draget mod denne tekst, der, som du siger,
er gennemtrængt af hengivenhed. Hvad forårsagede din interesse for denne vej? Jeg
beder til, at du vil beskrive omstændighederne for mig.”
29:6 Med et roligt, uanfægtet ansigtsudtryk begyndte Suka sin forklaring. ”Ja, jeg er
hinsides forskrifter og forbud. Jeg går uafbrudt op i en højere enhed med Den
Egenskabsløse Gud. Det er sandheden om mig. Ikke desto mindre må jeg bekendtgøre,
at der er en ubeskrivelig sødme i Gud; den Gud der tiltrækker og fortryller én via sine
muntre aktiviteter og kendetegn. Jeg må også tilstå, at jeg har lyttet til beskrivelsen af
Guds skønhed og sødme. Mit sind blev henrykt over at høre og lære om Guds herlighed,
der viste sig gennem hvert og ét af Hans guddommelige kendetegn. Jeg var ude af stand
til at forholde mig i ro. Jeg jublede som en tosset mand, begejstret af lyksaligheden der
stammede fra at læse og fra at lytte. Guds søde gavtyvestreger og lege berusede mig
med grænseløs glæde. Jeg kom herhen i dag, eftersom jeg blev bevidst om, at en
mulighed var dukket op for at fortælle Bhagavatha’en til en gruppe ivrige tilhørere;
personer der på alle måder fortjener at høre den, og som vil forstå dens betydning.
Derfor vil jeg berette den hellige Bhagavatha for dig og gennem dig for de fremtrædende
personligheder, der er forsamlede her. Du besidder den begærlighed og den evne, der
skal til for at høre om den. Du har bestemt dig for at nå menneskets højeste mål.”
29:7 ”De, der lytter til denne beretning med oprigtig hengivenhed og reflekterer over
dens værdi og betydning samt handler ifølge det lys, den oplyser deres sind med, vil
blive forenet i den lyksalighed, som Krishna, Herren, er en legemliggørelse af. Deres
hjerter vil blive fyldt af den fortryllende charmes søde nektar, og de vil opleve
lyksaligheden af at være Den Eneste Ene. Den fornemmeste åndelige øvelse er
gentagelse af Guds navn med fuld årvågenhed på tanke, følelse og udtale og at synge
højt til Guds ære. Der findes ingen bedre åndelige øvelser.”
29:8 ”Oh konge, fortab dig ikke i ængstelse over, at tiden er knap. Man behøver ikke
megen tid for at vinde Guds nåde. Nådens stråler fra denne Medfølelsens
Legemliggørelse kan falde på dig, så hurtigt som et øje kan blinke. I løbet af disse syv
dage skal jeg få dig til at lytte til historier om adskillige, der har oplevet åndelig
lyksalighed. Du vil høre om, hvorledes Krishna velsignede dem med åndeligt fremskridt,
hvordan personer krydsede fødsels og døds hav ved at lytte til historier og ved at synge
de sange til Guds ære, der er åbenbaret i dem. Vi vil ikke spilde et eneste øjeblik. Du er
klar over, at du blot har syv dage endnu at leve i. Opgiv derfor alle følelser af ’mine’ og
’dine’. Opgiv tilknytningerne til den krop, som du bor i, og til det hjem som kroppen bor
i. Vær udelukkende bevidst om Universets Herres historie. Drik de sødmefyldte historier
om Herrens inkarnationer. Det er en ret almindelig begivenhed, at historier fortælles til
og høres af forsamlinger på flere tusinde mennesker. Men visdom opnås udelukkende
ved, at man fuldstændig tror på det, man hører. Denne tro må resultere i et renset sind;
i et rent hjerte.”
29:9 ”En ting til, konge! Der findes talløse fortolkere, der går rundt og holder foredrag
om moralske og åndelige anliggender på baggrund af intet andet end studier. De har ikke
en brøkdel erfaring med det, de taler om. De har ingen tro på ægtheden af de forskellige
manifestationer af guddommelig herlighed, som de taler vidt og bredt om. Sådanne
97

formaningstaler er lige så ineffektive, som det at ofre ghee (klaret smør), ikke i
flammerne, men i en kold bunke aske. Det vil ikke helbrede sindet for fejltagelser og
mislykkede bestræbelser.”
29:10 ”I dit tilfælde skal du ikke frygte en sådan ineffektivitet. Dit hjerte er fordybet i en
uafbrudt strøm af kærlighed til Krishna. Hvem som helst, der lytter til denne beretning og
drikker historiens nektar med et hjerte, der sprudler over af guddommelig higen, med en
urokkelig tro på Gud og en konstant glæde, kan opnå virkeliggørelse af selvet. Det er
hinsides al tvivl. Oh konge! Denne anledning, denne tekst og disse tilhørere er alle
fuldkommen passende og fortræffelige.”
29:11 Idet vismanden herefter sagde: ”Oh, hvor er du heldig!”, lagde han sin hånd på
kongens hoved og velsignede ham. Han kærtegnede hans tykke krøllede hår. På den
mest ydmyge måde bønfaldt kongen: ”Herre, du ved kun alt for godt, at jeg har meget
kort tid tilbage at leve i.” Med håndfladerne samlet, fortsatte han: ”Giv mig derfor den
bedste vejledning, så vil jeg grundfæste mig i den i samtlige disse syv dage. Giv mig den
hellige formel, så jeg kan gentage den i den korte tid, jeg har, og derved holde den i frisk
erindring og redde mig selv.”
29:12 Vismanden lo. ”Parikshith! De, der er begærlige efter sanselige glæder, anvender
deres dage til bekymring, sorg, smerte og tårer gennem en lang periode af deres liv. De
formerer sig som fugle og vilde dyr; de spiser god mad og udskiller den som urin og
afføring. Det er det formålsløse liv, som de fleste mennesker lever. Vil du kalde det
forædling af livet? Enorme mængder levende væsener forefindes på Jorden. At leve er
ikke nok. Livet har i sig selv ingen værdi. Det er de motiver, følelser og holdninger der
driver dagligdagen frem, der betyder noget. Hvis et menneske har guddommelige
kvaliteter, der manifesterer sig som tanker, følelser osv., så lever det. Hvis en person i
stedet tilsmudser dets hellige indpakning (kroppen) ved at benytte den til uhellige
formål, der skaffer midlertidig glæde og derved ignorerer Det Alt Vidende, Almægtige
Forsyn, vil vedkommende blive fordømt som en beregnende fornægter af egen
menneskelighed. Tag eksemplet med en person der har fæstnet sit sind på Herrens
lotusfødder. Det betyder ikke noget, at han ikke lever længe. I løbet af sit korte liv kan
han gøre sit liv udbytterigt og lykkevarslende. Oh konge, for at fjerne din tvivl vil jeg
fortælle den smukke historie om en kongelig vismand. Lyt!”
29:13 ”I Sol-dynastiet var der engang en hersker, kong Khatvanga, der var mægtig med
hensyn til tapperhed og heltemod i kamp. Han var gavmild med godgørenhed, besad en
retskaffen karakter og var retfærdig i sin handlemåde. Han havde ikke sin lige, ingen der
kunne udfordre ham. I mellemtiden samlede de onde dæmoner og de dæmoniske
mennesker deres styrker og gik i krig mod Guderne. Guderne frygtede at blive
overmandet. De erkendte deres svaghed og kom ned til Jorden for at søge kong
Khatvanga’s hjælp. Kongen længtes efter kampens eventyr. Han hentede derfor sin bue
og pile og kørende i sin stridsvogn, begav han sig til krigsskuepladsen. Blot ved den
rædsel hans tapperhed frembragte, rystede han dæmonerne og de dæmoniske
mennesker i deres inderste. Ude af stand til at modstå det frygtelige angreb flygtede
fjenden i panik. Eftersom det er umoralsk at gøre en flygtende fjende til genstand for
forfølgelse, afstod Khatvanga fra yderligere sammenstød.”
29:14 ”Guderne var lykkelige over, at de kunne opnå sejr ved hjælp af den tiltrængte
hjælp fra kong Khatvanga. De roste ham for hans kraft og for hans retfærdighedssans:
”Oh konge, der findes ingen nulevende, der tåler sammenligning med dig. I denne
uforsonlige kamp skænkede du os triumf mod de onde styrker. Som gengæld er det
vores ønske, at du fra os vil acceptere den hjælp, du måtte behøve, og som vi evner at
yde.” Kongen svarede dem følgende: ”Eder Guder! Offerceremonier og ofringer
gennemføres af mennesker for at behage jer, er det ikke sandt? Denne kamp, som jeg
98

havde det privilegium at deltage i, er derfor en offerceremoni for så vidt angår mig. Hvad
andet behøver jeg fra jer end denne nåde, I har skænket mig? Det er en enestående
velsignelse.” Idet han erklærede dette, kastede han sig i støvet for Guderne.”
29:15 ”Guderne var ikke tilfredse med hans svar, så de tvang ham til at bede dem om
noget; om en eller anden velgerning fra dem. Selv om han ikke var indstillet på at bede
om noget, var han tvunget til at finde på et ønske, eftersom han følte, at de ellers ikke
ville lade ham være i fred. Til sidst sagde han: ”Eder Guder! Jeg vil bede jer afsløre for
mig, hvor mange år jeg endnu har at leve. Først når jeg får det at vide, kan jeg beslutte,
hvad jeg skal ønske fra jer.” Indra, Gudernes konge, ved alt, så uden et øjebliks tøven
svarede han: ”Oh konge, din tildelte tid er meget snart forbi. Du lever blot fem minutter
endnu.” Da han hørte det, sagde Khatvanga: ”Jeg har ikke noget at bede om. Jeg
mangler ikke noget. Jeg føler, at alle fornøjelser i denne og i den næste verden er
ubetydeligheder, der bør opgives. Jeg vil ikke igen bevæge mig ned i de sanselige
fornøjelsers søle. Skænk mig det gode, det er at opnå Herrens ophøjede nærvær. Det
nærvær hvorfra man ikke vender tilbage; det nærvær alt liv er viet til. Herefter satte han
sig med lukkede øjne og gentog Guds navn, og ved slutningen af muhurtha (det gunstige
tidsinterval mellem 04 og 06 om morgenen) nåede han Herrens lotusfødder!”
29:16 ”Bemærk, hvorledes han på et øjeblik fjernede alle tilknytninger til sanselige
fornøjelser fra sit sind! På denne måde var Khatvanga i stand til at nå Herrens fødder,
hvor frygt ikke vover at nærme sig. Du har syv dage, mens han blot havde få minutter.
Du har derfor ingen grund til at være bekymret. I løbet af disse dage skal du rense din
indre bevidsthed ved opmærksomt at lytte til de bedste og helligste beretninger om Guds
manifestation.”
29:17 Idet Parikshith huskede på den højeste velsignelse, som den store hengivne, kong
Khatvanga, vandt, græd han glædestårer. Højt udbrød han: ”Herre! Giv mig besked på,
hvad jeg skal gøre her og nu; jeg har ikke ord, der kan beskrive min higen. Mit hjerte
strømmer over af lyksalighed.” Så satte han sig i forstenet stilhed.
29:18 Suka kom med følgende råd: ”Oh konge! Udstyr dig med ikke-tilknytningens
sværd. Skær den fejlagtige kærlighed til kroppen i stykker. Opgiv den ’min-hed’, der får
dig til at klynge dig til slægt og venner. Sæt dig sikkert og godt til rette på bredden af
denne hellige flod.” Lige som Suka var ved at begynde på sin historie, forekom Parikshith
urolig efter at stille et spørgsmål. Da Suka så det, sagde han: ”Du ser ud til at være
forvirret over noget. Spørg mig om det, du ønsker at vide, og få den tvivl fjernet fra dit
sind.” Straks sagde kongen: ”Mester! Du er i sandhed medlidenhedens hav. På samme
måde som et velsmagende måltid bringer en sulten person mæthed, bringer dine ord
kølig velvære til mit brændende hjerte. Ærværdige lærer, for kort tid siden talte du til
mig om skabelsens begyndelse. Jeg forstod det ikke helt tydeligt. Hvorfor antog Den
kvalitetsløse, universelle, absolutte Gud (Den formløse, iboende, transcenderende Gud)
form og kvaliteter? Fortæl mig om det.” Kongen satte sig med et forventningsfuldt
udtryk, med fuld opmærksomhed, oprigtigt bedende og ivrig efter at lytte og lære.
99

Kapitel 30
Gudhengivenhedens vej
30:1 Vismanden Suka satte sig til rette i stolen og begyndte sin beretning. ”Den Højeste
Ophøjede Herre manifesterede sig selv som Brahma, Vishnu og Maheswara (Shiva), der,
tilskyndet af det oprindelige ønske, er engageret i verdenernes skabelse, opretholdelse
og nedbrydning. I det, der således er skabt, indgår det dualistiske princip altid. Der er
forskelle og uligheder mellem den ene og den anden. Hvis disse forskelle og uligheder
bliver afstemt på en fornuftig måde, vil der være glæde og fred på Jorden. Hvis levende
væsener på den anden side opfører sig forkert, vil verden være plaget af ængstelse,
elendighed og forvirring. Når det sker, antager Herren passende former og yder den
nødvendige beskyttelse og irettesættelse. Han bringer den beskadigede verden på ret
køl, fjerner de onde kræfter der forårsagede skaderne og instruerer menneskeheden i
videnskaben om at fremme det rigtige og det gode.”
30:2 ”Det er ikke muligt at begrænse Guds frihed til at antage former. For at manifestere
sig i verden og redde den antager Han utallige former. Hans inkarnationer er i
overensstemmelse med de behov, der er i forbindelse med de aktuelle kriser. Da Jorden
jamrede sig over den onde Hiranyaksha’s uretfærdighed, måtte Gud komme til syne som
et vildsvin, idet Han påtog sig en form med kvaliteter, skønt Han i sit inderste væsen er
uden form og kvaliteter. Guds vilje er gådefuld; den kan ikke forklares ved hjælp af
kategorier eller som konsekvenser. Den er over og hinsides menneskelig fatte- og
forestillingsevne. Den kan udelukkende fattes af dem, der har kendt Gud, og ikke af dem
der har opnået videnskabelig dygtighed eller har en skarp intelligens. Årsagen og
konsekvensen er uløseligt forbundet med hinanden.”
30:3 ”En dag, da Brahma (Skaberen) hvilede en stund på sin trone, dukkede et vildsvin
op lige foran Ham. Det var ikke større end det yderste af en tommelfinger! Brahma, der i
stor lystig munterhed havde antaget menneskelig skikkelse, kendte til altings årsag, men
Han foregav, at det ikke var tilfældet. Han så derfor på det lille vildsvin med stor
forbløffelse. Imidlertid udviklede det sig hurtigere og hurtigere til en større og større
størrelse. Først til en størrelse som en frø, så en rotte, så en kat og snart til en
kæmpestor brunstig elefant. Brahma smilede for sig selv af dets tossestreger. I løbet af
kort tid voksede vildsvinet sig så mægtigt, at det forekom at dække både Jorden og
himlen. Det gled ned i havet og dukkede op af det igen med Gudinden Jord (der på
grund af ydmygelse havde skjult sig under vandet) siddende højt hævet, reddet og i
sikkerhed, på dens stødtænder.”
30:4 ”Bagfra lød der et råb. ”Dit nederdrægtige svin! Hvor har du tænkt dig at flygte
hen? Bliv stående, hvor du er.” Vildsvinet ænsede ikke råbet. Det fortsatte, som om det
ikke havde hørt noget. Herefter stillede Hiranyaksha, uhyrernes og dæmonernes
ondsindede leder, sig ansigt til ansigt med det. Han stod som et frygteligt uhyre og
udfordrede vildsvinet til at overvinde sine kræfter. En dødbringende kamp mellem de to
fulgte. Gudinde Jord var vidne til disse skrækkelige gensidige udfald, og hun rystede af
skræk, men vildsvinet trøstede hende ved at sige: ”Oh Gudinde, vær ikke bange. Jeg
skal straks afslutte dette uhyres liv. Om et øjeblik vil jeg sikre dig sikkerhed og skænke
dig fred.” Straks herefter blev vildsvinet skrækkeligt at se på, og Gudinden blev yderst
foruroliget over sammenstødet. Med overvældende kræfter angreb vildsvinet
Hiranyaksha, og af bar rædsel lukkede Gudinden øjnene ude af stand til at se på
vildsvinets tilintetgørende skikkelse. Kampen blev udkæmpet med en ubeskrivelig rasen,
men til sidst blev Hiranyaksha revet i småstykker og smidt på jorden.”
100

30:5 ”På denne måde antager Herren forskellige skikkelser alt efter, hvad situationen
kræver. For eksempel den form der passer bedst til tilintetgørelsen af de onde
dæmoniske mennesker og til beskyttelse af det gode og det guddommelige, og til at sikre
bevarelsen af de hellige skrifter, veda’erne, der åbenbarer sandheden. På denne måde
inkarnerede Herren som fisken (Matsya), skildpadden (Kurma), menneske-løven
(Narasimha) og dværgen (Vamana). Af alle inkarnationerne er den største og den mest
lyksalige Krishna-skikkelsen. Alligevel må du erkende, at alle inkarnationernes
hovedformål er at beskytte ’rigtig handling’ (retskaffenhed, rigtig handling, moral, gode
dyder).”
30:6 ”Den der instruerer, skal måle kvalifikationerne hos de elever, der skal modtage
instruktionerne. Det vil være forgæves at forsøge at kommunikere den højeste visdom til
en person på det laveste niveau. For denne er ude af stand til at fatte den. Det samme
gælder, hvis de instruktioner der skal gives på det laveste niveau, bliver givet til dem på
det højeste niveau. De vil ikke opnå nogen glæde af undervisningen. For at gøre det
standpunkt helt klart, vil jeg fortælle jer om en diskussion, der engang foregik mellem
Brahma og Narada (en himmelsk vismand, Brahma’s søn). Lyt opmærksomt.”
30:7 ”Engang henvendte Brahma sig til Narada. ”Oh min sinds-projicerede søn!
Skabelse er min opgave, det er måden hvorpå jeg udfører min mission, min bodsøvelse.
Jeg vil det, og skabelser sker. Jeg opstiller imidlertid bestemte regler og adfærdsmønstre
for hver eneste art, og hvis de bliver ordentligt overholdt, så vil ‘rigtig handling’ udvikle
sig på rette vis. Men hvis reglerne og adfærdsmønstrene i stedet bliver tilsidesat, og
arterne arbejder ihærdigt for at tilfredsstille deres egne ønsker ved at bevæge sig af
krogede og misvisende veje, så vil de komme til at lide mange forskellige lidelser.”
30:8 ”Dag og nat forekommer efter mit ønske. De levende væseners herskere er dele af
mig. Den tilskyndelse mennesker har til at formere og mangfoldiggøre sig, er en
afspejling af min vilje. Engang imellem, når den skabte verden må hjælpes og støttes,
antager jeg selv en form og et navn og indfører en ny æra. Jeg forsyner Jorden med
passende guddommelige personligheder og vismænd, der fastsætter og viser eksempler
til efterfølgelse, og som angiver veje, der fører til fremskridt.”
30:9 ”Når det er nødvendigt, afslutter jeg også den ubegrænsede forøgelse af væsener.
For at gøre det antager jeg også skikkelse af det, der forårsager frygt. Jeg skaber det
onde for at fremhæve og fremme det gode. Jeg sætter visse begrænsninger, både for det
gode og for det onde, for hvis jeg ikke gjorde det, ville væsenerne forvilde sig ind på
forkerte veje og forvolde stor skade.”
30:10 ”Jeg er iboende ethvert væsen. Folk glemmer mig; mig der er i dem og uden for
dem. Jeg er den inderste kerne i ethvert væsen, men de er ikke bevidste om det. Derfor
fristes de til at tro, at den objektive verden er virkelig og sand, og de forfølger objektive
glæder og kommer derved til at lide sorg og smerte. Hvis de på den anden side
udelukkende koncentrerer deres opmærksomhed på mig, idet de tror, at alt og alle er
Guds vilje, velsigner jeg dem og åbenbarer sandheden for dem om, at de er jeg, og jeg
er dem. Tusinde er blevet velsignet på denne måde. De er de søgende, de åndelige
aspiranter, de store sjæle, vismændene, de guddommeligt inspirerede, manifestationer
af det guddommelige, alle er de vejledere, der viser vejen. De har erhvervet sig den
erfaring, at sandhed er Brahma (Gud).”
30:11 ”Jeg vil fortælle dig om nogle af dem. Lyt! Kejser Sagara; Manu’s søn, kong
Ikshvaku; kejser Prithu’s barnebarn, Prachinabarhi: Brahma’s søn, den ekstremt lærde
Rubhu; Brahma’s barnebarn Dhruva; Sol-dynastiets berømte konge, Raghumaharaj;
Måne-dynastiets fremragende konge, Yayathi; den betydelige kong Mandhatha; konge
over Benares, Alarka; Yadava-dynastiets kong Sathadhanva; kong Dileepa, der tilbød at
101

ofre sit liv for at redde den hellige ko Nandini’s liv; den berømte vismand, Khali;
Pandava’ernes og Kaurava’ernes beskytter og patriark, Bheeshma; den indiske kejser
Sibi; den asketiske vismand, Pippalada; lærdommens og veltalenhedens gudinde,
Saraswatha; den tidligere dæmonleder, Vibhishana; Vind-gudens søn, Hanuman, der var
halvt menneske halvt abe; en af Sol-dynastiets berømte konger, Muchukunda; den
selvrealiserede kong Janaka; Manu’s kvindelige og feminine modstykke, Sathrupa;
dæmon-kongens hellige søn, Prahlada og mange lærde, mange vismænd der har
realiseret Det Højeste Selv, mange prinser, mange adelige. De kan alle grupperes under
én kategori: de gudhengivne (bhagavatha’er). Alle higer de efter chancen for at lytte til
beretninger om Guds herligheder. De er alle blevet velsignet, uanset kaste, alder, status
eller køn. Blandt dem er der kvinder, præster, arbejdere og kasteløse.”
30:12 ”Jeg er alle årsagers årsag. Jeg er evig. Jeg er Væren-Bevidsthed-Lyksalighed. Jeg
er også ’Opretholderen’ ( Vishnu-aspektet)
og ’Nedbryderen’ ( Shiva-aspektet)
, for når
lejligheden byder det, transformerer jeg mig til disse manifestationer. Skabelsen,
universet, er blot projiceringen af min vilje; den har ingen grundlæggende virkelighed.
Min søn, jeg bekendtgør denne sandhed til dig på grund af min dybe kærlighed til dig.
Andre vil ikke være i stand til at fatte mysteriet om denne skabelse. Det, jeg netop har
åbenbaret for dig, går under navnet: Den kortfattede Bhagavatha.”
30:13 ”Bhagavatha indeholder tre dele af viden: 1) Guds manifestationers herlighed og
storslåethed. 2) Navnene på dem der er fuldstændig hengivne over for Gud. 3) Det
fortrolige slægtskab mellem Gud og de gudhengivne. Hvor disse tre eksisterer samtidigt,
der findes bhagavatha’en. Alt, der er synligt, er ikke hinsides eller uden for Gud. Derfor,
for at sige det kortfattet: alt er bhagavatha! Alt er værdigt til at blive æret som sådant.””
30:14 ”Mens Brahma på denne måde med stor glæde underviste Narada, spurgte denne
Ham, både med forbløffelse og fuld af ængstelse, ivrigt om følgende: ”Herre! Som du har
anvist mig, er jeg uden afbrydelse beskæftiget med at synge til Guds ære for at verden
kan opnå lyksalighed deraf. Men den lumske og stærke illusion kan, hvert øjeblik det skal
være, overmande mig. Illusionen kan kaste mig ud i at gøre noget forkert og skabe
forhindringer for min mission. Findes der ingen metode, jeg kan anvende for at undgå
denne ulykke? Vær venlig at indføre mig ind i en sådan metode og vis mig dette ekstra
tegn på din faderlige kærlighed.””
30:15 ”Brahma lo af dette spørgsmål. ”Søn! Det du siger, forekommer at være
barnagtigt. Illusionens skyer kan ikke formørke den indre bevidsthed hos dem, der soler
sig i Guds kærlighed og storslåethed; hos dem der er klar over, og dem der bekendtgør,
at Gud er Herre over illusionen, udøveren af den virksomme styrke der både bedrager og
ødelægger; hos dem der giver sig af med gode handlinger og udfører dem med tro og
hengivenhed, og hos dem der altid bestræber sig på at opretholde sandhed og
retskaffenhed. Du kan derfor færdes frygtløs overalt i de tre verdener med veena’en (et
strenginstument) i dine hænder, idet du synger i tilbedelse til Herren. Verdenernes
beboere vil redde sig selv fra cyklusen af fødsel og død ved at lytte til fremsigelsen og
uddybningerne af Guds og de gudhengivnes mysterier.”
30:16 ”Karma (aktiviteter og de handlinger der følger af disse) binder, fordi de har
konsekvenser, der nødvendigvis senere må lides eller nydes. Men handlinger udført som
tjeneste er fri for denne belastning. Du skal altid fæstne dine tanker på Gud. Der er ingen
andre metoder end denne til at vende sindet bort fra sansemæssig beskæftigelse og
objektive aktiviteter.”
30:17 Suka fortalte kongen: ”Oh Parikshith! Eftersom den højeste visdom ikke kan
kommunikeres til andre end dem, der har nået et højt niveau med hensyn til renhed og
forståelse, lærte Brahma kun Narada om det. Som Narada var blevet bedt om, fortsatte
102

han med at synge og tilbede Gud gennem sine sange; den Gud der var iboende såvel
som transcendent. Han hverken ignorerede eller kasserede den lære, som Brahma
begunstigede ham med. Du er også kvalificeret til at modtage denne hellige
undervisning. Det er årsagen til, at jeg, der er utilgængelig, efter egen indskydelse er
kommet direkte til dig for at beskrive Bhagavatha’en (’Gudhengivenhedens kildevæld’)
for dig. Jeg er ingen almindelig trubadur. Jeg henvender mig aldrig til en person, der ikke
har gjort sig fortjent til retten til at lytte til mig. Forestil dig det niveau Narada måtte
have nået, for at være i besiddelse af de kvalifikationer der var nødvendige for at
modtage undervisning om Den Egenskabsløse Guds egenskaber!”
30:18 Da Suka på denne måde alvorligt vurderede ham, skred Parikshith ind. ”Herre! Du
fortalte, at Oldtidens Fire-ansigtede Ophøjede Brahma bad Narada synge Bhagavatha’en.
Hvem fortalte Narada den samme tekst videre til? Hvem er disse højt begunstigede
fremtrædende personer? Fortæl mig om dem i detaljer.” Suka svarede: ”Oh konge,
hvorfor giver du efter for hastværk? Vær tapper og behersket. Når tiden er inde, skal jeg
fortælle dig alt. Vær rolig og fattet.”
30:19 Kongen forklarede: ”Herre! Undskyld mig. Jeg er slet ikke eksalteret. Jeg higer
blot efter, i mit livs sidste stund, at kunne fæstne mit sind på det charmerende smil, der
spiller på Herren Krishna’s læber. Jeg higer efter, i dette øjeblik, at kunne drikke Herrens
lotusfødders nektar. Jeg har intet andet ønske. Hvis jeg i dødens stund er ude af stand til
at tilvejebringe Herrens bedårende billede i mit sind, vil jeg være nødt til at blive født på
ny som en af de 84.000 arter af levende væsener, er det ikke sandt? Eftersom denne
katastrofe ikke må indtræffe, og eftersom jeg i forbindelse med mit sidste åndedrag skal
ihukomme Livsåndrættets Skænker, så beder jeg dig: Gør mit liv værd at leve ved at
fortælle mig om Herrens guddommelige karakteristika og guddommelige gerninger.”
30.20 Suka lo af dette. Han sagde: ”Konge! Hvordan kan sindet være fæstnet på Herrens
lotusfødder, hvis ørerne lytter på beretninger om Herrens karakteristika og gerninger?
Hvad siger du til det? Fortæl mig det?” Parikshith sagde: ”Herre! Jeg tror på, at der ingen
forskel er på Gud, Hans navn og Hans egenskaber. Er min opfattelse sand? Når historien
om Herren fortælles, og man lytter til den, trænger Herrens navn og egenskaber ind i
hjertet. Det sker gennem ørerne, og uvidenhedens mørke spredes. Er det ikke sandt?
Når løven begiver sig ind i skoven, flygter sjakalerne med halen mellem benene. Gør de
ikke? Den oprigtigt lyttende vil helt sikkert fæstne sit sind på det, vedkommende hører
gennem ørerne. Er det ikke sandt, at mens sindet lytter henrykt til beretninger om
Herren med de henrivende egenskaber og det fortryllende smil, vil det blive så tiltrukket
af den sødme, der er afledt af disse beretninger, at det ikke kan blive tiltrukket af lavere
og tarvelige objekter? Så vil øret og sindet handle i enstemmig harmoni. Alene det vil
give lyksalighed.”
30:21 Med begejstring priste kongen på denne måde fordelene ved at lytte opmærksomt
til historierne om Herrens gerninger og storslåethed. Suka afbrød hans jubel og sagde:
”Oh konge! Sindet har ubestandighed som selve dets natur. Hvordan skulle det kunne
opgive sin natur og knytte sig til Herrens lotusfødder? Er det ikke en umulig bedrift?”
Suka forsøgte at vurdere de følelser, der fyldte Parikshith’s sind. Parikshith smilede og
svarede: ”Herre! Jeg vil svare, hvis du venligst tillader mig at gøre det, og hvis du
beordrer mig til at gøre det. Bien vil kredse rundt om blomsten, brummende og
summende, indtil den slår sig ned og drikker blomstens nektar. Når den først er kommet
i forbindelse med blomsten og har smagt nektaren, vil den ikke længere kredse, brumme
og summe. Den vil ikke have nogen uvedkommende tanker, der kan forstyrre dens
lyksalighed. Den vil blive så beruset af lyksaligheden, at den ikke vil ænse sin egen
sikkerhed. For når kronbladene lukker sig, og blomsten folder sig sammen, tillader den
sig selv at blive indespærret. På samme måde gælder, at når først sindet fæstner sig på
103

lotusfødderne på denne Skønhedens og Godhedens legemliggørelse, så vil det aldrig
senere hige efter andet end lotusføddernes nektar.”
104

Kapitel 31
Tvivl og spørgsmål
31:1 Da vismanden hørte dette svar, sagde han: ”Konge! Eftersom dit hjerte er smeltet
sammen med den blå-sorte Krishna, er jeg så fornøjet, at du kan stille mig alle de
spørgsmål, der plager dig. Jeg skal komme med de behørige svar og forklaringer. Jeg vil
begejstre dig og øge din længsel efter Krishna, den henrivende Herre med en hudfarve
som mørke regnfulde skyer.”
31:2 ”Disse ord fra mesteren fyldte Parikshith med glæde. Han sagde: ”Hæderkronede
lærer, hvilke kvalifikationer besidder jeg, som skulle berettige mig til at stille dig
spørgsmål? Belær mig om det, du finder bedst. Fortæl mig i løbet af disse afgørende
dage, hvad jeg først og fremmest behøver at vide. Lær mig det, der er mest gavnligt,
det, der fortjener størst opmærksomhed, det, der er vigtigst. Du ved bedre end jeg, hvad
det er. Tal til mig, uden hensyn til hvad jeg beder om, og hvad jeg ønsker. Eftersom jeg
er uløseligt forbundet med selvbedragets og uvidenhedens fristelser, plager
tvivlspørgsmål mig selvfølgelig engang imellem. Når disse opstår, vil jeg videregive mine
tvivl og bekymringer til dig og modtage dine helbredende forklaringer. Jeg beder til, at
du ikke tilskriver mig andre motiver. Vurder ikke mine færdigheder. Behandl mig med
kærlighed, som var jeg en søn. Omdan mig til en rolig, fredfyldt person.”
31:3 ”Lad mig alligevel fremføre en tvivl jeg har haft i lang tid. Er individets følelser og
oplevelser afledt af dets egen natur, eller er de afledt af konsekvenserne af summen af
fortidens handlinger? Så er der et andet spørgsmål. Du fortalte, at der ud af Den Første
Skikkelses navle voksede og blomstrede en lotusblomst. Du fortalte videre, at hele
skabelsen opstod fra denne lotusblomst. Sig mig, kom Gud til syne med lemmer og
organer som den individualiserede sjæl? Er der nogen forskel på den individualiserede
sjæl og Gud, på det enkelte menneske og Det Personificerede Absolutte?”
31:4 ”Lad mig stille et tredje spørgsmål. På hvilket grundlag er fortiden, nutiden og
fremtiden adskilt? Et fjerde spørgsmål: Hvilke af den individualiserede sjæls handlinger
fører til hvilke resultater og konsekvenser, der medfører status og anseelse i fremtiden?
Det femte spørgsmål: Hvad er de store sjæles kendetegn? Hvilke aktiviteter udfører de?
Ved hvilke tegn skal de kendes? Det sjette spørgsmål: Hvad er historierne om Guds
forbløffende og henrivende inkarnationer? Det syvende spørgsmål: Hvordan kan vi skelne
mellem Kritha, Thretha og Dwapara tidsaldrene (den første, anden og tredje tidsalder i
cyklusen af i alt fire tidsaldre) ? Det ottende spørgsmål: Hvordan kan vi navngive en
tidsalder på den måde? Det niende spørgsmål: Hvilke discipliner er det, man må
praktisere for at smelte sammen med den indre sjæl, der er Over-Sjælen, Den
Universelle Sjæl? Og endelig det tiende spørgsmål: Hvad er veda’erne og veda’ernes
appendiks? Hvilket appendiks er knyttet til hvilke veda’er?”
31:5 ”Giv mig venligst svarene på disse spørgsmål såvel som på andre emner, der
fortjener opmærksomhed. Herre, jeg overgiver mig til dig. Der findes ingen andre, der
kan oplyse mig om disse og andre forhold. Derfor, frels mig fra uvidenhedens fortabelse.”
Kongen lagde sig for Suka’s fødder og bad om nåde.
31:6 Med et kærligt smil svarede vismanden: ”Rejs dig, oh konge! Hvis du hober alle
disse spørgsmål sammen i én bunke, hvordan skal du da kunne forstå svarene? Desuden
har du ikke slukket din tørst eller spist noget i lang tid. Kom, spis i det mindste noget
frugt og drik lidt mælk. Det er den fysiske krops privilegium og ret. Med en udhungret
krop dør du måske tidligt uden at have fået fjernet din tvivl. Så tag nu lidt mad”,
bemærkede han.
105

31:7 ”Kongen svarede: ”Herre! De, hvis sidste dage er kommet, bør ikke foretrække
føde, der nærer usandhed, frem for føde der skænker udødelighed, er det ikke rigtigt?
Hvordan skulle jeg kunne dø for tidligt, selv om kroppen muligvis er udhungret, når jeg
drikker udødelighedens nektar, og når du fylder mig med munterhed ved at lade mig
smage det søde universalmiddel mod dødens sygdom? Nej, det vil ikke kunne ske. Selv
hvis den vrede dreng, Sringi, ikke havde forbandet mig; selv hvis det ikke var blevet
overdraget til slangen Thakshaka at dræbe mig efter syv dage, ville jeg ikke dø for
tidligt, mens jeg var i færd med at lytte til beretninger om Herren. Jeg vil lytte til dem
uden tanke på føde og væske. Nektaren fra Krishna’s historier er min føde og væske. Så
tænk ikke på mad og drikke; gør mig klar til den højeste lyksalighed, realisationens
højeste stadie. Frels mig fra undergang. Jeg kaster mig for dine fødder.”
31:8 Kongen græd af anger og sad og bad til læreren. Vismanden sagde: ”Så lyt. I
begyndelsen spredte Brahma lys over den verden, der blev åbenbaret ved hjælp af
illusionen. Brahma ville, at skabelsen skulle øges i hastigt tempo. Men en stemme fra
tomrummet (æteren) ovenover advarede: ”Asketiske øvelser er det afgørende grundlag
for alt. Gennem asketiske øvelser vil illusionen forsvinde!” (Begrebet asketiske øvelser’
betyder ’varme’; den slags varme der brænder synd og forvandler al karma til aske).” På
dette tidspunkt greb Parikshith ind. Han spurgte: ”Hvad er betydningen af og meningen
med asketiske øvelser? Oplys mig venligst.”
31:9 Suka tog denne afbrydelse med et smil. Han sagde: ”Asketiske øvelser betyder
åndelige discipliner. Det er gennem asketiske øvelser, at skabelsens, opretholdelsens og
nedbrydningens store processer hænder. Det er asketiske øvelser, der er årsagen til
selvets virkeliggørelse. Det vil sige, at når sindet, intellektet og sanserne er underlagt
asketiske øvelser, eller de disciplinære øvelsers smeltedigel, vil selvet fremstå åbenbaret.
Jeg vil fortælle dig om fremgangsmåden vedrørende asketiske øvelser. Hør efter! Sindet,
intellektet og sanserne er altid rettet mod ydre objekter; de er bestandigt vendt udad.
Når en lyd fra den eksterne verden rammer én, hører ørerne det. Lige så snart øret hører
det, forsøger øjet at se det. Når øjet ser det, ønsker sindet det. Intellektet bifalder ideen
og går i gang med at undersøge det, så hurtigt det kan lade sig gøre.”
31:10 ”På denne måde løber alle sanserne efter det ene ydre objekt efter det andet, idet
den ene sans støtter den anden, hvileløse og ynkelige. Man må nødvendigvis kontrollere
sindet, evnen til at drage fornuftslutninger, samt sanserne som strejfer planløst omkring
efter objektive fornøjelser. Man må træne sanserne op til at påtage sig opgaven med at
koncentrere al opmærksomhed på Guds herlighed og storslåethed og følge en
systematisk kurs af étpunktet opmærksomhed. Anvend alle sanserne og før dem ad den
ophøjede vej. Deres uautoriserede adfærd må nødvendigvis tæmmes; de skal opdrages
ved hjælp af gentagelse af Guds navn, meditation eller uselvisk tjeneste eller en anden
pligttro og ophøjet aktivitet, der renser.”
31:11 ”Denne renselsesproces af menneskets indre, der foregår i en smeltedigel, hvor alt
omdannes til étpunktet tale, étpunktet følelse og étpunktet handling rettet mod Gud,
kaldes ´asketiske øvelser’. Den indre bevidsthed vil komme af med alle skavanker og
defekter. Når den indre bevidsthed er blevet gjort ren og uplettet, vil Gud tage ophold i
den. Til sidst vil den åndeligt søgende opleve åbenbaringen af Herren i sit indre.”
31:12 ”Oh konge, hvad kan man forestille sig herligere end dette? De store vismænd, de
store sjæle, beskæftigede sig alle med asketiske øvelser, og som resultat heraf opnåede
de en vedvarende og sjælden åndelig pragt. Selv de onde dæmoner, Ravana og
Hiranyakasipu, vandt herredømmet over den materielle verden og tilegnede sig deres
kolossale destruktive kræfter på grund af de vanskelige asketiske øvelser. Udførelsen af
disse øvelser blev tilskyndet og styret af aggressive motiver. Hvis blot deres
106

anstrengelser havde været ledet af den rene og gode vej i stedet for lidenskabens og
hvileløshedens vej, som de foretrak, kunne de have opnået selvrealisationens fred og
glæde. På grundlag af den underliggende indre trang, er asketiske øvelser inddelt i tre
grupper. De kan være omfattet af sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter, lidenskabens
og hvileløshedens kvaliteter samt renhedens og godhedens kvaliteter. Af disse er den
renhedens og godhedens kvaliteter de mest virkningsfulde, når det drejer sig om at
synliggøre Gud.”
31:13 ”Vasishta, Viswamithra og andre vismænd opnåede forbløffende kræfter gennem
deres rene og gode asketiske øvelser, der blev udført ud fra uselviske motiver. Til sidst
hævede de sig op til positionen, hvor de blev vismænd, der er fordybet i guddommelig
bevidsthed. Asketiske øvelser inddeles også i en anden tredeling: Mental, fysisk og
verbal. Du spørger muligvis om, hvilken af disse tre, der er den vigtigste. Jeg kan
fortælle dig, at de alle tre er vigtige. Det gælder dog, at hvis den mentale ’åndelige,
asketiske øvelse’ følges, vil de to andre følge med.”
31.14 ”Det menneske der er opfyldt af objektive ønsker, vil på forskellig vis stræbe efter
at få dem opfyldt. Det er en slave af sine sanser og deres forfølgelse. Men hvis det
trækker sanserne væk fra verden og får kontrol over deres herre, sindet, og engagerer
sindet i asketiske øvelser, så kan det tilvejebringe selvbeherskelse eller ’uafhængighed’
af sig selv. At tillade sanserne at knytte sig til objekter, det er trældommen. Når sindet,
der strømmer gennem sanserne mod den ydre verden, rettes indad og sættes til at
kontemplere på Den guddommelige Gnist opnås befrielse.”
31:15 ”Oh konge! Alt hvad man kan se, er forgængeligt, usandt. Alene Gud er evig,
sand. Tilknytninger til objekter ender i sorg. Gud er ens egen virkelighed. Denne
virkelighed, Gud i dig, har intet slægtskab med den skiftende og forgængelige verden;
Gud er udelukkende Ren Bevidsthed. Selv om du mener, at der rent logisk må være en
form for slægtskab, kan det udelukkende være den slags slægtskab, der findes mellem
den, der drømmer, og det, der ses og opleves i drømmene.”
31:16 Da han hørte det, begyndte kongen at spørge på denne måde: ”Mester! Jeg har en
tvivl, der plager mig i forbindelse med det her. I drømme forekommer kun de ting, der er
blevet erkendt direkte i den vågne tilstand. Denne virkelighed må nødvendigvis være der
som grundlag for de falske tilsynekomster, der opstår i drømmene, er det ikke sådan?
Mens drømmen opleves, opfattes alle objekterne som værende virkelige; når man vågner
op erkendes det, at de alle var uvirkelige, de er der ikke længere. Men det er vores,
menneskenes, oplevelse. Kan Gud også blive bedraget? Hvis der kun fandtes én slags
objekter, og de var helt ens, så kunne man sige, at illusionen bedrager, og at dette er
virkningen. Men objekterne, der erkendes direkte i den vågne tilstand, er mangfoldige og
har mangeartede former. De forekommer alle at være virkelige og sande. Hvordan kan
disse objekter, der opleves i vågentilstanden, blive sammenlignet eller sidestillet med de
objekter, der opleves i drømme?”
31:17 ”Dette spørgsmål fik Suka til at le. ”Oh konge, illusionen selv har fremkaldt de
mangeartede former. Det er en smart iscenesættelse, en form for kostume. Den
objektive verden, eller naturen, antager mangfoldige former gennem illusionens
manipulationer, den bedrageriske tilskyndelse. På grund af selvbedragets eller
uvidenhedens oprindelige indskydelse fremkom kvaliteterne og blev blandet sammen
med hinanden. Tid manifesterede sig med forandringen, og alle disse mangfoldigheder,
der under ét kaldes universet, fremkom. Derfor skal den individualiserede sjæl vie sig
selv til denne selvbedragets nektar, spillets instruktør, den, der manipulerer tiden,
skuespilleren, der laver løjer med kvaliteterne (forskellig slags adfærd, forskellige
kvaliteter, grænseløse egenskaber), alle verdeners moder (Illusionen). Sjælen må fylde
sig med forståelsen af Den Uforgængelige Absoluttes umålelige styrke og herlighed.
107

Sjælen må fordybe sig i den lyksalighed, der opnås ved dette. Så er mennesket i stand til
at afkaste sig al uvidenhed og kan forblive uden tilknytning, selv om det anvender
illusionens skabelse!”
31:18 Kongen blev slået af forbløffelse, da vismanden udtalte disse ord. Han sagde:
”Herre! Hvordan begyndte skabelsen? Hvad er den oprindelige, den første, substans, som
illusionen formerede? Suka uddybede disse punkter. Han sagde: ”Skabelsen har været i
gang fra hinsides tidens begyndelse. Lotusblomsten voksede ud fra Den Første Skikkelses
navle, den Skikkelse der i de hellige skrifter kaldes Narayana. Fra denne lotusblomst
manifesterede Herren sig som Brahma (Skaberen). Brahma følte en indre trang til at se
på alle de fire verdenshjørner, så Han udviklede fire ansigter.”
31:19 ”Brahma blev klar over, at Han måtte gøre sig selv virksom, for at skabelsen
kunne finde sted. Så Han satte sig i yoga-stilling og overvejede ideen om hele skabelsen.
Parikshith, skabelsens mysterium lader sig ikke så let løse, eller forstå, så hurtigt. Der
kan ikke være nogen kæde af årsag-konsekvens i relation til Det Absoluttes aktiviteter.
Ingen er på en succesfuld måde i stand til at gennemgå eller undersøge Den Højestes
skabende evner og bedrifter; Den Højeste, der er almægtig og alvidende. Konge, da jeg
lige var i færd med at forsøge at svare på de spørgsmål, du tidligere udformede, stillede
du nogle nye. Måske havde du på fornemmelsen, at jeg muligvis ville glemme at give dig
svar på dem i min iver efter at besvare det sidst stillede spørgsmål. Nej, du vil helt
sikkert blive oplyst på alle punkter i løbet af den kommende beretning af Bhagavathahistorien.
Alle dine spørgsmål er inden for purana’ernes grænser. (Purana’erne består af
18 åndelige tekster, der udgør en samling af ældgamle legender og overleveringer)
grænser.”
31:20 Da Parikshit hørte disse trøstende og tilfredsstillende ord, forespurgte han:
”Mester! Hvad er purana’erne? Hvad er deres indhold? Hvor mange er de?” Suka
svarede: ”Teksterne, der uddyber de rammende sandheder, der er bevaret i veda’erne,
kaldes purana’er. De er talløse i antal. Men nu for tiden er 18 af dem iøjefaldende
fortræffelige. De blev indsamlet og ordnet af min fader, Vyasa. De har 10 fælles
kendetegn. Tillæggene til disse purana’er, der kaldes upa-purana’erne, har blot 5
kendetegn. Du spørger muligvis om, hvad purana’ernes 10 kendetegn er. Jeg vil fortælle
dig det, endda inden du spørger! De er: Sarga, visarga, sthana, poshana, uthi,
manvanthara, isanucharitha, nirodha, mukthi og asraya. (Se næste kapitel). Af disse 10
er asraya’en det vigtigste.”
108

Kapitel 32
Purana’erne og inkarnationerne
32:1 Idet vismanden besvarede kongens forespørgsel, sagde han: ”Hvis disse purana’ers
10 kendetegn skal beskrives med få ord, vil det blive vanskeligt, for hver enkelt må
nødvendigvis blive forklaret tydeligt. Det er det samme, som hvis processen med at
producere smør skal beskrives. Så må hvert enkelt led i produktionen, lige fra
malkningen til kærningen, forklares. Hvert trin er vigtigt. De 10 navne har forbindelse
med de kendetegn, der er afgrænset af deres betydning. Men formålet med alt dette er
at opnå ’smørret’, befrielsen. Det er for opnåelsen af denne befrielse, at de 10 kendetegn
er antaget. Purana’erne er alle udtænkt for at skænke den ivrige og indtrængende lytter
den støtte og næring, der er nødvendig for pilgrimmen i udviklingen hen mod befrielsen.”
Suka fortsatte: ”Det, som veda’erne tilkendegav ved hjælp af en erklæring her eller en
grundsætning der, eller ved et antydet forslag i en anden sammenhæng, eller endog ved
en direkte beskrivelse af den virkelige oplevelse i nogle af afsnittene, uddybes i
purana’erne. Dette gøres for at give en bedre afklaring og for at give inspiration.”
32:2 Da han lyttede til disse ord, dukkede et spørgsmål frem i Parikshith’s sind. Han gav
udtryk for det på denne måde. ”Mester! Du sagde, at du ville berette om en purana. Jeg
vil derfor gerne høre mere om disse kendetegn. Det vil gøre det lykkeligere og mere
gavnligt at være tilhører.”
32:3 Suka forberedte sig på at besvare dette spørgsmål ved at begynde på beskrivelsen
af purana’ernes 10 kendetegn. Han sagde: ”Lyt, oh konge! Jeg har bestemt mig for at
fortælle dig Bhagavatha Purana’en. Den er gennemtrængt af svar på alle de
tvivlsspørgsmål, der dukker op i dit sind samt i alle dine spørgsmål. Der findes ingen
mere ophøjet purana end denne.”
32:4 ”Det første af dens kendetegn er nemlig sarga. Jeg skal fortælle dig, hvad det
betyder. Når de tre kvaliteter, de rene og gode kvaliteter, lidenskabens og hvileløshedens
kvaliteter samt sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter, er i ligevægt, kaldes det den
materielle verden, den oprindelige substans. Gennem forstyrrelser i ligevægten,
ubalance, blev de fem elementer skabt: jord, vand, ild, luft og æter. Deres finere
kvaliteter: duft, smag, form, berøring og lyd skaber også subtile sanser, der hver især
erkendes ved hjælp af: næsen, tungen, øjet, huden og øret. Også sindet og egoet opstod
fra det samme princip. Denne skabelsesproces er det, der menes med udtrykket: sarga.”
32:5 ”Det andet af en purana’s kendetegn er visarga, det vil sige sarga, eller skabelsen i
en speciel betydning. Formeringen til mangfoldige slags væsener gennem mange
forskellige besynderlige gensidige påvirkninger og ejendommelige aktiviteter er det, der
beskrives som visarga. Det er nøje forbundet med Den Alt Omfattende Storartede
Person, som universet er iboende.”
32:6 ”Sthana er en purana’s tredje kendetegn. Alt hvad der er skabt i universet må
nødvendigvis have nogle begrænsninger, så det kan tjene et eller flere formål.
Bestemmelsen af disse begrænsninger og de processer der bevirker, at de bliver
overholdt, er alle beskrevet i den del, der bærer titlen Sthana. En maskine har for
eksempel en nøgle, der er nødvendig, for at den kan blive startet. Den har også
anordninger gennem hvilke maskinens arbejde reguleres og standses. Hvis det ikke var
tilfældet, ville maskinen være en kilde til fare for sig selv og dets brugere.
Tilvejebringelsen af sådanne regulerende anordninger er emnet, der omfattes af sthana.”
109

32:7 ”Det næste specielle kendetegn ved en purana er, at den omhandler et afsnit om
poshana: pleje, bevogtning, beskyttelse mod fortræd. For at sige det helt enkelt, så er al
pleje, bevogtning og beskyttelse indeholdt i det ene omfattende emne, nemlig
Guddommelige Nåde. Det unge træ der bliver plantet, må plejes med kærlighed og
omhu. Hele skabelsen plejes på denne måde af Skaberens nåde.”
32:8 ”Det næste kendetegn er manvanthara, Manu’s tidsberegning, som enhver purana
indeholder. Dagen består af 8 perioder på hver 3 timer; 30 sådanne dage udgør en
måned; 12 måneder kaldes for et år. Et år i denne verden er blot en dag for guderne.
360 sådanne dage er for dem lig med et år. Kali-tidsalderen består af 1000 sådanne år.
Den tidligere Dwapara-tidsalder varede 2000 sådanne år, mens Thretha-tidsalderen, der
gik forud, varede 3000, og Kritha, der var den første af de fire tidsaldre, varede 4000 af
disse år. Hver tidsalder har 200, 400, 600 eller 800 ’kontaktperioder’ eller sandhya
(intens meditation på Herren) perioder. 12.000 sådanne år udgør en Maha-yuga (Stor
Tidsalder). 1000 af disse Maha-yuga’er udgør en enkelt dag for Brahma! Enhver af
Brahma’s dage oplever 14 Manu’er, der hersker over universet. Så hver Manu er hersker
i mere end 70 Maha-tidsaldre. Beretningen om disse Manu’er og deres slægt kaldes
Manvanthara.”
32:9 ”Oothi er det næste kendetegn for en purana. Oothi betyder handlingens
konsekvens, dens indvirkning på ens natur og livsforløb. Den enkeltes liv er bestemt af
de virkninger, vedkommendes handlinger i tidligere liv har. Det er ikke bestemt af en
lunefuld Gud. Gud behandler alle ens. Gennem deres egen lunefuldhed og enerådighed
skaber mennesker deres forskellige skæbne. Oothi beskæftiger sig med dette aspekt.”
32:10 ”Isanucharitha er et andet emne, der behandles i purana’erne. Det betyder Isa’s
eller Guds herligheder og de mangfoldige måder, mennesker har oplevet den kraft og
storslåethed, den sødme og oplysning, som herligheden symboliserer.”
32:11 ”Herefter finder vi i purana’erne det aspekt, der omhandler nirodha eller
absorption. Herren absorberer al den herlighed, som Han har ladet manifestere, i sig
selv. Herefter falder Han i en yogisk søvn, indtil den guddommelige tilskyndelse til at
manifestere igen forstyrrer den guddommelige ligevægt.”
32:12 ”Mukthi er et andet emne, som alle purana’erne udbreder sig om. Det betyder
menneskets befrielse fra uvidenhedens bånd, der holdet det bundet. Det vil sige, at
mennesket må blive befriet for bevidstheden om, at det er kroppen, i hvilken det er
fanget. Det må gøres bevidst om, at det er Den guddommelige Gnist, sjælen, der er
virkeligheden, der på denne måde er indespærret.”
32:13 ”Asraya er det sidste aspekt, som purana’erne behandler. Det betyder: hjælpen,
støtten, det, der holder oppe. Uden hjælp kan befrielse ikke opnås. Det Absolutte er det,
der holder universet oppe. Det højeste Selv fra hvem alt hidrører; i hvilket alt eksisterer;
i hvilket alt smelter sammen, er det, der støtter os i at nå befrielsen. Den, der gennem
visdom kender det, der har forbindelse med den fysiske verden, det, der har forbindelse
med det guddommelige, og ånden, der har forbindelse med den individualiserede sjæl,
kender også asraya’en eller Det højeste Selv.” Parikshith afbrød vismanden her og
bønfaldt: ”Mester! Fortæl mig så, hvad ’det, der har forbindelse med den fysiske verden’,
’det, der har forbindelse med det guddommelige’, og ’ånden, der har forbindelse med den
individualiserede sjæl’ er.”
32:14 Suka var glad for, at det spørgsmål blev stillet. Han forberedte sig på at besvare
det. ”Oh konge! Jeg ser en ting. Den ting er ’det, der har forbindelse med den fysiske
verden’. Men hvad er det helt præcist, der ser den? Du vil måske sige, at øjnene ser den.
Hvorfra får øjet evnen til at se? Tænk på det. Den guddom, der præsiderer over øjet, er
110

Sol-guden (Surya). Han giver øjet synets kraft. Uden Solen i mørket kan øjet ikke se, er
det ikke sandt? Derfor er Solen ’det, der har forbindelse med det guddommelige’. Men
der er endnu en grundlæggende faktor i disse processer. Det er den individualiserede
sjæl, individet bag alle sanserne, bag øjet, bag øret og de øvrige sanser. Dette individ er
Den guddommelige Gnist, ’ånden der har forbindelse med den individualiserede sjæl’.
Uden Den guddommelige Gnist, guddommen, kan processen med at sanserne bringer
viden om ting ikke fortsætte. Den guddommelige Gnist er Vidnet.”
32:15 ”Nu har jeg fortalt dig om Bhagavatha Purana’ens og de øvrige purana’ers 10
kendetegn. Fortæl mig, hvad du ellers ønsker at få at vide af mig, og jeg skal med glæde
fortælle dig det. Jeg er altid parat”, sagde vismanden.
32:16 Til det sagde Parikshith: ”Mester! Jeg kunne forstå purana’ernes 10 kendetegn.
Jeg lærte, at Det højeste Selv, der er i alle som Den guddommelige Gnist, er tidens,
rummets og årsagens vidne. For verdens skyld og for at opretholde moral og
retskaffenhed har dette Evige Vidne antaget mange former. Jeg ønsker at lytte til de
guddommelige fortællinger om disse inkarnationer, om Rama, om Krishna og andre
manifestationer og om de dybere mysterier bag disse tilsynekomster. Føl ikke, at tiden er
kort. Lad mig hellige hvert øjeblik, der er til rådighed, til at lytte begærligt til de
inspirerende fortællinger om disse begivenheder. Jeg beder til, at min tørst på denne
måde må blive slukket, og at mit hjerte bliver begavet med tilfredshed, altsammen ved
din nåde.”
32:17 Suka svarede: ”Oh konge! Jeg havde også tænkt mig at tage fat på denne
beretning. Så lyt! Enhver af Guds konkrete manifestationer er betydningsfuld, der kan
ikke være nogen, der er højere eller lavere. Historien om hver og én af dem er ophøjet.
Hver historie er en fuldstændig manifestation. At lytte til disse historier får dig muligvis til
at mene, at én af inkarnationerne er mere storslået og ophøjet end andre. Det kan
forekomme, som om du får mere inspiration fra én avatar end fra en anden. Men de er
alle lige guddommelige og gådefulde. Inkarnationen er tilpasset tiden, opgaven,
omstændighederne og behovet; dets skikkelse er i overensstemmelse med formålet.”
32:18 ”Lyt oh konge! Gud er almægtig. Han kender ikke til nogen sondring mellem det
mulige og det umulige. Hans hekseri, Hans leg, Hans spil, Hans gavtyvestreger kan ikke
beskrives med det ordforråd, som mennesket har til disposition. Skønt Gud ikke har
nogen form, kan Han antage en universel persons skikkelse og derved udtrykke hele
skabelsen i sin form. Han er Én, men gør sig selv til mange. Folk fortæller hinanden, at
Matsya, Varaha, Narasimha, Vamana, Parasurama, Rama, Krishna, Buddha, Kalki er de
guddommelige skikkelser, som Gud har antaget. Men det beskriver Ham ikke så
umådelig, som Hans herlighed berettiger Ham til. Du er nødt til at se alle former som
Hans form. Ethvert væsens livskraft er Guds åndedrag. For at sige det kort så er enhver
lille del af skabelsen Ham; det er en manifestation af Guds vilje. Der er intet, der er
forskelligt eller adskilt fra Gud.”
32:19 ”For at beskytte verden, for at opretholde ‘rigtig handling’, for at tilfredsstille de
hengivnes længsel, udmønter Hans vilje sig, og Han antager en speciel form og bevæger
sig omkring i verden. Via sine guddommelige gerninger skænker Han sine hengivne stor
glæde. Dette overbeviser dem om Hans komme. På den måde bliver de bekræftet i deres
tro og bliver tilskyndet til at hellige deres handlinger til Gud og således redde og befri sig
selv. Derfor opfatter folk de førnævnte skikkelser, som Gud netop antog til dette formål,
som værende specielt hellige, og de tilbeder Gud i disse inkarnerede skikkelser. For at
løse bestemte presserende kriser har Gud ved visse lejligheder ladet sig inkarnere i
skikkelser, der rummer dele af Hans guddommelighed, altså rummer visse
guddommelige kræfter og potentialer. Der findes mange eksempler på sådanne
inkarnationer, der fandt sted for at beskytte verden.”
111

32:20 Da vismanden Suka fortalte dette, løftede Parikshith sit ansigt, der lyste af en
besynderlig glæde. Han udbrød: ”Aha, antog den henrivende Herre sådanne former, der
rummede en del af Ham selv? Selvfølgelig er det altsammen en leg for Ham. Fortæl mig
om disse former, som Han inkarnerede i for at beskytte verden. Gør mig glad ved at lade
mig høre denne fortælling.” Idet han bad på denne måde, bøjede han sig dybt for
læreren.
32:21 Suka fortsatte. ”Lyt, oh konge! Kapila, Dattatreya, Sanaka, Sananda,
Sanatkumara, Sanathana og andre vismænd som Rshabha, Nara-Narayana, Vishnu,
Dhruva, Hayagriva, Prthu, Kachchapa, Dhanvanthari, Hamsa, Manu, Balarama, Vyasa og
mange lignende guddommelige personligheder er blot navne og former, som Herren har
antaget. Han har gjort det for at skænke velsignelse til de hengivne; for at redde verden
fra undergang; for at fastlægge kodeks for moralsk og korrekt adfærd for
menneskeheden og for at genoprette de traditionelle og almindeligt anerkendte idealer
og skikke blandt menneskeslægten. Der er mange flere af sådanne delvise avatarer. Men
vi har ikke tid til en detaljeret beskrivelse af hver enkelt. Desuden er de ikke så vigtige,
at de fortjener indgående betragtninger. Jeg reagerede på din anmodning, fordi jeg
mente, en kort gennemgang er nok.”
32:22 Men Parikshith greb ind. Han sagde: ”Mester! Fortæl mig i det mindste meget kort
om Herrens motiver til at inkarnere på denne måde, selv om kun en del af Ham
inkarnerede som Kapila, Dhruva, Dattatreya, Hayagriva, Dhanvanthari osv. Fortæl mig
om deres bedrifter og om betydningen af den enkeltes komme. Det vil give mig en
rensende form for oplysning.”
32:23 Til det sagde Suka: ”Konge! Brahma’s barnabarn, Kardama Prajapathi’s hustru,
Devahuthi, fødte ni døtre, og hendes tiende barn tog skikkelse som Kapila. I sin
tilsynekomst som Kapila blev Herren lærer og åndelig vejleder for moderen, Devahuthi!
Han lærte hende hemmeligheden om, hvordan man opnår befrielse, og han tilstod hende
den lære, der førte til den endelige frigørelse. Vismanden Athri’s ægtefælle, der hed
Anasuya, bad til, at Herren måtte blive født ud af hendes livmoder, og Herren svarede:
”Tilstået (på sanskrit: datta).” Eftersom faderens navn var Arthi, blev han kaldt Datta-
Artreya eller Dattathreya. For Karthaveeryarjuna og Yadu, der var højtærede kejsere,
som var begavet med alle former for pragt, fremviste Herren den yogiske visdoms
vældige skat. Det var i denne skikkelse, at Gud i begyndelsen af denne tidsalder levede
som de fire børne-vismænd: Sanaka, Sanandana, Sanathkumara og Sanatsujatha. De
blev aldrig ældre end fem år. De var så uskyldige, at de ikke havde tøj på; så
guddommelige at de spredte visdom og fred omkring sig.”
32:24 ”Herren blev født som tvillingerne Nara og Narayana. De boede i skovene omkring
Badri i Himalaya, hvor de udøvede askese. Deres moder var Murthidevi. Herren
påskønnede drengen Dhruva’s intensitet i udøvelsen af askese. Han skænkede derfor
Dhruva velsignelsen af at få synet af Herrens sande skikkelse. Han helliggjorde Dhruva’s
forældres liv. Han kronede ham som polarområdernes herre og gjorde ham til
ledestjerne. Da den infame kong Vena blev forbandet og tilintetgjort af vismændene, og
da hans krop blev kværnet, kom den første ophøjede verdenshersker til syne, fordi
Herren antog denne skikkelse. Det var Prithu, Jordens (Prithvi’s) første Herre (Iswara),
der på denne måde kom til syne. Ved hjælp af sin askese og gode handlemåde reddede
Prithu sin fader fra helvede. Han genoprettede lykke, fremgang og moral i hele verden.
Han byggede landsbyer, købstæder og byer på Jorden og foreskrev, at menneskene
skulle opholde sig fredfyldte i dem. Enhver skulle udføre sine anviste pligter i kærligt
samarbejde med de øvrige indbyggere.”
112

32:25 ”Herren blev genfødt som Nabhi og Sudevi’s barn. Han manifesterede sig som
Paramahamsa, en realiseret vismand. Han lærte verden om det største hjælpemiddel
mod alle sygdomme, nemlig forsagelse, eller selvopofrelse, og om metoderne til at
fremelske den. Senere, i forbindelse med det daglige tilbedelsesritual, der er dedikeret til
Herren, tog Herren skikkelse som Hayagriva (en af Herren Vishnu’s inkarnationer).
Eftersom Han fra halsen og opefter havde form af en hest, blev Han kaldt ’Hestehoved’
(Hayagriva). Hayagriva’s åndedrag manifesterede sig som veda’erne. Imidlertid
stjal den listige dæmon, Somaka, veda’erne og skjulte dem i Den store Opløsnings (et
billede på verdens opløsning) frådende vande. Derfor måtte Herren antage form som en
fisk og lede efter veda’erne i havets dyb; tilintetgøre dæmonen og bringe veda’erne til
Brahma, så de kunne blive rekonstrueret. Således kunne måden at leve på Jorden, som
var beskrevet i veda’erne, genoprettes, og livets mål, som det er beskrevet i teksterne,
kunne genskabes. Således har Herren antaget mange skikkelser, der hver især har været
afstemt efter behovet. Ved utallige lejligheder har Han manifesteret sig og spredt sin
nåde over verden. Han har tilintetgjort menneskehedens frygt og smerte. Han har reddet
de gode og de gudhengivne. Beretninger om Guds komme på disse måder er utallige.
Guds vilje resulterer i Guds komme. Det er derfor tåbeligt at undersøge årsagerne, der
foranledigede Ham til at inkarnere.”
32:26 ”De, der på den ene eller anden måde forsøger at få kendskab til eller fastsætte
årsagerne til Herrens vilje, er i sandhed tåber, der vover sig ud på et irrelevant eventyr.
Det gælder også dem, der hævder, at Guds kraft og Guds planer indeholder de og de
karakteristika, betingelser og begrænsninger. Også de, der påberåber sig at vide, at
Herren udelukkende vil handle på en eller anden måde, er tåber. Endelig gælder det også
dem, der erklærer, at det guddommelige princip er af en bestemt beskaffenhed, og ikke
er noget som helst andet!”
32:27 ”Der kan ikke være nogen grænse eller forhindring for Guds vilje. Der kan ikke
være nogen grænse for manifestationen af Guds kraft og Guds herlighed. Alt der er Hans
vilje, bærer frugt. Han kan inkarnere i en hvilken som helst form, Han ønsker. Han er
enestående, uforlignelig og kan alene blive sammenlignet med sig selv. Gud er sin egen
bedømmer, sit eget vidne og sin egen autoritet.”
32:28 ”Engang blev Herren så rørt over Narada’s oprigtige hengivenhed, at Han antog
skikkelse af en himmelsk svane. I denne skikkelse uddybede Herren den hengivnes og
Guds natur, samt forbindelsen mellem dem, for Narada, så alle åndelige aspiranter måtte
blive opmuntret og befriet. Han fremlagde visdommen og vejen på et grundlag, der var
stærkt nok til at overleve den nuværende tidsalders afslutning uden nogen frygt for
tilintetgørelse eller forfald. Ved hjælp af sin uplettede berømmelse fik Han de syv
verdener til at skinne. I løbet af den vældige kærning af Mælkehavet antog Herren
skikkelse af skildpadden for at understøtte Mandara bjergets tinde, der var kærningens
stang. Netop på det tidspunkt tog Herren også en anden form, som Dhanvanthari, for at
få Den guddommelige Krukke fyldt med Amrith (udødelig-skænkende nektar). Som
Dhanvanthari underviste Han i metoder til at besejre sygdomme og derved gøre
menneskene i stand til at helbrede deres fysiske lidelser. Han lærte mange berømte
læger og doktorer at stille diagnoser og helbrede.”
32:29 ”Han gjorde meget mere, oh konge! Indtil dengang var læger og doktorer ikke
berettiget til at modtage en del af de offergaver, der blev skænket til guderne som offer.
Dhanvanthari fastslog, at de skulle have en del af offergaverne, og på den måde hævede
Han deres status i samfundet.”
32:30 ”Bemærkede du Herrens uransagelige leg, der var tydelig i disse manifestationer?
Gud! Gud alene kender Guds veje! Hvordan skulle andre kunne måle omfanget af disse
inkarnationers storslåethed og herlighed? Hvordan skulle de på en succesfuld måde
113

kunne vurdere dem med deres intelligens og fantasis ringe udstyr? Eftersom mennesker
er bundet af uvidenhedens snærende bånd, diskuterer og udbreder de sig længe og
højlydt om Gud og Hans egenskaber og tumler rundt i helligbrødens synd. I stedet kunne
det enkelte menneske vinde Guds nåde; hvis det blot opgav sin tvivl, når det ser
guddommelige manifestationer; hvis dets billede af Gud ikke var falmet af skiftende luner
og begivenheder; og hvis det forvandlede dets egne luner og handlinger i
overensstemmelse med de Guds-manifestationer, det er så velsignet at være vidne til.
Hvis mennesket handler på anden vis, kan det ikke gøre sig forhåbning om at vinde Guds
nåde eller smage lyksaligheden.”
32:31 ”Blandt Herrens manifestationer er Rama’s og Krishna’s inkarnationer de mest
meningsfyldte for menneskeheden, eftersom mennesket er i stand til at forstå deres
eksempel, følge deres løsninger af problemer og opnå lyksalighed gennem kontemplation
på deres fortræffeligheder og på deres lære. Disse to har anbragt sig selv i
menneskehedens hjerter og modtager menneskenes tilbedelse. Jeg vil fortælle dig om de
mere bemærkelsesværdige begivenheder, der fandt sted i løbet af deres inkarnationer.
Lyt!”
114

Kapitel 33
Avataren Rama
33:1 Vismanden Suka genoptog sin fortælling: ”Først vil jeg beskrive Sri Rama’s milde,
venlige og blide natur. Han bar en løvgrøn klædedragt og havde et gult klæde rundt om
håndleddet. Han bar et guld-diadem; men Han gik alene og med sine øjne fæstnet på
jorden, som skammede Han sig for at se op. Dette sceneri smeltede hjerterne hos alle
dem, der så det. Ingen tog Ham i at kaste sit blik på andre. Han så altid indad, aldrig
udad. Hver gang nogen tilbød Ham noget, tog Han aldrig imod det hele. Var der tale om
føde, plejede Han at brække et lille stykke af eller blot tage en lille portion for at behage
giveren. Eller Han berørte blot offergaverne og gav dem tilbage til de personer, der
havde bragt dem.”
33:2 ”Han rejste med sin svigerfader og svigermoder; ikke som en svigersøn, men som
en søn. Sjældent åbnede Han munden for at tale med sine svigerinder eller deres
tjenestepiger. Aldrig løftede Han sit ansigt og så dem i øjnene.”
33:3 ”Alle kvinder, der var ældre end Ham selv, ærede Han, som Han ærede sin moder,
Kausalya. Alle dem der var yngre end Ham selv, opfattede Han som sine yngre søstre.
Kvinderne på sin egen alder behandlede Han, som havde de været Hans stedmødre.”
33:4 ”Han holdt sig strengt til sandheden. Han formodede, at hvis Hans fader brød sit
ord, så ville dynastiet blive udsat for stor vanære. Så for at stadfæste sin faders løfte og
for at opretholde faderens renommé, gik Han i eksil i skovene i 14 år. Hans fader bad
Ham ikke om det; men Rama fik kendskab til løftet gennem sin stedmoder, Kaikeyi. Han
diskuterede det aldrig; ej heller tog Han til genmæle. Han opgav kongeriget og begav sig
direkte til junglen. Han handlede korrekt i overensstemmelse med det, Han sagde og
tilpassede nøje handlingen til ordet.”
33:5 ”Rama besad et hjerte fyldt med medlidenhed og medfølelse. Han gav ly til alle, der
søgte beskyttelse hos Ham, og som overgav sig til Ham. Da abeflokkene (der var Rama’s
allierede) og dæmonerne var i gang med den dødelige kamp under slaget på Lanka, hvor
den ondskabsfulde kong Ravana deltog, forandrede nogle af dæmonerne sig til aber og
trængte ind bag linierne. De blev straks pågrebet af abe-spejdere og bragt til Rama, så
de kunne blive hårdt straffet. Men Rama standsede aberne, så de ikke torturerede dem.
Han fortalte dem, at dæmonerne var kommet for at søge tilflugt hos Ham. Rama
erklærede, at det var Hans løfte, at Han ville benåde alle dem, der overgav sig til Ham,
ligegyldigt hvilke forkastelige ting de havde foretaget sig. På den måde gav Han tilflugt til
Ravana’s broder (Vibhishana) og behandlede ham som sin egen broder, Lakshmana.
”Hvis Vibhishana blot én gang siger: Jeg er din. Så er han min for altid”, kundgjorde
Rama. Rama udlevede ‘rigtig handling’ og underviste i ‘rigtig handling’ gennem alle sine
handlinger. Han grundfæstede ‘rigtig handling’ ved sin handlemåde og ved at fastsætte
forskrifter. Han støttede og beskyttede gode, dydige og retskafne mennesker. Han
fjernede de gudhengivnes lidelser; Han drog dem tæt til sig; deres liv blev fuldbyrdet
gennem Hans nåde. Han anerkendte ingen forskel på høj og lav. Han beherskede alle de
hellige skrifter; Han forstod betydningen af alle veda’erne.”
33:6 ”Gennem sine forskelligartede aktiviteter og eksempler transformerede Rama
verden til et retskaffenhedens område. Under Den store Heste-ofring, som Han lod
gennemføre, ærede alle de forsamlede vismænd og lærde inden for ritualer Ham som
den store opretholder af tradition og kultur. Hans medfølelse og Hans hjertes mildhed er
hinsides beskrivelse; ingen kan gengive deres dybde og omfang. Han placerede en
døende ørn (Jatayu), en fugl som ingen sædvanligvis ville ære, i sin håndflade. Det støv
115

der indhyllede den, fejede Han bort med sit eget flagrende hår. Da ørnen til sidst
udåndede, gennemførte Han begravelsen på samme måde, som en søn gør det, når hans
fader dør!”
33:7 ”Selve Hans tilsynekomst havde en mirakuløs virkning på alle, der så Ham.
Kærlighed, skønhed og gode kvaliteter strålede ud fra Ham og spredte sig til alle omkring
Ham. Han behandlede abe-stammen med lige så stor hengivenhed, som den Han udviste
over for sine brødre, Bharatha, Lakshmana og Satrughna.”
33:8 ”Rama var en fuldstændig manifestation af retskaffenhed eller ‘rigtig handling’.
Vismændene priste Ham ved at sige, at selve ‘rigtig handling’ havde antaget denne
menneskelige form! Der er ingen grund til at tale vidt og bredt om tusinde detaljer. For
alle familiefædre er Rama idealet. Hans komme fandt sted for at genindføre de åndelige
værdier og for at redde verden fra moralsk katastrofe. Hvor fulgtes Han kærligt med sine
brødre! Alt var gjort klart til Hans kroning, men i sidste øjeblik, da Han blev landsforvist
og var nødt til at begive sig ud i skovene, jamrede hovedstaden Ayodhya’s brede
befolkning sig i ustyrlig smerte. Alligevel forlod Rama byen og kongeriget med al den
glæde og sindsligevægt, som Han havde haft, da Han gik mod tronen for at blive kronet!
Hvilket større eksempel end dette behøver man, for Rama er en person, hvis bevidsthed
er rolig og hinsides al uro?”
33:9 ”Rama var sikker på, at et afgivet løfte skulle overholdes, om man så skulle ofre sit
liv for at gøre det. Med fuldkommen sindsligevægt led Han frygtelige genvordigheder for
at holde sin faders løfte. Hans oprigtige ihærdighed for at overholde det løfte, som Hans
fader havde afgivet, er en inspiration og et eksempel for alle forældres sønner.”
33:10 ”Rama’s hustru, Sita, insisterede også på at følge sin mand ud i skovene, eftersom
en ægte hustru udelukkende kan holde sig virksom i sin mands selskab. Aldrig tidligere
havde hun udsat sig selv for sol og regn, men hun tilbragte sine dage i den rædselsfulde
skov. Hun gjorde det med ubesudlet glæde, og som pligten bød hende.”
33:11 ””Han, der er født sammen med dig, er mere værdig til at modtage ens
hengivenhed end hende, der slutter sig til dig senere”, dette var Lakshmana’s synspunkt,
da han sluttede sig til sin broder, Rama, idet han forlod sin hustru, Urmila, i Ayodhya.”
33:12 ”Bharatha kunne intet andet end efterkomme Rama’s ønske (Rama ønskede, at
Bharatha skulle blive i hovedstaden og altså ikke ledsage Ham i eksil i skovene). Han
vendte tilbage til hovedstaden med tungt hjerte, eftersom Rama havde sagt nej til at
komme dertil for selv at blive kronet. Bharatha skabte en kunstig ’skov’ til sig selv (det
vil sige, at han levede et asketisk liv på baggrund af en indre trang, eftersom han følte,
at han måtte leve på samme måde som sin landsforviste broder).”
33:13 ”Tænk på forskellen mellem faderen, Dasaratha, og sønnen, Rama; de var så
forskellige som himmel og jord! For at behage sin hustru, for at gøre hende glad og
tilfreds, var faderen villig til at bære den værst tænkelige smerte. Til sidst sendte han
endda sin kære søn ud i skoven som landsforvist! Sønnen sendte sin hustru ud i junglen
som en landsforvist for at respektere en anskuelse hos en borgerlig person i sit rige!
Tænk på de forskellige måder, som de to levede op til deres pligter over for den
befolkning, som de herskede over. Dasaratha var overvældet af den illusion, at han var
den fysiske krop. Rama var tilskyndet af erkendelsen af, at Han var Den guddommelige
Gnist.”
33:14 ”Ah! Jeg er ude af stand til at beskrive Rama’s gode kvaliteter og fortræffeligheder
for dig, oh konge! Hvilken større livsopgave og mission kan et menneske have end at
kontemplere på Det Højeste Væsen? For at redde én selv fra undergang, er der kun én
116

øvelse, der er nødvendig: At lytte til de herlige beretninger om avatarernes liv. Når du
gør det, bliver al synd vasket bort”, sagde Suka.
33:15 Parikshith blev henrykt over at høre dette. Hans ansigt glødede af sindsbevægelse.
Han sagde: ”Mester! Din beretning om Rama’s liv, gerninger, gode kvaliteter og charme
skænker mig stor lyksalighed – den Rama, der er legemliggørelsen af ‘rigtig handling’.
Jeg tænker derfor over, hvor meget større lyksalighed jeg så vil opnå, når du beskriver
Krishna’s livsforløb! Han er Den Personificerede Mørkeblå Skønhed. Hvor sødmefuld må
beretningen om Krishna’s barndoms spillopper, Hans drengede eventyr, Hans
guddommelige lege og Hans guddommelige pludren ikke være! Jeg beder til, at jeg
gennem de dage, jeg stadig har tilbage at leve i, må forblive fordybet i tanke om og
kontemplation på Krishna’s kraft, storslåethed, charme og skønhed. Jeg beder til, at jeg
på denne måde må blive reddet fra cyklusen af fødsel og død.”
117

Kapitel 34
Avataren Krishna
34:1 Da han hørte denne bøn, sagde Suka: ”Oh konge! Krishna’s guddommelige lege er i
sandhed, som du sagde, forbløffende, vidunderlige, men alligevel liflige og meningsfulde.
De er ikke besmittet af ønsket om at vigte sig af udøverens guddommelige natur. Det
almindelige menneske tiltrækkes af ydre pragt og åbenbare bevæggrunde. Derfor
bedømmer almindelige mennesker Hans guddommelige lege som almindelige og endog
simple. Den indre betydning og det indre formål er ikke let tilgængeligt for alle. Men
Herren kan aldrig beskæftige sig med formålsløse og ubetydelige aktiviteter. Hans
komme tjener det formål at løfte verden op af ondskabens og uretfærdighedens morads;
at opfylde behovet hos dem der er hengivne over for Ham; at genoprette ret og moral og
at genoplive veda’erne. Gud er nødt til at tage den merit, som hver enkelt har opnået i
tidligere liv, i betragtning og lader sin nåde regne over den enkelte i henhold til denne
merit. Han gør sig selv anvendelig ved at skænke velsignelser. Hans guddommelige lege
eller guddommelige gerninger er så tilpassede, at de passer til tiden, til personen og til
den higen og medfølelse, der fremkalder hver enkelt byge af nåde. Hvem kan derfor på
korrekt vis fatte og forklare disse guddommelige lege?”
34:2 ”Det siges, at alene Herren kender Herrens forbløffende guddommelige lege. Han
kan udelukkende blive forklaret af sig selv; ikke af nogen anden. Én iagttagelse kan man
imidlertid altid sætte sin lid til. Guds åbenbare og sande inkarnationer vil ikke på mindste
måde beskæftige sig med noget for egen vindings skyld. De vil heller ikke beskæftige sig
med noget af hensyn til at kunne tilgodese nogle personlige sympatier! Alle deres
handlinger er til verdens bedste! Rent faktisk kan verden ikke eksistere og overleve uden
disse inkarnationer. De færdes og handler som om verden ikke havde noget med dem at
gøre. I ethvert ord og i enhver af deres gerninger kan man iagttage den underliggende
tendens til total forsagelse. Hvad kan verden give eller nægte disse inkarnationer, der
holder verdenerne i deres hule hånd? De kan forme dem, som de synes.”
34:3 ”Tåber, personer uden tro, personer der fornægter Gud, personer der er fanget i
uvidenhedens net, dem der ikke lærer noget, de opfatter muligvis Guds guddommelige
lege som værende egocentriske eller endog tilskyndet af selvbedrag, på samme måde
som almindelige dødeliges handlinger. Men virkelige hengivne vil værne om dem som
værende betydningsfulde og vedvarende eksempler på nåde. Hvordan kan det
guddommelige blive fattet af dem, der er fordybet i sig selv?”
34:4 ”Konge! Kejseren af Kosala’s (Rama’s) og Krishna’s handlinger er, som du bør
huske, meget forskellige. Da retskaffenhedens onde og ubarmhjertelige fjender var ved
at overmande de gode, blev de to brødre, Krishna og Balarama, født. Den ene mørk, den
anden hvid. Gennem deres handlinger, der overgik menneskenes fatteevne, forbløffede
de verden.”
34:5 ”Krishna’s guddommelige lege er hinsides alles fatteevne. Alligevel er de
videnskabelige eller forstandige. Hans bevægelse, Hans gang, Hans snakken, Hans smil,
Hans latter, Hans gestikuleren, Hans taleevne, Hans sang, alle er de henrivende med en
enestående udstråling.”
34:6 ”Hvor end Han gik, udførte Han en eller anden mærkelig gavtyvestreg. Som en
tyfon, der farer hen over landet, efterlod Han i hvert hjem, Han besøgte, en række
postyr, stridigheder, jamren og gråd!”
118

34:7 ”Der var ingen grund til at invitere Ham formelt til at besøge et hjem. Han kom
uinviteret og uanmeldt. Alle huse tilhørte Ham. Han ville gå ind og tage, lige hvad der
passede Ham, hvor end det var skjult. Desuden ville Han spise så meget, Han lystede.”
34:8 ”Han var alles kæreste slægtning; alles mest trofaste kammerat. Derfor kunne Han
ustraffet tage, hvad det skulle være fra ethvert hus. Men Han var ikke tilfreds med det.
Han tog mere, end Han selv havde brug for. Han gav nemlig også store mængder til sine
kammerater, og de var temmelig mange! Måske jamrede ejerne sig over deres tab og
fordømte tyveriet, men det tog Krishna sig ikke af. Han skænkede tingene væk, som
havde de været Hans egne! Ingen kunne forhindre Hans leg; ingen kunne gå mod Hans
ord. Hvis nogen vovede at modsætte sig eller true Ham, ville de lidelser, der ville ramme
dem, være ubeskrivelige!”
34:9 ”Men sandheden må frem. Selv den mindste af Hans handlinger var gennemtrængt
af den ypperste sødme. Selv de lidelser Han påførte dem, Han ønskede at straffe, var
blide. Derfor følte ingen den mindste vrede mod Ham. I stedet higede de efter at møde
Ham oftere, at lege længere med Ham, at tale med Ham og være sammen med Ham så
meget som muligt. Lige meget hvilke gavtyvestreger og grove numre Han lavede, så
følte ofrene sig aldrig generet af Ham.”
34:10 ”Årsagen var, at det var den alt gennemstrømmende kærlighed, der motiverede
alle Hans ord og gerninger. For at jage Ham bort styrtede røgterpigerne mod Ham med
stokkene hævet, men når de kom nærmere hen mod Ham og så Ham, blev deres hjerter
fyldt med guddommelig kærlighed, og de gik derfra med en bøn på læberne. Alt hvad
Han foretog sig forekom at være en guddommelig leg.”
34:11 ”Og måden Han talte på! Den var så behagelig og så begavet, men for det meste
var det Hans hensigt at vildlede! Foran sine kammerater puttede Han sand ind i munden,
men når Hans moder gik i rette med Ham, nægtede Han at have gjort det og rakte
tungen ud for at bevise sin uskyld! Sande udsagn gjorde Han falske, og falske udsagn
gjorde Han sande! Dagligt gik Han til Vrishabhendrapura, landsbyen hvor pigen Radha
(en røgterpige hvis hengivenhed over for Krishna er legendarisk) boede. Mange
mennesker så Ham på vejen, når Han gik til og fra byen. Når Hans moder antastede og
udæskede Ham ved at sige: ”Hvorfor går du så langt hver dag? Har du ingen
kammerater her i nærheden, som du kan lege med?”, svarede Han: ”Jeg kender slet ikke
den vej, du taler om!” Han forårsagede forvirring i alle hjem. Han skabte stridigheder
mellem svigermødre og svigerdøtre ved at sætte dem op mod hinanden. Og Han nød
morskaben. Fra daggry hvor Han stod op af sengen, og til Han gik i seng igen, var det
sjældent, Han kun opholdt sig ét sted. Denne lille gavtyv strejfede uden ophold fra hus til
hus.”
34:12 ”På trods af alt dette, kunne landsbyboerne ikke holde ud, når Han ikke var der,
end ikke for et øjeblik! Hvis Han ikke havde vist sig den dag, ville mælkepigerne spejde
efter Ham, idet de gennem vinduerne tittede ud på vejen eller fra terrassen så ud i det
fjerne. Sådan var den guddommelige kærligheds charme, som Krishna overøste dem
med, og sådan var den kærlighed, som folk følte for Ham. Hans gavtyvestreger var så
hjertevarme; de var så inspirerende og meningsfulde.”
34:13 ”Den Blå Dreng var påskuddenes og diplomatiets herre. Han gennemskuede
ethvert kneb, ligegyldigt hvor godt det var kamufleret. Da troldkællingen Puthana,
forklædt som Hans moder, gik hen for at made Ham ved sit bryst, foregav Han at hoppe
på dette kneb. Han sugede livet ud af hende og strakte hende til jorden. Mangen en
dæmon kom tæt på Ham for at tilintetgøre Ham, idet de antog skikkelse som en af
landsbyens røgterpiger eller malkepiger. Han opdagede dæmonernes identitet og
ekspederede dem til dødsriget. En dæmon tog skikkelse af en kalv og bevægede sig
119

undt blandt de kalve og køer, som Krishna passede, idet han ventede på en mulighed
for at dræbe Ham! Men det treårige guddommelige barn gennemskuede planen. Han
greb fat i ’kalvens’ hale, løftede den, svingede den rundt og slog den mod jorden, så den
døde af det.”
34:14 ”Sådanne kræfter og evner var helt ude af proportion for et lille barn. Men Han
demonstrerede sin guddommelighed på millioner af måder for at forvandle og overbevise
mennesker. Han underviste alle, om det så var ældre, kvinder, forbrydere eller Hans
egne slægtninge og venner. Han rådgav dem på gode måder. Han viklede nogle af dem
ind i dilemmaer. Hans onkel på mødrenes side, Kamsa, blev beruset af sin kejserlige
magt og grusomme dristighed. Krishna greb ham i hårpisken, trak ham ned fra tronen og
slog ham til døde. Herefter trak Han Kamsa’s døde legeme langs hovedgaden lige ned til
bredden af Yamuna-floden! I hver af Hans handlinger så hele hovedstaden Mathura’s
befolkning en vidunderlig blanding af det forbløffende, det sødmefyldte, det henrivende,
det lokkende, det smukke og det enkle.”
34:15 ”Mens han endnu var et lille barn, afsluttede Han Puthana’s, Thrnavartha’s og
Sakatasura’s liv. Dengang var Han en lillebitte tyv, der ledte efter smør i alle hjem! Da
Hans moder bandt ham til en morter af træ, slæbte Han den efter sig. Med denne morter
rev Han to sammenvoksede kæmpe træer ned. Han tøjlede slangen Kaliya’s indbildskhed
og raseri, der forgiftede Yamuna-flodens vand og gjorde det katastrofalt for mennesker
og kvæg. Da Hans moder forsøgte at binde Ham med et reb rundt om Hans talje,
åbenbarede Han sin universelle form for hende. Den form, som hele universet viste sig
blot at være en del af. Forældrene og landsbyen Gokula’s befolkning var ramt af
forundring over Hans guddommeligheds mærkværdige hændelser. Inde i sin åbne mund
viste Han dem både makrokosmos og mikrokosmos!”
34:16 ”Han viste sine kære røgterkammerater sit Paradis (kaldet Vaikunta; Herren
Vishnu’s bolig), hvor der ikke fandtes sorg eller tab. Han overtalte sin fosterfader, Nanda,
til at standse sin normale tilbedelse af Indra og i stedet tilbede Govardhana-bjerget. Da
Regn-guden Indra, der følte sig stærkt provokeret over denne tilsidesættelse, lod
frygtelige regnbyger vælte ned over byen, løftede Krishna Govardhana-bjerget op med
sin lillefinger og inviterede hele landsbyen til at søge ly under det!”
34:17 ”Ved hjælp af sine spøgefulde gavtyvestreger og sin fløjtes melodiøse musik
løftede Han røgterdrengene og røgterpigerne op i en ekstatisk sindsstemning. At
udlægge dette som værende simpelt og som værende noget der hører sanserne til, er et
tegn på tåbelighed.”
34:18 ”Da Krishna dansede med gopi’erne i måneskinnet, havde hver enkelt røgterpige
en konkret og virkelig Krishna ved sin side. Lavsindede personer fortolker denne episode
som moralsk slaphed og som et vulgært tidsfordriv. Der findes overhovedet intet
grundlag for en sådan konklusion. Da disse mirakuløse begivenheder fandt sted, var
Krishna blot 5 eller 6 år gammel. Hvordan kan denne hændelse så blive fordømt som
værende vellystig? Herren er uden egenskaber eller kvaliteter. Rasa Kreeda, som
episoden med dansen kaldes, var blot en måde at skænke røgterpigerne den nåde, de
havde gjort sig fortjent til. Et eksempel på hengivenhed og på hengivenhedens frugter,
en dedikation. Herren overøste dem med den nåde, de havde fortjent gennem deres
fortjenstfulde handlinger. Det var en velgerning, en velsignelse.”
34:19 ”Når denne super-menneskelige, guddommelige manifestation opfattes som
værende blot menneskelig, kan begreber som vellystighed og tyvagtighed muligvis
tilskrives personen. Men overvej lige, hvilket menneske der ville kunne have udrettet blot
en brøkdel af det, Krishna gjorde? Han reddede verden fra sådanne afskyelige misæderes
hærgen som Pralamba, Dhenuka, Kesi, Banasura, Arishta, Mushtika, Kuvalayapida,
120

Kamsa, Naraka, Poundraka, Dwividha, Jarasandha, Dantavakra, Sambara, Kambhoja,
Kuru, Matsya, Kaikaya og mange sådanne mægtige ’helte’. Kan man sige, at alt dette
falder inden for et almindelig menneskes evner?”
34:20 ”Hos denne enestående avatar er enhver handling et forbløffende mirakel. Selv
når Han var vred, kunne Han ikke lade være med at røbe sin overstrømmende
kærlighed. I kærlighed flød Hans medfølelse uhindret. Ved at se Mesteren, røre Mesteren
og lytte til Mesteren kunne man opnå befrielse. Han skænkede udødelighed til dem, der
ihukom Hans navn. Røgterne, som Han levede og færdedes blandt, smagte ekstasens
nektar, når som helst de overværede eller huskede på Hans gerninger.”
34:21 ”Oh konge! ’Gudhengivenhedens kildevæld’ (Bhagavatha’en) er ikke blot
beretningen om de gerninger, der blev udført af guddommelige inkarnationer i løbet af
ét, men tre tidligere liv.”
34:22 Vismandens øjne lukkede sig igen. Han var i fuldstændig sindsligevægt, idet han
smagte Krishna-inkarnationens sødme. Der var et smukt smil omkring hans mund.
Parikshith blev forbløffet over synet af de bølger af glæde, der overvældede den store
vismand, når som helst han tillod sit sind at dvæle ved Krishna’s guddommelige
livsforløb. Med begejstret utålmodighed higede han også efter at høre om disse
henrivende episoder og handlinger, som Herren havde været engageret i.
34:23 Da Suka genoptog beretningen, mistede Parikshith også al bevidsthed om sine
omgivelser. Han blev så slået af forundring, at han næppe kunne tro på, at nogen af
episoderne rent faktisk kunne have forekommet. Tanken om sin egen ubestandighed gav
ham en enorm smerte og forårsagede en ubærlig pine. Han forelagde problemet for
vismanden og fik fred i sindet efter at have hørt dennes forklaring og uddybning. Mens
samtalen på denne måde fortsatte, udviklede kongen på et tidspunkt alvorlig tvivl om
røgterpigernes rene hengivenhed. Han argumenterede med sig selv og søgte gennem sin
egen forståelse at få fjernet denne tvivl. Men tvivlen ville ikke forsvinde. Han havde
heller ikke modet til at spørge vismanden, som måske ville opfatte spørgsmålene som
værende for barnlige. Så han led og var ved at kvæles af bar lidelse. Dette blev tydeligt
for vismanden, så med et smil spurgte han kongen: ”Det er tydeligt, at en sindssyg
tanke forstyrrer dig. I denne krise er det ikke gavnligt at lide af undertrykte følelser. Hvis
en eller anden tvivl småkoger i dig, eller hvis en tørst efter at få besked om et eller andet
plager dig, må du ikke tøve med at spørge mig. Jeg skal fjerne tvivlen, jeg skal slukke
tørsten og sikre sindet glæde og tilfredshed.” Da Suka på denne måde opmuntrede
kongen, spurgte denne: ”Mester! Du kender fortiden, nutiden og fremtiden. Du har
fremsynet og evnen til at kurere mig for den tvivl, der plager mig. Derfor, misforstå mig
nu ikke, lyt til mig og opløs tvivlen. Genskab den fred i sindet, jeg havde inden tvivlen
kom ind i mit hjerte.” Kongen faldt for vismandens fødder og fortsatte: ”Mester! I
forskellige versioner har jeg hørt meget om Krishna’s lege og gavtyvestreger i forbindelse
med Raasa-dansen med Brindavans røgterpiger. Disse hændelser forekommer at være
almindelige dødeliges vellystige tidsfordriv. Hvis sådanne episoder i virkeligheden har
fundet sted, hvordan kan de så blive udlagt som guddommelige? Bliver de ikke
misbilliget af verden? Jeg er bange for, at episoden i Brindavan på Yamuna-flodens
bredder, hvor disse løsagtige, vellystige og lystne lege udspillede sig, tilsmudsede
Krishna’s guddommelige natur. Det siges, at den endelige befrielse udelukkende kan
opnås af den, der transcenderer kvaliteterne. Disse røgterpiger var plaget af kvaliteter og
af de ønsker, der var afledt af dem, for det meste sanselige og verdslige. Når det
fortælles, at også røgterpigerne var i stand til at opnå befrielse, forårsager det
forbløffelse. Rent faktisk forekommer det endda at være latterligt! Hvis disse umoralske
aktiviteter imidlertid har en indre betydning, der retfærdiggør dem, så de kan accepteres
som værende rosværdige, så oplys mig venligst om det.”
121

34:24 Da Parikshith bad på denne måde, lo Suka hjerteligt. Han sagde: ”Oh konge! Du
skal ikke tro, at du er plaget af tvivl; det er meget værre! Årsagen er, at de, der har
erkendt, at Krishna er Herren selv, slet ikke vil nære en sådan tvivl! Vi befinder os i
slutningen af Dwapara-tidsalderen. Kali-tidsalderen tager snart sin begyndelse. Det er
Kali-ånden, ondskabens tidsalders ånd, der er trængt ind i dig. Det er den ånd, der har
bevæget dig til at give husly for sådanne ideer i dit sind. Ellers ville du have haft en
urokkelig tro på, at Krishna er den suveræne højeste Gud. Hver eneste episode i Hans
livsforløb skinner i dit hjerte med guddommelig glans. I det øjeblik, du husker Hans
navn, bliver du overvældet af glæde, og dine tanker smelter sammen med Ham. Så
denne tvivl kan ikke opstå i sådan én som dig! Du tilsmudser din personlighed med
denne tvivl. Overvej igen hvilken slags person jeg er. Du ved, at der i mit hjerte ikke er
plads til handlinger, der er affødt af kvaliteterne eller af de impulser, der stammer fra
disse kvaliteter. Tænk over hvorledes sådan én som jeg bliver overvældet af den højeste
glæde, når jeg kontemplerer på Krishna’s guddommelige leg med røgterpigerne! Overvej
hvorledes jeg priser røgterpigernes held med at have haft dette dyrebare kammeratskab.
Kan der have været tale om almindelige sanselige lege? Eller er det den guddommelige
beruselses rene og ægte overflod? Tænk lidt over det. Sanselig jubel og guddommelig
munterhed kan for det utrænede øje muligvis synes at være ens i deres ydre
manifestationer. Men når sanserne er transcenderet; når det individuelle og det
universelle er smeltet sammen i én tanke og én bevidsthed; når al kropsbevidsthed er
blevet fjernet, så er det mildest talt ren og skær dumhed at fortolke disse handlinger
som værende verdslige og sanselige.”
34:25 ”En kniv i hænderne på en morder rummer stor fare for alle. En kniv i hænderne
på en kirurg skænker lindring fra smerte. Dette selv om der i begge tilfælde er en hånd,
der holder kniven. På tilsvarende må gælder, at handlinger udført af dem, der er
koncentreret om kroppen, skal fordømmes; at handlinger udført af dem, der er
koncentreret om Den guddommelige Gnist eller Den indre Virkelighed, i højeste grad er
godgørende og prisværdige.”
34:26 ”Det virker altsammen så besynderligt, så mærkværdigt. Meget ofte ligner det
lovløshed og ren og skær skælmeri. Mens Krishna gik i den østlige retning, var Hans
opmærksomhed fikseret på den vestlige retning! Han kommunikerede ved hjælp af sine
øjne. Et blink med øjnene fortalte om Hans planer og hensigter. Han var ligeglad med
menneskelige begrænsninger og discipliner. Han anerkendte ikke sondringen mellem nye
og gamle bekendtskaber. Han behandlede alle ens. Han tog ikke hensyn til slægtskab, og
Han gav ikke efter for kravet om at skulle følge skik og brug.”
34:27 ”Det var mysteriet om Krishna-inkarnationen! Denne legemliggørelse af sødme er i
højeste grad fortryllende! Fortræffelig charme, uforlignelig ynde, enestående kærlig,
Krishna’s skikkelse er legemliggørelsen af alt dette! Denne form er lyksalighedens
skatkammer. Den er dydernes ocean. Oh, hvilken uskyldighed! Hvilken overmenneskelig
fortræffelighed! Det blotte syn af Ham er nok; at lytte til Hans ord er nok; blot at røre
Ham er nok, ens liv vil finde dets mål! Alle ritualer, alle ofringer, alle religiøse ceremonier
har udelukkende dette som deres mål, at se Ham, at lytte til Ham, at røre Ham. Den
gevinst man får fra ceremonier osv., er intet at regne, når det sammenlignes med den
gevinst, man får ved at se Ham, røre ved Ham og lytte til Hans stemme. Nej, de er intet
værd. Aha, hvilken umålelig sødme!” Idet Suka kontemplerede på denne skikkelse og
erindrede dens charme og sødme, begyndte han at fælde glædestårer i store mængder.
Han var så fuld af indre lyksalighed, at han standsede sin beretning og mistede al
bevidsthed om sig selv og sine tilhørere.
34:28 Asketerne rundt om ham og selv kongen var overvældet af forundring over det
usædvanlige syn af en vismand i fuldstændig sindsligevægt. Det lys, hans ansigt
122

udstrålede, gjorde et overvældende indtryk på alle. De sad som statuer, bange for at
forstyrre vismanden og fordybet i deres egen forbløffelse og glæde.
34:29 Efter et stykke tid åbnede Suka øjnene og udbrød: ”Hvor var røgterne og
røgterpigerne heldige, at de levede den gang. Hvor må deres legemer have skinnet af
den guddommelige glæde, de oplevede, da de færdedes i Hans selskab, legede sammen
med Ham, talte med Ham, sang med Ham og delte den højeste lyksalighed med Ham!
Guder misundte dem deres held, for det var ikke en chance, de selv ville få. Disse jævne
og uvidende folk fik denne enestående gode skæbne som en konsekvens af de
fortjenester, de havde optjent gennem mange tidligere liv. Disse røgtere og røgterpiger
var ikke blot almindelige drenge og piger. Nej. Ved første øjekast virkede de, som var de
jævne udannede personer, det er det hele. Men i sig havde de en stor skat af åbenbaret
visdom, som kun de færreste var i stand til at påskønne og forstå. Hvordan skulle de
ellers have kunnet sikre sig lyksaligheden ved Herrens berøring, som selv Krishna’s
hustruer, Rukmina og Sathyabhama, kun vanskeligt kunne opnå! Man kan sige, at
røgterne og røgterpigerne var heldigere end disse dronninger. Deres held var frugten af
at have lyttet til historien om Herren. Den historie de havde lyttet til i Mathura,
Brindavan, Gokula, ved Yamuna-flodens bredder, Nanda-Yasoda, Vasudeva-Devaki og
andre steder. Bhagavatha’en indeholder historierne om alle Bhagavan’s eller Herrens
inkarnationer. Alle inkarnationer var manifestationer af den selv samme Gopala ,
Krishna, fra Go-loka eller Vaikunta (Herren Vishnu’s himmel og bolig). Historien om den
enkelte er blot Krishna’s historie, der opstod fra ham og forenede sig i ham. Denne
guddommelige kraft er den nærende faktor for alle inkarnationer så vel som for alle
levende væsener.”
123

Kapitel 35
Gopala, røgterdrengene og røgterpigerne
35:1 Vismanden Suka var meget interesseret i, at kong Parikshith kunne se Herrens
guddommelige lege i deres rette perspektiv. Han sagde: ”Store konge! Hvem er i stand
til at beskrive Krishna’s højst overjordiske charme? Krishna, hvis elskelige form var selve
legemliggørelsen af sødme. Hvordan kan nogen beskrive denne ved hjælp af ord? Du
ønsker, at jeg skal fortælle dig beretningerne om Krishna; men de hører til et område
hinsides det menneskelige ordforråd. Gud har ofte inkarneret, og hver gang i forbindelse
med Hans komme har Han vist os mange overjordiske mirakler. Men i denne Krishnainkarnation
udviste Han en enestående tiltrækningskraft. Hvad skete der, hvis Han blot
én gang smilende åbenbarede sin perlerække af skinnende tænder? De, der havde
kærlighedens glød i deres hjerter; de, der havde hengivenhedens uimodståelige
tiltrækning i deres hjerter, og selv de, der var blevet herre over deres sanser og havde
overvundet deres indre impulser, følte et voldsomt følelsesmæssigt oprør i sig, en
voldsom hengiven tilbedelse! Hvad skete der, hvis Han blot én gang berørte dem blidt
med sin nænsomme hånd? De mistede al bevidsthed om deres legemer. De blev så
gennemstrømmet af lyksalighed, at de fra den tid af levede i harmoni med Ham! Nu og
da plejede Han at lave sjov, at fortælle humoristiske historier. Ved disse lejligheder følte
tilhørerne, at der var få, der var heldigere end dem; få der rangerede højere end dem i
hele verden!”
35:2 Røgterdrengene og røgterpigerne, Vajra’s mænd og kvinder, var muligvis
beskæftiget med deres daglige gøremål, men fik de blot én gang øje på Krishna, mens de
var i gang med deres gøremål, standsede de henrevet af Hans elskelighed, naglet til
stedet, som statuer mejslet i sten. (Vajra var det distrikt, som Krishna’s stedfader,
Nanda, herskede over). Vajra’s kvinder havde overgivet deres sind til Krishna. Selve
deres åndedræt havde de overgivet til Krishna, som de regnede for at være den
personificerede kærlighed og medfølelse. Ingen lærde, hvor lærd vedkommende end var,
kunne finde ord, der var fyldestgørende nok til at beskrive disse kvinders natur og
oplevelser. Rent faktisk kan sproget ikke anvendes her; ethvert forsøg kan kun
mislykkes.”
35:3 Røgterpigernes og røgterdrengenes hengivenhed og pligttroskab kendte ingen
grænser eller bindinger. De var alle opfyldt af ophøjede følelser. Ingen ringere person
end Uddhava (Krishna’s betroede ven) erklærede, efter han havde set dem: ”Ak! Jeg har
ladet alle disse år af mit liv gå til spilde, er det ikke sandt? Selv om jeg har været i
Krishna-Månens kølige, behagelige nærhed, og selv om jeg har været så tæt på Ham, så
har jeg ikke opnået adgang til Hans kærlighed og herlighed. Mit hjerte er endnu ikke
oplyst af blot en lille del af den hengivenhed og kærlighed, som disse røgterpiger har til
deres Herre. Sandelig, hvis jeg skal fødes på ny, ønsker jeg at blive født som en
røgterdreng eller som en røgterpige! Hvorfor blive født på en anden måde og leve et liv
uden mening, uden betydning? Hvis det ikke lykkes mig at blive født som en røgterdreng
eller en røgterpige, lad mig så blive en grøn løvhytte i Brindavan (stedet hvor Krishna
(Gopala) boede og legede i sin barndom), eller en jasmin-slyngplante der vokser på det
sted. Hvis jeg ikke har gjort mig fortjent til et sådant held, lad mig så i det mindste vokse
som et græsstrå i de græsområder, som røgterdrengene, røgterpigerne og Krishna
opholdt sig på. På denne måde jamrede Uddhava. Han længtes i hengiven pine; hans
hjerte var fuld af længsel. Rent faktisk blev han frelst af den selv samme pine.”
35:4 ”At påstå, at dette forhold mellem Krishna og røgterpigerne var simpelt og
vellystigt, afslører derfor blot, at den person der gør det, alt for let drager de forkerte
konklusioner. Sådanne påstande er ikke værd at vise opmærksomhed.”
124

35:5 ”Store konge! Ingen, bortset fra dem med et rent hjerte, kan forstå Krishna’s
guddommelige lege.”
35:6 Parikshith blev meget glad, da han hørte dette. Med et smil på sine læber spurgte
han vismanden: ”Mester! Hvornår begav Uddhava sig til Brindavan? Hvorfor tog han
derhen? Hvilken grund var det, der tilskyndede ham til at forlade Krishna’s nærvær og
tage af sted? Beskriv venligst begivenheden for mig.”
35:7 Som ønsket begyndte Suka beskrivelsen. ”Oh konge! Uddhava kunne aldrig for blot
et øjeblik være væk fra Krishna. Han kunne aldrig forlade nærværet. Men Krishna sendte
ham selv til Brindavan for at viderebringe sit budskab til røgterpigerne, så han havde
ikke noget valg. Han var nødt til at tage af sted. Adskillelsen blev uundgåelig. Men
Krishna gav ham kun én dag til at udføre opgaven. Han befalede, at Uddhava ikke skulle
blive der længere end én dag. Til trods for det følte Uddhava, da han begav sig til
Brindavan, at denne ene dags adskillelse var lang som en hel tidsalder.”
35:8 ”Da han nåede Brindavan, var Uddhava imidlertid ked af, at tiden var fløjet så
hurtigt af sted, og at han var nødt til at forlade stedet så hurtigt. ”Ak, at jeg er nødt til at
forlade disse mennesker så hurtigt! Hvor ville jeg være lykkelig, hvis jeg kunne leve hele
mit liv i deres selskab! Ulykkeligvis har jeg ikke gjort mig fortjent til det.” Det var de
bedrøvelige tanker, der plagede Uddhava.”
35:9 ”Store konge, bemærkede du, at der rent faktisk ikke er nogen forskel på Herren og
den hengivne? Uddhava følte større smerte, da han var nødt til at forlade røgterpigernes
nærvær, end da han var nødt til at forlade selveste Krishna’s nærvær! Hans lyksalighed
var den samme begge steder. Der er i virkeligheden ingen forskel på en af røgterpigerne
og Gopala (Krishna), på den hengivne og på Gud. Røgterpigernes hjerter er blevet
transformeret til altre, hvor Krishna er blevet indsat. Deres indre længsel blev mættet
ved at drikke Krishna’s velsmagende nektar. Uddhava var i stand til at forstå deres
smerte ved adskillelsen fra Krishna; oprigtigheden af deres kærlige tilknytning til Ham;
deres ivrighed efter at høre om Ham; deres ængstelse for Ham og deres ivrighed efter at
høre og adlyde Hans budskab. End ikke for et øjeblik tillod røgterdrengene og
røgterpigerne deres opmærksomhed at fjerne sig fra historierne om Krishna, at fjerne sig
fra beskrivelserne af Krishna’s lege og fra beretningerne om Hans gøremål og
præstationer. Krishna’s pragt og sødme havde en så kraftig virkning på Vajra-området,
at det levende forekom livløst, og det livløse forekom levende! Med sine egne øjne så
Uddhava bjerget Govardhanagiri’s kampestene smelte i glædestårer. Han så også
røgterpigerne stivne som stenfigurer, når deres hjerter blev fyldt med guddommelig
glæde. Han opfattede sine oplevelser som værende vidunderlige og tankevækkende.”
35:10 Mens han beskrev disse kendetegn på røgterpigernes hengivenhed, blev
vismanden Suka så overvældet af glæde, at dråber af tårer faldt fra hans øjne, og han
mistede bevidstheden om alle ydre forekomster. Han blev så tit hensat i fuldstændig
sindsligevægt, at de hellige mænd og vismændene, der lyttede til ham og så ham, blev
opfyldt af ekstase og af en ubetvingelig længsel efter at visualisere den Krishna, der
begejstrede Suka så voldsomt.
35:11 I mellemtiden åbnede Suka sine øjne. Han sagde: ”Store konge! Hvor var denne
Uddhava heldig! Da røgterpigerne viste ham de steder, hvor de legede med Krishna, tog
de ham også hen til Govardhana-bjerget. Da han så dette sted, voksede Uddhava’s
forundring endnu mere. Årsagen var, at på klipperne og på den hårde jord kunne han se
Krishna’s, røgterdrengenes og røgterpigernes fodaftryk lige så tydeligt, som da de for
længe siden havde gået rundt i dette område. Da de nærmede sig Govardhana, følte
røgterpigerne smerten ved at være adskilt fra Krishna så intenst, at de brød hulkende
125

sammen. De var udelukkende optaget af tanken om Ham; de forenede sig i disse tanker.
Da de alle som med én stemme råbte: ”Krishna!”, blev træerne, der stod rundt omkring,
så begejstrede, at de opførte sig, som var de berusede. De svajede med ’armene’ og
begyndte at stønne af bedrøvelse. Med sine egne øjne iagttog Uddhava, hvorledes
adskillelsen fra Krishna berørte og bedrøvede, ikke blot Brindavan’s røgterdrenge og
røgterpiger, men selv dets bjerge og træer. Store konge! Hvad mere kan jeg sige?
Uddhava så scenerier, der ligger hinsides ens fatteevne. Han var overvældet af
forbløffelse; han blev tillige ydmyg.”
35:12 Da han hørte dette, blev kongen ivrig efter at høre mere. Han sagde: ”Mester!
Hvordan skete det? Hvis der ikke er noget til hinder for det, så oplys mig venligst om
dette punkt.” Eftersom han bad på denne måde, svarede Suka: ”Raja (konge)!
Røgterpigernes bevidsthed var gået op i en enhed med Krishna’s bevidsthed. Derfor
bemærkede de intet andet, ingen anden. Hver sten, hvert træ de så, så de som Krishna.
De holdt fast i denne fælles bevidsthed ved at råbe: Krishna! Krishna! De fik stenene og
træerne til at føle smerten ved adskillelsen fra Krishna, og også de smeltede bort i denne
sorgs hede, så tårer faldt fra bladene. Stenene blev blødgjorte af de tårer, de
udsondrede. Forestil dig hvor forbløffende disse scenerier må have været!
Grundsætningen: ’Alt er levende’ blev på denne måde i sandhed bevist for ham.
Brindavan’s sten og træer demonstrerede over for Uddhava, at der ikke findes noget, der
er blottet for bevidsthed og liv.”
35:13 De, der er ude af stand til at fatte røgterpigernes fryd, denne hengivenhed der
smeltede sten og fik træerne til at hulke i sorg, har ingen ret til at dømme og afsige en
kendelse. Gør de det, afslører de blot, at deres intelligens er mere uvirksom end
klippernes og kampestenenes. Uvirksomme sind kan aldrig fatte Krishna’s pragt. Den
Krishna, der er universets Herre. Den Krishna, der fortryller universet med sin skønhed
og kraft. Udelukkende de klareste og de reneste intelligenser kan fatte denne fryd og
hengivenhed.”
35:14 Den aften i Brindavan bemærkede Uddhava ligeledes et hidtil ukendt optrin. Da
præsterne og de øvrige hellige mænd ved solnedgang var beskæftiget med tilbedelse af
ilden gennem ceremonielle ritualer, oplyste røgterpigernes hjerterne i deres eget hjem.
Det gjorde de ved, fra de omkringliggende huse, at hjembringe gløder eller levende
flammer i muslingeskaller eller i små tallerkener af ler. Men Uddhava lagde mærke til, at
det første hus der tændte lampen og dermed også beboernes hjerter, var Nanda’s hus.
Huset hvor Krishna voksede op og legede. Han så, at lige så snart lyset skinnede i
Nanda’s hus, begav røgterpigerne sig, én efter én og med lamper i deres hænder, til
dette hus for at få dem tændt på en lykkevarslende måde. Efter lamperne på denne
måde var blevet tændt, bar de dem tilbage til deres egne hjem. Uddhava sad på trappen
til forsamlingshuset og så lamperne bevæge sig forbi.”
35:15 ”Imidlertid var der én røgterpige, der var for længe om at tænde sin lampe i
Krishna’s hus. De andre røgterpiger, der kom efter hende, blev utålmodige; de havde
ingen mulighed for at få deres lamper tændt. Yasoda, (Krishna’s fostermoder) der
befandt sig i de indre værelser, kom ud, og idet hun så røgterpigen, råbte hun: ”Oh,
hvilken ulykke sker der her!” Samtidig forsøgte hun at vække pigen ved at give hende et
klap på ryggen. Men pigen åbnede ikke sine øjne. Røgterpigerne rundt om hende trak
hende nænsomt væk fra lampen og lagde hende, så hun kunne hvile en stund. Hendes
fingre var blevet slemt forbrændte og var nærmest forkullede. Med megen møje blev hun
bragt til bevidsthed. Da de forhørte sig nærmere, afslørede hun, at hun havde set
Krishna i lampens flamme, og midt i denne glade oplevelse var hun sig ikke bevidst om,
at hendes fingre var i flammen og var i færd med at blive brændt. Hun følte overhovedet
ingen smerter.”
126

35:16 ”Uddhava blev lamslået over denne hændelse, der var endnu et vidunderligt
eksempel på røgterpigernes hengivenhed.”
127

Kapitel 36
Kammerat og konge
36:1 ”Mester! Jeg er opsat på at høre om de barnlige gavtyvestreger, lege og eventyr
som Krishna, dengang Han var røgterdreng, gav sig i kast med sammen med sine
kammerater fra Vajra-samfundet. Altså det de foretog sig i lundene og i de ubeboede
egne i løbet af de 11 år, Han tilbragte i Brindavan. Det Brindavan, som Han kom til efter
Mathura-fængslet, hvor Han valgte at lade sig føde.”
36:2 Da Parikshith bad på denne måde, blev Suka meget glad. Han smilede og sagde:
”Det er ikke muligt for mig at beskrive alle denne guddommelige Gopala’s guddommelige
lege. Disse lege som hver og én fylder sindet med sødme. Vajra’s røgterdrenge, der delte
denne glæde, blev i sandhed velsignet. Herren vil ikke tage nogen notits af ydre
forskelle, vedkommendes navn, nationalitet, kaste, beskæftigelse, indstilling. Uanset
med hvilken indstilling et menneske henvender sig til Ham, vil Han byde det velkommen,
trække det til sig, opfylde dets ønsker og skænke vedkommende lyksalighed. Det var
Gopala’s natur.”
36:3 ”Lige siden Krishna blev efterladt i Nanda’s hjem af sin fader, Vasudeva, skænkede
Han Nanda stor glæde, og de glade råb: ”Jai. Jai” (Sejr. Sejr) genlød igen og igen som et
resultat af barnets guddommelige kækhed. Han voksede dag for dag, og Hans charme
blev stadig større; Han skinnede som sin moders mest indtagende rigdom; Han legede
på hendes skød; stolprede omkring og hen over dørtrinnet; Han holdt om sin faders eller
moders finger, og dristigt gik Han et par skridt. Skønt forældrene gjorde deres bedste for
at skjule Ham, så dødens mange ambassadører, som den ondsindede Kamsa uafbrudt
sendte af sted, ikke kunne få fat i Ham, gjorde Han på en eller anden måde sig selv
tilgængelig. Han plejede at gå fremad for at møde dem og præsentere sig for dem. Hvem
skulle kunne skjule Gopala, universets tilvejebringer og beskytter, og hvor skulle de
skjule Ham? Hvem skulle kunne bortføre Ham, og hvordan skulle det foregå? Oh
Parikshith, det er altsammen en guddommelig leg!”
36:4 Efterhånden som Han blev større og større, begyndte Han at gå til Yamuna-flodens
hellige sandbredder sammen med børn på sin egen alder. Børnene kom fra
røgterhjemmene, og de legede på bredderne. Forældrene søgte at standse Ham, men de
kunne ikke. Lige som sine kammerater drev Han køerne til græsgangene. I sandhed
fortjener de øjne, der så denne henrivende scene, da Gopala befandt sig midt blandt
flokken af rene, velplejede og lykkelige køer og kalve, at blive betegnet som yderst
værdige. For de så alle syns syn. Se det for dig, oh konge! Den fuldstændig rene hvide
flok af kalve og køer; den mørke guddommelige dreng! De blev ligesom trukket hen mod
Ham; tæt til Ham. De var ikke i stand til at forlade Ham for at strejfe omkring. Det kunne
Krishna heller ikke, for Han elskede dem som sine egne brødre og søstre eller som sine
egne børn! Blot Hans hånd lige, så blidt det kunne være, berørte deres rygge, glemte
kalvene og deres mødre alt om sig selv. De åbnede deres mund; løftede deres hale;
deres tunge hang ud af deres mund, og kærligt slikkede de Hans ansigt og hænder. Med
øjnene lukkede og i stor glæde omfavnede Gopala ofte deres hals og svang sig frem og
tilbage. Hans ansigt strålede af et glædestrålende smil. Med deres lige netop synlige små
horn stangede kalvene legesygt til Hans bløde krop. På den kølige Yamuna-flods altid
friske og nye sandstrækninger legede Han graciøst og med stor glæde med sine venner -
kalvene og røgterdrengene. Det gjorde Han, ligegyldigt om det var nat eller dag.
Forældrene var nødt til at sende tjenere ud for at finde dem og bringe Ham og hans
følgesvende hjem, hvad enten de ville eller ej.”
128

36:5 ”Som tiden således gik med førnævnte gøremål i og uden for hjemmet, voksede
Han op og blev en henrivende dreng. Skønt Hans forældre ikke ville have, at Han gjorde
det, så slap Han køerne og kalvene ud af stalden. Han drev dem langs den rute, som
landsbyens kvæg fulgte. Som det øvrige kvæg drev Han også ’sit kvæg’ ad den fælles vej
til de grønklædte græsgange, der lå forude. Lige som de øvrige drenge havde Han en
stok, som Han støttede på skulderen, og et stykke klæde rundt om panden. Som Han
således gik af sted med den største selvtillid i verden, så Han lige så pragtfuld ud som en
kongelig løveunge.”
36:6 ”Han legede og havde det sjovt med sine kammerater. Højlydt sang Han de mest
melodiske melodier, mens Han holdt sin venstre håndflade for sit venstre øre. Når
køerne, der grådigt tyggede det grønne græs i sig, hørte sangen, standsede de op, og
som var de alt for henførte til at fortsætte tyggeriet, begyndte de henrykt at lytte til den
guddommelige sang. De stod der med årvågne ører, for at de ikke skulle gå glip af de
hilsener, der skænkede dem lyksalighed. De stod der med halvt lukkede øjne, som var
de fordybet i meditation. Kalvene, der havde trykket mulerne mod yverne for at spise sig
mætte, stod stille, mens de i stedet drak Krishna’s sangs guddommelige toner. For alle
dem der var vidne til det, var det en betagende scene.”
36:7 ”Oh konge! Jeg kan hverken fortælle dig om Gopala’s guddommelige leges antal
eller natur. De var alle vidunderlige og ærefrygtindgydende. De var alle fulde af
lyksalighed; de skænkede lyksalighed. Til tider kunne Han udfordre sine kammerater og
svinge sin stav så hurtigt rundt, at deres øjne slet ikke kunne se nogen stav! Så
trængtes Hans kammerater om Ham og bønfaldt, om de ikke måtte lære, hvordan man
kunne dreje en stav rundt på den måde. For Ham, der drejer universet med hele dets
indhold så hurtigt rundt, er det at dreje en stav rundt ingen speciel bedrift. Det er et
kunststykke, som ingen undervisning kan videregive. De stakkels kammerater fattede
ikke den guddommelige virkelighed bag deres legekammerat.”
36:8 ”Ofte legede Han i træer; legen med jægeren og tyven. Når forfølgerne klatrede
efter Ham, søgte Han tilflugt på den øverste gren; en gren der var så tynd og svag, at
den ville svaje, hvis et egern gik på den! Han var slet ikke til at fange! Jo for resten!
Hvordan kan Han blive fanget af alle og enhver? Udelukkende hjertets renhed kan fange
Ham.”
36:9 ”Efter alt at dømme ville Gopala være hos sine kammerater i skovene og i lundene;
Han ville lege med dem og derved glæde dem med mange en grov spøg og muntre lege;
Han ville bevæge sig omkring med dem med hænderne kærligt om deres skuldre, men
på et øjeblik kunne Han forsvinde og være ude af syne. Imidlertid kunne Han finde på at
stille sig lige foran sine kammerater i en snu forklædning. Den ville være så perfekt, at
de ville anse Ham for at være en fremmed, som de ikke burde tale med. Han ville så
overraske dem med et latterudbrud og forklare dem: ”Det er mig, det er mig. I kunne
ikke genkende mig.” Det gjorde drengene meget forbløffede eller endda bange engang
imellem.”
36:10 ”På denne måde gik dagene. Ved tusmørke vendte Han tilbage til landsbyen med
sine venner. Helt troskyldig så Han ud, som om intet var hændt, der kunne forstyrre
Hans sindsligevægt. Nogle dage insisterede Hans moder på, at Han skulle blive hjemme
og ikke gå ud i de idylliske lunde. På sådanne dage gik røgterdrengene, køerne og
kalvene tynget af sorg langsomt mod lunden. Ugidelige og ensomme lå de under
træerne. De bekymrede sig ikke om mad eller drikke; deres øjne længtes efter at se
Krishna’s ankomst. Den Krishna, der alene kunne gengive dem livslysten.”
36:11 ”Ofte sendte den onde onkel, Kamsa, sine udsendinge, dæmonerne, ud til lundene
i forklædning medbringende legetøj og dejligt slik. Drengene flokkedes om kræmmeren
129

for at finde ud af, hvad prisen var på de ting, de ønskede sig. Men dæmonen var kun
opsat på at få chancen for at fange Krishna. Han holdt udkig efter det øjeblik, hvor
Krishna ville nærme sig. Krishna kastede ikke sit blik på legetøjet og slikket. Han plejede
at vente til om aftenen, før Han gik hen til den onde mand og fik ham til at tro, Han var
gået i fælden. Alt dette blot for at angribe dæmonen, flå den i småstykker og smide
kadaveret langt væk! Sådanne hændelser fyldte landsbyboerne med forbløffelse, frygt og
forundring. Desuden var de henrykte over den lykkelige redning fra faren.”
36:12 ”En anden dag var landsbyen stuvende fuld af kærrer fyldte med mangofrugter.
Krishna var klar over, at det var endnu en af dæmonernes, Kamsa’s udsendinges, onde
planer. Han tog derfor frugterne og dræbte dem, der havde bragt dem til byen. Han følte
ikke, at det var passende at afvise frugterne, som onkelen havde sendt, så Han tog imod
dem! Men Han sendte ingen tilbage i live, der kunne fortælle Kamsa om, hvad der var
sket. Det var den skæbne, der overgik alle, som onkelen sendte ud på sin onde mission.”
36:13 ”Oh konge! Fra den dag Herren tog ophold i Vajra-området, blev stedet forvandlet
til Lakshmi’s (gudinden for rigdom og lykke) skatkammer. Det forekom, som om hun
spredte sit yndefulde smil ud over hele området. Der var tusindvis af køer; der var ingen
knaphed på oplagt mælk, almindelig mælk eller smør. Rent faktisk var der en sådan
overflod, at de ikke anede, hvordan de skulle forbruge alt det, de producerede. De vidste
heller ikke, hvordan de skulle opbevare og konservere det til senere brug. Gopala
elskede køerne så højt, at Han ikke på nogen måde kunne tolerere tanken om at smide
de værdifulde gaver ud. Det er årsagen til, at Han var glad for at optage dem i sin egen
mave. Denne nådeshandling er begrundelsen for benævnelsen: Mælke- og smørtyven!”
36:14 ”Da guden Indra opdagede, at Krishna blev kaldt dette, besluttede han over for
verden at tilkendegive, hvem Krishna i virkeligheden var; Gud der var kommet til Jorden.
Derfor manipulerede han en situation, hvor Vajra’s befolkning aflyste en rituel tilbedelse
af Indra; hvor Indra hævnede sig ved at lade regnen vælte ned i stride strømme; hvor
Krishna var nødt til at løfte Govardhana-bjerget for at give ly til røgterne og køerne, så
de ikke blev ramt af det voldsomme regnskyl! Det var altsammen en del af en leg. Indra
var ikke vred, ej heller nærede han noget ønske om hævn eller gengældelse! Krishna
ville da heller aldrig råde folk til at opgive en rituel tilbedelse. Sådanne mirakler blev
bestemt for at få dem til at genkende det guddommelige (Krishna), som allerede var
blandt dem. Sådanne begivenheder bekræfter det synspunkt, at intet kan ske uden et
underliggende formål.”
36:15 Imidlertid brød Parikshith ind med et muntert udbrud og sagde: ”Oh, hvor liflige er
den guddommelige drengs, Gopala’s, guddommelige lege, Hans optræden og Hans
gavtyvestreger! Jo mere vi hører, jo mere får vi lyst til at høre! Mester, lad mig lytte til et
par historier mere og opnå befrielsens stadie.”
130

Kapitel 37
Dæmonernes skæbne
37:1 I sandhed var det at mindes Krishna’s barnlige gavtyvestreger, og give andre
muligheden for at lytte til beskrivelserne af disse spillopper, et hverv, der skænkede
Suka stor glæde! Derfor begyndte han straks igen at berette, da han blev bedt om det.
”Oh konge! I de få dage du har tilbage at leve i, findes der ikke noget bedre, du kan
gøre, end at hellige dagene til kontemplation på Gud. Er det ikke sandt? Herrens
gerninger er som nektarens dråber. Hver af dem er lyksalighedens kilde. Fortæl mig
hvilken af disse gerninger, du ønsker at høre om. Jeg vil beskrive sandheden om hver af
gerningerne for dig, og jeg vil beskrive den herlighed, jeg så.”
37:2 Til det sagde kong Parikshith: ”Mester! Jeg ønsker at høre om den vidunderlige
måde, som Gopala færdedes blandt røgterdrengene på. Det vil skænke mig så stor
glæde, at jeg kan befri mig selv fra grebet af cyklusen af død og fødsel.”
37:3 Suka sagde: Konge! Gopala vågnede tidligt under den hellige periode, tiden mellem
kl. 04.00 og 06.00. Hurtigt vaskede Han sig og gik ud i kostalden. Han skulle udvælge og
adskille de køer og kalve, der den dag skulle føres op til græsgangen. Han gav dem vand
at drikke. Han dyngede græs sammen foran de dyr, der skulle blive tilbage i stalden, så
de kunne spise sig mætte. Han løsnede rebene fra stolperne, som de køer Han ønskede
at tage med sig, var bundet med. Så drev Han dem ud af stalden og ind i et indelukke
foran sit hjem. Derefter gik Han ind i huset og samlede sin kolde ris og små pakker med
saltet, oplagt mælk sammen. Han gjorde sin ældre broder opmærksom på, at det var tid
at komme af sted. For at varsko sine kammerater om at gøre sig klar til at følge Ham,
gik Han ud på vejen og blæste i et horn. Da røgterdrengene hørte denne lyd, blev de
pludselig meget aktive. De afsluttede hurtigt deres tildelte opgaver i hjemmet; tog deres
frokost-madpakker og skyndte sig til Yasoda’s hus, klar til at udføre den opgave som
Krishna tildelte dem.”
37:4 ”Så begav drengene sig af sted, idet de spillede på fløjter og sang dejlige sange.
Nogle af dem svarede med deres egne sange på de lyde, som sang i træerne. Andre
fulgte i løb skyggerne fra de fugle, der fløj over dem. Nogle lå på ryggen af køerne og
sang lystigt deres favoritsange. Alt skete, mens de alle ivrigt holdt øje med, hvad Gopala
foretog sig, og hvor Han var. På denne måde begav de sig ind i skoven.”
37:5 ”På et tidspunkt ville Gopala så binde sin fløjte stramt på ryggen, holde sin
madpakke i sin venstre hånd og opløfte sin yndige sølvklare stemme. Han ville så synge
en henrivende sang, mens Han langsomt gik fremad. Køerne skridtede også af sted i
harmoni med sangen, som holdt deres ben takten, og det virkede, som om de nød at
gøre det. De spidsede ører for at lytte til den guddommelige sang. I stille beundring og
tilbedelse løftede de deres hoveder. Til sidst nåede de alle frem til dammens bredder.”
37:6 ”På det tidspunkt ville det være tid at spise frokost. De satte sig under træerne og
bandt tøjbylterne op. Bylterne indeholdt den kolde ris blandet med oplagt mælk, fløde og
almindelig mælk samt andet alt efter den enkeltes smag og ønske. Drengene ventede
med at tage den første bid, indtil Gopala åbnede sin madpakke og begyndte at spise. Så
snart Gopala tog en mundfuld, begyndte alle drengene at spise. Engang imellem plejede
Gopala at give sine kammerater noget mad fra sin egen madpakke. Til gengæld fik Han
så noget af deres mad. Han gik til alle og bad om noget fra deres madpakke. Drengene
var modstræbende og lige frem bekymrede over at give Gopala det mad fra deres
tallerkener, som Han bad om. Årsagen var, at det ceremonielt set var blevet urent,
eftersom de havde spist af det. Da Gopala bemærkede det, forsikrede Han dem om, at
131

Den Eneste Ene fandtes i dem alle, og derfor skulle de ikke føle, at Han var adskilt fra
dem. Hvordan kan ceremoniel urenhed opstå, når alt er ét, spurgte Han. Herefter tog
Han en delvist spist frugt, der var lagt væk, og tog en bid og tyggede den i sig. Hvordan
kunne den Herre, der i sin Rama-skikkelse med stort velbehag spiste resterne fra
Sabari’s tallerken, afstå fra at spise sine røgter-kammeraters rester? Både Sabari og
røgterdrengene var intenst hengivne over for Ham.”
37:7 ”En dag de sad på klipperne i bakkernes skygge og spiste deres måltid og vaskede
deres hænder, løb Gopala pludselig hen mod en gruppe køer, der græssede på den åbne
græsgang. Hans kammerater undrede sig over, hvad der var i vejen. Blandt kvægflokken
bemærkede de en stor smuk kalv. Gopala gik direkte hen til dette dyr. Idet Han tog fat
om begge dets bagben, løftede Han dyret og snurrede det hurtigt rundt over sit hoved,
indtil Han voldsomt slyngede det ned i en stor sten og smadrede det. Men dyret udstødte
en forfærdelig lyd og forvandlede sig til en dæmon, som blodet sprøjtede ud af, og som
derefter udåndede. Drengene blev forbavsede over at se dette. Hurtigt spænede de i stor
hast hen mod Gopala og spurgte Ham, om Han ikke ville fortælle dem, hvad mysteriet
gik ud på. Gopala strålede og havde et glædesstrålende smil på læberne. Han sagde: ”En
ond dæmon antog denne form, og efter Kamsa’s påbud kom det hertil for at dræbe mig.
Han blandede sig med vores kvægflok og spillede denne rolle i det drama, han selv
havde udtænkt. Nu har jeg givet ham en passende straf.””
37:8 ”Da de hørte det, priste drengene Gopala’s forudseenhed, tapperhed og styrke. De
udbrød: ”Gopala! Du har givet ham, hvad han fortjener.” Begejstrede sprang de omkring
Ham i stor glæde. Idet de mistænkte andre dæmoner for at være kommet i samme
forklædning, ledte de i flokken efter andre fremmede kalve eller køer.”
37:9 ”De var også bange for, at deres egne køer ville komme til skade eller ville blive
slugt levende af nogle andre dæmoner i en eller anden form. Vagtsomt undersøgte de
deres egen kvækflok for at opdage noget tegn på fare, før det var for sent.”
37:10 ”Imidlertid nåede de midt på dagen frem til en bakke, der var rig på græsgange.
Køerne blev drevet ind i skyggen under de overhængende klipper, så de kunne blive fri
for den brændende sol. Drengene hvilede sig også et stykke tid. De strakte sig i græsset.
Det blev snart eftermiddag, og hen under aften rejste en dreng sig og gik hen til flokken
for at samle køerne, så de var klar til hjemturen til landsbyen. Drengen så en kæmpestor
trane, der var i færd med at tage fat i dyrene og nedsvælge dem hele i sin tomme mave.
Drengen råbte: ”Krishna, Gopala!” Da Han hørte drengens desperate råb om hjælp, kom
Gopala i en fart hen til ham. Han fik fat i tranens næb (den trane, som Han godt var klar
over, var en dæmon ved navn Bakasura, der var kommet i forklædning), og trak den
nedre og den øvre del fra hinanden. Han sønderrev tranen i to stykker. Køerne inden i
maven blev befriet.”
37:11 ”På denne måde tilintetgjorde Gopala de sendebude, der blev udsendt af Kamsa.
Hver dag bød på et nyt mirakel, et hidtil ukendt under! Efterhånden opfattede
røgterdrengene disse mirakler som guddommelige lege. De blev ikke længere
forbavsede. Dybt i deres hjerter erkendte de, at Hans evner og kræfter var
overmenneskelige og ufattelige. Uden nogen frygt var de parate til på ethvert tidspunkt
at følge Ham hvor som helst.”
37:12 ”Da dæmonen Bakasura’s broder hørte, at Gopala havde dræbt Bakasura, der
havde planlagt at komme nær på Gopala og sluge Ham i ét stykke, blev han så ophidset,
at han svor at ville hævne sig. Han kom derfor ind i skoven, hvor græsgangene lå, i
skikkelse af en pyton-slange. Den lagde sig henover junglestien med munden på vid gab
med den lumske plan at ville sluge køerne og røgterdrengene hele, Krishna og Balarama
(Krishna’s bror) iberegnet. Efter alt at dømme så den ud som en lang hule. Ubevidste om
132

at det var en fælde, gik køer og røgterdrenge ind i dens gab. Gopala genkendte den som
endnu en ond dæmon. Han gik også ind i pyton-slangens krop, men blot for at flænse
den i stykker og redde de liv, der var blevet lokket i fælden. Ingen følte angst længere,
og sikre under Gopala’s beskyttelse fortsatte de til deres hjem.”
37:13 ”Fra den dag af havde røgterdrengene ikke noget spor af frygt i sig. De troede på,
at Gopala helt sikkert ville værne dem mod alle farer, da Han var almægtig. Derfor
bekymrede de sig ikke over noget på deres vej; de holdt ikke specielt øje med
vejsiderne, men gik fulde af tillid i den retning, som Krishna tog.”
37:14 ”Drengen Krishna’s leg var hvert øjeblik et under, et mirakel, en forbløffende
begivenhed, et heltemodigt eventyr. Hvad kan jeg fortælle om dem? Kan almindelige
mennesker udføre sådanne undere? De, der ikke tror, på trods af at de har set sådanne
begivenheder, er blot byrder for Jorden, de er frugter, der ikke har nogen smag, og som
ikke er til nogen nytte.”
37:15 Suka’s ansigt blev oplyst af et dybt indre smil, da han sagde dette. Hans øjne
skinnede, som så han et syn af Den Strålende Ene, da han i lang tid begærligt fæstnede
dem på ét punkt.
37:16 ”Parikshith spurgte ham: ”Mester! Når selv dæmonerne udviklede tro på Gud og
tilbad Ham, hvordan kan det så være, at mennesker glemmer Ham og forsømmer at
tilbede Ham? De tror på ører, der hører, frem for øjne der ser. Jeg opfatter det som
værende konsekvensen af en eller anden stor synd, de har begået. Eller måske er det
resultatet af en forbandelse.”
37:17 Til dette sagde Suka: ”Oh konge! Dine ord er sande. Afskyelige væsener som
Kamsa, Jarasandha, Salya og Sisupala så med deres egne øjne beviser på Krishna’s
overmenneskelige kræfter. Men den usandhed, at Han blot var en røgterdreng, genlød så
overvældende i deres ører, at de altid udelukkende var opmærksomme på den stemme,
de hørte fra himlen, snarere end de var opmærksomme på det, de så med deres egne
øjne. Som en konsekvens af det mistede de på en vanærende måde deres liv. De
ignorerede miraklerne; de vidunderlige begivenheder; de forbløffende bedrifter som de
var vidne til; de løbende nederlag som deres udsendinge led for Hans hånd og de
tilsidesatte pligten over for Gud foran dem. Hvilken anden forklaring kan vi give på dette,
end at de var forbandet til at skulle handle på denne måde. Denne forbandelse må være
kastet på dem som et resultat af synd.”
37:18 ”Gopala er Lokapala og ikke en røgterdreng. (Gopala betyder: ’Ham der beskytter,
vejleder, nærer og plejer alle levende væsener’. Lokapala betyder ’Verdens Herre’) Den
skikkelse Han antog som menneske, var en røgterdrengs skikkelse, det er alt. Men sandt
at sige er Han den lykkevarslende skikkelse, der befrier de individualiserede sjæle fra
trældom, da Han besidder den guddommelig energi og styrke og kender metoderne til at
opnå befrielse.”
37:19 Parikshith blev i allerhøjeste grad henrykt over vismandens ord. ”Mine
bedsteforældre havde en enestående god skæbne, eftersom de var i Gopala’s
guddommelige selskab; de legede med Ham; de talte med Ham; de fik velsignelsen af
Hans selskab og nærvær. Men ok, jeg får dog i det mindste lov til at lytte til beskrivelsen
af en lille del af Hans herlighed og nyde lyksaligheden heraf. Det er også en rigtig god
skæbne at få denne mulighed for at høre om Hans herlighed fra en så berømt vismand
som dig. Det skyldes også disse bedsteforældres velsignelser. Kan man få sådan en
mulighed uden at have et specielt held”, sagde Parikshith med glædestårer strømmende
ned af kinderne.
133

37:20 Han fortsatte: ”Mester! Jeg har hørt, at Gopala trampede på slangen Kaliya og
ydmygede dens stolthed. Hvad er den indre betydning af denne leg? Hvilken stor
sandhed ligger til grund for dette mirakel? Hvorfor blev hændelsen betragtet som
værende et forbløffende tegn på Hans herlighed? Beskriv venligst dette for mig og fjern
den tvivl, der plager mig”, bønfaldt han.
134

Kapitel 38
Slangen Kaliya
38:1 ”Lyt oh konge, til denne betydningsfulde begivenhed”, sagde Suka.
38:2 ”Den guddommelige dreng, Gopala, var slet og ret Gud, som i lutter leg havde
antaget menneskelig skikkelse. Han voksede op som et menneskeligt barn gennem 5 år.
Dengang kunne ingen erkende vigtigheden af Hans gøremål. Han havde aldrig for vane
at fortælle andre om sine guddommelige lege; hverken før eller efter Han udførte dem.
Man måtte blot iagttage og adlyde. Ingen, uanset hvem vedkommende var, kunne gætte
legenes natur eller måle hvilke færdigheder, den, der udførte handlingerne, havde. En
dag samlede Han i al hemmelighed kvæget. Selv Hans forældre kendte ikke noget til det.
De fleste dage ville den ældre broder, Balarama, i det mindste kende til og deltage i
Gopala’s gøremål, men denne dag var selv han ikke klar over, hvad der foregik. Krishna
fik samlet sine kammerater fra røgterhjemmene, og de begav sig af sted med kvæget til
Yamuna-flodens bred. Han førte dem til et sted på floden, hvor der var en dyb bredning,
som folk normalt undgik.”
38:3 ”Denne bredning havde en uhyggelig historie. Ifølge naturens normale orden vil
vandet i en bredning som denne være stillestående og sølet, men denne brednings vand
var blåt og kogende varmt. Vandet boblede uophørligt og sendte damp op i luften. Som
en konsekvens af dette hang der en sky over bredningen. Enhver, der indåndede luften,
der var forurenet af disse dampe, døde til alles bestyrtelse og forbavselse. Uskyldige
fugle, der fløj hen over denne bredning, blev så dødeligt forgiftet, at de baskede
fortvivlet med vingerne i ren desperation og faldt døde ned i dens dyb.”
38:4 ”Alle i landsbyen kendte alt til denne dødbringende fælde, dette dødelige underværk
i naturen. De var omhyggelige med at undgå at nærme sig den. De advarede deres børn
mod den. Årvågent forhindrede de deres kvæg i at græsse noget sted i nærheden af den.
Selvfølgelig protesterede Hans kammerater voldsomt og bønfaldt Krishna om, at Han
ikke ville gå hen i nærheden af bredningen. De bad længe og højt, men det var
altsammen forgæves. Han hævdede, at Han var nødt til at gå hen til netop den bredning;
at det var Hans forudbestemte skæbne den dag. Drengene trak Ham tilbage og gjorde
deres bedste for at forhindre den uundgåelige ’katastrofe’. Han rystede dem af sig, og
idet Han tog tøjet af, meddelte Han, at Han ville nyde en svømmetur i den forgiftede
bredning!”
38:5 ”Drengene kunne ikke mønstre mod nok til højlydt at advare Ham mod denne
brednings rædsler. Deres milde protester fejede Han til side. Med en vis egensindig
trodsighed klatrede Han op i et træ på bredden og sprang herfra ned i den ækle
bredning. I lang tid kom Han ikke op til overfladen. Røgterdrengene, for hvem Krishna
var selve livsåndedrættet i deres liv, blev overvældet af frygt. De samledes rundt om
bredningen, og i uudholdelig pine begyndte de at kalde på Ham, idet de hulkede og
fældede den voldsomme sorgs tårer.”
38:6 ”I mellemtiden dukkede Gopala op af vandet, idet Han fik bredningen til at ryste på
grund af sine svømmetag. Den rystede, som hvis et jordskælv havde rystet den.
Pludselig så de, at en kæmpestor slange forfulgte Ham. Den spyttede gift, og gennem
dens glødende øjne udspyede den ild som en vulkan. Drengene var ikke i stand til at
være tilskuere til denne frygtelige scene uden at skråle i ustyrlig forpinthed: ”Krishna!
Skynd dig til bredden. Kom her hen. Kom hen til denne bred.” Krishna svømmede rundt,
som om Han ikke hørte deres bønner. Han var lykkelig der i bredningen; begejstret af
ophidselse og glæde. Til sidst fik slangen succes med at jage Krishna rundt i bredningen
135

gennem de høje og urolige bølger. Idet den gradvist strammede grebet, snoede den sig
rundt om Krishna’s krop. Da de så det, løb nogle af drengene, så hurtigt de kunne, til
deres landsby, Gokula, for at viderebringe nyheden til Nanda og Yasoda, Krishna’s
fosterfader og fostermoder. Drengene græd højlydt, mens de fortalte forældrene, hvad
der var sket.”
38:7 ”Straks løb Nanda og Yasoda sammen med alle røgterdrengene og røgterpigerne
samt hele Gokula’s befolkning mod den forgiftede bredning. De blev tilskyndet af frygten
for, at en eller anden skrækkelig katastrofe var ved at overgå Krishna. Storebroderen,
Balarama, var også blandt dem. Han kendte Krishna’s styrke og færdigheder, så han
beroligede forældrene. Han forsikrede dem, at ingen ulykke ville kunne ramme Krishna.
På forskellige måder trøstede han dem og indgød dem tillid. I løbet af kort tid var
flodbredden tæt pakket med mennesker. Fra alle sider genlød fortvivlelsens råb:
”Krishna, Krishna!” Alles råb var gennemtrængt af sorg. Mange besvimede, da de så
Krishna og slangen. Oh, det var i sandhed et hjerteskærende syn!”
38:8 ”Flere røgterpiger kunne ikke holde ud at se Krishna fanget i dette vældige
monsters snoning. Det ene øjeblik blev Han trukket ned i det blodrøde vand, det næste
øjeblik trak Han sig op igen, idet Han kæmpede voldsomt med slangen, der udsendte
brændende gnister af gift. Yasoda og mange røgterpiger besvimede og faldt om i sandet.
De blev plejet og bragt til bevidsthed af andre. Da de kom til sig selv, græd de klagende
og råbte navnet på deres elskede Krishna. ”Mit kære barn, hvor har denne grufulde
slange gemt sig i al den tid? Hvorfor dukker den frem nu?”, jamrede Yasoda i
fortvivlelse.”
38:9 ”Nogle af Hans kammerater hulkede: ”Kan slangen da ikke støde sine hugtænder
mod os i stedet for at såre Krishna? Kan den ikke frigive Gopala?” Nogle af røgterpigerne
gjorde sig rede til at kaste sig ned i bredningen, så slangen måske ville opgive Krishna og
i stedet angribe dem. ”Vi vil give vores liv, så Krishna kan blive frelst”, erklærede de.
Men Balarama stod i vejen for dem. Han forsikrede dem om, at Krishna ville komme
uskadt derfra, at der ikke kunne tilstøde Ham nogen skade. Han råbte ud til Krishna og
bad Ham komme hen til dem, straks efter Han havde besejret monstret.”
38:10 ”Mange røgterpiger bad indtrængende om sejr til Krishna: ”Krishna’s sikkerhed er
verdens sikkerhed. Vor Krishna er alle verdeners eneste regent. Derfor må Krishna
hurtigt blive befriet fra slangens kvælertag.” Deres bønner henvendte sig til den selv
samme Krishna, som de ønskede at redde ved hjælp af bønnen! Endnu mens de bad,
åbnede de deres øjne for at finde ud af, om Han allerede havde befriet sig selv. Den
store forsamling på flodbredden ventede med øjne, der end ikke blinkede, på Krishna’s
befrielse. Det kunne ske hvert øjeblik. De var overvældet af frygt og ængstelse, håb og
tro.”
38:11 ”I det øjeblik, oh, hvordan kan jeg beskue og beskrive denne scene for dig,
konge?” Suka var ude af stand til at fortsætte. Han kunne ikke sætte en stopper for den
strøm af lyksalighed, sorg, undren og forgudelse, der rejste sig fra hans hjerte. Han var
så overvældet, at han dækkede sit ansigt bag sine knugede hænder i et forgæves forsøg
på at undertrykke sine tårer.
38:12 Parikshith så dette, og han udbrød: ”Mester! Hvad er dette for et under? Hvad
skete der senere? Hvilken katastrofe indtraf, eftersom du sørger på denne måde? Fortæl
mig det hurtigt.”
38:13 Suka genvandt fatningen, tørrede strømmen af tårer væk med enden af sin
okkerfarvede klædedragt. Han sagde: ”Store konge! Der skete ingen katastrofe, alligevel
skete dette under. Krishna voksede hele tiden, og Han voksede hurtigt! Han blev så stor
136

og så høj, at slangen var nødt til at slippe sin snoning rundt om Ham, snoning for
snoning. Da røgterdrengene og røgterpigerne så det lille barn vokse lige for øjnene af
dem, blev de ramt af forbløffelse og glæde. Til sidst blev slangen nødt til at løsne sit
greb. Den var for udmattet til at kunne forvolde nogen skade. Alligevel var dens vrede
usvækket, så den udspyede gift ud i vandet og op i luften. Den fæstnede sit olme blik på
Krishna, så det var tydeligt, at dens brændende ønske om at tilintetgøre Ham stadigt var
uslukket.”
38:14 ”I mellemtiden greb Krishna fat i slangens hale og hvirvlede den temmeligt hurtigt
rundt. Han ramte vandoverfladen med dens krop. Dette tvang slangens hoveder nedad,
men med stor anstrengelse kæmpede den for at holde dem løftet op over vandet.
Herefter sprang Krishna op på den, og mens Han holdt halen i én hånd, besluttede Han
sig for at danse på rækken af hoveder! Slangen kunne ikke bære Herrens vægt, når Han
således lystigt trådte fra hoved til hoved. Den blødte voldsomt fra næse og mund. Den
klynkede ynkeligt af smerte og skam. Den kunne knap nok trække vejret. Den var
døende.”
38:15 ”Da de så dette, råbte folk, der var forsamlede på bredden, i glæde og tillid:
”Krishna! Kom nu ind til bredden. Du har reddet os alle fra dette monster. Krisen er ovre.
Du har sejret. Vore bønner er blevet hørt. Vi har fået frugten af vore gode handlinger.”
Mens røgterne på denne måde jublede over den forbavsende vending, begivenhederne
havde taget, steg de kvindelige slanger, der var monstrets gemalinder, op fra
bredningens dyb, idet de i stor pine højlydt hulkede. De faldt for Krishna’s fødder og bad:
”Herre! Du er inkarneret med det erklærede mål at straffe de onde og de ondskabsfulde.
Derfor trampede du på dette monster. At holde dets stolthed nede er rigtigt og passende.
Det er kun retfærdigt. Du har blot udført din opgave og mission. Men hvor grusom vores
ægtemand end har været, så er vi sikre på, at hans natur blev forvandlet, da dine fødder
blev plantet på hans hoved. Undskyld ham, oh Herre, og giv os, med dine allernådigste
velsignelser, vores ægtemand tilbage. Red ham og velsign ham, så han ikke længere
forårsager noget levende væsen nogen skade.””
38:16 ”Herren nedlod sig til at tilstå dem deres bønner. Han benådede slangen Kaliya.
Han løslod monsteret med en formaning: ”Herefter må du ikke forvolde nogen skade på
nogen uden provokation. Vær ren og god af natur. Jeg velsigner dig, at ingen vil skade
dig og anspore dig til hævn. På dine hoveder bærer du mine fodaftryk, så derfor vil selv
din medfødte fjende Garuda, ørnen, ikke skade dig mere. Gå og lev i fred.””
137

Kapitel 39
Den Alvidende som elev
39:1 ”Store Mester! Jeg bliver ikke mættet, ligegyldigt hvor mange historier jeg hører om
legene i Krishna’s barndom! Denne elskelige dreng, Krishna, er i sandhed det
guddommelige. I sig har Han alt, der eksisterer. Ikke desto mindre løber Han rundt og
leger, som var Han et almindeligt menneskeligt barn. Oh, hvor er jeg heldig! Når jeg
tænker over det, så føler jeg, at heldet ikke tilfalder mig som et resultat af fortjenester
optjent i dette liv. Jeg tilbringer disse sidste dage i mit liv med at høre om Hans bedrifter.
Ham, der har brilleslangen Sesha som sit leje! Denne vismands søns forbandelse har
hjulpet mig med at blive renset for synd, idet jeg har fået lov til at høre om disse
bedrifter. Jeg kaster mig endnu engang tusind gange i støvet for vismandens søns
forbitrelse, der skaffede mig denne godgørende mulighed!”
39:2 ”Efterhånden som det afsluttende øjeblik nærmer sig mere og mere, koncentrerer
min inderlige længsel sig om lykkeligt og i dybe drag at kunne drikke de liflige
beretninger om Krishna’s lege. Længslen forgifter mig. Den gør mig ’sindssyg’. Eftersom
jeg brænder af dette ønske, så giv mig den kølige behagelige drik i de få timer, jeg har
tilbage af mit livs tildelte tid.”
39:3 Parikshith, kongen, faldt for Suka’s fødder, overvældet af den hengivenhedens
byrde, som han bar i sit hjerte. Han bønfaldt om at få lov til at høre flere historier om
Krishna som barn. Medfølelsens kilde i vismanden vældede frem, da han hørte denne
bøn. Han spurgte: ”Oh konge! Hvilken blandt de talløse indtagende guddommelige
episoder ønsker du, at jeg fortæller dig om? Deres antal er så stort, at selv om de
uafbrudt blev fortalt i tusind år, så ville der stadig være mange, der ikke var blevet
fortalt. Ingen, ligegyldig hvor kyndig vedkommende er, kan komprimere beretningerne
ned til kun at vare få timer.”
39:4 Til det svarede Parikshith: ”Mester! Jeg har fået at vide, at vores højt elskede
Krishna, sammen med sin broder Balarama, lærte mange færdigheder og lærte om
mange emner fra en heldig lærer ved navn Sandeepani. Betyder det, at der var behov for
en ’uvidende’ person til at belære Ham, der er Herre over alle områder inden for viden;
Ham der er Mester og Regent over alt? Det må have været en del af Hans leg.
Udelukkende denne mægtige ’skuespil-direktør’ ved, hvem der skal velsignes, og hvem
der skal reddes, og hvordan og hvornår det skal ske. Muligvis opførte Han dette skuespil
for at befri Sandeepani fra fødsel og døds snærende bånd gennem den fortjeneste, han
opnåede ved at være i forbindelse med Herren. Lad mig høre om de hændelser, der
koncentrerede sig om Sandeepani. Jeg vil blive frelst ved at lytte til dem.” Suka sagde:
”Oh konge! Det, du siger, er den uomtvistelige sandhed. Ja, alt er Hans spil. For i det
drama, Krishna instruerer, er universet scenen, hvor der er utallige lærreder
(fremkaldelser), scenerekvisitter og rum. Altsammen for at Hans forskellige handlinger
kan udspille sig, alle udtænkt for at redde og befri. Eftersom Sandeepani’s gunstige
skæbne havde udviklet sig sådan, gav Krishna ham denne store chance og velsignede
ham på denne måde. Lyt! Jeg vil berette om dette guddommelige drama.”
39:5 ”Balarama og Krishna, de guddommelige brødre, voksede som Solen gør det på vej
mod zenit og skinnede med stadig større glans. Forældrene, Nanda og Yasoda, var
bekymrede for deres fremtid. Eftersom forældrene blev indhyllet i denne uægte, men
almindelig forekommende vildfarelse, besluttede de, at børnene skulle undervises i kunst
og videnskab. Disse evner og færdigheder passede til deres status og sociale stand.
Familiens præst, Garga, blev hidkaldt, og i samråd med ham fandt man frem til en
lykkevarslende dag og et lykkevarslende tidspunkt til de nødvendige ceremonier. Med
138

stor pragt og højtidelighed fejrede de optagelsesceremonien til Den guddommelige
Visdom, eller som den også kaldes: ’Ceremonien der fører eleven til læreren’. Den dag
blev der udført talrige kærlighedsgerninger, og mange værdifulde genstande blev
skænket bort. Den underholdning, der blev arrangeret for Gokula’s befolkning, gjorde
dem alle glade.”
39:6 ”Herefter inviterede forældrene mange lærde, som de sammen med Garga rådslog
sig med om at finde den lærer, der var mest sagkyndig og ønskelig i forbindelse med
undervisningen af drengene. Familiens præst, Garga, tænkte sig lidt om og erklærede så,
at det ville være bedst at sende drengene til den store Sandeepani, en lærd fra den
hellige by Avanthi. Denne boede nu i Benares (Varanasi), den hellige by ved den hellige
Ganges.”
39:7 ”Sandeepani, sagde han, var en hellig person. Forældrene kunne vanskeligt sende
deres elskede børn til et sted, der lå så langt væk. Men de var bevidste om sandheden i,
at undervisning uden en lærer blot er tom undervisning. Så de indvilligede og rejste selv
til Benares med Balarama og Krishna. Da de nåede frem til det hellige sted, overlod de
brødrene til Sandeepani og ordnede det fornødne i forbindelse med børnenes ophold hos
den berømte lærer. Snart efter vendte forældrene, med blødende hjerter, tilbage til
Gokula.”
39:8 ”Fra den dag af studerede Balarama og Krishna under Sandeepani, idet de tilbød
ham deres ærefrygtige og ærbødige hyldest. Oh konge, der er tusinde, titusinde,
millioner af børn, der studerer under lærere. Men elever der opfører sig på en måde, der
giver læreren tilfredshed og glæde, er meget sjældne, end ikke én ud af hundrede gør
det! At gøre læreren tilfreds; grundigt at studere det, der bliver undervist i; undgå jagten
på sanselige fornøjelser og udelukkende koncentrere sig om jagten på viden, mens man
altid er bevidst om, at det at studere er opgaven, og det at studere er pligten, sådan bør
en studerende være. Det var sådan, Balarama og Krishna var.”
39:9 ”Aldrig, end ikke én eneste gang, afbrød de lærerens forelæsning eller satte sig op
mod ham. Ikke i noget tilfælde gik de mod hans vilje eller anvisning. De udfordrede
aldrig hans autoritet, og aldrig vovede de at undlade at adlyde hans ordrer. Skønt
børnene besad den højeste autoritet over Jorden og himlen, gav de deres lærer den
respekt og lydighed, der var passende for hans fremtrædende stilling og position.”
39:10 ”De var fulde af alvor og hengivenhed; de tillod intet at bortlede
opmærksomheden fra deres undervisning. Da Sandeepani bemærkede deres selvdisciplin
og deres begejstring for at lære, følte han en stor glæde strømme ind i sit hjerte. Når
han så dem, fik han en ubetvingelig længsel efter at oplære dem inden for mange flere
grene af viden. Han fik dem til at beherske de fire veda’er, vedanta, logisk videnskab,
grammatik, retsvidenskab og økonomi; han lærte dem alt, hvad han vidste. Konge! Hvad
kan jeg sige? Hvordan kan jeg beskrive dem? Verden har måske kendt til genier, der
kunne lære at beherske ét emne på fem år eller på et år eller på en enkel måned, men
lyt til dette! Balarama og Krishna var blot sammen med Sandeepani i 64 dage, og i den
korte tid lærte de at beherske de 64 kunstarter og videnskaber! Det var sådan, de lod
dramaet om studier udspille sig. Hvordan kan vi forklare denne forbavsende leg, denne
guddommelige teatralske optræden? Er almindelige dødelige i stand til at lære så hurtigt?
Kan de beherske så meget på så få dage?”
39:11 ”Mens han jublede over brødrenes ydmyghed og loyalitet; mens han accepterede
deres hilsener og hyldest, der blev overrakt på så ægte vis; mens han var engageret i
interessante samtaler med dem, plejede Sandeepani at græde. Det gjorde han på trods
af sine vedvarende anstrengelser for at tøjle sorgen, der brusede op i ham. Balarama og
Krishna bemærkede det, men længe tøvede de med at spørge ham om årsagen til
139

sorgen. Til sidst, da Krishna en dag stod foran ham med håndfladerne samlet, henvendte
Han sig til ham: ”Oh du største blandt lærere! Mens vi taler med dig, ser vi, at dine øjne
af og til fyldes med tårer, når du tænker på en eller anden hændelse. Hvis du finder det
passende, at vi får årsagen til din sorg at vide, så fortæl os den venligst.”
39:12 ”Da han hørte denne bøn, vældede den indestængte sorg i hans bryst frem.
Overvældet af en uudholdelig sorg omfavnede han Krishna med begge hænder og græd
højlydt i en ubændig pine. Krishna kendte til hele historien, men Han foregav ikke at
gøre det. Han sagde: ”Respekterede lærer! Fortæl om årsagen til denne smerte. Med al
vor styrke og med alle vore evner vil vi gøre vores bedste for at lindre den. Ingen opgave
kan være så hellig og så vigtig for os som denne, at genoprette glæden i guruens hjerte.
Informer os uden at tvivle. Du skal ikke opfatte os som børn og derved tøve.” Da Krishna
foreholdt ham dette, blev Sandeepani meget lettet. Han genvandt fatningen og trak
brødrene hen til sig og fik dem til at sætte sig tæt på hver side af sig.”
39:13 ”Han sagde: ”Kære begge! Jeg er i sandhed heldig, at jeg fik jer som elever.
Allerede ved at lytte til jer oplever jeg glæden af at få opfyldt mit ønske. Min fornuft
fortæller mig, at I ikke er almindelige børn. Jeg føler, at det muligvis vil være muligt for
jer at udføre den opgave, jeg har i tankerne. Troen driver mig, men nogle gange rystes
jeg af tvivl. Jeg ved ikke, hvad fremtiden vil bringe.” Da han havde sagt dette, standsede
han, og tårerne strømmede igen ned ad kinderne på ham. Da Balarama så det, bøjede
han sig igen dybt for læreren og sagde: ”Respekterede lærer! Hvorfor tvivler du på os og
afholder dig fra at betro dig til os? Vi er som dine egne sønner. For at skænke dig
lyksalighed er vi indstillet på at ofre selve vores liv.” Drengenes alvor og bestemtheden i
deres beslutning forårsagede en følelse af skam i læreren over, at han tilbageholdt
årsagen til sin sorg. ”Børn! Efter mange års ægteskab fik jeg en søn. Jeg opdrog ham
kærligt og med lige så meget omsorg, som jeg udviser over for mit eget liv. En dag drog
han til Prabhasa-kshetra (et helligt pilgrimsted) ved havet, og i forbindelse med at han
tog det hellige bad, druknede han. Jeg havde stor trøst og endda glæde af at se på jer to
og iagttage jeres ydmyghed og fornemmelse for disciplin. Jeg glemte næsten mit tab. I
har meget hurtigt lært alt, hvad der er at lære. Nu kan I heller ikke blive hos mig
længere. Hvem skal jeg iagttage og elske, efter I er taget af sted?” Læreren brød ud i en
utrøstelig hulken.”
39:14 ”Krishna stod foran ham, stærk og ligefrem. Han sagde: ”Oh du bedste blandt
lærere! Vi er dig taknemmelige for, at du har undervist os på denne enestående måde i
alle de sjældne kunstarter og videnskaber. Det er kun vores pligt, er det ikke sandt? Vi
vil straks begive os af sted for at kæmpe mod det hav, der slugte din dyrebare søn. Vi vil
gøre det for at få ham tilbage. Vi vil skaffe ham tilbage til dig og skænke dig glæde. Lad
os tilegne denne handling som vores ceremonielle gave til vor lærer. Velsign os, så vi kan
påbegynde denne ekspedition. Velsign os og giv os tilladelse til at starte.” De bøjede sig
dybt for ham, rejste sig og stod afventende. Sandeepani var overbevist om, at drengene
ikke var som ’almindelige’ mennesker. Han havde tillid til, at de ville lykkes med deres
forehavende. Han omfavnede dem, strøg dem over håret og velsignede dem.” Parikshith
sagde: ”Mester! Hvor var mine bedsteforældre heldige, at de kunne være vidne til dette!
Krishna var det guddommelige, der spillede rollen som et menneske, skønt Han iboende i
sig havde alt, hvad der er, var og vil være.”
39:15 ”Oh konge, da de havde modtaget lærerens godkendelse og velsignelse, skyndte
Balarama og Krishna sig til havet, og da de stod majestætisk på kysten, befalede de med
en uimodståelig stemme: ”Hav! Aflever guruens søn! Gør det straks, eller find dig i den
straf, vi har i sinde at udsætte dig for.” Så snart havet hørte disse ord, rystede det af
skræk,. Det berørte Balarama’s og Krishna’s fødder og sagde: ”Undskyld! Det er ikke min
skyld! Da drengen badede, trak skæbnen ham ind i en hvirvel, der førte ham ned i dybet.
140

Imidlertid slugte dæmonen Panchajana, der levede i hulerne i dybet, ham og ledte ham
ned i sin mave. Det er sandheden om, hvad der skete. Resten overlader jeg til jer.””
39:16 ”Da havet talte således, nikkede Krishna bifaldende. ”Godt! Jeg har hørt din
forklaring.” Så dykkede Han ned i havets dyb, ned til denne dæmons hule. Han angreb
ham i en dødbringende kamp. Dæmonen overgav drengen til Dødens Gud, før den selv
døde. Derfor kunne Krishna ikke få fat i drengen igen, da Han flænsede dæmonens mave
op. Mens Han i voldsom vrede ledte i dets indvolde for at finde ud af, om drengen skulle
være der eller et andet sted, fik Han en kæmpestor konkylie i hænderne. Da Han havde
sikret sig denne, kom Krishna op af havet og tog direkte hen til Dødens By. Stående ved
indgangen til byen blæste Krishna i dæmonen Panchajanya’s konkylie; den konkylie som
Han havde fået fra dæmonens indre. Lyden, den skabte, var som et tordenskrald for
øret.”
39:17 ”Ude af sig selv af skræk stormede Yama, Dødens Gud, op til porten. Han fik øje
på Balarama og Krishna og spurgte høfligt om årsagen til, at de var rejst så langt.
Brødrene beordrede ham til at hente guruens søn og overdrage denne i deres varetægt.
”Som I befaler”, svarede Yama, idet han samlede sine håndflader. Han gav sine
underordnede en ordre, og i løbet af et øjeblik blev lærerens elskede søn overgivet til de
guddommelige hænder. De bragte ham straks til eneboerhytten og stillede ham ved
Sandeepani’s side. ”Dette er vores ceremonielle gave til vor lærer. Accepter venligst
denne handling som en sådan gave”, bønfaldt Krishna.”
39:18 ”Forældrenes glæde var hinsides ord. De blev overvældet af denne pludselige
lykkefølelse. Ingen, der overværer sådanne guddommelige bedrifter, at bringe guruens
søn, der var i dødens favn, tilbage til livet og lignende mirakler, kan opretholde troen på,
at brødrene var dødelige og ikke guddommelige. Men hvem er vi, der taler om
Sandeepani? Han vidste; han erkendte, at de var tvillingerne, der både var menneske og
Gud.”
39:19 ”Læreren blev overvældet af munterhed, da han huskede sig selv på, at han havde
været så heldig at have sådanne guddommelige væsener som sine elever, og at han
kunne kalde sig selv for deres guru. Mentalt kastede han sig i støvet for dem. Med tårer
strømmende ned ad kinderne omfavnede han dem og arrangerede derefter deres afsked
fra den hellige boplads.”
39:20 ”Efter at have taget afsked med guruen og dennes hustru, kørte de af sted i deres
stridsvogn og nåede byen Mathura. Da byens indbyggere hørte, hvorledes brødrene
havde vist deres taknemmelighed over for guruen, priste de dem for deres
guddommelige medfølelse og evner. Indbyggerne følte sig overordentlige glade over, at
brødrene var kommet tilbage blandt dem.”
39:21 ”Oh konge! Reflekter en stund over, hvor inspirerende Gopala Krishna’s eksempel
var, mens Han gennemgik sin uddannelse, og i hvor høj grad Hans opførsel og alvor
bidrog til de ældres glæde. Enhver af Krishna’s handlinger, ligegyldig hvor lille og
ubetydelig den forekom at være, havde en dyb vigtighed og betydning. Tåber kan ikke
opdage dette, så de opfatter disse handlinger som værende ubetydelige. Findes der i
denne verden nogen, der kan påstå, at de kan lære en fisk kunsten at svømme?
Tilsvarende, hvem kan undervise Gud og blive Guds lærer? Skønt al lærdom udspringer
fra ham og må læres gennem Hans nåde, så spiller Han rollen som elev, som et
eksempel på en ideel elev. Det gør Han for, via sit eget eksempel, at vise verden,
hvordan en guru skal udvælges og tjenes; hvordan kvaliteten af den ydmyghed
undervisningen må indgyde skal være; og hvordan den taknemmelighed og respekt, som
eleven skal tilbyde læreren, skal være. Det var med intentionen om at vejlede og
tilskynde nutidens elever, at Krishna selv gennemgik uddannelsesforløbet og levede som
141

et forbillede. Bemærk, hvor underfundigt Guds mysterier og Hans guddommelige lege
er!” Mens Suka gentog disse ord, flød glædestårer i strømme ned ad hans kinder.
142

Kapitel 40
Fra dødelighed til udødelighed
40:1 Kongen, der lyttede til den gribende beretning om Krishna’s taknemmelighed over
for sin guru, åbnede pludselig sine øjne, og da han fik øje på vismanden foran sig, sagde
han: ”Oh, Krishna’s guddommelige lege! Hans vidunderfyldte gerninger overgår hinanden
med hensyn til mirakel og mysterium. For at korrigere og forbedre verden er Gud
indstillet på at påtage sig en hvilken som helst byrde. Han bekendtgør sin virkelige
storslåethed og sin virkelige magt. Men illusionens mørke røg dækker effektivt
menneskets syn og gør det ude af stand til at opdage guddommen. Derfor mister
mennesket disse guddommelige leges indre betydning.”
40:2 Suka forstod det, der foregik i kongens sind. Han svarede: ”Konge! Illusionens
forvirrende indflydelse er konsekvensen af de akkumulerede handlinger i tidligere liv.
Man kan undslippe illusionen gennem gode konsekvenser; man ligger under for illusion,
hvis konsekvenserne er ødelæggende. Hvis gode handlinger har præget de tidligere liv,
vil enhver syndig tilbøjelighed i dette liv blive overmandet af dydige tilbøjeligheder, og
man vil have tro på Gud. Man vil knytte sig til det guddommelige og leve sit liv på det
guddommeliges grundlag.”
40:3 ”På den anden side gælder, at de, der har begået afskyelige forbrydelser i tidligere
liv, har dette frygtelige formørkede syn, der forhindrer dem i at se det guddommelige. Et
sådant menneske minder aldrig sig selv om Gud og Hans arbejde. Aldrig længes
vedkommende efter det, der er til dets eget eller andres bedste. Det ser tingene i et falsk
perspektiv. Det svælger i modbydeligheder og beskæftiger sig med syndige handlinger.
Tro på Gud er høsten fra de frø, der blev sået i tidligere liv. Frøene er ikke på stående fod
i stand til at vokse og blive høstet.”
40:4 Da kongen hørte disse ord, blev han opsat på at vide mere om fortjenester, der er
erhvervet gennem gode handlinger og mangler, der er erhvervet gennem dårlige
handlinger og om deres indvirkning på menneskets liv. Derfor bad han vismanden Suka
om at fortælle ham om endnu en episode fra Krishna’s liv, der havde noget at gøre med
en forbandelse og dennes ophævelse eller helbredelse; en episode der illustrerede
princippet om skæbnen.
40:5 Suka lo af denne anmodning! ”Konge! Utallige er de helbredelser, som Krishna
udførte på dem, der blev udsat for forbandelser! Dæmonerne som Han slog ihjel, mens
Han endnu var et barn, og senere da Han var dreng, var alle blevet, som jeg tidligere har
fortalt dig, forbandet til at blive født som dæmoner som en straf for nogle onde
gerninger. Da de døde for Hans hånd, blev de derved befriet fra forbandelsen.” På dette
tidspunkt kom kongen med et forslag. ”Jeg har hørt, at ’oprykningen af træet med rode’
var en forbløffende hændelse med en helt utrolig betydning. Hvis du uddyber denne
hændelse, vil jeg få stor glæde af det.” På den baggrund begyndte Suka, der altid var
parat til at imødekomme hans ønske, på historien.
40:6 ”Konge! Skønt der ikke var knaphed på tjenestefolk, var det Yasoda, husets frue,
der, i henhold til de traditionelle skikke, udførte alle de huslige pligter. At koge mælken,
at bringe den til at stivne, at kærne den og tilberede smør, alt dette var aktiviteter, hun
selv tog sig af. En dag vågnede hun som sædvanlig i begyndelsen af den hellige periode,
kl. 04.30. Hun gik i bad og gennemførte sine morgenpligter. Senere placerede hun
mælkejungen foran sig og begyndte at kærne dens indhold. Energisk trak hun i rebet,
der uafbrudt førte kærnestangen op og ned i væsken, alt mens hun sang melodiske
hymner til Gud.”
143

40:7 ”I mellemtiden kom Gopala frem og med langsomme, men rolige skridt, gik Han
hen til det sted, hvor moderen kærnede. Pludselig rykkede Han hårdt i den nederste del
af hendes sari. Yasoda blev forskrækket over det uventede ryk. Hun vendte sig og blev i
højeste grad behageligt overrasket, da hun opdagede, det var hendes gavtyveagtige
barn, Krishna! Idet hun holdt op med at kærne, tog hun Krishna i sine arme og
kærtegnede Ham. ”Kære søn! Det er ikke daggry endnu! Hvorfor er du stået op så
tidligt? Gå, min skat! Gå ind og sov lidt endnu!” Men det guddommelige barn pludrede
henrykt, at det var sultent, og for at bestyrke dets længsel efter at blive ammet
begyndte det at hulke medynkvækkende. Moderens hjerte smeltede. Hun satte
kærnestangen ved siden af jungen og dækkede denne med et dæksel. Herefter tog hun
Krishna op på sit skød lige på det sted, hvor hun i forvejen befandt sig. Mens hun gav
Ham mad ved sit bryst, strøg hun Hans hoved kærligt og blødt. Netop da hørte hun lyden
af en krukke, der faldt ned fra ovnen ude i køkkenet. Hun mistænkte, at det var katten,
der var skadevolderen. Hun tog barnet op fra sit skød og satte det på gulvet. Hun var
nødt til at løbe ind for at se, hvad der var sket. Da Yasoda forsvandt ind i det andet
værelse, blev Krishna opbragt over hendes opførsel, sådan at sætte Ham fra sig midt
under Hans måltid! Han fik øje på en krukke lige foran sig og vendte al sin vrede mod
den. Han gav den et hårdt slag med kærnestangen, og da den oplagte mælk flød ud over
gulvet, samlede Han smørret og puttede det i munden. Herefter skyndte Han sig ud af
værelset af frygt for at blive skældt ud. Da Yasoda kom ind i værelset, så hun den knuste
krukke, den oplagte mælk på gulvet og at smørret var forsvundet! Og Krishna havde
gjort sig usynlig! Da hun godt var klar over, at det var Gopala, der var skadevolderen,
ledte hun efter Ham i alle krinkelkroge.”
40:8 ”Hun kunne ikke finde Ham nogen steder. Hun gik ind i nabohusene for at spørge,
om Han skulle være der. Alle erklærede, at de ikke var stødt på Ham. De vidste ikke,
hvor Han var. Yasoda blev virkelig bange. ”Han må være stukket af, rædselsslagen for at
blive straffet for at have slået krukken i stykker og spildt indholdet! Stakkels dreng! Han
er løbet ud i mørket”, tænkte hun. Hun ledte i hus efter hus. Hun ledte i gaderne. Til
sidst fangede hun Ham i færd med at tage en krukke med smør ned fra en slynge, hvori
husets frue opbevarede et antal krukker fyldte med mælk, oplagt mælk og smør. Krishna
stod på en morter, der stod på hovedet på gulvet. Det gjorde, at Han kunne tage
krukken med smør op af slyngen og få den sikkert ned, så Han kunne dele indholdet med
sine kammerater!”
40:9 ”Da hun fik øje på Ham, råbte Yasoda: ”Din tyv! Opfører du dig sådan i alle hjem?
Når de fattige røgterpiger klager til mig over dine tyverier, plejer jeg at bebrejde dem
det, uden at efterkontrollere deres anklager, og sende dem hjem. Nu har jeg set det med
mine egne øjne! Alligevel kan jeg næppe tro mine egne øjne! Hvor har jeg dog taget fejl.
Fra nu af kan jeg ikke lade dig slippe godt fra det. Nej! Hvis jeg lader dig slippe under
påskud af, at du er et barn, så vil det senere føre dig til katastrofal kriminalitet. Jeg må
straffe dig hårdt nu og slet ikke undskylde dig. Når et barn af god familie bliver tyv, er
det en vanære for hele slægten. Det dårlige ry vaskes ikke let bort. Vores families
omdømme vil lide skade.” Hendes kvaler var hinsides ord. Hun havde aldrig før følt sig så
ydmyget. Hun gav efter for et voldsomt anfald af vrede. Hun tog et langt tykt reb og gik
tæt hen til Ham med den hensigt at binde Ham til den tunge morter.”
40:10 ”Gopala, der var klar over hendes hensigt, smuttede ind og ud af alle dørene og
undgik behændigt hendes forsøg på at fange Ham. Moderen løb efter Ham gennem hvert
et stræde og hver en gade. Hun var godt i stand; hun havde aldrig før løbet så hurtigt.
Hun blev hurtigt udmattet. Hun bevægede sig langsommere og langsommere; hun
begyndte at gispe efter vejret. Mænd, kvinder og børn begyndte at grine af hendes
forgæves jagt på det lille barn. De nød morskaben og fik så meget desto mere lystighed
144

ud af det på grund af Krishna’s gavtyvestreger og moderens forgæves forsøg på at binde
Ham.”
40:11 ”Gopala er alvidende, intet er skjult for Ham. Derfor indså Han, at moderen var for
træt til at fortsætte, så Han tillod sig selv at blive fanget. Yasoda kunne ikke løfte sin
hånd for at slå Ham! Hun greb Ham fast om hånden og sagde: ”Kom hjem din tyv! Det
vil ikke være pænt af mig, hvis jeg slår dig her i basaren. Jeg vil give dig en lærestreg
derhjemme.” Så trak hun Ham hjem. Her slæbte hun Ham hen til en mægtig stenmorter,
så Han kunne blive bundet til den med et stærkt reb. Det reb hun brugte, viste sig at
være for kort, så hun gik ud for at finde et andet, der kunne blive bundet sammen med
det første. Hun blev nødt til at gøre dette igen og igen, for ligegyldigt hvor langt rebet
var, så forekom Krishna at vokse sig så stor, at rebet ikke kunne nå rundt om Ham. Der
manglede hele tiden blot en lille stump reb, for at det kunne lykkes at binde Ham!
Moderen undrede sig over denne forbløffende udvikling. Hvilken betydning havde dette
mirakel? Hun anede det ikke. Til sidst lykkedes det hende på en eller anden måde at
binde en knude og dermed få bundet Ham til morteren. Yasoda gik herefter ind i huset
for at beskæftige sig med sine almindelige huslige pligter.”
40:12 ”I mellemtiden trak Han af sted med morteren. Han gik ud i haven med morteren
rullende efter sig. Her voksede et træ med tvillingestammer, der stod meget tæt på
hinanden. Morteren blev fastlåst mellem de to stammer, og da det guddommelige barn
trak let i rebet for at klare forhindringen, blev træet rykket op med rode! Det faldt med
et kraftigt og rungende brag. Braget tiltrak alle til Yasoda’s ejendom, hvor træet var
faldet, skønt det hverken regnede eller blæste! Yasoda skyndte sig ud for at se, hvad der
var sket. Hun blev forbavset over det syn, der mødte hende. Hun så Gopala midt mellem
de nedfaldne blade, midt mellem de sammenfiltrede grene. Hun stønnede højlydt og gik
hen til barnet. Efter at have løsnet rebet, bar hun Ham væk og følte sig ret lettet over, at
Han ikke havde været udsat for en frygtelig ulykke.”
40:13 ””Kære barn! Blev du bange? Oh, hvor var jeg ond ved dig”, jamrede moderen
højlydt. Mens hun jamrede på denne måde, dukkede to guddommelige skikkelser, begge
af hankøn, frem af træet. De kastede sig for Gopala’s fødder. De stod med håndfladerne
samlet og sagde: ”Oh Herre! Vi er guden Kubera’s sønner, vi er tvillingerne Nalakubara
og Manigriva. På grund af vismanden Narada’s forbandelse blev vi forvandlet til dette
træ, og vi har eksisteret som dette træ lige siden. På grund af din nåde er denne dag
afslutningen på forbandelsen. Hvis du tillader det, vil vi vende tilbage til vores eget sted.”
Idet de sagde dette, forsvandt de to guddommelige skikkelser. Ved synet af disse
besynderlige guddommelige skikkelser blev Gokula’s befolkning forbløffet. De blev
opfyldt af stor glæde.”
40:14 ”Skønt de lyttede til lovprisningerne af Gopala som værende Gud; skønt de havde
konkrete beviser på Hans guddommelighed, faldt indbyggerne tilbage i vildfarelse. De
genoptog deres vane med at tale om Gopala som Nanda’s og Yasoda’s søn, og de følte,
at Han var deres ven, røgterdrengen. De var fanget i illusionens net.”
40:15 Da Suka sagde det, afbrød kongen ham med spørgsmålet: ”Mester! Hvordan
erhvervede illusionen sig sådan en overvældende styrke? Hvem udstyrede illusionen med
evnen til at skjule selve Guds herlighed? Hvad er illusionens virkelige natur helt præcis?
Fortæl mig det venligst.” Herefter forklarede Suka: ”Konge! Denne illusion er ikke noget
adskilt, noget der besidder sin egen form. Gud kan udelukkende skelnes på grund af
illusionens slør. Gud er synlig og åbenbar, netop fordi Han bærer illusionens slør eller
udrustning. Den er Hans ’beholder’. Det vil sige, at illusionen er i vejen for eller skjuler
sandheden, skjuler Gud. Illusionens natur er at skjule sandheden og få den til at
forekomme at være usand. Udelukkende de, der fjerner illusionen, ødelægger illusionen,
slår illusionen tilbage, skærer igennem illusionen, kan nå Gud. Illusionen får dig til at
145

føle, at det ikke-eksisterende eksisterer. Illusionen viser vandet i luftspejlingen;
illusionen får dig til at se det, du forestiller eller ønsker dig som værende sandt. Illusion
kan ikke påvirke et menneske, hvis det er i stand til at opgive ønsker eller forestillinger
og planlægning.”
40:16 ”Hvordan kunne Yasoda, der ved adskillige lejligheder med sine egne øjne havde
været vidne til Krishna’s guddommelighed, glide tilbage til den tro, at Han var hendes
søn? Forestillingen, ønsket, det var illusionens årsag. Kroppen er af barnet og moderen;
men den virkelige inderste kerne, den indeholdte, den legemliggjorte, den har hverken
søn eller moder! Moder-kroppen har forbindelse med søn-kroppen, men der eksisterer
ingen moder-’indeholdte’, ingen søn-’indeholdte’! Hvis man bliver fast grundfæstet i
denne tro, kan man ikke længere have ønske om ydre fornøjelser. Udforsk og undersøg;
og du vil lære sandheden at kende. Uden denne efterforskning og undersøgelse vil
vildfarelsen vokse, og intellektet vil langsomt blive betvunget.”
40:17 Suka fortsatte: ”Ah! Den rolle, guddommeligheden påtager sig, giver resultater,
der virkelig er betydningsfulde! Vedante (det centrale i veda’erne) lærer os, at vi bør
trænge ind bag denne rolle og ind til sandheden; dette er dens indre betydning. Ført bag
lyset af denne rolle, jagter mennesket ønsker! Idet det tror, at den krop det har antaget,
er virkelig og sand, forfalder mennesket til illusion, til selvbedrag. For de, hvis
opmærksomhed er koncentreret om kroppen, vil ’Den Iboende Person’ ikke være synlig.
Er det ikke sandt? De rødglødende kul vil ikke være synlige, når asken dækker dem. Når
skyer samler sig og bliver tykke, kan man ikke se Solen og Månen! Tørvemos, der flyder
tykt på søens overflade, giver os den illusion, at der er tale om hård grund, på hvilken
der er vegetation. Når øjet har grå stær, der dækker pupillen, kan man overhovedet ikke
se noget. På samme måde gælder, at når forestillingen om kroppen som værende
virkeligheden er fremherskende, vil beboeren i kroppen slet ikke blive bemærket.” Hertil
sagde kongen: ”Mester! I dag er sløret i sandhed faldet fra mit sind. Som et vindstød har
din undervisning blæst asken, der dækkede de glødende kul, væk. Illusionen om at
denne sammensætning af de fem elementer, nemlig kroppen, er sandheden, er
fuldstændig blevet forkastet og udryddet. Jeg er velsignet. Jeg er i sandhed velsignet.”
Med disse ord kastede kong Parikshith sig for guru Suka’s fødder.
40:18 I mellemtiden begyndte forsamlingen af lærde, vismænd og almindelige borgere
livligt at tale sammen. Af samtalen fremgik det blandt andet: ”Når tiden hurtigt tikker
mod enden, må kroppen også gøre sig parat til at give slip. Er det ikke sådan? Kroppen
giver slip, dør, når de vitale livsenergier holder op med at strømme i den; men sindet vil
ikke holde op med at eksistere. Af den grund må man antage krop efter krop, indtil
sindet bliver tømt, bliver fri for indhold. Indtil sindet ikke længere er optaget af ønsker. I
dag har vores Store konge, vores Maharaja, adskilt sindet fra kroppen! Nu er han i en
sådan lyksalighed, at selv de vitale livsenergier ikke længere har nogen indvirkning. Når
sindet for altid er smeltet sammen med Gud, vil kroppen blive fuldstændig guddommelig;
dens menneskelighed kan ikke blive identificeret.”
40:19 ”Den lære Suka fortalte i dag, er ikke alene rettet mod Parikshith. Den gælder for
os alle”, sagde de. ”Den gælder alle, der er hjemsøgt af illusionen om, at de er kroppen, i
hvilken de er indhyllet. Denne form for vildfarelse er årsagen til trældom. Men den anden
form, troen på at vi er Den guddommelige Gnist, den er midlet til befrielse. Det er, hvad
veda’erne og sastra’erne (de hellige skrifter) erklærer. Der findes en grundsætning, der
lyder: ”Sindet, der byder illusionen velkommen eller nærer ideen om sandheden, er
derfor redskabet til at opnå både trældom og befrielse”. Denne erklæring fra veda’erne er
sandheden.” Idet de grublede over denne sandhed et stykke tid, sad folk med øjnene
lukkede, hensunkne i bøn. Da Solen var ved at gå ned, gik vismændene ned mod den
hellige Ganges bred. De gik med deres vandkrukker og stokke i deres hænder, så de
kunne udføre deres aftenritualer.
146

Kapitel 41
Budskabet om Krishna’s komme
41:1 Kongen, der havde opnået at få tilintetgjort den uro, der havde været forårsaget af
ønsker, og på denne måde havde haft held til at borteliminere sindet, satte sine
håndflader mod hinanden og bad. Han havde blot ét sidste ønske, han ville anmode om
at få opfyldt. ”Mester! For så vidt angår kroppen er tiden hurtigt ved at rende ud for mig.
Kulminationen af vismandens søns forbandelse kommer hurtigt farende mod mig.
Selvfølgelig er jeg på enhver måde gladelig forberedt på at byde den velkommen. Ikke
desto mindre er det sådan, at så længe jeg er gæst i denne fysiske bolig, så har jeg
afgivet et løfte. Jeg vil beskæftige mig med guddommelige tanker, med at tale om det
guddommelige og med at lytte til det guddommelige. Lad mig ikke på selv den
ubetydeligste måde bryde dette løfte. Måtte den korte afbalancerede tildelte tid blive
anvendt til at jeg kan få præget Gopala’s, det henrivende guddommelige barn der oplyste
Nanda’s hjem, yndige lotus ansigt i mit hjerte. Måtte denne muntre skikkelse fylde min
bevidsthed og til overflod skænke mig umådelig lyksalighed. Beskriv for mig den byge af
lykkevarslende tegn, der må have markeret tiden, hvor Han blev født. Hvilke mirakuløse
hændelser og begivenheder var det, der på den tid over for verden åbenbarede, at Gud
var kommet til Jorden? Hvordan udviklede Kamsa den ubarmhjertige beslutsomhed om
at dræbe det guddommelige barn? Hvordan blussede denne beslutsomhed med tiden op
til at blive en voldsom flamme? Fortæl mig om denne Kamsa’s fødsel og om Herrens
fødsel som Krishna. Må min sidste time blive velsignet af denne hellige historie. Den vil
helt sikkert gøre mit åndedrag så helligt, at det vil finde fuldbyrdelse i Gopala.”
41:2 Da Suka hørte dette, blev han om muligt endnu gladere. ”Store konge! Også jeg
fyldes af glæde ved udsigten til at skulle tilbringe de få resterende timer med at berette
om Gopala’s vidunderlige fødsel og om Hans guddommelige lege. Gopala lod sig føde for
at genoprette ‘rigtig handling’ eller retskaffenhed. Krishna’s fødsel og liv er fyldt med stor
mystik. Udelukkende de, der gennem de guddommelige handlingers lutrende proces er
blevet fyldt med visdom, kan løse dette mysterium og forstå dets betydning. For andre er
verden en malstrøm af nederdrægtig synd; de soler sig i malstrømmens dyb, de synker
og flyder omkring for til sidst at lade sig opløse i den. Vi er på ingen måde forpligtet til at
skænke sådanne personer en tanke.”
41:3 ”Store konge! For længe, længe siden blev verden regeret af en konge ud af Yadu-
dynastiet. Hans navn var Ahuka. En stor skare af lensmænd færdedes omkring hans
trone og afventede hans ordrer. De viste ham deres ærbødige hyldest, idet de søgte fred
og fremgang gennem hans godgørende overherredømme. Han havde to sønner, Devaka
og Ugrasena. Da de blev gamle nok til at påtage sig administrative forpligtelser, fik
kongen dem gift og lagde en del af sine egne byrder over på deres skuldre. Årerne gik.
Devaka fik syv døtre, og Ugrasena fik ni sønner. Devaki (der blev Krishna’s moder) var
den ældste af Devaka’s døtre, og Kamsa var den ældste af Ugrasena’s sønner. Disse to
spiller afgørende roller i den historie, som vi begge interesserer os for.”
41:4 ”I gamle dage var byen Mathura Yadava-dynastiets hovedstad. Inden for denne bys
område boede der en underordnet hersker, en Yadu-fyrste ved navn Surasena. Han
havde ti sønner og fem døtre. Den ældste søn fik navnet Vasudeva (der blev Krishna’s
fader). Kunthi var Surasena’s ældste datter. Disse fyrstelige familier boede side om side,
og deres børn voksede op. Tiden strømmede hurtigt af sted og drevet frem af kraften fra
historiens gang, skabte den epokegørende konsekvenser.”
41:5 ”Devaki, datter af Kamsa’s onkel på den fædrene side, blev bortgiftet til Vasudeva.
Ægteskabet blev fejret i stor målestok. Herskere, konger og kejsere, lærde, vismænd og
147

hellige mænd forsamlede sig i stort antal. Byen var stuvende fuld af fornemme fyrster og
fremtrædende personligheder. Kamsa interesserede sig specielt for at udvise storslået og
højtravende gæstfrihed til alle. Han havde ikke selv nogen søstre; Devaki var for ham det
dyrebareste. Han begavede hende med kostbare dragter, værdifulde smykker og alt
andet, der hørte sig til den kongelige pragts udstyr. Alle var henrykte over festens
storslåethed. På den tredje dag skulle bruden føres til brudgommens hjem medbringende
alle de sædvanlige og traditionelle gaver. Derfor kørte Kamsa selv de nygifte i en
pragtfuld herskabsvogn. Da de, som en del af den farverig procession, var i færd med at
begive sig gennem hovedstadens udsmykkede gader, kom der pludselig et funklende
lysglimt over herskabsvognen. Der kom en trykbølge fra en skrækindjagende lyd, som
var verden i et nu blevet tilintetgjort af en syndflod. Lysglimtet og trykbølgen lammede
fyrster og bønder, så de stod som ubevægelige søjler. Al musik ophørte øjeblikkeligt. I
selvsamme øjeblik blev stilheden brudt af få tydelige ord, der ligesom sprængte sig
gennem himlen.”
41:6 ”Ordene var: ”Oh kejser Kamsa! Du opfører dig som en tåbe, ubevidst om
kommende begivenheder! Den selv samme søster som du elsker som det dyrebareste,
og som du nu så hengivent og fornøjet kører sammen med i denne herskabsvogn med al
dens pragt, vil som sit ottende barn bære den person, der vil forårsage din død! Tænk
over den kommende katastrofe.”
41:7 ”Den lysende ’skikkelse’, der udtalte disse ildevarslende ord, forsvandt fra himlen.
Den brede befolkning, fyrsterne og de lærde, der havde hørt disse frygtelige
dommedagsprofetier, mistede ethvert spor af glæde. Kamsa, der befandt sig i
herskabsvognen, fyldtes af et lidenskabeligt raseri. Han mistede kontrollen over sig selv.
Han blev overvældet af bestyrtelse. Tøjlerne faldt ud af hænderne på ham. Hans hjerte
blev opflammet af had. Hans tanker førte ham til en voldsommere og voldsommere frygt.
Til sidst tog tankerne en afgørende vending: ”Med ’søsteren’ i live vil morderen blive født.
Når hendes liv bringes til ophør, kan hun ikke føde den person, der vil forårsage min
død.” Idet han tænkte på denne måde, løftede han Devaki op fra hendes sæde bagest i
vognen ved at gribe fat i hendes fletninger! Mens han tvang hende til at stå op, trak han
sit skarpe sværd op af skeden med den modbydelige intension at skære hendes hoved
af.”
41:8 ”Selv det hårdeste hjerte følte afsky ved dette forfærdelige syn. Hvad var det for en
skrækkelig ting at gøre? At han skulle forsøge at dræbe den selv samme søster, han med
stor oplagthed var i færd med at eskortere. Alle var fuldstændig fortumlet over disse
kontraster! Ingen kunne gøre noget for at afværge katastrofen.”
41:9 ”I mellemtiden rejste brudgommen, Vasudeva, sig op og holdt begge Kamsa’s
hænder i et jerngreb. ”Kære svoger! Jeg hørte også stemmen fra himlen. Hvis du bliver
udsat for fortræd, vil vi også komme til at lide. Vi ønsker ikke, at der skal tilstøde dig
noget ondt. Vi beder uafbrudt for din lykke. Vi vil aldrig forsøge at forvolde dig skade. For
en broder som dig er det ikke passende at give efter for din trang til at udføre en
ulykkelig og katastrofal handling på et tidspunkt, hvor alle fryder sig i glæde. Frigør din
søster fra dit greb. Når du har så fast en tro på stemmen, der erklærede, at du vil lide
døden for det pågældende barns hånd, så forsikrer jeg dig højtideligt, at jeg vil betro
ethvert barn, som min hustru føder, i din varetægt. Jeg sværger, at jeg vil gøre det. Jeg
kan forsikre dig, at det vil fjerne din frygt og tvivl. Hvis du på den anden side, på trods af
mit tilbud, deltager i nedslagtningen af din søster, vil det fremkalde en katastrofe for dig.
Den vil komme som en reaktion på denne afskyelige synd.”
41:10 ”Da Vasudeva på denne meget bedrøvelige måde bønfaldt ham, følte Kamsa sig
lidt beroliget, idet han erkendte, at der var nogen fornuft i det, svogeren sagde. Han
løsnede sit greb og lod Devaki falde tilbage i sædet. Han sagde: ”Godt! Men vær advaret.
148

Hold det ord, som du har givet mig.” Da han havde sagt det, beordrede han sin yngre
broder til at overtage tøjlerne og vendte tilbage til sit palads. Selvfølgelig vendte han
senere tilbage til festen, men han var splittet mellem dødsangst og kærlighed til sin
søster. Skønt hans seng var en blød seng af fjer, led han, som lå han i en seng af
gloende kul. Han havde ingen appetit; han kunne ikke sove. Han hensank i dødsangst.
Kamsa tilbragte et helt år i denne tilstand. De to svogre var i stadig kontakt med
hinanden.”
41:11 ”I mellemtiden blev Devaki gravid, og fødselstidspunktet nærmede sig. Hun fødte
en søn. ”For at redde dit liv, har jeg givet mit ord”, sagde Vasudeva til Devaki, da han
overgav det nyfødte barn, der var svøbt i varme klæder, til Kamsa’s ømtålelige
barmhjertighed.”
41:12 ”På trods af alt havde Kamsa ikke i sinde at dræbe spædbarnet. Han var lykkelig
over, at hans svoger havde holdt sit ord. Han sagde: ”Min kære svoger. Denne baby kan
ikke forvolde mig nogen skade! Stemmen fra himlen advarede mig udelukkende mod det
ottende barn! Derfor, tag dette barn tilbage.” På denne måde fik Vasudeva barnet tilbage
i levende live, og han lagde det i Devaki’s hænder. Moderen blev lykkelig over, at hendes
førstefødte blev givet tilbage til hende. Hendes hjerte strømmede over i taknemmelighed
over for Gud for denne velsignelse. Hun undfangede igen, og forældrene blev hjemsøgt
af sorg. De frygtede Kamsa’s egen frygt, og hvad han kunne finde på at gøre med
barnet. De ønskede sig børn, men frygtede den skæbne, der muligvis ville overgå dem.”
41:13 ”I mellemtiden dukkede vismanden Narada, der strejfede vidt omkring fra den ene
til den anden verden syngende Herrens pris, op ved Kamsa’s hof. Han forespurgte
kejseren, om denne havde det godt, og om hans rige var sikkert og blomstrende. I løbet
af samtalen afslørede Narada, at Yadava’erne var guder, der var kommet som
mennesker, og at Kamsa var en inkarnation af Kalanemi, en berømt dæmon. Han fortalte
også, at den søn der ville blive født som Devaki’s ottende søn, ville nedbryde
dæmonernes afkom og være den, der ville tilintetgøre Kamsa’s liv. Disse afsløringer
havde samme virkning, som når man hælder olie eller brændstof på ild. Narada var ikke
tilfreds med denne reaktion, og da han tog afsked med Kamsa, sagde han: ”Opfat hver
dag som det lykkes dig at leve som værende lig med et årti eller mere. Slå ikke døden
hen som værende en fjern eventualitet.””
41:14 ”Da han hørte denne advarsel, blev Kamsa kastet ud i en endnu dybere ængstelse.
Han var nu bange for, at selv små babyer ville kunne forårsage hans død, og han sendte
besked til Vasudeva om, at denne skulle komme. Stakkels Vasudeva kom. Han rystede
forfærdeligt af rædsel for, at en skrækkelig ulykke muligvis ville komme til at ramme
ham. Da han mødte op, fór Kamsa op i raseri og brølede følgende spørgsmål i ansigtet på
ham: ”Hvor mange børn har du nu?” Vasudeva kunne ikke få ét ord over sine læber. Han
frygtede, at noget forfærdeligt kunne ske, hvis han svarede. Hans læber skælvede, da
han svarede: ”Nu har jeg seks!” Kamsa hylede: ”Godt! I morgen tidligt, ved daggry, skal
du komme med alle seks og overdrage dem til mig!” Vasudeva sagde ham ikke imod.
Han var nødt til at holde sit ord. Men tilknytningen til sine efterkommere holdt ham
ligesom tilbage. Han bevægede sig, som var han blot et lig, som var lykkedes med at
holde sig i live! Han kom hen til det sted, hvor Devaki sad og kærtegnede sine seks
sønner. Hun havde dem alle på skødet. Da han fortalte hende, at Kamsa havde forlangt,
at sønnerne skulle overdrages til ham, holdt hun dem i et fast favntag og pintes hinsides
enhver forestilling.”
41:15 ”Store konge! Læg mærke til hvor mange uskyldige liv, der bliver ofret, for at et
enkelt liv kan blive forlænget! Du undrer dig muligvis over, hvorfor denne afskyelige
synd skulle ske! Men hvem kan løse det guddommeliges mysterium? Udadtil forekom det
at være et tilfælde af utilgiveligt barnemord. Set indefra kan det muligvis opfattes som
149

virkeliggørelsen af de synder, som de selv samme babyer har begået i fortiden, eller som
en eller anden forbandelse, der tidligere er blevet kastet over dem! Det kan meget vel
føre til, at de bliver født på et højere stadie næste gang. Hvem ved, hvad der ligger
begravet i deres fortid, eller hvad fremtiden vil bringe dem? Hvem ved, hvorfor de blev
født, hvorfor de levede, og hvorfor de døde? Verden observerer udelukkende intervallet
mellem fødsel og død; den interesserer sig udelukkende for denne begrænsede periode.
Men alle verdeners og fortidens, nutidens og fremtidens Højeste Væsen gør ikke dette.
Han har mere medfølelse end alle mennesker. Han spreder sin nåde, idet Han afvejer
tidens tre perioder, rummets tre dimensioner og karakterens tre træk. Han ved bedst;
bedre end noget menneske. Så det eneste mennesket har at holde sig til, er: At tro på at
alt er Hans vilje, at være fredfyldt og fordybe sig i kontemplation på Hans herlighed og
nåde.”
41:16 ”Store konge! Så snart Solen den næste dag stod op over horisonten, tog
Vasudeva børnene. Han gjorde det meget modstræbende. Han fik hjælp af tjenerne, og
med øjnene lukket fast i overlod han sine børn til Kamsa. Herefter brød han ud i tårer.
Den egocentriske sindssyge person greb fat i hvert enkelt barn. Han tog dem op i deres
ben og smadrede dem til ukendelighed mod det hårde gulv! Hjælpeløs, ude af stand til at
lægge sig imellem og forhindre det, gik den ulykkelige Vasudeva den samme vej tilbage.
Han gik med tungt hjerte, og han jamrede sig over den kæmpemæssige synd, der havde
fremkaldt denne ulykkelige gengældelse. Det kongelige par tærede hen på grund af den
frygtelige smerte, de gennemgik, og sammen bar de stille deres lidelser. Hvert øjeblik af
deres liv følte de som en uudholdelig byrde. ”Guds vilje skal ske; man er nødt til at leve,
så længe livet varer”, trøstede de sig med. Idet de styrkede sig gennem denne
indstilling, genvandt de deres kræfter og fysik ved hjælp af den strøm af tårer, som
sorgen skabte.”
41:17 ”På et tidspunkt blev Devaki gravid for syvende gang! Forbavsende nok aborterede
hun i syvende måned! Var det nødvendigt at informere Kamsa om dette? Hvis ja,
hvordan skulle de så gøre det? De kunne ikke finde svaret. Da Kamsa fik kendskab til
aborten, fik han den mistanke, at søsteren var i stand til at finde på et kneb for at narre
ham. Derfor satte han hende og hendes mand i et lukket og bevogtet fængsel.”
150

Kapitel 42
Fuldbyrdelsen i Nanda´s Elskede Søn
42:1 Vismanden begyndte på beretningen om den mest strålende begivenhed. Han
begyndte på åbenbaringen af sandheden om Krishna’s inkarnation. Hans beretning lød
således.”
42:2 Devaki og Vasudeva, der tilbragte deres dage i fængsel, var ikke til at skelne fra
vanvittige mennesker. De sad med uredt hår; de var magre og ranglede på grund af
mangel på appetit og lyst til at nære deres kroppe. De havde ikke tanke for at spise eller
sove. De blev langsomt fortæret af sorg over de børn, de havde mistet. Da deres
fængselsophold gik ind i sit andet år, blev Devaki gravid for ottende gang! Oh, det var
vidunderligt! Hvilken forandring det førte med sig! Devaki’s og Vasudeva’s ansigter, der
var sunket sammen og tørret ud, blomstrede pludselig som lotusblomster i fuld flor. De
skinnede med en besynderlig glans.
42:3 Deres kroppe, der var blevet reduceret til det rene skind og ben, som var de
dehydreret, tog på i vægt, blev runde og glatte og skinnede med en henrivende gylden
glød. Cellen, som Devaki var lukket inde i, duftede af en behagelig vellugt; den udsendte
et vidunderligt lys og var fyldt med uforklarlig musik og den klirrende lyd af dansende
føder. I sandhed et forbløffende syn; i sandhed nogle forbløffende lyde! Devaki og
Vasudeva var bevidste om disse hændelser, men de var bange for at underrette Kamsa
af frygt for, at han i sit hævngerrige vanvid kunne finde på at flænse hendes livmoder i
småstykker. De var bekymrede for det kommende barns ukendte fremtid, og de var
nervøse på grund af de uhyggelige forvarsler.”
42:4 ”Hvad med Kamsa? Han var klar over, at hans liv hurtigt nærmede sig afslutningen.
Han blev sønderrevet af begærlighed efter at kunne fortsætte som områdets ubestridte
hersker. Han blev overmandet af konspiratoriske tilbøjeligheder; han løb Yadu-, Vrishni-
og Bhoja-områderne samt Andhaka fyrstendømmerne over ende og føjede dem til sit
rige. Han var så begærlig efter at grundfæste sit diktatoriske regime, at han smed sin
egen gamle fader, Ugrasena, i fængsel. Da det var gjort, var Kamsa’s vilje suveræn og
egenrådig.”
42:5 Da Suka fortalte denne historie, afbrød Parikshith ham med ordene: ”Ak! Hvad er
det for en dumhed? Kamsa var fuldt ud klar over, at hans liv nærmede sig sin afslutning;
han var klar over, at den person, der ville komme til at tilintetgøre ham, voksede hurtigt
i den ottende graviditet; Han var klar over, at den stemme, der havde talt fra himlen,
ikke kunne være usand, alligevel bestemte han sig for handlinger, der var motiveret af
ubehersket grådighed og fuld af ubeskrivelig ondskabsfuldhed? Det er i sandhed
uforståeligt!”
42:6 Da Suka hørte dette, brast han i latter. Han sagde: ”Store konge! Øjensynligt tror
du, at alle de der er klar over, at deres livs afslutning nærmer sig, ligesom du vil benytte
den tid, de har til rådighed til at forsøge at virkeliggøre åbenbaringen af Ham, der er
tidens legemliggørelse! Men en inderlig længsel som din kan udelukkende opstå i et sind
som en konsekvens af en gunstig balance med hensyn til fortjenstfulde handlinger
opnået i tidligere liv. En sådan længsel kan ikke pludselig opstå. Tænk på den umådelige
forskel, der er mellem det, som du beskæftiger dig med, nu du ved, at din tildelte tid
hurtigt nærmer sig sin afslutning, og de foretagender Kamsa beskæftigede sig med, da
han blev klar over, at hans død nærmede sig! Disse to forskellige indstillinger kaldes
guddommelige og dæmoniske. For de, der er udstyret med guddommelige kvaliteter; de,
der er ivrige efter at udføre gode gerninger og have gode tanker; de, der har tro på Gud;
151

de, der har medfølelse over for alle eksistenser; de, der angrer, de, har afveget fra
dydens vej; de, der besidder sandhed, ikke-vold og kærlighed, for dem gælder, at
udelukkende guddommelige tanker og tilskyndelser til at udføre helliggørende gerninger
vil dukke frem i løbet af deres sidste dage.”
42:7 ”Modsat vil de, der livet igennem har været fordybet i selviskhed, indbildskhed,
grådighed, moralsk fordærv, vold og uretfærdighed, i deres sidste dage være motiveret
af onde tilskyndelser og ødelægge sig selv. De førstnævnte vil opnå salighed; de
sidstnævnte opnår udelukkende helvede (det der menes med helvede, er egoisme
baseret på kroppen)”
42:8 ”Tilskuerens øjne ser den samme fuldbyrdelse, nemlig døden. Men målet som det
ene eller det andet menneske når, er forskelligt; det er usynligt for menneskene omkring
dem. Målet er bestemt af de tanker, der dukker op i den døendes sind. Livets undergang
er almindelig; at få synet af Gud (direkte at se Gud) er noget, der skal vindes og
fortjenes. Det er enestående. Heraf ordsproget: ”Når en katastrofe er umiddelbart
forestående, vender intellektet sig fjendtligt imod den!” Udelukkende de, der er ved at
blive tilintetgjort, vil få og byde sådanne onde tilbøjeligheder velkommen. De, der står
foran at blive velsignet med synet af Gud, vil i deres sidste tanker holde fast i det rene
og det ophøjede.”
42:9 Da Suka således talte med stor oprigtighed, sagde kong Parikshith: ”Nej, dette er
ikke resultatet af mine egne anstrengelser, eller konsekvensen af de fortjenester jeg har
opnået i tidligere liv. Frugterne af mine bedsteforældres og min faders fortræffeligheder
styrer mig langs den rette vej. Mere end alt andet er det den oplysning, der spredes af
din visdoms perler, og den hellige virkning af Krishna’s nåde, der fremkalder den
hengivenhed og begejstring, der bruser i mig. Selvfølgelig har det selskab, man er
privilegeret eller tvunget til at dele, også en henholdsvis fremmende eller ugunstig
virkning.”
42:10 ”Men lige fra fødselstidspunktet har Guds nåde lykkeligvis vejledt og beskyttet
mig. Jeg er blevet formet og støttet ved at have været i forbindelse med gode
mennesker; ved at have haft venskab med retfærdige og moralske personligheder; ved
at have bekendtskab med store lærde mennesker og gennem den inspiration, jeg har
fået fra mine hæderkronede bedsteforældres ædelmodige gerninger. Jeg skal også
anerkende den hjælp, jeg har fået af kloge og indsigtsfulde ministre, der tjente mig som
min højre hånd, og al den kærlighed og ærbødighed jeg har fået og nydt fra mine
undersåtter. Alt dette kan aldrig være en konsekvens af mine egne bestræbelser.
Ligegyldigt hvor fortræffeligt frøet er, kan høsten så blive rigelig, hvis marken er ugødet?
Ligegyldigt hvor høje mine idealer er, så må det gælde, at hvis mit kongerige ikke havde
nogen fornemme traditioner, der var blevet fastlagt af mine forfædre; hvis ikke der
havde været nogle vismænd og lærde til at undervise og inspirere; hvis der ikke havde
været nogle ministre til at effektuere og udføre mine ordrer; hvis der ikke havde været
nogle undersåtter til at værdsætte og efterleve idealerne, ville disse idealer blot have
været som en krukke mælk, der var blevet ødelagt af dråber af sur oplagt mælk, er det
ikke sandt?”
42:11 ”Havde det ikke været for alle disse mennesker, ville mine idealer være svundet
bort, og jeg var blevet smittet af moralsk fordærv fra de folk, der smigrede mig, og
derved ville jeg være blevet til endnu en hårdhjertet Kamsa! Derfor drager jeg den
slutning, at Kamsa’s syndige handlinger til en vis grad må tilskrives det moralske
fordærv, der klæbede sig til de lærde, de ældre, ministrene og undersåtterne i hans
kongerige.”
152

42:12 ”Selvfølgelig er du den, der er mest kompetent til at udtale dig om rigtigheden af
denne logiske slutning. Nok om det! Hvorfor skulle jeg spilde de få resterende timer af
mit liv på at finde fejl ved andre eller analysere fejlenes årsager og konsekvenser? Det er
bedre, jeg helliggør ethvert sekund. Mester, fortæl mig om fødslens hellige øjeblik, da
selve mit åndedrag, Gopala, kom til syne på Jorden.” Idet Parikshith bad således, faldt
han for Suka’s fødder og satte sig derefter op med øjnene lukkede, ivrig efter at lytte. I
lykkelig forventning længtes han efter, at Suka skulle lære ham om fødslens forbløffede
mysterium.
42:13 Suka berettede historien på denne måde: ”Store konge! Den syvende graviditets
foster blev taget ud og overført til en anden af Vasudeva’s hustruers livmoder. Hun hed
Rohini og opholdt sig i Gokula under Nanda’s beskyttelse. Dette blev gjort for at barnet
skulle vokse op og blive Gopala’s kammerat og hjælper. Rohini fødte en søn, der af
Garga, familiens lærer, fik navnet Balarama, eftersom hans legeme var ekstraordinært
stærkt, og siden han charmerede alle med sin uskyldighed og intelligens. Eftersom han
blev overført fra Devaki’s livmoder til Rohini’s livmoder, blev han også kaldt ’ham der
blev tiltrukket, trukket’”
42:14 ”I mellemtiden havde den ottende graviditet varet i ni måneder. Devaki og
Vasudeva var meget urolige, for de pintes over, hvad der muligvis kunne ske, hvert
øjeblik det skulle være, efter fødslen havde fundet sted. De frygtede, hvad Kamsa ville
gøre for at straffe dem, eller for at tilintetgøre den fjende han frygtede! I stor forpinthed
sad de hjælpeløse uden at spise eller sove. Da Kamsa fandt ud af, at den niende måned
var gået, tog han ekstra forholdsregler for at sikre, at barnet ikke skulle undslippe ham.
Han beordrede, at Vasudeva og Devaki skulle lænkes med kæder på hænder og fødder.
Han låste fængslets døre ved hjælp af endnu mere drabelige påfund. Rundt om fængslet
anbragte han et endnu større antal endnu mere årvågne og duelige vagtposter. Han
arrangerede det således, at vagterne hvert femte minut skulle undersøge og forvisse sig
om, at de indsatte befandt sig inden for fængslets mure. Kamsa var uafladeligt bekymret
og urolig for fødslen, og hvad der kunne ske ham som følge af den.”
42:15 ”Men hvem kan hindre Guds viljes uransagelige gang? Kan det guddommelige
mysterium blive gennemskuet og løst? Tåber, der ikke kan fatte sandheden, der ikke kan
genkende guddommeligheden og bedømme Guds kraft, der ikke tror på Gud, lever i den
vildfarelse, at deres smålige planer vil redde dem, og at de kan triumfere ved hjælp af
deres egne anstrengelser! Sandheden er, at end ikke den mindste succes kan opnås
uden Guds nåde.”
42:16 ”Skønt dette er sandt, skal vi ikke sidde med hænderne i skødet og tro, at tingene
sker af sig selv, hvis og når Gud vil. Menneskelig indsats er nødvendig, og det enkelte
menneske skal selv gøre en indsats. Det skal anvende den styrke og de evner, det er
udstyret med. Mennesket skal beslutte sig for at fortsætte arbejdet, idet det lægger
ansvaret for succes over på Gud. For uden Guds nåde vil enhver indsats forblive
frugtesløs.”
42:17 ”En nat, da Devaki lå på gulvet i fængselscellen, fik hun fødselsveer. Hun
fæstnede sit sind på Gud og så intenst ind i den lille olielampes flamme. Ængstelig
spurgte hun sig selv: ”Hvad kommer der til at ske mig? Hvad bringer fremtiden mig?”
Pludselig gik flammen ud, og mørket fyldte cellen. Netop i det øjeblik så hun en strålende
skikkelse stå foran sig. En underlig glans strålede ud fra skikkelsen. Hun undrede sig
over, hvem det kunne være. Hun kaldte på Vasudeva, da hun var bange for, at
skikkelsen kunne være Kamsa. Hun sank hen i forvirring og tvivl over identiteten på det
fænomen, der befandt sig lige foran hende.”
153

42:18 ”Pludselig blev skikkelsen tydelig! Den var udrustet med konkylie, diskos og
scepter. Skikkelsens fjerde hånd blev holdt i den positur, der indikerer, at man ikke
behøver at nære nogen frygt. Mildt og blidt sagde skikkelsen: ”Vær ikke bedrøvet. Jeg er
Herren. Om et øjeblik vil Jeg blive født som din søn. Som svar på det løfte Jeg afgav, da
du visualiserede Mig som et resultat af din ivrige askese, har Jeg til hensigt at fjerne alle
dine fødselsveer. Vær ikke bekymret for Mig. Vær blot et vidne til det drama, der snart
udspilles. I alle de fjorten verdener er der ingen, der er født, og ej heller vil der blive født
nogen, der kan påføre Mig den mindste skade. Vær sikker på det. Selv når du føler en
svag bekymring som en konsekvens af din kærlighed til det barn, du snart vil føde, eller
som en konsekvens af den vildfarelse, der slører dit sind, vil du blive vidne til
øjeblikkelige mirakler, der vil åbenbare Min natur.”
42:19 ”Aldrig så snart Jeg er født, vil lænkerne falde fra dine hænder og fødder.
Fængslets døre vil åbne sig af sig selv. Før Mig væk herfra uden nogen ved det og bring
Mig til Nanda’s hjem i Gokula. Læg Mig ved siden af hans hustru, Yasoda, der netop nu
har fødselsveer. Tag den lille pige, hun har født, fra hende og bring babyen tilbage til
dette fængsel. Behold hende hos dig. Herefter sender du besked til Kamsa. Før han
modtager nyhederne, vil ingen hverken i Mathura eller i Gokula bemærke eller arrestere
dig. Det vil Jeg sørge for.” Han skinnede i guddommelig stråleglans. Idet Han velsignede
Devaki og Vasudeva, trængte Han ind i Devaki’s livmoder i skikkelse af en lyskugle. I
løbet af et øjeblik blev barnet født.”
42:20 ”Klokken var 03.30, den hellige tids lykkevarslende tidspunkt. Den guddommelige
evne til at narre og bedrage fik alle fængselsbetjentene, vagterne og det øvrige opsyn til
pludselig at falde i søvn og sove som en sten. De faldt om, hvor de stod, og faldt i søvn.
De tykke jernlænker, som bandt Vasudeva’s hænder og fødder, faldt af i en fart. Dørene
og portene røg op. Selv om det var nattens mørkeste tidspunkt, kukkede gøgen med en
pludselig følelse af glæde; papegøjerne annoncerede den himmelske lyksalighed, som de
følte. Stjernerne tindrede, for hver enkelt af dem smilede af indre glæde. Regn-guden
øste blomsterdråber af regn ud over Jorden neden under. Rundt om fængslet sværmede
flokke af fugle rundt i lystig sang, idet de kvidrede liflige melodier.”
42:21 ”Vasudeva forstod, at alt dette var manifestationer af Guds pragt. Han vendte
blikket mod det nyfødte barn og blev forbløffet over det, han så. Var det sandt? Eller var
det en mental illusion? Som en pille stod han fastnaglet til stedet. Store konge, årsagen
var, at babyen var omkranset af en skinnende lysglorie! Da babyen så moderen og
faderen, begyndte den straks at le. Det forekom dem, at babyen ønskede at sige et eller
andet! Ja, de hørte ordene: ”Nu, bring Mig ufortøvent til Gokula.””
42:22 ”Vasudeva tøvede ikke. Han spredte en gammel dhoti (et indisk klædningsstykke)
ud på en bambusmåtte og lagde babyen på den. Han rev halsstykket fra en af Devaki’s
gamle sarier af og dækkede barnet med det. Så gik han ud gennem de åbne døre og
porte, forbi de sovende vagter.”
42:23 ”Han bemærkede de små regndråber, der faldt fra himlen. Han blev ked af, at det
nyfødte barn snart ville blive gennemblødt. Men da han vendte sig om, så han, at
slangen Ada-sesha fulgte i hans fodspor. Den forhindrede regnen i at gøre babyen våd
ved at holde sit udspilede nakkeskind som en udslået paraply over barnet! Ved hvert
skridt på vejen bemærkede Vasudeva lykkevarslende og gunstige tegn. Skønt Solen
endnu ikke var stået op, blomstrede lotusblomsterne i alle bassinerne, og øverst på
stænglerne vendte samtlige blomsterknopper sig mod Vasudeva. Skønt det var en nat,
hvor man ikke kunne forvente noget måneskin, tittede fuldmånen frem bag skyerne,
måske fordi den længtes efter at se Den Guddommelige Baby. Langs hele ruten oplyste
Månens kølige stråler udelukkende den bambusmåtte, på hvilken babyen lå! Babyen, der
tiltrak sig alle disse lykkevarslende tegn, blev anbragt i Nanda’s hjem, og barnet, der
154

netop var blevet født der, blev bragt til og anbragt hos Devaki. Lige så snart det var
gjort, brast Vasudeva i gråd; han var ude af stand til at holde tårerne tilbage.”
42:24 Selv mens Suka var i gang med at fortælle dette, udbrød Parikshith højlydt:
”Krishna! Krishna! Alle vendte sig mod kongen og skyndte sig hen mod ham. De så en
slange, der hurtigt snoede sig væk efter at have bidt kongen i den højre tå.”
42:25 Det var tydeligt for alle, at afslutningen var kommet. Alle gentog Parikshith’s ord,
og igen og igen udbrød de: ”Krishna! Krishna!” og ”Oh du der boede i Dwaraka. Du der
strejfede om i Brindavan!” Den mægtige forsamling havde ikke nogen anden tanke end
den om Gud, intet andet ord end Guds navn.
42:26 Den store konge faldt til jorden, idet han gentog: ”Krishna! Krishna!” Folk, der var
lærde med hensyn til veda’erne, fremsagde vediske bønner. Hengivne sang i kor til Guds
ære. Asketer og vismænd var fordybet i gentagelse af Guds navn og meditation.
42:27 Suka fældede den indre lyksaligheds tårer. Han kundgjorde: ”Den Store konge har
nået Gopala!” Han ønskede at begravelsesceremonien blev gennemført og drog
ubemærket derfra.
42:28 Ordet Suka betyder papegøje. Ja, han var den papegøje, der plukkede de modne
nektarfyldte frugter, der kaldes Bhagavatha (gudhengivenhed), fra veda’ernes træ og
gav verden mulighed for at smage frugten og blive næret af den. Måtte verden finde
smag i frugten og gennem den styrke sig selv og opnå den guddommelige lyksalighed,
som den kan skænke.
Måtte menneskeheden nå Nanda´s Elskede Søn!
155

Ordliste
Abeflokkene.
- vanaras
Disse aber var Herren Rama’s allierede i kampen mod dæmonen Ravana.
Abhimanya.
Arjuna’s søn.
Afsluttende offergave.
- poorna-ahuthi
Ahuka.
Konge af Yadu-slægten; Herren Krishna’s slægt.
Alles Herre.
- Purushothama
’Alt er levende’.
- ’Sarvam sajivam’
Anasuya.
Vismanden Athri’s ægtefælle.
Aniruddha.
Krishna’s barnebarn.
Arbejdere; arbejderkasten.
- sudras
Arjuna.
En af Pandava-brødrene. Det var Arjuna, som Herren Krishna fortalte Bhagavad Gita’en
til.
Askese.
- tapas
Aspekt.
- lakshana
Asraya.
Et af purana’ernes 10 kendetegn.
Aswamedha.
En berømt Hesteofring. Formålet med denne offerceremoni er blandt andet at sikre lykke
og velstand for landet.
Aswatthama.
Søn af krigs-taktikeren Drona, der var på Kaurava’ernes side i kampen mod
Pandava’erne.
’At befrielse udelukkende kan opnås gennem erhvervelse af åndelig visdom’.
- ’Jnaanaadevathu Kaivalyam’
156

’At finde ud af’.
- pariksha
’At udføre hellige gerninger’.
- ’ Karmanyaivahi shamsiddhi’
Aum.
- pranava
Urlyden, også kaldet OM.
Avanthi.
Byen hvorfra Sandeepani, der var Krishna’s og Belarama’s lærer, stammede fra.
Avatarer.
En avatar er en inkarnation af Gud.
Ayodhya.
Byen hvor Herren Rama inkarnerede, og hvor Han senere regerede. Ayodhya var
hovedstaden i Rama’s rige. Selve ordet Ayodhya betyder: ’Stedet hvor ingen bevæbnet
fjende kan trænge ind’.
Bakasura.
En dæmon, der havde taget skikkelse som en trane med det formål at dræbe Krishna, da
Han var barn.
Balarama.
Herren Krishna’s broder.
Befrielse.
- moksha
- mukthi
Beholdere.
- upadhi
Benares.
En af Indiens helligste byer. Byen er beliggende ved Ganges og hedder i dag Varanasi.
Bhadraswa, Kethamala, Uttarakuru og Kimpurusha.
Indiske regioner, der var fjerntliggende i forhold til Parikshith’s hovedstad.
Bhagavan.
Ordet Bhagavan betyder guddom eller Den Højeste Autoritet. Ordet kan også udtrykke
en ærbødig tiltale så som ’deres velærværdighed’. Sai Baba kaldes ofte Bhagavan af sine
hengivne.
Bhagavatha Purana’en.
En af de 18 purana’er. Denne purana beskæftiger sig primært med Hengivenhedens
Yoga.
Bhagavatha Sastra.
Helligt skrift om Gud.
157

Bhagavatha’en.
Titel på et åndeligt værk. Ordet Bhagavatha betyder ’gudfrygtig’; værket er en lærebog i
guddommelig kærlighed.
Bhagirathi.
Et navn for Ganges floden.
Bharath.
Indien. ’Bha-ratha’ betyder det land, der har tilknytning (rathi) til Gud (Bha-ga-van).
Bharatha.
Herren Rama’s broder, der regerede landet de 14 år, som Rama tilbragte i eksil.
Bharatha-dynastiet.
Kong Bharath var Indien første herske. Han var grundlægger af dette dynasti.
Bhima.
En af Pandava-brødrene.
Bhishma.
Kaurava’ernes og Pandava’ernes formynder, beskytter og patriark. Bemærkelsesværdig
på grund af sin visdom og ubøjelige hengivenhed over for Gud. Indfanget af sin skæbne
til at kæmpe på de ondsindede Kaurava'ers side. Han blødte til døde på et leje af pile,
mens han tænkte på Gud.
Blå-sorte Krishna.
Et navn for Herren Krishna, der hentyder til Hans hudfarve.
Bodsøvelse.
- thapas
Brahma; Herren Brahma.
Skaberen i Den Hinduistiske Treenighed.
Brindavan.
Skoven og græsningsområderne, hvor Herren Krishna legede i sin barndom.
Buddha.
Prins Gautama; levede fra år 556 til år 480 før vor tidsregning. Stiftede budhismen efter
han opnåede åndelig oplysning. Ordet Buddha betyder ’en oplyst’.
Ceremonielle gave til vor lærer.
- guru-dakshina
En gave, som eleven skænker til sin lærer, typisk ved afslutningen af en uddannelse.
Ceremonien, hvor barnet får sit navn.
- namakarana
Ceremonien vedrørende den første fysiske renselse af det nyfødte barn.
- jathakarma
Dasaratha.
Konge og Herren Rama’s fader.
158

Dattatreya.
Vismand: Athri's og Anasuya's søn.
De gudshengivne.
- bhakta’er
- bhagavatha’erne
De hellige skrifter.
- sastraerne
De lærde mænd; skriftkloge.
- pundits
De ondsindede.
- asuras
Del.
- amsa
Den Egenskabsløse Gud.
- Nirguna Brahman
’Den endeløse Ret’.
- a-kshaya pathra
En krukke, hvis indhold vil forblive uformindsket, ligegyldigt hvor meget der bliver taget
op af den.
Den fortryllende charmes søde nektar.
- madanamohana
Den Første Skikkelse.
- Purana Purusha
Den guddommelige Bhagavatha’s visdom.
- Bhagavathathatwa
Den guddommelige evne til at narre og bedrage.
- Vishnu-maya
Den hellige boplads; en hellig mands bolig.
- ashram
Den hellige trådceremoni.
- upanayana
Den hengivne.
- bhaktha
Den højeste visdom; åndelig visdom.
- jnana
Den individualiserede sjæl.
- jivi
159

Den kvalitetsløse, universelle, absolutte Gud; Den formløse, iboende, transcenderende
Gud.
- Parabrahman
Den oprindelige substans.
- moola
Den rene og gode vej.
- den satwiske vej
Den store konge.
- maharaja
Den Uforgængelige Absolutte.
- Akshara Parabrahma
Det Absolutte.
- Paramatma
Det, der har forbindelse med den fysiske verden.
- adhibhowthik
Det, der har forbindelse med det guddommelige.
- adhi-daivik
’Det, der har hundrede facetter’ og ’Brahma’s elskede’.
- Satharupa
Det guddommelige.
- Thath
’Det rene mælkehav, der hvor Herren hviler på slange-lejet’.
- Ksheera-sagara
Det sted, hvor den hellige ild brændte.
- yajnasala
Devahuthi.
Brahma’s barnabarn; Kardama Prajapathi’s hustru.
Devaka.
Fader til Devaki, der var Herren Krishna’s biologiske moder.
Devaki.
Krishna’s biologiske moder.
Dhanvanthari.
Vismand. Han underviste menneskene i metoder til at besejre sygdomme og derved gøre
dem i stand til at helbrede deres fysiske lidelser. Han lærte mange berømte læger og
doktorer at stille diagnoser og helbrede.
Dharmaraja.
Navnet betyder: Den, der behersker ’rigtig handling’ eller Den rigtige handlings fyrste.
Dharmaraja hed også Yudhishtira.
160

Dhritharashtra.
Kaurava’ernes blinde konge. Vismanden Vidura’s broder.
Dhruva.
Vismand og Brahma’s barnebarn.
Prins, der blev skænket evigt liv og gjort til ledestjerne.
’Din indre bevidstheds sø’.
- manasa-sarovaram
Diskos.
- chakra
Djævelen.
- dayyam
Drona.
En stor lærer og kriger.
Droupadi.
Pandava-brødrenes fælles hustru.
Dukkeføreren.
- Suthradhari
Et navn man giver Herren, for at vise at det er Ham, der styrer alt i skabelsen - som en
dukkefører styrer sine dukker.
Durvasa.
Vismand på Krishna’s tid. Han var kendt for sit hidsige temperament og sine alvorlige
forbandelser. Disse forbandelser havde i sidste instans en positiv effekt og sikrede, at
vanskelige discipliner og retskaffenhed blev indlært.
Duryodhana.
En af de ondsindede Kaurava-brødre. Han var den ældste blandt 100 brødre, og var
således også deres leder.
Dussasana.
En af de ondsindede Kaurava-brødre. Han var den næstældste søn og var kendt for sin
ondskab.
Dwapara; Dwapara Yuga.
Den tredje af en cyklus på i alt fire tidsaldre.
Dwaraka.
Krishna’s hovedstad. Efter Krishna's død blev byen oversvømmet af havet. Forskere
mener, at byen lå i havet lige vest for Gujarat. Gujarat ligger i den nord-vestlige del af
Indien og grænser op til Pakistan.
Dæmoner.
- danavas; også dæmoniske mennesker.
- daityas
- rakshasas
- asuras
161

Dæmoniske mennesker.
- danavas
Dødens Gud.
- Yama
En krigers ‘rigtige handling’; en krigers pligt.
- kshatriya dharma
En ny æra; nye æraer.
- manvantharas (Manu’s nye æraer).
En person hvis bevidsthed er rolig og hinsides al uro.
- sthithaprajna
Faste.
- upavasa
Fem elementer: Jord, vand, ild, luft og æter.
- panchabhutas
Fem vitale livsenergier.
- panchapranas
Fest, hvis formål var, at der skulle findes og vælges en brudgom.
- swayamvara
Foranderlige verden.
- samsara
Form.
- rupa
Forsagelse.
- tapas
Tapas oversættes som regel som ’asketiske øvelser’.
Fortjenester, der er erhvervet gennem gode handlinger.
- punya
Fragment.
- kala
Fuldstændig sindsligevægt.
- samadhi
Fyrster.
- rajas
Gandhamadana-bjerget.
Et helligt bjerg øst for Himalaya.
Gandhamadana-bjergområdet.
Et bjergområde øst for Himalaya.
162

Gandhari.
Kong Dhritharashtra’s gemalinde.
Gandiva.
Arjuna’s berømte bue.
Ganges.
Regnes for Indiens helligste flod.
Garga.
Krishna’s families præst.
Garuda.
Himmelsk fugl; hvidbrystet ørn; den fjerprydede races konge. Garuda var Herren
Vishnu's transportmiddel.
Gentagelse af Guds navn.
- japa
God og dårlig karma.
- punya og papa
Gode, dydige og retskafne mennesker.
- sadhus
Gode asketiske øvelser.
- satwisk thapas
Gokula.
Landsbyen, hvor Herren Krishna voksede op.
Go-loka; Vaikunta.
- Herren Vishnu’s himmel og bolig.
Gopala.
Gopala betyder: ’Ham der beskytter, vejleder, nærer og plejer alle levende væsener’.
Govardhana-bjerget.
Bjerg, der blev løftet af Krishna.
Gowri.
Herren Shiva’s gemalinde. Gowri er et andet ord for Parvathi; visdommens gudinde.
Gud; Herren.
- Brahman ; Det Upersonlige Højeste Væsen, den oprindelige kilde til og det endelige
mål for alle eksistenser.
- Madhava ; Universets Herre.
- Daivam ; guddom.
- Narayana; Narayana er et andet navn for Herren Vishnu.
Gud kommer for at afslutte en tidsalder og indvie en ny.
- Yuga-avathar
Guddommelig energi og styrke.
- sakthi
163

Guddommelige spil; guddommelige lege.
- leela
Guddommelighed.
- Madhavatwa
Guderne.
- devas
Gudhengivenhed.
- Bhagavatha
’Gudhengivenhedens kildevæld’.
- Bhagavatha Vahini
Gudinden Annapurnaa.
Den, der skænker føde.
’Ham, der blev tiltrukket, trukket’.
- Samkarshana
Et navn for Herren Krishna’s broder, Balarama.
Hamsa.
Navnet på en vismand. Navnet symboliserer Den højeste ånd, der igen symboliseres ved
svanens rene, hvide farve. Hamsa betyder svane.
Handling.
- karma
Hanuman.
En stor Rama-hengiven; han var delvis abe, delvis menneske.
Hari.
Et navn for Herren.
Hasthinapura.
Pandava'ernes hovedstad (tidligere også Kaurava'ernes hovedstad).
Hayagriva.
En af Herren Vishnu’s inkarnationer. Eftersom Han fra halsen og opefter havde form af en
hest, blev Han kaldt ’Heste-hoved’ (Hayagriva).
Hellige mand; vismand.
- rishi
Helvede.
- naraka
Det, der menes med helvede, er egoisme baseret på tilknytning til kroppen.
Hengivenhed.
- bhakthi
164

Hengivenhedens Yoga.
- bhakthi yoga
Denne yoga består af: Shravanam (at lytte til beretninger om det guddommelige og om
Guds herligheder), keerthanam (at synge om og lovprise Gud og al Hans herlighed),
smaranam (at ihukomme Gud), padha-sevanam (at glæde sig over at tilbede Gud ved at
koncentrere sig om og at ære og tilbede Hans fødder og Hans fodaftryk), vandhanam (at
glæde sig over at tilbede Gud), archanam (at glæde sig over, at man begynder at kunne
se Gud i netop den Form, man som hengiven har allerkærest), dhasyam (at glæde sig
over at kunne tjene alt og alle, uden på nogen måde hverken at føle sig overlegen eller
underlegen), sneham (at glæde sig over at komme Gud nær; den hengivne bliver Guds
ven og Guds fortrolige) og Atma-nivedhanam (at glæde sig over fuldt og helt at kunne
overgive sig til Guds vilje).
Herren; Gud.
- Brahman
Herrer.
- mangalyam
Himmelsk musiker.
- gandharva
Himmelsk svane.
- hamsa
Hiranyakasipu.
En dæmonisk person, som forbød, at Vishnu's navn blev nævnt. Han var Prahlada's
ondsindede fader. Prahlade var en fremragende hengiven over for Herren. Hiranyakasipu
blev dræbt af menneske-løven Narashimha, en Vishnu avatar.
Hiranyaksha.
Han var Hiranyakasipu’s ondsindede broder, der blev slået ihjel af Herren Vishnu.
Hyrder; landarbejdere.
- ryots
Hånd med håndfladen vendt mod ham.
- abhaya
Abhaya er en hilsen, der betyder: Frygt ikke.
Ildens princip.
- Agni
Ild-guden.
- Agni
Ildvåbenet.
- aagneyaasthra
Illusion.
- maya
Begrebet angiver noget, der forekommer at være noget andet, end det egentlig er.
165

Indra; guden Indra.
Halvgudernes hersker. Indra er også Regn-Gud.
Et andet navn for Indra er Purandara.
Indraprastha.
By, der var opholdsted for Pandava-brødrene.
Intens meditation på Herren.
- sandhya
Iravathi.
Prins Uttar’s datter. Kong Parikshith’s gemalinde.
Isanucharitha.
Et af purana’ernes 10 kendetegn.
Iswara; Herren Iswara.
Navn for Herren Shiva.
Jai.
Sejr, hurra.
Janaka.
Sita’s fader og Rama’s svigerfader; konge med en vismands åndelige visdom.
Janamejaya.
Kong Parikshith’s og dronning Iravathi’søn.
Jarasandha.
Navnet på en dæmon, der var et afskyeligt væsen.
Jatayu.
En berømt ørn, hvis vinger blev afbrændt, da den fløj for tæt på Solen. Den forsøgte at
redde Sita, og den spillede en rolle i Rama’'s kamp mod dæmonen Ravana.
Kachchapa.
Vismand; Viswamitra’s søn.
Kaikeyi.
Et andet navn for Kaika. Hun var Dasaratha's tredje hustru og Bharatha's moder.
Kalanem.i
En berømt dæmon, som Kamsa var en inkarnation af.
Kali-tidsa.lderen
Den fjerde, og nuværende, i cyklusen af i alt fire tidsaldre. Benævnes ’den mørke og
onde tidsalder’.
Kaliya.
En kæmpemæssigs søuhyre, som Krishna kæmpede mod og besejrede i Sin barndom.
Kalki.
Vishnu's 10. avatar-inkarnation, der vil komme ved afslutningen af Kali-tidsalderen.
166

Kamsa.
Herren Krishna’s ondsindede onkel på mødrenes side. Kamsa var Krishna’s hovedfjende i
Hans barndom.
Kapila.
Vismand og filosof. Han var den vigtigste talsmand for den af de seks filosofiske
retninger, der er kendt som Sankhya. Retningen understreger sindets og naturens
dualitet.
Karna.
Pandava-brødrenes halvbroder. Kunthi's tapre, men uheldige ældste søn, som Sol-Guden
havde skænket hende. Han blev Kaurava'ernes forbundsfælle i krigen mod Pandava'erne.
Karthaveeryarjuna.
Kejser.
Kasteløse.
- chandalas
Kaurava’erne.
Familie, der kæmpede mod Pandava'erne. Kaurava’erne betegnes som værende de onde,
mens Pandava’erne betegnes som de gode.
Kausalya.
Dasaratha's første hustru og Rama's moder.
Khandava-skoven.
- Khandavavana
Khatvanga.
Konge, der tilhørte Sol-dynastiet.
Kine.
En kvinde fra Virata-området, der blev bortført af de onde Kaurava’er.
Kong Ambarisha.
From konge af Ikshvaku-dynastiet.
Kong Drupada.
Droupadi’s fader.
Kongelig vismand.
- rajarshi
Kongen; fyrste.
- raja
Konkylie.
- sankha
Kowsiki’en.
Hellig flod.
Krigerkasten; kriger.
- kshatriya
167

Kripacharya.
Pandava’ernes præst; den kongelige families præst.
Krishna.
Vishnu avatar, der levede i Dwapara- tidsalderen, der er den tidsalder, der ligger forud
for den nuværende Kali-tidsalder.
Krishna-Månen.
- Krishna-chandra
Krishna’s beslutning.
- balagopala
Kritha; Kritha Yuga.
Den første tidsalder i cyklusen af i alt fire tidsaldre.
Kronings-ceremonien.
- rajasuya-yajna
Kubera.
Rigdommens Gud. Han var dæmonkongen Ravana’s yngre halvbroder.
Kumkum.
Et rødt pulver, der er et lykkevarslende symbol.
Kunthi; Kunthi Devi.
Hun var Pandava-brødrenes moder og altså kong Pandu's hustru. (Kong Pandu var
Kaurava’ernes kong Dhritharashtra's yngre broder). Hun var søster til Vasudeva, der var
Krishna’s fader.
Kurma.
Herren Vishnu’s inkarnation som skildpadde.
Kurukshetra-slaget.
Det berømte slag mellem de gode, Pandava’erne, og de onde, Kauravaer’ne. Kurukshetra
var krigsskuepladsen. Ordet betyder: ’Området hvor der handles’, og stedet symboliserer
kroppen.
Kvaliteter.
- gunas
Egenskaber eller kvaliteter, der er overlejret på Det Guddommelige og således udgør Det
Sansemæssige Univers. Der findes tre kvaliteter: 1. Thamo-guna, der repræsenterer
sløvhed og uvidenhed. 2. Rajo-guna, der repræsenterer aktivitet, lidenskab og
hvileløshed. 3. Sathwa-guna, der repræsenterer det rene og gode.
Kærlighed.
- prema
Lakshmana.
Herren Rama’s broder, der blandt andet fulgte Ham ud i skoven i 14 års eksil.
Lakshmi.
Vishnu’s gemalinde; Gudinde for rigdom og lykke.
168

Lanka.
Sri Lanka; tidligere Ceylon.
Lidenskabens og hvileløshedens kvaliteter.
- raja guna
Lidenskabens og hvileløshedens vej.
- den rajasiske vej
Livsprincippet; livsenergierne.
- prana
Lokapala.
Verdens Herre.
Lotusblomst.
- gada
Lyksalighed.
- ananda
Lyksaligheden af at være Den Eneste Ene.
- adwaithananda
Lærde; skriftkloge.
- pundits
Læreren.
- acharya
Madhusudana.
Navn for Herren Krishna. Navnet betyder: Du dræber af Madhu-dæmonen.
Mahabharatha-krigen.
Krigen og konfliktet mellem Pandava’erne og Kaurava’erne. Selve det store slag,
konfliktens klimaks, blev udkæmpet på Kurukshetra.
Mahaprasthanam-løftet.
Et helligt løfte om at gå i den nordlige retning, indtil døden indtræffer. Man må hverken
indtage mad eller drikke eller hvile sig, fra det tidspunkt man begynder marchen.
Maheswara.
Herren Shiva.
Mandara bjerget.
Helligt bjerg, der tjente som kærne-stok ved kærningen af havet, da der skulle
frembringes amritha (udødelighedens nectar).
Mangler, der er erhvervet gennem dårlige handlinger.
- paapa
Mantra.
Mystiske og kraftfulde ord og stavelser, der bliver reciteret for at opnå åndelig højnelse.
Et ord for det, der frelser, når sindet dvæler ved det.
169

Manu.
Menneskehedens første fader, der blandt andet fastlagde kodeks for ’rigtig handling’.
Manvanthara.
Et af purana’ernes 10 kendetegn.
Maruth.
En fortidig hersker.
Maruthi-flaget.
Vind-gudens flag.
Mathura.
Krishna’s fødested; Yadu’dynastiets hovedstad.
Matsya.
Herren Vishnu’ inkarnation som fisk.
Maya.
Maya betyder illusion. Begrebet illusion angiver noget, der forekommer at være noget
andet, end det egentlig er.
Når Maya personificeres betyder ordet ’altings skaber’, herunder ’gudernes og
dæmonernes skaber’.
Meditation.
- dhyana
Menneske.
- nara
Milde, venlige og blide natur.
- sowmya
Militære enheder.
- akshauhinis
En militær enhed bestod af 109.350 fodfolk, 65.610 ryttere til hest, 21.870 elefanter
med tilhørende krigere og 21.870 stridsvogne med besætning.
Muhurtha.
Det gunstige tidsinterval mellem 04 og 06 om morgenen.
Mukthi.
Et af purana’ernes 10 kendetegn.
Murthidevi.
Moder til Nara-Narayana, de berømte tvillinge-vismænd.
Nakula.
En af pandava-brødrene.
Nalakubara og Manigriva.
Tvillingebrødre, der blev forbandet af vismanden Narada til at blive forvandlet til to
træer. De blev befriet fra forbandelsen af barnet Krishna.
170

Nanda.
Krishna’s fosterfader.
Nandanandana.
Et navn for Krishna.
Kan oversættes som: Nanda’s elskede søn.
Nanda´s Elskede Søn.
- Nanda-nandana
Narada.
Narada var en vismand, der tillige var skjald. Han rejste rundt i verden og sang
uophørligt ét ord: ’Narayana’. Narayana er et navn for Herren Vishnu.
Nara-Narayana.
Berømte tvivllinge-vismænd.
Narasimha.
Herren Vishnu’s inkarnation som menneske-løve; halvt menneske halvt løve.
Narayana.
Narayana er et andet navn for Herren Vishnu.
Navngivnings-ceremoni.
- namakaranam
’Nedbryderen’ (Shiva-aspektet).
- Hara
Nirodha.
Et af purana’ernes 10 kendetegn.
”Når en katastrofe er umiddelbart forestående, vender intellektet sig fjendtligt imod
den!”
- ”vinaasa kaale, vipareetha buddhu”
Offerceremonier.
- yajnas
Ofringer.
- yagas
”Oh du der boede i Dwaraka. Du der strejfede om i Brindavan!”
- ”O Dwarakavasa! Brindavan-vihara!”
’Opretholderen’ (Vishnu-aspektet).
- Hari
Optagelsesceremonien til Den guddommelige Visdom.
- upa-nayana
Otteogfyrre minutter.
- muhurtha
Paladset.
- rajabhavan
171

Panchajana.
Dæmon der, på Krishna’s tid, levede i huler i havets dyb.
Panchanada.
Delstaten Punjab.
Pandava-brødrene.
Brødrene hedder: Dharmaraja, Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva.
Pandava’erne.
Pandu's sønner; familie med fem brødre der bekæmpede Kaurava'erne.
Pandu.
Pandava-brødrenes fader. Vismanden Vidura’s og kong Dhritharadhtra’s broder.
Paradis; det Herren Krishna kaldte for Sit paradis.
Dette paradis kaldte Krishna Vaikunta, der er navnet på Herren Vishnu’s bolig.
Paramahamsa.
En realiseret vismand.
Parasurama.
En inkarnation af Vishnu som menneske. Han blev inkarneret for at tilintetgøre de
ondsindede Kshatriya kongers arrogance. (Kshatriya konger er konger, der tilhører
kriger-kasten).
Pariksha.
At søge, søgen, stræben, undersøgelse.
Parikshith.
Kuru-dynastiets kejser; Arjuna's barnebarn og Abhimanyu's søn.
Ordet betyder: Den, der er optaget af at søge.
Parvathi.
Herren Shiva’s gemalinde; visdommens gudinde.
Perioder på hver 3 timer.
- yamas
Platformen.
- mantap
Poshana.
Et af purana’ernes 10 kendetegn.
Positur, der indikerer, at man ikke behøver at nære nogen frygt.
- abhaya
Prabhasakshethra.
Et berømt pilgrimssted nær Krishna’s hovedstad, Dwaraka.
Prahlada.
En berømt hengiven af Herren Vishnu.
172

Prajapath.i
Kaldet Verdens Skaber, alle væseners Herre.
Prithu.
En af herren Vishnu’s 10 inkarnationer.
Prithu udjævnede overfladen, tilførte jorden gødning, forårsagede at landbruget voksede
og fremmede menneskehedens velfærd. Han plejede Jorden, som han plejede sine egne
børn, og derfor kaldes Jorden for Prithivi. Han siges at have bygget de første byer på
Jorden.
Prithu var Jordens (Prithvi’s) første Herre.
Prthu.
En skabende halvgud; regnes af nogle for at være en af Herren Vishnu’s inkarnationer.
Præsterne.
- brahmins
Purana’erne.
Purana’erne består af 18 åndelige tekster, der udgør en samling af ældgamle legender og
overleveringer.
Puthana.
Dæmon forklædt som en troldkælling, der forsøgte at dræbe Krishna.
Radha.
En røgterpige, hvis hengivenhed over for Krishna er legendarisk.
Rama; Herren Rama.
Avatar i Thretha-yuga. Helten i Ramayana'en; dræbte den onde Ravana for at befri sin
hustru, Sita, der var blevet kidnappet. ’Rama’ betyder 'den der behager’ eller ’den der
tiltrækker’.
Rasa Kreeda.
Er betegnelsen på den episode, hvor Herren Krishna dansede med gopi’erne
(røgterpigerne).
Ravana.
Ravana var dæmonernes Herre og konge af Lanka. Det var Ravana, der bortførte Sita,
Rama’s hustru.
Renhedens og godhedens kvaliteter.
- satwisk guna
Respekterede lærer.
- guruji
’Rigtig handling’.
- dharma
Sai Baba siger, at der ikke eksisterer et ord eller et begreb, der kan forklare ordet
dharma. Dharma er det, der understøtter og opretholder hele universet. Dharma er den
’pligt’, som alting er eller burde være underlagt. Det er ildens ’pligt’ at fortære, varme,
lyse, nedbyde osv. Det er græssets ’pligt’ at omdanne kuldioxid til ilt, være føde, se
smukt ud osv. Det er menneskets overordnede ’pligt’ at søge forening med Gud. Alt efter
deres rolle i livet har forskellige mennesker forskellige pligter gennem livet.
173

Ritualet, der omhandlede den første rengøring af spædbarnet.
- jatha-karma
Rituel tilbedelse af Indra.
- Indra puja
Rohini.
Vadudeva’s anden hustru. Vasudeva var Herren Krishna’s fader. Hun fødte Balarama, der
som foster blev overført fra Devaki’s livmoder til Rohina’s livmoder.
Rshabha.
Vismand, der siges at have grundlagt civilisationen.
Rukmini.
En af Herren Krishna’s gemalinder.
Røgteren; landarbejderen.
- ryot
Røgterne.
- gopas
Røgterpigerne.
-gopis
’Røgterpigernes elskede’.
- Gopivallabha
Et navn for Herren Krishna.
Sadhvimani.
En perle blandt dydige kvinder.
Sahadeva.
En af Pandava-brødrene.
Sakatasura.
Dæmon, der forsøgte at dræbe Herren Krishna, mens Han endnu var en lille dreng.
Salighed.
- kaivalya
Salya.
Navnet på en dæmon, på et afskyeligt væsen.
Sameeka.
Eneboer og asket, som Parikshith smed en slange rundt om halsen på.
Samlingssal.
- sabha
Sanaka.
En af de fire berømte børne-vismænd.
Sananda.
En af de fire berømte børne-vismænd.
174

Sanathana.
En af de fire berømte børne-vismænd.
Sanatkumara; også kaldet Sanatsujatha.
En af de fire berømte børne-vismænd.
Sandeepani.
Vismand og skriftklog, der blev Krishna’s og Belarama’s lærer.
Sandhed.
- sathya
Det, der er det samme i fortid, nutid og fremtid, er sathya. Det er altså det, der er
uforanderligt, der er sathya. Det betyder, at intet i universet, eller selve universet som
sådan, er sathya. Sai Baba siger: Sandhed er Gud; Gud er sandhed.
Sanjaya.
Kaurava’ernes kong Dhritharashtra’s rådgiver.
Sankara.
Et navn for Herren Shiva.
Sansernes Brønd.
- samsar
Sarga.
Et af purana’ernes 10 kendetegn.
Sathyabhama.
En af Herren Krishna’s gemalinder.
Satrughna.
Herren Rama’s broder.
Scepter.
- gada
Se Mesteren, røre Mesteren og lytte til Mesteren.
- darshan, sparsan og sambhashana
Selvbeherskelse eller ’uafhængighed’ af sig selv.
- swaarajya
Selvets åndelige kraft og tro.
- Atmashakthi
Sesha.
Brilleslange. Sesha er en guddommelig slange. Ifølge legenderne bærer Sesha alle
universets planeter på sit hoved. Er også kendt som alle slangers konge.
Shiva; Herren Shiva.
Nedbryderen i Den Hinduistiske Treenighed.
Shiva’s guddommelige kastevåben.
- Pasupatha-asthra
175

Sig selv.
- thwam
’Sindet, der byder illusionen velkommen eller nærer ideen om sandheden, er derfor
redskabet til at opnå både trældom og befrielse’.
- ’Mana eva manushyaanaamkaaranem bandha mokshayoh’ undersøge.
Sisupala.
Navnet på en dæmon, på et afskyeligt væsen.
Sita.
Herren Rama’s gemalinde.
Skabelsen.
- srishti
Skoven.
- vana
Sløvhedens og uvidenhedens kvaliteter.
- thamas guna
Sol-guden.
- Surya
’Som hersker, så undersåtter’.
- ’Yatha raja, thatha praja’
Somaka.
Den listige dæmon, der stjal veda’erne og skjulte dem i Den store Opløsnings (et billede
på verdens opløsning) frådende vande.
Sringi.
Eneboeren Sameeka’s søn. Det var Sringi der kastede den skæbnesvangre forbandelse
over Parikshith.
Stemme.
- akashvani
Sthana.
Et af purana’ernes 10 kendetegn.
Stor Tidsalder.
- Maha-yuga
Store Konge.
- Maharaja
Store sjæl.
- Mahatma
Subhadra.
Arjuna’s hustru og Abhimanyu’s moder.
176

Suka.
Vismanden Vyasa’s søn og en stor vismand.
Surasena.
Fyrste i Yadu-dynastiet. Fader til Vasudeva der var Herren Krishna’s fader. Surasena var
ligeledes fader til Kunthi, der blev moder til Pandava-brødrene.
Svane.
- hamsa
Synet af Herren; at få synet af mesteren.
- darshan
Thakshaka.
Slange, der blandt andet gav kong Parikshith det dræbende bid.
Thretha; Thretha Yuga.
Den anden i cyklusen af i alt fire tidsaldre.
Thrnavartha.
Dæmon, der forsøgte at dræbe Herren Krishna, mens Han endnu var en lille dreng.
Tidens legemliggørelse.
- Kala-swarupa
Tilbedelse.
- puja
Tilbedelse ved solopgang og solnedgang.
- sandhyavandana
Tilstået.
- datta
Tomrummet; æteren.
- akasa
Tripitaka.
De hellige skrifters tre samlinger; hellige buddhistiske skrifter.
Uddhava.
Krishna’s trofaste ven siden barndommen.
’Udvikling af hengivenhed til Gud’.
- ’Bhakthirvasah Purushah’
Ugrasena.
Dæmonen Kamsa’s fader.
Upa-purana’erne.
Tillæg til purana’erne.
Urmila.
Lakshmana’s hustru.
177

Usandhedens jernalder.
Betegnelse for Kali-tidsalderen.
Uthi.
Et af purana’ernes 10 kendetegn.
Uttar.
Prins af den kongelige Virata-familie.
Uttara.
Parikshith's moder, Abhimanyu's hustru.
Uvidenhed.
- ajnana
Vajra.
Krishna’s barnebarn.
Vajra var det distrikt, som Krishna’s stedfader, Nanda, herskede over.
Vajra Yoga.
Kroppen opfattes og erkendes som en refleksion af sindet.
Vamana.
Herren Vishnu’s inkarnation som dværg.
Varaha.
Et vildsvin, en af Vishnu's ti inkarnationer.
Vasishta.
En af oldtidens største vismænd. Kongerne af Sol-dynastiets præst, og den, der
åbenbarede adskillige af de vediske hymner. Han ejede den hellige, ønskeopfyldende ko,
der hed Nandini.
Vasudeva.
Et navn for Herren Krishna.
Også navnet på Kriskna’s biologiske fader.
Veda’erne.
Ældgamle hellige skrifter, der åbenbarer sandheden. De kaldes også for sruthierne, der
betyder ’det der hører’. Sruthierne er en betegnelse for de hellige skrifter, som fortidens
hellige mænd erkendte direkte ved hjælp af hørelsen – ’Guds Tale’. Vedaerne tilhører
denne gruppe af hellige skrifter.
Veda’ernes appendiks.
- Upavedas
Vedanta.
Det centrale i vedaerne; en anden betegnelse for upanishaderne.
Vena.
En infam kejser.
Et indisk strenginstrument.
Verdslige rigdomme.
- dhanam
178

Vibhishana.
Dæmonkongen Ravana’s broder, der overgav sig til Rama og arbejdede i Dennes
tjeneste.
Viden om Den guddommelige Gnist.
- Atma-jnana
Vidura.
Berømt vismand. Kong ´Dhritharashtra's broder og Dharmaraja’s onkel.
Visarga.
Et af purana’ernes 10 kendetegn.
Vishnu; Herren Vishnu.
Opretholderen i Den Hinduistiske Treenighed.
Visdom; åndelig visdom.
- jnana
Vismænd der er fordybet i guddommelig bevidsthed.
- Brahma-rishis
Viswamithra.
Vishwamithra regnes for en af Indiens største vismand. Han var blandt andet Herrens
Rama’s vejleder i Dennes ungdom.
Vrishabhendrapura.
Landsbyen hvor Radha boede. Radha regnes for at være herren Krishna’s største
hengivne.
Vyasa.
Vismanden, der samlede og ordnede veda'erne; forfatter af Mahabharatha,
Mahabhagavatham og Brahma Sutra.
Væren-Bevidsthed-Lyksalighed.
- Sath-Chith-Ananda
Yadava dynastiet.
Det dynasti, som Herren Krishna tilhørte i Sin fysiske skikkelse.
Yadu.
Kejser; Yadava-slægtens grundlægger.
Yadu-, Vrishni- og Bhoja-områderne samt Andhaka fyrstendømmerne.
Landområder, der tilhørte Yadava-dynastiet.
Yamuna.
Hellig flod i Indien.
Yasoda.
Krishna’s fostermoder.
Yasoda’s Søn.
Et navn for Krisna.
179

Ypperstepræst.
- rithwik
Yudhishtira.
Navn for den ældste af Pandava-brødrene; også kaldet Dharmaraja.
Zend Avestra.
Zoroastrian'ernes originale hellige værk.
Ægtestanden; familieforsørger.
- grihastha
Ønsketræ.
- Kalpatharu
Åndelige aspiranter.
- sadhakas
Åndelige øvelser.
- sadhana
Ordet sadhana betyder Guddommelig Rigdom, hvilket er den største skat, der findes på
Jorden. Begrebet ’sadhana’ rummer et utal af mulige åndelige øvelser. Som eksempler
kan nævnes: Gentagelse af Guds navn, meditation, at iagttage mental stilhed, konstant
at ihukomme Gud, at se Gud i alt, at tage Gud med sig overalt hvor man færdes, at
synge til Guds pris og at forestille sig, at alt hvad man hører, er Guds stemme.
Åndeligt søgende; retskaffen, åndelig aspirant.
- sadhus
Ånden, der har forbindelse med den individualiserede sjæl.
- adhi-Atma
180