Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 27
Vismanden Suka’s indtræden
27:1 Nogle asketer, der hørte historien om forbandelsen fra kongens mund, var så
opbragte over Sameeka’s søn, at de erklærede, at han måtte være en svindler, et
uværdigt barn. For intet barn af en vismand af Sameeka’s format ville nogen sinde
fremsige sådan en tilintetgørende forbandelse på grund af sådan en ubetydelig forseelse.
Han må være en uvidende tåbe eller et brushoved, gættede de. Hvordan kan en
forbandelse, der udspringer fra sådan en person, have nogen effekt, spurgte de. De slog
fast, at kongen ikke kunne komme til skade som en konsekvens af drengens forbandelse.
De forsøgte at overbevise kongen om, at han ikke behøvede frygte noget på grund af
den.
27:2 Mange, der havde den samme opfattelse, argumenterede, at kongen ikke havde
grund til at tage forbandelsen alvorligt, men kongen forblev uberørt. Med sine håndflader
samlet, svarede han dem: ”I er tilskyndet til at tænke og tale på denne måde på grund
af jeres sympati og godhed over for mig. I ved godt, at den forurettelse jeg har begået,
ikke er lille og ubetydelig. Findes der en større synd end at fornærme dem, der fortjener
at blive æret? Desuden er jeg kongen, og er derfor den, der har ansvaret for deres
velfærd og for hævdelsen af deres ære. Hvordan kan min handling blive affærdiget som
lille og ubetydelig? Desuden er den afsagte forbandelse, hvis I tænker nærmere over det,
slet ikke nogen forbandelse. Den er rent faktisk en kæmpestor velsignelse.”
27:3 ”Grunden er, at jeg var faldet ned i det syndens hul, der kan kaldes ’herredømme’
eller ’at herske’. Jeg har ført mig selv bag lyset og troet, at sanselige glæder er livets
mening. Jeg levede et liv, som et vildt dyr lever det. Jeg havde glemt Gud og min pligt
over for Ham. På denne måde og gennem dette redskab har Gud selv ført mig hen på
den rette vej. Gud har velsignet mig. Dette er en velsignelse, ikke en straf for fortidens
synder, som I forestiller jer.”
27:4 Da kongen talte på denne måde, strømmede glædens og taknemmelighedens tårer
fra hans øjne. Kongen var tydeligvis præget af meget stor oprigtighed og hengivenhed.
Med rolig, uforstyrret tilfredshed udtrykte han, hvad han følte. Asketerne og
undersåtterne rundt om ham var forbløffede over hans sindsligevægt. De var klar over,
at hans erklæring var sand.
27:5 Den gamle asket rejste sig, og stående foran den jamrende folkemængde
erklærede han følgende: ”Oh, du den bedste blandt konger! Dine ord er som solstråler
for asketers hjerter. Ordene er så passende for din slægt og opdragelse, for du er en
Pandava. End ikke en eneste gang begik Pandava’erne uret eller synd. De holdt altid fast
i Hari’s (Herrens) fødder. De holdt sig til Herrens befalinger, uden vaklen. Da Herren
vendte tilbage til Sin Bolig, opgav de deres kongerige som et resultat af spontan
forsagelse. De begav sig til de nordlige regioner. I dag følger du også denne hellige vej,
eftersom du tilhører denne storslåede slægt og har arvet denne levevis.”
27:6 Med sine håndflader samlet i tilbedelse bønfaldt kongen dem: ”Oh, I bedste blandt
asketer! Jeg er kun i tvivl om én ting. Fjern venligst den tvivl fra mit sind. Gør mine dage
værd at leve.” ”Fortæl mig, hvad din tvivl går ud på”, svarede asketen. Kongen bad ham
om at få forklaret, hvad et menneske, for hvem døden er umiddelbart forestående, bedst
kan foretage sig. En vismand rejste sig og sagde, at for så vidt tiden tillod det, så kunne
vedkommende udføre offerceremonier eller begive sig ud på en pilgrimsrejse. Eller man
kunne engagere sig i at gentage Guds navn eller i bodsøvelser, velgørenhedsarbejde,
faste eller rituel tilbedelse. En anden erklærede, at befrielse udelukkende kan opnås
90