Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kamsa, Naraka, Poundraka, Dwividha, Jarasandha, Dantavakra, Sambara, Kambhoja,
Kuru, Matsya, Kaikaya og mange sådanne mægtige ’helte’. Kan man sige, at alt dette
falder inden for et almindelig menneskes evner?”
34:20 ”Hos denne enestående avatar er enhver handling et forbløffende mirakel. Selv
når Han var vred, kunne Han ikke lade være med at røbe sin overstrømmende
kærlighed. I kærlighed flød Hans medfølelse uhindret. Ved at se Mesteren, røre Mesteren
og lytte til Mesteren kunne man opnå befrielse. Han skænkede udødelighed til dem, der
ihukom Hans navn. Røgterne, som Han levede og færdedes blandt, smagte ekstasens
nektar, når som helst de overværede eller huskede på Hans gerninger.”
34:21 ”Oh konge! ’Gudhengivenhedens kildevæld’ (Bhagavatha’en) er ikke blot
beretningen om de gerninger, der blev udført af guddommelige inkarnationer i løbet af
ét, men tre tidligere liv.”
34:22 Vismandens øjne lukkede sig igen. Han var i fuldstændig sindsligevægt, idet han
smagte Krishna-inkarnationens sødme. Der var et smukt smil omkring hans mund.
Parikshith blev forbløffet over synet af de bølger af glæde, der overvældede den store
vismand, når som helst han tillod sit sind at dvæle ved Krishna’s guddommelige
livsforløb. Med begejstret utålmodighed higede han også efter at høre om disse
henrivende episoder og handlinger, som Herren havde været engageret i.
34:23 Da Suka genoptog beretningen, mistede Parikshith også al bevidsthed om sine
omgivelser. Han blev så slået af forundring, at han næppe kunne tro på, at nogen af
episoderne rent faktisk kunne have forekommet. Tanken om sin egen ubestandighed gav
ham en enorm smerte og forårsagede en ubærlig pine. Han forelagde problemet for
vismanden og fik fred i sindet efter at have hørt dennes forklaring og uddybning. Mens
samtalen på denne måde fortsatte, udviklede kongen på et tidspunkt alvorlig tvivl om
røgterpigernes rene hengivenhed. Han argumenterede med sig selv og søgte gennem sin
egen forståelse at få fjernet denne tvivl. Men tvivlen ville ikke forsvinde. Han havde
heller ikke modet til at spørge vismanden, som måske ville opfatte spørgsmålene som
værende for barnlige. Så han led og var ved at kvæles af bar lidelse. Dette blev tydeligt
for vismanden, så med et smil spurgte han kongen: ”Det er tydeligt, at en sindssyg
tanke forstyrrer dig. I denne krise er det ikke gavnligt at lide af undertrykte følelser. Hvis
en eller anden tvivl småkoger i dig, eller hvis en tørst efter at få besked om et eller andet
plager dig, må du ikke tøve med at spørge mig. Jeg skal fjerne tvivlen, jeg skal slukke
tørsten og sikre sindet glæde og tilfredshed.” Da Suka på denne måde opmuntrede
kongen, spurgte denne: ”Mester! Du kender fortiden, nutiden og fremtiden. Du har
fremsynet og evnen til at kurere mig for den tvivl, der plager mig. Derfor, misforstå mig
nu ikke, lyt til mig og opløs tvivlen. Genskab den fred i sindet, jeg havde inden tvivlen
kom ind i mit hjerte.” Kongen faldt for vismandens fødder og fortsatte: ”Mester! I
forskellige versioner har jeg hørt meget om Krishna’s lege og gavtyvestreger i forbindelse
med Raasa-dansen med Brindavans røgterpiger. Disse hændelser forekommer at være
almindelige dødeliges vellystige tidsfordriv. Hvis sådanne episoder i virkeligheden har
fundet sted, hvordan kan de så blive udlagt som guddommelige? Bliver de ikke
misbilliget af verden? Jeg er bange for, at episoden i Brindavan på Yamuna-flodens
bredder, hvor disse løsagtige, vellystige og lystne lege udspillede sig, tilsmudsede
Krishna’s guddommelige natur. Det siges, at den endelige befrielse udelukkende kan
opnås af den, der transcenderer kvaliteterne. Disse røgterpiger var plaget af kvaliteter og
af de ønsker, der var afledt af dem, for det meste sanselige og verdslige. Når det
fortælles, at også røgterpigerne var i stand til at opnå befrielse, forårsager det
forbløffelse. Rent faktisk forekommer det endda at være latterligt! Hvis disse umoralske
aktiviteter imidlertid har en indre betydning, der retfærdiggør dem, så de kan accepteres
som værende rosværdige, så oplys mig venligst om det.”
121