Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

de, der har medfølelse over for alle eksistenser; de, der angrer, de, har afveget fra
dydens vej; de, der besidder sandhed, ikke-vold og kærlighed, for dem gælder, at
udelukkende guddommelige tanker og tilskyndelser til at udføre helliggørende gerninger
vil dukke frem i løbet af deres sidste dage.”
42:7 ”Modsat vil de, der livet igennem har været fordybet i selviskhed, indbildskhed,
grådighed, moralsk fordærv, vold og uretfærdighed, i deres sidste dage være motiveret
af onde tilskyndelser og ødelægge sig selv. De førstnævnte vil opnå salighed; de
sidstnævnte opnår udelukkende helvede (det der menes med helvede, er egoisme
baseret på kroppen)”
42:8 ”Tilskuerens øjne ser den samme fuldbyrdelse, nemlig døden. Men målet som det
ene eller det andet menneske når, er forskelligt; det er usynligt for menneskene omkring
dem. Målet er bestemt af de tanker, der dukker op i den døendes sind. Livets undergang
er almindelig; at få synet af Gud (direkte at se Gud) er noget, der skal vindes og
fortjenes. Det er enestående. Heraf ordsproget: ”Når en katastrofe er umiddelbart
forestående, vender intellektet sig fjendtligt imod den!” Udelukkende de, der er ved at
blive tilintetgjort, vil få og byde sådanne onde tilbøjeligheder velkommen. De, der står
foran at blive velsignet med synet af Gud, vil i deres sidste tanker holde fast i det rene
og det ophøjede.”
42:9 Da Suka således talte med stor oprigtighed, sagde kong Parikshith: ”Nej, dette er
ikke resultatet af mine egne anstrengelser, eller konsekvensen af de fortjenester jeg har
opnået i tidligere liv. Frugterne af mine bedsteforældres og min faders fortræffeligheder
styrer mig langs den rette vej. Mere end alt andet er det den oplysning, der spredes af
din visdoms perler, og den hellige virkning af Krishna’s nåde, der fremkalder den
hengivenhed og begejstring, der bruser i mig. Selvfølgelig har det selskab, man er
privilegeret eller tvunget til at dele, også en henholdsvis fremmende eller ugunstig
virkning.”
42:10 ”Men lige fra fødselstidspunktet har Guds nåde lykkeligvis vejledt og beskyttet
mig. Jeg er blevet formet og støttet ved at have været i forbindelse med gode
mennesker; ved at have haft venskab med retfærdige og moralske personligheder; ved
at have bekendtskab med store lærde mennesker og gennem den inspiration, jeg har
fået fra mine hæderkronede bedsteforældres ædelmodige gerninger. Jeg skal også
anerkende den hjælp, jeg har fået af kloge og indsigtsfulde ministre, der tjente mig som
min højre hånd, og al den kærlighed og ærbødighed jeg har fået og nydt fra mine
undersåtter. Alt dette kan aldrig være en konsekvens af mine egne bestræbelser.
Ligegyldigt hvor fortræffeligt frøet er, kan høsten så blive rigelig, hvis marken er ugødet?
Ligegyldigt hvor høje mine idealer er, så må det gælde, at hvis mit kongerige ikke havde
nogen fornemme traditioner, der var blevet fastlagt af mine forfædre; hvis ikke der
havde været nogle vismænd og lærde til at undervise og inspirere; hvis der ikke havde
været nogle ministre til at effektuere og udføre mine ordrer; hvis der ikke havde været
nogle undersåtter til at værdsætte og efterleve idealerne, ville disse idealer blot have
været som en krukke mælk, der var blevet ødelagt af dråber af sur oplagt mælk, er det
ikke sandt?”
42:11 ”Havde det ikke været for alle disse mennesker, ville mine idealer være svundet
bort, og jeg var blevet smittet af moralsk fordærv fra de folk, der smigrede mig, og
derved ville jeg være blevet til endnu en hårdhjertet Kamsa! Derfor drager jeg den
slutning, at Kamsa’s syndige handlinger til en vis grad må tilskrives det moralske
fordærv, der klæbede sig til de lærde, de ældre, ministrene og undersåtterne i hans
kongerige.”
152