Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

indtrængende den gamle mand om at sætte sig behageligt tilrette på klædet og fortælle
ham mere om sine oplevelser med Herren på det sted, hvor den hellige ild brændte. Han
bad ham også om eventuelt at fortælle om oplevelser fra andre steder.
16:5 ”Mit hjerte brister i tusind stykker, fordi det ikke kan udholde sorgen over den fejl,
jeg begik den dag”, græd den gamle mand svagt. Kongen forhørte sig: ”Herre! Hvilken
fejl? Hvis du vil fortælle om den, vil jeg gerne vide det?” Han tog begge den gamle
mands hænder, trykkede dem mod hinanden og bad ham afsløre fejlen for ham.
16:6 Præsten svarede: ”Den dag tog alle vi, der var optaget i den hellige præsteorden,
der skulle udføre ceremonien, det hellige tøj på, der var skænket os, og begav os til den
indviede plads. Her øste Krishna, der sad på et guldbelagt sæde foran en stor guldplade,
vand fra en krukke af guld på…….nej, jeg er ude af stand til at fortælle mere. Jeg savner
ord.” Den gamle mand græd og hulkede og var ude af stand til at fortsætte sin
beretning.
16:7 At beretningen pludselig blev afbrudt, lige da den var nået til det mest spændende,
øgede kun herskerens nysgerrighed. Han bønfaldt: ”Hvad skete der? Herre! Fortæl mig
det venligst!” Præsten fattede mod og efterkom ønsket: ”Oh konge! Hvad skal jeg sige?
Vi ypperstepræster blev bedt om at placere vores fødder på førnævnte guldplade, og
Herren vaskede fødderne på os alle. Med det klæde Han bar over skulderen, tørrede Han
derefter vores fødder. Han stænkede vandet fra vores fodbad over sit hoved. Eftersom
jeg var den øverste blandt ypperstepræsterne, rådførte Han sig med mig om alle
ceremoniernes detaljer. Til sidst, på dagen hvor den afsluttende ofring i den hellige ild
fandt sted, skænkede Han mig synet af sig selv med konkylie, diskos, lotusblomst og
scepter i sine guddommelige hænder. Det syn befriede for altid os alle fra trældom. Nu,
hvor den barmhjertige Herre ikke længere er blandt os, oplever jeg, at det at se Dem
giver den samme følelse som en stakkels fyr, der er ved at dø af tørst i den bagende sol i
ørkenen, må føle, når han har fået et par dråber forfriskende vand.”
16:8 Præsten afsluttede sin beretning, og idet han holdt om Parikshith’s hænder,
anbragte han et par indviede riskorn på kongens hoved. Riskornene medbragte han altid
i en knude, der var bundet i hjørnet af hans lændeklæde. Parikshith modtog velsignelsen
og udbrød: ”Herre! Jeg er i sandhed heldig. Selv om jeg ikke personligt kunne se Herren
Krishna, har jeg i dag været så heldig, at jeg har mødt de fødder, som Han ærede.” Idet
han udtalte dette, faldt han for den gamle præsts fødder. Derefter kaldte han ministrene
til sig og gav dem besked på at hjælpe præsten op i en bærestol og bringe ham til sit
hjem. Herudover gav han ham et stort antal værdifulde gaver og rigdomme.
56