Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

på ham. Parikshith overså alle reglerne for anstændig opførsel, for han kunne knapt nok
kontrollere sin vrede. Hans fod trådte på noget reb, der lå på gulvet. Han opdagede, at
det ikke var reb, men en død slange. Som styret af skæbnen, fik denne lille episode ham
til at komme på en ondskabsfuld ide. Han smed den døde slange rundt om halsen på
eneboeren, der sad som en statue ligeglad med andres lidelser. Derefter forlod han
eneboerhytten og gik hurtigt derfra for at lede efter et andet sted, hvor han kunne slukke
sin tørst og få noget mad.
24:7 Nogle drenge så ham komme ud fra hytten. Da manden så fremmed ud og var
pragtfuldt klædt, gik de ind i hytten for at finde ud af, hvorfor han var kommet, og hvad
der var sket. Rundt om vismanden Sameeka’s hals så de en slange! De gik tættere på og
undersøgte den. De opdagede, at den var død. De spekulerede over, hvem der kunne
have udført denne oprørende grusomhed. De formodede, det måtte være den mands
værk, der lige havde forladt hytten. Derfor løb de af sted for at fortælle det til Sameeka’s
søn, Sringi, der legede med sine venner. Han troede ikke på det, de fortalte, for han
kunne ikke tro, at nogen ville fornærme hans fader på sådan en måde. Han gik i gang
med at lege igen, men børnene gentog deres historie og insisterede på, at han selv
kontrollerede dens rigtighed. Han skulle med sine egne øjne se faderens bedrøvelige
tilstand.
24:8 Sringi blev forbløffet over deres fastholdelse af historien, og han blev bange for, at
hændelsen rent faktisk var sket! Han løb ind i hytten og fandt, at det utænkelige var
sket! Han forsøgte at finde ud af, hvem den misæder var, der havde forøvet denne
grusomhed mod hans ærede fader. Han fandt ud af, at en person iført kongelige klæder
var gået ind og kommet ud af hytten, og at der ellers ikke havde været andre siden
morgenstunden. Drengene drog den slutning, at det måtte være denne persons værk.
For at fange ham løb Sringi derfor i den retning, drengene angav. Inden længe fik han
øje på personen i kongelige klæder, og hans vrede kendte ingen grænser. Han smed en
håndfuld vand på kongen, der langsomt vandrede foran ham. Herefter udtalte han
forbandelsen: ”Må ham der smed den døde slange rundt om min faders hals blive bidt af
en slange på den syvende dag, og må han dø af giften på den dag.” Drengene rundt om
ham bønfaldt ham om at lade være, men ikke desto mindre nedkastede han forbandelsen
over kongen. Herefter gik han tilbage til hytten og faldt sammen i et hjørne med sit
hoved opflammet af vrede.
24:9 ”Ak, tænk at min fader var nødt til at blive udsat for denne forsmædelighed, når jeg
var lige i nærheden. Jeg kunne lige så godt være død. Til hvilken gavn er en søn i live,
hvis han ikke kan forhindre, at nogen fornærmer hans fader?” På denne måde fordømte
han sig selv og jamrede sig på den mest ynkelige måde over sin skæbne. Hans
kammerater sad rundt om ham og forsøgte at berolige ham. De rakkede forbryderen
godt og grundigt ned. De forsøgte at trøste den utrøstelige dreng.
24:10 I mellemtiden dukkede vismanden Sameeka frem fra sin indre lyksalighed og
vendte tilbage til sin bevidsthed. Han fjernede den døde slange fra sin hals og lagde den
ved siden af sig. Han så sønnen sidde og græde i et hjørne og vinkede ham hen til sig.
Han spurgte om årsagen til hans sorg og fik fortalt historien om den fremmede og den
døde slange. Sameeka smilede og sagde: ”Stakkels fyr.”
24:11 ”Han gjorde det af ren og skær uvidenhed, og du afslører din uvidenhed ved at
græde over det. Jeg bekymrer mig ikke om ære eller vanære. Viden om Den
guddommelige Gnist gør et menneske i stand til altid at bevare sindsligevægten, altså
hverken at føle sig hævet over noget når man bliver rost, eller føle sig ringere når man
bliver dadlet. En eller anden tølper må have udført denne tossede gavtyvestreg. Eftersom
du endnu er en dreng, puster du det op til at være en voldsom forbrydelse. Du
gennemgår et bjerg af sorg over et muldvarpskud. Rejs dig op og gå ud på legepladsen”,
82