Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

formaningstaler er lige så ineffektive, som det at ofre ghee (klaret smør), ikke i
flammerne, men i en kold bunke aske. Det vil ikke helbrede sindet for fejltagelser og
mislykkede bestræbelser.”
29:10 ”I dit tilfælde skal du ikke frygte en sådan ineffektivitet. Dit hjerte er fordybet i en
uafbrudt strøm af kærlighed til Krishna. Hvem som helst, der lytter til denne beretning og
drikker historiens nektar med et hjerte, der sprudler over af guddommelig higen, med en
urokkelig tro på Gud og en konstant glæde, kan opnå virkeliggørelse af selvet. Det er
hinsides al tvivl. Oh konge! Denne anledning, denne tekst og disse tilhørere er alle
fuldkommen passende og fortræffelige.”
29:11 Idet vismanden herefter sagde: ”Oh, hvor er du heldig!”, lagde han sin hånd på
kongens hoved og velsignede ham. Han kærtegnede hans tykke krøllede hår. På den
mest ydmyge måde bønfaldt kongen: ”Herre, du ved kun alt for godt, at jeg har meget
kort tid tilbage at leve i.” Med håndfladerne samlet, fortsatte han: ”Giv mig derfor den
bedste vejledning, så vil jeg grundfæste mig i den i samtlige disse syv dage. Giv mig den
hellige formel, så jeg kan gentage den i den korte tid, jeg har, og derved holde den i frisk
erindring og redde mig selv.”
29:12 Vismanden lo. ”Parikshith! De, der er begærlige efter sanselige glæder, anvender
deres dage til bekymring, sorg, smerte og tårer gennem en lang periode af deres liv. De
formerer sig som fugle og vilde dyr; de spiser god mad og udskiller den som urin og
afføring. Det er det formålsløse liv, som de fleste mennesker lever. Vil du kalde det
forædling af livet? Enorme mængder levende væsener forefindes på Jorden. At leve er
ikke nok. Livet har i sig selv ingen værdi. Det er de motiver, følelser og holdninger der
driver dagligdagen frem, der betyder noget. Hvis et menneske har guddommelige
kvaliteter, der manifesterer sig som tanker, følelser osv., så lever det. Hvis en person i
stedet tilsmudser dets hellige indpakning (kroppen) ved at benytte den til uhellige
formål, der skaffer midlertidig glæde og derved ignorerer Det Alt Vidende, Almægtige
Forsyn, vil vedkommende blive fordømt som en beregnende fornægter af egen
menneskelighed. Tag eksemplet med en person der har fæstnet sit sind på Herrens
lotusfødder. Det betyder ikke noget, at han ikke lever længe. I løbet af sit korte liv kan
han gøre sit liv udbytterigt og lykkevarslende. Oh konge, for at fjerne din tvivl vil jeg
fortælle den smukke historie om en kongelig vismand. Lyt!”
29:13 ”I Sol-dynastiet var der engang en hersker, kong Khatvanga, der var mægtig med
hensyn til tapperhed og heltemod i kamp. Han var gavmild med godgørenhed, besad en
retskaffen karakter og var retfærdig i sin handlemåde. Han havde ikke sin lige, ingen der
kunne udfordre ham. I mellemtiden samlede de onde dæmoner og de dæmoniske
mennesker deres styrker og gik i krig mod Guderne. Guderne frygtede at blive
overmandet. De erkendte deres svaghed og kom ned til Jorden for at søge kong
Khatvanga’s hjælp. Kongen længtes efter kampens eventyr. Han hentede derfor sin bue
og pile og kørende i sin stridsvogn, begav han sig til krigsskuepladsen. Blot ved den
rædsel hans tapperhed frembragte, rystede han dæmonerne og de dæmoniske
mennesker i deres inderste. Ude af stand til at modstå det frygtelige angreb flygtede
fjenden i panik. Eftersom det er umoralsk at gøre en flygtende fjende til genstand for
forfølgelse, afstod Khatvanga fra yderligere sammenstød.”
29:14 ”Guderne var lykkelige over, at de kunne opnå sejr ved hjælp af den tiltrængte
hjælp fra kong Khatvanga. De roste ham for hans kraft og for hans retfærdighedssans:
”Oh konge, der findes ingen nulevende, der tåler sammenligning med dig. I denne
uforsonlige kamp skænkede du os triumf mod de onde styrker. Som gengæld er det
vores ønske, at du fra os vil acceptere den hjælp, du måtte behøve, og som vi evner at
yde.” Kongen svarede dem følgende: ”Eder Guder! Offerceremonier og ofringer
gennemføres af mennesker for at behage jer, er det ikke sandt? Denne kamp, som jeg
98