Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

Kapitel 35
Gopala, røgterdrengene og røgterpigerne
35:1 Vismanden Suka var meget interesseret i, at kong Parikshith kunne se Herrens
guddommelige lege i deres rette perspektiv. Han sagde: ”Store konge! Hvem er i stand
til at beskrive Krishna’s højst overjordiske charme? Krishna, hvis elskelige form var selve
legemliggørelsen af sødme. Hvordan kan nogen beskrive denne ved hjælp af ord? Du
ønsker, at jeg skal fortælle dig beretningerne om Krishna; men de hører til et område
hinsides det menneskelige ordforråd. Gud har ofte inkarneret, og hver gang i forbindelse
med Hans komme har Han vist os mange overjordiske mirakler. Men i denne Krishnainkarnation
udviste Han en enestående tiltrækningskraft. Hvad skete der, hvis Han blot
én gang smilende åbenbarede sin perlerække af skinnende tænder? De, der havde
kærlighedens glød i deres hjerter; de, der havde hengivenhedens uimodståelige
tiltrækning i deres hjerter, og selv de, der var blevet herre over deres sanser og havde
overvundet deres indre impulser, følte et voldsomt følelsesmæssigt oprør i sig, en
voldsom hengiven tilbedelse! Hvad skete der, hvis Han blot én gang berørte dem blidt
med sin nænsomme hånd? De mistede al bevidsthed om deres legemer. De blev så
gennemstrømmet af lyksalighed, at de fra den tid af levede i harmoni med Ham! Nu og
da plejede Han at lave sjov, at fortælle humoristiske historier. Ved disse lejligheder følte
tilhørerne, at der var få, der var heldigere end dem; få der rangerede højere end dem i
hele verden!”
35:2 Røgterdrengene og røgterpigerne, Vajra’s mænd og kvinder, var muligvis
beskæftiget med deres daglige gøremål, men fik de blot én gang øje på Krishna, mens de
var i gang med deres gøremål, standsede de henrevet af Hans elskelighed, naglet til
stedet, som statuer mejslet i sten. (Vajra var det distrikt, som Krishna’s stedfader,
Nanda, herskede over). Vajra’s kvinder havde overgivet deres sind til Krishna. Selve
deres åndedræt havde de overgivet til Krishna, som de regnede for at være den
personificerede kærlighed og medfølelse. Ingen lærde, hvor lærd vedkommende end var,
kunne finde ord, der var fyldestgørende nok til at beskrive disse kvinders natur og
oplevelser. Rent faktisk kan sproget ikke anvendes her; ethvert forsøg kan kun
mislykkes.”
35:3 Røgterpigernes og røgterdrengenes hengivenhed og pligttroskab kendte ingen
grænser eller bindinger. De var alle opfyldt af ophøjede følelser. Ingen ringere person
end Uddhava (Krishna’s betroede ven) erklærede, efter han havde set dem: ”Ak! Jeg har
ladet alle disse år af mit liv gå til spilde, er det ikke sandt? Selv om jeg har været i
Krishna-Månens kølige, behagelige nærhed, og selv om jeg har været så tæt på Ham, så
har jeg ikke opnået adgang til Hans kærlighed og herlighed. Mit hjerte er endnu ikke
oplyst af blot en lille del af den hengivenhed og kærlighed, som disse røgterpiger har til
deres Herre. Sandelig, hvis jeg skal fødes på ny, ønsker jeg at blive født som en
røgterdreng eller som en røgterpige! Hvorfor blive født på en anden måde og leve et liv
uden mening, uden betydning? Hvis det ikke lykkes mig at blive født som en røgterdreng
eller en røgterpige, lad mig så blive en grøn løvhytte i Brindavan (stedet hvor Krishna
(Gopala) boede og legede i sin barndom), eller en jasmin-slyngplante der vokser på det
sted. Hvis jeg ikke har gjort mig fortjent til et sådant held, lad mig så i det mindste vokse
som et græsstrå i de græsområder, som røgterdrengene, røgterpigerne og Krishna
opholdt sig på. På denne måde jamrede Uddhava. Han længtes i hengiven pine; hans
hjerte var fuld af længsel. Rent faktisk blev han frelst af den selv samme pine.”
35:4 ”At påstå, at dette forhold mellem Krishna og røgterpigerne var simpelt og
vellystigt, afslører derfor blot, at den person der gør det, alt for let drager de forkerte
konklusioner. Sådanne påstande er ikke værd at vise opmærksomhed.”
124