Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

der indhyllede den, fejede Han bort med sit eget flagrende hår. Da ørnen til sidst
udåndede, gennemførte Han begravelsen på samme måde, som en søn gør det, når hans
fader dør!”
33:7 ”Selve Hans tilsynekomst havde en mirakuløs virkning på alle, der så Ham.
Kærlighed, skønhed og gode kvaliteter strålede ud fra Ham og spredte sig til alle omkring
Ham. Han behandlede abe-stammen med lige så stor hengivenhed, som den Han udviste
over for sine brødre, Bharatha, Lakshmana og Satrughna.”
33:8 ”Rama var en fuldstændig manifestation af retskaffenhed eller ‘rigtig handling’.
Vismændene priste Ham ved at sige, at selve ‘rigtig handling’ havde antaget denne
menneskelige form! Der er ingen grund til at tale vidt og bredt om tusinde detaljer. For
alle familiefædre er Rama idealet. Hans komme fandt sted for at genindføre de åndelige
værdier og for at redde verden fra moralsk katastrofe. Hvor fulgtes Han kærligt med sine
brødre! Alt var gjort klart til Hans kroning, men i sidste øjeblik, da Han blev landsforvist
og var nødt til at begive sig ud i skovene, jamrede hovedstaden Ayodhya’s brede
befolkning sig i ustyrlig smerte. Alligevel forlod Rama byen og kongeriget med al den
glæde og sindsligevægt, som Han havde haft, da Han gik mod tronen for at blive kronet!
Hvilket større eksempel end dette behøver man, for Rama er en person, hvis bevidsthed
er rolig og hinsides al uro?”
33:9 ”Rama var sikker på, at et afgivet løfte skulle overholdes, om man så skulle ofre sit
liv for at gøre det. Med fuldkommen sindsligevægt led Han frygtelige genvordigheder for
at holde sin faders løfte. Hans oprigtige ihærdighed for at overholde det løfte, som Hans
fader havde afgivet, er en inspiration og et eksempel for alle forældres sønner.”
33:10 ”Rama’s hustru, Sita, insisterede også på at følge sin mand ud i skovene, eftersom
en ægte hustru udelukkende kan holde sig virksom i sin mands selskab. Aldrig tidligere
havde hun udsat sig selv for sol og regn, men hun tilbragte sine dage i den rædselsfulde
skov. Hun gjorde det med ubesudlet glæde, og som pligten bød hende.”
33:11 ””Han, der er født sammen med dig, er mere værdig til at modtage ens
hengivenhed end hende, der slutter sig til dig senere”, dette var Lakshmana’s synspunkt,
da han sluttede sig til sin broder, Rama, idet han forlod sin hustru, Urmila, i Ayodhya.”
33:12 ”Bharatha kunne intet andet end efterkomme Rama’s ønske (Rama ønskede, at
Bharatha skulle blive i hovedstaden og altså ikke ledsage Ham i eksil i skovene). Han
vendte tilbage til hovedstaden med tungt hjerte, eftersom Rama havde sagt nej til at
komme dertil for selv at blive kronet. Bharatha skabte en kunstig ’skov’ til sig selv (det
vil sige, at han levede et asketisk liv på baggrund af en indre trang, eftersom han følte,
at han måtte leve på samme måde som sin landsforviste broder).”
33:13 ”Tænk på forskellen mellem faderen, Dasaratha, og sønnen, Rama; de var så
forskellige som himmel og jord! For at behage sin hustru, for at gøre hende glad og
tilfreds, var faderen villig til at bære den værst tænkelige smerte. Til sidst sendte han
endda sin kære søn ud i skoven som landsforvist! Sønnen sendte sin hustru ud i junglen
som en landsforvist for at respektere en anskuelse hos en borgerlig person i sit rige!
Tænk på de forskellige måder, som de to levede op til deres pligter over for den
befolkning, som de herskede over. Dasaratha var overvældet af den illusion, at han var
den fysiske krop. Rama var tilskyndet af erkendelsen af, at Han var Den guddommelige
Gnist.”
33:14 ”Ah! Jeg er ude af stand til at beskrive Rama’s gode kvaliteter og fortræffeligheder
for dig, oh konge! Hvilken større livsopgave og mission kan et menneske have end at
kontemplere på Det Højeste Væsen? For at redde én selv fra undergang, er der kun én
116