Bhagavatha Vahini - Sai Baba på Dansk

sammen. De var udelukkende optaget af tanken om Ham; de forenede sig i disse tanker.
Da de alle som med én stemme råbte: ”Krishna!”, blev træerne, der stod rundt omkring,
så begejstrede, at de opførte sig, som var de berusede. De svajede med ’armene’ og
begyndte at stønne af bedrøvelse. Med sine egne øjne iagttog Uddhava, hvorledes
adskillelsen fra Krishna berørte og bedrøvede, ikke blot Brindavan’s røgterdrenge og
røgterpiger, men selv dets bjerge og træer. Store konge! Hvad mere kan jeg sige?
Uddhava så scenerier, der ligger hinsides ens fatteevne. Han var overvældet af
forbløffelse; han blev tillige ydmyg.”
35:12 Da han hørte dette, blev kongen ivrig efter at høre mere. Han sagde: ”Mester!
Hvordan skete det? Hvis der ikke er noget til hinder for det, så oplys mig venligst om
dette punkt.” Eftersom han bad på denne måde, svarede Suka: ”Raja (konge)!
Røgterpigernes bevidsthed var gået op i en enhed med Krishna’s bevidsthed. Derfor
bemærkede de intet andet, ingen anden. Hver sten, hvert træ de så, så de som Krishna.
De holdt fast i denne fælles bevidsthed ved at råbe: Krishna! Krishna! De fik stenene og
træerne til at føle smerten ved adskillelsen fra Krishna, og også de smeltede bort i denne
sorgs hede, så tårer faldt fra bladene. Stenene blev blødgjorte af de tårer, de
udsondrede. Forestil dig hvor forbløffende disse scenerier må have været!
Grundsætningen: ’Alt er levende’ blev på denne måde i sandhed bevist for ham.
Brindavan’s sten og træer demonstrerede over for Uddhava, at der ikke findes noget, der
er blottet for bevidsthed og liv.”
35:13 De, der er ude af stand til at fatte røgterpigernes fryd, denne hengivenhed der
smeltede sten og fik træerne til at hulke i sorg, har ingen ret til at dømme og afsige en
kendelse. Gør de det, afslører de blot, at deres intelligens er mere uvirksom end
klippernes og kampestenenes. Uvirksomme sind kan aldrig fatte Krishna’s pragt. Den
Krishna, der er universets Herre. Den Krishna, der fortryller universet med sin skønhed
og kraft. Udelukkende de klareste og de reneste intelligenser kan fatte denne fryd og
hengivenhed.”
35:14 Den aften i Brindavan bemærkede Uddhava ligeledes et hidtil ukendt optrin. Da
præsterne og de øvrige hellige mænd ved solnedgang var beskæftiget med tilbedelse af
ilden gennem ceremonielle ritualer, oplyste røgterpigernes hjerterne i deres eget hjem.
Det gjorde de ved, fra de omkringliggende huse, at hjembringe gløder eller levende
flammer i muslingeskaller eller i små tallerkener af ler. Men Uddhava lagde mærke til, at
det første hus der tændte lampen og dermed også beboernes hjerter, var Nanda’s hus.
Huset hvor Krishna voksede op og legede. Han så, at lige så snart lyset skinnede i
Nanda’s hus, begav røgterpigerne sig, én efter én og med lamper i deres hænder, til
dette hus for at få dem tændt på en lykkevarslende måde. Efter lamperne på denne
måde var blevet tændt, bar de dem tilbage til deres egne hjem. Uddhava sad på trappen
til forsamlingshuset og så lamperne bevæge sig forbi.”
35:15 ”Imidlertid var der én røgterpige, der var for længe om at tænde sin lampe i
Krishna’s hus. De andre røgterpiger, der kom efter hende, blev utålmodige; de havde
ingen mulighed for at få deres lamper tændt. Yasoda, (Krishna’s fostermoder) der
befandt sig i de indre værelser, kom ud, og idet hun så røgterpigen, råbte hun: ”Oh,
hvilken ulykke sker der her!” Samtidig forsøgte hun at vække pigen ved at give hende et
klap på ryggen. Men pigen åbnede ikke sine øjne. Røgterpigerne rundt om hende trak
hende nænsomt væk fra lampen og lagde hende, så hun kunne hvile en stund. Hendes
fingre var blevet slemt forbrændte og var nærmest forkullede. Med megen møje blev hun
bragt til bevidsthed. Da de forhørte sig nærmere, afslørede hun, at hun havde set
Krishna i lampens flamme, og midt i denne glade oplevelse var hun sig ikke bevidst om,
at hendes fingre var i flammen og var i færd med at blive brændt. Hun følte overhovedet
ingen smerter.”
126