havde descartes ret? - Elbo

smeRte
dyr og smerter:
havde descartes ret?
Descartes fastholdt, at dyr er maskiner uden bevidsthed og derfor ikke kan føle smerte
dorTe braTbo søreNseN1 oG
aaGe KrisTiaN olseN alsTrUP2 1dyrlæGe, PH.d.
2dyrlæGe, PH.d. oG
freelaNCeJoUrNalisT
Den franske filosof og videnskabsmand
René Descartes (1596-1650) bliver ofte
nævnt som fortaler for vivisektion og
umenneskelig behandling af dyr. Descartes
argumenterede nemlig for, at dyr slet
ikke kan opleve smerte. Nok opførte
eksempelvis en kat sig som om, at den
kunne føle smerte, men katten var kun at
opfatte som en avanceret maskine. En af
Descartes samtidige, Jean de la Fontaine
(1621-1695) udtrykte Descartes synspunkt
således: - Descartes er berømt for
en sælsom replik; Han påstår, naturen er
ren mekanik; Han påstår, hvert dyr i den
store natur er styret af valser, som dem i et
ur. Han påstår, hvert dyr fra giraf ned til
sæl er blottet for følelser, tanke og sjæl…
Han påstår, at dyr er instinkter og krop.
Hvad føler et ur, når man trækker det op?
Nej, vel -? Det er tandhjul og valser og
sving, så dyrene føler bestemt ingenting.
Han siger, de ved intet om smerte og fryd.
Jeg påstår han ikke begriber en lyd.
Bevidsthed er afgørende
For Descartes var det afgørende, at alene
mennesket har en bevidsthed, og uden
bevidsthed kan ingen føle smerter.
Descartes mente, at mennesket består af
en krop og en sjæl – og at sjælen sidder i
22 DVT 12 2012
koglekirtlen, glandula pineale. Descartes
havde nemlig opdaget at mennesket
havde denne kirtel lokaliseret dybt inde i
hjernen mellem de to hemisfærer. Han
kunne fejlagtigt ikke finde koglekirtlen
hos nogle dyr, og han vurderede derfor, at
kirtlen var sjælens hjemsted, og at dyr
dermed ikke havde nogen sjæl.
I dag er der næppe mange, der vil
hævde, at en kat ikke kan føle smerte.
Men stadig er der især to spørgsmål, som
trænger sig på: Nemlig, hvad smerte er, og
hvor grænsen går for smerteopfattelse?
Kan også fisk, snegle og hummere føle
smerte? Herom er fagkundskaben i dag
stadig uenige.
den gode og den dårlige smerte
Som dyrlæger anser vi traditionelt smerte
for at være noget dårligt, og derfor
afhjælper vi smerter hos dyr gennem
kirurgiske indgreb og medicinsk behandling.
Undertiden afliver vi endog dyr, hvis
vi ikke ser anden udvej for at fjerne smerten.
Smerte bliver altså undertiden opfattet
som værre end selve døden! Men samtidigt
ved vi også, at smerten spiller en
væsentlig rolle til beskyttelse af individet
mod vævsskader. Det er eksempelvis hensigtsmæssigt,
at vi reagerer med smerte
og afværgeadfærd, hvis vi lægger hånden
på en varm kogeplade. Det er med til at
begrænse skaderne her og nu og til at
undgå fremtidige skader. Vi ved også, at
dyr og mennesker født uden smertesans
har en overdødelighed som unge, fordi de
reagerer uhensigtsmæssigt på skadelige
påvirkninger.
Problemet med smerten opstår, når den
hensigtsmæssige smerte, som skal forhindre
vævsskaderne, forvandles til en uhensigtsmæssig
smerte - som når dyr og mennesker
udvikler kroniske smerter under
sygdom. Her tjener smerten tilsyneladende
ikke længere nogen positiv funktion,
men kan tværtimod ofte være med
til at forværre tilstanden og modvirke helbredelsen.
Smerte er mere end nociception
Når vi brænder os på den varme kogeplade,
reagerer vi instinktivt ved at fjerne
hånden, og først brøkdele af et sekund
senere erkender vi, at vi har brændt os,
bliver kede af, at det gør ondt og søger
omsorg fra andre. Den første reaktion på
den skadelige stimulus er således en
instinktiv, reflektorisk adfærd, og først
senere kommer den følelsesmæssige
erkendelse.
Den receptormedierede opfattelse af
den skadelige stimulus og den efterfølgende
transmission og modulation af nerverespons
kaldes for nociception. Smerte
er mere end nociception, idet den også
inkluderer den efterfølgende følelsesmæssige
reaktion på forbrændingen. Det
internationale selskab til studier af smerter
(IASP) har således defineret smerter
som en ubehagelig sensorisk eller emotionel
oplevelse, som forbindes med aktuel
eller potentiel vævsskade, eller som beskrives
i vendinger svarende til dette.
Denne følelsesmæssige reaktion gør os i
stand til at forebygge lignende fremtidige
vævsskader, blandt andet ved at ind

FOTO COLOURBOX
prente episoden i vores erindring og ofte
koble den med forskellige forhold som
lyde eller lugte, der hjælper os til at undgå
smerten en anden gang. Smerten er således
defineret med udgangspunkt i mennesker,
som jo med ord kan beskrive smerten.
Det kan dyrene ikke, og der har i
tidens løb været ført mange diskussioner
om, hvorvidt også dyr kan føle smerte på
samme måde som mennesker eller om der
blot er tale om nociception, som Descartes
syntes at hævde.
Hvad kræver det at kunne føle
smerte?
Langt de fleste dyr har nociceptorer, og
selv i snegle og døgnfluer kan man genfinde
disse receptorer. Det vil altså sige, at
der på tværs af dyreriget findes systemer,
som kan omsætte potentielt skadelig
påvirkning til nervesignaler. En anden forudsætning
for at kunne føle smerte er tilstedeværelsen
af et nociceptivt system,
som kan føre impulser til en hjerne. Vi skal
dog være forsigtige med at forvente, at en
hjerne skal ligne vores, for at den kan have
samme funktion. Den evolutionære udvikling
af hjernen i de forskellige dyreklasser
har medført, at den samme funktion kan
genfindes i hjernestrukturer, som umiddelbart
ser meget forskellige ud.
Hos fugle kan man ikke finde en struktur,
som i opbygning svarer til den menneskelige
pandelap, der med sine mange folder
og seks cellelag er afgørende for vores
kognitive evner. I mange år undrede forskerne
sig over, at adskillige fuglearter
alligevel udviser endog meget høje kogni-
tive evner såsom problemløsning, brug af
værktøj og evnen til at genkende sig selv i
et spejl. Det har imidlertid vist sig, at fugle
rent faktisk har et hjerneområde svarende
til pandelappen, nemlig nidopallidum
caudolaterale. Dette hjerneområde mangler
den karakteristiske lagdeling, så lagdelingen
er altså ikke en forudsætning for
højere kognitive funktioner.
Tilsvarende mangler fisk hjernestrukturen
telencephalon, som hos mennesket er
afgørende for smerteopfattelsen, men
måske har fisk blot udviklet andre regioner
af hjernen til at varetage denne funktion.
Andre forhold tyder nemlig på, at
fisk rent faktisk kan opfatte smerte.
Eksempelvis udviser regnbueørreder, som
injiceres med eddikesyre i læberne, forskellige
adfærdsændringer såsom at
gnubbe læberne mod bundlaget eller stå
på brystfinnerne i bunden af akvariet,
hvor de rokker fra side til side. Fisk, som
bliver udsat for smertestimuli, har forhøjet
cortisolkoncentration og nedsat ædelyst.
Disse adfærdsændringer og fysiologiske
ændringer opstår ikke, hvis fiskene samtidig
med smertestimulering også får en
indsprøjtning med morfin.
Bevidsthed afgørende
Descartes mente, at bevidstheden – eller
sjælen, som han kaldte den – var en forudsætning
for at føle smerte. Dette ligger
snublende tæt på, hvad den moderne
smerteforskning har erkendt. Bevidsthed
og kognition er beslægtede begreber, og
selvom kognition er vanskeligt at definere,
dækker det over evnen til at bear-
bejde information, anvende viden og erfaringer
og at ændre præferencer for at
optimere fitness. Alle disse egenskaber
besidder dyrene tilsyneladende. Eksempelvis
holder krabber, landsnegle, bier og
bananfluer sig væk fra steder, hvor de tidligere
har fået et elektrisk stød.
Dyr kan også foretage en afvejning
mellem smerten, som de vil undgå og
andre ting, som de er motiveret for at
opnå. Eksempelvis kan man få en eremitkrebs
til at forlade sin skal ved at give den
et elektrisk stød, men hvis den har sat sig i
en foretrukket skal, skal stødet være
stærkere, end hvis eremitkrebsen bor i en
mindre attraktiv skal. Ligeledes accepterer
meget sultne fisk strømstød, mens de
æder, mens fisk, som ikke er voldsomt
sultne, blot svømmer væk.
Havde Descartes ret?
Descartes havde formentlig ret i det
væsentlige punkt, at det kræver bevidsthed
at kunne føle smerte, men han tog
tydeligvis fejl, da han hævdede, at dyr
ikke har bevidsthed. Det er dog stadig
ikke klarlagt, i hvilket omfang dyrene er
bevidste, hvilke dyrearter, der kan føle
smerte, og hvad de egentlig oplever. Det
vil vi nok aldrig helt finde svaret på, og
derfor bør vi – når vi har taget dyrene i
vores varetægt – behandle dem ud fra et
princip om, at så længe der er en potentiel
mulighed for at de kan føle smerte, bør de
behandles så omsorgsfuldt som muligt.
DVT 12 2012 23