– sagde smedens datter - Elbo

› TAKKETALE
– sagde
smedens datter
SIDE 16 | PSYKOLOG NYT NR. 9 | 2012
Hvorfor en psykologfagforening? Det spørgsmål besvarede
Eva Hultengren i sin tale, efter at hun 24. marts 2012 var
blevet udnævnt til æresmedlem.
FOTO: LARS SKAANING.

V
ed tidligere lejligheder har jeg hørt mange ære-værdige
mennesker fortælle om deres psykologfaglige udviklingsarbejde,
hvor de har slået hul i mange mure for mange
andre. Det kan jeg ikke fortælle om.
Derimod kan jeg fortælle, at jeg er fagforeningsmand og har
været det i generationer.
At jeg er opdraget til at tænke i fællesskab. Og fællesskabet har
altid haft brug for civil courage. De faglige organisationer har.
Også selv om de ikke kendte ordet, men blot lagde krop til.
Det var dog ikke på grund af, hvad Dansk Psykolog Forening
kunne tilbyde af fællesskab og arbejdsmarkedsresultater, at jeg
blev medlem tilbage i begyndelsen af 1970’erne.
Det var på grund af min far. Han var smed.
Det ville være fuldstændig utænkeligt, at jeg ikke var medlem
af min fagforening. Jeg vidste, at det ikke hjalp, hvis jeg havde sagt:
”Jamen far – Psykologforeningen er jo ikke en rigtig fagforening.”
Han ville bare have set på mig og sagt: Men så må du jo gå ind og
lave det om! Sådan var den politiske tankegang i min familie. Ikke
en sag om storhedsvanvid, men noget om at stille sig til rådighed
for det, der skal gøres.
Så kort tid efter min kandidateksamen i januar 1972 fandt jeg
telefonbogen frem, fandt Psykologforeningens adresse og mødte
personligt op i foreningens dengang ydmyge lokaler. Jeg gik ind til
daværende formand, Lise Møller, og fremførte mit ærinde: at jeg
ønskede at blive medlem. Jeg kan stadig se eller mærke, at Lise og
hendes skrivebord forekom mig lidt frygtindgydende. Betydningsfuldt
fyldt op. Og jeg husker hendes: ”Ja, du kan godt blive
medlem.” Det var indvielsen og et møde, der lå meget langt fra et
”Dav kammerat. Velkommen under fanerne.” Jeg fik medlemsnummer
1347.
Og så spænede jeg tilbage til den rigtige fagbevægelse. Mest
Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, hvor jeg har
slået mine folder i rigtig mange år. På et tidspunkt var jeg ganske
vist en tur indenom at være medlem af Psykologforeningens bestyrelse,
fordi Jørgen Hunsdahl, der også var bestyrelsesmedlem,
samlede nogle ikke helt traditionelle psykologer til at få lidt mere
fagforening i fagforeningen. Som datter af min far kunne jeg ikke
sådan sige nej til en opfordring. Min bestyrelsestid blev dog en
kort visit, hvor jeg umuligt kan have efterladt fingeraftryk.
Ad forskellige veje blev jeg alligevel aktiv begge steder: både i
den rigtige fagbevægelse og i min egen fagforening. Og så blev jeg
aktiv på mine arbejdspladser med psykologarbejdet og organisationen,
hvilket havde betydning for min vej i Psykologfagforeningen.
Hvorfor være medlem?
Hvorfor skal man være medlem af en fagforening? Og mere præcist:
hvorfor skal man være medlem af Dansk Psykolog Forening?
Mit svar er: Du har et fag, som du gerne vil udøve. Det betyder
noget for dig, og du vil gerne udøve det bedst muligt med bedst
mulige resultater. Når du udøver dit fag, så gør du det på en arbejdsplads.
Arbejdsudøvelsen er ikke frit svævende i ingenting.
Dine rammer og vilkår skal være udformet således, så du kan lave
bedst muligt arbejde. Så det er du nødt til at interessere dig for.
Andre (som vi kalder modparten) kan have andre interesser, så
det batter lidt mere, hvis I går sammen og stiller krav.
Et voila! Så har vi en fagforening.
Du har en fagforening, fordi du gerne vil udøve dit fag. Hvor
svært kan det være at forstå! Den tankerække giver mig en vældig
ro, kan jeg mærke.
Jeg tænkte for nylig over, hvorfor denne ro? Så genialt er det jo
ikke formuleret. Ikke noget, der kandiderer til at indskrive sig på
en liste over vigtige litterære udsagn. Jeg kom til at tænke, at det
var, fordi jeg oplevede at have fået fat i rødderne ved at gøre opgaven
eller problemstillingen meget simpel. Jo sværere og mere
kompleks problemstillingen er, des vigtigere er det at forsøge at
spørge enkelt: Hvad er vi her for?
Organisationer – herunder faglige organisationer – kan blive
store og komplicerede. Gennem sammenlægninger måske. Man
vægter størrelse som et afgørende parameter for gennemslagskraft
og effektivitet. (Men måske er evidensen for det ikke helt krystalklar).
Organisationspsykologer og andre organisationseksperter
har i mange, mange år vidst, at store organisationer skal bruge
mange kræfter på at opretholde sig selv. Bruge ekstra kræfter på
støttesystemer. Leverancesystemer. Bruge så megen opmærksomhed,
så man kan forsvinde i at arbejde med systemer og strukturer.
Missionen kan forsvinde. Kerneydelserne blive uklare.
Min anden fagforening, ”den rigtige fagforening”, er næsten
forblødt i sit strukturarbejde, blandt andet med sine fusioneringer
for at blive større. Den sidste strukturkamp ved fusioneringen
mellem arbejdsmændene og Kvindeligt Arbejderforbund bløder
endnu.
Men vi i Dansk Psykolog Forening kan også godt være med i
blødningen, selv om vi ikke er så store: på mange, mange generalforsamlinger
har vi brugt halvdelen af tiden på at se på formuleringen
af love og strukturer og procedurer og halvdelen af tiden
på det øvrige.
Taget over én kam gælder det, at fagforeningerne bløder. På
EU-plan er det således, at i 1980 var 40 % af de ansatte inden for
PSYKOLOG NYT NR. 9 | 2012 | SIDE 17

det LO-agtige område medlemmer af en fagforening. I 2011 var
det faldet til 23 %. Faldet ser ud til at fortsætte.
Det vil være en noget beskeden målsætning af have for sin fagforening
at sige: ”Bare det holder min tid ud!” Det er dog et udsagn,
jeg ikke skal tage æren for.
En interessant organisation
Når en fagforening har udfordringer med sin funktionsmåde og
opmærksomhed, så er det ikke kun et spørgsmål om størrelse. En
fagforening er ikke en simpel organisation, det er en meget interessant
organisation.
Det er en organisation, hvor lederne vælges af medlemmerne.
Det er en organisation, hvor nogle lederes aflønnes og andre ikke.
Hvor ansatte skal arbejde sammen med valgte. Hvor nogle kommer
i deres fritid og lægger et stykke arbejde. Hvor fritidsarbejderne
arbejder sammen med nogle, der arbejder lønnet inden for en arbejdstid.
Og organisationen er en politisk organisation forstået på den
måde, at den medvirker i politiske beslutningsprocesser. Forarbejdet
til beslutningsprocesserne. De traditionelle fagforeninger er
desuden idébetonede eller værdibaserede. Det vil sige: de samler sig
om eller har samlet sig om et sæt af meninger omkring mennesker,
menneskers samvirken, menneskers udvikling. Spændende.
Det er også spændende at se på de måske forskellige værdier,
som organisationens medlemmer tillægger det, at man overhovedet
samler sig i en organisation. Hvor tydelig mener man at det enkelte
individ (medlem) skal være i organisationen. Hvor godt har man
det med, at man ikke er tydelig hele tiden.
Hertil kommer naturligvis alle de almindelige udfordringer:
organisations-, ledelses- og gruppeprocesser. Der findes i alle mulige
andre organisationer. Spændende, spændende. Måske burde vi
psykologer ikke overlade skriverierne om fagforeninger til cand.
polit.’er, cand.samf.’er og sociologer?
En monofaglig fagforening
Hvad er så den simple forståelse af fagforeningsmedlemskab? Hvorfor
fagforening? Hvorfor medlemskab? Kan man stille skarpt på det
simple?
Måske kan vi lade os inspirere af, da man midt 1990’erne begyndte
at lave det, der blev kaldt dogmefilm. Man begyndte at lave
film med håndholdt kamera for at komme tilbage til, at film er at
tage levende billeder af nogen, der optræder. Og udstyret bag og
omkring kameraet behøver ikke at koste en bondegård.
Indimellem har vi overvejelser om og måske ligefrem en debat
om, hvorvidt en fagforening skal være politisk. Om den pr. definition
er politisk. Om Dansk Psykolog Forening pr. definition er
politisk, fordi det er en fagforening.
Psykologforeningen har ikke som LO-fagforeningerne haft
afsæt i at være en økonomisk, social og politisk bevægelse. Udgangspunktet
er ikke, at det er psykologforeningens medlemmer,
der behøver ændrede økonomiske, sociale og politiske forhold. Men
SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 9 | 2012
vi er nødt til at interessere os for de økonomiske, sociale og politiske
forhold for andre end os selv.
Vi har udgangspunkt i at være et fag. Og vi er stadig en monofaglig
fagforening, hvilket andre bør misunde os – og nogle gør –
fordi det er en stærk platform.
Nødt til at tænke politisk
Jeg vil give mit bud på: ”Hvorfor psykologfagforening”, alene som et
indlæg til yderligere refleksion.
Vi er motiveret af ønsket om udøvelsen af vores fag: Vi mener,
at udøvelsen af psykologfagligt arbejde er vigtigt for dem, vi gør det
sammen med eller over for – altså klienterne eller samfundet. Derfor
skal vi også pege på behovene, hvor vi ser dem.
Vi mener, at god udøvelse og gode resultater forudsætter bestemte
faglige forudsætninger osv. Derfor er vi ekskluderende over
for de ikke-uddannede.
Vi skal kunne koncentrere os om vores arbejde og ikke være
nødt til at have bijob som buschauffør eller juleassistance for at have
en løn vi kan leve af. Derfor skal vi have tilstrækkelige lønninger.
Vi mener, at der skal bestemte betingelser til for at udføre vores
arbejde. Det gælder både eget arbejdsmiljø, ledelsesforhold, ugentlig
arbejdstid og tid til at udføre en opgave. Derfor har vi mange lønarbejderinteresser
tilfælles med tømrere og murere og andet godtfolk.
Vi mener, at psykologiske problemstillinger (psykiske lidelser i
bred forstand; organisationer, der ikke møder brugernes/borgernes
behov; arbejdspladser, der producerer syge medarbejdere) er et
massivt og tabsgivende problem. Derfor skal vi insistere på, at vi
som fag skal have stor og seriøs respekt og løftes op ad samfundets
Top-10 over dem, man lytter til. Derfor er vi nødt til at være politiske
væsener. Nødt til at kende og tænke politisk.
Vi mener, at vi er nødt til at være flere, der insisterer på det
samme, ellers har heller ikke vi gennemslagskraft. Derfor skal vi
overveje, om vi ikke i større udstrækning skal udtale os, offentligt
og nogenlunde med én stemme. Også selv om vi ikke er formænd,
men bare aktive.
Og til sidst: Vi er nødt til at mødes, se hinanden; være sammen.
Det styrker vores faglige identitet. Vores fornemmelse af at være
psykolog og af, at det, vi laver, er psykologarbejde. At det, vi lytter os
til, er psykologiske problemstillinger. En identitetsfølelse, der kan
give os den ro og oplevelse af groundedhed, som er så vigtig, når
man er med sin klient, hvad enten det er en enkeltperson eller en
gruppe. Hvad enten det er terapi, coaching, supervision, rådgivning,
sparring, vejledning.
Derfor kan man også sige til de nye og nyuddannede: Kom til
vores arrangementer i kredsen (fx i Nordjylland) – eller i selskabet.
Gerne til psykologfaglige foredrag. Man kan blive klog af foredraget,
og så bliver man mere psykolog af at være sammen med
hinanden.
Eva Hultengren, cand.psych., æresmedlem