– sagde smedens datter - Elbo
– sagde smedens datter - Elbo
– sagde smedens datter - Elbo
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
V<br />
ed tidligere lejligheder har jeg hørt mange ære-værdige<br />
mennesker fortælle om deres psykologfaglige udviklingsarbejde,<br />
hvor de har slået hul i mange mure for mange<br />
andre. Det kan jeg ikke fortælle om.<br />
Derimod kan jeg fortælle, at jeg er fagforeningsmand og har<br />
været det i generationer.<br />
At jeg er opdraget til at tænke i fællesskab. Og fællesskabet har<br />
altid haft brug for civil courage. De faglige organisationer har.<br />
Også selv om de ikke kendte ordet, men blot lagde krop til.<br />
Det var dog ikke på grund af, hvad Dansk Psykolog Forening<br />
kunne tilbyde af fællesskab og arbejdsmarkedsresultater, at jeg<br />
blev medlem tilbage i begyndelsen af 1970’erne.<br />
Det var på grund af min far. Han var smed.<br />
Det ville være fuldstændig utænkeligt, at jeg ikke var medlem<br />
af min fagforening. Jeg vidste, at det ikke hjalp, hvis jeg havde sagt:<br />
”Jamen far <strong>–</strong> Psykologforeningen er jo ikke en rigtig fagforening.”<br />
Han ville bare have set på mig og sagt: Men så må du jo gå ind og<br />
lave det om! Sådan var den politiske tankegang i min familie. Ikke<br />
en sag om storhedsvanvid, men noget om at stille sig til rådighed<br />
for det, der skal gøres.<br />
Så kort tid efter min kandidateksamen i januar 1972 fandt jeg<br />
telefonbogen frem, fandt Psykologforeningens adresse og mødte<br />
personligt op i foreningens dengang ydmyge lokaler. Jeg gik ind til<br />
daværende formand, Lise Møller, og fremførte mit ærinde: at jeg<br />
ønskede at blive medlem. Jeg kan stadig se eller mærke, at Lise og<br />
hendes skrivebord forekom mig lidt frygtindgydende. Betydningsfuldt<br />
fyldt op. Og jeg husker hendes: ”Ja, du kan godt blive<br />
medlem.” Det var indvielsen og et møde, der lå meget langt fra et<br />
”Dav kammerat. Velkommen under fanerne.” Jeg fik medlemsnummer<br />
1347.<br />
Og så spænede jeg tilbage til den rigtige fagbevægelse. Mest<br />
Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, hvor jeg har<br />
slået mine folder i rigtig mange år. På et tidspunkt var jeg ganske<br />
vist en tur indenom at være medlem af Psykologforeningens bestyrelse,<br />
fordi Jørgen Hunsdahl, der også var bestyrelsesmedlem,<br />
samlede nogle ikke helt traditionelle psykologer til at få lidt mere<br />
fagforening i fagforeningen. Som <strong>datter</strong> af min far kunne jeg ikke<br />
sådan sige nej til en opfordring. Min bestyrelsestid blev dog en<br />
kort visit, hvor jeg umuligt kan have efterladt fingeraftryk.<br />
Ad forskellige veje blev jeg alligevel aktiv begge steder: både i<br />
den rigtige fagbevægelse og i min egen fagforening. Og så blev jeg<br />
aktiv på mine arbejdspladser med psykologarbejdet og organisationen,<br />
hvilket havde betydning for min vej i Psykologfagforeningen.<br />
Hvorfor være medlem?<br />
Hvorfor skal man være medlem af en fagforening? Og mere præcist:<br />
hvorfor skal man være medlem af Dansk Psykolog Forening?<br />
Mit svar er: Du har et fag, som du gerne vil udøve. Det betyder<br />
noget for dig, og du vil gerne udøve det bedst muligt med bedst<br />
mulige resultater. Når du udøver dit fag, så gør du det på en arbejdsplads.<br />
Arbejdsudøvelsen er ikke frit svævende i ingenting.<br />
Dine rammer og vilkår skal være udformet således, så du kan lave<br />
bedst muligt arbejde. Så det er du nødt til at interessere dig for.<br />
Andre (som vi kalder modparten) kan have andre interesser, så<br />
det batter lidt mere, hvis I går sammen og stiller krav.<br />
Et voila! Så har vi en fagforening.<br />
Du har en fagforening, fordi du gerne vil udøve dit fag. Hvor<br />
svært kan det være at forstå! Den tankerække giver mig en vældig<br />
ro, kan jeg mærke.<br />
Jeg tænkte for nylig over, hvorfor denne ro? Så genialt er det jo<br />
ikke formuleret. Ikke noget, der kandiderer til at indskrive sig på<br />
en liste over vigtige litterære udsagn. Jeg kom til at tænke, at det<br />
var, fordi jeg oplevede at have fået fat i rødderne ved at gøre opgaven<br />
eller problemstillingen meget simpel. Jo sværere og mere<br />
kompleks problemstillingen er, des vigtigere er det at forsøge at<br />
spørge enkelt: Hvad er vi her for?<br />
Organisationer <strong>–</strong> herunder faglige organisationer <strong>–</strong> kan blive<br />
store og komplicerede. Gennem sammenlægninger måske. Man<br />
vægter størrelse som et afgørende parameter for gennemslagskraft<br />
og effektivitet. (Men måske er evidensen for det ikke helt krystalklar).<br />
Organisationspsykologer og andre organisationseksperter<br />
har i mange, mange år vidst, at store organisationer skal bruge<br />
mange kræfter på at opretholde sig selv. Bruge ekstra kræfter på<br />
støttesystemer. Leverancesystemer. Bruge så megen opmærksomhed,<br />
så man kan forsvinde i at arbejde med systemer og strukturer.<br />
Missionen kan forsvinde. Kerneydelserne blive uklare.<br />
Min anden fagforening, ”den rigtige fagforening”, er næsten<br />
forblødt i sit strukturarbejde, blandt andet med sine fusioneringer<br />
for at blive større. Den sidste strukturkamp ved fusioneringen<br />
mellem arbejdsmændene og Kvindeligt Arbejderforbund bløder<br />
endnu.<br />
Men vi i Dansk Psykolog Forening kan også godt være med i<br />
blødningen, selv om vi ikke er så store: på mange, mange generalforsamlinger<br />
har vi brugt halvdelen af tiden på at se på formuleringen<br />
af love og strukturer og procedurer og halvdelen af tiden<br />
på det øvrige.<br />
Taget over én kam gælder det, at fagforeningerne bløder. På<br />
EU-plan er det således, at i 1980 var 40 % af de ansatte inden for<br />
PSYKOLOG NYT NR. 9 | 2012 | SIDE 17