– sagde smedens datter - Elbo

More documents

Recommendations

Info

V ed tidligere lejligheder har jeg hørt mange ære-værdige mennesker fortælle om deres psykologfaglige udviklingsarbejde, hvor de har slået hul i mange mure for mange andre. Det kan jeg ikke fortælle om. Derimod kan jeg fortælle, at jeg er fagforeningsmand og har været det i generationer. At jeg er opdraget til at tænke i fællesskab. Og fællesskabet har altid haft brug for civil courage. De faglige organisationer har. Også selv om de ikke kendte ordet, men blot lagde krop til. Det var dog ikke på grund af, hvad Dansk Psykolog Forening kunne tilbyde af fællesskab og arbejdsmarkedsresultater, at jeg blev medlem tilbage i begyndelsen af 1970’erne. Det var på grund af min far. Han var smed. Det ville være fuldstændig utænkeligt, at jeg ikke var medlem af min fagforening. Jeg vidste, at det ikke hjalp, hvis jeg havde sagt: ”Jamen far – Psykologforeningen er jo ikke en rigtig fagforening.” Han ville bare have set på mig og sagt: Men så må du jo gå ind og lave det om! Sådan var den politiske tankegang i min familie. Ikke en sag om storhedsvanvid, men noget om at stille sig til rådighed for det, der skal gøres. Så kort tid efter min kandidateksamen i januar 1972 fandt jeg telefonbogen frem, fandt Psykologforeningens adresse og mødte personligt op i foreningens dengang ydmyge lokaler. Jeg gik ind til daværende formand, Lise Møller, og fremførte mit ærinde: at jeg ønskede at blive medlem. Jeg kan stadig se eller mærke, at Lise og hendes skrivebord forekom mig lidt frygtindgydende. Betydningsfuldt fyldt op. Og jeg husker hendes: ”Ja, du kan godt blive medlem.” Det var indvielsen og et møde, der lå meget langt fra et ”Dav kammerat. Velkommen under fanerne.” Jeg fik medlemsnummer 1347. Og så spænede jeg tilbage til den rigtige fagbevægelse. Mest Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund, hvor jeg har slået mine folder i rigtig mange år. På et tidspunkt var jeg ganske vist en tur indenom at være medlem af Psykologforeningens bestyrelse, fordi Jørgen Hunsdahl, der også var bestyrelsesmedlem, samlede nogle ikke helt traditionelle psykologer til at få lidt mere fagforening i fagforeningen. Som datter af min far kunne jeg ikke sådan sige nej til en opfordring. Min bestyrelsestid blev dog en kort visit, hvor jeg umuligt kan have efterladt fingeraftryk. Ad forskellige veje blev jeg alligevel aktiv begge steder: både i den rigtige fagbevægelse og i min egen fagforening. Og så blev jeg aktiv på mine arbejdspladser med psykologarbejdet og organisationen, hvilket havde betydning for min vej i Psykologfagforeningen. Hvorfor være medlem? Hvorfor skal man være medlem af en fagforening? Og mere præcist: hvorfor skal man være medlem af Dansk Psykolog Forening? Mit svar er: Du har et fag, som du gerne vil udøve. Det betyder noget for dig, og du vil gerne udøve det bedst muligt med bedst mulige resultater. Når du udøver dit fag, så gør du det på en arbejdsplads. Arbejdsudøvelsen er ikke frit svævende i ingenting. Dine rammer og vilkår skal være udformet således, så du kan lave bedst muligt arbejde. Så det er du nødt til at interessere dig for. Andre (som vi kalder modparten) kan have andre interesser, så det batter lidt mere, hvis I går sammen og stiller krav. Et voila! Så har vi en fagforening. Du har en fagforening, fordi du gerne vil udøve dit fag. Hvor svært kan det være at forstå! Den tankerække giver mig en vældig ro, kan jeg mærke. Jeg tænkte for nylig over, hvorfor denne ro? Så genialt er det jo ikke formuleret. Ikke noget, der kandiderer til at indskrive sig på en liste over vigtige litterære udsagn. Jeg kom til at tænke, at det var, fordi jeg oplevede at have fået fat i rødderne ved at gøre opgaven eller problemstillingen meget simpel. Jo sværere og mere kompleks problemstillingen er, des vigtigere er det at forsøge at spørge enkelt: Hvad er vi her for? Organisationer – herunder faglige organisationer – kan blive store og komplicerede. Gennem sammenlægninger måske. Man vægter størrelse som et afgørende parameter for gennemslagskraft og effektivitet. (Men måske er evidensen for det ikke helt krystalklar). Organisationspsykologer og andre organisationseksperter har i mange, mange år vidst, at store organisationer skal bruge mange kræfter på at opretholde sig selv. Bruge ekstra kræfter på støttesystemer. Leverancesystemer. Bruge så megen opmærksomhed, så man kan forsvinde i at arbejde med systemer og strukturer. Missionen kan forsvinde. Kerneydelserne blive uklare. Min anden fagforening, ”den rigtige fagforening”, er næsten forblødt i sit strukturarbejde, blandt andet med sine fusioneringer for at blive større. Den sidste strukturkamp ved fusioneringen mellem arbejdsmændene og Kvindeligt Arbejderforbund bløder endnu. Men vi i Dansk Psykolog Forening kan også godt være med i blødningen, selv om vi ikke er så store: på mange, mange generalforsamlinger har vi brugt halvdelen af tiden på at se på formuleringen af love og strukturer og procedurer og halvdelen af tiden på det øvrige. Taget over én kam gælder det, at fagforeningerne bløder. På EU-plan er det således, at i 1980 var 40 % af de ansatte inden for PSYKOLOG NYT NR. 9 | 2012 | SIDE 17
det LO-agtige område medlemmer af en fagforening. I 2011 var det faldet til 23 %. Faldet ser ud til at fortsætte. Det vil være en noget beskeden målsætning af have for sin fagforening at sige: ”Bare det holder min tid ud!” Det er dog et udsagn, jeg ikke skal tage æren for. En interessant organisation Når en fagforening har udfordringer med sin funktionsmåde og opmærksomhed, så er det ikke kun et spørgsmål om størrelse. En fagforening er ikke en simpel organisation, det er en meget interessant organisation. Det er en organisation, hvor lederne vælges af medlemmerne. Det er en organisation, hvor nogle lederes aflønnes og andre ikke. Hvor ansatte skal arbejde sammen med valgte. Hvor nogle kommer i deres fritid og lægger et stykke arbejde. Hvor fritidsarbejderne arbejder sammen med nogle, der arbejder lønnet inden for en arbejdstid. Og organisationen er en politisk organisation forstået på den måde, at den medvirker i politiske beslutningsprocesser. Forarbejdet til beslutningsprocesserne. De traditionelle fagforeninger er desuden idébetonede eller værdibaserede. Det vil sige: de samler sig om eller har samlet sig om et sæt af meninger omkring mennesker, menneskers samvirken, menneskers udvikling. Spændende. Det er også spændende at se på de måske forskellige værdier, som organisationens medlemmer tillægger det, at man overhovedet samler sig i en organisation. Hvor tydelig mener man at det enkelte individ (medlem) skal være i organisationen. Hvor godt har man det med, at man ikke er tydelig hele tiden. Hertil kommer naturligvis alle de almindelige udfordringer: organisations-, ledelses- og gruppeprocesser. Der findes i alle mulige andre organisationer. Spændende, spændende. Måske burde vi psykologer ikke overlade skriverierne om fagforeninger til cand. polit.’er, cand.samf.’er og sociologer? En monofaglig fagforening Hvad er så den simple forståelse af fagforeningsmedlemskab? Hvorfor fagforening? Hvorfor medlemskab? Kan man stille skarpt på det simple? Måske kan vi lade os inspirere af, da man midt 1990’erne begyndte at lave det, der blev kaldt dogmefilm. Man begyndte at lave film med håndholdt kamera for at komme tilbage til, at film er at tage levende billeder af nogen, der optræder. Og udstyret bag og omkring kameraet behøver ikke at koste en bondegård. Indimellem har vi overvejelser om og måske ligefrem en debat om, hvorvidt en fagforening skal være politisk. Om den pr. definition er politisk. Om Dansk Psykolog Forening pr. definition er politisk, fordi det er en fagforening. Psykologforeningen har ikke som LO-fagforeningerne haft afsæt i at være en økonomisk, social og politisk bevægelse. Udgangspunktet er ikke, at det er psykologforeningens medlemmer, der behøver ændrede økonomiske, sociale og politiske forhold. Men SIDE 18 | PSYKOLOG NYT NR. 9 | 2012 vi er nødt til at interessere os for de økonomiske, sociale og politiske forhold for andre end os selv. Vi har udgangspunkt i at være et fag. Og vi er stadig en monofaglig fagforening, hvilket andre bør misunde os – og nogle gør – fordi det er en stærk platform. Nødt til at tænke politisk Jeg vil give mit bud på: ”Hvorfor psykologfagforening”, alene som et indlæg til yderligere refleksion. Vi er motiveret af ønsket om udøvelsen af vores fag: Vi mener, at udøvelsen af psykologfagligt arbejde er vigtigt for dem, vi gør det sammen med eller over for – altså klienterne eller samfundet. Derfor skal vi også pege på behovene, hvor vi ser dem. Vi mener, at god udøvelse og gode resultater forudsætter bestemte faglige forudsætninger osv. Derfor er vi ekskluderende over for de ikke-uddannede. Vi skal kunne koncentrere os om vores arbejde og ikke være nødt til at have bijob som buschauffør eller juleassistance for at have en løn vi kan leve af. Derfor skal vi have tilstrækkelige lønninger. Vi mener, at der skal bestemte betingelser til for at udføre vores arbejde. Det gælder både eget arbejdsmiljø, ledelsesforhold, ugentlig arbejdstid og tid til at udføre en opgave. Derfor har vi mange lønarbejderinteresser tilfælles med tømrere og murere og andet godtfolk. Vi mener, at psykologiske problemstillinger (psykiske lidelser i bred forstand; organisationer, der ikke møder brugernes/borgernes behov; arbejdspladser, der producerer syge medarbejdere) er et massivt og tabsgivende problem. Derfor skal vi insistere på, at vi som fag skal have stor og seriøs respekt og løftes op ad samfundets Top-10 over dem, man lytter til. Derfor er vi nødt til at være politiske væsener. Nødt til at kende og tænke politisk. Vi mener, at vi er nødt til at være flere, der insisterer på det samme, ellers har heller ikke vi gennemslagskraft. Derfor skal vi overveje, om vi ikke i større udstrækning skal udtale os, offentligt og nogenlunde med én stemme. Også selv om vi ikke er formænd, men bare aktive. Og til sidst: Vi er nødt til at mødes, se hinanden; være sammen. Det styrker vores faglige identitet. Vores fornemmelse af at være psykolog og af, at det, vi laver, er psykologarbejde. At det, vi lytter os til, er psykologiske problemstillinger. En identitetsfølelse, der kan give os den ro og oplevelse af groundedhed, som er så vigtig, når man er med sin klient, hvad enten det er en enkeltperson eller en gruppe. Hvad enten det er terapi, coaching, supervision, rådgivning, sparring, vejledning. Derfor kan man også sige til de nye og nyuddannede: Kom til vores arrangementer i kredsen (fx i Nordjylland) – eller i selskabet. Gerne til psykologfaglige foredrag. Man kan blive klog af foredraget, og så bliver man mere psykolog af at være sammen med hinanden. Eva Hultengren, cand.psych., æresmedlem
Page 1: › TAKKETALE - sagde smedens datte

– sagde smedens datter - Elbo

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?