HUMOR … HUMOR … - Elbo

More documents

Recommendations

Info

ningsmæssige mangfoldighed en stor rolle, herunder også modsætningerne mellem de hvide nybyggere og de sorte slaver. Køn og humor Hvis man som psykolog spørger sig selv, hvad man skal med alt dette, så behøver man ikke alene tænke på terapeutisk arbejde, hvor humor kan være en uvurderlig hjælp til forståelse af indviklede problemstillinger, men også i alle de andre job, hvor psykologen nemt kan komme til at tage sig selv og sin ledelse lidt for højtideligt. Hvis humor, som jeg postulerer, er en meget væsentlig menneskelig egenskab, så er den også væsentlig for psykologer. ❞ ❝ Lundel (1993) har fundet, at kvinder godt kan lide seksuel humor - den giver sig bare mere indirekte til kende. Men ler vi ad det samme, ligegyldigt hvem vi er? Nej, de to køn morer sig i hvert fald ofte over højst forskellige ting. Ifølge Zippin (1966) foretrækker mænd i langt højere grad vittigheder med et seksuelt og aggressivt indhold. Zippin har et meget psykoanalytisk udgangspunkt, idet han mener, at drengen indgår i aggressiv konkurrence med faderen om moderens kærlighed, medens pigen ikke behøver have et sådant rigidt superego. Manden er overlegen i magt, kvinden i følelser! Men Lundel (1993) har fundet, at kvinder godt kan lide seksuel humor − den giver sig bare mere indirekte til kende. Traditionelt har kvindelige komikere gjort nar af den hjemlige atmosfære med børn og husarbejde, men tiderne har ændret sig og flere og flere inddrager nu samfundsforhold og politik. (DeRosis 1978). Endelig er drilleri tilsyneladende er langt mere almindeligt blandt drenge end blandt piger, hvilket Feinberg (1996) mener kan begrundes i, at drenge i generationer har skullet være vant til at klare sig i meget krævende situationer, fx at være soldater. Men også her kunne man forestille sig, at situationen er ved at ændre sig med kvinders indtog i så mange flere forskellig erhverv. Humorteorier Hvorfor vi anvender humor har der især udskilt sig to væsentlige teorier om, nemlig Freuds teori om humor som en frigørelse og Bergsons teori om humor som incongruiety. - Hvorfor er humor så virkningsfuld terapeutisk? Hvilke elementer består den af? Disse spørgsmål stillede Freud sig selv, og i 1928 fremkom han med en kort, men meget berømt artikel herom, baseret på en noget ældre teori: Humor var først og fremmest spændingsløsende og frigørende. Hans teori fik stor anvendelse op til 1970’erne, hvor incongruiety-teorien begyndte at vinde frem. Ud fra Freuds inddeling af personligheden i id (drifter), jeg (personlighed) og overjeg (moral/styring) nåede han frem til, at ved at overjeg’et i humor tillader id’et at oversvømme jeg’et, sker der en frigørelse af aggression og seksualitet. Det er ikke alene ego’ets, men også lystprincippets triumf, når ego’et narcissistisk tumler sig i humoren. Det lille barn blæser på ”det sure overjeg”, fordomme og regler, lysten tager overhånd og der frigøres en positiv energi. Men den kan også være ondskabsfuld og nedgørende over for andre − et fænomen, som Hobbes allerede i 1600tallet beskrevet som ”superiority humuor”. Begrebet er senere indgået i humorforskningen om nedgørende humor. Denne humorform er ikke på samme måde accepteret i samfundet, men finder dog ofte vej af forbudte kanaler og er især populær, når den rammer magthaverne. Freud var forbavset over humorens kolossale effekt i terapi, når den ramte plet, fordi den kan frigøre energi og føre til stor indsigt uden de store omkostninger for jeg’et og dets forsvarsmekanismer. Freud kommer med talrige eksempler på humor i sin bog, og hans teori synes at være alment accepteret som banebrydende for humorforskningen, hvorfor mange andre psykoanalytikere har beskæftiget sig hermed, bl.a. Kohut (1971) Incongruity At humor ikke kun er et spørgsmål om undertrykte følelser, men ligeså meget forholdet incongruiety, er nu anerkendt i humorforskningen. Inkongruens betyder normalt, at noget er usammenhængende, men i humorforskningen drejer det sig snarere om et skift i logik. Det bliver af humorforskere også beskrevet som forveksling, ombytning, forskydning og komprimering af flere forhold på én gang. Allerede i 1776 sagde James Beattie: ”Laughter arises from the view of two or more unsuitable or incongruos parts of circumstances considered as united in a complex object or as requiring a sort of mutual relation from the peculiar manner in which the mind take notice of them.” Da Kant allerede i 1700-tallet interesserede sig for emnet, anede han ikke, at hans på den tid ret upåagtede teori om latter senere skulle blive en af de mest citerede (Kant 1965). Mest fyldestgørende om teorien finder jeg dog i Bergsons definition af humor fra begyndelsen af det 20. århundrede: Incongruiety i forbindelse med latter opstår af to grunde: l. En sammenblanding af to hændelsesforløb. 2. En gentagelse, en ombytning eller en vekselvirkning mellem to forskellige hændelseforløb. (Bergson 1993, s.20.) Latteren er først og fremmest et forsvar over for rigiditet, samtidig med at vi ler ad det stereotype. Nr. 18 . 2002 15
Her nævner Bergson Molières komedie ”Den indbildte syge”, i hvilken en far, der er meget bekymret for sin datters helbred, tilkalder lægen. Lægen går straks hen til faderen (!) og tager hans puls. ”Din datter fejler ikke noget”, siger han. Her sker der et besynderligt skift mellem personerne, der afslår både lægens arrogance og faderens måske overdreven bekymring. Gentagelsen Når vi finder gentagelsen morsom, skyldes det i følge Bergson to forhold, nemlig dels den betydning, en sådan har i børns humor, dels vores voksne forventning om, at dette vanvid ikke vil gentage sig − men det gør det. I det berømte ”Lucyshow”, en soap fra 1960’erne, anvendes der med stor succes en masse traditionelle klovnetricks som iførelse af nye kostumer, og Lucy, der altid meget gerne vil optræde i sin mands syngeshow, bliver en mærkelig blanding af en frustreret husmor og en afsindigt morsom klovn. Som nævnt tidligere benytter klovnen i allerhøjeste grad de barnlige gentagelsestricks. Suls (1983) har i en del undersøgelse påvist, at humoreffekten forøges ved incongruity-resolution, dvs. at der er en lidt underforstået pointe, der skal opdages. Men ikke alle mennesker finder indviklede pointer lige morsomme. Således har man fundet ud af, at mange ældre mennesker foretrækker ren incongruity, mens unge især kan lide det absurde og det fantasifulde. (Kuhlman 1982) Enkel incongruity ses fx i denne vittighed: En hertug kommer hjem og finder sin kone i armene på den lokale biskop. Hertugen går hen til vinduet og velsigner mængden nedenfor. ”Hvad er det, du gør?” spørger biskoppen undrende. ”Jeg gør blot ligesom dig!” replicerer han. ”Nu har du udført mit job, så påtager jeg mig dit.” Derimod ses en mere kompliceret incongruity i denne meget berømte sketch fra Monty Python: En mand kommer ind i en forretning, hvor han har købt en papegøje dagen før, og siger vredt: ”Den papegøje er jo død.” ”Vel er den ej,” siger manden i forretningen, ”den hviler sig bare. Den ligger og tænker på de norske fjelde, da det er en norsk papegøje.” Han skubber lidt til den og siger: ”Se, den er levende!” ”Nej!” siger manden, ”den er stendød. Jeg vil have en anden, har I en anden?” ”Et øjeblik, jeg skal lige se efter!” Han går bag i butikken og kommer lidt efter igen. ”Nej,” siger han, ”men vi har en snegl.” ”Kan den tale?” ”Ja!” ”Så tager jeg den.” I denne sketch veksler det forretningsmæssige plan på den mærkeligste måde med aspektet levende/død. Og komikken bliver naturligvis til sidst helt absurd ved påstanden om, at en snegl kan tale. og psykologer Hvad skal psykologer så med humor? Er det meningen, man skal sidde og fortælle vittigheder til klienterne? Nej, ikke nødvendigvis, selv om lidt mere humor rundt 16 Nr. 18 . 2002 omkring på forskellige arbejdspladser nok ikke var til at kimse ad. Men generelt vil mere anvendelse af humor i forskelligt psykologisk arbejde helt klart være en fordel, da det er mennesker, vi arbejder med, og de fleste mennesker betragter humor som noget vigtigt. Koestler har i ”The Act of Creation“ rost humor til skyerne ved at sige, at humor er det eneste område af kreativ aktivitet, hvor en stimulus på et højt niveau producerer et massivt og skarpt defineret svar af fysiologiske reaktioner. Humoren vil efter min mening være fremmende for samarbejde og socialt fællesskab i næsten alt menneskeligt samvær som en del af emotionel intelligens, hvis den bruges på en indfølende og gerne intelligent måde. Allport har bl.a. skrevet, at næsten alle mænd mener, at humor er et meget væsentligt karaktertræk, som de også selv er i besiddelse af, og en lyseslukker er der ikke mange, der synes om. Humor forbindes da også ofte med intelligens, som bl.a. Kambuoropoulau (1926), Arietti (1950) og Ruch (1998) har påvist i undersøgelser. Om humor egentlig kan betegnes som et karaktertræk, vil kræve en hel artikel for sig at redegøre for. Skulle nogle have lyst til at skrive en sådan artikel, kan jeg anbefale Eysencks bog (1970) om karaktertræk. Om humor og psykologer (og ganske mange andre erhvervsgrupper), at jo mere vi ved om den, jo bedre kan vi anvende den. Humor nævnes oftere og oftere i relation til terapi. Som en god kollega (Søe, 1984) har illustreret det glimrende i forbindelse med en kvinde, der kom til ham med selvmordstanker. Hun fik det pludselig bedre, og da han spurgte hende hvorfor, sagde hun: ”Det hele ændrede sig, da du sagde noget morsomt.” Margrethe Herbøl er cand.psych.
Page 1 and 2: Morsomt Af Margrethe Herbøl HVA’
Page 3: 14 Nr. 18 . 2002 rier også har vis

HUMOR … HUMOR … - Elbo

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?