2006 nr. 4 - Ak73

77 km når han op til mig – og der kan jeg mærke at
jeg er ved at få en lille krise. Jeg beslutter igen at
følge min gå/løbe-strategi og samtidig vil jeg
indtage en af de klamme klistrende energigeléer ved
næste depot.
Ved 80 km depotet er han forsvundet langt foran
mig. Mens jeg indtager den klistrende masse og en
del væske, så får jeg strakt benene godt ud – tiden er
nu 08.45, og hvis jeg løber hurtigt de sidste 20 km –
så kan jeg komme under 10.30 – men så skal der
også løbes hurtigt ☺
Ude omkring de 84 km får jeg øje på ham foran
mig, og jeg er nu så hurtigt løbende at jeg kan spurte
forbi ham – og ved næste depot når han ikke op til
mig – jeg fortsætter således ved godt mod ud på de
sidste 15 km – tiden ser stadig fin ud og jeg føler det
stadig realistisk at nå under 10.30 – min konkurrent
svinder helt ud af syne – og mens jeg løber der
fordybet i mine egne tanker så kommer Per Nilsson
forbi i bil og giver en hilsen. Lidt senere kører Kiras
selskab forbi og jeg får konfirmeret at hun desværre
måtte udgå – blev dog glad da jeg hørte at hun flot
havde holdt ud til de 65 kilometer.
Løbende mod 90 kilometerdepotet kan jeg mærke
energimassen er begyndt at virke og jeg råber, at jeg
skal have et glas cola og et glas vand, som jeg
løbende griber i farten og indtager – jeg kan nu se at
hvis jeg løber de sidste 10 km på under 49 minutter,
så kommer jeg præcist ind på 10.30 – 49 minutter
burde ikke under normale omstændigheder være et
problem, men efter 90 kilometer er det noget af en
udfordring. Jeg løber alt hvad jeg kan og glæder mig
over, at der er sat km-skilte op på den sidste del af
strækningen – jeg springer det sidste depot over –
og det går stadig fint – da jeg 2½ kilometer før mål
får følgeskab af en officiel følgecykel. Jeg får at vide
at der er 500 meter tilbage, og at målet ligger efter
svinget ved den røde bygning, så jeg sænker armene
og sætter min normale 10 km-slutspurt ind. Jeg
krydser målstregen i høj fart i tiden 10.29.42, hvilket
betyder at jeg har løbet de sidste 10 km på 48.30 –
utroligt - tænker jeg mens Kim Rasmussen ønsker
mig stort tillykke, og jeg får løbsmedaljen og VDMguldet
hængt om halsen.
Tankerne flyver rundt i det øjeblik og jeg føler mig
høj, træt men meget levende, sulten men ikke sulten.
Tørstig og massagetrængende bevæger jeg mig med
en 1½ liter cola over mod massagebænkene – og
mens jeg ventende ryger to velfortjente røde cecil,
så har jeg en lidt trist oplevelse – nemlig at ham jeg
overhalede ved de 84 km kommer i mål – han er
ved at besvime og bliver lagt op på massagebænken,
hvor han får ilt og væske mens kæreste og barn ser
på – det er ikke rart at se de kramper han får i
benene – og heller ikke rart at de er nødt til at sende
ham på hospitalet, da hans blodtryk er meget lavt.
Jeg sludrer lidt med Michael Nielsen der blot kom
små 6 minutter før mig i mål – han er lidt
misundelig over min guldmedalje, da han måtte
nøjes med bronce i sin aldersklasse – men det er
klart når løbets vinder Per Nilsson satte personlig
rekord og løbsrekord ved, at løbe de 100 km på 7.37
– utroligt flot præstation på en meget kuperet rute –
og imponerende at løbe over 13 km/t i snit – noget
højere end mine 9.5 km/t. Pers præstation
understreges også af stafløbet på 4x25 km blev
vundet af Lynkineserne i tiden 7.17 – blot 20
minutter hurtigere.
Efter massagen, er det sjovt at betragte løberne gå
som om de var med i et Monty Pythonshow - jeg
får heldigvis overtalt en genganger fra Etape
Bornholm til, at transportere mig de 1.2 km ned til
Nexø Camping, da jeg mentalt og fysisk ikke lige
føler mig i stand til at gå.
EPILOG
Dagen efter er det ikke sjovt at bo på fjerde etage –
trappetrinene er hårde at bestige – det er de for
øvrigt i flere dage bagefter.
Om torsdagen fejrer jeg min fødselsdag ved at løbe
min langsomste DHL i mange år på 24 minutter,
dog får benene det bedre om fredagen og om
mandagen løber jeg min hurtigste
Christianshavnermil på 34.08 – lidt ømhed i venstre
skinneben får mig til holde en pause indtil ugen op
til HCA-marathon. I skrivende stund er ømheden
forsvundet og det bliver hyggeligt at være hjælper til
kvindeløbet søndag.
Næste mål på 100 km distancen er, at komme under
de 10 timer – løbet på Bornholm har lært mig meget
om mig selv, hvordan jeg kommer over kriser, hvor
meget jeg skal indtage og især hvordan kroppen
reagerer bagefter. Det var rart at jeg på intet
tidspunkt tænkte at dette ville jeg ikke gennemføre –
til gengæld så følte jeg mig fra start sikker på at jeg
nok skulle nå i mål. Samtidig er det er altid rart at slå
RAC og Sparta, da Kiras ven fra Sparta, der havde
meldt sig i tiden 8.30 måtte udgå.
At det er hårdt at løbe 100 km understreges af, at
selv Alex Henriksen måtte udgå allerede efter 50
km. Jeg tror dog at vores allesammens
ultradronning Maren vil give mig ret i, at med god
træning og sund fornuft, så er det en stor
udfordring af krop og hjerne at løbe ultraløb. For
mig var det var en exceptionel oplevelse at
gennemføre så langt et løb.
Side Side 10
10