Samfundsfagsnyt 171 - FALS

samfundsfagsnyt 

interview med di 

retsstat og retssamfund 

– den blinde plet i samfundsvidenskaberne 

skriftlig eksamen 2008 

171 » september 2008 

foreningen af lærere i samfundsfag

deadline: 

Blad nr. 172: 15. nov. 2008 

redaktion: 

Anna Amby Frejbæk og 

Anders Brandt Sørensen 

redaktionens adresse: 

Anna Amby Frejbæk 

Gl. Tinglevvej 13 

6200 Aabenraa 

Tlf: 3512 3543/3011 2966 

E-mail: anna@ambyfrej.dk 

ekspedition: 

Enkelteksemplarer, annoncer 

mv.: Henvendelse til 

Anna Amby Frejbæk 

Priser: 

Abonnement 300,00 kr./år 

Enkelteksemplar kr. 80,00 

annoncer: 

1/4 side kr. 500,00 

1/2 side kr. 1.000,00 

1/1 side kr. 2.000,00 

Bagsiden kr. 4.000,00 

Farvetillæg + 100% 

udgivere: 

FALS og Forlaget Columbus 

Fond 

Produktion: 

Forlaget Columbus og 

Clemenstrykkeriet 

Manuskripter til Samfunds- 

fagsnyt sendes pr. email (ved- 

hæftet som rtf-fil) til 

anna@ambyfrej.dk 

2 

indhold 

leder 

Ikke det største fag 3 

Nyt fra fagkonsulenten 5 

artikler 

Interview med DI: For meget Samfundsfag 11 

Bestyrelsens svar til DI 15 

Retsstat og retssamfund 

– den blinde plet i samfundsteorierne 17 

Skriftlig eksamen 2008 24 

fra bestyrelsen 

Generalforsamling i FALS 2008 45 

Bilag B: Vedtægtsændringer 46 

Anmeldelser 47 

Kurser 58 

Bestyrelsen 61 

Øvrige adresser 62

ikke det største fag 

af gregers friisberg, formand for fals 

Der var vist mange, der spærrede øjnene op ved 

synet af et interview med undervisningsministeren 

om gymnasiereformen i Politiken 31.5. 

”Samfundsfag er blevet gymnasiets største fag. 

Samfundsfag er ikke adgangsgivende til noget 

som helst”, sagde undervisningsminister Bertel 

Haarder. Det er lidt af en spand koldt vand at få 

lukket ud, når man vier sit arbejdsliv til undervisning 

i faget. 

Man fristes næsten til at citere en gammel 

Carlsberg reklame om, at det ikke gælder om 

at være den største. 

Hvis Haarder ellers er citeret korrekt, må 

man sige, at det er en ret utrolig udtalelse. Den 

er arrogant og udtryk for en betænkelig form 

for personaleledelse. En minister er selvfølgelig 

ikke direkte personaleleder for gymnasielærere. 

Men det vil være forkert at betragte ham alene 

som politisk leder. Han kan på et overordnet 

plan siges at være en slags personaleleder inden 

for sine ressortområder, idet ministerens holdninger 

og udmeldinger betyder en hel del for 

personalets fornemmelse af at blive støttet og 

agtet. 

For ikke så lang tid siden kunne man se 

Bertel Haarder som initiativtager til en kampagne 

imod mobning i Folkeskolen. Det var et 

godt initiativ, for mobning er et af vore store 

samfundsproblemer. 

Det er imidlertid ikke så godt, hvis ministeren 

selv deltager i noget, der ligner mobning. 

Det er vanskeligt at karakterisere udtalelserne 

den 31.5. i Politiken på anden måde. 

Mobning er kendetegnet ved en fabrikeret 

fremstilling af dem, der mobbes. Det er det, der 

lige præcis er tale om i de citerede udtalelser. 

Det er f.eks. ikke korrekt, at samfundsfag er 

det største fag i gymnasiet. Den mest rimelige 

måde at måle dette på, må være at se på et fags 

samlede timetal på en skole. På et gennemsnitsgymnasium 

er enkelte andre fag ca. dobbelt så 

store som samfundsfag i timetal. 

Der er givet oplysninger fra Undervisningsministeriet 

om, at ca. 37 pct. af de, der starter i 

gymnasiet vælger en samfundsvidenskabelig 

studieretning. I en stor del af disse studieretningsklasser 

indgår samfundsfag B som ét af fagene, 

men ikke som det dominerende A-niveaufag. 

En mere rimelig målemetode vil være at se 

på, hvor mange studieretninger der har samfundsfag 

som A-niveaufag. Og det er langt færre. 

Når mange elever gerne vil have samfundsfag 

B, er det fordi, de ser viden om samfundet, 

om det politiske system, arbejdsmarkedsforhold, 

økonomisk politik, EU og globalisering 

som nyttige i forhold til det, de skal lave som 

f.eks. læge eller ingeniør. Men det er ikke disse 

elevers hovedmål i livet. Enhver frygt for, at 

Danmark ikke kan klare sig med naturvidenskabelige 

kompetencer i globaliseringen, kan 

ikke være begrundet i, at samfundsfag vælges af 

en del elever. Gymnasiereformen har ført til en 

stærk stigning i andelen af elever, der har kombinationer 

af fagene matematik, fysik og kemi 

på højt niveau. Når man derfor taler om samfundsfag 

som vinderfag i forbindelse med gymnasiereformen, 

er det vigtigt at se tingene i det 

rette perspektiv. 

samfundsfagsnyt september 2008

leder 

”At samfundsfag ikke er adgangsgivende til 

noget som helst”, er heller ikke helt korrekt. Det 

er for øvrigt ikke en fejl ved faget eller dets udøveres 

måde at undervise på, hvis det ikke er 

specifikt adgangsgivende til så meget. Det beror 

på en politisk afgørelse. 

Man synes godt på dette punkt, at den politiske 

ledelse af samfundet kunne have overvejet 

de uddannelsespolitiske problemstillinger i et 

lidt bredere perspektiv. Når det er vigtigt, at et 

fag som samfundsfag er adgangsgivende, er det 

jo bl.a. også for at sikre, at uddannelserne ikke 

bliver for elitære. Jo flere elever, der kan vælge 

efter interesse, jo større er muligheden for, at 

flest muligt finder deres rette plads i uddannelserne 

og får lyst til at opholde sig i dem, til de 

når et højt kompetenceniveau. Det vil være i det 

danske samfunds interesse, at flest mulig får en 

højere uddannelse. De tider burde for længst 

være overstået, hvor man laver planøkonomi i 

forhold til uddannelsernes dimensionering. Det 

kan ikke undgå at give bagslag og føre til dårligere 

motivering og forkerte valg af fag og fagkombinationer. 

samfundsfagsnyt september 2008 

Midt i sommervarmen kom søgetallene til 

de videregående uddannelser. De viste således 

en nedgang på 12 pct. i forhold til 2007. 

Det førte til en hed, men relativt kortvarig 

debat om optagelseskravene til uddannelserne. 

Videnskabsminister Helge Sander udtalte til 

Berlingske Tidende 31. juli, at der fremover måske 

skal foretages nogle justeringer. 

Vi har i bestyrelsen haft sagen oppe at vende, 

og det har ført til en henvendelse til universitetsinstitutter 

om samfundsfag A som adgangsgivende 

til statskundskab. Medlem af Folketingets 

undervisningsudvalg Nanna Westerby udtalte 

sig til samme dagblad, hvor hun inddrog 

biologi og samfundsfag: ”desværre er mange af 

de nye adgangskrav ulogiske. Eksempelvis er 

biologi i gymnasiet ikke adgangsgivende til biologi 

på universitetet. Og samfundsfag er ikke 

adgangsgivende til statskundskab.” Man kan 

håbe, hun kan vinde gehør for sine synspunkter 

i udvalget, så adgangskravene ændres.

nyt fra fagkonsulenten 

af Bent fischer-nielsen 

Justeringer 

Gymnasieloven er som bekendt ændret således, 

at elever, der starter i år og i 3.g vælger samfundsfag 

A som frit valgfag, også skal have matematik 

på mindst B-niveau. Til skriftlig prøve i 

samfundsfag i 2011 vil alle elever i have matematik 

B, og det kan udnyttes ved prøven. 

Der er sket små justeringer af læreplan og vejledninger 

mht. til eksamen. Der er ingen ændringer 

i læreplaner og vejledninger mht. fagets 

indhold. 

2 minutters eksaminationstid 

Ændringer i læreplanerne begrænser sig til, at 

eksaminationstiden for samfundsfag C er ændret 

fra 25 til 24 minutter og i forberedelsestiden fra 

50 til 48 minutter. Ændringen er alene sket for 

at gøre det ens for C-niveaufagene, og her var 

der flest fag, der i forvejen havde 24 minutters 

eksaminationstid. 

ændring af vejledningerne om eksamen 

Ændringerne i vejledningerne til samfundsfag A 

står side 37 og 40-43 og til samfundsfag B side 

32-34. Læs grundigt disse sider! 

Ændringerne i vejledningerne indeholder følgende 

punkter: 

Bilag til fællesdelen 

Om den skriftlige prøve: Der er slettet en sætning 

om, at bilag til fællesdelen udleveres sammen 

med spørgsmålene. Det betyder, at opgavekommissionen 

er frit stillet mht. om bilag til 

fællesdelen udleveres kl. 9 til gruppeforberedelse 

eller kl. 10 til individuel besvarelse. Begrundelsen 

for ikke at udlevere et bilag til gruppeforberedelsen 

er bedre at kunne differentiere bedømmelsen 

af besvarelser af fællesdelen. 

overskrifter på eksamensspørgsmål 

Om overskrifter på eksamensspørgsmål til samfundsfag 

C er det præciseret (som det hele tiden 

har været meningen), at overskriften skal være 

identisk med overskriften på et tema i undervisningsbeskrivelsen. 

Det skyldes, at den mundtlige 

prøve ifølge læreplanen sker ”på grundlag af 

et kendt tema”. Eleverne kender temaet i kraft 

af, at det er en overskrift på et undervisningsforløb. 

En del lærere har udtrykt ønske om, at temaerne 

til prøvesæt/spørgsmål til samfundsfag 

A, B og C ikke behøvede at være lig med overskrifterne 

på undervisningsforløbene. Det kræver 

en ændring af læreplanen, som jeg vil overveje. 

For at temaerne stadig skal være kendte for 

eleverne, kræver det, at temaerne offentliggøres i 

god tid (fx 2 uger) inden den mundtlige prøve. 

Prøvesæt skal dække alle faglige mål 

Om antal af prøvesæt (samfundsfag A + B) er 

tilføjet: ”Ifølge Eksamensbekendtgørelsen §1 er 

formålet med en prøve, ”at dokumentere i hvilken 

grad eksaminanderne opfylder de faglige mål 

og krav”. Prøvesættene skal derfor tilsammen 

dække de faglige mål, således at eleverne kan demonstrere 

anvendelse af alle faglige mål gennem 

prøvesættene tilsammen. Eksaminator behøver 

ikke at lave prøvesæt i alle forløb, men må ikke 



orientere eleverne om, hvilke forløb, der er prøvesæt 

i, og hvilke der ikke er.” 

Prøvesæt til -årige forløb 

Om prøvesæt og undervisningsbeskrivelse for 

samfundsfag A som studieretningsfag er tilføjet: 

”For samfundsfag A som studieretningsfag kan 

der fra 1.g være forløb, hvor det faglige niveau vil 

være for lavt, hvis eleven trækker et prøvesæt alene 

i dette forløb. Man kan undlade at udarbejde 

prøvesæt til et sådant forløb fra 1.g. En anden 

mulighed er, at hvis man i 1.g fx har haft et forløb 

om socialisation og på et højere niveau vender 

tilbage til samme tema i 3.g, kan man kalde 

forløbet i 1.g for ”Socialisation i det senmoderne 

samfund 1” og forløbet i 3.g for ”Socialisation i 

det senmoderne samfund 2”. Der kan nu udarbejdes 

et prøvesæt med titlen ”Socialisation i den 

senmoderne samfund”, hvor eleven kan bruge 

kernestof/supplerende stof både fra forløbet i 1.g 

og det fortsatte forløb i 3.g.” 

Censors opgaver 

Om censors opgave ved mundtlig prøve er tilføjet 

et afsnit om, hvordan censor ifølge eksamensbekendtgørelsen 

skal ”medvirke til og 

påse, at prøverne gennemføres i overensstemmelse 

med de gældende regler”. Censor skal 

tjekke undervisningsbeskrivelsen og skrive en 

indberetning til eksamensskolen, hvis der er 

(væsentlige) mangler. Censor kan gøre indsigelse 

mod spørgsmål/prøvesæt og bede om ændringer. 

Efter en dialog med eksaminator skal 

censor godkende spørgsmål/prøvesæt. I tilfælde 

af (alvorlige) fejl i prøvens gennemførelse, skal 

censor skrive en indberetning til eksamensskolen. 

Eksamensskolen skal sende indberetningen 

og en kommentar hertil videre til ministeriet. 

god tid til dialogen 

Om samtalen til den mundtlige prøve ved samfundsfag 

A og B er tilføjet: ”Der skal være god 

tid til dialogen, således at flere faglige mål kan 


demonstreres, og den individuelle bedømmelse 

kan sikres.” Der står i forvejen, at der gives ”god 

tid” til elevens fremlæggelse af synopsen, og der 

gives ”ligeledes god tid” til en samtale. Det betyder, 

at eleverne på forhånd skal være instrueret 

om, at deres fremlæggelse af synopsen ikke må 

vare længere end ca. halvdelen af eksaminationstiden. 

Når ca. halvdelen af eksaminationstiden 

er gået, skal eksaminator indlede en samtale 

og stille spørgsmål, og hvis eksaminator ikke gør 

det, skal censor gøre det! Eksaminator må ikke 

lade eleverne fremlægge næsten hele tiden - også 

selv om det er godt og fint, alt hvad eleven kommer 

med. Eleven skal kunne bedømmes individuelt, 

og det skal kunne bedømmes, hvorledes 

eleven indgår i en faglig diskussion. 

grupper 

Om andre elevers tilstedeværelse ved mundtlige 

prøve er tilføjet: ”Når en elev fra en gruppe er til 

mundtlig prøve, må de andre elever i gruppen 

íkke overvære prøven, før de selv er blevet eksamineret 

jf. Eksamensbekendtgørelsen § 12 stk. 

3.” I forvejen står der, at ”Det anbefales endvidere, 

at skolen sikrer, at ventende elever ikke 

kan kommunikere med eksaminerede elever fra 

samme gruppe.” Censorer har beklaget, at nogle 

skoler ikke sikrer dette, hvilket giver uretfærdige 

fordele til de sidste i en gruppe. 

synopsis med ét overordnet spørgsmål 

Formuleringen om synopsis er ændret således, at 

det anbefales, at problemformuleringen indeholder 

ét overordnet spørgsmål (”sagen” jf. AT), 

og at eleven heraf udleder underordnede spørgsmål, 

som undersøges. Det vil give en mere fokuseret 

synopsis, undersøgelse og fremlæggelse. 

Censorerne om de mundtlig prøver 

Mange tak til de 156 censorer, der har været på 

www.uvm.dk og svare på spørgeskemaet om

de mundtlige prøver til samfundsfag A og B. 

Alle skoler har modtaget to breve fra eksamensafdelingen 

med et link og en opfordring til 

censorerne. 

Væsentlige kvaliteter ved 24 timers prøven 

Censorerne har mange særdeles positive kommentarer 

til synopsiseksamen med 24 timers 

forberedelsestid og peger på række væsentlige 

fordele: 

ü Eleverne får bedre mulighed for selvstændigt 

at fordybe sig, strukturere stoffet, gennemarbejde 

anvendelsen af kernestoffet og vise flere kompetencer 

end ved den traditionelle eksamensform. 

ü Eleverne er bedre forberedte og mere rolige, 

og eksamen er mindre chancebetonet end tidligere. 

ü Dygtige elever når særdeles højt, og svage elever 

kan drage fordel af gruppearbejdet. 

ü Der er ikke stor forskel i forberedelsestiden 

som ved 3 timers forberedelse i grupper. 

ü Mange elever er godt instrueret i, hvordan de 

skal skrive synopsis, opstille problemformulering, 

undersøge, fremlægge og kunne indgå i 

dialog. 

udfordringer 

Men censorerne har også oplevet problemer, 

som jeg her vil kommentere: 

- Nogle elever har skrevet for lange synopser og 

bruger for lang tid på at fremlægge den, hvilket 

vanskeliggør en differentiering i bedømmelsen, 

da eleverne ikke testes tilstrækkeligt i relevant 

kernestof. Det bliver svært at bruge de lave karakterer. 

Nogle elever læser endda op fra et manuskript 

i stedet for at bruge synopsen som talepapir. 

Kommentar: Eksaminator og censor skal sikre 

god tid til den faglige dialog og stille spørgsmål, 

der sikrer en individuel bedømmelse bl.a. ud fra 

en test i relevant kernestof og faglig præcision. 


Censor skal afbryde eleven og begynde at stille 

spørgsmål, hvis ikke eksaminator sikrer god tid 

til dialogen. Som nogle censorer bemærker, er 

det især i dialogen, at forskellene mellem eleverne 

åbenbares. Se ovenfor om tilføjelser i vejledningen. 

Eleverne skal være instrueret i, at de 

ikke skal læse op, for det ”giver ikke mange kugler 

i kassen”, som en censor skriver. 

- Det kniber for mange elever selv at finde relevant 

stof, og det er uklart, hvor meget det skal betyde 

for bedømmelsen. 

Kommentar: Det er et klart krav, at eleven med 

24 timers forberedelsestid selv SKAL finde relevant 

materiale, der kan bruges til besvarelse af 

deres problemformulering. Hvis det ikke sker, 

skal det klart trække ned ved bedømmelsen, 

hvilket kan medvirke til en differentiering af karaktererne. 

Det er et af de faglige mål, der må 

trænes i det daglige og evalueres til eksamen. 

- Nogle censorer klager over for mange gentagelser 

af de samme prøvesæt. 

Kommentar: Som præciseret i vejledningen (se 

ovenfor) skal prøvesættene tilsammen give eleverne 

mulighed for at demonstrere alle de faglige 

mål, herunder alle fagets discipliner. Desuden 

anbefales i vejledningen, at man ved gentagelse 

af prøvesæt foretager mindre eller større variationer 

i bilagsmaterialet. 

- 24 timers forberedelsestid er uretfærdigt, fordi 

eleverne har forskellige muligheder for at få hjælp 

i næromgivelserne. 

Kommentar: Det kan ikke afvises, at elever med 

forbindelser til samfundsfaglig ekspertise kan 

udnytte denne fordel ved udarbejdelse af synopsis 

og træning af fremlæggelse. Den bedste måde 

at modvirke en sådan uretfærdighed er som 

nævnt ovenfor at give god tid til dialog og 

spørgsmål, der sikrer en individuel bedømmelse. 



mundtlig prøve til ks 

Tak til de 65 censorer, der udfyldte spørgeskema 

om den mundtlige prøve i kultur- og samfundsfaggruppen. 

- ¾ af censorerne er enig eller delvis enig i, at 

”anvendelse af synopsis understøtter kursisternes 

opfyldelse af fagets mål”. 90% af censorerne er 

enig eller delvis enig i, at ”anvendelse af det udleverede 

materiale understøtter kursisternes opfyldelse 

af fagets mål”. Derimod er 60% af de 27 

censorer, der havde overværet prøve med 24 timers 

forberedelse, uenige eller delvis uenige, i at 

”anvendelsen af det fundne materiale understøtter 

kursisternes anvendelse af fagets mål”, og 

uenige eller delvis uenige i, at ”kursisterne har en 

tilpas vægtning i anvendelsen af det udleverede 

materiale og det fundne materiale”. 

Kommentar: Som nævnt ovenfor skal eksaminanderne 

selv finde yderligere relevant materiale 

til prøve med 24 timers forberedelse. Det har 

åbenbart været svært for mange kursister, og er 

derfor noget, man må træne i undervisningen, 

jf. det faglige mål at ”kursisterne skal kunne indsamle, 

analysere og kritisk anvende forskelligartede 

materialetyper.” Det skal indgå i bedømmelsen 

ved prøven, om kursisterne kan opfylde 

dette faglige mål. 

- 27 af de 65 censorer har skrevet kommentarer 

til spørgsmålene, og de fleste kommentarer er 

meget kritiske. Kritikken kan sammenfattes til, at 

kursisterne har svært ved at skrive en synopsis 

med en problemformulering, der omfatter de tre 

fag, og de har svært ved selv at finde materiale til 

24 timers prøven. 

Kommentar: Det er rigtigt, at synopsisprøven 

stiller større krav til kursisternes selvstændighed 

end den traditionelle prøve. Derfor er det særdeles 

vigtigt at træne denne prøveform i undervisningen 

fx ved at afslutte hvert tværfagligt forløb 

med skrivning og/eller fremlæggelse af en 

synopsis med en flerfaglig problemformulering. 

8 samfundsfagsnyt september 2008 

konferencer om srP, at og it 

I efteråret arrangerer ministeriet en række endagskonferencer, 

som man med fordel kan deltage 

i. 

- SRP-konferencer: 

23. september på Viby Gymnasium, 24. september 

på Rødkilde Gymnasium, 2. oktober på 

Roskilde Gymnasium og 6. oktober på Kongsholm 

Gymnasium. Om læreplan inkl. ændring, 

DPU’s evalueringsrapport, opgaveformulering, 

vejledning og votering. For alle fag. 

- AT-konferencer: 

3. september i Middelfart, 4. september i Herning, 

10. september i Hobro, 11. september i 

Køge, 17. september i Gladsaxe og 18. september 

i Rungsted. For alle fag. 

- IT-konference: 

27. november på Fyn. Om forsøg med it til 

skriftlig eksamen. Arbejdsgruppen vil præsentere 

deres første prøvesæt og lærere på forsøgsholdene 

vil give tilbagemelding om opgaverne og 

elevernes besvarelse. For alle samfundsfagslærere. 

Se invitation andetsteds i dette blad. 

studieretningsprojektet (srP) 

Jeg skrev i Nyt fra fagkonsulenten i Samfundsfagsnyt 

nr. 169 marts 2008 om, hvad man skal 

være opmærksom på, når man formuler opgaver 

sammen historie, sprogfag og generelt. Jeg 

vil opfordre til, at man genlæser dette afsnit inden 

man tager til konference eller begynder vejledningen 

i SRP. I opgaver med historie skal 

man være opmærksom på, at der stilles krav om 

brug af samfundsfaglig teori og om en aktuel 

perspektivering. I opgaver med sprogfag inkl. 

dansk skal analysen både indeholde samfundsfaglig 

teori/begreber og empiri. Fiktion er oplagt i 

samspillet med sprogfag, men det kan ikke erstatte 

empiri! Generelt skal man sikre, at der 

både stilles præcise fagspecifikke krav og præcise 

tværgående krav jf. læreplanen om SRP.

udviklingskurser om klima og 

samfundsfag-matematik 

Som indsatsområde for efteruddannelse i 2008 

har jeg udmeldt to områder: Klimaundervisning 

og Samspillet mellem samfundsfag og matematik, 

som udvides pga. lovændringen (se ovenfor). 

Hold øje med hvad der måtte komme af 

muligheder her. 

”klimaudfordringer” som skriftlig opgave 

Opgaven ”Kapitalismens udfordringer” trykkes 

ekstraordinært og udsendes sammen med sygeeksamensopgaver 

til alle skoler, da der her findes 

delopgaven ”Klimaudfordringer”, som kan 

bruges til forløb med klimaundervisning. Klimapolitik 

er et fint politikområde, der kan dækker 

flere faglige mål og områder i kernestoffet, 

og er velegnet til samspil med naturvidenskabelige 

fag. Se materiale mm på www.klimaundervisning.dk 

Opgaven lyder: 

”Klimaudfordringer 

2. Undersøg på grundlag af materialet i bilag B1 

og B2 hvilke udfordringer det internationale 

samfund står overfor. 

3. Diskutér, hvilke politiske problemer der er 

forbundet med at begrænse det globale CO2udslip. 

Besvarelsen skal tage udgangspunkt i bilag 

B3.” 


det femte-største fag 

For at der ikke skal danne sig overdrevne forestillinger 

om, hvor stort samfundsfag er blevet 

under reformen, vil jeg nævne, at samfundsfag 

er det femte-største fag. Man kan beregne, hvor 

mange timer en student fra 2008 i gennemsnit 

har haft i løbet af de 3 år. Her bliver rækkefølgen 

for de seks største fag: Engelsk, matematik, 

dansk, historie, samfundsfag og idræt. 

fagkonsulentens side på emu 

http://www.emu.dk/gym/fag/sa/Undervisningsministeriet/Fagkonsulenten/index.html 

Det er en god ide jævnligt at tjekke denne side 

for nyheder. 

Emu’en har fået ny redaktør. Tak til Gregers 

Friisberg for indsatsen sidste år og velkommen 

til Anders Stubkjær, Sønderborg Statsskole. Jeg 

vil sammen med den nye redaktør overveje nyskabelser 

som fx abonnement på nyhedsbreve. 

generalforsamlingskurset 

Vel mødt til generalforsamlingskurset 30.-31. 

oktober i Odense, hvor jeg gerne deltager i en 

debat om de nye prøveformer og fagets udvikling! 

15.08.2008 

Bent Fischer-Nielsen 


for meget samfundsfag 

af Jens Christian von Holck 

i foråret vedtog folketinget lov nr. 82 om 

ændring af stx-loven. Her blev muligheden 

for at tage samfundsfags valgfag på højt 

niveau uden matematik B bl.a. forhindret. 

et af høringssvarende til loven er formuleret 

af forskningspolitisk chef, Charlotte 

rønhoff og konsulent Berit kjær Petersen 

fra dansk industri (di). Høringssvaret er 

dateret den . februar 2008. 

i høringssvaret kan man bl.a. læse: 

”DI mener, at der er behov for større fokus 

på, at gymnasiet er kompetencegivende til 

videregående studier. Alt for mange elever 

har i dag samfundsfag på højt niveau, 

selvom der kun stilles krav herom på C 

niveau for optagelse på f.eks. økonomi og 

statskundskab. DI er derfor positiv over for 

at styrke studiekompetencen til de økonomisk-samfundsvidenskabelig 

studier, ved 

at kombinere valgfaget samfundsfag på 

A-niveau med matematik på B-niveau.” 

På den baggrund henvendte jeg mig til di 

med henblik på en uddybning af organisationens 

syn på samfundsfag i gymnasiet. i 

begyndelsen af juni mødte jeg da op i di’s 

nybyggede hus i københavns nordhavn for 

at lave et interview med en af forfatterne 

til høringssvaret, Berit kjær Petersen. 

Læs hele høringssvaret på www.fals.info. 

»Vi er jo ikke nede i lærerplanerne, når vi taler 

samfundsfag,« begynder Berit Kjær Petersen. 

»Men derfor har vi selvfølgelig en holdning 

til faget. Det er dejligt, at der er mange, der 

interesserer sig for samfundsfag, men vores 

bekymring går på, at der er rigtig mange, der 

vælger faget, og at de vælger det på højt niveau. 

Problemet er, at det ikke er kompetencegivende 

på nogle af de videregående uddannelser. Det 

vi kan se, når vi kigger på kompetencekravet 

generelt, er, at vi har brug for at styrke matematik 

og mere generelt de naturvidenskabelige fag. 

Den helt store vinder ved gymnasiereformen, 

det er imidlertid samfundsfag. « 

»Hvis man kigger på de studier, hvor samfundsfag 

kunne være virkeligt aktuelt, så som 

fx Polit eller Statskundskab, kræver man her 

rent faktisk kun samfundsfag på C-niveau. Og 

det vi som sagt kan se er, at rigtig mange vælger 

faget på A-niveau. 

- Vil det sige, at hvis nogle af de videregående 

uddannelser begynder at kræve samfundsfag på 

A-niveau eller B-niveau, så vil I ændre jeres 

holdning til faget? 

»Ja. Men vi kigger selvfølgelig på det her med 

aftagerøjne. Hvad er det, vi kommer til at 

mangle på sigt? Vi ved jo nu – også med ledighedstallene 

– at ledigheden er meget lav indenfor 

de naturvidenskabelige områder, bl.a. ingeniører. 

Den er også lav inden for en række af de 

samfundsvidenskabelige områder, men vi kommer 

ikke udenom, at det er universiteterne, der 

stiller kravene, og vi kan se, at der, hvor de største 

problemer er, det er bl.a. indenfor naturvi- 


11

interview med di – for meget samfundsfag 

denskaberne. Vi har lavet undersøgelser sammen 

med Danmarks Evalueringsinstitut og undervisningsministeriet, 

der viser, at der kommer 

til at mangle 14.000 ingeniører i 2020 1 . Det 

vigtige er at sikre et match mellem, hvad der er 

kompetencegivende på de videregående uddannelser, 

og hvad gymnasiet tilbyder. « 

- Så hvis relevante videregående uddannelser 

stiller krav om samfundsfag på et højere niveau, 

så vil DI altså ændre holdning? 

»Ja, hvis det er samfundsfagligt uddannede, 

vi mangler i den anden ende. Hvis det med andre 

ord er den type kompetencer, vi mangler på 

sigt ude i erhvervslivet, så er det klart, at vi vil 

se på det igen.« 

- Du taler om, at der mangler ingeniører, 

men du siger også, at der mangler folk med mere 

samfundsvidenskabelig baggrund? 

»Ja altså, økonomer og statskundskaber osv. 

er der da også mangel på. Vi har jo ledighedstal 

på området, som jeg kan sende dig 2 . Her kan vi 

se, hvordan ledigheden ser ud pt.« 

- Kan du konkretisere fx med hensyn til 

manglen på økonomer? 

»Økonomer er bestemt et ”go-område”, hvor 

der mangler kvalificerede folk.« 

- Nu udgør økonomi jo ifølge bekendtgørelsen 

ca. 1/3 af samfundsfagsundervisningen i gymnasiet. 

Når der er så stor mangel på økonomer, 

så er det altså ikke det, der skulle udelades fra 

bekendtgørelsen, hvis faget skulle gøres mere 

kompetencegivende? 

»Det kan jeg ikke vurdere, for så dybt nede i 

lærerplanerne er vi ikke. Vi forholder os til det 

mere overordnede: Hvad er det, eleverne vælger, 

og hvad er det, man efterspørger?« 

- Men du må vel kunne vurdere helt overordnet, 

når du nu nævner sektorspecifikke ledighedstal. 

Økonomi er vel ikke det, der er allermindst 

brug for i gymnasiet; kendskab til økonomiske 

sammenhænge osv.? 

1 Se tallene på www.fals.info 

2 Se tallene på www.fals.info 


»Nej, nej bestemt ikke. Vi mener sådan set, at 

samfundsfag i dag bør udvides i forhold til økonomi 

fx i forhold til spørgsmålet om, hvad der 

skaber væksten i samfundet. Vores indtryk er, at 

det ved de unge ikke. Hvad skaber vækst i samfundet, 

og hvad skaber vækst for virksomhederne? 

En forståelse for, hvordan arbejdsmarkedet 

fungerer. Hvis vi fx mangler arbejdskraft, så er 

vi nødt til at få den udefra, og hvis vi på sigt 

fortsætter denne udvikling, så risikerer vi at 

skulle flytte produktionen til udlandet – og det 

skaber jo ikke vækst i Danmark. Men hvis vi 

kan holde det inden for landets grænser, og vi 

kan sige ja til alle de ordrer, vi kan få ind, så skaber 

det jo vækst, styrket beskæftigelse og lavere 

ledighed. Men det skaber også vækst for Maren 

nede i kæret, for nu kan hun pludseligt komme 

på hospitalet osv. Det er den type samfundsforståelse 

- de her markedsmekanismer om, hvordan 

det hele hænger sammen – det er noget, vi 

synes, at de unge kunne have mere gavn af.« 

»Og hvis man går et niveau ned og fokuserer 

på, hvad der skaber væksten for virksomhederne, 

så er det mere forretningsforståelse, der er 

tale om. Forståelse for, hvordan man kan have 

virksomhed i Danmark. Sådan en type kompetence 

synes vi, der mangler. 

»Vores indtryk med de unge, vi møder, er, at 

de faktisk ikke rigtigt ved disse ting. Det kunne 

også være om den danske model. Disse mangler 

møder vi hos de elever, der besøger os gennem 

vores skolekontakt.« 

- Har du noget indtryk af, hvilket niveau i 

samfundsfag, de elever, du omtaler, har? 

»Mit indtryk er generelt; eleverne ved ikke 

nok. Når der så er et fag, der fylder så utroligt 

meget, så kunne man måske forvente mere. 

Men også selvom vi er nede på C-niveau, så er 

kendskabet til markedsmekanismerne jo en 

grundlæggende forudsætning for at kunne vide 

noget og diskutere. Jeg kan godt huske de bøger, 

jeg selv læste, de har godt nok været på et 

overordnet niveau.«

- De ting, du efterspørger, er jo sådan set en 

vigtig del af lærerplanen i samfundsfag, men 

man tilrettelægger jo lærerplanerne efter niveauet 

for de elever, vi modtager fra folkeskolen. 

Så er det, du efterspørger, da mere af denne slags 

samfundsfag i folkeskolen, så vi kunne overtage 

eleverne på et højere niveau? 

»Man kunne sagtens have noget mere af det 

her ind i undervisningen. Her tænker jeg fx på 

en form for praktik. At man kommer ud på 

virksomhederne og derigennem får en forståelse 

for, hvordan det er at drive virksomhed. Praktik 

kunne man i øvrigt også have i gymnasiet.« 

- En anden del af lærerplanen i samfundsfag 

handler om globaliseringen og dens konsekvenser, 

udviklingen mod det senmoderne samfund 

osv. – det er ca. 1/3 af undervisningen og det er 

det eneste sted i gymnasiefagrækken, hvor man 

rigtigt kommer i dybden med disse områder. 

Disse spørgsmål har vel stor betydning for kulturforståelse, 

både for vores egen og for andre 

landes kultur. Mener du med andre ord, at man 

i lærerplanen for samfundsfag kunne skrue ned 

for denne her grundlæggende undervisning i 

kulturforståelse i lyset af samfundsudviklingen? 

»For mig at se kan globalisering også handle 

om de andre ting, vi var inde på før, men jeg har 

svært ved at se, hvad det mere konkret er, man 

evt. skulle skære, men det er jo klart, at globalisering 

er meget vigtigt – du kunne ligeså godt 

have sagt globalisering, som du kunne have sagt 

økonomi, fordi tingene hænger sammen. Men 

der kan jo være endnu flere forskellige elementer 

– og så er man jo nede i den enkelte lærers frie 

ret til at udvælge de undervisningsmaterialer, 

som han eller hun vil bruge i sin undervisning. 

Der behøver altså ikke være en anden vægtning, 

men materialet, eleverne præsenteres for, er muligvis 

ikke godt nok. Vi kan bare se, at når eleverne 

kommer ud i den anden ende, så ser det 

ud som om, at de ikke ved nok om, hvad der 

skaber dynamik. Hvordan posen præcis skal rystes, 

kan jeg ikke svare på« 


- Den sidste del af lærerplanen i samfundsfag 

handler om politik. Det drejer sig om forståelse 

for politiske partier, interesser og konflikter, forståelse 

for meningsdannelse osv. Det er det eneste 

sted i gymnasiet, hvor man rigtigt kommer i 

dybden med disse spørgsmål. Er politikdelen noget, 

DI mener, man kunne skære væk? 

»Altså, jeg kan ikke give dig et håndslag på, 

om det lige er der, man skal skære. Så meget er 

vi ikke nede i lærerplanen.« 

- En stor del af globaliseringen handler jo 

også om politik. Tag fx lobbyisme. Det er vel 

også vigtigt for Danmarks fremtid, at man har 

nogen, som interesserer sig for den slags? 

»Men det er jo svært, for man skal jo vide 

noget om det hele, så du er nok lidt for langt 

nede i den enkelte lærers måde at tilrettelægge 

undervisningen. Et andet bud kunne jo også 

være, at man fik nogle flere undervisningstimer 

ved at skære ned på noget af alt det her mødeaktivitet 

og i stedet øgede kvaliteten gennem 

den vej. Det er jo den helt store diskussion, om 

man får nok for pengene; om hvor meget man 

underviser i Danmark i forhold til andre lande. 

Det er helt klart vores opfattelse, at man her 

kunne hente noget.« 

- Nu har jeg fx i Almen Studieforberedelse 

stor glæde af at samarbejde med fx fysik eller 

matematik, og det kræver jo en del mødeaktivitet. 

Jeg tror, de fleste samfundsfagslærere i lyset 

af reformen ser deres fag meget i relation til de 

naturvidenskabelige og humanistiske fakulteter. 

Hvis man gør, som du foreslår, ville der så ikke 

være en risiko for, at eleverne mistede fornemmelsen 

for sammenhængen mellem fagene, hvis 

man undlod at samarbejde mellem fagene? 

»Jeg synes sådan set også, man skal samarbejde 

mellem fagene, men der er nok ikke nogen 

tvivl om, at det ikke har fungeret optimalt. 

Tanken i det er rigtig, men jeg tror også, man 

har brugt rigtig mange ressourcer på at få det 

her i gang. Det ændrer sig forhåbentligt i fremtiden, 

så man virkeligt kunne hente mere tid – 


1


man kunne måske skære 10 procent her og 10 

procent der. Vi ved jo generelt med ineffektive 

møder, at det er noget af en tidssluger.« 

- Så det er sådan en generel opfordring til 

gymnasielærere om at være mere… 

»Ja, det er jo også en ledelsesopgave. Når jeg 

taler om flere undervisningstimer, så er det, jeg 

mener, flere konfrontationstimer, hvor der fysisk 

er en lærer. « 

- Mener du dermed mindre forberedelsestid 

til den enkelte undervisningstime? 

»Det kunne det være i nogle fag. Alle fag 

kræver jo ikke den samme forberedelsestid.« 

- Hvilke fag ville du sige, kræver meget forberedelsestid? 

»Det kan jeg ikke sige. Men på folkeskoleområdet 

– hvilket nok er det samme i gymnasiet 

– kræver idræt fx ikke den samme forberedelsestid, 

som hvis man fx skulle undervise i 

historie. En anden vinkel kunne være, om en 

ældre lærer bruger ligeså meget tid på forbere- 


delse, som en yngre. Det handler kort sagt om 

at skabe et større ledelsesrum, for at man ude 

på den enkelte institution kan skabe det, der nu 

passer bedst i den konkrete situation. Vi kan 

bare se, at der er en gevinst at hente.« 

- Jeg tror, at det er den generelle opfattelse 

hos lærerne, at hvis man skærer i forberedelsen, 

så vil der komme flere af disse her lærerbogsstyrede 

undervisningstimer. Hvordan ville I se på 

en sådan udvikling? 

»Jeg tror på, at der skal være plads til fleksibilitet. 

Men det kan jo godt være, at det ikke er 

alle lærere, der skal udvikle undervisningsmaterialer. 

Nu kender jeg mest til folkeskoleområdet, 

men der er lidt en tendens til, at vi alle 

sammen skal udvikle, alle sammen skal gøre 

det ene og det andet. Her tænker jeg en gang 

imellem, at vi i stedet måske burde gøre det, vi 

er bedst til. Men bottomline er, at vi skal styrke 

ledelsesrummet, så vi kan få mest ud af undervisningen.«

Bevar proportionerne i debatten om 

samfundsfag i det nye gymnasium 

gregers friisberg, formand for fals 

I min kommentar til interviewet med DI vil jeg 

tage udgangspunkt i følgende udtalelse: ”Det vi 

kan se, når vi kigger på kompetencekravet generelt, 

er, at vi har brug for at styrke matematik og 

mere generelt de naturvidenskabelige fag. Den 

helt store vinder ved gymnasiereformen, det er 

imidlertid samfundsfag”. 

Det er en udbredt opfattelse, at samfundsfag 

er den store vinder ved reformen. Det er imidlertid 

en konklusion, der trænger til at blive 

set efter i sømmene, så der ikke sker for meget 

mytedannelse. 

Ifølge UNI-C Statistik er matematik det 

klart mest populære fag på A-niveau, og kombinationer 

af matematik, fysik og kemi i studieretning 

vælges af omkring 20 pct., hvad der er 

klart højere end i det ”gamle” gymnasium, hvor 

kun omkring 14 pct. valgte hardcore kombinationer 

af naturvidenskab. 

Billedet af ”samfundsfag som vinder” er sløret 

af mangler i den statistiske registrering af 

studieretninger fra skolernes side. 

Ifølge publikationen ”Oprettede studieretninger 

på de gymnasiale Uddannelser” fra 

UNI-C’s statistikenhed 4.6.08 (samme kilde 

som tabellen ovenover), er det sådan, at ”i forhold 

til 2007 har de samfundsvidenskabelige 

studieretninger med 35 pct. af eleverne overhalet 

de naturvidenskabelige studieretninger, der 

samler tilslutning fra 33 pct. af eleverne.” 

Det er imidlertid sådan, at mange studieretninger 

med engelsk A, samfundsfag B, er blevet 

kaldt samfundsvidenskabelige studieretninger, 

hvad der næppe er dækkende. Det er ikke så 

stor en del af eleverne, der tager studieretninger 

med samfundsfag A: 

”I 2008 er matematik det fag, der oftest optræder 

som studieretningsfag. Således indgår matematik 

i 61 pct. af studieretningerne på stx (30 pct. på 

A-niveau og 31 pct. på B-niveau). Herefter følger 

samfundsfag, som er valgt af 52 pct. af eleverne 

(22 pct. på A-niveau og 30 pct. på B-niveau), og 

engelsk A, som er studieretningsfag for 51 pct. af 

eleverne”. 

Kilde: Oprettede studieretninger på de gymnasiale 

Uddannelser” UNI-C’s statistikenhed, 

4.6.08) 

Ovenstående citat giver et mere dækkende billede 

af problematikken. I betragtning af de samfundsvidenskabelige 

fags betydning og vægt på 

fremtidens arbejdsmarked er det svært at se, det 

kan give anledning til nogen bekymring. 

Men vi må dog nok også fra foreningens side 

erkende, at i billedet af ”samfundsfag som vinderfag” 

kan indgå, at samfundsfag deltager med 

stor styrke i almen studieforberedelse, idet 

mange elever vælger at lave synopsis i samfundsfag 

i kombination med et andet fag. Det 

har utvivlsomt styrket samfundsfag, at det repræsenterer 

det samfundsvidenskabelige fakultet, 

og det giver stor repræsentation af faget, når 

to fakulteter skal indgå i et forløb. 

Det er vigtigt i den sammenhæng at betone, 

at der skal være en ordentlig vejledning af eleverne, 

så de ikke vælger samfundsfag ud fra forkerte 

forventninger. 


1

Det er også muligt, at kravet om to fakulteter 

repræsenteret ikke skal være et krav, men bør 

være valgfrit. Samfundsfag er naturligvis ikke 

interesseret i at gå på strandhugst i andre fag, 

men synes principielt, at eleverne skal have mulighed 

for at vælge faget, når det har deres interesse. 

Derfor mener vi, at vejledning, både om 

faget og generelt om de metoder, der arbejdes 

med i almen studieforberedelse, er vigtig. 

Når det gælder kompetencer, er det min opfattelse, 

at DI har et noget snævert kompetencebegreb 

i baghovedet. Jeg skal ikke underkende 

betydningen af matematiske og naturvidenskabelige 

kompetencer. De er naturligvis vigtige i 

et moderne samfund. Men elever lærer bedst, 

når de er motiverede. Det vil være uheldigt at 

tvinge dem til at vælge fag, de måske ikke føler, 

de har forudsætninger for. En for ensidig betoning 

af kompetencer fører til et for elitært gymnasium. 

Det er uheldigt i en tid, hvor uddannelsesniveauet 

skal hæves generelt. 

Den internationale handel bliver i stigende 

grad præget af serviceydelser. Det gør det relevant 

med et bredere sæt af kompetencer. 

Med globaliseringen står vi i en situation, 

der gør, at de naturvidenskabelige kompetencer 

må suppleres af økonomiske og samfundsvidenskabelige 

kompetencer i bredere forstand. 

DI er selv inde på, at de unge har en alt for 

begrænset viden om den danske model. De ved 

for lidt om, hvordan vort samfund fungerer, og 

hvad sammenhængene og spillereglerne både i 

international økonomi og i dansk og europæisk 

økonomi og politik er. Her kommer samfundsfag 

på et højt niveau med gode bud på såvel vidensmæssige 

som analytiske kompetencer. 

Samfundsfag har også gode bud på mere metodiske 

kompetencer, når man f.eks. arbejder 

med kvantitative empiriske undersøgelser og 

arbejder med økonomisk, demografisk og social 

statistik i regneark. 

Man bør også nævne den interkulturelle 

kompetence. Noget af det væsentligste for at få 


virksomheder til at fungere er, at forskellige 

personalegrupper kan finde ud af at samarbejde. 

Det kan som bekendt i det multikulturelle 

samfund, vi lever i, kræve viden og parathed i 

forhold til andres etnicitet og kultur. Det erkendes 

i stigende grad i det politiske system, at 

Danmark i fremtiden bliver nødt til at få en 

øget indvandring af arbejdskraft, hvis velfærdssamfundet 

skal kunne finansieres fremover. 

Det kan kun lade sig gøre med en befolkning, 

der ikke lider af allergi over for ”fremmede”. 

Samfundsfag er et fag, der medvirker til at give 

mellemfolkelig forståelse, fordi man arbejder 

med emner som globalisering, kultursammenstød 

og andre landes politiske systemer. 

Det er vigtigt at samarbejde med interesseorganisationer. 

FALS har altid prioriteret dette 

arbejde højt. DI er en betydningsfuld organisation, 

hvis synspunkter vi altid vil lytte interesseret 

til. Men det skal også siges, at der er andre 

vigtige interesser. Vi finder det f.eks. væsentligt 

også at lytte til fagbevægelsen og elevorganisationerne. 

Det er i Folketinget, at afvejningen af de forskellige 

interesser sker, når der er udmøntning 

af de forskellige inputs til det politiske system i 

en konkret lovgivning. Når Folketinget laver 

uddannelseslovgivning, er det vigtigt, at det 

sker som brede forlig, da denne lovgivning af 

hensyn til brugerne nødig skulle udsættes for 

hovsa-løsninger. Sådanne ”løsninger” kan man 

kun undgå, hvis der bredt tages hensyn til de 

forskellige interesser i det danske samfund, - og 

tages hensyn til, at læring også er til for de unges 

udvikling, ikke alene med henblik på de 

snævert faglige kompetencer, men også som 

mennesker og borgere, der kan deltage i demokratiske 

beslutninger.

etsstat og retssamfund 

– den blinde plet i samfundsteorierne 

af anette faye Jacobsen, ph.d., chefkonsulent, institut for menneskerettigheder 

nye demokratier verden over slås i reg- 

len med alvorlige problemer i form af 

korruption og manglende retssikkerhed. 

fænomenet kan have utallige varianter: 

fra storforbrydere der køber sig til gunstige 

domstolsafgørelser og straffrihed, 

over mindre donationer, der forventes for 

enhver offentlig tjeneste, til systematisk 

brug af tortur hos politi og fængselsmyndigheder. 

Den argentinske politolog Guillermo O’Donnell 

har sagt i en analyse af de latinamerikanske demokratier, 

at det er den manglende udvikling af 

retsstatstraditioner, der får disse samfund til 

konstant at skulle kæmpe med galopperende 

kriminalitet og samfundsmæssig usikkerhed. 

O’Donnell hævder også, at retsstaten spiller en 

alt for lille rolle i de dominerende demokratiteorier, 

nærmest som noget, der tages for givet. Og 

det har ført til en mangel på forståelse for de alvorlige 

svagheder, der gennemtrænger de nye 

demokratier, hvor retsstatstraditioner er mere 

eller mindre fraværende. Andre har peget på, at 

det ikke er muligt at opbygge en tillidskultur i 

samfund uden retssikkerhed med deraf følgende 

alvorlige konsekvenser for både økonomi og almindelig 

menneskelig trivsel. 

korruptions- og lykkemålinger 

Retsstaten og retssikkerheden har meget lange 

rødder i vores del af verden. Den britiske polito- 

log T.H. Marshall var en af de første til at påpege, 

at de borgerlige rettigheder, som netop 

handler om retssikkerhed, var den første generation 

af menneskerettigheder. De blev udviklet 

allerede i middelalderen bl.a. i de kongelige 

håndfæstninger, hvor der blev stillet krav til 

retsprocesser om bevisførelse og lagt bånd på 

myndighedernes frie råderum overfor borgerne. 

Det er selvfølgelig en tilsnigelse at formulere det 

så bredt, for retssikkerhed var forbeholdt de ledende 

mænd i relation til kongen. Det tog adskillige 

århundreder at opbygge en retssikkerhed 

og en retsstat, der gjaldt for alle i samfundet. Og 

man kan mene, at det er et projekt, der aldrig 

finder sin afslutning end ikke i veletablerede 

retsstater. Men det er formentlig rigtigt, når 

O’Donnell understreger i sammenhæng med sin 

analyse af Latinamerika, at en af de vigtigste 

grunde til, at de gamle vestlige demokratier ikke 

alene er velfungerende styreformer, men også 

velhavende økonomier og i det hele taget ganske 

trygge samfund, er netop de veletablerede retsstatslige 

traditioner. Danmark er endda i en særligt 

privilegeret situation, for vi er altid blandt de 

højest placerede i Transparency Internationals 

verdensindex over korruptionsfrie stater, I 2007 

indtog vi den allerøverste plads, dog skarpt forfulgt 

af Finland. Og ganske hyppigt popper vi 

også op som verdens lykkeligste folk i diverse 

velfærds- og lykkemålinger. I det seneste globale 

’happiness-survey’ fra University of Michigan’s 

Institute for Social Research (rapporteret i Jyllandsposten 

2. juli 2008) kommer danskerne ud 

som det lykkeligste af 97 folkeslag, der er blevet 


1


udspurgt gennem de sidste 17 år. Baggrunden er 

ikke en god økonomi, understreger forskerne, 

selvom det naturligvis spiller en rolle. Nej, sundhed, 

tryghed og følelsen af, at man kan have tillid 

til myndighederne, figurerer som afgørende 

faktorer. 

nye aspekter i ungdomsuddannelsernes 

demokratiforståelse 

Det er min påstand, at retssikkerhed og retssamfundets 

grundprincipper og institutioner har 

været forsømte områder i den gennemsnitlige 

danske demokratiforståelse, selvom man diskutere, 

om man kan operere med sådan en størrelse. 

Men det også ud til, at der er sket positive 

ændringer i retning af at indhente det forsømte; 

og den empiriske dokumentation for påstanden 

er i denne sammenhæng udviklingen i ungdomsuddannelsernes 

læseplaner (jeg må nok 

med det samme indrømme, at jeg ikke har foretaget 

egentlige videnskabelige undersøgelser til 

støtte for min antagelse). I de nye vejledninger 

kan man konstatere, at menneskerettighederne 

og herunder ikke mindst betydningen af retssystemet 

er kommet til - for første gang - som obligatorisk 

stof i tilknytning til demokratitemaet i 

samfundsfag. Heri må man formode, der ligger 

en erkendelse af, at retsstat og retssikkerhed er 

helt afgørende elementer i et moderne demokrati, 

fuldt på linje med de parlamentariske institutioner 

og styreformer. 

Hvordan skal menneskerettigheder og retssystemets 

rolle formidles i ungdomsuddannelserne? 

Temaet er stort og vidtforgrenet. Hvis 

man ønsker at skabe en skrækblandet respekt 

om emnet, kan man jo indlede med at påpege, 

at den danske retsplejelov har mere end 1.000 

paragraffer. Nu skal vi heldigvis ikke uddanne 

de unge til jurister med speciale i procesret. 

Men en række af de retlige grundprincipper 

skal eleverne nødvendigvis præsenteres for. Og 

det viser sig hurtigt, at der rummes en hel række 

centrale byggesten til vores demokratiske 


samfundssystem i netop de grundlæggende 

retsprincipper. 

grundlæggende retsprincipper 

I selve definitionen af en retsstat er legalitetsprincippet 

centralt. Det tilsiger, at staten styres 

ved generel lovgivning. Den generelle lovgivning 

giver borgerne mulighed for at kende og indrette 

sig efter de regler, der gælder i samfundet. Det 

betyder også, at der ikke må lovgives med tilbagevirkende 

kraft. Staten giver love, som borgerne 

skal følge, derfor må de kende dem på forhånd. 

Og hvis der er tvivl om, hvor vidt en borger 

har fulgt eller brudt en lov, skal der en fastlagt 

procedure til at vurdere, om der har været 

tale om en lovovertrædelse. Og en borger må 

ikke straffes for lovbrud, uden at hans eller hendes 

sag har været prøvet. Det er primært domstolene, 

der har til opgave at vurdere, om en 

person har overtrådt lovgivningen; og det er 

domstolene, der skal fastsætte straffen for lovbrud. 

Det er desuden fastlagt ved lov, hvordan 

domstolene skal virke og hvilke straffe, der kan 

komme i betragtning. 

Legalitetsprincippet rummer altså en hel 

række formelle styrings- og organisationsprincipper 

for staten. Der er imidlertid også nogle 

mere ideologiske eller værdibaserede krav indbygget 

i begrebet om den moderne retsstat. Der 

er tale om en statsopfattelse, hvor myndighederne 

principielt er samfundets og borgernes 

tjenere, ikke omvendt. Staten skal med sine love 

sikre betingelserne for borgernes frie og trygge 

tilværelse. Det betyder, at borgerne har frihed 

til at handle, som de vil, når de blot følger lovene 

til alles fælles bedste. Legalitetsprincippet 

indebærer også, at de generelle love skal stille 

borgerne lige. Lighed for loven er et centralt 

værdibaseret princip for en retsstat. Det værdibaserede 

udtrykkes i den holdning, at ethvert 

menneske har og bør have de samme rettigheder 

og muligheder i samfundet. I den moderne 

forståelse af retsstaten ligger ydermere, at en

ække friheder og rettigheder er lovfæstet for 

alle borgere, og at det er statens opgave at sikre, 

at disse rettigheder og friheder respekteres. 

Hermed tegner der sig en sammenhæng mellem 

retsstaten og et udbygget og uafhængigt 

domstolssystem på den ene side og med en 

række af de grundlæggende menneskerettigheder 

på denne anden. Og så er vi tilbage ved de 

nye kernestofområder. 

Hvis man vil lade sin klasse arbejde med 

domstolenes rolle og med menneskerettighedernes 

betydning, kan man for begge temaers 

vedkommende tage udgangspunkt i Grundloven. 

Her beskrives de centrale principper i nogle 

få paragraffer. Desuden er formuleringerne 

så brede, at der nødvendigvis må følges op med 

videre research og diskussioner af, hvordan de 

lidt tunge og gammelmodige formuleringer er 

blevet ført ud i praksis. 

Hver og én af paragrafferne i Grundloven 

(jf. boksen ovenfor) kan danne udgangspunkt 

for et videre arbejde, hvor eleverne kan fordybe 

sig, f.eks. i hvordan domstolssystemet er blevet 

organiseret efter den nye reform i 2007, hvor 

bl.a. 82 byretskredse blev sammenlagt til kun 

22. Det findes der let tilgængelige oplysninger 

om på Domstolsstyrelsens hjemmeside. Og der 

er desuden gode muligheder for at lade eleverne 

besøge en domstol og overvære nogle sager (jfr 

Grundlovens § 65), hvad der kan være en både 

uhyggelig og gribende oplevelse. 

domstolenes rolle og fortolkningspraksis 

Her skal vi gå lidt nærmere ind i § 64, der siger, 

at dommerne kun skal rette sig efter loven. Formuleringen 

siger ikke særligt meget, men paragraffen 

lægger grunden til det, juristerne kalder 

retskildelæren, og hermed har vi åbnet op for en 

diskussion af den juridiske eller rettere de juridiske 

metoder. Og det er ikke mindst på dette 

felt, at nogle af de store og politiserede slagsmål 

står i disse år om magtdeling, borgerrettigheder 

og politisk legitimitet, senest med EF-domsto- 


lens afgørelser på udlændingeområdet. Men 

først lidt om retskildelæren. 

I Danmark, såvel som i de fleste andre vesteuropæiske 

lande, er der en tradition for, at 

domstolene udlægger og fortolker lovens bogstav 

ganske tæt op ad, hvad der må fremgå som 

lovgivers hensigt. Denne fortolkningspraksis, 

som det kaldes, udsprang bl.a. af den europæiske 

parlamentariske tradition for at anerkende 

den lovgivende magt som den højeste instans i 

staten. Hertil udvikledes den retsfilosofi, der 

stod stærkt frem til 1970’erne, og som i Danmark 

havde Alf Ross som en prominent fortaler. 

Ross var talsmand for en retsrealisme, der 

ville holde retsvidenskaben fri af syn på og krav 

til retfærdighed. Lidt skematisk sagt gik Ross 

ud fra et retskildehierarki, hvor domstolene 

først og fremmest skulle følge de normer og retningslinjer, 

der var fastlagt af det politiske system 

og herudover støtte sig på andre, tidligere 

retsafgørelser. Det er en teori med tilhørende 

metode, der er velegnet til at skabe forudsigelighed 

og ensartethed i retsudøvelsen. 

De sidste årtier har retsvidenskaben dog 

fjernet sig mere og mere fra det traditionelle 

retsrealistiske synspunkt. Og det har spillet ind 

på domstolenes rolle i samfundet. Dels har 

samfundsudviklingen taget fart, så den hidtidige 

retspraksis ofte ikke har så meget at tilbyde 

som rettesnor i aktuelle afgørelser. Dels har 

retssikkerhedsbegrebet udviklet sig til at blive 

mere vidtgående end tidligere med beskyttelse 

mod diskrimination, mod social-økonomisk 

udstødelse m.v. Det giver et større spillerum 

for, at domstolene forholder sig til rettens formål 

og funktion, når de træffer deres afgørelser. 

Dermed har domstolene fået en mere retsskabende 

rolle end tidligere, hvor dommerne først 

og fremmest skulle lade sig vejlede af, hvad der 

allerede var gældende ret. Man taler om, at 

domstolene har anlagt en mere dynamisk fortolkningspraksis. 

Hertil hører en mindre 

stramt hierarkiseret retskildelære, hvorunder 


1


dommerne også vedkender sig en række rets- 

og samfundspolitiske værdier, som domstolene 

skal beskytte, og lader dem indgå sammen med 

en vurdering af lovenes og retsafgørelsens formål, 

når de træffer en beslutning i retten. 

Der har været livlig debat blandt ledende jurister 

ved de danske universiteter de seneste år 

om denne udvikling i domstolenes samfundsmæssige 

rolle. Gorm Toftegaard Nielsen, professor 

fra Århus Universitet, har været én af kritikerne 

af den friere fortolkningspraksis. Argumenterne 

imod er bl.a., at domstolene fungerer 

uden demokratisk kontrol, ligesom der ikke vil 

være nogen instans, der kan sikre, at retsskabelsen 

hos domstolene kommer til at ligge i forlængelse 

af, hvad borgerne ønsker sig. Det har 

også været fremholdt, at dommerne og de øvrige 

jurister i retssystemet ikke udgør en repræsentativ 

del af befolkningen, tværtimod rekrutteres 

de typisk fra de øvre samfundslag. Og hvis 

det i højere grad bliver op til den enkelte dommer 

at vurdere, hvad han eller hun synes er en 

rimelig afgørelse i en sag, frem for at lægge sig 

tættest muligt op ad traditionen, så bliver det 

vanskeligere for borgerne at forudse, hvad der 

er gældende ret - og det går ud over retssikkerheden. 

Andre som Hjalte Rasmussen fra Københavns 

Universitet har fremhævet, at en 

mere selvstændig fortolkningspraksis hos domstolene 

tværtimod kan give en bedre retsbeskyttelse 

af borgerne, dels fordi den parlamentariske 

flertalsmagt i et flerkulturelt samfund 

måske vil være mindre tilbøjelig til at sikre de 

grundlæggende rettigheder også for mindretallene, 

og dels fordi domstolene i en friere fortolkningspraksis 

i højere grad vil benytte sig af 

grundlæggende retsprincipper hentet fra 

Grundloven og fra internationale retsregler, 

som menneskeretten. 

internationale domstole 

Domstolenes dynamiske fortolkningsstil bliver 

måske især befordret af den stigende internatio- 


nale indflydelse på dansk ret. Der kommer som 

bekendt til stadighed direktiver fra EU og domme 

fra EF-domstolen, som er retsskabende for 

Danmark, og det vil sige skal være vejledende i 

danske domstoles afgørelser, hvor det er relevant, 

fordi Danmark er forpligtet af beslutninger 

og afgørelser i EU. Ligeså vel er danske domstole 

forpligtet af de internationale menneskeretskonventioner, 

som Danmark har tiltrådt, og bestemmelserne 

herfra ligesom domme fra Den 

Europæiske Menneskeretsdomstol skal indgå 

som retskilder i sager, hvor der er et menneskeretligt 

element. 

Fortolkningspraksis ved de internationale 

domstole er typisk mere dynamisk end ved de 

nationale domstole. Det skyldes, at internationale 

regler og traktater i reglen er formuleret 

mere bredt end almindelig national lovgivning, 

fordi de skal dække meget forskellige forhold i 

medlemslandene. Det betyder også, at de domstole, 

der skal kontrollere de internationale regelsæt, 

i højere grad må lægge til grund, hvad 

der er reglernes formål og funktion, frem for 

hvad der er gældende ret - alene af den grund at 

gældende ret vil være vidt forskellig i de lande, 

der er tilsluttet. Og denne mere dynamiske metode 

skubber også på retsudviklingen i de enkelte 

lande, fordi de nationale og internationale 

retssystemer bliver mere og mere flettet ind i 

hinanden. 

Så når politikerne for tiden diskuterer om 

EF-domstolens afgørelser skal kunne omstøde 

eller underminere den bredt vedtagne danske 

familiesammenføringspolitik, så er det bare det 

seneste, og højt profilerede, eksempel på en udvikling, 

der foregår på mange niveauer, og som 

måske samlet set er en proces, der gradvist forskyder 

vægtningen i den klassiske konstitutionelle 

magtdeling mellem domstole og parlament 

med mere indflydelse til domstolene. Men 

de kommende år vil uden tvivl kunne opvise 

nogle betydelige magtkampe og territorieafmærkninger 

mellem magtens forskellige in-

stanser, nationalt såvel som internationalt, som 

varslet når Birthe Rønn Hornbeck udtaler i en 

kronik i Berlingske Tidende (2./8.-08): ”Derfor 

vil jeg gøre mig til talsmand for, at de politiske 

organer i EU træder i karakter og overlader 

mindre til EF-domstolen og selv sørger for klarere 

regler”. 

international retsorden 

Men udviklinger i domstolenes rolle har også 

interesse i international politik. I det internationale 

samfund ser det ligeledes ud til, at domstolene 

kan komme til at spille en voksende rolle. 

Senest har vi været vidner til den spektakulære 

sag, hvor den formodede krigsforbryder fra krigen 

i Bosnien, Radovan Karadzic, blev indfanget 

og overgivet til Krigsforbrydertribunalet for det 

tidligere Jugoslavien (International Criminal 

Tribunal for the former Yugoslavia, forkortet 

ICTY). Tribunalet er midlertidigt og skal kun 

tage sig af sager fra krigene i Ex-Jugoslavien, og 

en tilsvarende ad hoc status gælder for tribunalet 

for folkemordet i Rwanda og for de FN-støttede 

retsopgør, der foregår i Sierra Leone, Cambodia 

og Øst Timor. Men ikke desto mindre er 

der de seneste 15 år sket en radikal udvikling af 

folkeretten, hvor det grundlæggende princip om 

staternes suveræne ret til at råde uforstyrret over 

egne anliggender har fået nogle alvorlige skud 

for boven. 

Endnu mere interessant er oprettelsen af den 

permanente internationale straffedomstol (International 

Criminal Court, ICC), der ligesom 

en række andre internationale domstole, bla. 

Jugoslavien-tribunalet, er hjemmehørende i 

Haag. 

ICC har mandat til at retsforfølge personer, 

som anklages for grove krænkelser af menneskerettighederne: 

krigsforbrydelser, folkedrab 

og forbrydelser mod menneskeheden. Og straffedomstolens 

målsætning er at sørge for universel 

jurisdiktion i tilfælde af sådanne grove forbrydelser. 

Med universel jurisdiktion menes, at 


enhver forbryder kan retsforfølges, uanset hvor 

og mod hvem forbrydelsen er begået. Det er meget 

ambitiøst målsætning, og der er da også et 

godt stykke vej, til den er nået. For det første har 

Den Internationale Straffedomstol kun mandat 

til at retsforfølge personer, der er statsborgere i 

en af de stater, der har tilsluttet sig domstolen, 

eller som har begået forbrydelsen på en af de tilsluttede 

staters område. Godt halvdelen af verdens 

lande (108 pr. juli 2008) har ratificeret statutten, 

og der kommer løbende flere til. 

Men store og betydningsfulde lande som 

Kina, Indien, Rusland og ikke mindst USA har 

ikke tilsluttet sig domstolen. Og USA indgår løbende 

tosidige aftaler med alle de lande, der 

kan presses til det, om, at de skal respektere 

amerikanske statsborgeres immunitet mod international 

retsforfølgelse. Mere end 100 stater 

har indvilget i sådanne aftaler, det er dog kun 

godt halvdelen, der er endeligt bekræftede. Det 

forekommer naturligvis temmelig håbløst at 

opbygge en troværdig international retsorden, 

hvis de største og mest magtfulde stater sætter 

sig udenfor. Alligevel kan man godt være en 

smule optimistisk på den internationale straffedomstols 

vegne. For det var en følge af en beslutning 

i Sikkerhedsrådet i 2005, at ICC indledte 

de undersøgelser af menneskeretskrænkelser 

i Sudans Darfur-provins, som i juli i år 

førte til, at domstolen rejste sigtelse mod Sudans 

præsident, Omar al Bashir for bl.a. folkedrab. 

Det bemærkelsesværdige er, at det lykkedes 

Sikkerhedsrådet at undgå et veto fra USA 

mod opfordringen til ICC om at tage Sudan-sagen 

op. Det giver en indikation af, at international 

retsforfølgelse af massive menneskeretskrænkelser 

har vundet gehør også i den amerikanske 

offentlighed, og at George W. Bush og 

hans administration har måttet tage hensyn til 

det i netop denne sag. Og set over et lidt længere 

tidsperspektiv kan man godt tænke sig, at 

også de nuværende arge modstandere af den internationale 

retsorden nøk for nøk alligevel bli- 


21


ver presset til at godtage en omsiggribende udvikling 

i den retning. I hvert fald er der nyere 

teoridannelser i international politik, med den 

tyske politolog Thomas Risse i spidsen, der vil 

hævde, at den type af socialisering af stater 

(som denne ’skole’ kalder det) er virksom på 

netop menneskeretsområdet. 

Alligevel vokser træerne nok ikke ind i himlen. 

Der kan rejses mange andre, mere indholdsmæssige 

kritikker af hele ideen om at oprette 

en international straffedomstol: Retsforfølgelse 

kan måske være med til at forstyrre 

freds- og forsoningsprocesser i konfliktområder; 

en international domstol fjerner retsprocessen 

fra de mennesker, den skal yde retfærdighed; 

de internationale domstole og tribunaler 

dømmer mildere end mange lokale domstole 

(f.eks. kan der ikke idømmes dødsstraf), og 

ICC får kun fat i en brøkdel af de personer, som 

har været involveret i forbrydelserne. Sådan lyder 

nogle af de centrale kritikpunkter mod den 

internationale retsorden, og alle kritikpunkterne 

har noget for sig og er velegnede til at tage op 

som diskussion i en klasse eller lade eleverne 

arbejde videre med. 

Debatterne omkring den internationale retsorden 

rejser en mængde centrale spørgsmål i relation 

til international politik. Ikke mindst sætter 

de fokus på den evigt unge debat om forholdet 

mellem magt og strategiske interesser på 

denne en side og mere ideale politiske hensyn 

og målsætninger på den anden, dvs. mellem de 

forskellige afskygninger af ’realister’ og de opponerende 

retninger, som f.eks. ovennævnte 

Thomas Risse hører til. 

I forhold til formålsbeskrivelsen for samfundsfag 

om, at ”undervisningen skal give viden 

og forståelse af danske og internationale 

samfundsforhold og den dynamik, der har indflydelse 

på udviklingen af det moderne samfund”, 

samt at eleverne skal stimuleres til at engagere 

sig og involvere sig i den demokratiske 

samfundsdebat, så har menneskerettighederne, 


retssamfundet og domstolens rolle alt det, der 

skal til for at opfylde faget formål. Og i tilbageblik 

kan man næsten ikke forstå, hvordan man 

indtil for ganske nyligt har kunnet have samfundsfag 

i ungdomsuddannelserne uden noget 

krav om at inddrage disse vigtige temaer. Set fra 

det perspektiv er de nye fagbeskrivelser et stort 

fremskridt. 

litteratur 

Faye Jacobsen, Anette (2008): Menneskerettigheder, 

demokrati og retssikkerhed. Gyldendal. 

Marshall, T.H. (1950): Citizenship and social 

class and other essays. Cambridge University 

Press. 

O’Donnell, Guillermo (2007): Dissonances. Democratic 

Critiques of Democracy. University of 

Notre Dame Press. 

politica 36. Tidsskrift for politisk videnskab. 

(2004): Retliggørelse af politik. Nr. 1, Februar 

2004. Jørgen Dalberg-Larsen (red.) 

Rasmussen, Hjalte (1996): Folkestyre, Grundlov 

og Højesteret: Grundlovens § 20 på prøve. Chr. 

Ejlers Forlag. 

Risse, Thomas, Stephen C. Ropp, and Kathryn 

Sikkink (1999): The Power of Human Rights. 

International Norms and Domestic Change. 

Cambridge University Press. 

Toftegaard-Nielsen, Gorm m.fl. (2001): Parlamentarismen 

– hvem tog magten? Aarhus Universitetsforlag.



af fagkonsulent Bent fischer-nielsen 

skriftlig eksamen under nye vilkår 

Til den skriftlige studentereksamen 2008 var der 

mange nye vilkår: 

ü Ny læreplan og ny vejledning. 

ü 6 timers prøve med mulighed for gruppeforberedelse 

for alle 

ü Nye opgavetyper til supplement af de traditionelle 

opgavetyper. 

ü Ny karakterskala. 

ü Bedømmelse alene ud fra faglige mål og uden 

rettevejledning til de enkelte opgaver. 

Hvordan gik det så under de nye vilkår? 

karakterfordeling 

Karakterfordelingen blev som vist nedenfor. 

Gennemsnittet blev på 6,2. 2,2 % af eleverne bestod 

ikke prøven I 2007 var der 6,6 %, som ikke 

bestod. 

Tabellen viser de karakterfordelinger, der 

blev indtastet på censormødet i Avedøre. Den 

verificerede karakterfordeling offentliggøres senere 

af UNI-C. 

Det ses, at kun 8 % har valgt opgave C, hvor 

man i C3 skulle skrive et notat, hvilket er en af 

de nye opgavetyper. Notatgenren er beskrevet i 

vejledningen og har været givet i to vejledende 

opgavesæt. En forklaring på elevernes lave valg 

af opgave C kan dog stadig være, at det er en ny 

opgaveform, som ikke er trænet lige så meget 

som traditionelle opgaveformer. De elever, der 

vælger opgave C får det højeste gennemsnit, 

hvilket tyder på, at eleverne har opfattet det 


karakterer 2008 

antal Pct. 

12 215 4,0 

10 1002 18,6 

7 1947 36,2 

4 1461 27,2 

2 634 11,8 

0 118 2,2 

-3 3 0,06 

5380 100 

gennemsnit ,2 

1. censorernes foreløbige karakterer 2008 

Fordeling pct. A B C I alt 

12 4 7 11 6,1 

10 15 19 22 17,7 

33 34 33 32,9 

30 27 23 28,1 

2 14 10 10 11,9 

0 0 2 2 3,2 

- 0,1 0,04 0 0,06 

Gennemsnit 5,8 6,4 6,8 6,2 

Opgavevalg pct. 41 51 8 

som den sværeste opgave, som mange middelgode 

elever har fravalgt. Blandt besvarelserne er 

der mange rigtig gode notater, og i fremtiden 

vil denne opgavetype fortsat kunne forventes.

Der er stor forskel i karaktergennemsnit for 

de 293 hold. Højeste gennemsnit er 8,9 og laveste 

gennemsnit 1,0. 11 hold har fået et gennemsnit 

på 8,0 eller derover og 16 hold har fået under 

4,0. 

På det bedste hold har 4 elever fået 7, og 7 

elever har fået 10. På det næstbedste hold har 3 

elever fået 02, 8 har fået 7, 3 har fået 10 og hele 

10 elever har fået 12. 

På det dårligste hold har 1 elev fået -3, 6 har 

fået 00, 1 har fået 02 og 1 elev har fået 10. 

Der er således fortsat et stort behov for, at 

man blandt kollegerne på den enkelte skole og 

på tværs af skolerne hjælper hinanden med, 

hvad der kræves til den skriftlige prøve, og 

hvordan man bedst muligt træner eleverne i 

disse færdigheder. 

På de frie valghold kan det være meget svært 

at træne eleverne tilstrækkeligt til skriftlig prøve 

på ét år. Det kan derfor anbefales at placere 

elevtimer i de underliggende B-niveau-klasser 

og blandt lærerne her aftale, hvilke skriftlige 

færdigheder, der trænes på B-niveau, således at 

eleverne på frie valghold i 3.g har nogle fælles 

færdigheder at bygge videre på. 

opgavesættet 

Opgavesættet ”Kultur og nation” er det første 

eksamenssæt efter den nye opgavestruktur med 

3 delspørgsmål i spørgsmål 1 efterfulgt af 3 valgfrie 

delopgaver. Hver af de 3 delspørgsmål i 

spørgsmål 1 peger frem mod hver sin delopgave. 

Spørgsmål 1 må maksimalt fylde 1000 ord. 

Opgavesættets spørgsmål dækkede samlet 

en meget stor andel af de faglige mål og dækkede 

kernestof indenfor alle fagets discipliner 

med hovedvægt på sociologi, international politik 

og økonomi. 

Fællesdelen indeholdt spørgsmål, der krævede 

opfyldelse af specifikke faglige mål. I spørgsmål 

1a skulle eleverne udlede kulturelle mønstre 

af en tabel. At udlede konklusioner ud fra 

en tabel er en fundamental samfundsfaglig 


kompetence, og kulturelle mønstre er et af de 

nye emner i kernestoffet. Mange elever udleder 

kulturelle mønstre om forskelle mellem tyrkere, 

pakistanere og danskere og mellem indvandrere 

og efterkommere. De gode besvarelser dokumenterer 

mønstrene med relevante tal og forklarer 

dem med sociologiske begreber. 

I spørgsmål 1b skal eleven opfylde faglige 

mål om at kunne argumentere og om at kunne 

anvende en teori. I den gode besvarelse anvender 

eleven teorien til en faglig, sammenhængende 

og eksplicit argumentation imod udsagnet 

i opgaveformuleringen. Den mindre gode 

besvarelse er kendetegnet ved enten kun at referere 

teorien uden en eksplicit argumentation eller 

en normativ argumentation imod udsagnet. 

I spørgsmål 1c skulle eleven opfylde det faglige 

mål om at kunne opstille hypoteser. Opstillingen 

af 3 hypoteser skulle ske på grundlag af 

to figurer og hypoteserne skulle handle om 

konsekvenser for Danmarks konkurrenceevne. 

En hypotese er en antagelse om en sammenhæng 

mellem to (eller flere) variable/fænomener, 

og her var det givet, at den ene variabel 

skulle have baggrund i en af de to figurer, og 

den anden variabel havde med Danmarks konkurrenceevne 

at gøre. Hypoteserne skulle understøttes 

af en faglig begrundelse og krævede 

dermed en anvendelse af økonomisk viden om 

konkurrenceevne. Opgaveformen var ny og 

voldte vanskeligheder for en del elever. De 

skrev, hvad figurerne viste om Danmarks konkurrenceevne 

uden eksplicit at opstille hypoteser. 

Men der var også mange elever, der tydeligt 

formulerede 3 forskellige hypoteser efterfulgt af 

hver sin faglige begrundelse. 

Delopgave A om ”Kultur og identitet” krævede 

opfyldelse af faglige mål og anvendelse af 

kernestof om sociale og kulturelle mønstre og 

om identitetsdannelse. I spørgsmål A2 skulle 

eleverne ud fra 3 tabeller udlede konklusioner 

om danskernes holdning til den nationale identitet. 

Hver for sig var tabellerne ikke svære, men 


2


tilsammen var det et ret stort talmateriale, hvor 

der skulle demonstreres et overblik. Der indgik 

tre baggrundsvariable i alle 3 tabeller (alder, 

skolegang og politisk orientering), og de gode 

besvarelser indeholdt påvisninger af, hvor der 

var variationer og politiske skillelinier. De mindre 

gode besvarelse brugte kun tal om alder eller 

indeholdt kun få eller mere tilfældige nedslag 

i materialet uden at vise overblik over tendenserne. 

I spørgsmål A3 skulle eleverne ud fra et kort 

bilag (Gundelach) om nationen som et ”forestillet 

fællesskab” diskutere, i hvor høj grad det 

nationale tilhørsforhold spiller en rolle for individets 

identitetsdannelse i det senmoderne 

samfund. Mange elever kan skrive om kernestoffet 

identitetsdannelse i det senmoderne 

samfund, men det kniber for overraskende 

mange elever at anvende denne viden til en fokuseret 

diskussion om betydningen af det nationale 

tilhørsforhold. De gode besvarelser indeholder 

en egentlig diskussion med modstilling 

af argumenter fx om hvorvidt globaliseringen 

fremmer henholdsvis ikke fremmer det nationale 

tilhørsforholds betydning for identitetsdannelsen. 

De gode besvarelser kan desuden 

indeholde brug af talmaterialet fra spørgsmål 

A2 og brug af kernestof om kulturelle mønstre. 

I delopgave B om ”Kultur og internationale 

konflikter” skal der opfyldes faglige mål og bruges 

kernestof om international politik. I spørgsmål 

B2 skal 3 bilag sammenlignes. Det er forholdsvis 

let at sammenligne bilag B1 (Huntington) 

og B2 (Khatami og Tutu), hvad de fleste 

elever også gør udmærket, mens det er 

betydeligt vanskeligere at placere bilag B3 (Kagan) 

i forhold til B1 og B2, og der er her store 

forskelle i besvarelserne. De gode besvarelser 

fremhæver forskelle og ligheder mellem B3 og 

henholdsvis B1 og B2 og bruger teorierne realisme 

og idealisme til at karakterisere forskelle 

og ligheder. De mindre gode besvarelser nøjes 

med at referere bilag B3 uden at sammenligne 


det med B1 og B2. Enkelte af de gode besvarelser 

understøtter deres sammenligninger med et 

skema, hvor bilagenes synspunkter er sammenlignet 

ved hjælp at bestemte kriterier/kategorier. 

Et sammenligningsskema kan give et fint 

overblik og understøtte en besvarelse, men kan 

ikke erstatte en besvarelse. 

I spørgsmål B3 skal årsagerne til USA’s invasion 

i Irak diskuteres. Spørgsmålet er besvaret 

rigtig godt af mange elever med brug af begreber/teorier 

og stor viden om USA’s udenrigspolitik. 

De gode besvarelser tager afsæt i B4’s (Perles) 

to årsager til USA’s invasion i Irak og karakteriserer 

dem som henholdsvis realisme og 

idealisme. Herfra diskuteres om USA’s invasion 

kan forklares ud fra en realistisk eller en idealistisk 

teori og argumenterne modstilles. Der vises 

en stor viden om den amerikanske neokonservative 

udenrigspolitik som grundlag for invasionen 

i Irak. Andre gode besvarelse tager en 

årsag ad gangen og modstiller dem løbende 

med andre årsager. Det er fortsat vanskeligt for 

mange elever at gennemføre en egentlig faglig 

diskussion. I mange besvarelser er der ingen 

modstilling af forklaringer på invasionen. Nogle 

elever misforstår, hvad der skal diskuteres, og 

diskuterer normativt, om USA burde have invaderet 

Irak eller ej. 

I delopgave C om ”National konkurrenceevne” 

skal der opfyldes faglige mål og bruges kernestof 

primært om økonomi, men også om politik. 

I spørgsmål C2 skal eleverne sammenligne 

opfattelserne af Danmarks konkurrenceevne i 

bilag C1 (Cambell og Pedersen), C2 (Ågerup og 

Hansen) og C3 (Det Økonomiske Råd). De 

gode besvarelser sammenligner alle tre bilag 

indbyrdes og anvender begrebspar som fx statsstyring/markedsstyring 

eller kortsigtet lønkonkurrenceevne/langsigtet 

strukturel konkurrenceevne 

til at karakterisere forskelle og ligheder 

mellem bilagene. De mindre gode besvarelser 

refererer bilagene hver for sig og påviser kun 

ganske få eller ingen forskelle og ligheder og har

endvidere vanskeligheder med forståelse af bilag 

C1. 

I spørgsmål C3 skal eleverne skrive et notat til 

Villy Søvndal, der sætter ham i stand til at imødegå 

en række liberale forslag om at nedsætte 

dagpenge, fjerne topskat mm. De gode besvarelser 

indeholder anvendelse af en omfattende viden 

om økonomiske sammenhænge fx om konkurrenceevne, 

produktivitet, opkvalificering, 

skat, keynesianisme, monetarisme og flexicurity-modellens 

styrker i den globale konkurrence. 

Gode besvarelser ruster Villy Søvndal til en fagligt 

velfunderet politisk og økonomisk argumentation 

imod de nævnte liberale forslag og for en 

række alternativer til at forbedre Danmarks 

konkurrenceevne ud fra SF’s politiske grundholdninger. 

I de mindre gode besvarelser har 

eleverne svært ved at håndtere notatgenren og 

anvender ikke tilstrækkelig økonomisk viden. 

Censorernes opfattelse af opgavesættet 

og besvarelserne 

56 ud af 58 censorer besvarede et spørgeskema 

med 15 spørgsmål. 

Af besvarelserne af spørgeskemaet fremgår det 

bl.a. 


ü at ca. 73% af censorerne mener der er god 

progression i opgavesættet uanset valg af delopgave, 

ü at ca. 68% af censorerne mener opgavesættet 

som helhed dækker fagets faglige mål, 

ü at ca. 77% af censorerne mener opgavesættet 

dækker væsentlige dele af fagets kernestof, 

ü at for de nye opgavetyper i spørgsmål 1b, 1c 

og C3 mener henholdsvis 66%, 61% og 61% af 

censorerne, at spørgsmålene er klare og forståelige 

for eleverne 

ü at for de traditionelle opgavetyper i alle de øvrige 

spørgsmål mener 79-93% af censorerne, at 

spørgsmålene er klare og forståelige for eleverne 

ü at ca. 90% af censorerne mener bilagsmængden 

er passende i omfang og sværhedsgrad (tilpasset 

elevernes niveau) 

ü at ca. 72% af censorerne mener opgaverne 

ü giver gode muligheder for at anvende hjælpemidler 

ü at 20% af censorerne mener, at fællesdelen giver 

fine muligheder for at differentiere i bedømmelsen 

og anvende hele karakterskalaen. Her 

svarede 53% nogenlunde og 27% svarede nej. 

ü at 49%, 62% og 67% af censorerne mener, at 

henholdsvis delopgave A, B og C giver fine mu- 

Censorers svar på spørgeskema, pct. 200 2008 

God progression 75 73 

Sæt dækker fagets færdighedskrav/faglige mål 66 68 

Sæt dækker videnskrav/kernestof 70 77 

Bilag i passende mængde og sværhedsgrad 80 90 

Klare og forståelige spørgsmål: - - 

Nye opgavetyper: 1b, 1c, C3 - 61-66 

Traditionelle opgavetyper 80 79-93 

Fin mulighed for at differentiere i bedømmelsen: 50 - 

Fællesdel - 20*) 

Delopgave A - 49 

Delopgave B - 62 

Delopgave C - 67 

*) 53% svarede nogenlunde mulighed og 27% svarede nej 


2


ligheder for at differentiere i bedømmelsen og 

anvende hele karakterskalaen. 

ü at ca. 80-90% af censorerne mener eleverne 

nogenlunde eller bedre kan honorere videns- og 

færdighedskrav i de forskellige spørgsmål. 

ü at ca. 65% af censorerne mener, at bedømmelsen 

alene ud fra faglige mål fungerer nogenlunde, 

men at bedømmelsen ville foregå væsentligt 

bedre, hvis der var en rettevejledning til hver 

opgave. 

Sammenlignet med sidste år ser det sådan ud for 

en række af spørgsmålene: 

For de nye opgavetyper i fællesdelen er der 

ifølge censorerne plads til forbedringer mht. 

differentieringsmuligheder. I kommentarer til 

opgaverne påpeges, at det, der mindsker differentieringsmulighederne 

i fællesdelen, er, at eleverne 

har alle bilag til fællesdelen med til gruppearbejdet. 

Eleverne kan i gruppearbejdet hjælpe 

hinanden med at komme frem til de samme 

konklusioner. 

For at øge differentieringsmulighederne til 

skriftlig prøve 2009 vil der her ske en ændring. 

Sætningen i vejledningen om, at alle bilag til 

spørgsmål 1 udleveres til gruppearbejdet, er 

slettet i vejledningen juni 2008. Det betyder, at 

opgavekommissionen vil være frit stillet mht. 

om bilag til spørgsmål 1 udleveres til gruppearbejdet 

(kl. 9.00) eller til det individuelle arbejde 

(kl. 10.00). Det kan fx tænkes, at tal- og figurmateriale 

først udleveres til det individuelle arbejde. 

I de øvrige kommentarer til spørgsmålene 

skriver en del censorer, at nogle elever har haft 

svært ved at forstå opgavetyperne ”opstille hypoteser” 

(1.c) og ”skriv et notat” (C3). I C3 havde 

nogle elever desuden problemer med ordet 

”imødegå”, som blev opfattet som ”imødekomme”. 

Det har fra starten været meldt ud, at der 

kommer spørgsmål ud fra de faglige mål og her 

er et af de faglige mål, at eleverne skal kunne 


”formulere… operationaliserbare hypoteser”. I 

vejledningen har en række af de faglige mål været 

særlig fremhævet i forbindelse med fællesdelen 

til skriftlig prøve, og her er ”argumentere” 

og ”opstille hypoteser” nævnt. Men det åbenbart 

ikke alle elever, der tilstrækkeligt har trænet 

at opstille hypoteser. Der er ifølge censorerne 

ikke tilsvarende problemer med at argumentere. 

C3 lød: ”Du er økonomisk-politisk rådgiver 

for SF’s formand Villy Søvndal. Skriv et notat, 

der forbereder Villy Søvndal til en politisk debat 

om ”Danmarks konkurrenceevne”; notatet skal 

sætte Villy Søvndal i stand til at imødegå forslagene 

sidst i bilag C2”, hvor der nævnes en række 

stærkt liberale forslag om at nedsætte dagpenge, 

afskaffe topskat og nedsætte lønnen for indvandrere 

med mindre gode kvalifikationer. 

Notatgenren er som nævnt beskrevet i vejledningen 

under skriftlig prøve, så her har været 

gode muligheder for at vejlede eleverne i, 

hvad et notat er. 

Mht. ordet ”imødegå” viste det sig efter afholdelsen 

af den skriftlige prøve, at det ifølge 

Dansk Sprognævn er et såkaldt pendulord, der 

kan have flere betydninger. I dag opfattes det 

således af nogle mennesker også i betydningen 

”imødekomme”. Fagkonsulenten sagde derfor 

på formødet med censorerne, at de i deres konkrete 

helhedsbedømmelse af C3 skulle tage 

hensyn hertil, og til at eleverne skulle vide, at de 

nævnte liberale forslag ikke er SF’s politik. 

Alt i alt vurderer censorerne opgavesættet i 

2008 til at være på højde med eller bedre end 

opgavesættet i 2007 mht. progression, faglige 

mål, kernestof, bilag og for de traditionelle opgavetyper 

også mht. opgaveformulering og differentieringsmuligheder. 

I betragtning af de 

mange nye vilkår må dette betragtes som særdeles 

tilfredsstillende. 

15.08.2008. Bent Fischer-Nielsen

kommentar til besvarelser 

Fællesdelen 

af Claus Just andersen 

I det følgende bringes et eksempel på en suveræn 

besvarelse af fælledelen ”Kultur og nation”. Ikke 

alle dele af besvarelsen har samme høje faglige 

niveau, men som helhed må besvarelsen vurderes 

som suveræn. Besvarelsen udmærker sig ved 

et gennemgående klart fokus og en solid og nuanceret 

anvendelse af samfundsfaglig viden. 

Det gælder således i besvarelse af delopgave 

1a, at besvarelsen funderes på et solidt fagligt 

svar på spørgsmålet om ”kulturelle mønstre” 

med blik for enkle metodiske problemer. Besvarelsen 

vægter nuanceret ligheder og forskelle 

i de kulturelle mønstre, som kan udledes af tabellen 

om synet på ”kvinders ret til arbejde” 

fordelt på nationalitet, indvandrere og efterkommere. 

I besvarelsen af delopgave 1b er der straks et 

klart fokus på argumentation imod udsagnet 

Besvarelse af alexander stephanou: 

kultur og nation – fællesdel 

1.a. Hvilke kulturelle mønstre kan udledes af tabel 

1? Tabellen viser, hvor enige eller uenige de adspurgte 

er i følgende udsagn: ”Hvis der ikke er jobs 

til alle, har mænd mere ret til at arbejde end kvinder.” 

Tabellen viser overordnet, at henholdsvis tyrkiske 

og pakistanske indvandrere er væsentligt mere enige 

i det ovenstående udsagn end de henholdsvis tyrkiske 

og pakistanske efterkommere. Således erklærer 

31 procent af de adspurgte tyrkiske indvandrere sig 

helt enige i udsagnet, mens det samme kun er tilfæl- 


om ”politikernes interesse i globale værdier”, 

hvortil der inddrages og anvendes en overordnet 

nuanceret teoriforståelse af høj relevans for 

besvarelsen. Der vises på denne måde både en 

solid og nuanceret forståelse for forskellige teoretiske 

vinkler, og en sikker og relevant anvendelse 

i relation til opgaveformuleringens krav. 

I besvarelsen af delopgave 1c fokuseres der 

på relevante mulige sammenhænge mellem figurmaterialets 

indhold og ”konsekvenserne for 

Danmarks konkurrenceevne” opstillet i form af 

hypoteser. Der opstilles tre hypoteser, som må 

betegnes som variationer over samme tema, så 

her kunne besvarelsen være mere nuanceret, 

men der kompenseres ved en supplerende relevant 

anvendelse af faglige viden, som viser en 

suveræn forståelse for problemstillingen. 

det for 10 procent tyrkiske efterkommere. Hvad de 

pakistanske indvandrere og efterkommere angår, 

erklærer 10 procent af indvandrerne sig helt enige, 

mens det samme er tilfældet for seks procent af efterkommerne. 

De etniske danskere er væsentligt 

mere enige i deres besvarelse; kun én procent erklærer 

sig helt enig i udsagnet, mens 94 procent erklærer 

sig helt uenige. 

Siden tresserne, hvor den danske velfærdsstat for 

alvor voksede frem, og hvor kvinderne blev erhvervsaktive, 

har kønsrollernes ligestilling spillet en 

central rolle i de danske kulturelle mønstre. I den 

vestlige verden har der således i bred almindelighed 

været tale om en markant bevægelse fra et patriarkalsk 

samfund, hvor mandens autoritet er større 


2


end kvindens (og videre et samfund, hvor tiltroen til 

kvindens kompetencer, hvad arbejde uden for 

hjemmet angår, er yderst begrænset), til et samfund, 

hvor der i stadigt mindre udstrækning kan tales om 

diskrimination af det kvindelige køn. 

Udsagnet ovenfor, at mænd har mere ret til et 

arbejde end kvinder, hvis der ikke er flere jobs, antager 

øjensynligt patriarkalske dimensioner. Ofte 

forbindes et sådant udsagn med synet på kønsrollerne 

i de mellemøstlige, islamiske samfund, hvor sekulariseringen 

(religionens adskillelse fra de samfundsmæssige 

anliggender) og den deraf følgende 

svækkelse af mandens autoritet ikke er så markant, 

som det har været tilfældet i den vestlige verden i løbet 

af de seneste tohundrede år. 

Tabellen understøtter ovenstående, idet den, 

som antydet ovenfor, viser, at den procentuelle andel 

af henholdsvis tyrkiske og pakistanske efterkommere 

er større end den procentuelle andel af etniske 

danskere, der erklærer sig enige i udsagnet. Hovedparten 

af de etniske danskere holder således fast i de 

sekulariserede, vestlige kulturelle mønstre. Splittelsen 

er imidlertid større, hvad forholdet mellem de 

henholdsvis tyrkiske og pakistanske indvandrere og 

efterkommere angår; som tallene ovenfor vidner 

om, er den procentuelle andel af de henholdsvis tyrkiske 

og pakistanske efterkommere større end den 

procentuelle andel af de henholdsvis tyrkiske og pakistanske 

indvandrere, der erklærer sig helt enige i 

udsagnet. Formuleret med andre termer lader det 

således til, at efterkommerne i større udstrækning 

end indvandrerne lader sig integrere i (eller har en 

større tendens til at internalisere) de danske, vestlige 

kulturelle mønstre og værdier. En plausibel årsag 

hertil kan være, at efterkommernes, indvandrernes 

børn, sekundærsocialisering finder sted under danske 

forhold (for eksempel i uddannelsesmæssige 

sammenhænge som i folkeskolen eller gymnasiet). 

Endelig fortæller de opridsede tal øverst på side 

ét, at væsentligt flere pakistanske indvandrere og efterkommere 

end tyrkiske indvandrere og efterkommere 

erklærer sig enige i udsagnet; dette indikerer, 

at integrationen af de pakistanske indvandrere og 

efterkommere fungerer bedre end integrationen af 

de tyrkiske indvandrere og efterkommere. Generelt 

bør tabellen imidlertid anvendes med nogle metodi- 


ske forbehold; den fortæller intet om, hvad de adspurgte 

for eksempel ville sige til det omvendte udsagn, 

”hvis der ikke er jobs til alle, har kvinder mere 

ret til at arbejde end mænd.” 

1.b. Argumentér ud fra idealistisk teori imod nedenstående 

udsagn. ”Politikerne er ikke interesserede 

i globale værdier. De vil fundere deres politik på en 

kold og kynisk analyse af deres nationale interesser 

ud fra en realistisk vurdering af fordele og ulemper” 

Udsagnet ovenfor er uholdbart og misvisende i forhold 

til politikernes reelle interesser; således er de 

netop interesserede i globale værdier, eftersom de 

mener, at eksistensen af en stærk national suverænitet 

og selvstændighed hæmmer den enkelte stats udvikling. 

De ønsker netop ikke at fundere deres politik 

på en kold og kynisk analyse af deres nationale 

interesser ud fra en realistisk vurdering af fordele og 

ulemper, men de ønsker derimod – i modsætning 

til deviserne fra den realistiske, intergovernmentalistiske 

skole – at fundere deres politik på en kollektivistisk 

analyse af deres nationale interesser ud fra en 

idealistisk, føderalistisk vurdering af fordele og 

ulemper. Der er således tale om en analyse, hvor 

verdenssamfundets interesser prioriteres over nationalstatens 

interesser. 

Udsagnet ovenfor er begrænsende i forhold til 

nationalstatens udvikling, hvilket skyldes, at i særdeleshed 

den frembrusende globalisering samt den 

voldsomme teknologiske i det eksisterende senmoderne 

samfund udløser en voksende interdependens 

(indbyrdes afhængighed landene imellem). Denne 

interdependens er nemlig mulighedsskabende, hvis 

den enkelte nationalstat vælger at nedprioritere sine 

nationale interesser til fordel for verdenssamfundets 

interesser; samarbejde frem for konflikt spiller en 

central rolle i den idealistiske, intergovernmentalistiske 

skoles argumentation imod det ovenstående 

udsagn, der øjensynligt fungerer som et udtryk for 

den realistiske skoles bidrag til diskussionen om, 

hvordan politikerne vil forholde sig til forekomsten 

af de globale værdier. 

At den voksende interdependens er mulighedsskabende 

ud fra et idealistisk synspunkt, skyldes, at 

nationerne ved at oprette internationale samarbej-

der og fastsætte overnationale lovgivninger, der 

kommer til at fungere som symbolet på, at de nationale 

interesser, herunder den nationale suverænitet 

og selvstændighed, udviskes, kan medvirke til at 

skabe en fredelig og harmonisk verden, der, som 

antydet ovenfor, ikke er baseret på konflikt, men 

derimod på føderale samarbejder. 

1.c. På grundlag af Danmarks placering i figur 1 og 

figur 2: Opstil tre hypoteser om konsekvenserne for 

Danmarks konkurrenceevne. 

Hver af hypoteserne skal understøttes af en faglig 

begrundelse. 

Tabel ét, som viser den procentuelle andel af befolkningen, 

der har en videregående uddannelse, afslører, 

at ud fra et relativistisk synspunkt (et synspunkt, 

hvor de faktorer, der afvejes, sammenholdes) 

er de 45-54-årige danskere væsentligt bedre placeret 

end de 25-34-årige danskere (om end det skal bemærkes, 

at den sidstnævnte aldersgruppe er større 

procentuelt). Danmark er videre, som det ses af figur 

to, det land, hvor lønforskellen mellem langt- 

og kortuddannede er næstmindst. Således er der 

umiddelbart statistisk belæg for at antage, at de danske 

lønforhold mindsker det økonomiske incitament 

til at tage en længerevarende uddannelse. Motivationen 

til at tage en længerevarende uddannelse 

ledsages formentlig ikke bare af interessen for uddannelsens 

indhold, men samtidig af udsigten til en 

velbetalt erhvervsaktivitet og et højt velstandsniveau. 

Det danske skattesystem er imidlertid progressivt 

(jo mere, man tjener, des mere beskattes 

man), hvilket indikerer, at ønsket om omfordeling 

står centralt, og lighedsmålsætningen er fremherskende. 

Som figur et viser, betyder det imidlertid, at 

lønforskellen mellem langt- og kortuddannede 

mindskes, hvorfor det virker korrekt at antage, at 

lønforholdene mindsker incitamentet til at tage en 

længerevarende uddannelse. 

flere kommentarer til besvarelser 

Læs kommentarer til besvarelserne af delopgaverne 

A, B og C på www.fals.info/. 


Det er de unge mennesker, der i fremtiden skal 

sikre en stærk dansk konkurrenceevne, men det, at 

den unge aldersgruppe tilsyneladende er væsentligt 

ringere placeret, end det er tilfældet for den ældre 

aldersgruppe, skaber en oplagt mulighed for at antage, 

at den danske strukturelle konkurrenceevne bliver 

stadigt svagere. Den strukturelle konkurrenceevne 

kan også forstås som den langsigtede konkurrenceevne, 

hvori blandt andet uddannelsesniveauet figurerer 

(det er produktiviteten, der er afgørende for 

den langsigtede udvikling, men ikke desto mindre 

vil en høj produktivitet i de fleste tilfælde afspejle en 

veluddannet arbejdskraft, dermed et højt teknologisk 

niveau i produktionen samt et højt videnshold i 

produkterne). 1 Et relativt faldende uddannelsesniveau 

vil endvidere være med til at svække de danske 

komparative fordele, og derfor virker det umiddelbart 

nærliggende at antage, at den danske strukturelle 

konkurrenceevne bliver stadigt svagere. 

Opsummerende synes det i forlængelse af ovenstående 

oplagt at antage, at det danske samfund de 

statistiske udviklingstendenser taget i betragtning i 

fremtiden vil have svært ved at udvikle sig til et vidensamfund. 

Politikerne har ytret et klart ønske om 

at skabe et vidensamfund, men udviklingen af et sådant 

samfund vil kræve, at danskerne kan skabe en 

række komparative fordele på vidensområdet (et 

område, hvor uddannelsesniveauet spiller en afgørende 

rolle). Det synes umiddelbart ikke realistisk, 

idet de unge danskere, som det ses af figur et, er relativt 

skidt placeret i forhold til deres konkurrenter. 

Det virker derfor oplagt at antage, at det danske 

samfund de statistiske udviklingstendenser taget i 

betragtning i fremtiden vil have svært ved at udvikle 

sig til et vidensamfund. 

1 Clemmesen, Kåre m.fl.: Økonomi – teori, praksis og 

perspektiv, Columbus, 2. udgave, Viborg 2002, s. 122. 


1


Delopgave A, spørgsmål 2 og 3 

Besvarelse af lea mejdahl nielsen 

delopgave a: kultur og identitet 

2. Danskernes holdning til den nationale identitet 

Bilag A1 indeholder tre tabeller som overordnet set 

vedrører danskernes opfattelse at være dansk samt 

deres holdning til forskellige udsagn vedrørende 

Danmark. Ud fra dette tydeliggøres samtidig danskernes 

holdning til den nationale identitet, der 

både vedrører statslige såvel som sociale og individulle 

forhold, af hvilke jeg vil undersøge i det næste. 

I tabel 1 beskæftiges der med danskernes opfattelse 

af at være dansk, hvilket først og fremmest indebærer 

spørgsmålet om hvorvidt det er vigtigt at 

være født i Danmark, at kunne tale dansk, at være 

kristen og at føle sig dansk. Tendenserne i tabellen 

er gennemgående og det ses tydeligt at danskerne 

vægter forhold som sprogkundskaber og den personlige 

relation til Danmark (det at føle sig 

”dansk”) højt, i og med at hele 97 % mener det er 

vigtigt at kunne tale dansk, mens 90 % samlet mener 

det er vigtigt at føle sig dansk. Kravene til 

sprogkunskaber er stort set gennemgående for alle 

aldersgrupper, skolegang og politisk orientering, 

mens f.eks. det at være født i Danmark spiller en 

større rolle for de, som er født før 1930 og i 1930- 

1944, mens det kun er 50 % af de som er født 1975- 

1985 der mener, at dette er et kriterie for at være 

dansker. Af tabellen kan det således udledes hvorledes 

den nationale identitet for danskerne er lig 

med at kunne gebærde sig i samfundet, men den er 

ikke lig med at man af oprindelse skal være fra 

Danmark. Den nationale identitet er således ikke 

karakteriseret ved at den knytter sig til geografiske 

forhold, men i stedet at den knytter sig til danskernes 

normative og kulturelle kode. Den nationale 

identitet er for danskernes altså karakteriseret ved 

at være et sæt af værdier, som tillader den enkelte at 

kunne agere i Danmark på baggrund af et fælles 

normsæt. Dette er f.eks. tilfældet med forholdet 

”det at føle sig dansk”, fordi det indirekte antyder, 

at man for at være dansk, samtidig skal overholde 

de værdier og normer, som eksisterer i Danmark. 


Interessant er det ligeledes at den religiøse tilknytning 

gennemgående ikke spiller nogen betydning 

for at være dansk. Dette ses eksemplicificeret 

ved at kun i alt 33 % føler det vigtigt at være kristen 

for at være rigtig dansk. Dette forhold tydeliggøres 

særligt desto længere op i årtierne vi kommer; de 

født før 1930 vægter den religiøse baggrund forholdsvis 

højt med 67 %, mens de født i 1975-1985 

mener det har en væsentlig lav betydning, hvoraf 

kun 14 % mener det spiller en rolle. Denne fravælgelse 

af religiøs baggrund stemmer desuden overens 

med at de som er født senest er vokset op i stort 

set senmoderne samfund, hvor religion har meget 

ringe betydning. I fokus står i stedet individets 

personlige initiativtagen og refleksion, hvorved 

samfundet i denne tid er stærkt præget af individualisering. 

Dette betyder samtidig, at ens religiøse 

baggrund ikke er af betydning for den nationale 

identitet fordi det netop, udtrykt via resultaterne i 

tabellen, er danskernes værdier som udgør et fælles 

samfundsgrundlag – og ikke eksempelvis et geografisk 

eller et religiøst grundlag. Det er dog lidt 

interessant at de borgerlige partier med hhv. 74 % 

for kriteriet at være født i Danmark og 38 % for 

kriteriet at være kristen ligger højest. Dette kan 

især skyldes Dansk Folkeparti, der netop vægter 

den danske borgerskab højt, hvoraf en stor del af 

deres vælgerskare også er ældre. 

I tabel 2 ses endvidere en række udsagn samt 

den andel af danskerne, der er enige hermed. Første 

udsagn ”jeg er stolt af at være dansk” er danskere 

med 87 % gennemgående enige om, mens udsagn 

nr. 2: ”Verden ville være et bedre sted, hvis 

folk fra andre lande var mere som danskerne” kun 

tilsluttes af samlet 40 %. Endvidere mener 43 % af 

danskerne at folk bør støtte deres land, selvom dette 

har gjort noget forkert og slutteligt mener samlet 

54 % at der i Danmark eksisterer visse ting, som 

vedkommende skammer sig over. At 87 % er stolte 

over at være dansker udtrykker en gennemgående 

positiv holdning over en samtidig ”dansk identitet”, 

men sammenholdt med resultaterne af de andre 

udsagn tydeliggøres også en anden tendens;

fordi på trods af at de fleste er stolte over at være 

danskere ses det samtidig at denne ”danskhed” 

ikke tillægges et geografisk landområde (”Danmark”), 

men at det at være dansk i højere grad betyder 

at man tillægger sig bestemte kvaliteter, 

hvorved den nationale identitet for danskerne således 

vedrører et fællesskab, men ikke nødvendigvis 

et land, som geografisk er afgrænset fra andre. 

Dette udtrykkes mere konkret ved at 54 % som 

omtalt skammer sig over visse ting ved Danmark, 

hvorfor der her samtidig ses en tydelig adskillelse 

mellem individets personlige forhold til Danmark 

som land og individets forhold til danskerne, som 

et fællesskab. Der ses således ikke en fremherskende 

patroisme om end det igen er de borgerlige partier 

som støtter særligt op omkring det danske 

samfund, men også Danmark som land. 

I tabel 3 ses den andel af danskere, som er stolte 

over forskellige forhold i Danmark. Tilfredsheden 

med Danmark er endvidere gennemgående, om 

end forholdet ”den retfærdige og lige behandling af 

alle grupper i samfundet” skiller sig ud ved at kun 

46 % er stolte herom. Dog er hhv. 78 % stolte over 

det danske demokrati, 75 % er stolte over Danmarks 

sociale sikkerhedsnet og igen er 75 % stolte 

og den danske historie. Danskerne er således særligt 

tilfredse med det danske demokrati og den 

universielle velfærdsmodel, men dette kan netop 

ses som resultat af elementerne i den danske velfærdsstat, 

opfylder de krav, som ligger bag fællesskabets 

værdier og normer. Den nationale identitet 

bliver herved en enhed, som sikrer fællesskabets 

overlevelse og varetager befolkningens behov. At 

danskerne er tilfredse med samfundet udtrykker 

dog herigennem netop også en form for fælles national 

identitet, hvorigennem de danske borgere sikres 

mod udefrakommende, som kan true samfundet 

og fælleskabets eksistens. I den henseende kan 

en indgåelse af internationale aftaler eller medlemskab 

af internationale organisationer som f.eks. 

EU, både medvirke til en opslitning af den nationale 

identitet eller til en forstærkning af selvsamme 

og ud fra tendenserne i bilag A1 virker det som om 

at danskerne på én gang er positive stemt over en 

fælles national identitet samtidig med at de forsøge 

at skabe en egen individualisme, som netop er fri- 


gjort en national ramme. 

Igen er der dog kke en gennemgående patroismen, 

hvor borgerne konsekvent stiller op for deres 

land. I stedet udtrykker tabellen også en kritik af 

det danske samfund særligt mht. dets behandling 

af social ulighed. Danskerne er altså ikke bange for 

at se på kritisk på Danmark og dette er en tendens 

som både kan tilskrives den senmoderne samfundsudvikling, 

hvor alle skal tage stilling til alting, 

men også det forhold, at danskerne holdning 

til den nationale identitet begrænser sig særligt til 

fællesskabets overlevelse, men i mindre grad med 

fokus på staten og dennes anliggener. Dette udtrykker 

samtidig, at danskerne ser forskelligt på 

hhv. Danmark som en selvstændig nationalstat og 

Danmark som en fælles nationalidentitet. Overgangen 

imellem de to anskuelser sløres så meget 

desto mere fordi Danmark består af en udpræget 

homogen befolkning. 

sammenfatning 

Som det er blevet behandlet i ovenstående behandler 

alle tabellerne i bilag A1 danskernes forhold til 

Danmark og den deraf nationale identitet. Ovenstående 

undersøgelse har herved bragt sig flere konklusioner. 

Først og fremmest ses den nationale 

identitet at være et udtryk for danskernes følelse af 

at tilhøre et socialt fællesskab, hvorfor den nationale 

identitet ikke opstår på baggrund af et geografisk tilhørssted, 

men i stedet på baggrund af en normativ 

og kulturel kode, der udarter sig ved at indeholde et 

sæt af fælles værdier. Danskernes holdning til den 

nationale identitet skal endvidere også ses i lyset af 

de senmoderne samfundstendenser, hvor individualiseringen 

medfører en indskrænkning af patroitismen 

samtidig med at individuelle og sociale værdier 

og relationer sættes højt. Danskerne kan således siges 

at være af den holdning, at nationalstaten befinder 

sig i grænsefeltet mellem social identitet, som 

sigter på et fællessab byggende på fælles normer og 

værdier, og en statsmæssig identitet, som sigter på 

et befolkningsammenhold baseret på geografi og 

nationale interesser, der kan beskytte befolkningen 

mod udefrakommende farer. 



3. Det nationale tilhørsforhold kontra identitetsdannelse 

i senmoderniteten 

Den vestlige verden lever i dag i senmoderne samfund, 

hvor der stilles nye og andre krav til individet 

end tidligere. Vi er ikke længere truet af overlevelsesproblemer 

eller vareknaphed, men befinder os 

således nu i en tid, der fordrer effektivitet og omstillingsparathed 

fra det enkelte individ, så det kan tilpasse 

sig samfundets eksplosive forandringshastighed 

og progressivitet. Både forandringshastighed og 

globalisering medfører, at den sociale interaktion 

imellem individer både begrænses men også nødvendiggøres, 

fordi individet igennem det sociale 

netværk gøres i stand til agere individuelt og refleksivt 

i den senmoderne hverdag. 

Det er på dette udgangspunkt, at uddraget i bilag 

2: ”Det er dansk” af Peter Gundelach (herefter 

Gundelach) beskæftiger sig med individets identitetdannelse 

samt dannelsen af et nationalt tilhørsforhold, 

som netop skal ses som resultat af det senmoderne 

individs socialisering. Som Gundelach 

skriver er nationen et ”forestillet fællesskab” 1 , betydende 

at nationen er fællesskab som er skabt på 

baggrund af de individuelle deltageres ligheder. 

Gundelach anfører hertil, at denne konstellation, 

hvor individier genkender hinanden, medvirker til 

skabelsen af en gruppeidentitet, som i sidste ende 

skaber en national referenceramme: ”der sker hermed 

en identifikationsproces, hvor individerne 

danner sig billeder af at tilhøre den samme kategori, 

det vil her sige en bestemt nation” 2 . Tendensen 

som Gundelach beskriver er særlig tydelig i de senmoderne 

samfund, hvor individers identitetsdannelse 

netop i høj grad sker på baggrund af refleksion 

overfor omverdenen. Det nationale tilhørsforhold 

dækker ifølge Gundelach altså over individets 

søgen mod fællesskab og accept, en søgen der netop 

sker i en tid, som er karakteriseret ved anomi 3 

1 Uddrag: Peter Gundelach: Det er dansk. Hans Reitzels 

forlag. 2002. 


forlag. 2002. 

3 Anomi betyder normløshed og hentyder til at der i 

senmoderniten kun i ringe grad eksisterer normgivende 

faktorer. Dette kan dog i høj grad diskusteres, hvilket jeg 

i begrænset omfang også kommer ind på i min ovenstående 

diskussion. 


og en opslitning af de gængse fællesskaber. For at 

understrege fællesskabets betydning for individets 

identitetsdannelse fremhæver den tyske sociolog 

Niklas Luhmann (1927-1998), at det senmodene 

samfund ikke alene kan forstås og fortolkes ud fra 

de fænomener, individet møder – det er i stedet 

igennem senmodernitetens forskellige sociale systemer, 

at individerne færdes og omgiver sig med 

andre sociale individer, som via deres indbyrdes 

kompleksitet gør individet i stand til at træffe valg 4 . 

Herved bliver det muligt for det enkelte individ at 

reducere kompleksiteten i senmoderniteten, hvorved 

der opbygges en intern kompleksitet, som matcher 

den ydre. Det er i dette forhold at selvreferentialiteten, 

som Luhmann udtrykker det, opstår og 

det er omvendt via denne selvreference at relationerne 

mellem de elementer, der eksisterer i de 

sociale systemer, opretholdes. 

Forholdet mellem det nationale tilhørsforhold 

og individets identitetsdannelse kan således afdækkes 

ved at se på de normative forhold i senmoderniteten 

– forhold, der mere indgående er defineret 

af bl.a. sociologen Anthony Giddens. Ifølge 

Giddens er senmoderniteten præget af individualisering 

og forandringshastighed, hvorfor der netop 

er sket en ændring i fællesskabsfølelsen fordi der 

ikke længere hersker den samme grad af samhørighed. 

På grund af dette fritstilles individet kulturelt 

og skal selv skabe identitet og mening i en ellers absurd 

verden. Gundelachs fremstillede forhold vedr. 

nationen som et forestillet fællesskab kan således 

ses i forlængelse at individets stilling i det senmoderne 

samfund. Heraf foregår identitetsdannelsen i 

større grad via en dobbeltsocialisering, hvor nutidens 

børn både opdrages inden for hjemmets fire 

vægge og gennem andre adfærdsrelationer (dagliginstutioner, 

skoler etc.) hvorfra også størstedelen 

af deres kulturelle kode skabes. Det senmoderne 

individ bliver således fra barnsben af påduttet et 

socialt fællesskab sideløbende med fordringen om 

at skulle være ”sin egen”, hvorved der skabes en udviklingsmæssig 

kontinuitet, hvor individet meget 

tidligt i livet skal kunne agere socialt fleksibelt. Individet 

bliver samtidig meget tidligt tillært bestemte 

adfærdsformer gennem medierne, der ligeledes 

4 Dansk Luhmann Forum: Selvreference s. 10.

kan ses som regulator for ovennævnte dobbeltsocialisering. 

Igennem medierne fremstilles en bestemt 

virkelighed, som (på trods af den udbredte 

anomi) opdrager det senmoderne individ i en bestemt 

retning, hvilket gør sig særligt gældende når 

medierne viser billeder af f.eks. krigs- eller terroraktioner 

i Afghanistan. Fordi tid og rum, ifølge 

Giddens, bliver så adskilt skabes der et større skel 

mellem ”os” og ”dem” og det er dette forhold, der 

bl.a. kan ses som modulator for udvikling af en 

gruppeidentitet. Fordi det sociale fællesskab samtidig 

er mindsket bliver den nationale identitet et indirekte 

fællesskab, hvor individet i senmoderniteten 

kan tillægge sig en fælles holdning, værdi, 

norm etc. samtidig med at det kan agere socialt 

fleksibelt og individuelt. 

Samfundsudviklingen i de senmoderne samfund 

er endvidere også stærkt præget af at landene 

indgår i forskellige internationale organistationer, 

som både skal varetage nationalstaterne og det internationale 

samfunds interesser. EU er eksempelvis 

et glimrende eksempel på hvorledes danskerne 

tilknyttes en organisation, som står udenfor landets 

geografiske rammer, men som samtidig varetager 

et sæt af fælles værdier. Her kan den store debat 

imod et EU-statsborgerskab ses som symbol på 

hvorledes individet også har brug for et nationalt 

tilhørsforhold, hvorigennem det kan skabe mening 

i samfundet. Som jeg også behandlede i spørgsmål 

2 kommer nationaliteten altså til at befinde sig et 

grænseland, hvor det på den ene side varetager individets 

behov for social interaktion og på den anden 

side nationalstatens forsvar mod udefrakommende 

trusler fordi individerne, som Gundelach 

beskriver i bilaget, etablerer ”lighed og beslægtethed” 

5 . Igennem opvæksten bliver individet således 

opdraget til at kunne iklæde sig et nationalt tilhørsforhold, 

som senere hen kan virke beskyttende. 

Det nationale tilhørsforhold er særlig tydeligt i 

Danmark grundet den homogene befolkning og 

hvor ét sprog er herskende. I dette forhold spiller 

det nationale tilhørsforhold en betydelig rolle for 

identitetsdannelsen i senmoderniteten, netop fordi 

vi igennem de ens forhold (udseende, sprog etc.) 


forlag. 2002. 


ligner hinanden og kan skabe en fælles socialisation 

herudfra. 

Den tyske sociolog Jürgen Habermas ser desuden 

i senmoderniteten en større tendens til at systemverdenen 

koloniserer livsverdenen 6 , hvortil der 

menes at systemverdenen, som indeholder de statslige 

og offentlige funktioner, på afgørende vis bryder 

ind i den sociale livsverden. Dette gælder bl.a. 

den omtalte dobbeltsocialisering, men det medfører 

samtidig også, at individet i stigene grad klientgøres. 

Dette skyldes til dels også velfærdssamfundet 

med dets mange velfærdsydelser, men begge elementer 

medvirker til at identitetsdannelsen i senmoderniteten 

også præges af en større victimisering 

og umyndiggørelse, fordi mange ikke formår at leve 

op til de senmoderne livskrav. Herved opstår det 

nationale tilhørsforhold, som resultat af individets 

mangel på et socialt fællesskab. Det nationale tilhørsforhold 

overskrider på samme tid grænserne 

mellem system- og livsverden, fordi begge faktorer 

er nødvendige for at det nationale tilhørsforhold 

kan overleve. Herved kan det nationale tilhørsforhold 

blive en realitet fordi det, som Gundelach påpeger, 

medfører at ”til trods for alle mulige andre 

opdelinger i en befolkning opleves nationen som 

noget der går på tværs af og overskrider andre forskelle” 

7 . Det kan herigennem altså argumenteres for 

at den senmoderne identitetsdannelse præges og 

udvikles på baggrund af tilknytning til et nationalt 

tilhørsforhold, hvor tilhørsforholdet spiller en betydelig, 

om end mere indirekte, rolle for identitetsdannelse 

i det senmoderne samfund. 

sammenfatning 

I ovenstående er det blevet behandlet, hvorledes det 

nationale tilhørsforhold i indirekte grad spiller en 

stor rolle for individets identitetsdannelse i det senmoderne 

samfund. Konklusionen er således tvetydig 

fordi individet både opdrages til at kunne agere 

6 Med begrebet ”systemverdenens kolonisering af livsverdenen” 

menes at systemverdenen (staten, det offentlige 

system etc.) griber afgørende ind i den private livsfære. 


forlag. 2002. 



socialt fleksibelt og individuelt uafhængigt, men 

samtidig har det brug for et ydre socialt fællesskab 

til at kunne mestre senmodernitetens øgede krav. 

Tilhørsforholdet yder således sin indvirkning i den 

henseende, at individet, som Gundelach i bilag A2 

også formulerer det, skaber sin identitet på baggrund 

af et nationalt tilhørsforhold, der som forudgående 

autoritet opstiller normer og værdier, som 

individet udvikler sin identitet efter. Det er således 

på denne måde at det nationale tilhørsforhold spiller 

en indirekte rolle, fordi vi i forhold til omverde- 

Delopgave B 

delopgave B – kultur og internationale 

konflikter 

2) forskellige synspunkter på forholdet 

mellem kultur og konflikt 

I de tre uddrag er der tre forskellige synspunkter på 

forholdet mellem kultur og konflikt og den internationale 

virkelighed. Vi kan groft inddele de tre synspunkter 

inden for hver deres teoretiske udgangspunkt 

i den internationale politiske teori. Huntingtons 

idé om civilisationernes sammenstød er af den 

realistiske skole, Khatami og Tutu placerer sig som 

idealister, mens Kagan er noget sværere at placere, 

men trækker både på idealismen og realismen. Denne 

forskellighed betyder også, at deres syn på mulighederne 

for fred i verden er forskellige. Jeg vil starte 

med at påpege forskellighederne mellem Huntington 

og Kagan, for derefter at sammenligne disse to 

med Khatami og Tutu, da Huntington og Kagan for 

så vidt er enige om, at verden bevæger sig mod mindre 

fred, mens Khatami og Tutu ser muligheder for, 

at vi kan opnå mere fred i verden. 

Huntington og Kagan er enige om, at vi ikke 

bevæger os mod en mere fredelig verden. Man kan 

påstå, at Huntington er realist af den grund, at han 

mener, at tidligere konflikter mellem lande, nu er 

afløst af konflikter mellem civilisationer. Med afslutningen 

af Den Kolde Krig opstod der en situation, 

hvor vi havde USA som den eneste supermagt. 


nen og udlandet er nødt til at være en del af et fællesskab 

for at kunne agere. Det nationale tilhørsforhold 

er altså et forestillet fællesskab i den henseende, 

at det bringer individer sammen, som ikke 

kender hinanden direkte, men som er gensidigt dependente. 

Herved kan det nationale tilhørsforhold 

også fungere som et holdepunkt for individet, som 

lever i en individualiseret og globaliseret verden, 

hvor det konstant skal tilpasse sig de skiftende samfundskrav. 

Dette unipolære magtsystem i verden vil ifølge realisterne 

medføre en modstand mod supermagten, 

og verden vil igennem en delegitimering af supermagtens 

magt bevæge sig mod en dekoncentration 

af magten, og herefter vil der igen opstå en global 

krig. 1 Det er denne dekoncentration, som Huntington 

ser i den civilisatoriske opdeling af verden 

på baggrund af forskellige kulturer. Han mener 

derfor også, at afslutningen på situationen vil blive 

en global krig mellem civilisationer, forinden vil 

der konstant være krige og konflikter på civilisationernes 

brudflader. Huntington opridser en række 

argumenter for, hvorfor det netop er kulturen, som 

kommer til at definere disse civilisationer og dermed 

være baggrunden for konflikterne, og han påpeger, 

at, ligesom nationalstaterne gjorde, så vil civilisationerne 

forsøge at fremme deres egeninteresser 

frem for andre civilisationer, om nødvendigt 

gennem militære midler. Huntington gør det klart, 

at det er selve verdenssystemets struktur, der er afgørende 

for staternes adfærd. Hans fjerde argument 

for, hvorfor civilisationerne opstår og adskiller 

sig fra hinanden, er nemlig, at Vestens (og dermed 

USA’s) position som supermagt betyder, at resten 

af verden ønsker at forme deres verden på en 

anden måde. Man kan her sige, at Huntington påstår, 

at Vesten er en hegemon, som er i stand til at 

påtvinge verdenssamfundet sine egne normer og 

1 Branner, Hans: Global Politik, 2007, s. 89

værdier og også i vid udstrækning få dem accepteret. 

2 Realisterne mener, at denne struktur med en 

hegemon vil betyde, at resten af enhederne i strukturen 

vil forsøge at kæmpe imod denne hegemons 

magt for at fremme deres egen kultur og egne værdier. 

Disse kulturelle faktorer anser Kagan derimod 

ikke som værende afgørende for verdenssituationen, 

da han er af den holdning, at det er selve konflikten 

mellem demokrati og autokrati, der fortsat 

vil skabe konflikterne, ligesom den ofte gjorde i det 

20. århundrede. Dog mener han, at det er Vestens 

ønske om at fremme deres egne værdier, i form af 

det liberale demokrati, som forstærker autokratiernes 

modstand imod dem. Kagans idealistiske træk 

ses i, at han anser det for ønskværdigt, at det liberale 

demokrati bliver spredt, men samtidig er han 

også realist i den forstand, at han mener, at det 

nærmest er umuligt at udbrede demokratiet til 

autokratiske regimer. Kagan tager udgangspunkt i 

Kina og Rusland, som ifølge ham beviser hans 

pointe. Konflikten i verden står nemlig i dag hovedsageligt 

mellem disse to autokratiske lande og 

Vesten, som vil udbrede demokratiet. Konflikterne 

vil opstå, fordi disse lande vil modsætte sig ethvert 

forsøg på at ændre deres samfunds strukturer. 

Derfor ser vi deres voksende interesse i lande som 

Iran og Sudan, og deres modstand mod internationale 

tiltag for at gøre noget ved forholdene i f.eks. 

Myanmar (Burma). Den trussel som før 1989 kom 

fra det autokratiske Sovjetunionen, ser vi nu fra 

Rusland og Kina. 

Khattami og Tutu er grundlæggende uenige 

med både Kagan og Huntington. Jeg vil placere 

dem som idealister på grund af deres syn på mulighederne 

for at skabe en mere fredelig og sikker verden. 

De mener heller ikke, i modsætning til Huntington, 

at kulturforskelle vil være afgørende for 

fremtidens konflikter. Derimod påpeger de, at verdenssamfundet 

skal tage hånd om fire grundlæggende 

problemer, og hvis de problemer bliver løst, 

så er vi nået meget langt på vejen mod global fred 

og sikkerhed. De fire problemer er Israel-Palæstina-konflikten, 

krigene i Irak og Afghanistan, fattigdom 

og endelig Vestens inkonsekvente forsvar 

2 Branner, Hans: Global politik, 2007, s. 8 


for dets egne værdier for frihed fra undertrykkelse. 

Hvis vi kan få løst de tre første problemer, og Vesten 

bliver mere klar i mælet omkring sin holdning 

til undertrykkelse, f.eks. ved ikke at støtte undertrykkende 

regimer 3 , så er vi tæt på mål. Man kan 

derfor placere Khattami og Tutu som idealister, da 

de mener, at verdens lande har en klar fordel af at 

samarbejde og fredeligt bilægge konflikter, og de 

mener ikke, at det er systemets struktur, der er afgørende 

for staternes adfærd. Derimod er det helt 

essentielt, at landenes politikere tager fat om problemerne 

og er med til at løse dem. Til forskel fra 

Huntington er det altså enhederne, dvs. landene i 

systemet, og ikke systemets struktur, der er afgørende 

for verdenssituationen. 

) usa og irakkrigen 

Der har siden Irakkrigens begyndelse i 2003 været 

mange forklaringer på, hvorfor USA valgte at gå ind 

i Irak. I Flemming Roses interview med Richard 

Perle, som er tidligere sikkerhedsrådgiver for præsident 

George W. Bush, bliver den amerikanske stats 

baggrund for at gå ind i krigen fremhævet. Der var 

to grunde: Beskytte det amerikanske samfund samt 

fjerne en undertrykkende diktator i Irak. Jeg vil se 

nærmere på disse to argumenters holdbarhed ud fra 

nogle grundlæggende betragtninger om fire forhold. 

Angående det første argument vil jeg først se nærmere 

på USA’s position i verden, dernæst det sikkerhedspolitiske 

billedes forandring i verden siden 

Den Kolde Krig og endelig vil jeg se nærmere på 

FNs rolle. Disse tre forhold vil jeg opveje imod det 

første argument. Angående det andet argument vil 

jeg se nærmere på begrebet humanitær intervention 

i forhold hertil. Herudfra vil jeg give mit bud på, om 

der måske findes andre forklaringer end de to, som 

Perle giver. 

Grundlæggende set er verden i dag præget af én 

supermagt, nemlig USA. Den Kolde Krigs afslutning 

betød, at Sovjetunionen faldt sammen og mistede 

hele sin styrke, og selvom mange påpeger Kinas 

styrke, så er der stadig lang vej, før de når 

3 Af eksempler kan nævnes støtte til Saudi Arabien og 

den enorme samhandel med Kina, selvom landet ifølge 

menneskerettighedsorganisationer krænker menneskerettighederne. 



USA’s magt, f.eks. er USA’s militærbudget større 

end Kinas, Ruslands, Indiens og Englands tilsammen. 

4 Derfor er USA altså ene på toppen, og, ligesom 

Huntington, vil nogle påstå, at USA er en hegemon. 

Den påstand har sit belæg i USA’s enorme 

styrke på det økonomiske, militære, erhvervsmæssige, 

kulturelle og for så vidt også politiske område. 

USA har, bl.a. ifølge Hans Branner, magten til at 

påtvinge andre lande sine holdninger og værdier. 5 

Noget tyder også på, at USA fortsat vil kunne fastholde 

denne position i lang tid endnu, blandt andet 

i kraft af økonomiens størrelse og de militære midler, 

landet har til rådighed, samt landets høje videns- 

og teknologiske niveau. 

USA opererer sikkerhedspolitisk i dag i en anden 

verden. Udover USA’s unipolare magtsituation 

i verden er det også sværere at bruge militære midler, 

fordi de fleste befolkninger er imod krig, og 

våbnene neutraliserer hinanden, og globaliseringen 

har også gjort verdens grænser mere hullede, 

f.eks. i form af nye kommunikationsmuligheder. 

Endvidere er verden også blevet mere ordnet i retlig 

forstand i kraft af, at flere og flere lande bakker op 

om FN. 6 Det er altså et andet verdensbillede, som 

USA står overfor, og også sikkerhedstruslerne har 

ændret sig. Hvor truslerne tidligere ”bare” handlede 

om aggressioner mellem stater, så har verden i 

dag bevæget sig i retning af et trusselsbillede med 

flere aktører på banen. Nu er det ikke blot stater, 

men også nationer, organisationer og individer, 

som indgår i trusselsbilledet, og truslerne er heller 

ikke længere kun rettet mod stater, hvilket bl.a. ses 

i form af trusler som miljøproblemer, terrorisme 

og fattigdom. 7 Dermed har begrebet sikkerhedspolitik 

også ændret sig. Man kan foretage tre vigtige 

sondringer i forhold til sikkerhedsbegrebet. Definitionen 

af sikkerhedspolitik er her, at det er bestræbelser 

på at mindske eller imødegå trusler mod sikkerheden. 

Den første sondring er mellem sikkerhedspolitikkens 

subjekter: Enten handler det om 

stater og deres overlevelse vedr. suveræniteten, eller 

4 Zakaria, Fareed: ”The Fearful Superpower”, Time Magazine, 

Special Edition | Issues 2008, December 2007 – 

Februar 2008 

5 Branner, Hans: Global Politik, 2007, s. 8 

6 Global Politik, s. 26 

7 Global Politik, s. 47, figur 2.1 


det handler om nationer og deres overlevelse vedr. 

identiteten. Den anden sondring er mellem sikkerhedspolitikkens 

midler: Enten handler det om hårde, 

dvs. kun militære, midler, eller det handler om 

bløde, dvs. både diplomatiske, økonomiske, kulturelle 

og delvist militære (fredsbevarende), midler. 

Den tredje sondring er mellem truslerne: Enten er 

de snævre og dermed kun militære, eller de er brede, 

hvilket vil sige alle slags militære, økonomiske, 

politiske, samfunds- og miljømæssige trusler. Derfor 

har USA også ændret sin sikkerhedspolitik, og 

den sikkerhedspolitik, som Irakkrigens begrundelse 

bygger på, finder vi i ”The National Strategy of 

The United States of America” (NSS) fra 2002. 8 

Her ses det, at den amerikanske sikkerhedspolitik 

skal bygge på foregribende tiltag i krigen mod terror, 

fordi terrorister og de såkaldte slyngelstater, i 

modsætning til f.eks. Sovjetunionen, ikke frygter 

gengældelsesangreb. 9 Sikkerhedspolitikken i NSS 

bliver tydeligst, når man ser den i kontrast til EU’s 

trusselsvurdering fra 2003: ”Et sikkert Europa i en 

bedre verden” (ESS), hvor trusselsbegrebet gøres 

bredt i forhold til det snævre i NSS, og hvor den 

bløde sikkerhedspolitik, f.eks. i form af retligt arbejde, 

anvisning til stater, humanitær hjælp og politihjælp 

til svage stater, spiller en afgørende rolle. I 

NSS handler det primært om brug af militære midler 

mod slyngelstater, der huser terrorister. Jeg 

nævnte, at det i dag er sværere at gøre brug af militære 

midler på grund af forskellige faktorer, og 

derfor kan NSS kritiseres for at se for ensidigt på de 

militære midler som løsningsmulighed, mens ESS 

er blød og åben for andre løsningsmuligheder. 

Hvis vi antager, at i stedet for, at USA har én 

sikkerhedspolitik, EU har en anden, og resten af 

verdens lande har hver deres sikkerhedspolitik, lod 

FN være den, der skulle sikre freden for alle, så ville 

der ikke være de store problemer. Situationen er 

bare den, at det er svært at antage. Jeg vil her opridse, 

hvordan situationen ser ud med hensyn til 

FN. Afhængigt af synet på international politik er 

8 Global Politik, s. 54-55 

9 NSS: ”But deterrence based only upon the threat of 

retaliation is less likely to work against leaders of rogue 

states more willing to take risks, gambling with the lives 

of their people, and the wealth of their nations.”

der to forståelser af FNs rolle i dag.10 Den ene baserer 

sig på realismen, og anser FN for at fungere 

som arena, hvor det stadig er de enkelte stater, der 

er egenrådige aktører. Ifølge denne tolkning strækker 

FNs magt sig altså kun til det punkt, hvor verdens 

lande kan nå til enighed. 11 Den anden tolkning 

bygger på den idealistiske teori indenfor international 

politik. Her anses udviklingen af verdenssamfundet 

at gå imod bedre tider, og hvor 

især demokratier medvirker til større orden og retfærdighed 

i verden. Den idealistiske teori anser 

især FNs nye opgaver efter afslutningen af Den 

Kolde Krig, hvor FN f.eks. har påtaget sig en fredsskabende 

rolle i forhold til verdens konflikter, som 

tegn på, at FN er ved at blive en selvstændig aktør i 

verdenssamfundet.12 Men den sidste tolkning ligger 

vist et stykke ude i fremtiden, for eksempel formåede 

FN ikke at få en internationalt bindende aftale 

igennem på klimaområdet under topmødet i 

Bali i efteråret 2007. Alt taler altså for, at FN blot er 

en arena, hvor staternes holdninger brydes, men 

uden at skabe reelle løsninger. 

Er det så en god forklaring, at USA gik ind i 

Irak for at beskytte sig selv? Både ja og nej. Først 

grundene til et ja. Først og fremmest havde FN 

ikke magten til at løse den konflikt, der var med 

Irak omkring masseødelæggelsesvåben og våbeninspektørerne. 

For det andet var USA i sin position 

som hegemon et mål for angreb fra lande uden for 

Vesten, som var imod dets position. Til at underbygge 

dette argument kan Huntington fremhæves, 

da han, ligesom andre realister, påpeger, at hegemonen 

altid vil være udsat for modstand. For det 

tredje mente man fra USA’s side, at Irak var blandt 

slyngelstaterne, der hjalp terroristerne, og derfor 

var det rent sikkerhedspolitisk uforsvarligt ikke at 

gå ind i Irak. Grunden til et nej finder jeg i NSS, 

for som jeg påpeger, så er både holdningen til de 

sikkerhedspolitiske midler og truslerne ikke helt i 

tråd med tidens ændrede sikkerhedsbillede. Et 

bredt trusselsbillede og større brug af bløde midler 

ville måske have haft en større effekt i krigen mod 

terror, fordi, som Tutu og Khatami nævner, så kan 

10 Branner, Hans: ”Global Politik” 2007, s. 99 

11 Global Politik, 2007; s. 99 

12 Global Politik, 2007; s. 99 


vi fjerne en del af baggrunden for terroristernes rekruttering 

ved at gøre noget ved fattigdom og sociale 

problemer. USA har dog også grebet sikkerhedspolitikken 

anderledes an før, f.eks. var USA 

med til at skrive NATOs nye strategiske koncept i 

1999, som udbygger sikkerhedsbegrebet for alliancen 

og de midler, der skal bruges for at foregribe 

trusler mod staterne. Hvor NATO under Den Kolde 

Krig kun fokuserede på et snævert trusselsbegreb, 

anerkender alliancen i dag ”betydningen af 

de politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige 

faktorer udover den uomgængelige forsvarsdimension.” 

13 Disse trusler kommer ikke som angreb, 

som man kan modangribe; de kræver forebyggelse, 

og derfor udvider det strategiske koncept alliancens 

midler til også at inkludere samarbejde og 

fredsbevarende opgaver. 

Jeg vil nu vende tilbage til Perles andet argument, 

nemlig at det er det mest moralsk ansvarlige, 

at man befrier andre fra undertrykkelse. Man kan 

kalde USA’s handling for en humanitær intervention, 

da Irak interveneres af humanitære grunde, 

nemlig befolkningens befrielse fra diktaturet. Der 

er dog store problemer med denne forståelse af humanitær 

intervention af to grunde. Først og fremmest 

påpeger FN-pagtens andet kapitel, at ethvert 

land har ret til uafhængighed fra andre landes indgriben, 

men samtidig siger kapitel syv, at Sikkerhedsrådet 

har ret til at gribe ind, hvis et land er en 

trussel mod sikkerheden, begår fredsbrud eller begår 

nogen angrebshandlinger .14 Dette giver selvsagt 

nogle dilemmaer, og selvom man i 2005 blev enige 

om, at FN har et ”beskyttelsesansvar” for verdens 

befolkninger 15, så er det stadig svært for organisationen 

at gøre noget af især én grund: Der skal være 

enighed i Sikkerhedsrådet, før der kan ske noget. 

Som nævnt så er FN ikke specielt handlekraftigt, 

især på grund af Sikkerhedsrådets sammensætning 

med en del uenige stater, og derfor har USA et par 

gange optrådt som verdens politimand siden Anden 

Verdenskrig, 

13 Global Politik, s. 122 – boks om NATOs strategiske 

koncept 1999 (uddrag) 

14 Global Politik, s. 102 

15 The Economist, 17. maj 2008, s. 67-68, ”To protect 

sovereignty, or to protect lives?” 



f.eks. i Kosovo i 1999. Derfor gjorde de det også i 

forhold til Irak. Hvis man mener, at vi som verdenssamfund 

har et moralsk ansvar for at befri andre 

befolkninger fra undertrykkelse, så er Perles 

andet argument godt. 

Det er interessant at godtage ovenstående, for 

det betyder en hel del for, hvordan USA og Vesten 

skal føre politik. Aktuelt kan nævnes Burma 

(Myanmar), hvor et undertrykkende styre formentlig 

er skyld i, at befolkningen kommer til at 

lide helt enormt efter en naturkatastrofe. Hvis vi 

godtager ovenstående, så kan vi med den franske 

udenrigsministers, Bernard Kouchers, ord ”i løbet 

af halvanden time nå katastrofeområdet og være 

klar til at hjælpe.” 16 Desmond Tutu og Mohammad 

Khatami nævner dog også et væsentligt problem i 

forhold hertil. USA støtter f.eks. i dag Saudi Arabien 

i kraft sin enorme olieimport, så hvis USA skulle 

gøre alvor af ønsket om at befri verdens befolk- 

16 The Economist, 17. maj 2008, s. 67-68, ”To protect 

sovereignty, or to protect lives?” 

Delopgave C, spørgsmål 2 og 3 

Besvarelse af katrine kaspersen 

delopgave C. national konkurrenceevne 

2. Opfattelser af Danmarks konkurrenceevne: 

Er Danmark på vej mod en hård landing efter en 

højkonjunktur med økonomisk vækst, med moderat 

lønudviklingen på trods af stigende mangel på arbejdskraft? 

Danmark har en åben og samtidig meget 

tilpasningsdygtig økonomi, men vil vi også i fremtiden 

kunne klare os i den globale konkurrence, hvis 

vi skal opretholde vores høje skattetryk og omfattende 

velfærdssamfund? 

Et centralt spørgsmål rejser sig i debatten om 

fremtidsudsigterne for Danmarks konkurrenceevne; 

har vi klaret os så godt på grund af eller på trods 

af det høje skattestyk? 

Danmark klarer sig godt i den internationale 

konkurrence stik imod neoliberale forventninger, 

når man tænker på, hvordan vi har indrettet vores 


ninger fra undertrykkelse, skulle man også gøre 

noget ved Saudi Arabien. Ved ikke at være konsekvente, 

men blot foretage denne humanitære intervention 

i nogle lande, så viser Vesten en inkonsekvens, 

som skaber modstandere i resten af verden, 

ifølge Tutu og Khatami. 

Afslutningsvis kan der også nævnes andre forklaringer 

på, hvorfor USA gik ind i Irak. Nogle påstår 

f.eks., at USA gik ind i Irak udelukkende for at 

sikre sig olie til den hjemlige industri. Andre igen 

mener, at USA med præsident George W. Bush i 

spidsen er en imperialistisk supermagt, der vil bevare 

sin magt igennem erobring af andre lande. Jeg 

har prøvet at belyse de to forklaringer, som den tidligere 

sikkerhedsrådgiver Perle selv angiver. Det, jeg 

finder mest interessant i forhold til hans forklaringer, 

er især perspektiverne i ønsket om at befri andre 

befolkningerne fra undertrykkelse. 

eget samfund med en universalistisk velfærdsstat 

og et progressivt skattesystem – det er både ledere 

af CEPOS og fortalere for institutionel konkurrenceevne 

enige om. 

Forskellene i deres opfattelse kommer, når man 

ser på deres forklaring på årsagen til denne situation, 

og ikke mindst hvad angår deres syn på fremtiden. 

Her opstiller liberalisterne Martin Ågerup og 

Mads Lundby Hansen et ultimatum for dansk økonomi; 

den danske samfundsmodel skal justeres betydeligt 

med refomer af dagpenge- og skattesystemet 

samt den danske model for fastsættelse af lønnen 

på arbejdsmarkedet. 

Dette reformforslag strider imod synspunktet 

hos John L. Campbell og Ove K. Pedersen. De mener, 

at vi kan fremtidssikre vores økonomi netop 

ved at fastholde og styrke vores institutioner. Her 

spiller arbejdsmarkedets parter en væsentlig rolle,

og der skal sandelig ikke pilles ved den danske model! 

Universelle velfærdstilbud om fx fri erhvervsuddannelse 

er ligeledes en forudsætning for den danske 

(fortsatte) succes. Pointen er, at Danmark er et 

attraktivt land for en virksomhed at slå sig ned i, 

da der som udgangspunkt er en kvalificeret arbejdsstyrke 

at benytte sig af. Hertil kunne tilføjes 

en omfattende infrastruktur og gode muligheder 

for pasning af de ansattes familier i modsætning til 

selektive og residuale velfærdsstater. 

Men med mangel på arbejdskraft i fremtiden 

bliver denne uddannede arbejdsstyrke mindre tilgængelig, 

organisationsgraden blandt arbejdere er 

faldende 1 og individuelle lønforhandlinger, regeringsindgreb 

i overenskomstforhandlinger og EUdomme 

over for strejkeretten truer det kollektive 

aftalesystem. Svækkes institutionerne får de økonomiske 

aktører altså i højere grad frit spil og der 

opstår et anarki, der står i modsætning til vore dages 

fælles struktur og koordinering. 

Danmark har bevist, at den liberale tankegang 

har nogle markante mangler. Den har undervurderet 

betydningen af en socialstat, og neoliberalismen 

gør det til stadighed. Det løsningsforslag, der præsenteres 

af folkene bag den liberale tænketank, omhandler 

en direkte modsatrettet strategi. Frem for 

at staten skal så ind og skabe lige muligheder for 

alle og dermed mere lighed, lægges der op til mere 

ulighed i form af lavere skat til de rigeste og mindre 

i sociale ydelser til folk uden for arbejdsmarkedet, 

som midler til at få flere i arbejde. 

Indsatsen over for udenlandsk arbejdskraft går 

sågar ud på at og lukke folk med mindre gode kvalifikationer 

ind på det danske arbejdsmarked, frem 

for at fokusere på at opkvalificere dem. Faktum er 

jo i dag, at der, som det fremgår af bilag C3 er så 

katastrofal mangel på arbejdskraft, at det må konkluderes, 

at det ikke er motivationen til at komme i 

arbejde, der er problemet, men derimod flaskehalsene 

hvad angår kvalifikationer. 

Bilag C2 slår på, at forudsætningen for den danske 

succes skal findes i de liberale værdier, som ligger 

til grund for det danske samfund i form af individuelle 

frihedsrettigheder, demokrati osv. Bilag 

C1 fremhæver de mange institutioner og fællesska- 

1 Tabel 11-10 den digitale Håndbog for samfundsfag 

2007 


bets kvaliteter som årsag, men sandheden er vel en 

kombination – for det er to sider af samme sag. 

Når det kommer til at se fremad er de to bilag da 

også meget mere modstridende og det er spørgsmålet 

om nogen af dem alene kan forhindre de i bilag 

C3 opstillede scenarier for Danmarks konkurrenceevne, 

der forudsiges at falde med dramatiske konsekvenser 

for dansk økonomi. Her er det især frygten 

for en løneksplosion, der er central – men er det 

ikke det samme resultat, der opnås ved at sænke 

skatterne? Rettidig omhu, som der manes til i bilag 

C2 er en god ting, for vi skal gribe ind, før det er for 

sent. Bilag C1 mener dog at det går så godt, at der 

slet ikke er grund til store indgreb og reformer – så 

længe virksomhederne er institutionelt konkurrencedygtige 

er Danmark konkurrencedygtigt. 

3. Notat til Villy Søvndal: 

Danmarks konkurrenceevne handler grundlæggende 

om, i hvor høj grad danske virksomheder er i stand 

til at sælge deres varer i udlandet. Her er der særligt 

to faktorer, der spiller ind. 

ü De danske lønninger og dermed produktionsomkostninger 

er høje, og dermed må vi være innovative 

og tilbyde produkter af tilsvarende højere standard. 

ü 

Der er en stigende mangel på arbejdskraft, hvilket 

truer konkurrenceevnen, da virksomheder kan blive 

tvunget til at afstå fra ordrer – deres udbud kan ikke 

følge med efterspørgslen. 

Debatten i forhold til Danmarks konkurrenceevne 

koncentrerer sig i høj grad om behovet for at 

udvide og fastholde arbejdsstyrken. De ældre skal 

blive længere på arbejdsmarkedet, arbejdsløse - i 

særdeleshed indvandrere skal i arbejde, og de unge 

skal uddannes. I denne forbindelse har SF nogle relevante 

mærkesager fx at 100 % af en ungdomsårgang 

skal have en ungdomsuddannelse. Men der er 

nogle mere komplekse mekanismer at tage hånd 

om. Det gælder især spørgsmålet om, hvordan man 

motiverer folk til at arbejde og arbejde mere på 

trods af et progressivt skattesystem og muligheden 

for at få sociale ydelser. Denne dagsorden er i dag 

domineret af de borgerliges tankegang, der forstærkes 

af velfærdskommissionens udspil om udfasning 

af efterløn, stramning af dagpengeordningen 

og ligeledes stramninger på integrationsområdet. 


1


Regeringen har over de seneste år med skattestop 

og skattelettelser formået at sælge deres dagsorden 

om, at de er økonomisk ansvarlige, alt imens 

uligheden er voksende og de løber fra løfter om at 

investere i fx uddannelse og forskning. SF må først 

og fremmest kritisere denne sparedagsorden, der 

flytter midlerne fra det offentlige over i det private. 

Du må også inddrage den øgede ulighed som en 

væsentlig del af din argumentation for et mere socialt 

Danmark, og du må inddrage en kritik af det 

fremmedfjenske menneskesyn, der gennemsyrer 

dansk integrationspolitik. 

Målet er at formidle SF’s menneske- og samfundssyn, 

der i sidste ende vil løse konflikten. For 

sammenhængen mellem de tre parametre skat, lighed 

og integration, er SF’s tro på, at vi i fællesskab 

kan skabe et samfund, hvor der er plads til alle, 

jobs til alle, muligheder til alle; SF har løsningerne 

og en ansvarlig økonomisk politik, der strider 

imod det herskende borgerlige billede af, at ulighed 

skaber dynamik, at arbejdsløse er dovne, at indvandrere 

er nassere, at unge er egoister, at efterlønsmodtagere 

er griske, at SU er cafépenge, at sabbatår 

er tidsfordriv – at mennesker skal indrette sig 

efter samfundet frem for at kæmpe for at forandre 

det! 

Løsningsforslag: 

Herunder er opridset en række progressive løsningsforslag, 

der kan sikre SF en offensiv plads i debatten. 

Nøgleordene er solidaritet og lighed og som 

følge heraf uddannelse og efteruddannelse til alle 

samt fleksibilitet på arbejdsmarkedet: 

ü Drop de asociale sociale ydelser: 

Starthjælp og kontanthjælpsloft skal afskaffes. I et 

velfærdssamfund som det danske kan vi ikke være 

bekendt at lade folk leve i fattigdom, hvor familier 

ikke har råd til at holde børnefødselsdage og kun 

kan give deres børn et stykke frugt om ugen. Ordningerne 

straffer folk, der ikke kommer i arbejde og 

går ikke mindst ud over børnene, det er pisk frem 

for gulerod. 

ü Arbejde til alle i form af jobs der tilpasses mennesker: 

Det danske arbejdsmarked skal kunne rumme folk 

på deltid og tilbyde meget mere fleksible jobordninger, 

der tilpasser sig den enkeltes behov og skaber 

større frihed og livskvalitet. Det offentlige skal gå 


forrest og virksomheder skal forpligtes til aktivt at 

tage ansvar – indfør økonomiske sanktioner over 

for passivitet såvel som diskrimination. 

ü Investér og motivér: 

Der må nye boller på suppen, når det gælder 

at motivere folk til at uddanne sig og arbejde. Der 

skal først og fremmest investeres i efteruddannelse 

og jobcentrene skal spille en langt mere aktiv rolle i 

forhold til at hjælpe folk med ansøgninger og normer 

ved jobsamtaler. Alle jobs skal lås op via arbejdsformidlingen, 

og så skal de sociale netværk på 

arbejdspladsen styrkes, så livsglæden og udsigten til 

en meningsfuld tilværelse bliver drivkraften. 

ü Omfordeling via ny skattereform: 

Hæv grænserne for, hvornår man skal betale top- og 

mellemskat, så skatten flyttes fra lav- og mellemindkomsterne 

til arbejdsfri profitter, spekulationsgevinster 

og lign. Ejendomsskatten kan dog fredes i 

første omgang. 

ü 

Bevar den danske model: 

Arbejdsmarkedet skal åbne op for indvandring af arbejdskraft 

med green card ordninger, men niveauet 

skal ikke sænkes i form af at søge at skabe grobund 

for ansættelser af folk med mindre gode kvalifikationer 

i form af lavere lønninger. De kollektive overenskomster 

skal fastholdes og ingen skal arbejde til under 

mindstelønnen og dermed underminere denne. 

Argumentation: 

Ulighed skaber ikke dynamik – det gør derimod en 

indsats for at få alle med. Derfor skal de sociale 

ydelser fortsat bruges som et sikkerhedsnet til folk, 

der falder igennem. De skal ikke reduceres. Uligheden 

er allerede voksende i det danske samfund og 

viser sig på to måder. For det første vokser kløften 

mellem det store brede flertal og den økonomiske 

elite, fordi profitter og boligpriser er eksploderet, 

mens skatten er sat ned. For det andet vokser der en 

stadig dybere kløft mellem dem, der på forskellig vis 

er i stand til at skabe sig en tilværelse inden for kapitalismens 

rammer, og et mindretal, der bliver helt 

udstødt af samfundet. SF’s kamp for lighed, er en 

dobbeltkamp imod disse to former for ulighed. Ikke 

mindst fordi det giver grundlag for en alliance mellem 

både flertallet af arbejdere og de udstødte grupper. 

Frem for at udstøde folk, skal folk hjælpes ind 

på arbejdsmarkedet.

Der er brug for en lighedsskabende politik, som 

omprioriterer fra de allerrigeste personer og koncerners 

luksuriøse overforbrug, til at løse almindelige 

menneskers hverdagsbehov. En omfordeling, 

der ikke kun handler om at sikre en rimelig fordeling 

af de værdier, som alle i samfundet har været 

fælles om at skabe, men som også handler om at 

sikre et samfund med ligeværdige borgere. 

Samtidigt er der behov for en politik der skaber 

plads til alle arbejdsduelige borgere på arbejdsmarkedet, 

samt ordentlige vilkår for folk, der ikke kan 

arbejde. Lighed betyder lige muligheder og kun 

herigennem kan en langt større andel af den potentielle 

arbejdsstyrke aktiveres. 

Det er ikke korrekt, at det kun kan betale sig at 

arbejde, hvis man får en høj løn. Et arbejde giver 

livskvalitet og uvurderlige sociale relationer. Det er 

en generel menneskelig egenskab ikke bare at være 

passive men derimod at yde noget. Men selvfølgelig 

skal dette manifestere sig i form af en økonomisk 

gevinst, og netop derfor bør man hæve grænserne 

for, hvornår man rammer fx topskatten, så der stadig 

er en progression, men så den hovedsagelig 

rammer de allerrigeste. 

Danmark er et attraktivt land at bo og arbejde i. 

Man kan formentlig opnå en højere løn i udlandet, 

men der er en lang række kulturelle aspekter, der 

spiller ind og binder folk til Danmark, så truslen 

om, at de højest lønnede automatisk flytter pga. 

topskat, holder ikke. Vi har så meget at byde på i 

Danmark i form af et socialt sikkerhedsnet, et gratis 

uddannelsesvæsen og sundhedssektor og god 

infrastruktur at her også er interessant for virksomheder 

at slå sig ned. 

Ligeledes kan det også sagtens betale sig at tage 

en uddannelse. I fremtiden vil endnu flere ufaglærde 

jobs blive outsourcet til lande, der er konkurrencedygtige 

på lave lønninger. Det, Danmark skal 

satse på, er et højt uddannelsesniveau, og det ved 

de unge! Investeringer i uddannelserne på alle niveauer 

er vejen for fremtiden. 

Truslen er ikke, om vi kan fortsætte vores vækst 

på trods af velfærdssamfundet, men derimod om 

det offentlige kan fortsætte med at tiltrække arbejdskraft 

med det markante og konstant stigende 


lønefterslæb i forhold til den private sektor – for 

hvis velfærden ikke virker, svinder opbakningen og 

solidariteten. Derfor må SF kæmpe imod udhulingen 

af velfærden og brugen af fattigdom som middel 

til at sparke folk i gang med at arbejde. Staten 

må tage ansvar over for såvel indvandrere og efterkommere, 

som etniske danskere, der i vidt omfang 

er ledige og klar til at arbejde, men som ikke kan 

rummes ved arbejdsmarkedets nuværende indretning. 

Konklusion: 

Nej truslen er ikke, som de borgerlige fremfører det, 

at folk vil undlade at arbejde. Truslen er, at vi skaber 

en ny social underklasse i forsøget på at tvinge folk 

ud på arbejdsmarkedet, frem for at yde en motiverende 

indsats og hjælpe folk på vej. 

Først og fremmest er det vigtigt at huske på, at 

konkurrenceevne ikke er alt. Velstand er positivt, 

men vigtigst er dog velfærd. Blot fordi Danmark 

klarer sig godt i den internationale konkurrence 

betyder det ikke, at dette kommer den almene dansker 

til gode. I debatten skal fokus derfor i høj grad 

ligge i forhold til, hvad der kan gøres nationalt for 

at sikre, at værdierne bliver fordelt til fordel for 

øget lighed, samtidig med at vi naturligvis fremtidssikrer 

samfundets behov for arbejdskraft. 

Den ulige demografiske udvikling, vi står over 

for i forbindelse med fx den voksende ”ældrebyrde”, 

er en udfordring, men ikke nødvendigvis en 

trussel. Det er et problem, at der mangler arbejdskraft, 

men sørg for at vend dette til en socialistisk 

dagsorden – for vi kan ganske enkelt løse problemet 

ved at tage hånd om samfundets svageste. Vi 

skal øge arbejdsstyrken ved sociale tiltag, der hjælper 

arbejdsløse i gang. Vi skal indføre og effektuere 

ordninger, der medfører et mere rummeligt arbejdsmarked 

over for folk, der kun kan klare en 

deltidsstilling. 

Efteruddannelse er et nøgleord såvel som uddannelse 

generelt, hvor det er paradoksalt at se regeringen 

skære ned og give skattelettelser med den 

anden hånd. SF må først og fremmest være det ansvarlige 

parti, der står fast på, at velfærd til alle 

kommer før lempelser for de bedst stillede. 



digital eksamen i skriftlig samfundsfag 

af Per Henriksen 

Til den skriftlige prøve i samfundsfag i sommeren 

2008 var der en del tabelmateriale vedlagt 

som bilag. Nogle elever synes, det var noget 

gammeldags, at tabelmaterialet ikke var tilgængeligt 

i digital form, således at de nemmere kunne 

bearbejde materialet. Det samme synspunkt 

kom frem på censormødet på Avedøre Gymnasium. 

Når man samtidig læser læreplanen for 

samfundsfag på A-niveau, hvor der er en udførlig 

opremsning af, hvordan it skal indgå i undervisningen, 

kan man godt forstå elevernes undren. 

Heldigvis sker der noget – også på dette 

område! 

Som omtalt i Samfundsfagsnyt nr.169 (marts 

2008) af fagkonsulent Bent Fischer-Nielsen er 

der iværksat et forsøg med deltagelse af en række 

skoler, hvor den skriftlige opgave skal stilles 

digitalt, og hvor der vil være adgang til nettet 

under selve prøven. Til at udarbejde opgaver til 

de deltagende skoler er der nedsat en arbejdsgruppe 

med Per Henriksen, Gregers Friisberg, 

Claus Just Andersen og Kirsten Krehan. Bent 

Fischer-Nielsen deltager også i gruppens møder. 

Baggrunden for forsøget skal ses i regeringens 

globaliseringsstrategi, hvor sigtet bl.a. er at 

styrke elevernes digitale kompetencer, og i rapporten 

vedrørende fremtidens eksamenssystem 

(Christian Thune-udvalget). Ikke alene samfundsfag 

er omfattet af forsøget, men også 

dansk og matematik i stx og de økonomiske fag 

(international økonomi, afsætning, virksomhedsøkonomi) 

i hhx. 

Som oplæg til forsøget udarbejdede arbejdsgruppen 

en udredning (kan ses her: http://us. 

uvm.dk/gym/eksamen/it_eksamen/it_eksamen. 

htm?menuid=1530 ), hvori de forskellige mu- 


ligheder ved digitalt stillede opgaver opregnes, 

ligesom udredningen indeholder eksempler på 

mulige opgaver, som evt. vil kunne inspirere i 

arbejdet med de skriftlige opgaver. 

For de deltagende skoler vil målet være, at 

eleverne kommer til at gå til den skriftlige prøve 

i samfundsfag sommeren 2010 under forsøgsbetingelserne. 

Frem til den endelige prøve sommeren 

2010 vil arbejdsgruppen udarbejde opgaver, 

som forsøgsskolerne skal anvende. Der vil 

blive stillet opgaver i efteråret 2008, sommeren 

2009, efteråret 2009 og endelig eksamen sommeren 

2010. Såvel opgaver som elevernes besvarelser 

vil blive evalueret af en følgegruppe, som 

overordnet følger forsøget. Desuden vil der løbende 

blive afholdt konferencer med de deltagende 

skoler. Desuden afholdes der 27.november 

2008 en åben konference, hvor interesserede 

lærere har mulighed for at deltage og bl.a. 

høre om erfaringerne med forsøget. På denne 

åbne konference vil der også blive mulighed for 

en mere generel drøftelse af de skriftlige opgaver 

i samfundsfag under indtryk af forsøget. Så 

hvis du er interesseret i arbejdet med digitale 

opgaver og måske også har konkrete forslag, vil 

det være en god ide allerede nu at reservere den 

27.november. I løbet af september vil der komme 

en mere fyldig invitation med program og 

naturligvis sted for konferencen. Deltagelse vil 

naturligvis være gratis, men skolerne skal selv 

finansiere transport. 

På arbejdsgruppens vegne 

Per Henriksen

generalforsamling i fals 2008 

fra Bestyrelsen 

fals indbyder alle medlemmer til generalforsamling 

torsdag den 0. oktober kl. 1 .1 - 18. på 

odense Congress Center, Ørbækvej 0, 220 odense sØ, tlf 01 00. 

dagsorden: 

1. Valg af ordstyrer og referent 

2. Bestyrelsens beretning 

3. Kassererens beretning 

4. Forslag om vedtægtsændring: Vedtægter mht. valg af bestyrelse formuleres, så det 

bliver muligt at vælge bestyrelsen på generalforsamlingen. Forslag til nye vedtægter 

vedlægges som bilag til endelig dagsorden. 

5. Forlagets beretning 

6. Kandidatopstilling 

7. Valg af valgbestyrelse for perioden 2008-09. Dette punkt falder bort, hvis de nye 

vedtægter vedtages 

8. Valg af revisor og revisorsuppleant 

9. Eventuelt. 

Hvis man ikke deltager i generalforsamlingskurset, kan man tilmelde sig til generalforsamling 

og efterfølgende festmiddag ved at kontakte et medlem af bestyrelsen/formanden 

25. oktober. 

Ønsker til punkter til dagsordenen skal være formanden i hænde senest 25/10. Kandidater 

til bestyrelsesvalget skal kontakte bestyrelsen eller møde frem på generalforsamlingen. 


fra Bestyrelsen 

Bilag B: vedtægtsændringer 

eksisterende vedtægter: 

§ 7 Senest 14 dage efter generalforsamlingen udsender 

valgbestyrelsen kandidatliste og stemmeseddel 

til foreningens medlemmer. Hvert medlem 

har lige så mange stemmer, som der er bestyrelsesmandater 

på valg. Månedsdagen efter generalforsamlingens 

afholdelse skal stemmesedlerne være 

valgbestyrelsen i hænde. Umiddelbart herefter offentliggøres 

resultatet. af afstemningen, således at 

de ikke valgte bliver suppleanter til bestyrelsen i 

den rækkefølge, stemmetallet angiver. 

§ 8 Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år, således 

at 5 vælges i år med lige årstal, og 4 i år med 

ulige årstal. Bestyrelsen, der konstituerer sig selv, 

kan nedsætte udvalg til behandling af forskellige 

sager. 

§ 9 På den ordinære generalforsamling vælges en 

valgbestyrelse på 3 medlemmer. Denne valgbestyrelse 

leder alle valg i det følgende kalenderår. Desuden 

vælges en revisor og en revisorsuppleant.. 

§ l0 Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter 

beslutning af bestyrelsen eller på skriftlig begæring 

af 1/6 af medlemmerne. Den indkaldes efter 

samme regler som ordinær generalforsamling. En 

ekstraordinær generalforsamling kan vedtage, at 

bestyrelsen skal afgå og nyvalg til bestyrelsen finde 

sted. I tilfælde af sådant nyvalg skal valgbestyrelsen 

indkalde til generalforsamling inden 30 dage med 

sædvanligt varsel. Kandidatopstilling og afstemningsprocedure 

foregår herefter ifølge de i 7 nævnte 

regler. De 5 henholdsvis 4 nyvalgte bestyrelsesmedlemmer, 

der har opnået flertal i stemmer, er 

valgt for den længste periode, således at bestemmelserne 

i § 8 om successiv udskiftning af bestyrelsens 

medlemmer kan opretholdes. Den afgåede 

bestyrelse fungerer, indtil ny bestyrelse er valgt. 


foreslås ændret til: 

§7: Valg til bestyrelsen afholdes på Generalforsamlingen 

af de fremmødte. Både de på Generalforsamlingen 

fremmødte og ikke-fremmødte medlemmer 

af FALS kan stille op. 

De på Generalforsamlingen fremmødte medlemmer 

af FALS vælger den nye bestyrelse blandt 

de på valglisten opstillede. Hvis antal navne på 

valglisten svarer til antallet af nye medlemmer, der 

skal vælges, sker valget ved akklamation. Hvis der 

er flere navne på valglisten end det antal, der skal 

vælges, nedsættes en ad hoc valgbestyrelse blandt 

de på Generalforsamlingen fremmødte. Denne 

valgbestyrelse udfærdiger stemmesedler. Der kan 

maksimalt sættes et antal krydser på stemmesedlen 

svarende til det antal, der skal vælges. Ad hoc valgbestyrelsen 

organiserer valget på Generalforsamlingen 

og gennemfører optælling af stemmerne, 

samt forkynder resultatet.Resultatet af valget offentliggøres 

snarest derefter i Samfundsfagsnyt og 

på foreningens hjemmeside. 

§8 Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år. Så vidt 

det er muligt sikres der kontinuitet ved, at bestyrelsesmedlemmer 

vælges forskudt af hinanden i 

ulige år og i lige år. Bestyrelsen, der konstituerer 

sig selv, kan nedsætte udvalg til behandling af forskellige 

sager. 

§9 På den ordinære generalforsamling vælges en 

revisor og en revisorsuppleant. 

§ l0 Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter 

beslutning af bestyrelsen eller på skriftlig begæring 

af 1/6 af medlemmerne. Den indkaldes efter samme 

regler som ordinær generalforsamling. En ekstraordinær 

generalforsamling kan vedtage, at bestyrelsen 

skal afgå og nyvalg til bestyrelsen finde sted. I 

tilfælde af sådant nyvalg vælger den ekstraordinære 

generalforsamling en ny bestyrelse efter reglerne i 

§7. Kandidatopstilling sker blandt de fremmødte 

medlemmer, og afstemningsprocedure foregår herefter 

ifølge de i §7 nævnte regler.

anmeldelser 

Jørgen grønnegaard 

Christensen, erik damgaard 

og Jørgen elklit 

det demokratiske system: 

valg, parlamentarisme og 

forvaltning 

Academica, 2007, 162 sider 

Det er 3 velmeriterede Århusprofessorer 

i statskundskab, der 

her har valgt at udgive deres noter 

til starten på studiet i bogform. 

Selv om de er forskellige, 

så baserer de alle deres fagopfattelse 

på de grundlæggende værdier, 

som gennem årene har 

kendetegnet dette studium. 

Anm. skal derfor også indledningsvis 

bekende, at han akademisk 

er flasket op med samme 

modermælk som disse herrer. 

Det er en lærebog, som skal 

formidle viden inden for de tre 

centrale områder, som titlen angiver, 

og det vel at mærke med 

henblik på starten af et studium. 

Den vil ikke skræmme nogen 

væk, men kunne og vil være et 

fint afsæt. 

Erik Damgård skriver indledningsvist 

på få sider om rammerne, 

idet han tager udgangspunkt 

i en traditionel figur, hvor 

centrale organer er forbundne 

med magt- og ansvarspile. Formålet 

er at illustrere de 2 styringskæder, 

den parlamentariske 

(dvs. nationale/statslige) og 

her indenfor den kommunale. 

Udgangspunktet er en systemisk 

tankegang, og fremstillingen er i 

klassisk forstand en organanalyse. 

I denne tilgang bliver omgivelsernes 

betydning understreget, 

først de nationale, dernæst 

de internationale, bl.a. EU. Der 

er heller ikke – ligesom i Grundloven 

- ganske vist af andre 

grunde – plads til de politiske 

partier, som andet end en blackbox. 

Partierne optræder dog i 

forbindelse med partisystemer 

og det parlamentariske system. 

Der er imidlertid tale om politiske 

partier, der ikke mener noget 

specifikt, men som spiller 

deres forskellige roller i systemet. 

Den formelle organanalyse 

suppleres med sociologiske undersøgelser, 

men de juridiske 

bestemmelser dominerer over 

de mere processuelle. 

Indledningen på knap 4 sider 

må formodes at være ny, og den 

virker lidt famlende. Den kunne 

godt fortjene en gennemskrivning 

(og gennemtænkning) i 

næste udgave. 

Den alfabetiske forfatterrækkefølge 

på titelbladet vendes om: 

sidstnævnte Elklit starter, og det 

gør han rigtig fornuftigt. Fremstillingen 

af Valg (vælgerorganet) 

er naturligvis opdateret 

med den sidste valgordning, foranlediget 

bl.a. amternes forsvin- 

den. Spørgsmålet er det tilsyneladende 

ret enkle: hvordan 

”oversættes” den konkrete vælgers 

mening og dermed stemmeafgivning 

til et konkret mandat? 

Det forklares med stor ekspertise 

og med sådan en grundighed, 

at man ligefrem fornemmer 

en vis glæde ved det at 

formidle og jonglere med tal og 

divisorer. Selvom matematikken 

umiddelbart vil være forståelig 

for de fleste lægmænd, så er der 

her et oplagt område, hvor der 

vil kunne spindes nogle frugtbare 

tråde til matematik. Elklit 

som jo også optræder som international 

valgekspert i den ganske 

verden viser her, at han på 

bedste vis kan skære det overflødige 

væk og koncentrere en flot 

sammenhængende fremstilling 

omkring det centrale. I afsnittet 

”Analyseredskaber” demonstrerer 

han på overlegen vis sammenhængen 

mellem valgmåder 

og partisystem. Fremstillingen 

er i det hele taget på et niveau, 

der ligger noget over selv A-niveau 

i gymnasiet, men en gang i 

mellem findes der vel stadig elever, 

der på specielle områder vil 

og tør give sig i kast med noget 

ud over den undervisningsmæssige 

dagligdag. 

Damgårds behandling af det 

parlamentariske system er klassisk 

og efter bogen: sober og 


anmeldelser 

uangribelig inden for de traditionelle 

tankemæssige tilgange, 

som nu engang er instituttets. 

Han behandler også spørgsmålet 

om graden af enighed i 

folketinget, men nøjes dog med 

en opdeling på de klassiske skillelinjer, 

nemlig i forbindelse med 

love, beslutninger og vedtagelser 

Anm. tillader sig her at efterlyse 

nogle mere raffinerede metoder 

til at måle ”afstande” mellem 

partierne på. Det synes også at 

være nødvendigt at sondre mellem 

lovenes vægt og betydning 

for at undgå den summariske 

udlægning om de 80% enighed. 

Damgaard, der står som redaktør 

af et glimrende nummer 

af tidsskriftet Politica (nr. 37) fra 

2005, gør gode komparative internationale 

iagttagelser, men 

det forbavser anmelderen, at der 

her ikke er trukket mere på især 

pointer fra andre forfattere i dette 

nummer. Eksempelvis er de 

aktiviteter, der ikke har betydning 

for lovgivningsarbejdet 

vokset betydeligt. 

Det sidste afsnit om forvaltningssystemet 

er så naturligvis 

Grønnegårds. Og ingen som 

ham her i landet formår med 

korte sætninger og en knivskarp 

logik at fremstille den side af sagen. 

Den mand kan sondre. Der 

er ingen svinkeærinder og tom 

snak i denne pædagogisk fremragende 

fremstilling. 

Hvis man dog skulle ønske 

mere, så skulle det være nogle 

flere eksempler på forskellige 

ministerieopbygninger sammen 

med de erfaringer man måtte 

have indhøstet. Desuden forekommer 

der at være en slagside 

til forvaltning i forhold til ”of- 


fentlig administration”, Det 

kommer især til udtryk i det allersidste 

afsnit, hvor Grønnegård 

på godt tre sider klarer ”Kontinuitet, 

reformer og dynamik”. 

Diverse dobbeltbegreber som 

Mål- og rammestyring, Centralisering 

og decentralisering, 

samt Markedsgørelse og kvalitetsstyring 

(herunder evalueringer) 

burde være tydeliggjort og 

især det sidste begrebspar får alt 

for lidt opmærksomhed. Man 

må dog forvente, at det kommer 

Grønnegård tilbage til, når de 

studerende er længere henne i 

studiet. 

Vi er sikkert mange, der savner 

Grønnegårds begavede 

klumme i Weekendavisen. I det 

hele taget er der alt for få universitetsfolk, 

der ytrer sig på et vurderende 

plan i medierne, og 

alt for mange spindoktorer og 

letbenede politiske (dagblads) 

kommentatorer, som i dag får 

lov til ensidigt at beherske 

scenen. 

Det er ikke en underholdende 

bog. Men den er saglig. Og den 

kunne være en relevant prøvesten 

for det unge menneske i gymnasiet, 

som overvejer at starte på 

samfundsfags- eller statskundskabs-studiet. 

Hvis vedkommende 

kommer nogenlunde helskindet 

igennem den, så kunne det 

måske være en art lakmusprøve 

på interesseintensiteten. 

Man sagde engang i spøg der 

sidst i 1960-erne, at man skulle 

lade Poul Meyer udtænke de originale 

og provokerende tanker, 

men lade Rasmussen systematisere 

dem, for endelig at lade 

Bjøls formidlingsmæssige evner 

om at skrive det. En sådant 3- 

hovedet skabning fik vi aldrig - 

og måske godt for det - det kunne 

nemt være blevet lidt for 

overvældende! 

De 3 Århusprofessorer med 

studietid i 60erne og med en alder 

i dag i begyndelsen af 60erne 

ligner hinanden ret meget i 

stil, og det er ikke så mystisk, for 

de er alle tre prisværdigt rundet 

af Erik Rasmussens systematiske 

logik og fornuft. 

Der er ingen sammenfatning 

eller konklusion til sidst. Ej heller 

indeks, men en lang omfattende 

litteraturliste, der afsluttes med 

en halv side om Netsteder. Bogens 

hjemmeside er her nævnt 

som den første: www.det-demokratiske-system.academica.dk. 

Anm. har til en vis grad testet den 

og fundet den OK i smuk forlængelse 

af en rigtig god, introducerende 

universitetslærebog. 

Kurt Fredsgaard 

fredsgaard@adslhome.dk 

eigil mølgaard 

Den finansielle sektor 

Frydenlund. 2007, 145 sider. 

Den tidligere direktør for Finanstilsynet 

Eigil Mølgaard har 

skrevet en bog om den finansielle 

sektor. Det er en oversigtspræget 

fremstilling af de forskellige 

virksomheder/institutioner i 

den finansielle sektor, såsom 

pengeinstitutter, realkreditinstitutioner,skadesforsikringsselskaber, 

livsforsikrings- og pensionskasser 

og investeringsforeninger. 

Desuden de offentlige 

kontrolinstanser såsom Finanstilsynet 

og Konkurrencestyrelsen, 

foruden offentligt prægede 

institutioner som Nationalban-

ken, Værdipapircentralen og endelig 

Københavns fondsbørs. 

Desuden har bogen lidt om 

udviklingstendenser, såsom 

dannelsen af finansielle koncerner, 

der indebærer en brancheglidning 

mellem de forskellige 

finansielle institutioner samt 

om finansielle kriser, eksemplificeret 

ved to pengeinstitutter 

Bornholmerbanken og Baltica 

Bank, der var i problemer for en 

15-20 år siden og blev overtaget 

af andre. Endelig er der til sidst 

et kort introduktionskapitel til 

EU med vægt på de finansielle 

aspekter. Afslutningsvis er der 

ordforklaringer, en oversigt over 

relevante hjemmesider samt et 

stikordsregister. 

Bogen er tydeligvis tænkt som 

en introduktion til emnet og en 

lærebog for vel især handelsskoleelever. 

Bogen er for tynd til at fungere 

som opslagsbog for samfundsfagslærere. 

Måske vil elever, 

der skriver opgaver med finansielle 

aspekter kunne finde 

nogle oplysninger. Det er ærgerligt 

at bogen ikke har mere 

om samspillet mellem den finansielle 

sektor og samfundsøkonomien, 

f.eks. boligfinansiering, 

boligpriser og konjunkturudvikling 

eller finansielle kriser 

på samfundsøkonomisk plan 

og ikke bare for det enkelte pengeinstitut. 

Niels Lund 

ralf dahrendorf: 

På sporet af en ny orden 

Ellekær 2007, München 2007. 

Dahrendorf er en mand der har 

været vidt omkring: tysk født, 

filosofi, filologi, doktorgrad i so- 

ciologi, professor, medlem af 

landdagen og derefter forbundsdagen 

i Tyskland for FDP, EFkommissær, 

direktør for London 

School of Economics, rektor 

ved St.Anthony`s College, 

engelsk statsborger, baron og 

medlem af House of Lords. 

Som sådan vistnok en virkeliggørelse 

af hans centrale princip: 

udelelig frihed som aktivitet, 

en liberal tænker med udgangspunkt 

i klassisk liberalisme 

fra Kant, men hele tiden 

jordnært forankret i den sørgelige 

videnskab økonomi. Bogen er 

en række forelæsninger – 

”Krupp-forelæsninger” fra Essen 

2001-02 der spænder fra 

økonomi, over sociologi til politik 

og filosofi, og forsøger at 

præcisere den situation, vi står i 

her i begyndelsen af det nye årtusinde, 

for på et ikke-utopisk 

grundlag at kunne pege på tendenser, 

der kan anspore til håb, 

mening, hvis man tror på personens 

ret til frihed. 

Med de forbehold hans erkendelsesteoretiske 

forsigtighed fra 

Popper tilsiger, er rammen for 

samfundslivet da i udgangspunktet 

optimistisk, idet levefoden 

har udvidet livsmulighederne 

– frihedens muligheder - 

dramatisk i de vestlige lande. 

Dahrendorf glemmer ikke uligheden 

på verdensplan eller indenfor 

OECD, og det er da også 

den faktor der truer globaliseringens 

muligheder mest, idet 

det centrale begreb til forståelse 

af de virkelige trusler er Durkheims 

anomi. Hastigheden i 

forandringsprocesserne er fulgt 

af en spaltning mellem på den 

ene side de der vinder -den glo- 

anmeldelser 

bale hightechelite-, samt de som 

hægter sig på vinderne som tjenere 

og på den anden side taberne, 

de udelukkede der ikke kan 

forstås som klasse, men som individuelle 

skæbner i en vildtvoksende 

verden ude af kontrol. 

Herfra kommer faren for ”opting 

out” i narkomisbrug, sociale 

eskapismer, fundamentalisme, 

terrorisme. Men også faren 

for at de rige landes forsøg på 

kontrol af faren underminerer 

friheden, fordi arbejde bliver 

middel til social kontrol – den 

personlige ret bindes op på pligten, 

”ret og pligt”, med Nyrup. 

Den personlige ret er udgangspunktet, 

retten til frihed 

den vigtigste, men hermed også 

et krav om omfordeling, fordi 

frihed skal forstås konkret som 

muligheder. Lig Rawls accepterer 

Dahrendorf ulighed som et 

element i friheden, men kun under 

den forudsætning at de begunstigedes 

fordele ikke må begrænse 

andres deltagerret, at friheden 

ikke må blive privilegium. 

Som rationalist mener 

Dahrendorf, at det vil kunne 

indses af ethvert menneske, som 

kan tænke uhildet, og at det 

princip må være kernen i den 

politik, der skal stabilisere samfundet 

i forandring. Stabiliseringen 

må naturligvis forankres, 

de vigtigste piller er repræsentativt 

demokrati, retsstat og borgerdeltagelse 

i foreningslivet. De 

to første er rammerne, det sidste 

saltet. 

Problemet i den globaliserende 

økonomi er, at demokrati 

kun kendes fra nationalstaten. 

EU er for eksempel ikke en demokratisk 

institution og har 


anmeldelser 

heller ikke været tænkt som en 

sådan men som en foranstaltning 

til fremme af rigdom og 

undgåelse af krig. Så Dahrendorf 

ser ikke muligheden af 

en demokratisk verdensregering 

men en verden af demokratier, 

der vokser frem af de konflikter 

mellem demokratiske og udemokratiske 

institutioner, som 

globaliseringen medfører. Derfor 

må EU blive en uforbeholden 

forbundsfælle for USA og 

påvirke med det, der er Europas 

styrke: opbygning af demokrati. 

Selv Guantanamo har ”snarere 

styrket gyldigheden af regler”. 

Undervejs konkrete analyser 

af livsmuligheder, globalisering 

og anomi, kapital uden arbejde, 

den moderne klasseløse sociale 

konflikt og demokratiske dilemmaer. 

Søren Jensen 

anja dalgaard-nielsen 

Umulig mission? Danmark i 

Irak og Afghanistan 

Gyldendal 2008. 199 kr 

Den tidligere forsker ved DIIS, 

nuværende PET-chef, Anja Dalgaard-Nielsen 

har skrevet en lille, 

hurtig læst bog om Danmarks 

engagement i Irak og Afghanistan. 

En udmærket og interessant 

bog. Den bringer en 

tæt på konkrete problemstillinger 

vedr. det danske engagement. 

Lige fra om vi overhovedet 

skal/skulle være der til prioriteringen 

af ressourcer i dagligdagen 

de pågældende steder. 

Bogen er god at blive klog på, og 

viser hvor kompliceret og nuanceret 

virkeligheden er. 


Forfatteren rev et halvt år ud 

af kalenderen, i 2006, og fik af 

forsvaret lov til at komme ”med 

i felten”, både i forberedelsesfasen 

i Danmark og når soldaterne 

skulle ud i virkeligheden i 

Irak og Afghanistan. På det 

grundlag har hun skrevet sin 

bog, der derfor er fuld af konkrete 

oplevelser, der så kobles 

med overvejelser over meningen 

med det der sker. Fremstillingen 

bliver derved ret levende, undertiden 

næsten spændende. 

Bogen falder groft sagt i 3 

dele. I starten og i slutningen af 

bogen er der henholdsvis en prolog 

og en epilog, hvor forfatteren 

gør sig overvejelser over den 

danske indsats i de to lande: Er 

det prisen værd? Herunder også 

om indsatsen kunne være organiseret 

anderledes. Forfatteren er 

skeptisk men nogenlunde positiv. 

Skepsissen går i højere grad 

på Irak end på Afghanistan. 

En anden del af bogen udgøres 

af kapitel 2 og 3, hvor hun 

gennemgår den danske indsats 

ud fra den generelle internationale 

baggrund: Fra kold krig til 

terrorkrig, og ud fra en overordnet 

vurdering af dansk sikkerhedspolitik, 

som den udmøntes 

i de to lande: Visionær sikkerhedspolitik 

eller umulig mission? 

De to kapitler er glimrende 

oversigtskapitler, som egner sig 

fortrinligt til undervisningsbrug, 

let læst og vægtigt. 

Den tredje del handler så konkret 

om Irak og Afghanistan, 

om forfatterens ophold der, hendes 

oplevelser og især hendes 

overvejelser over det, hun oplever. 

Det er bogens tyngdepunkt 

og fylder ca. 100 sider. Det viser 

hvor vanskelig og kompliceret 

en opgave, de danske soldater er 

på. Et eksempel kan illustrere 

dette. Det var et centralt punkt 

for de danske styrker at uddanne 

irakiske sikkerhedsstyrker, så 

de selv kunne overtage ansvaret 

for sikkerheden. Dette gøres 

mest effektivt, hvis de danske 

styrker i højere grad havde irakerne 

med på oprationerne. F. 

eks. pågribelse af folk der sender 

raketter mod den danske lejr. 

Samtidig er de irakiske sikkerhedsstyrker 

infiltreret af fjendtligt 

indstillede oprørere, så risikoen 

ved at have dem med til 

operation er for høj. 

De to afsnit om Irak og Afghanistan 

viser, hvor stor forskel 

der er på de to lande og indsatsen 

der. Det er væsentligt, da der 

i offentligheden er en tendens til 

at opfatte de to indsatser ret ensartede. 

Bogen bør absolut anskaffes 

til skolen. Til inspiration, udvalgte 

afsnit til direkte undervisning, 

til elevopgaver. 

Niels Lund 

Peter nedergaard 

Klimapolitik i Danmark, 

EU og internationalt. 

Columbus 2007. 67 sider 

Peter Nedergaard har tidligere 

udgivet en bog om EU på Columbus. 

En glimrende bog, velstruktureret, 

grundig og lødig. 

Det kan man desværre ikke sige 

om hans bog om klimapolitik. 

Det starter ellers meget godt 

med kapitel 1, hvor han søger at 

præcisere klimaproblemets størrelse 

med fokus på de forskellige 

videnskabelige vurderinger at

temperaturstigningernes størrelse 

og de deraf afledte virkninger. 

Alle videnskabelige analyser 

er enige om, at der er del menneskeskabt 

i temperaturstigningen, 

blot er der forskellige vurderinger 

af, hvor meget og hvor 

voldsomme konsekvenserne er. 

I det følgende kapitel er der et 

sammensurium af forskelligartede 

problemstillinger vedrørende 

klima, som jeg frygter, eleverne 

vil have vanskeligt ved at 

forstå og især få overblik over. F. 

eks. er gennemgangen af CO2kvoter 

og handelen med disse 

yderst uklart fremstillet. Interessante 

og væsentlige figurer og 

tabeller lades ukommenteret, f. 

eks. forskellige landes forskellige 

omkostninger ved reduktion af 

CO2 udslip (s. 18) eller tabel 3 

om den samfundsøkonomiske 

gevinst ved vindmølleenergi. Så 

kommer pludselig et afsnit om 

det internationale systems karakter 

i relation til at træffe bindende 

beslutninger om klimapolitik, 

som er ganske godt, men 

uden kobling til de øvrige dele af 

kapitlet. Så kommer noget om 

klimapolitik som en generationskonflikt, 

dvs. hvis vi undlader 

at gøre noget, vælter vi problemer 

over på næste generation. 

Til sidst i kapitlet noget om 

forskellige teknologier til at 

mindske CO2-udslippet. 

Kapitel 3 omhandler det internationale 

samarbejde om klimapolitik. 

Der opregnes en 

række aktører og deres synspunkter. 

Konflikten I- og U-lande 

omtales, ligesom mulighederne 

for økonomisk vækst i 

forbindelse med reduktion af 

CO2-udslip. 

Kapitel 4 omhandler udviklingen 

i det internationale klimasamarbejde. 

Fra hensigtserklæringer 

til bindende aftaler 

om kvantificerbare mål på reduktion 

på reduktion af CO2udslip 

i Kyoto-aftalen fra 1997. 

Det er interessant og væsentligt, 

men for tyndt. Her burde det 

politologiske begrebsapparat 

være kørt i stilling, således at 

eleverne kunne få en forståelse 

for hvordan international politik 

fungerer i forhold til en konkret 

emne som klimapolitik og 

en konkret aftale, konflikter om 

den, dens implementering osv. 

Til sidst er der et lille tyndt og 

lidt uklart afsnit om dansk klimapolitik. 

Ifølge Kyoto-aftalen 

skal DK reducere 20 mio. ton 

CO2 ækvivalenter. Hvorledes 

det kan ske, og hvorvidt det er 

ved at ske, er svært at vurdere ud 

fra bogen. 

Det er vanskeligt for mig at 

anbefale bogen. Afsnittet om 

miljøpolitik i Henriksens og 

Clemmesens økonomibog (også 

fra Columbus) er langt klarere, 

velstruktureret og lødigt og dermed 

bedre for eleverne. 

Niels Lund 

villy lauridsen: 

Danmark i Verden. 

Grundbog i Samfundsfag. 

Erhvervsskolernes forlag, 2006 

(3.udgave), 

Det er en lærebog, som forsøger 

at komme hele raden rundt i det 

samfundsfaglige univers med 

afsæt i danske forhold og dermed 

med et dansk perspektiv. 

Det er derfor naturligvis også en 

grundbog. Heri ligger så afgjort 

anmeldelser 

bogens styrke, men også dens 

svaghed. Opgaven er ikke blevet 

fagligt lettere af, at forfatteren er 

alene. Man fornemmer imidlertid, 

at der er tale om en forfatter 

med bred undervisningsmæssig 

praksis.. Indtrykket forstærkes 

af de mange ”fortællende” eksempler 

med et historisk perspektiv, 

som fylder en del og 

som oftest med held tjener til illustration 

af sammenhænge. 

Bogen er på næsten 400 sider 

og opdelt i 12 kapitler, der er 

mere eller mindre tværdisciplinære 

eller tematiske. Hvis man 

imidlertid anlægger en klassisk 

disciplinbetragtning, så dominerer 

sociologiske forhold, politologiske 

fylder derefter noget 

mindre, og økonomiske (incl. 

Globalisering) igen endnu mindre. 

Et rent internationalt perspektiv 

er så godt som helt fraværende. 

Danmark i Verden er derfor 

ikke en bog om DKs placering i 

et internationalt perspektiv. 

Men det er en bog, der tager udgangspunkt, 

- når det er muligt 

- i et dansk individuelt perspektiv, 

et perspektiv, der så bredes 

ud for at forsvinde i horisonten i 

det globale. 

Ved vurderingen af en sådan 

grundbog bliver målgruppen 

naturligvis afgørende. Begrebet 

grundbog kan jo dække over 

meget, men i forordet er alle de 

gymnasiale uddannelser sådan 

set angivet. Interessant nok indikerer 

både forlag i ledsageskrivelsen 

og forfatteren i sit forord 

desuden, at bogen ”formentlig 

(er) den eneste lærebog på markedet 

med et samfundskritisk 

indhold” (min kursivering!) Så 


anmeldelser 

er det da sagt! Står det så til troende? 

Ret beset er f.eks. marxistisk 

teori kun til stede i form af 

lidt småpipperi og ej heller ”kritisk” 

teori er noget gennemgående 

træk. Der er højest tale om 

en form for teoripluralisme, dog 

paradoksalt nok med hældning 

til og af overvejende positivistisk 

observans. 

Anm.s konklusion må nu 

være den, at de første kapitler i 

bogen er anvendelige på de relativt 

højere niveauer Herefter bliver 

fremstillingen især med de 

økonomiske to sidste afsnit lovlig 

tynd i det og det internationale 

perspektiv behandles kun 

sporadisk. Man sidder uvilkårligt 

med den fornemmelse, at 

der her er tale om det, man kunne 

kalde en HF-bog, der gerne 

vil det hele og så bliver det som 

oftest også derefter, når man bliver 

målt med høje niveaukrav. 

Forfatteren peger selv på bogens 

anvendelighed ved selvstudium, 

og det retfærdiggør måske 

de spørgsmål, der er let henkastet 

efter hvert afsnit. Som 

den første introduktion til et 

emne/område vil bogen i kraft 

af sin lethed være anvendelig. 

Det er uklart, om litteraturfortegnelsen 

efter hvert afsnit er 

forfatterens referencer eller supplerende 

læsning, eller begge 

dele i skøn blanding 

Anm. tror ikke, at der vil være 

noget stort marked for denne 

bog i det almene gymnasium. 

Det skyldes, at niveauet er for 

lavt til A-niveau, og m.h.t. C-niveau 

er markedet efterhånden 

proppet med en række langt 

mere givende og spændende bøger. 

Men måske B-niveau?! 


Kurt Fredsgaard, 

fredsgaard@adslhome.dk 

mads fuglede: 

USA – Den Universelle Nation 

Gyldendal 167 kr, 

Så er der kommet en ny bog om 

det amerikanske politiske system, 

efter at Sunesen udsendte 

sin bog i efteråret 2007. Den 

blev anmeldt i et tidligere nummer 

af tidsskriftet af undertegnede. 

Begge opfylder efter min 

bedste overbevisning klart kravene 

til undervisning i et fremmed 

politisk system i samfundsfag 

i gymnasiet. 

Mads Fuglede indleder sin bog 

med en klar og grundig gennemgang 

af Uafhængighedserklæringen 

og Forfatningen og en 

perspektivering i form af overvejelser 

over den amerikanske 

drøm og politiske begreber som 

klassisk liberalisme, individualisering, 

lighed og demokrati. 

Kapitel 2 er lidt uensartet med 

en glimrende fremstilling af 

”den modvillige føderation”, 

altså spørgsmålet om centralmagt 

(føderation) overfor det 

decentrale, - et markant politisk 

spørgsmål i USA’s historie og 

stadig aktuelt. Og dernæst en fin 

fremstilling af ”checks and balance”, 

både i tekst og skema, 

altså hvordan de politiske institutioner, 

herunder Højesteret, 

afbalancerer hinandens politiske 

magt. Desuden en kortfattet 

fremstilling af hvor forskelligartet 

USA er m.h.t. indkomst og 

fattigdom, herunder en kort 

sammenligning til EU/DK, som 

står svagt på en række parametre. 

I kapitel 3 gennemgås de politiske 

partier – især i historisk 

belysning. Man får indtryk af 

meget omskiftelige forhold for 

partierne og deres politiske programmer 

og mål i USA’s lidt 

over 200-årige historie. Giver 

god indsigt og kapitlet har til 

sidst to glimrende skemaer over 

de to partier – deres synspunkter 

og magtbaser i sociale grupper. 

I kapitel 4 gennemgås den lovgivende 

forsamling, Kongressen 

med Repræsentanternes Hus og 

Senatet. De centrale aktører beskrives 

fyldigt. Lovgivningsprocessen 

beskrives grundigt med 

konkrete eksempler. Alle 28 stående 

udvalg beskrives. Fremstillingen 

lægger vægt på magtforholdene 

aktørerne imellem, især 

hvordan lovforslag kan syltes, og 

på den store forskel på Repræsentanternes 

Hus og Senatet. 

Fremstillingen er klar, solid og 

elevvenlig. 

I kapitel 5 er der en interessant 

gennemgang af præsidentens 

rolle. Kongressen var fra 

forfatningsfædrene tænkt som 

det centrale magtorgan. Præsidentembedet 

er meget lidt beskrevet 

i forfatningen. Generelt 

har præsidenten meget magt 

over udenrigspolitikken men relativt 

lidt over indenrigspolitikken. 

Præsidentens magt har ændret 

sig med tiden og med forskellige 

markante begivenheder. 

Krisen i 1930erne og New Dealpolitikken 

indebar at præsident 

Roosevelt markant fik øget præsidentembedets 

magt. Watergate 

og Nixon fik magten til at tippe 

over til Kongressen. Præsidentvalget 

gennemgås med primær-

valgsprocessen i de to partier. 

Klart og tilstrækkeligt - dog 

ikke omfangsrigt. Problemer 

med at styre den føderale administration 

antydes men kunne 

være konkretiseret med eksempler. 

Let læst og oplysende. Fint 

kapitel. 

I kapitel 6 redegøres for Højesteret 

og dens politiske betydning. 

Siden 1789 har USA’s Højesteret 

besluttet, at 169 føderale 

love og 1303 delstatslove har været 

i strid med forfatningen, og 

dermed er blevet ophævet. I 

Danmark er det sket en gang siden 

Grundlovens ikrafttræden 

1849, at en lov er blevet kendt 

forfatningsstridig, nemlig 

Tvind-loven i 2001. Præsidenten 

udnævner højesteretsdommere, 

men disse skal igennem en høring 

og godkendes af Senatet, 

hvad der ikke er så ligetil. Mads 

Fuglede gennemgår de 3 tungeste 

og mest omdiskuterede områder, 

hvor Højesteret har haft 

en fremtrædende rolle i nyere 

amerikansk historie. Nemlig 

raceadskillelse, dødsstraf og 

abort-spørgsmålet. Kapitlet giver 

et godt indtryk af Højesterets 

rolle i det politiske system 

og den store forskel til Danmark. 

Dog savnes en vurdering 

af om Højesterets indflydelse er 

en demokratisk gevinst. 

I kapitel 7 er der en gennemgang 

af medier og interesseorganisationer. 

Det frie ord og 

pressens store betydning. Mediernes 

politiske holdning beskrives. 

Dog næsten intet om TVmediet. 

Beskrivelse af nogle af de store 

interesseorganisationer og 

deres lobbyvirksomhed. Ret 

kortfattet. 

I kapitel 8 er der et spændende 

afsnit om forholdet Europa-USA 

– den gensidige opfattelse af 

hinanden i historisk og aktuel 

belysning. Kapitlet giver et godt 

grundlag for og problematisering 

af den udbredte negative 

opfattelse af USA i Europa. Pædagogisk 

meget velegnet som 

udgangspunkt for sammenlignende 

undersøgelser Europa- 

USA (fattigdom, velfærdsstat, 

sikkerhedspolitik osv) 

I kapitel 9 gennemgås USA’s 

udenrigspolitik, helt tilbage fra 

uafhængigheden og op til i dag. 

Idealisme contra realisme i 

udenrigspolitikken. Lidt for 

kortfattet og begrebsfattig til 

samfundsfag A-niveau. Let at 

læse for eleverne. Sidst i bogen 

findes Uafhængighedserklæringen 

og Forfatningen (på engelsk) 

Bogen kan klart anbefales 

som grundbog til gennemgang 

af USA’s politiske system. 

Bogen har stort set ingen kildehenvisninger! 

Hvad bygger 

han sin fremstilling på? – ingen 

litteraturhenvisninger! Ejendommeligt. 

Niels Lund 

søren kjeldsen-kragh 

The Role of Agriculture in 

Economic Development 

– the Lessons of History. 

Copenhagen Business School Press, 

kr 319 excl. moms. 

Denne bog skrevet af professor i 

økonomi ved den tidligere 

Landbohøjskole, nu del af Københavns 

Universitet, Søren 

anmeldelser 

Kjeldsen-Kragh, indeholder den 

vigtige tese, at de nuværende ulande 

i for høj grad lukkede øjnene 

for betydningen af udvikling 

af landbruget, da de satsede 

på industriel udvikling i starten 

af deres selvstændighed. Landbrugets 

betydning i udviklingsprocessen 

dokumenteres bl.a. 

ved, at der bygges en økonomisk 

model op, der viser koblingerne 

mellem økonomiens forskellige 

sektorer, og hvordan disse er 

med til at levere inputs til hinanden. 

Kjeldsen-Kragh underbygger 

tesen ved bl.a. at se på Englands 

udvikling, før industrialiseringen 

tog fart i 1750. Omkring 80 

pct af den engelske befolkning 

var da i landbruget, og denne 

sektor bød faktisk på betydelige 

fremskridt i produktivitet og 

udvikling op til industrialiseringens 

start. Herved skabtes 

der forudsætninger for, at en stigende 

bybefolkning kunne 

brødfødes, og der skabtes afsætningsmarkeder 

for en voksende 

industriproduktion. Hvis u-landene 

havde fulgt denne model i 

starten af 1960’erne, kunne meget 

have set anderledes ud i dag. 

Forfatteren er godt klar over, 

at det er svært uden videre at 

”kopiere” de første industrializers’ 

erfaringer. England var det 

første land, der opnåede en høj 

industrialiseringsgrad. Derefter 

kom Nordfrankrig, Belgien, 

Tyskland, USA og Schweiz, samt 

efterhånden også de skandinaviske 

lande til. De blev beskyttet 

af dels høje transportomkostninger, 

dels i f.eks. USA’s tilfælde 

høj importtold. Da de tidligere 

kolonier skulle i gang med in- 


anmeldelser 

dustrialiseringen efter II. Verdenskrig, 

var transportomkostningerne 

langt lavere i pct af 

produktpriserne. Samtidig var 

liberal markedstænkning vundet 

frem i de førende vestlige 

økonomier. De nye økonomier 

var dermed potentielt udsat for 

skarp konkurrence. Ifølge forfatteren 

gjorde de det ikke lettere 

for sig selv ved at lade landbrugssektoren 

sejle sin egen sø. 

Det var medvirkende til, at der 

opstod dualøkonomi i mange af 

landene, hvad der kom til at udgøre 

en hindring for væksten. 

Forfatteren citerer Raul Prebisch 

og andre økonomers undersøgelser 

af det faldende byt- 


teforhold for mange u-landsøkonomier 

fra 1950’erne og nogle 

årtier frem. Det inddrages dog 

ikke i særlig høj grad i makroanalyserne. 

Man kunne godt her 

have ønsket sig, at forfatteren 

havde taget fat i nogle af de institutionelle 

faktorer i den globale 

økonomi, som har modvirket 

udvikling i mange af de fattige 

lande. 

Bogen er grundigt dokumenteret. 

Den bygger bl.a. på Angus 

Madisons økonomisk-historiske 

statistikker. Der er mange tabeller 

og opstillinger, der umiddelbart 

vil kunne bruges af samfundsfagslærere 

i økonomiundervisningen. 

Bogen er desuden skrevet i et 

ret letfatteligt engelsk. Det kan 

ikke afvises, at man ligefrem ville 

kunne bruge dele af den i studieretningssamarbejde 

mellem 

samfundsfag og engelsk. Engelske 

og amerikanske økonomiskhistoriske 

fremstillinger af perioden 

omkring oplysningstidens 

gennemslag omkring 1800 er 

ofte meget svært tilgængelige. 

Bogen vil kunne inspirere SRPskrivere. 

Den vil dermed være 

god at have stående på fagbiblioteket. 

Gregers Friisberg

Bøger til anmeldelse 

Helt nye bøger: 

Peter Gundelach, Hans Raun 

Iversen og Margit Warburg: I 

hjertet af Danmark. 

Hans Reitzels Forlag 2008. 

Institut for Menneskerettigheder 

og Ulla Søgaard Thomsen: 

Rejsen til landet med lige muligheder. 

Frydenlund 2008. 

Clemens Stubbe Østergaard: 

Kinas eksperimenter – reformer 

og stormagtsstatus? 

Columbus, 2. udgave 2008. 

Nettopris 98 kr. ekskl. moms. 

Øvrige bøger: 

Lotte Bøgh Andersen og Søren 

Serritzlew (red.) 

Politica – Statskundskabens 

metoder. 

Politica årgang 39 nr. 3. 

Frank Bornakke: 

Den grønne tråd – Det handler 

om miljø. 

Ideforlaget. 128 kr. 

Kåre Clemmesen og 

Per Henriksen: 

Økonomi – principper, praksis 

og perspektiver. 

Columbus. Nettopris 139 ekskl. 

moms og forsendelse. 

Malene Fenger-Grøndahl: 

Tyrkiet – en del af Europa? 

Informations forlag. 40 kr. ved 

køb af klassesæt. 

Bjarne Villads Larsen: 

På tværs af samfundsvidenskab 

– synopsis, mundtlig eksamen 

og AT. 

Systime. 50 kr. 

José Corrêa Leite, Chico 

Whitaker, Lars Bohn og 

Helena Tagesson: 

World Social Forum – Et globalt 

alternative til nyliberalismen. 

Frydenlund. 119kr. 

Mads Christian Esbensen: 

Public affairs – lobbyisme i 

praksis. 

Informations Forlag. 248 kr. 

Christina Guldbrandt og 

Arne Simonsen: 

Bananrepublik. Et kritisk portræt 

af Mellemamerika. 

Siesta 

anmeldelser 

Peter Lodberg (red): 

Sammenhængskraften. Replikker 

til Fogh. 

Forlaget Univers. 149 kr. 

Samfundsstatistik 2007. 

Columbus. Nettopris kr. 98. 

Dorte Marie Søndergaard 

(red.): 

Feministiske tænkere. 

En tekstsamling. 

Hans Reitzels Forlag. 

Wolf Wagner: 

Hvorledes politik fungerer. 

Ellekær. 145 kr. 

Kurt Aagaard Nielsen og Birger 

Steen Nielsen: 

Demokrati og naturbeskyttelse. 

Dannelse af borgerfællesskaber 

gennem social læring – med 

Møn som eksempel. 

Frydenlund. 229 kr. 

Hvis du vil anmelde en af disse bø- 

ger, kan du få tilsendt et anmelder- 

eksemplar. Skriv til Anna Frejbæk: 

anna@ambyfrej.dk Tlf: 30 11 29 66 


kurser 

generalforsamlingskursus 2008 for samfundsfagslærere 

fals’s generalforsamlingskursus afholdes d. 0.- 1. oktober 2008 

i odense Congress Center. 

Program 

torsdag d. 0. oktober 

12.00 -13.00: Indkvartering og frokost 

13.00 -14.30: Tyrkiet som emne for flerfaglige forløb i fx KS og AT, 

v. Mehmet Necef, lektor ved Center for Mellemøst-studier på SDU 

14.45- 17.00: Klimapolitiske problemstillinger. 

17.15 – 18.45: FALS’s generalforsamling 

Fra 19.00: Middag og fest 

fredag d. 1. oktober 

09.00-10.30: Progression i samfundsfag v. Leon Dalgas Jensen, 

CVU i Storkøbenhavn 

10.30-12.30: Nyt fra fagkonsulenten. v. Bent Fischer-Nielsen 

13.15-14.45: Globalisering og udfordringer for uddannelse og forskning, 

v. Ove Kaj Pedersen, Professor ved Copenhagen Business School 

14.45-16: Undervisningsspil v. Jens Christian Holck 

Prisen er 2600 kr. Tilmelding til Anna Frejbæk på anna@ambyfrej.dk senest 25. september. 

Ved tilmelding bedes du angive skolens EAN-nummer. Hvis flere deltagere tilmeldes samtidigt, vil 

vi gerne have alle mailadresser, så vi kan lave en mailliste. 

temadag om afghanistan 

– er flyttet til d. 12. november. tilmelding nu 

Onsdag d. 12. november 2008 afholdes en temadag om Afghanistan særligt tilrettelagt for undervisere 

i samfundsfag. Medarbejdere fra udenrigsministeriet og forsvarsministeriet og uafhængige 

eksperter vil introducere de mest aktuelle problemstillinger og lægge op til debat om Danmarks aktivistiske 

udenrigspolitik i Afghanistan. Der vil være oplæg om de udvalgte dilemmaer knyttet til 

stabiliseringen og genopbygningen af Afghanistan, herunder spørgsmål som: 

ü Taliban – Hvem er Taliban og hvad er deres målsætning? Skal der forhandles med Taliban og 

andre militante grupper? 

ü De internationale styrker: besættelsesmagt eller fredsbevarere? - mandat, mål og opgaver. 

ü 

Hvordan sikres den langsigtede stabilisering? En integreret civil og militær indsats – hvad betyder 

8 samfundsfagsnyt maj 2008

det i praksis? Hvornår og hvorfor laver soldaterne genopbygning? Og hvad betyder det for de 

civile aktører? 

ü Går det fremad eller tilbage med statsopbygningen? Hvad er demokrati og menneskerettigheder 

i en afghansk kontekst? 

ü I tilknytning til temadagen vil der blive udarbejdet et katalog med forslag til temaer for undervisning 

og studieopgaver. 

Temadagen er et heldagsarrangement og afholdes i København i Eigtveds Pakhus, Asiatisk 

plads 2. Det ligger på Christianshavn – 5 minutters gang fra metroen og 2 minutter fra et busstoppested. 

Temadagen er gratis og der vil blive serveret en sandwich til frokost. 

Du kan tilmelde dig til temadagen ved at gå ind på http://www.afghanistan.um.dk/da/menu/ 

OmOs/Temadag.htm – du vil så modtage en e-mail med mere information om arrangementet i 

midten af oktober. 

Temadagen afholdes i et samarbejde mellem Foreningen af samfundsfagslærere, Udenrigsministeriet 

og Forsvarsministeriet. 

Eventuelle spørgsmål om arrangementet kan rettes til Pernille Dueholm, Udenrigsministeriet, 

perdue@um.dk, telefon 33920971. 

rejsekursus – damaskus – bag facaden 

tid: 2 . - . .200 . sted: damaskus, Palmyra & saydnaya 

Arrangør: Foreningen af lærere i samfundsfag i samarbejde med Det Danske Institut i Damaskus. 

FALS v. Mette Thorup Pedersen & Bjørn Meidell. 

Pris: 11.000. Tilmelding: senest 24. oktober til 

tho.rup@comxnet.dk eller bjoern.meidell@skolekom.dk 

foreløbigt program: 

ü 

ü 

ü 

ü 

ü 

ü 

ü 

ü 

Syrien som regional magt 

Gymnasiebesøg. Møde med lærere 

Møde med menneskerettighedsaktivist 

Islam, islamisme og den syriske stat 

Den kristne minoritet. Klosterbesøg i Saydnaya 

Flygtninge. Besøg i palæstinensisk flygtningelejr. FN´s flygtningeorg. UNRWA 

Det danske Institut og byvandring i det gamle Damaskus 

Udflugt til oasebyen Palmyra med overnatning 

forkursus 

Tid: Lørdag 31.01 2009. 

Sted: København 

Oplægsholdere: Bl.a. Søren Schmidt, DIIS, om Syriens økonomiske og politiske situation & Bjørn 

Meidell om hverdagsliv, kulturmøder og menneskerettigheder. 

Diasshow: ”Himmelfart og Helvedesild i Damaskus” Pris: 100 kr. 

samfundsfagsnyt maj 2008

fn – et lille indblik med 20 års erfaring 

Henrik Kolstrup, 56 år, arbejdede for FN i 20 år, rundt om i verdens brændpunkter (Mozambique, 

Angola, Bosnien fx), indtil han i 2003 blev hårdt kvæstet ved en selvmordsbombe i 

Baghdad, Iraq. 

Efter flere år i behandling og terapi i Kbh og NewYork, flyttede han sammen med sin hustru 

hjem til Danmark/Århus i 2006 (invalidepension fra FN). 

Efterhånden som han har fået kræfter, prøver han at bruge sin erfaring, så sammen med sin 

hustru har han udarbejdet 2 oplæg ( powerpoint) henvendt til f.eks. gymnasium 3g klasser / 

handelshøjskoler / højskoler over hele landet. 

fn i Bosnien og Herzegovina (BiH) ca. 0 min. 

Kan bruges af klasser med venskabs skoler/klasser i BiH. 

Ved at vise FNs aktive rolle gives der et indblik i hvilke kæmpe udfordringer landet stadig har – 

såsom landminer, fattigdomsbekæmpelse og forsoning, opgradering af administrationen og 

miljøbeskyttelse. Derefter spørgsmål/svar samt debat. 

fattigdom: Hvad laver fn egentlig rundt om i verdens lande? ca. min. 

Mange ved lidt generelt om FN – Sikkerhedsrådet, Generalsekretæren, fredsbevarende missioner 

f.eks. 

Dog har FN kontor og bistandsprogram i alle udviklingslande. 

Ved at vise 3 lande programmer illustreres hvor bredt FN hjælper med fattigdomsbekæmpelse. 

FNs arbejde samles under verdens 2015 fattigdoms bekæmpelsesmål som bliver forklaret 

(MDGs – millenium development goals). 

Til sidst spørgsmål/svar samt debat. 

At your choice presentations can be made in English. 

Normalt gæstelærer honorar plus kilometer penge. 

Kontakt: 

Henrik Kolstrup 

tlf 8610 8051, 

e-mail: kolst@yahoo.com eller henrik.kolstrup@undp.org 

0 samfundsfagsnyt maj 2008

Bestyrelsen 

Bestyrelsen i fals 

formand 

Gregers Friisberg 

Nykøbing Katedralskole 

gregersf@gmail.com 

næstformand 

Marianne Nordentoft 

Frederiksberg Tekniske Gymnasium 

Marianne.Nordentoftl@skolekom.dk 

kasserer 

Jon Urskov Pedersen 

Egå Gymnasium 

jp@egaa-gym.dk 

Bente Sørensen 

Holstebro Gymnasium 

bs@hogym.dk 

FALS på nettet: www.fals.info. 

Stof til hjemmesiden sendes til Gregers: Gregers.Friisberg@nykat-gym.dk 

Anna Frejbæk 

Sønderborg Statsskole 

anna@ambyfrej.dk 

Michael Bang Sørensen 

Det frie Gymnasium 

mbs@detfri.dk 

Anders Brandt Sørensen 

Frederikshavn Gymnasium 

as@frhavn-gym.dk 

Jens Christian Holck 

Avedøre Gymnasium 

jens@TeamReality.dk 


1

Øvrige adresser 

regionsfortegnelse 

Nordjylland 

Støvring Gymnasium 

sønderjylland 

Ole Østergaard 

Abenrå Gymnasium 

Tlf. 74 62 20 54 

Ole.oestergaard@skolekom.dk 

Hederegionen 

Flemming Johansen 

Struer Gymnasium 

Tlf. 97 51 04 32 

jo@struer-gym.dk 

Sydvestjylland 

Ole Hedegaard Jensen 

Ribe Katedralskole 

Tlf. 75 42 28 66 

oh@ribekatedralskole.dk 

Århus 


Egå Gymnasium 

Jp@egaa-gym.dk 

Fyn 

Jannie Wilsted 

Svendborg Gymnasium 

62 61 66 07 

jw@svendborg-gym.dk 

vestsjælland 

Kasper Levring 

Slagelse Gymnasium 

kl@slagelse-gym.dk 

Roskilde 

Erik Zinglersen 

Roskilde Gymnasium 

Tlf.46 36 37 10 

rgez@roskilde-gym.dk 

Storkøbenhavn 

Anne-Grete Rovbjerg 

N.Zahles Gymnasium 

Tlf. 33 23 76 00 

ar@nzg.dk 


Frederiksborg 

Randi S. Grib 

Frederiksværk Gymnasium 

Tlf.46 76 20 16 

risg@koebenhavn.mail.tele.com 

Bornholm 

Claes Ludvigsen 

Bornholms Gymnasium 

cl@bornholm-gym.dk 

fondsbestyrelsen 

Lone Bentzen 

Torvevej 20 

2740 Skovlunde 

Tlf. 44 84 48 69 

lone.bentzen@skolekom.dk 

Steffen Bruun Christensen 

Mylius Erichsensvej 11 

9900 Frederikshavn 

Tlf. 98 42 60 14 

sc@frhavn-gym.dk 

Mikael Frydlund 

MAQS 

Gutenberghus 

Pilestræde 58, 4.sal 

1112 København K 

Lise Hansen 

Nattergalevej 37 

8210 Århus V 

Per Rasmussen 

Tonysvej 25 

2920 Charlottenlund 

Tlf. 39 64 19 02 

pr@forlagetcolumbus.dk 

Michael Bang Sørensen 

Stevnsgade 11, 4. th. 

2200 København N 

mbs@detfri.dk 

Fondsbestyrelsen afholder tre møder 

årligt. På hvert møde behandles indkomne 

ansøgninger til fonden. Se 

vores hjemmeside om, hvad man kan 

få støtte til, og hvordan man søger. 

Øvrige 

Forlaget Columbus 

Østerbrogade 54 C 

2100 København Ø 

Tlf. 35 42 00 51 

Fax. 35 42 05 21 

info@forlagetcolumbus.dk 

opgavekommission 

Formand: Claus Just Andersen 

Peter Lundberg Thomsen 

Kirsten Krehan 

Morten Hansen Thorndal 

fagkonsulent 

Bent Fischer-Nielsen 

Sølystparken 2 

2990 Nivå 

Tlf. 25 57 41 52 

Bent.Fischer-Nielsen@uvm.dk 

internetsider 

Samfundsfag: 

www.emu.dk/gym/fag/sa 

Forlaget Columbus: 

www.forlagetcolumbus.dk 

www.fals.info

Afsender: samfundsfagsnyt 


Steinmannsgade 11 3th 

8000 Århus 

Returneres ved varig adresseændring 

Glæd dig til ny website 

forlaget © columbus 

Tlf. 3542 0051 • Fax 3542 0521 • www.forlagetcolumbus.dk 

BOGhjemmesider med opgaver, links og 

henvisninger til 

Columbus WEB, hvor du blandt andet kan 

hente figurer fra bøgerne, arbejde med in- 

teraktive modeller, større øvelser, skriftlige 

opgaver, ideer til undervisningsforløb, eks- 

tra tekster og materialer og hvor du kan slå 

op i Minilex fra Samfundsstatistikken. 

og WEBSHOP hvor du kan handle

Samfundsfagsnyt 171 - FALS

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?