Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred.dk

Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

1.

3.

Den tapre landsoldat

Ikkevold nr. 3 2003

Osvald Helmuth sang Poul Sørensens alvorstunge og stadigt aktuelle revytekst i 1936 til en melodi af

Aage Stentoft. Visesangeren Fin Alfred har genindspillet den som titelsang for sin nye CD.

Altså sikke forhold, sikke ting man læser om.

Spanien, de er vel nok i klemme.

Rustningerne stiger i Moskva, Berlin og Rom,

nåh, vi har det meget godt herhjemme.

Hvad der sker i Middelhavet, det rager ikke mig.

Jeg kan da være ligeglad, gu kan jeg ikke nej.

For hvis krigen rent tilfældigt kommer denne vej,

så er der nemlig en ting, vi ikke må glemme.

Så er det mig, der er den tapre landsoldat,

når vi vågner ved et drøn af en granat.

Så er det mig, der er pletten,

og skal krydse bajonetten

med min tyske eller franske kammerat.

Der er ikke nogen, der spørger mig, om jeg vil.

Jeg skal bare møde, når der blir sagt til.

Ud til kuglerne og gassen,

som et svin til slagtepladsen.

Ja, med trommer og med piber og med spil.

Verdens store herrer viser tænder og vil slås.

Ja, men hvem er det der lægger krop til, det er sgu os.

Det er mig, der er den tapre landsoldat.

Jeg skal bare holde mund og stå parat.

Jeg er et tandhjul i maskinen, jeg er ikke mere mig selv,

ikke menneske, kun menneskemateriel.

Hvis en mand har skadet mig i handling og i ord,

og jeg giver ham en ordentlig en goddagen,

så er det til forbedringshus, ja for så er det oplagt mord

dersom svinet han kreperer af den.

Men hvis det er en fremmed mand, der aldrig specielt

har gjort mig og mine spor fortræd noget felt,

så er jeg ingen morder, så er jeg tværtimod en helt.

I kan vel se forskel, da for fanden.

Det er mig, der er den tapre landsoldat.

Jeg kan myrde hvem jeg vil og slippe fra det.

Der er intet, der er helligt,

bare sproget er forskelligt,

og mit offer er altså fra en anden stat.

Værsgo, bare slå og hug og stik og knald.

Og du ikke alene gerne må, du skal.

Samme præst, som gav mig dåben,

har velsignet mine våben,

så jeg følger altså kun et helligt kald.

Løsner jeg kanonen, så granaten går mod sky,

splintres børn og kvinder i en fjern og fremmed by.

Ikke sandt, jeg er den tapre landsoldat.

Slår ihjel afstand som en automat.

Pyt med dem, der går i løbet, de er jo ligesom jeg selv

ikke mennesker, kun menneskemateriel.

2.

4.

Ja, det lyder tosset, når man ser mig for mig selv.

Ganske vist, jeg har solide næver,

men jeg nænner såmænd ikke at slå julefluen ihjel

eller give min kontordreng øretæver.

Næh, jeg går rundt og passer mit ved helligdag og søgn,

fodrer min kanariefugl og pusler om levkøjen.

Ja, og så alligevel. Man skulle tro at det var løgn,

tænk mig her i slåbrok og i slæver.

Det er mig, der er den tapre landsoldat.

Det er lige meget, hvad jeg er privat.

Men når trommehvirvlen gjalder

og en krigsminister kalder,

så er det mig, der skal have bomberne parat.

Jeg skal roligt stå og passe min kanon.

Der er døgndrift, der er nok ammunition.

Jeg skal brænde løs klunset,

hvis jeg ikke selv bliver flunset,

slagtersvend og slagtekvæg i en person.

Jeg vil ikke roses for mit mod i sang og digt.

Jeg er egentlig bange, men de siger at det er min pligt.

Det er mig, der er den tapre landsoldat.

Det er mit arbejde, jeg bliver lønnet af min stat.

Jeg får 19 øre om dagen for at lade mig slå ihjel,

ikke menneske, kun menneskemateriel.

Folk som I og jeg, vi bruger aldrig store ord.

Det gør diktatorer desto mere.

Værne statens ære med sit blod fjendens jord,

oversat simpelt dansk - krepere.

Den slags store herrer fører altid samme sprog,

bare med vanten og få blodet sat i kog.

Men skal de så selv til fronten, er du rigtig klog.

Næh, det skal de sgu ikke risikere.

Næh, du og jeg vi er den tapre landsoldat.

Falder slaget, så må vi alene tage det.

Så kan ungerne og konen

siden sulte pensionen,

hvis de da ikke også møder en granat.

Vi får mindetaler, godt med hulk og snøft

af en embedsmand, der aldrig selv har prøvet,

at få sjælen slidt i totter,

mellem lus og skidt og rotter,

for til sidst at ligge smadret i en grøft.

Vi er kun styrvolter i det store lumpne spil.

Vi er ikke andet end den kødrand, der skal til.

Ikke mennesker, kun menneskemateriel.

En kanon skal jo have noget at slå ihjel.

Vi ved godt at inden længe er den næste krig parat,

men så strejker nok den tapre landsoldat.

25

More magazines by this user
Similar magazines