Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred.dk

Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

fred og frihed nr. 3 2003

Sanktionerne mod Irak

Erfaringerne fra Iraks 13 år med sanktioner viser, at økonomiske sanktioner er et ødelæggende

våben, som kan medføre menneskelig lidelse i et omfang, der svarer til krig.

Af Hans-C. von Sponeck og

Coilín Oscar ÓhAiseadha

Paul Bremer, der er USAs administrator

i Irak, blev i slutningen af juli 2003

spurgt af CNBC-TV, om hvad det ville

koste at genopbygge landet. Han lagde

særlig vægt , at det ville være kostbart

at reparere vand- og el-forsyningen.

Hans bud de totale omkostninger

var uklart: “Det vil sikkert være mere

end 50 mia $, 60 mia $, måske 100 mia

$. Det er mange penge”. Det er ganske

rigtig mange penge, især da man har en

fornemmelse af, at fremtidige revisioner

af det budgetterede beløb vil stige

uophørligt: 100 mia $, 200 mia $,

måske 500 mia $? El og vand er jo kun

to af et moderne samfunds mest basale

behov. Hvad med kloakering, sundhed,

kommunikation, transport, uddannelse,

landbrug, administration?

Hvad med omkostningerne ved genopbygningen

af den olieindustri, der

efter planen skulle finansiere alle de

andre aktiviteter? Opgaven er uden

historisk fortilfælde, og det er derfor

ikke overraskende, at den amerikanske

statholder er ude af stand til at præsentere

et troværdigt budget.

En gennemgang af tilgængelige ressourcer

for hele perioden med FNs Oilfor-Food

program afslører at de midler,

der kom fra olieindtægterne simpelthen

var utilstrækkelige til at imødekomme

befolkningens behov. Olieindtægterne

i hele programperioden fra

1996 til 2003 var ca. 65 mia $. Heraf

blev knap 49 mia $ stillet til rådighed

for humanitære formål, men den totale

værdi af de varer, der rent faktisk nåede

frem til Irak som led i programmet,

kun var 28 mia $.

At forsyninger ikke nåede frem

skyldes primært, at programmets behandlingsprocesser

var meget komplekse,

og at USA og Storbritannien

tilbageholdte eller blokerede for mange

kontrakter. At Irak politiserede han-

10

delsforholdene spillede også en rolle.

Fordel ovenstående sum over 6 år og 4

måneder (fra 16. december 1996 til 20.

marts 2003) og en gennemsnitlig befolkning

23 mio, så udgør den til rådighed

stående sum 195 $ pr. person

pr. år. Følgende mængder var til rådighed

til specifikke sektorer: fødevarer

og håndtering: 106 $; medicin: 15 $;

vand og sanitet: 8 $; el: 14 $; landbrug

og overrisling: 16 $; bolig: 11 $; uddannelse:

4 $ pr. person pr. år.

Iboende utilstrækkelighed

Da Dennis Halliday fik jobbet som humanitær

koordinator i Irak i september

1997 indså han meget hurtigt, at programmet

var utilstrækkeligt til at afhjælpe

den krise, som sanktionerne

havde skabt i landet. Statistikkerne fra

UNICEF viste tegn stor sult, med

meget høje nøgletal for børnedødelighed

o.l. I Bagdad gik Halliday sammen

med den franske, den russiske og den

kinesiske ambassadør om et lobbyarbejde,

der fik fordoblet programmets

økonomiske overgrænse fra 1,3 mia $

pr. halvårlig fase til 2,6 mia $, dvs. 5,2

mia $ pr. år. Uheldigvis var selv denne

øgning ikke nok til at løse problemet.

I et interview med David Barsamian

i 2000 forklarede Halliday: “Iraks

manglende mulighed for at udvinde

olie nok til at nå op den eksisterende

grænse for Oil-for-Food programmet

betyder, at landet er ude af

stand til at nå blot i nærheden af de

midler, der er nødvendige til blot den

basale mad og medicin, for slet ikke at

tale om en løsning underernæringen,

som forudsætter en reparation af

vandrensningsanlæggene og kloaknettet.”

Det forekommer usandsynligt, at

USA, Storbritannien eller noget andet

vestligt land har troet, at det centraliserede

indkøbs- og fordelingssystem,

som var en del af Oil-for-Food programmet

ville blive effektivt; selv Rusland

og Kina har for længe siden er-

kendt de store vanskeligheder ved et

centralt, nationalt fordelingssystem.

Og alligevel var det fødevarefordelingssystem,

som den irakiske regering

oprettede meget effektivt. Dette er ofte

bekræftet af Tun Myat, som afløste von

Sponeck som humanitær koordinator i

Bagdad. Kritikere af diktatoren vil

hævde, at alt dette blot var et led i en

propagandakampagne, hvor diktatoren

fremhævede sig selv som den faderlige

beskytter imod de truende kræfter, anført

af de vantro amerikanere og briter.

Effektive angreb

Dokumenter fra USAs militære efterretningsvæsen

Defense Intelligence

Agency viser, at sanktionerne fra starten

blev anset for at være en del af

USAs militære strategi i Irak. Det tidligste

og mest chokerende i rækken af

dokumenter har titlen “Iraq Water Treatmment

Vulnerabilities” (Sårbarheder

i den irakiske vandrensning). Rapporten,

der er dateret den 18. januar 1991,

beskriver risikoen for epidemier, der

kan opstå som resultat af sanktioner

over for importen af forsyninger til

vandrensning:

“Medmindre forsyninger til vandrensning

undtages fra FNs sanktioner

af humanitære grunde, er der ingen ordentlig

løsning Iraks vandrensningsproblem

...” “Hvis vandet ikke

renses med klor, kan der opstå epidemier

af sådanne sygdomme som kolera,

leverbetændelse og tyfus.”

Kritikere har foreslået, at den ovenfor

nævnte rapport kunne have haft til

formål at forhindre ødelæggelsen af

vandforsyningen, men de faktiske

hændelser viser, at hensigten var den

stik modsatte: de allieredes bombninger

under Golfkrigen ramte med

overlæg den civile infrastruktur. Elsystemet

blev slået ud af drift, og da

det gik ud over vandrensningsanlæggene,

så opstod der koleraepidemier.

Denne strategi er utvetydigt dokumenteret

i et doktrindokument for USAs

More magazines by this user
Similar magazines