Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

More documents

Recommendations

Info

Et netværk med vokseværk Ikkevold nr. 3 2003 Repræsentanter fra mange landes Kvinder i Sort-netværk var samlet i Marina di Massa i Italien i dagene fra den 27. til den 31. august. Af Annelise Ebbe Et kort rids over Kvinder i Sorts historie: I januar 1988 begyndte israelske kvinder at demonstrere. De stod sortklædte og i tavshed for at protestere mod den israelske regerings aggressive politik. Palæstinensiske kvinder kom hurtigt til. Der blev dannet støttegrupper for disse kvinder i flere lande, deriblandt Italien, hvor netværket fra starten var relativt stort og udfarende. I 1991 dannede kvinderne i Serbien en Kvinder i Sort-gruppe. I februar 1992 arrangerede Kvinder i Sort i Venedig en konference med titlen “Kvinder mod krig i det tidligere Jugoslavien”. På konferencen diskuterede omkring tyve kvindeaktivister fra alle dele af det tidligere Jugoslavien og tredive italienske kvinder - overvejende fra Kvinder i Sort - hvilke modsætninger krigen i det tidligere Jugoslavien havde skabt mellem kvinderne. Straks efter denne konference besluttede kvinderne i Beograd at arrangere deres egen konference og at holde den i det land, som de mente i højeste grad var ansvarlig for krigene i regionen. Det blev den første af i alt elleve konferencer, hvoraf kun to har været holdt uden for Jugoslavien. Det drejer sig om den niende, der blev holdt i Europaparlamentet i Bruxelles, og den ellevte, som blev holdt i år i Marina di Massa i Italien. I Danmark besluttede Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed på fredsdagen i 1998 at holde en tavs, sortklædt demonstration. Vores lille tale i radioen om morgenen fokuserede på solidaritet med serbiske oppositionsgrupper, især Kvinder i Sort, der såvel som alle andre serbere var truet af NATO, men som samtidig blev truet af det ultranationalistiske højre i Serbien. Flere medlemmer af Ligaen havde deltaget i Kvinder i Sorts møder i Jugoslavien, men vi havde ikke demonstreret, og vi havde ikke noget netværk. Under Japanske Kvinder i Sort. bombardementerne i 1999 holdt Ligaen demonstrationer sammen med kvinder fra Aldrig Mere Krig, Militærnægterforeningen og Kvinder for Fred. Siden er det gået derudad. Netværket i Danmark tæller nu både kvinder, der er organiseret i Ligaen, i andre organisationer og kvinder, der ikke er organiseret. Til mødet i Italien i år var vi fire hundrede kvinder og fire mænd. Fra Danmark var vi fire kvinder og én mand. I Kvinder i Sort er der tradition for at arbejde sammen med mænd, bl.a. fordi Kvinder i Sort i Beograd har haft et udstrakt samarbejde med militærnægtere. De har også periodevis holdt militærnægtere skjult i deres lokaler eller rundt omkring i private hjem. Ved konferencens start blev vi præsenteret landevis, og alene den præsentation viste, hvor megen grøde der er i netværket, som da også er blevet krediteret for sit arbejde såvel i 2000, da netværket fik Millenium Peace Prize for Women, som i 2001 og 2002 da netværket var nomineret til Nobels Fredspris. Der er nu dele af netværket - undernetværk - over hele kloden. I år var der for første gang japanske Kvinder i Sort med til mødet og en ret stærk australsk gruppe, som i lighed med den danske (og nogle af de amerikanske) har ret tæt tilknytning til Ligaen. En vigtig diskussion blev rejst i Italien: Hvor stort kan et netværk blive, før den flade, basisdemokratiske struktur kammer over og bliver elitær og udemokratisk? Fire hundrede er mange, og hvis man forestiller sig, hvor mange disse fire hundrede kvinder, som var samlet i Marina di Massa, hver især har i deres bagland, bliver det noget nær uoverskueligt. Og hvordan pokker skal man bære sig ad med at træffe beslutninger i så talrigt og geografisk spredt et netværk? Et interessant eksempel kom frem. Kvinder i Sort har en international hjemmeside, der er blevet til på foranledning af en lille gruppe frivillige, nedsat på et tidligere sommermøde. De blev klar over, at hjemmesiden skal indeholde en sektion om Kvinder i Sorts grundlag, politiske fundament, eller hvad man måtte vælge at kalde det. Et sådant fandtes ikke. Kvinder i Sort i Beograd har formuleret sig ret tydeligt ideologisk og politikudviklende, men netværket som sådan har ikke. Disse fire-fem kvinder har nu formuleret et politisk grundlag, fordi det hører med til en hjemmeside. De har ikke på nogen måde forsøgt at kuppe, og det var da også én fra gruppen, der rejste diskussionen, men det er klart, at muligheden for at præge hele netværket eksisterer for en driftig sjæl med en anden politisk dagsorden. Mange af os har rod i kvindebevægelsens basisdemokratiske strukturer. Mange af os har i kølvandet på disse strukturer lidt modvilligt valgt at organisere os i traditionelle organisationer med vedtægter, bestyrelse, forkvinde osv. Nogle af os har også anfægtelser over disse hierarkiske strukturer og søger at flade dem ud og demokratisere dem. Det forekommer fornuftigt og rigtigt, men ansigt til ansigt med tre hundrede og nioghalvfems andre kvinder fra et basisorganiseret netværk, der har fået vokseværk, har vi fået noget at tænke på. Se også www.womeninblack.net. 9
fred og frihed nr. 3 2003 Sanktionerne mod Irak Erfaringerne fra Iraks 13 år med sanktioner viser, at økonomiske sanktioner er et ødelæggende våben, som kan medføre menneskelig lidelse i et omfang, der svarer til krig. Af Hans-C. von Sponeck og Coilín Oscar ÓhAiseadha Paul Bremer, der er USAs administrator i Irak, blev i slutningen af juli 2003 spurgt af CNBC-TV, om hvad det ville koste at genopbygge landet. Han lagde særlig vægt på, at det ville være kostbart at reparere vand- og el-forsyningen. Hans bud på de totale omkostninger var uklart: “Det vil sikkert være mere end 50 mia $, 60 mia $, måske 100 mia $. Det er mange penge”. Det er ganske rigtig mange penge, især da man har en fornemmelse af, at fremtidige revisioner af det budgetterede beløb vil stige uophørligt: 100 mia $, 200 mia $, måske 500 mia $? El og vand er jo kun to af et moderne samfunds mest basale behov. Hvad med kloakering, sundhed, kommunikation, transport, uddannelse, landbrug, administration? Hvad med omkostningerne ved genopbygningen af den olieindustri, der efter planen skulle finansiere alle de andre aktiviteter? Opgaven er uden historisk fortilfælde, og det er derfor ikke overraskende, at den amerikanske statholder er ude af stand til at præsentere et troværdigt budget. En gennemgang af tilgængelige ressourcer for hele perioden med FNs Oilfor-Food program afslører at de midler, der kom fra olieindtægterne simpelthen var utilstrækkelige til at imødekomme befolkningens behov. Olieindtægterne i hele programperioden fra 1996 til 2003 var ca. 65 mia $. Heraf blev knap 49 mia $ stillet til rådighed for humanitære formål, men den totale værdi af de varer, der rent faktisk nåede frem til Irak som led i programmet, kun var på 28 mia $. At forsyninger ikke nåede frem skyldes primært, at programmets behandlingsprocesser var meget komplekse, og at USA og Storbritannien tilbageholdte eller blokerede for mange kontrakter. At Irak politiserede han- 10 delsforholdene spillede også en rolle. Fordel ovenstående sum over 6 år og 4 måneder (fra 16. december 1996 til 20. marts 2003) og en gennemsnitlig befolkning på 23 mio, så udgør den til rådighed stående sum 195 $ pr. person pr. år. Følgende mængder var til rådighed til specifikke sektorer: fødevarer og håndtering: 106 $; medicin: 15 $; vand og sanitet: 8 $; el: 14 $; landbrug og overrisling: 16 $; bolig: 11 $; uddannelse: 4 $ pr. person pr. år. Iboende utilstrækkelighed Da Dennis Halliday fik jobbet som humanitær koordinator i Irak i september 1997 indså han meget hurtigt, at programmet var utilstrækkeligt til at afhjælpe den krise, som sanktionerne havde skabt i landet. Statistikkerne fra UNICEF viste tegn på stor sult, med meget høje nøgletal for børnedødelighed o.l. I Bagdad gik Halliday sammen med den franske, den russiske og den kinesiske ambassadør om et lobbyarbejde, der fik fordoblet programmets økonomiske overgrænse fra 1,3 mia $ pr. halvårlig fase til 2,6 mia $, dvs. 5,2 mia $ pr. år. Uheldigvis var selv denne øgning ikke nok til at løse problemet. I et interview med David Barsamian i 2000 forklarede Halliday: “Iraks manglende mulighed for at udvinde olie nok til at nå op på den eksisterende grænse for Oil-for-Food programmet betyder, at landet er ude af stand til at nå blot i nærheden af de midler, der er nødvendige til blot den basale mad og medicin, for slet ikke at tale om en løsning på underernæringen, som forudsætter en reparation af vandrensningsanlæggene og kloaknettet.” Det forekommer usandsynligt, at USA, Storbritannien eller noget andet vestligt land har troet, at det centraliserede indkøbs- og fordelingssystem, som var en del af Oil-for-Food programmet ville blive effektivt; selv Rusland og Kina har for længe siden er- kendt de store vanskeligheder ved et centralt, nationalt fordelingssystem. Og alligevel var det fødevarefordelingssystem, som den irakiske regering oprettede meget effektivt. Dette er ofte bekræftet af Tun Myat, som afløste von Sponeck som humanitær koordinator i Bagdad. Kritikere af diktatoren vil hævde, at alt dette blot var et led i en propagandakampagne, hvor diktatoren fremhævede sig selv som den faderlige beskytter imod de truende kræfter, anført af de vantro amerikanere og briter. Effektive angreb Dokumenter fra USAs militære efterretningsvæsen Defense Intelligence Agency viser, at sanktionerne fra starten blev anset for at være en del af USAs militære strategi i Irak. Det tidligste og mest chokerende i rækken af dokumenter har titlen “Iraq Water Treatmment Vulnerabilities” (Sårbarheder i den irakiske vandrensning). Rapporten, der er dateret den 18. januar 1991, beskriver risikoen for epidemier, der kan opstå som resultat af sanktioner over for importen af forsyninger til vandrensning: “Medmindre forsyninger til vandrensning undtages fra FNs sanktioner af humanitære grunde, er der ingen ordentlig løsning på Iraks vandrensningsproblem ...” “Hvis vandet ikke renses med klor, kan der opstå epidemier af sådanne sygdomme som kolera, leverbetændelse og tyfus.” Kritikere har foreslået, at den ovenfor nævnte rapport kunne have haft til formål at forhindre ødelæggelsen af vandforsyningen, men de faktiske hændelser viser, at hensigten var den stik modsatte: de allieredes bombninger under Golfkrigen ramte med overlæg den civile infrastruktur. Elsystemet blev slået ud af drift, og da det gik ud over vandrensningsanlæggene, så opstod der koleraepidemier. Denne strategi er utvetydigt dokumenteret i et doktrindokument for USAs
Page 1 and 2: Fredsdemonstrationen 28. september
Page 3 and 4: Kvindernes Internationale Liga for
Page 5 and 6: fred og frihed nr. 3 2003 Ikkevold
Page 7: fred og frihed nr. 3 2003 2000 bliv
Page 11 and 12: fred og frihed nr. 3 2003 bere skul
Page 13 and 14: fred og frihed nr. 3 2003 Af Erling
Page 15 and 16: Ikkevold nr. 3 2003 Våben begravet
Page 17 and 18: Plakat fra 2. Verdenskrig. prise. D
Page 19 and 20: ved at fastslå at fremtidig testni
Page 21 and 22: Offentligt møde om menneskerettigh
Page 23 and 24: 1. 3. Den tapre landsoldat Ikkevold
Page 25 and 26: En sag om principper Kommentar til

Bladet Ikkevold fra Aldrig Mere Krig - FRED.dk - Fred på Nettet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?